Kolind Kuren

I øjeblikket sparer stat og kommuner overalt hvor de kan og resultatet er at næsten alt hvad der ikke er strengt nødvendigt for driften, spares væk. Især alle former for udviklingsprojekter hvori man inddrager borgere og “eksperter” udefra. Hvad sker der ved at et planlagt projekt for bedre ernæring og mere motion for overvægtige unge spares væk? Intet på kort sigt, og derfor spares netop sådanne ikke strengt nødvendige projekter væk. De betragtes som en luksus som er forbeholdt gode tider.

Modsat de private virksomheder jeg er engageret i. Grundfos sparede 2.000 stillinger eller 15 % af medarbejderstaben da krisen strammede til. Det gjorde rigtig ondt. Men ét sted blev der ikke sparet: Forskning og udvikling. Og selvom pumper er forholdsvis simple produkter havde Grundfos midt i den værste krise fortsat 800 medarbejdere der arbejdede med nye teknologier, nye løsninger og nye produkter. Som bestyrelsesformand Niels Due Jensen sagde: Netop i en krise er det allermest nødvendigt at forny os og blive endnu bedre til at løse den opgave vi har påtaget os. Visionært!

Hvor er de 800 medarbejdere der arbejder med at gøre kommunernes service og pleje for de ældre, bedre? Ældrepleje er mindst ti gange mere kompliceret end vandpumper og alligevel yder det offentlige langt fra samme indsats for at forske og udvikle bedre løsninger og teknologier. Region Syddanmark er stolt over at kunne anvende ca 25 Mkr. om året til en treårig satsning på velfærdsteknologi – og det er et rigtig godt initiativ (Welfare Tech Region). Men 25 Mkr. til en sektor der beskæftiger over 25.000 menneker alene i den region? Det er en dråbe i havet i forhold til den milliard som Grundfos skal bruge i år til udvikling af bedre pumper!

Prioriterer vi rigtigt – og hvorfor ikke? Skriv en kommentar!

Liberal Alliance er blevet godt pressestof igen. Og med god grund: Iflg seneste meningsmålinger har partiet lige så stor tilslutning som de konservative og 50% flere tilhængere end de radikale. Den fremgang skal jeg bestemt ikke tage æren for; jeg er “bare” supporter i tredje geled.

Udgangspunktet er at der efter næste valg bliver et borgerligt flertal bestående af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det tror jeg er sandsynligt; ikke fordi VK (O) regeringen har klaret det specielt fremragende, men fordi alternativet efter min mening er langt værre: S SF planerne Fair Forandring og Fair Løsning hænger simpelt hen ikke økonomisk sammen. Deres medicin vil gøre Danmark mere sygt!

Jeg håber at Liberal Alliance vil bruge sin indflydelse til:

1. At skabe større vækst i Danmark – bæredygtig vækst.  Det tror jeg skal ske ved at gøre det mere attraktivt at tjene penge i Danmark (40% flad skat), ved at øge offentlig og privat forskning og produktudvikling, ved at øge eksportindsatsen, herunder branding af Danmark, og ved at gøre det lettere for højtuddannede udlændinge at arbejde i Danmark.
2. At bringe antallet af danskere på overførselsindkomst ned. For tiden har vi 800.000 danskere mellem 18 og 66 år på passiv offentlig forsørgelse, svarende til hele 800 mennesker i et lille bitte samfund som Brædstrup (godt 5.000 indbyggere). Det er vanvittigt og det afspejler et sygt system – der er langt færre end 800.000 danskere der ikke kan forsørge sig selv.
3. At reformere den offentlige sektor. Fjerne det kontrol og styrings tyranni som Anders Fogh indførte under overskriften “new public management”: Resultatkontrakter, nøgletal, dokumentation, statistikker og kontrol der er helt ude af trit med sund fornuft. Give ledere og medarbejdere ansvar og acceptere at gode løsninger ikke altid kan forenes med millimeterretfærdighed. Hvorfor snyder (nogle) hjemmehjælpere? Ikke fordi de er onde mennesker, men fordi de er en del af et sygt system.
4. At regulere mindre detaljeret. Jeg bliver i dårligt humør når jeg skal sætte mig ind i hundredvis af regler der gælder for at drive virksomhed. Jeg er frustreret over at jeg ikke kan kontrollere om skatten er regnet rigtigt ud på min årsopgørelse. Jeg er træt af at politikerne altid synes at tro at de er klogere end almindelige danskere.

