Kolind Kuren

I dag fylder jeg 65. Det er en mærkelig fornemmelse, for da min far blev 65 syntes jeg at han var en oldsag. Klar til en hyggelig, stille og rolig tilværelse som pensionist. Sådan oplever jeg det ikke: I god fysisk form og med masser af projekter og planer for fremtiden.

Men samfundet tror at jeg er som min far var da han var 65. Man må tro at jeg mangler penge, for nu kan jeg køre med DSB til nedsat takst på 65 billet. De fleste dage med 50% rabat. Jeg kommer også gratis eller billigt ind på museer og andre kulturinstitutioner, og kommunen tilbyder alskens særlige services til mig.

Systemet er ikke indrettet på at jeg faktisk gerne vil fortsætte med at arbejde og tjene penge. Hvis jeg tjener over 291.000 kr om året er min marginalskat nemlig steget med 30 procentpoint, fra 56% til 86%. Forestil dig at min ratepension var 300.000 kr om året. Dem betaler jeg sædvanlig skat af. Hvis jeg kan tjene 200.000 kr mere ved fortsat at arbejde, så koster det mig 86% i skat, altså 172.000 kr. 28.000 kr til mig selv og hvis jeg bruger de penge til fx. nye havemøbler, så skal jeg lige slippe en femtedel i moms. Tilbage ca 22.000 kr. eller 11 procent af det jeg tjente.

Men hvorfor bliver marginalskatten 86% og ikke 56% som den var før? Det er fordi folkepensionens grundbeløb på 68.000 kr om året nedsættes med 30% af det jeg tjener over 291.000 kr.

Lad os nu sige at jeg betaler ca 40% af de første 291.000 kr; det er knap 120.000 kr. Dertil 86% af 200.000 kr; ialt 292.000 kr i skat eller 59% af de 491.000 kr jeg betaler. Så er der omkring 200.000 kr tilbage. Hvis jeg bor i et hus til 8 millioner kr. skal jeg betale ejendomsværdiskat på ca 180.000 kr om året. Hvad er der så tilbage? 20.000 kr til at leve for ud af de 491.000 jeg har tjent eller får i pension.

Jeg klarer mig fint for jeg har en formue at leve af og jeg arbejder ikke først og fremmest for at tjene penge. Men systemet er forrykt! Folk der gennem et langt liv har tjent gode penge, betalt deres skat, betalt deres bolig og sparet op til pension straffes for at arbejde. Og grunden til at stat og kommune skal have stadig flere penge ind er et sygt samfund; det såkaldte velfærdssamfund. Der er i hvert fald to ting helt galt:

1. Alt for mange gratisydelser. Sæt en pris på hver eneste ydelse og lad folk selv afgøre om ydelserne er pengene værd. Giv kun gratisydelser til dem der virkelig har behov for dem og drop det forældede princip at ydelser er bestemt af hvor gammel man er. Hvorfor må vi ikke selv bestemme hvordan vi vil bruge de penge vi tjener?
2. Alt for megen administration. Hvad ligner det at jeg nu skal igennem en omfattende administrativ procedure for at søge om folkepension? Kommunen har alle oplysninger og kunne lige så godt sende mig en e-mail med besked om hvad jeg nu kan få, hvis jeg kan få noget, og hvordan de har regnet det ud. Basta.

Har du flere gode eksempler? Skriv en kommentar nedenfor!

75.000 nye private arbejdspladser, det lyder forjættende. Men hvad er substansen?

Offentlige indkøb: Det bedste er at SF nu tilslutter sig klassisk borgerlig/liberal tankegang om at offentlig virksomhed skal i udbud, dvs. udsættes for reel konkurrence. Ellers er forslagene meningsløse. Det er også positivt at det offentlige nu skal lægge større vægt på at købe bæredygtigt ind. Til gengæld er det ikke godt at det offentlige nu på ubestemt tid skal kunne drive erhvervsvirksomhed inden for alle brancher og det er uheldigt at binde offentlige indkøbere til at købe lokalt i udkantområderne. Det er ikke den måde dansk erhvervsliv kommer i verdensklasse. Og 10.000 nye jobs i det private på den konto bliver der kun med en massiv udlicitering som jeg vil se SF gennemføre før jeg tror det!

