Folkeskolen: en tredje vej.

Politiken skrev lørdag at folkeskolen er som et skilsmissebarn: fanget mellem regering og opposition som strides om barnet. Begge har sikkert de bedste hensigter, men barnet lider. Avisen har ret, og der er ikke udsigt til forbedring foreløbig.

Men prøv lige at lave et tankeeksperiment: At regering og opposition blev enige om at opstille fx. fem overordnede mål for folkeskolen de næste ti år, og derefter udbød opgaven i licitation på kvalitet. Prisen skulle der ikke konkurreres om; den kunne være at det nuværende udgiftsniveau pr. elev blev fastholdt de næste ti år med kompensation for stigninger i fx. forbrugerpris indekset. Måske ikke én stor licitation, men så fx. en licitation pr region. Målene kunne være fx. en forbedring af Danmarks placering i Pisa undersøgelserne eller hvad politikerne ellers kunne blive enige om.

Licitationen skulle være åben for alle. Fx. kunne lærere og skoleledere i regionen lave et konsortium (firma) sammen med lokale virksomheder, undervisningsinstitutioner eller andre for at byde på opgaven. Målet skulle være givet, men midlerne var op til de der bød på opgaven. Altså ingen krav om klassekvotienter, antal lærertimer, elevplaner og de mange andre administrative krav som skolen er udsat for. Det er resultaterne der tæller.

Jeg ved godt at dette tankeeksperiment er totalt urealistisk. Det går Folketinget aldrig med til. Men ved at tænke på den måde ville det blive klart hvor mange overflødige og skadelige bånd vi har pålagt folkeskolen fra centralt hold, og hvor meget disse bånd (læs: bureaukrati) skader lærernes motivation og skolens egentlige opgave: at give eleverne de bedst mulige forudsætninger for at kunne fungere i og bidrage til det samfund de som voksne skal leve i.

Jeg vil vove den påstand, at et konsortium med den rette ledelse kunne bringe folkeskolen tilbage blandt de fem bedste i verden på ti år og samtidig 1) indtjene et klækkeligt overskud til deltagerne, 2) have de mest tilfredse lærere og øvrige medarbejdere, 3) have de mest tilfredse elever og forældre, og 4) have en virksomhed der på sigt kunne eksportere skoleledelse for et milliardbeløb og dermed skabe hundredvis af nye jobs i Danmark.

Det går som sagt aldrig. Men måske skulle vi bare prøve på Fyn?

10 konsekvenser af et fattigere Danmark

Denmark er dejligt – især om sommeren. Men Danmark bliver fattigere. Relativt set. Ingen tvivl om det. På få år er vi raslet ned til en 14. plads på rangstigen og det går kun én vej ved enhver økonom. Bloggens læsere er enige. Sidst jeg gjorde afstemningen her på siden op, troede kun 11% at Danmark ville blive rigere. 14% regnede med at vi nogenlunde vil holde stand, mens resten, dvs. 75% tror vi bliver relativt fattigere.

Det får konsekvenser:

  1. Lønnen i Danmark vil falde i forhold til andre lande. Jeg gætter på 20% lavere løn i løbet af ti år. Det klarer vi nok, men vi kommer i hvert fald til at prioritere hårdere og der kommer færre penge i stats og kommunekasserne.
  2. De dygtigste rejser udenlands. For tiden har vi et nettounderskud af højtuddannede i forhold til udlandet på over 30.000 personer. Det tal gætter jeg på er vokset til 60-100.000 om ti år. Derved kommer vi til at mangle 100 milliarder eller mere at beskatte.
  3. Danmark bliver ældre. Jo vi får flere ældre, men det har ikke noget med fattigdom at gøre. Men alt andet bliver også ældre: Flere gamle biler på vejene, gamle tog på skinnerne, gamle og dårligt vedligeholdte huse, veje, kloakker, skoler, sygehuse og alt andet.
  4. Mindre kultur. Færre teatre, koncerter, udstillinger, museer, biblioteker og musikskoler. Vi har simpelt hen ikke raad.
  5. Flere arbejdsløse. Det siger sig selv. Og de der mister jobbet, vil få markant lavere understøttelse end nu. Flere vil blive tvunget til at tage hvad de kan få for simpelt hen at få mad på bordet og tag over hovedet.
  6. Flere hjemløse og fattige. Flere vil gå fra hus og hjem og være henvist til et liv på gaden. Pensioner og andre sociale ydelser bliver lavere. Heldigvis bliver der nok flere varmestuer og herberger.
  7. Færre der tager videregående uddannelser. De danske universiteters standard falder selvom man sikkert indfører brugerbetaling. Flere vælger at uddanne sig i udlandet, hvis deres forældre har råd.
  8. Større kriminalitet og uro. Berigelses og voldskriminalitet vil vokse af bitter nød. De velhavende vil forskanse sig bag pigtråd og alarmsystemer. Private vagtværn har gyldne dage.
  9. Større pres på indvandrere. Politiske partier og andre interessegrupper vil slå mønt på at gøre indvandrere og andre minoriteter til syndebukke. Det ser vi allerede i dag.
  10. Lavere ejendomspriser. Efterspørgslen efter kontor- og fabrikslokaler falder og færre har råd til at købe en god bolig. Det vil få ejendomspriserne til at rasle ned.

