Valg 2011: Frihed

Indrømmet: Økonomien er afgørende i dette valg. Vi skal have en regering der skaber varig vækst og velstand; ikke bare kortsigtede boligpakker som er ren kosmetik.

Men jeg synes også at andre ting er vigtige.

For eksempel frihed. Tidligere tænkte jeg ikke så meget over det, men efterhånden er det gået op for mig, hvor megen unødvendig regulering vi har fået. Altsammen i den gode sags tjeneste, men langt udover hvad der er nødvendigt.

Jeg har en skov, men jeg kan ikke grave et vandhul eller en grøft uden forudgående tilladelse fra myndighederne. Jeg kan heller ikke lave en vildtager så der er mere foder til dyrene om vinteren. For slet ikke at tale om et redskabsskur over ti kvadratmeter eller en redekasse til ænderne.

Tænk hvad det koster i administration. Sagsbehandlere, eksperter, høring, offentliggørelse, korrespondance, klagesystem. Hvem gavner det egentlig?

Og så kan jeg naturligvis ikke have en hobbykniv i bilen, jeg kan ikke holde hund af bestemte racer, mine børn må ikke gifte sig med en udlænding og jeg kan blive ved.

Selvfølgelig er der mange fornuftige regler som er begrundet i at vi borgere ikke må gøre ting der skader andre. Helt OK. Men rigtig mange regler kan ikke begrundes sådan. De er udtryk for at Folketingets flertal synes at de ved bedre end borgerne, hvad der er godt for os. Det vender jeg mig imod, og derfor støtter jeg partier der vil arbejde for større frihed og mindre regulering – selvfølgelig med det ansvar der følger med.

Giv os nogle flere eksempler på overflødige regler. Skriv en kommentar.

Valg 2011: Politiker ægtefælle

Min kone, Vibeke Riemer, stiller op til Folketinget i Vestjyllands Storkreds for Liberal Alliance. Se www.vibekeriemer.dk.

Det er en mærkelig fornemmelse for mig bare at følge med i kulissen når man har prøvet selv at være i front. Spændende at følge debatten og lytte til argumenterne. Jeg synes hun er modig som 64 årig at stille op for et parti, der er mest populært blandt yngre mænd. Men det er en god idé at hun stiller op for Liberal Alliance er efter min mening ikke et parti fortrinsvis for yngre mænd i arbejde. Det er et parti der arbejder for et rigere samfund (vækst), et samfund med større frihed, et samfund hvor staten bestemmer mindre og mere er overladt til os borgere, og et parti der vil fjerne bureaukrati og overflødig kontrol i det offentlige.

Det program burde tiltale hele befolkningen; ikke mindst kvinderne og ikke mindst de ældre. Jeg håber at du vil stemme på Liberal Alliance og på Vibeke, hvis du bor i Storkreds Vestjylland. Hun vil være et stort aktiv i Folketinget.

Følg med i Vibekes blog på www.vibekeriemer.dk.

Valg 2011: Velstand

Rød og blå blok kappes om at bruge penge. Renovere skoler, 10.000 uddannelsespladser, max 30 minutters ventetid på skadestuen, tilskud og puljer til alt mellem himmel og jord. Hver gang politikerne vil bruge en milliard koster det en gennemsnits husstand 500 kr i runde tal.

Alle de penge skal komme et sted fra, og det sted er erhvervslivet; nærmere bestemt de virksomheder der producerer varer og tjenesteydelser til eksport.

Tænk fx på en dansk eksportvirksomhed med 100 medarbejdere. Den omsætter for 100 Mkr og tjener 10 millioner før skat til ejerne, hvis den går godt. Hvor meget tror du egentlig en sådan en virksomhed leverer til samfundet i form af  skatter og afgifter hvert år? 5 millioner? 10 millioner, 20 millioner?

