Kolind Kuren

I dag var jeg til første bestyrelsesmøde i nystartede Welfare Tech Region, som er Regions Syddanmarks seneste satsning på erhvervsudvikling. Velfærdsteknologi er alle de produkter og hjælpemidler der kan få vores velfærdssamfund til at fungere bedre; fx. hjælpemidler sådan at ældre mennesker kan fungere længere i eget hjem eller teknologi der kan gøre sygdomsforløb bedre og spare penge og arbejdskraft.

Da jeg første gang hørte om velfærdsteknologi rynkede jeg på næsen. Er det ikke bare varm luft? Men det er det ikke: Alene i Region Syddanmark er næsten 50.000 mennesker beskæftiget inden for området. Og potentialet er enormt; kun fantasien sætter grænser. Se fx http://velfærdsteknologi.nu/

Andre regioner har også ting kørende inden for velfærdsteknologi, men det jeg synes gør Region Syddanmarks satsning unik er den brede opbakning både fra region, kommuner, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner. Alle er med og alle kan se at de kan yde et bidrag. Et groft skøn: Potentialet i form af nye arbejdspladser og eksport er ti gang vindmølleindustrien. Så lad os bare komme i gang.

Hvis du kender et rigtig godt eksempel hvor teknologi gør nytte i velfærdssamfundet, så skriv en kommentar.

Jeg tror antallet af fyrede sundhedsmedarbejdere i regionerne  i år kommer op på 1.000. Det offentlige skal spare, lyder det. Jeg er enig, men sparer vi det rigtige sted? Er det virkelig læger, sygeplejersker, portører og sygehjælpere vi skal have færre af?

Her er en idé der ligger lige til højrebenet for Lars Løkke: Tag tyren ved hornene. Sig nej til at fyre 1.000 medarbejdere på sygehusene. Beslut i stedet at forenkle statens administration sådan at vi kan spare 1.000 jobs i bureaukratiet. Halvdelen i det statslige bureaukrati og halvdelen i kommunerne som kan fjernes ved at gøre de statslige regler og krav enklere.

På nogle områder betyder det et millimeter retfærdighed bliver til centimeter retfærdighed, men ærlig talt: det lever vi med. For vi vil hellere have 1.000 læger og sygeplejersker mere og så undvære 1.000 bureaukrater.

Jeg synes det er en rigtig vindersag. Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Jeg havde i dag besøg af Thomas Korsgaard Schmidt der er direktør for et firma jeg aldrig har hørt om: Junglejuice ApS. Han vil revolutionere den måde danskerne drikker juice på.
Jeg er en stor fan af juice. Serverer aldrig sodavand for gæster – altid juice. Men selvom man køber dyr juice fra supermarkedets køledisk er den pasteuriseret og derved går både vitaminer og smagsstoffer tabt.
Det har Thomas og hans to kolleger et svar på. De importerer lynfrosset juice fra Brasilien i små portionsposer, som simpelt hen bare er den rene frugt frosset ned uden nogen form for tilsætningsstoffer eller pasteurisering.
Det smager himmelsk, det er super sundt og det er altid frisk. Og så er der intet spild: Smid den frosne juice i blenderen; tilføj lidt vand eller mælk og så har du en vitamin- og smagsbombe med frugter du ikke engang har hørt om: Acai, Passion, Mango, Acerola, Cupuacu og Cacao.
Livet er for kort til juice på den gammeldags måde. Innovation på et rigtig traditionelt område. Indtil nu kun til salg i restauranter og kantiner, så hvis du vil smage må du snakke med kantinelederen eller finde en bar der har det. Mere på www.junglejuice.dk.

Det er sjældent jeg bliver virkelig forarget, men i Kristeligt Dagblad 11. februar læste jeg forsideartiklen: “Alvorligt syge skal aktiveres”, hvor avisen i sin sædvanlige nøgterne stil (som jeg elsker) berettede om hvordan 17 kommuner nu gør forsøg med at aktivere alvorligt syge mennesker, fx. indlagte i behandling for kræftsygdomme. Patienterne skal senest 8 uger efter første sygedag – uanset sygdommens alvor – hver uge møde til samtale på jobcentret. Herefter skal de deltage i et “aktiv tilbud” mindst ti timer om ugen. Hvis den syge undlader at møde op eller afviser at deltage, ryger dagpengene. Er man indlagt skal den ugentlige jobsamtale tages over telefonen fra hospitalssengen.

