Men anvendt med perspektiv er sagen en anden. Forestil dig følgende system:

Fremtidens mobiltelefoner har GPS. Jeg står på Løndal og ønsker at komme til en adresse i århus. Taster adressen på mobilen. De bilister der er nærmest Løndal og som har kurs mod Århus (det ved deres GPS), får nu tilbud om at tage mig med. Som tak for besværet reduceres deres kørselsafgift fra 2 kr til 1 kr pr kilometer på turen hvor jeg er med i bilen. Min konto bliver iøvrigt belastet med 50 øre pr km, så også jeg er med til at betale. Men turen er billig for mig: 22 kr. dør-til-dør er billigt for den tur. I Ry får vi mulighed for at tage endnu en passager op og så sparer min chauffør også den sidste krone pr km. Trods omvejen kommer både chaufføren og jeg lige så hurtigt til Århus som hvis vi havde kørt selv: Der er nemlig langt færre biler på indfaldsvejene til Århus nu end tidligere. Trafikken glider lettere og der er ingen køer.

Når jeg står ud giver jeg chaufføren points på min mobiltelefon på en skala fra 1 til 10. Han får 10 fordi han kørte pænt, bilen var i orden og jeg følte mig tryg. Jeg har i øvrigt indstillet min telefon til kun at knytte kontakt til chauffører med en gennemsnitskarakter på 8 eller derover, så jeg bliver ikke skuffet, men selvfølgelig kommer jeg en gang imellem til at vente lidt ekstra.

Tænk det utænkelige: Hvis vi havde sådan et system i Danmark så var der langt færre biler på vejene og noget mindre behov for kollektiv trafik bortset fra de lange stræk og måske myldretidstrafikken. Hvis vi var første land der fik succes med systemet, ville det åbne et kæmpe potentiale for eksport.

Men sådan tænker politikere ikke: Vejafgifter er for dem en måde at “kontrollere” befolkningen på; “ændre deres adfærd” for at reducere CO2 udslippet, som det så smukt hedder. Plus en ny indtægtskilde. Perspektivløst. Hvis vi skal have vejafgifter skal det være for at give borgerne flere muligheder og større frihed. Og så glæder vi os over at det også gavner miljøet.

Krisen har har været dyr – og den bliver meget dyrere endnu. Men den er også en mulighed. For pludselig forstår vi at der skal forandring til – og det kan på sigt blive en meget større gevinst.

Tag bæredygtighed, for eksempel. Alle kan i dag se at overforbruget af olie, gas og andre begrænsede ressourcer, er uholdbart, både på kort og langt sigt. Olie og gasrige stater med tvivlsomme regimer vælter sig i penge og opkøber kriseramte virksomheder i vores del af verden til spotpris, bl.a. på grund af krisen. Det er ikke sundt.

Derfor skal vi præmiere alle der handler, lever og arbejder bæredygtigt i langt højere grad end nu. Ikke for at få flere skattekroner i statskassen, men for at nå hurtigere frem til et bæredygtigt samfund.

Glem de store støttepakker til alskens højtprofilerede politiske prestigeprojekter betalt af skatteyderne. Brug det frie marked, men reguler det klogt. Sørg for at alle former for energi og andet ressourceforbrug kommer til at koste netop så meget at prisen også dækker “bivirkningerne”. Olie og gas skal pålægges større afgift fordi de bidrager til CO2 udslip og politisk ustabilitet. Vind og solenergi energi skal være attraktiv fordi den er CO2 neutral og varig, men prisen skal afspejle at det trækker ned at energien ikke altid produceres når vi har brug for den. Biomasse skal gøres endnu mere attraktiv fordi den er CO2 neutral og kan leveres nøjagtig når vi har brug for den.

Hvis vi fastsætter afgifterne på de forskellige energiformer klogt, vil virksomheder og forbrugere vælge den kombination af energiformer der er samfundsmæssigt bedst og derved bliver vi fri for politiske prestigeprojekter og forkerte prioriteringer.

Det samme gælder transport. Det skal koste det hvide ud af øjnene at køre alene i sin firhjulstrækker på motorvejen i myldretiden. Ikke bare fordi benzinen er dyr (se ovenfor), men også fordi bilen fylder, larmer og forurener i en grad der er komplet unødvendig. Men det skal stadig være tilladt at køre for dem der vil betale regningen, for vi skal undgå et forbuds samfund.

Hvad mener du?