Svaret er ca. 50 millioner. De 30 er den skat virksomheden opkræver af medarbejdernes løn. De 14 er moms, andre afgifter og skatter fra de underleverancer som virksomheden køber. De 2½ million er selskabsskatten af overskuddet og ca 3½ million er den skat ejerne betaler når de tager overskuddet ud som udbytte.

S og SF vil beskatte de højeste indkomster højere. Millionærskatten til ejeren kan måske give nogle hundrede tusinde ekstra. Men hvis det betyder at ejeren starter sin næste virksomhed i udlandet, er det en dårlig forretning. Samfundet tjener nogle hundrede tusind, men taber 50 millioner. Plus at 100 medarbejdere mister deres job.

Det er den udvikling Danmark er inde i, og det bliver kun værre. Vi har mistet 200.000 jobs i det private erhvervsliv de seneste år og det er fordi det ikke er attraktivt at skabe nye jobs i Danmark. Der er undtagelser, men tendensen er klar: Vi mister de indtægter som politikerne kappes om at bruge på sundhed, uddannelse, miljø og andre “vindersager“.

Jeg er bestyrelsesformand for Grundfos med 17.000 medarbejdere og en omsætning på 20 milliarder. Heldigvis har Grundfos ikke planer om at flytte, men jeg tør slet ikke tænke på hvad det ville betyde for Danmark, hvis Grundfos flyttede til udlandet. Umiddelbart vurderer jeg at det ville løbe op i 5000 tabte arbejdspladser og tabte skatter og afgifter på 3-5 milliarder hvert år når vi tager underleverandørerne med. Selskabsskatten er det mindste: Et par hundrede millioner.

Derfor bør valget først og fremmest handle om hvordan vi skaber mere vækst og flere jobs i Danmark så vi har nogle penge at bruge på velfærden. Der er kun én vej: at gøre det mere attraktivt at skabe nye jobs i Danmark og at arbejde mere. At sænke skatten på den sidst tjente krone er det vigtigste middel hertil. Umiddelbart giver det naturligvis færre penge i samfundets kasse, men allerede efter få år bliver der overskud. Det er det, økonomerne siger med beregningerne i DREAM modellen, og det er derfor det betyder rigtig meget, hvilket parti og hvilken politik du stemmer på. Velstand kommer før velfærd.

Det er trist at dette ikke er gået op for danskerne. Jeg har været med til at starte 22 virksomheder; jeg har mit på det tørre og jeg klarer mig nok, men det ærgrer mig at at dette dejlige land stille og roligt er på vej til at blive fattigere med alt det, det indebærer af social uro og problemer. Politikerne fra alle partier ved det og alligevel overbyder de hinanden med valgflæsk.

Jeg synes det er flovt. ØV! Hvad synes du? Skriv en kommentar.

Unimerco og uligheden

Unimerco bliver japansk den 11.juli. Mange har kaldt Unimerco Danmarks bedste virksomhed fordi den har alt det, andre drømmer om: Ejet af medarbejderne og dermed et enestående engagement og sammenhold, avanceret teknologi som ingen andre i verden har kunnet matche, hovedparten af produktionen og arbejdspladserne i Danmark, og alligevel er Unimerco konkurrencedygtig på et globalt marked. Som formand for bestyrelsen i mange år kender jeg Unimerco godt, og jeg kan bekræfte alt det gode der er sagt om Unimerco. Det er en enestående virksomhed.

Men fra 11. juli er Unimerco en del af den japanske Kyocera koncern. Solgt for knap halvanden milliard kroner, næsten tre gange omsætningen og ca 40 gange nettoresultatet i seneste regnskabsår. En næsten uhørt høj pris for noget der egentlig bare er et sliberi med en tilhørende handelsvirksomhed.

Det er godt for Danmark, godt for medarbejderne og godt for lokalsamfundet. De 418 medarbejdere som er aktionærer, tjener vel tilsammen omkring en milliard når deres investering er trukket fra. Det er fair når man tager i betragtning at alle har slidt for det og været med til at løbe risikoen i mange år. Det var ikke sjovt at være aktionær i 2008/09, hvor Unimerco indkasserede et underskud på næsten 50 Mkr.

