Ledelse af videnintensive virksomheder

uden-for-kategori

Flemming Poulfeldt og Nicolaj Eilers bog “Uden for Kategori” behandler et vigtigt emne: At meget af det vi har lært om at lede gammeldags industrivirksomheder ikke kan overføres til videnvirksomheder. Vi har brugt 100 år til at lære hvordan man leder industriarbejdere organiseret i LO forbund og det har virket! Men lige så stille er ledelsesformerne gledet over i andre former for virksomheder, herunder offentlige virksomheder. Anders Fogh Rasmussens magtbaserede ledelsesform og mikrostyring af offentlige virksomheder er allerede et klassisk eksempel på det. Det virker ikke!

Poulfeldt og Ejlers bog gør op med den tankegang. Videnintensive virksomheder skal ledes på en helt anden måde. Mange eksempler stammer fra rådgivningsvirksomheder, men kan bruges overalt. Jeg genkender mange erfaringer fra mit eget arbejde med videnvirksomheder og håber at mange andre vil gøre brug af dem.

Praktisk, konkret og velskrevet – en rigtig god bog. Børsens Forlag 350 kr. Er udkommet.

Pædofili og den katolske kirke i Danmark

 Jeg var flov over at tilhøre den danske folkekirke efter at have lyttet til fhv. biskop Jan Lindhardts forvrøvlede og usaglige kritik af den katolske kirkes håndtering af pædofili problemerne (Jersild Live i aften 8. april 2010). Jersild havde tydeligvis ikke forstået hvad sagen handler om og blandede æbler og pærer sammen på værste populistiske vis. Men det er set før. Skam jer DR!

Og så skal præsten fra den katolske kirke i Danmark have stor ros for saglig og indsigtsfuld besvarelse af usaglige og perfide angreb/spørgsmål.

Jeg græmmes over at DR kan arbejde på det niveau. Hvad mener du?

PS: Jeg forsvarer naturligvis ikke de overgreb mod børn der er sket inden for den katolske kirke, inden for folkekirken, inden for skolen,  inden for børne- og ungdomsorganisationerne og inden for idrætten. De er selvfølgelig uacceptable og bør frem i lyset. Det er DR og Jersild, jeg kritiserer.

Markedsføring: Evolution eller revolution?

Ofte er svaret evolution, men når det drejer sig om den måde vi driver markedsføring på, tror jeg at der mange steder er brug for revolution. Jeg ser flere gange om året oplæg fra reklamebureauer til nye kampagner for dette og hint. Smarte slogans, lækker grafik, store budgetter. Og jeg tilføjer: beskedne resultater. Prøv at tænke på gårsdagens avis. Husker du en eneste annonce? Tænk så på TV i forgårs. Kan du nævne en eneste af de sandsynligvis 20 eller flere reklamer du så? Nej vel.

Der skal noget helt andet til. Flere og flere køber ting og sager fordi de oplever at de har ægte værdi. God kvalitet til en acceptabel pris. Ikke den billigste pris, men en OK pris. De handler i butikker som de har tillid til og kan lide at komme i. De søger varemærker der er ægte og som afspejler kvalitet.

Selvfølgelig: Hvis man virkelig er på spanden økonomisk køber man selvfølgelig det billigst mulige. Og desværre er flere og flere på spanden i disse år. Men ikke alle er på spanden og de fleste har faktisk mulighed for at tænke længere frem.

Derfor efterlyser jeg mere markedsføring med substans. Firmaer er står for noget ægte. Produkter der holder hvad de lover. Teleselskaber der ikke snyder på vægten med afregningsmetoder som kunderne ikke kan gennemskue.

Og så efterlyser jeg virksomheder der vil investere i et opbygge en langsigtet relation til deres kunder, bl.a. ved at lytte til deres behov og ønsker og ved at tage deres utilfredshed alvorligt. Det vil være en revolution.

Kan du nævne nogle gode eksempler på sådanne firmaer? Skriv en kommentar. Mit første bud følger nedenfor.

Den afgørende faktor

 den-afgc3b8rende-faktor

Ledelsesbøger har kort levetid på hylderne og selvom det kun er et par måneder siden ”Den afgørende Faktor” kom (december 2009) så er den i hvert fald ikke mere at finde der hvor jeg normalt køber bøger om ledelse. Det er en skam.

Jette Skeem har interviewet otte meget forskellige ledere om hvad det er de gør. Personligt og direkte. Det er der kommet en rigtig god bog ud af. Min favorit er (som sædvanlig) Alfred Josefsen der fremstår lige så oprigtig og afklaret i interviewet som jeg oplever han er i virkeligheden. Men også Thyra Frank (Plejehjemmet Lotte) er fascinerende at følge. Alle otte er sig selv – og det får intervieweren fint frem i bogen.

God inspiration!

Børsens Forlag 460 kr – udkom i december 2009.

Ledelse med visdom

 I sidste uge deltog jeg i præsentationen af Kirsten Pruzan Mikkelsen og Peter Pruzans nye bog: Ledelse med visdom. Auditoriet var fyldt til sidste plads og mange måtte stå op. Det var der god grund til. Det er en væsentlig bog.  

ledelsemedvisdom

Jeg fik læst bogen i juleferien og det var en rigtig inspirerende oplevelse: 29 interviews med ledere fra alle verdensdele som har det tilfælles at de har en tilgang til deres lederjob som bygger på noget spirituelt i den forstand at de er drevet af mere end bare ønsket om at tjene penge og få magt. Flere af de ledere der er interviewet har en religiøs tilgang (kristendom, buddhisme, Islam mm) mens andre er drevet af andre værdier. Det er spændende og interessant at se hvordan værdisæt og spiritualitet smitter af på lederjobbet på helt forskellig vis.