Har du et godt råd til Anders Samuelsen?

Det ville være let at slutte sig til koret af kritikere der sabler dagens genopretningsaftale mellem Regeringen og Dansk Folkeparti ned. Men ærlig talt: Det er ikke så ringe en aftale endda. Prøv at læse den her: http://fm.dk/Nyheder/Pressemeddelelser/2010/05/20100525%20Aftale%20om%20genopretning%20af%20dansk%20oekonomi.aspx

Det er glædeligt at dagpengeperioden nu reduceres fra 48 til 24 måneder og der er mange andre fornuftige tiltag. Der er dog også latterlig symbolpolitik som fx brugerbetaling på tolkningsområdet og gebyrer for ansøgninger om familiesammenføring, men det er prisen for at vi har et folketing der kun kan tænke i to blokke – lige så meget S/SF’s ansvar som VKO’s.

Interessant at se afstemningen til højre (Hviken plan er bedst for Danmark?) i det lys. Over halvdelen af de der svarer, foretrækker Liberal Alliances fire punkts plan. Naturligvis ikke repræsentativt for befolkningen, men alligevel! Jeg glæder mig fortsat til at Liberal Alliance får afgørende indflydelse på dansk politik!

Hvad siger du?

Prøv at sætte dig i Lars Løkkes sted. Kassen er tom. Det er åbenbart at de sidste ti års politik ikke kan fortsætte: Nogle hellige køer må simpelt hen ofres for at få Danmark ind på en positiv kurs igen. Regeringens politiske flertal vakler og selv i Venstres bagland er der utilfredshed.

Jeg misunder ikke Lars Løkkes situation!

Hvad ville du gøre, hvis du sad i stolen? Ville dit udgangspunkt være at man ikke kan bevare magten, hvis man søger at gennemføre den politik der er brug for? Eller det modsatte: At den eneste måde man kan bevare magten på er ved at sige og gøre det ubehagelige?

Antag at dit mål ikke alene er at bevare taburetten, men at gøre det rigtige for Danmark og alligevel bevare taburetten. Hvad ville du så gøre?

Jeg kommer med de første tre forslag. Skriv en kommentar nedenfor om hvad du ville gøre. Her er tre bud fra mig:

1. Jeg ville fremlægge et simpelt regnestykke: En kontorassistent der arbejder i 40 år og derefter går på pension giver samfundet et “nettounderskud” på 200 tkr. (skat minus velfærdsydelsermv). Det kan alle se er helt ude i hampen. Og når man så graver lidt i tallene finder man ud af at de mange velfærdsydelser der hver især er fornuftige, når de lægges sammen bliver urimelige. Her ville jeg via Internettet invitere både borgere og fagfolk til at foreslå hvad man kunne gøre ved problemet og så iøvrigt opfordre til debat om forslagene. På baggrund heraf ville jeg foreslå en ny politik som helt sikkert ville indeholde ubehagelige forslag. Men baggrunden og begrundelsen var til at forstå.
2. Jeg ville lave en liste over fem ting der var vigtige at bevare eller styrke i Danmark, fx. vores meget stærke foreningsliv (andelsbevægelse, idræt, højskole, spejder osv) eller den korte afstand mellem høj og lav i samfundet og i virksomhederne. For hver af de fem ting ville jeg fremlægge fx. tre enkle og konkrete forslag til hvordan netop det kunne styrkes eller udvikles. Altså noget danskerne kunne mærke.
3. Jeg ville illustrere Danmarks udfordring på et “modelsamfund” med 5.500 mennesker svarende til Brædstrup (en tusindedel af Danmark). I Brædstrup har vi fx. én landbetjent med træffetid to timer om ugen; skulle vi have en tusindedel af politistyrken ville vi have haft 10 betjente på fuld tid og en nydelig politistation. Hvorfor har vi ikke det? Og blandt de 5.500 mennesker i Brædstrup skulle omkring 800 beboere mellem 18 og 66 år være på passiv offentlig overførselsindkomst, hvis vi skulle ligne resten af landet! Enhver kan se at det er vanvid. Og enhver kan se at det kunne vi godt gøre noget ved i Brædstrup så tallet kom ned på måske 100 eller 200! Den slags ræsonnementer ville jeg bruge til at få ideer til hvad der kan gøres og til at forklare forslagene til danskerne.