Af fortjenesten får samfundet knap halvdelen i aktieavanceskat og når de resterende penge bliver brugt i de kommende år, indkasserer samfundet moms og skatter af de produkter og ydelser, som pengene bliver brugt til. Dermed er der råd til sygehuse, plejehjem, skoler, forsvar og politi. Alt det vi kalder velfærdssamfund, starter med at der er nogen der gør en god indsats og tjener penge. Derfor er salget af Unimerco godt for Danmark.

Kyocera ville ikke have betalt så høj en pris for Unimerco, hvis planen var at lukke firmaet. Tværtimod. Jeg gætter på at vi vil se nye investeringer og nye jobs som følge af overtagelsen. Mange jobs vil blive skabt i udlandet, men hvis Danmark fortsat er et attraktivt sted at drive virksomhed, får vi også del i væksten. Se bare på hvad der er sket i Brande efter at Siemens købte Bonus Energi (vindmøller) fra sin danske ejer og grundlægger.

Historien er egentlig ikke længere, men det slog mig, at uligheden i Danmark bliver større efter salget af Unimerco. 200 eller flere smede, maskinarbejdere, sælgere, indkøbere, ingeniører og andre bliver nu millionærer og dermed bliver afstanden mellem rig og fattig i Danmark større på den måde, man måler det (Gini-koefficienten).

Er det godt eller skidt for Danmark? Må jeg høre din mening.

Hvad vil timelønnen være i 2020?

Prøv lige at tænke lidt over de mekanismer der bestemmer, hvor høj en løn danskere kommer til at tjene om nogle år:

  1. I det lange løb ender det med at folk får en løn der nogenlunde svarer til hvor megen værdi de skaber. Typograferne kunne holde et kunstigt alt for højt lønniveau i ti år, men en dag gik den ikke længere: Den opgave typografer løste, var blevet overtaget af computere og dermed gik lønnen for typografarbejde mod nul. Hele nationer har prøvet at opretholde kunstigt høje lønniveauer, men på et eller andet tidspunkt indhenter virkeligheden dem.
  2. I Danmark skaber de fleste mennesker ikke ret meget mere værdi pr. time end fx. folk med tilsvarende uddannelser i Ungarn. Det ved virksomheder som fx. Grundfos der har rigtig mange medarbejdere i forskellige lande. De officielle tal for produktivitet siger dog noget andet, og det kan der være mange årsager til.  Hvis ikke det ændrer sig betyder det at lønnen pr. arbejdstime på langt sigt vil blive den samme i de to lande. Ungarn kommer fra et niveau omring 50 kr pr time hvor den samme arbejdstime i Danmark koster 250 kr. Selvom lønnen i Ungarn vokser hurtigere end den danske, og selvom produktiviteten måske er lavere, er retningen ikke til at tage fejl af: Reallønnen i Danmark kommer til at gå ned. Det er ikke sikkert at vi opdager det, for måske kan den produktivitetsstigning som andre lande præsterer, gøre at varer bliver billigere – også for os. Dermed kan vi stadig købe omtrent det smme for vores løn. Og hvis inflationen tilmed stiger, tror vi måske ligefrem at vores løn er vokset.
  3. Nogle af vore nabolande (Tyskland, Sverige) har valgt at fokusere mere end vi på at stoppe spildet af gode kræfter både i private og offentlige virksomheder. Selvom du måske arbejder i en meget effektiv dansk virksomhed, så nytter det ikke meget, hvis den eller de medarbejdere i det offentlige, hvis løn du betaler gennem skatten, spilder tiden med unødvendigt bureaukrati eller opgaver som iøvrigt skaber for lidt værdi. En stor og ineffektiv offentlig sektor koster dig levestandard og økonomisk frihed. Hvis den offentlige sektor vedbliver at skabe mindre værdi end den kunne, falder din realløn endnu mere. Jeg ser ingen tegn på at det kommer til at gå anderledes.
  4. Jeg tror egentlig godt at danskerne kan være lykkelige med den realløn, vi har i dag, men det betyder bare at vi ikke skal sætte næsen op efter verdens bedste uddannelsessystem (det har vi mistet), verdens bedste sundhedssystem (som vi heller ikke har), de mest velholdte veje, parker og bygninger, nye trafikanlæg der gør det lettere at komme på arbejde, biblioteker der udnytter fremtidens teknologi eller 100 andre ting, vi også gerne vil have.
  5. En anden effekt vil være at de mest ambitiøse unge danskere vil søge til udlandet for at arbejde og starte nye virksomheder der. Det kan vi måske også leve med, men prisen vil være at Danmark og det danske samfund bliver fattigere.