15.000 nye arbejdspladser inden for velfærds og sundhedsteknologi. Også det vil jeg se før jeg tror det. Region Syddanmarks ambitiøse satsning på velfærdsteknologi (Welfare Tech Region) håber på tre år at skabe 500 nye arbejdspladser og det bliver svært. Jeg tror det er klogt at satse på velfærdsteknologi af mange grunde, men de forslag SF’s plan indeholder, virker ikke overbevisende. Krav om innovationsstrategier for alle myndigheder og puljer som man kan søge penge fra, giver kun ét sikkert resultat: mere bureaukrati. Satsningen på velfærdsteknologi er fornuftig nok, men hvis vi virkelig skal skabe de arbejdspladser, som SF drømmer om, kommer man ikke uden om at skabe bedre rammevilkår for både store og små virksomheder i alle brancher.

50.000 nye job inden for klima og energi. Her er det godt at SF peger på energibesparelser på alle punkter, men prisen for disse taler planen ikke om. Og flere af forslagene lægger op til yderligere bureaukrati; bl.a. skal virksomheder have tilskud til ulønsomme investeringer (med mere end 5 års tilbagebetalingstid). Sådan skaber man ikke velstand i global konkurrence: Den skabes ved at pengene investeres der hvor afkastet er størst.

Vand – Det nye vindeventyr. Jeg er sikker på at der er enormt potentiale i vand, og at danske virksomheder har et rigtig godt udgangspunkt for vækst. Men vores stærke position er ikke skabt af politikerne. Den har vi fordi driftige erhvervsfolk i årtier har set gode forretningsmuligheder på dette felt og fordi det har kunnet betale sig for virksomhederne at investere. Vandplaner og restriktioner gør det ikke. Men der er også gode punkter i SF’s plan her; ikke mindst at man vil satse på decentral spildevandsbehandling.

Konklusion: Der er bestemt gode elementer i planen, men påstanden om at den skaber 75.000 nye private jobs, er der ingen sikkerhed for. Til gengæld er der sikkerhed for endnu mere regulering, endnu mere bureaukrati og endnu mere stat. Mit forslag til Regeringen er at fokusere på de samme områder som SF’s plan (offentlige indkøb, velfærdsteknologi, klima, energi og vand), og så kombinere de gode hensigter fra SF’s plan med tre ting:

1. Bedre rammevilkår for alle erhvervsvirksomheder (skat, bureaukrati),
2. Støtte til alle myndigheder der vil arbejde for bæredygtighed og innovation,
3. Bortfald og forenkling af regler inden for alle områder i det offentlige.

Så vil jeg begynde at håbe på at vi kunne skabe 75.000 nye private jobs.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

I morgen starter en stor og vigtig international konference i Odense om AAL – Ambient  Assisted Living, dvs. den teknologi vi kan bruge til at hjælpe mennesker med at fungere bedre, herunder længst muligt i eget hjem. Det er et scoop for Danmark at vi har fået konferencen hertil og dejligt at vi har så mange gode initiativer i gang på området. Jeg er engageret i et af dem, nemlig som formand for Welfare Tech Region, http://www.welfaretechregion.dk/da

I forbindelse med konferencen gennemtænkte jeg vores mentale model for velfærdsteknologi i Danmark. Det var tankevækkende:

1. Problemet opfatter vi først og fremmest som et økonomisk problem og et problem med at skaffe medarbejdere der kan levere al den service, som især de ældre får brug for i de kommende år. Men kunne vi ikke opfatte problemet som en mulighed? Rigtig mange mennesker holder sig friske langt længere end før; de kan få en højere livskvalitet end før og de har noget at bidrage med til samfundet i mindst ti år længere end før.
2. Formålet med den indsats der skal gøres er kort sagt overlevelse, dvs. at undgå at problemet vokser os over hovedet. Men kunne vi ikke opfatte formålet modsat: At give mennesker mulighed for høj livskvalitet gennem hele livet; herunder mulighed for at bidrage til samfundet i flere år end nu?
3. Midlerne vi bruger kan udtrykkes helt enkelt: At bruge al mulig teknologi til at holde de ældre ude fra det offentlige system ved at holde dem længst muligt i eget hjem. Men kunne vi ikke gøre det modsatte: Engagere og involvere de ældre mest muligt i samfundet, herunder opgaven at hjælpe andre medborgere til højere livskvalitet?
4. Processen vi bruger,er traditionelt lineær: Identificere behov, udvikle løsninger, afprøve, dokumentere og sælge. Men kunne vi ikke i stedet arbejde sammen med de ældre og i fællesskab finde frem til og udvikle løsninger der dækkede de ældres (og andres) behov?
5. Organisationen er i dag opdelt i mange små siloer der hver har deres opgave: Nogle planlægger, andre leverer, andre kontrollerer, nogle sammenligner best practice, nogle forsker, nogle samarbejder med erhvervslivet, andre køber ind osv. osv. Kunne man ikke i stedet fungere i netværk på tværs, hvori de ældre selv indgår og hvori deres behov og ønsker var omdrejningspunktet?
6. Menneskene der arbejder i sektoren er specialister; dvs professionelle inden for hver deres felt. Men kunne vi ikke med fordel inddrage folk der var eksperter i at arbejde på tværs? Folk der kan tænke i helheder og folk der kan formidle samarbejde?
7. Fokus er på at øge produktiviteten pr udgiftskrone og pr arbejdstime. Men kunne vi ikke i stedet fokusere på innovation; radikal innovation som ikke bare er småforbedringer af den måde vi gør tingene på i dag?