Og lad mig så høre hvad du ville gøre!

I dag var jeg til første bestyrelsesmøde i nystartede Welfare Tech Region, som er Regions Syddanmarks seneste satsning på erhvervsudvikling. Velfærdsteknologi er alle de produkter og hjælpemidler der kan få vores velfærdssamfund til at fungere bedre; fx. hjælpemidler sådan at ældre mennesker kan fungere længere i eget hjem eller teknologi der kan gøre sygdomsforløb bedre og spare penge og arbejdskraft.

Da jeg første gang hørte om velfærdsteknologi rynkede jeg på næsen. Er det ikke bare varm luft? Men det er det ikke: Alene i Region Syddanmark er næsten 50.000 mennesker beskæftiget inden for området. Og potentialet er enormt; kun fantasien sætter grænser. Se fx http://velfærdsteknologi.nu/

Andre regioner har også ting kørende inden for velfærdsteknologi, men det jeg synes gør Region Syddanmarks satsning unik er den brede opbakning både fra region, kommuner, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner. Alle er med og alle kan se at de kan yde et bidrag. Et groft skøn: Potentialet i form af nye arbejdspladser og eksport er ti gang vindmølleindustrien. Så lad os bare komme i gang.

Hvis du kender et rigtig godt eksempel hvor teknologi gør nytte i velfærdssamfundet, så skriv en kommentar.

Ved valget i november 2006 illustrerede jeg fordelen ved 40 % flad skat i Danmark ved at spørge hvad der mon ville ske, hvis forslaget alene havde været gældende på Fyn. Jeg blev gjort totalt til grin og skatteministeren og flere andre politikere var hurtigt ude: 40 % skat på Fyn ville være uretfærdigt over for resten af landet, for rigtig mange mennesker ville flytte til Fyn for at høste fordelen af den enkle og lave skat. Egentlig havde de jo ret: Det ville betyde at især folk med høje indkomster vil strømme til Fyn og Fyn ville få et kæmpe skub fremad. Jeg møder iøvrigt fortsat folk der tror at jeg selv bor på Fyn. Det gør jeg ikke – endnu. Jeg bor i Jylland!

Nu er marginalskatten så nedsat til 56 %. Men skattesystemet er ikke blevet enklere. Jeg kan fortsat ikke beregne min skat, men må tro på Skat’s IT-systemer. Jeg kan ikke engang forklare præcis hvorfor min skat formentlig falder i 2010 og jeg kan ikke selv beregne hvor stort faldet bliver og hvorfor. Og for nogle mennesker med mellemindkomster vil marginalskatten faktisk stige fordi flere sociale ordninger er gjort indkomstafhængige. Det kalder jeg ikke en reform.

Var 40 % flad skat så alligevel ikke bedre? Jeg tror fortsat at vores samfund som helhed ville have stor gavn af 40 % flad skat, og hvis nogen er i tvivl, så prøv endnu engang at tænke over, hvad der ville ske her i 2009, hvis de 40 % skat kun gjaldt Fyn. Nøjagtig det samme som skatteministeren mente der ville ske i 2006: Folk ville valfarte til Fyn – især mennesker med høje indkomster!