Mit bud på timeløn 2020: Hvis niveauet i dag er 250 kr, så vil 3 procent inflation i ni år lægge ca 75 kr oveni. En årlig produktivitetsstigning på én procent vil yderligere ca. 30 kr til. Så er vi oppe på godt 350 kr i timen.

Det danske lønniveau er fem gange så højt som Ungarns, men vores produktivitet er kun dobbelt så høj. I princippet vil det trække os 2½ gang ned. Hvor hurtigt det sker, er svært at sige, men mon ikke vi ender et sted mellem 200 og 250 kr i 2020?

Jeg hører til de priviligerede der nok skal klare mig, og nogle af mine børn er allerede rejst. Men jeg spørger mig selv: Er det virkelig den fremtid, vi ønsker? Den fremtid du ønsker?

Hvor er de offentlige ansatte blevet af?

Fornylig hørte jeg et både morsomt og tankevækkende foredrag af Anne Knudsen – redaktør på Weekendavisen. Anne fortalte levende om hvordan hun huskede offentlig service da hun var barn:

  • Posten blev bragt ud to eller endog tre gange om dagen (i byerne)
  • Familielægen kom på sygebesøg, om nødvendigt flere gange en dag og også lørdag.
  • Skadestuen lå lige i nærheden og havde tid til at lave de nødvendige ting på stedet.
  • Kommunekontoret kunne svare på spørgsmålene på stedet – personlig betjening
  • Læreren havde tid til at tale med forældrene og kom på hjemmebesøg – det samme gjorde præsten og socialrådgiveren.
  • Der var en kaserne i (næsten) hver en by
  • Politiet kom når man anmeldte et indbrud.
  • Der var et folkebibliotek i selv meget små byer, og man kunne få hjælp ved blot at spørge bibliotekaren.
  • osv.

Anne Knudsen spurgte: Hvad er der blevet af de offentlige ansatte? Hvad laver de nu, som er vigtigere end at betjene borgerne? Hvad har den nye teknologi hjulpet?

Hun gav ikke svaret, og jeg har siden brugt en del tid på at søge at finde det. Jeg ser tre mulige forklaringer:

  1. De offentligt ansatte bruger langt mere tid til administration og dokumentation end tidligere. Tiden går fra borgerne.
  2. Det offentlige løser nu en lang række opgaver som ikke indebærer en service eller nyttevirkning for borgerne. Blandt disse opgaver er den snart totale kontrol med borgernes adfærd.
  3. Teknologien er blevet brugt til at tjene “systemets” formål i stedet for borgernes.

Og glem så ikke hvad det kræver at administrere de 800.000 danskere mellem 18 og 66 år, der er på passiv offentlig forsørgelse.

Er det de rigtige svar? Eller kan du tilføje flere?

850.000 kr.

Her er noget jeg ikke kan forstå. Hjælp mig!

Hvis man laver en gennemsnitsberegning af indtægter og udgifter for samfundet for et nyfødt barn igennem hele dets levetid, så viser regnestykket et minus på 850.000 kr. Indtægterne er betalt skat, moms og andre afgifter; udgifterne er hvad det koster at drive den offentlige sektor, herunder sociale ydelser til orlov, dagpenge, førtidspension, efterløn, folkepension mv.