Er jeg bare himmelråbende naiv? Skriv en kommentar..

PS: Vil du lære mere om hvordan man analyserer mentale modeller og finder på nye, så er der en opskrift i Kolind Kurens værktøjskasse, kapital 7.

I dag var jeg til første bestyrelsesmøde i nystartede Welfare Tech Region, som er Regions Syddanmarks seneste satsning på erhvervsudvikling. Velfærdsteknologi er alle de produkter og hjælpemidler der kan få vores velfærdssamfund til at fungere bedre; fx. hjælpemidler sådan at ældre mennesker kan fungere længere i eget hjem eller teknologi der kan gøre sygdomsforløb bedre og spare penge og arbejdskraft.

Da jeg første gang hørte om velfærdsteknologi rynkede jeg på næsen. Er det ikke bare varm luft? Men det er det ikke: Alene i Region Syddanmark er næsten 50.000 mennesker beskæftiget inden for området. Og potentialet er enormt; kun fantasien sætter grænser. Se fx http://velfærdsteknologi.nu/

Andre regioner har også ting kørende inden for velfærdsteknologi, men det jeg synes gør Region Syddanmarks satsning unik er den brede opbakning både fra region, kommuner, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner. Alle er med og alle kan se at de kan yde et bidrag. Et groft skøn: Potentialet i form af nye arbejdspladser og eksport er ti gang vindmølleindustrien. Så lad os bare komme i gang.

Hvis du kender et rigtig godt eksempel hvor teknologi gør nytte i velfærdssamfundet, så skriv en kommentar.

Jeg tror antallet af fyrede sundhedsmedarbejdere i regionerne  i år kommer op på 1.000. Det offentlige skal spare, lyder det. Jeg er enig, men sparer vi det rigtige sted? Er det virkelig læger, sygeplejersker, portører og sygehjælpere vi skal have færre af?

Her er en idé der ligger lige til højrebenet for Lars Løkke: Tag tyren ved hornene. Sig nej til at fyre 1.000 medarbejdere på sygehusene. Beslut i stedet at forenkle statens administration sådan at vi kan spare 1.000 jobs i bureaukratiet. Halvdelen i det statslige bureaukrati og halvdelen i kommunerne som kan fjernes ved at gøre de statslige regler og krav enklere.

På nogle områder betyder det et millimeter retfærdighed bliver til centimeter retfærdighed, men ærlig talt: det lever vi med. For vi vil hellere have 1.000 læger og sygeplejersker mere og så undvære 1.000 bureaukrater.

Jeg synes det er en rigtig vindersag. Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Jeg havde i dag besøg af Thomas Korsgaard Schmidt der er direktør for et firma jeg aldrig har hørt om: Junglejuice ApS. Han vil revolutionere den måde danskerne drikker juice på.
Jeg er en stor fan af juice. Serverer aldrig sodavand for gæster – altid juice. Men selvom man køber dyr juice fra supermarkedets køledisk er den pasteuriseret og derved går både vitaminer og smagsstoffer tabt.
Det har Thomas og hans to kolleger et svar på. De importerer lynfrosset juice fra Brasilien i små portionsposer, som simpelt hen bare er den rene frugt frosset ned uden nogen form for tilsætningsstoffer eller pasteurisering.
Det smager himmelsk, det er super sundt og det er altid frisk. Og så er der intet spild: Smid den frosne juice i blenderen; tilføj lidt vand eller mælk og så har du en vitamin- og smagsbombe med frugter du ikke engang har hørt om: Acai, Passion, Mango, Acerola, Cupuacu og Cacao.
Livet er for kort til juice på den gammeldags måde. Innovation på et rigtig traditionelt område. Indtil nu kun til salg i restauranter og kantiner, så hvis du vil smage må du snakke med kantinelederen eller finde en bar der har det. Mere på www.junglejuice.dk.