Stor tak til Gyldendal Business for at have udgivet en så væsentlig bog på dansk! Er udkommet.

Den frie organisation

fogh-kirkeby

Jeg kan lige så godt tilstå: jeg er ikke kommet helt igennem alle hjørner af Ole Fogh Kirkebys bog: Den frie organisation (Gyldendal Business, 350 kr. vejl.). Alligevel vil jeg gerne omtale bogen – endda rosende og med en anbefaling.

Bogen er vigtig; den handler om nogle grundlæggende træk ved organisationer i dag og den er uden for enhver tvivl skrevet af et menneske med en dyb indsigt i mennesker, organisation og filosofi. Men den er svær at læse. Kræver meget koncentration og tid – mere end det viste sig at jeg havde.

Bogen beskriver en form for ideal-organisation, hvor mennesker arbejder sammen på grundlag af lidenskab, næstekærlighed og fokus på opgaven. Organisationen har en balance mellem det erotiske (ja du læste rigtigt: passionen) og det agapaiske (det generøse og respektfulde). Uden at jeg kan påstå at jeg forstår hvert et ord, oplevede jeg at jeg genkendte mange af de træk i bogens beskrivelse som jeg husker fra organisationen i Oticon da det gik bedst.

Men som sagt orkede jeg ikke en grundig læsning af hver en side. Jeg håber alligevel at andre der læser bloggen, har fattet så megen interesse, at I vil tage slæbet; jeg tror ikke I bliver skuffede..

Rettidig omsorg

Jeg bruger mange dage i sommerferien på at læse. I den kommende tid kommer der derfor omtale af nogle af de bøger jeg kan anbefale dig at købe og bruge tid på. Den første er Jens Mobergs: Rettidig Omhu, som netop er kommet på Gyldendal Business til 300 kr.

moberg1

Kort og godt: Det er en fremragende bog

Og det af flere grunde: Den er original – ikke en anden version af et budskab som du har læst flere gange før, men en meget personlig og samtidig generel bog om hvad det vil sige at være leder for andre. Om behovet for at kende og acceptere sig selv, at være sig selv. Om nødvendigheden at være valgt (accepteret) som leder og ikke blot chef. Om at arbejde for medarbejderne i stedet for at lade medarbejderne arbejde for en selv. Om at udvikle et stærkt team.

Og så er bogen personlig – og jeg er ikke i tvivl om at det betyder at den er ærlig. Ikke et selvforherligende skønmaleri, og det sætter jeg stor pris på.

Hertil kommer at den er letlæst – befriet for det fyld som man især oplever i amerikanske management bøger der skal fylde 300 sider for at have tyngde. Og til sidt: bogen er illustreret med små vignetter som får en til at standse op og indprente sig pointen.

Min varmeste anbefaling…

Klimastrategi

Børsesns Forlag har udsendt en lille, men værdifuld, bog om klimastrategi. Den er skrevet af hele fem forfattere og den giver helt enkelt en opskrift på hvad en virksomhed kan (og skal) gøre for at få klimasprøgsmålet ind i sin strategi. Den er praktisk, den bygger på (mange gode) danske eksempler og så har den relevante henvisninger til websider og andre kilder. Bogen er ikke den højere videnskab, men absolut anbefalelsesværdig hvis man er usikker på hvordan klima kan tænkes ind i virksomhedens strategi.

bog-klima

Fremtidens virksomhed i Thailand

I sidste uge var jeg i Thailand og besøgte bl.a. Pasaya Factory uden for Bangkok. http://www.pasaya.com/

Det var en øjenåbner, for min fordom var at noget så simpelt som et væveri i Thailand umuligt kunne have noget at sige til os her i det højt udviklede Danmark.

Pasaya laver tekstiler til boligen. Hundredvis af designs i silke, bomuld og en lang række kunstfibre. Eget spinderi og farveri betyder at de kan lave stort set alt. Og det gør de. Lige fra forholdsvis enkelt sengelinned til de mest utrolige stoffer til gardiner og møbler. Kvalitet og design fejlede ikke noget og det er derfor Georg Jensen Damask i Kolding bad Pasaya om at væve servitter til den dug, Georg Jensen Damask væverede for Dronning Silvia til Kong Carl XVI Gustavs 60 års dag. Super kvalitet!

Det der overraskede mig mest hos Pasaya var deres vision og langsigtede tankegang.

Meningen er klar: Pasaya vil lave boligtekstiler i den højest opnåelige kvalitet på bæredygtig vis.

Partnerskabet springer i øjnene: Her er medarbejderne ikke blot en produktionsfaktor, men selve virksomheden. Flotte arbejdsforhold, kantine som jeg ikke har set flottere i Danmark (se billedet ovenfor), aircon, lys og luft. Plus partnerskab med det omkringliggende samfund: eget kemisk/biologisk rensningsanlæg med udstrakt vandgenbrug og nul påvirkning af omgivelserne. Åbet hus for lokalbefolkningen osv.

Samarbejdende organisation og værdibaseret ledelse betyder noget andet i Thailand end i Danmark. Her er meget mere struktur end vi er vant til, men dog en langt mere åben dialog på tværs i organisationen end man normalt ser.

Det er egentlig utroligt at opleve en virksomhed i Thailand der med sin måde at fungere på er langt forud for mange danske virksomheder. Vi højt besungne danske virksomhedsledere som ved alt om strategi, motivation, engagement, branding og samfundsansvar. Hvordan kan danske virksomheder overhovedet tro at de kan konkurrere med lande hvor lønnen er en tiendedel af vorres, hvis vi fortsætter med at drive virksomhed som vore forældre gjorde det?

Jeg spørger bare…

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.