Går det virkelig så galt? Jeg håber det ikke og jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at skabe den modsatte udvikling, dvs. få Danmark ind i en positiv spiral. Men både regering (VKO) og opposition (S-SF-Ø) fører en politik der fastholder Danmark i den onde cirkel. Ingen lytter til økonomer og erhvervsfolk der samstemmende siger at Danmark mangler grundlæggende reformer før vi kan komme tilbage i en god cirkel.

Hvem har ansvaret? Det har du og jeg, altså danskerne, fordi vi ikke ser realiteterne i øjnene, fordi vi ikke tænker langsigtet og fordi vi dyrker gruppeegoismen som religion. Vi tror på politikernes spin og retorik. Vi tror simpelt hen på at den går nok og at andre nok skal løse problemerne for os. Det gør de ikke og jeg synes heller ikke at vi fortjener det.

Hvor galt skal det gå før danskerne vågner op?

Fire grunde til at tænke anderledes.

Nu er turen kommet til vores lokale skole i Sønder Vissing. Den skal lukkes for at Horsens Kommune kan få driftsbudgettet til at nå sammen. Ikke nogen ulykke for vores familie på kort sigt; vi har ikke børn i skolealderen. Men lukningen er udtryk for hvad jeg af et ærligt hjerte vil kalde en syg logik. Ja du læser rigtigt: en syg logik.

Logikken er at skolen betragtes som det man i driftsøkonomien kalder et “omkostningssted”. Den leverer en bestemt service (undervisning af 221 elever i ti klasser); der er 34 medarbejdere; bygninger og udendørsfaciliteter er gode og det hele koster 12,7 Mkr. i 2010.  De kommunale myndigheder opregner både fordele og ulemper ved små og store skoler men afstår fra at tage såkaldt “lokalpolitiske” hensyn med i regnestykket. Formentlig fordi de er svære at sætte konkrete tal på.  Man ser på en række alternativer for skolesammenlægninger – altsammen rent driftsøkonomisk tankegang.

Konklusionen af regnestykket er at skolen skal lukkes. 932 mennesker i Sønder Vissing Sogn (et lidt mindre område end skoledistriktet) vil så opleve at det eneste der nu er tilbage af det lokale fællesskab, er kirken og forsamlingshuset der drives på frivillig basis. Alt andet er lukket. Alt.  Selvom Sønder Vissing ikke kan kaldes et egentligt udkantområde bliver konsekvensen at flere huse kommer til at stå tomme og at især børnefamilier vil finde boliger nærmere de store byer. Endnu et velfungerende lokalsamfund er væk.

Men den konsekvens indgår slet ikke i kalkylen. Det er jo en “lokalpolitisk konsekvens”. Jeg synes at tankegangen er syg. Den er kortsigtet og snæversynet. Og den er med til at ødelægge noget af det allerbedste i Danmark: De tusindvis af små velfungerende lokalsamfund. Børnene i Sønder Vissing skal dog skal nok komme i skole, for der er flere friskoler i området. Men det samlende midtpunkt som folkeskolen er, forsvinder.

Sønder Vissings eksempel illustrer hvorfor vi skal tænke anderledes. Her er fire grunde:

  1. Kortsigtet driftsøkonomi er en lille del af den helhed som et samfund er. Hvis politikerne vil skabe et bedre samfund (og det er det vi har valgt dem til) skal de tænke bredere, sigte højere og se længere frem.
  2. De ting der kan gøres op i kroner og ører, er sjældent de væsentligste: nærhed, fællesskab, liv og ånd kan ikke gøres op i penge.
  3. Hvis besparelser på én konto giver meromkostninger andre steder, kan besparelserne være en rigtig dårlig forretning. Omkostningen for forældrene ved at deres børn nu ikke mere går i skole i lokalsamfundet, kan være store. Men dem regner embedsmændene ikke med. For slet ikke at tale om at et lokalsamfund uddør.
  4. Kortsigtet driftsøkonomi er det man tyr til, hvis man mangler fantasien til at tænke nyt. Alene i det lille Sønder Vissing Sogn er 145 mennesker mellem 18 og 66 år på passiv offentlig forsørgelse, hvis byen svarer til landsgennemsnittet, heraf 24 efterlønsmodtagere. 145 voksne mennesker ud af 932 indbyggere som jeg skønner koster det offentlige omkring 25 Mkr. om året. Det er sygt! Rækker fantasien ikke til at forestille sig at nogle af de 145 kunne være til nytte i skolen? Rækker fantasien ikke til at forestille sig hvor meget billigere skolen kunne drives hvis den var fri af bureaukratiet og mikrostyringen fra Christiansborg? Rækker fantasien ikke til at forestille sig en skole uden traditionelle klasser og dermed mulighed for at undervise børnene i varierende hold?