Det er sjældent jeg bliver virkelig forarget, men i Kristeligt Dagblad 11. februar læste jeg forsideartiklen: “Alvorligt syge skal aktiveres”, hvor avisen i sin sædvanlige nøgterne stil (som jeg elsker) berettede om hvordan 17 kommuner nu gør forsøg med at aktivere alvorligt syge mennesker, fx. indlagte i behandling for kræftsygdomme. Patienterne skal senest 8 uger efter første sygedag – uanset sygdommens alvor – hver uge møde til samtale på jobcentret. Herefter skal de deltage i et “aktiv tilbud” mindst ti timer om ugen. Hvis den syge undlader at møde op eller afviser at deltage, ryger dagpengene. Er man indlagt skal den ugentlige jobsamtale tages over telefonen fra hospitalssengen.

Sådan noget kan få mig til at stemme på Enhedslisten eller Fidel Castro! Hvad i alverden tænker de på i Beskæftigelsesministeriet? Mennesker der er indlagt til behandling for fx. en kræftsygdom skal da ikke jages rundt i manegen med ugentlige tvungne jobsamtaler og trues med at deres dagpenge falder bort. De skal da tværtimod støttes og forsikres om at samfundet bakker op om dem og hjælper dem med at komme igennem deres sygdom.

Jeg er uenig med de der mener at det samlede antal milliarder er noget godt udtryk for om vi har et ordentligt velfærdssamfund. Altså uenig med dem der “bare” vil bruge flere penge og så mener at vi får et bedre velfærdssamfund. Min opfattelse er at vi skal gøre mere for de, der virkelig har behov, som fx. mennesker der lider af en kræftsygdom. Hvis en patient har brug for penge til at få en bedre tilværelse eller en bedre behandling, skal vi bruge pengene, hvis patientens ønske er rimeligt. Men alle de ydelser i form af børnecheck, ældrecheck og hvad ved jeg, hvor alle betaler til alle, er jeg imod.

Hvor bliver det næste, Claus Hjort Frederiksen?

Tænk på en alvorlig sygdom, som 1 promille af befolkningen får – altså godt 5000 danskere ud af 5 millioner. Forestil dig en screeningsmetode der er 95 % sikker, dvs at der er 95 % sandsynlighed for at en person der faktisk ikke har sygdommen, får et korrekt svar ved screeningen, dvs at screeningen er negativ som den skal være. Men 5 % får et falsk positivt svar, dvs at de ikke har sygdommen, men screeningen siger at de har den. Glem de falsk negative, altså de som har sygdommen, men testen siger at de ikke har den. Og lad os sige at der er en effektiv behandling, som dog har en række farlige biværkninger – dog væsentligt mindre farlige end sygdommen selv.

Er det i en sådan situation en god ide at screene befolkningen for sygdommen?

Næsten enhver politiker vil pr. automatik sige ja, også selvom det er dyrt. Vi har verdens bedste sundhedsvæsen og verdens højeste skatter, så det skal vi have råd til, kan man næsten høre politikerne kappes om at sige. Der er trods alt 95 % chance for at opdage sygdommen! Derfor screener vi fx gravide kvinder for fosterskader og derfor screener vi for brystkræft, livmoderkræft og meget andet.

Men holder politikernes argument?

Tænk på 1000 tilfældigt udvalgte danskere. Én har sygdommen. Alle 1000 bliver screenet og 50 af dem (de 5 % falsk positive) får besked om at testen var positiv selvom de faktisk ikke har sygdommen. De bliver naturligvis nervøse og accepterer derfor behandlingen med alt det ubehag der dertil hører. Kvinderne får fjernet bryst eller livmoder – bare for en sikkerheds skyld.

Én har sygdommen og bliver behandlet for den. Men de 50 lider for ingen verdens skyld og belaster et i forvejen overbelastet sundhedsvæsen. Hver af de 51, der fik positivt testresultat, har nemlig kun knap to procent chance for faktisk at have sygdommen. Alligevel får nogle af de 50 fjernet bryst eller livmoder og alle lider til ingen verdens nytte – i det mindste fordi de frygter at de måske har sygdommen. Det eneste testen i virkeligheden viste, var at sandsynligheden for at de havde sygdommen, ikke var en promille, men to procent.

Er det så sært at sundhedsvæsenet er overbelastet? Vi ville få et bedre sundhedsvæsen, hvis lægerne kunne koncentrere sig om at behandle de der virkelig var syge. Men det ville forudsætte at politikerne var mindre populistiske og lærte at regne..