Jeg forstår godt regnestykket og tvivler egentlig ikke på at det er korrekt. Men det jeg ikke forstår, er at hovedparten af den danske befolkning ikke synes at det er noget stort problem. I mine øjne er det nærmest absurd!

Hvem kan forklare mig det – og hvem kan foreslå en løsning? Skriv en kommentar.

Udlicitering er løsningen

Jeg går ind for at langt de fleste offentlige opgaver skal udliciteres, især de vigtigste. Ikke af ideologiske grunde, men simpelt hen fordi det er sund fornuft for alle parter. Du er sikkert uenig, men glem lige dine fordomme og hør hvorfor:

Det offentlige (kommuner, regioner, stat) er et fællesskab, hvor borgere bliver enige om at det er bedst for alle parter at visse opgaver løses i fællesskab. Politi, domstole, forsvar, infrastruktur, regulering, affald, vandforsyning, uddannelse, sociale opgaver og 1000 andre ting som det enten er umuligt eller simpelt hen for dumt at løse individuelt. For mig er der ingen ideologi i dette: Vi skal løse de opgaver i fællesskab, som giver mening.

Ideologien kommer ind når vi skal afgøre hvem der skal betale hvor meget. Her er der tre muligheder:

  1. Vi betaler efter forbrug (fx. vand, varme, el og affald). I princippet betaler vi den kostpris som ydelsen koster.
  2. Vi betaler efter hvor meget vi tjener, men ikke efter hvor meget vi bruger ydelsen. Vi betaler også selvom vi slet ikke bruger ydelsen. Det gælder alle de ting som finansieres over skatten.
  3. En kombination af 1 og 2. Det gælder når det offentlige opkræver en vis brugerbetaling som dog ikke dækker alle udgifter. resten betales efter hvor meget vi tjener (altså over skatten).

Fordelingen mellem 1, 2 og 3 kunne i høj grad fortjene mere debat, men det er ikke emnet for denne blogpost. Den handler altså ikke om hvem der skal betale, men om hvem der skal producere. En ydelse kan i princippet produceres på to forskellige måder og den måde den produceres på, har intet at gøre med den måde ydelsen betales på:

  1. Det offentlige kan selv producere ydelsen, dvs. ansætte medarbejdere, købe udstyr og organisere det hele.
  2. Ydelsen kan produceres af en privat virksomhed. Her skal det offentlige specificere ydelsen fra borgerens synspunkt (det problem som ydelsen skal løse, og den kvalitet borgeren skal ha). Det offentlige skal ikke specificere hvad virksomheden skal gøre, kun den nytte eller værdi som ydelsen skal skabe for borgeren.

Hvis en privat virksomhed skal producere en ydelse for det offentlige, skal den indtjene et overskud på typisk 5 – 10% af omsætningen. Overskudet skal dække renter af den kapital der er investeret, samt den risiko der altid er ved at drive virksomhed. Det offentlige skal også forrente sine investeringer og håndtere sin risiko. Omkostningerne til det kan vi bare ikke se med den måde, offentlige regnskaber laves, men omkostningerne er der. Her er der altså  ikke megen forskel mellem offentlig og privat produktion.

Forskellen mellem offentlig og privat produktion ligger to andre steder:

  1. Større incitament. En privat virksomhed der producerer en ydelse for det offentlige har et stærkt økonomisk incitament til at løse opgaven mere effektivt, simpelt hen fordi den selv kan beholde gevinsten. Derfor kommer der mere og hurtigere innovation hvis ydelsen produceres i privat regi.
  2. Eksport: Hvis viden om at producere ydelsen ligger hos det offentlige, bliver den der, medmindre det offentlige selv vil til at drive eksportvirksomhed. Det prøvede man for ca 20 år siden (systemeksport) og det var en total fiasko. Borgmestre er politikere – ikke forretningsfolk. Hvis til gengæld viden flyttes over i den private virksomhed som producerer ydelsen, har den et invitament til at eksportere, især hvis den er blevet rigtig dygtig og effektiv.

