Tak til Isabella Lo for et rigtig godt spørgsmål i en kommentar til min omtale af Steen Hildebrandts bog “Når klokken ringer ud”. Jeg glæder mig over de mange kommentarer og af dem har jeg lært mindst fem ting:
- at skolens fremtid er et rigtig vigtigt emne som der er stort behov for at arbejde med og diskutere.
- at der er mange forskellige oplevelser og opfattelser af skolen; og dermed næppe lette løsninger.
- at lapperier på den skole vi kender, nok ikke er løsningen; der må egentlig nytænkning til som både bogen og Kolind Kuren foreslår,
- at den nødvendige nytænkning fremmes af at man også involverer ikke-skolefolk i arbejdet.
- at vores nuværende regering + Dansk Folkeparti ikke flytter noget som helst i positiv retning når det drejer sig om udvikling af skolen, og heller ikke har gjort det - snarere tvært imod.
Hvad har du lært af debatten?
Steen Hildebrandt og Per Fibæk Larsen gør op med industrisamfundets skole i deres nye bog: Når klokken ringer ud. (Gyldendal Public 250 kr). Det glæder mig for deres konklusion er næsten ord til andet den samme som jeg selv drog i Kolind Kuren i 2006: Vores folkeskole er et resultat af en industriel “masseproduktions-tankegang” og den passer simpelt hen ikke til den fremtid vi står over for.
Forfatterne gør op med lappeløsninger og testtyranni og skitserer en skole der tager udgangspunkt i det enkelte barns behov og udviklingsmuligheder. Det er en fleksibel skole med en lærerrolle der er støttende og igangsættende. Skolen skal bedømmes på sine egne præmisser og det må være hvor god den er til at forberede børnene på det liv de kommer til at leve i vidensamfundet. Yes! jeg kunne have skrevet det selv! (og har sådan set gjort det i vidt omfang).
Alt i alt en bog der fortjener at blive læst af både forældre, lærere og politikere. Det haster med at komme i gang.
Her i sommer besøgte jeg Niels Trolle der er forstander på Assersbølgaard i Vejen Kommune. Skolen henvender sig til sent udviklede unge og der er - så vidt jeg husker ca 25 elever. Besøget var en fornøjelse: En virkelig velfungerende skole med fint samarbejde blandt medarbejderne og rigtig glade og tilfredse elever.
Resultaterne er imponerende: Eleverne lærer at klare sig selv og mange kan efter skoleopholdet klare sig med beskeden støtte fra det offentlige.
Jeg ved godt at alt hverken kan eller skal gøres op i penge - og det synspunkt understregede Niels Trolle flere gange i samtalen. Men hvis man nu gør det alligevel - hvor meget betyder det så for samfundsøkonomien at indsatsen lykkes, dvs. at det unge menneske kan klare sig selv uden at være på døgninstitution resten af livet? Svaret er: 40 - 50 millioner! Pr. barn.
Så spørger jeg mig selv om de lærere og pædagoger og andre, der gennem en fremragende indsats sikrer de unge en fremtid uden for institution og samfundet en besparelse på måske 40 millioner kroner (pr. elev) ikke kunne have samme berettigede forventning om en millionbonus som bankdirektøren?
Se et lille interview med Niels Trolle på www.youtube.com/lkolind
Hvad mener du?