Sådan noget kan få mig til at stemme på Enhedslisten eller Fidel Castro! Hvad i alverden tænker de på i Beskæftigelsesministeriet? Mennesker der er indlagt til behandling for fx. en kræftsygdom skal da ikke jages rundt i manegen med ugentlige tvungne jobsamtaler og trues med at deres dagpenge falder bort. De skal da tværtimod støttes og forsikres om at samfundet bakker op om dem og hjælper dem med at komme igennem deres sygdom.

Jeg er uenig med de der mener at det samlede antal milliarder er noget godt udtryk for om vi har et ordentligt velfærdssamfund. Altså uenig med dem der “bare” vil bruge flere penge og så mener at vi får et bedre velfærdssamfund. Min opfattelse er at vi skal gøre mere for de, der virkelig har behov, som fx. mennesker der lider af en kræftsygdom. Hvis en patient har brug for penge til at få en bedre tilværelse eller en bedre behandling, skal vi bruge pengene, hvis patientens ønske er rimeligt. Men alle de ydelser i form af børnecheck, ældrecheck og hvad ved jeg, hvor alle betaler til alle, er jeg imod.

Hvor bliver det næste, Claus Hjort Frederiksen?

Tænk på en alvorlig sygdom, som 1 promille af befolkningen får – altså godt 5000 danskere ud af 5 millioner. Forestil dig en screeningsmetode der er 95 % sikker, dvs at der er 95 % sandsynlighed for at en person der faktisk ikke har sygdommen, får et korrekt svar ved screeningen, dvs at screeningen er negativ som den skal være. Men 5 % får et falsk positivt svar, dvs at de ikke har sygdommen, men screeningen siger at de har den. Glem de falsk negative, altså de som har sygdommen, men testen siger at de ikke har den. Og lad os sige at der er en effektiv behandling, som dog har en række farlige biværkninger – dog væsentligt mindre farlige end sygdommen selv.

Er det i en sådan situation en god ide at screene befolkningen for sygdommen?

Næsten enhver politiker vil pr. automatik sige ja, også selvom det er dyrt. Vi har verdens bedste sundhedsvæsen og verdens højeste skatter, så det skal vi have råd til, kan man næsten høre politikerne kappes om at sige. Der er trods alt 95 % chance for at opdage sygdommen! Derfor screener vi fx gravide kvinder for fosterskader og derfor screener vi for brystkræft, livmoderkræft og meget andet.

Men holder politikernes argument?

Tænk på 1000 tilfældigt udvalgte danskere. Én har sygdommen. Alle 1000 bliver screenet og 50 af dem (de 5 % falsk positive) får besked om at testen var positiv selvom de faktisk ikke har sygdommen. De bliver naturligvis nervøse og accepterer derfor behandlingen med alt det ubehag der dertil hører. Kvinderne får fjernet bryst eller livmoder – bare for en sikkerheds skyld.

Én har sygdommen og bliver behandlet for den. Men de 50 lider for ingen verdens skyld og belaster et i forvejen overbelastet sundhedsvæsen. Hver af de 51, der fik positivt testresultat, har nemlig kun knap to procent chance for faktisk at have sygdommen. Alligevel får nogle af de 50 fjernet bryst eller livmoder og alle lider til ingen verdens nytte – i det mindste fordi de frygter at de måske har sygdommen. Det eneste testen i virkeligheden viste, var at sandsynligheden for at de havde sygdommen, ikke var en promille, men to procent.

Er det så sært at sundhedsvæsenet er overbelastet? Vi ville få et bedre sundhedsvæsen, hvis lægerne kunne koncentrere sig om at behandle de der virkelig var syge. Men det ville forudsætte at politikerne var mindre populistiske og lærte at regne..