Sønder Vissing forsvinder ikke fra landkortet fordi skolen lukkes. Men lokalsamfundet bliver fattigere og på sigt bliver Sønder Vissing også modent til at få udkantstøtte. Den kan passende finansieres af de penge vi sparede ved at lukke skolen. Så er vi tilbage hvor vi startede.

Tror du at slaget er tabt?

Pædofili og den katolske kirke i Danmark

 Jeg var flov over at tilhøre den danske folkekirke efter at have lyttet til fhv. biskop Jan Lindhardts forvrøvlede og usaglige kritik af den katolske kirkes håndtering af pædofili problemerne (Jersild Live i aften 8. april 2010). Jersild havde tydeligvis ikke forstået hvad sagen handler om og blandede æbler og pærer sammen på værste populistiske vis. Men det er set før. Skam jer DR!

Og så skal præsten fra den katolske kirke i Danmark have stor ros for saglig og indsigtsfuld besvarelse af usaglige og perfide angreb/spørgsmål.

Jeg græmmes over at DR kan arbejde på det niveau. Hvad mener du?

PS: Jeg forsvarer naturligvis ikke de overgreb mod børn der er sket inden for den katolske kirke, inden for folkekirken, inden for skolen,  inden for børne- og ungdomsorganisationerne og inden for idrætten. De er selvfølgelig uacceptable og bør frem i lyset. Det er DR og Jersild, jeg kritiserer.

Skoledebat – fem ting jeg har lært

Tak til Isabella Lo for et rigtig godt spørgsmål i en kommentar til min omtale af Steen Hildebrandts bog “Når klokken ringer ud”. Jeg glæder mig over de mange kommentarer og af dem har jeg lært mindst fem ting:

  1. at skolens fremtid er et rigtig vigtigt emne som der er stort behov for at arbejde med og diskutere.
  2. at der er mange forskellige oplevelser og opfattelser af skolen; og dermed næppe lette løsninger.
  3. at lapperier på den skole vi kender, nok ikke er løsningen; der må egentlig nytænkning til som både bogen og Kolind Kuren foreslår,
  4. at den nødvendige nytænkning fremmes af at man også involverer ikke-skolefolk i arbejdet.
  5. at vores nuværende regering + Dansk Folkeparti ikke flytter noget som helst i positiv retning når det drejer sig om udvikling af skolen, og heller ikke har gjort det – snarere tvært imod.

Hvad har du lært af debatten?

Skole: Når klokken ringer ud

nar-klokken-ringer-ud

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Steen Hildebrandt og Per Fibæk Larsen gør op med industrisamfundets skole i deres nye bog: Når klokken ringer ud. (Gyldendal Public 250 kr). Det glæder mig for deres konklusion er næsten ord til andet den samme som jeg selv drog i Kolind Kuren i 2006: Vores folkeskole er et resultat af en industriel “masseproduktions-tankegang” og den passer simpelt hen ikke til den fremtid vi står over for.

Forfatterne gør op med lappeløsninger og testtyranni og skitserer en skole der tager udgangspunkt i det enkelte barns behov og udviklingsmuligheder.  Det er en fleksibel skole med en lærerrolle der er støttende og igangsættende. Skolen skal bedømmes på sine egne præmisser og det må være hvor god den er til at forberede børnene på det liv de kommer til at leve i vidensamfundet. Yes! jeg kunne have skrevet det selv! (og har sådan set gjort det i vidt omfang).

Alt i alt en bog der fortjener at blive læst af både forældre, lærere og politikere. Det haster med at komme i gang.

Velfærd, mennesker og økonomi

p10402671

Her i sommer besøgte jeg Niels Trolle der er forstander på Assersbølgaard i Vejen Kommune. Skolen henvender sig til sent udviklede unge og der er – så vidt jeg husker ca 25 elever. Besøget var en fornøjelse: En virkelig velfungerende skole med fint samarbejde blandt medarbejderne og rigtig glade og tilfredse elever.

Resultaterne er imponerende: Eleverne lærer at klare sig selv og mange kan efter skoleopholdet klare sig med beskeden støtte fra det offentlige.

Jeg ved godt at alt hverken kan eller skal gøres op i penge – og det synspunkt understregede Niels Trolle flere gange i samtalen. Men hvis man nu gør det alligevel – hvor meget betyder det så for samfundsøkonomien at indsatsen lykkes, dvs. at det unge menneske kan klare sig selv uden at være på døgninstitution resten af livet? Svaret er: 40 – 50 millioner! Pr. barn.

Så spørger jeg mig selv om de lærere og pædagoger og andre, der gennem en fremragende indsats sikrer de unge en fremtid uden for institution og samfundet en besparelse på måske 40 millioner kroner (pr. elev) ikke kunne have samme berettigede forventning om en millionbonus som bankdirektøren?

Se et lille interview med Niels Trolle på www.youtube.com/lkolind

Hvad mener du?

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.