Det er de to grunde der gør at offentlige ydelser bedst produceres i privat regi: Mere innovation og mere eksport. Læg mærke til at jeg overhovedet ikke nævner besparelser. Selvom der er mange gode eksempler på at det offentlige har sparet penge ved at overlade produktionen til private virksomheder, er det ikke den vigtigste motivation. Også selvom det ikke umiddelbart bliver billigere for det offentlige at overlade produktionen til private virksomheder, skal vi gøre det, simpelt hen for at fremme innovation og eksport. I længden bliver det nemlig billigere, for en virksomhed der løser opgaver for mange kommuner både her og i udlandet, har råd til at investere i forskning og produktudvikling og dermed i endnu bedre og billigere ydelser (produkter). Tæmk lige over hvor uendelig lidt det offentlige bruger til at produktudvikle de ydelser som de producerer!

Har jeg ret? Må jeg høre din mening? Skriv en kommentar!

10 konsekvenser af et fattigere Danmark

Denmark er dejligt – især om sommeren. Men Danmark bliver fattigere. Relativt set. Ingen tvivl om det. På få år er vi raslet ned til en 14. plads på rangstigen og det går kun én vej ved enhver økonom. Bloggens læsere er enige. Sidst jeg gjorde afstemningen her på siden op, troede kun 11% at Danmark ville blive rigere. 14% regnede med at vi nogenlunde vil holde stand, mens resten, dvs. 75% tror vi bliver relativt fattigere.

Det får konsekvenser:

  1. Lønnen i Danmark vil falde i forhold til andre lande. Jeg gætter på 20% lavere løn i løbet af ti år. Det klarer vi nok, men vi kommer i hvert fald til at prioritere hårdere og der kommer færre penge i stats og kommunekasserne.
  2. De dygtigste rejser udenlands. For tiden har vi et nettounderskud af højtuddannede i forhold til udlandet på over 30.000 personer. Det tal gætter jeg på er vokset til 60-100.000 om ti år. Derved kommer vi til at mangle 100 milliarder eller mere at beskatte.
  3. Danmark bliver ældre. Jo vi får flere ældre, men det har ikke noget med fattigdom at gøre. Men alt andet bliver også ældre: Flere gamle biler på vejene, gamle tog på skinnerne, gamle og dårligt vedligeholdte huse, veje, kloakker, skoler, sygehuse og alt andet.
  4. Mindre kultur. Færre teatre, koncerter, udstillinger, museer, biblioteker og musikskoler. Vi har simpelt hen ikke raad.
  5. Flere arbejdsløse. Det siger sig selv. Og de der mister jobbet, vil få markant lavere understøttelse end nu. Flere vil blive tvunget til at tage hvad de kan få for simpelt hen at få mad på bordet og tag over hovedet.
  6. Flere hjemløse og fattige. Flere vil gå fra hus og hjem og være henvist til et liv på gaden. Pensioner og andre sociale ydelser bliver lavere. Heldigvis bliver der nok flere varmestuer og herberger.
  7. Færre der tager videregående uddannelser. De danske universiteters standard falder selvom man sikkert indfører brugerbetaling. Flere vælger at uddanne sig i udlandet, hvis deres forældre har råd.
  8. Større kriminalitet og uro. Berigelses og voldskriminalitet vil vokse af bitter nød. De velhavende vil forskanse sig bag pigtråd og alarmsystemer. Private vagtværn har gyldne dage.
  9. Større pres på indvandrere. Politiske partier og andre interessegrupper vil slå mønt på at gøre indvandrere og andre minoriteter til syndebukke. Det ser vi allerede i dag.
  10. Lavere ejendomspriser. Efterspørgslen efter kontor- og fabrikslokaler falder og færre har råd til at købe en god bolig. Det vil få ejendomspriserne til at rasle ned.