Men alligevel er der ikke rigtig nogen der tør sige at folk ville valfarte til Danmark, hvor vi havde 40 % flad skat i hele landet. Det synes jeg er mærkeligt. Selvfølgelig skal vi have samme skattesystem i hele landet. Men hvorfor ikke 40 % flad skat uden andet fradrag end personfradrag? Det ville være en af de bedste vækstpakker Danmark kunne få:

1. Vi ville få mere højtuddannet arbejdskraft fra de vestlige lande til Danmark. Det giver vækst og større skatteindtægter og dermed flere jobs og mulighed for bedre offentlig service.
2. Vi ville bruge flere håndværkere fordi vi havde flere penge til rådighed og fordi fordelen ved sort arbejde ville falde markant. Det ville give flere jobs og højere moms og skatteindtægter. Hvis vi gav borgerne et større incitament til at bruge håndværkerne til energibesparende foranstaltninger ville vi få et stort plus på CO2 regnskabet.
3. Vi kunne spare en stor det af det enorme kontrolapparat som vi har i Skat. Hvis skatten helt enkelt er 40 % af hver krone du tjener over et vist niveau, er der rigtig mange skattefolk og revisorer der skal finde noget mere meningsfuldt og produktivt at lave. Den sparede løn til dem kunne bruges til noget der skaber større værdi i samfundet, fx. indenfor uddannelse og sundhed.

Var 40 % flad skat (i Danmark) egentlig så dårlig en ide?

Her i sommer besøgte jeg Niels Trolle der er forstander på Assersbølgaard i Vejen Kommune. Skolen henvender sig til sent udviklede unge og der er – så vidt jeg husker ca 25 elever. Besøget var en fornøjelse: En virkelig velfungerende skole med fint samarbejde blandt medarbejderne og rigtig glade og tilfredse elever.

Resultaterne er imponerende: Eleverne lærer at klare sig selv og mange kan efter skoleopholdet klare sig med beskeden støtte fra det offentlige.

Jeg ved godt at alt hverken kan eller skal gøres op i penge – og det synspunkt understregede Niels Trolle flere gange i samtalen. Men hvis man nu gør det alligevel – hvor meget betyder det så for samfundsøkonomien at indsatsen lykkes, dvs. at det unge menneske kan klare sig selv uden at være på døgninstitution resten af livet? Svaret er: 40 – 50 millioner! Pr. barn.

Så spørger jeg mig selv om de lærere og pædagoger og andre, der gennem en fremragende indsats sikrer de unge en fremtid uden for institution og samfundet en besparelse på måske 40 millioner kroner (pr. elev) ikke kunne have samme berettigede forventning om en millionbonus som bankdirektøren?

Se et lille interview med Niels Trolle på www.youtube.com/lkolind

Hvad mener du?

Sjældent har jeg læst en så relevant og provokerende bog end Verner C. Petersens nyligt udkomne “Vildveje i Velfærdsstaten”, Informations Forlag.

Bogen er et opgør med den tænkning som de seneste tyve års regeringer har brugt som baggrund for at udvikle det velfærdssamfund, vi har i dag. Et opgør med trangen til at ville styre alting fra oven med klare mål, detaljerede regler, kvalitetsstandarder og rettigheder.

Verner C. Petersen der er professor ved Handelshøjskolen, Århus Universitet, tager hårdt fat: Han gennemhuller både regeringens kvalitetsreform og Socialdemokratiets velfærdsrettigheder og argumenterer overbevisende for at der kommer en dårligere offentlig sektor ud af begge dele. Løsningen er ifølge professoren at lede gennem værdier, visioner og rummelige rammer sådan at den enkelte medarbejder og chef får større råderum og lyst til at bruge sin kreativitet, energi og fantasi i jobbet. Glem bureaukratiet med dokumentation af indsatsen – mål på borgernes oplevede tilfredshed og resultaterne i forhold til de vigtige ting. Er det ikke bedre at gøre en forskel uden at kunne dokumentere det end at dokumentere at man ikke har gjort en forskel?

Bogen afsluttes med en sønderlemmende kritik af en række modebegreber fra den såkaldte management tænkning, herunder NLP, Lean og MBTI. Heldigvis er der også en række konstruktive betragtninger om hvad vi bør sætte i stedet.

Pligtlæsning for alle der deltager i samfundsdebatten!