Går det virkelig så galt? Jeg håber det ikke og jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at skabe den modsatte udvikling, dvs. få Danmark ind i en positiv spiral. Men både regering (VKO) og opposition (S-SF-Ø) fører en politik der fastholder Danmark i den onde cirkel. Ingen lytter til økonomer og erhvervsfolk der samstemmende siger at Danmark mangler grundlæggende reformer før vi kan komme tilbage i en god cirkel.

Hvem har ansvaret? Det har du og jeg, altså danskerne, fordi vi ikke ser realiteterne i øjnene, fordi vi ikke tænker langsigtet og fordi vi dyrker gruppeegoismen som religion. Vi tror på politikernes spin og retorik. Vi tror simpelt hen på at den går nok og at andre nok skal løse problemerne for os. Det gør de ikke og jeg synes heller ikke at vi fortjener det.

Hvor galt skal det gå før danskerne vågner op?

5 ting vi kan lære af Vestas.

I dag kom det frem at Vestas fyrer 3.000 medarbejdere, heraf de fleste i Danmark, hvor Vestas lukker fabrikker i Nakskov, Rudkøbing, Viborg og Skagen. Trist nyt, i sandhed, men hvad kan vi lære af det?

Jeg tror vi kan lære fem ting:

  1. Ingen kan føle sig sikker. Den globale konkurrence er behård og nådesløs. Vi får intet forærende og selv ikke en stærk position som markedsleder i en vækstbranche er nogen garanti for at der er jobs i morgen. Kun én ting tæller: Skaber vi mere værdi end konkurrenterne pr. krones omkostninger?
  2. Vi får tæsk hvis ikke vi tager os sammen. Vestas får tæsk fordi andre kan skabe mere værdi pr. krones omkostninger, men det lever Vestas med fordi man kan flytte jobbene til udlandet. Danmark får tæsk hvis vi fortsætter med at gøre som hidtil, men vi kan af gode grunde ikke flytte jobbene til udlandet. Når jobbene forsvinder bliver Danmark fattigere, og det betyder bl.a. at der ikke bliver råd til at give de mange ældre der kommer til i de kommende år, en ordentlig tilværelse. Medmindre de unge vil betale mere end i dag, og det er ikke rimeligt.
  3. Løsningen er vækst. Vækst i andre brancher og funktioner end vindmølleproduktion. Ikke alene i højteknologi som både regering og opposition satser på, men inden for et bredt spektrum af aktiviteter. Vækst kommer når vi får flere i arbejde og  når hvert enkelt menneske skaber mere værdi end før. Når hjemmehjælperen bruger mere tid til at hjælpe de gamle bedre, når lægen laver bedre operationer, når ingeniøren udvikler bedre produkter, når lederen skaber større arbejdsglæde og når gartneren holder haven eller parken bedre.
  4. Løsningen er også at fjerne barrierer for vækst. Den helt store barriere for vækst er bureaukrati og dårlig ledelse, ikke mindst i det offentlige. Jeg er ikke i tvivl om at de 777.000 offentligt ansatte med bedre ledelse og mindre bureaukrati og kontrol kunne præstere 10% mere og samtidig få større arbejdsglæde. Det svarer til 78.000 jobs eller 25 gange flere end der nu forsvinder. Tænk hvilken værdi de kunne skabe for Danmark. Dertil kommer potentialet i den private sektor.
  5. Det starter med en vision. Om en uge har de fleste glemt Vestas fyringer og så kører den politiske vridemaskine videre. Hvis altså ikke at regeringen formulerer en vision. Lars Løkkes 10 mål er ingen vision. De er mere af en fortid der ikke er mere. En vision kunne være at gøre Danmark til verdens mest bæredygtige samfund. Simpelt hen. Og vejen dertil ville være at inddrage alle partier, alle organisationer og hele befolkningen i at få det til at ske. Ikke 90, men 179 mandater!

Hvad har du lært? Skriv en kommentar!

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.