Kolind Kuren

Nu er turen kommet til vores lokale skole i Sønder Vissing. Den skal lukkes for at Horsens Kommune kan få driftsbudgettet til at nå sammen. Ikke nogen ulykke for vores familie på kort sigt; vi har ikke børn i skolealderen. Men lukningen er udtryk for hvad jeg af et ærligt hjerte vil kalde en syg logik. Ja du læser rigtigt: en syg logik.

Logikken er at skolen betragtes som det man i driftsøkonomien kalder et “omkostningssted”. Den leverer en bestemt service (undervisning af 221 elever i ti klasser); der er 34 medarbejdere; bygninger og udendørsfaciliteter er gode og det hele koster 12,7 Mkr. i 2010.  De kommunale myndigheder opregner både fordele og ulemper ved små og store skoler men afstår fra at tage såkaldt “lokalpolitiske” hensyn med i regnestykket. Formentlig fordi de er svære at sætte konkrete tal på.  Man ser på en række alternativer for skolesammenlægninger – altsammen rent driftsøkonomisk tankegang.

Konklusionen af regnestykket er at skolen skal lukkes. 932 mennesker i Sønder Vissing Sogn (et lidt mindre område end skoledistriktet) vil så opleve at det eneste der nu er tilbage af det lokale fællesskab, er kirken og forsamlingshuset der drives på frivillig basis. Alt andet er lukket. Alt.  Selvom Sønder Vissing ikke kan kaldes et egentligt udkantområde bliver konsekvensen at flere huse kommer til at stå tomme og at især børnefamilier vil finde boliger nærmere de store byer. Endnu et velfungerende lokalsamfund er væk.

Men den konsekvens indgår slet ikke i kalkylen. Det er jo en “lokalpolitisk konsekvens”. Jeg synes at tankegangen er syg. Den er kortsigtet og snæversynet. Og den er med til at ødelægge noget af det allerbedste i Danmark: De tusindvis af små velfungerende lokalsamfund. Børnene i Sønder Vissing skal dog skal nok komme i skole, for der er flere friskoler i området. Men det samlende midtpunkt som folkeskolen er, forsvinder.

Sønder Vissings eksempel illustrer hvorfor vi skal tænke anderledes. Her er fire grunde:

1. Kortsigtet driftsøkonomi er en lille del af den helhed som et samfund er. Hvis politikerne vil skabe et bedre samfund (og det er det vi har valgt dem til) skal de tænke bredere, sigte højere og se længere frem.
2. De ting der kan gøres op i kroner og ører, er sjældent de væsentligste: nærhed, fællesskab, liv og ånd kan ikke gøres op i penge.
3. Hvis besparelser på én konto giver meromkostninger andre steder, kan besparelserne være en rigtig dårlig forretning. Omkostningen for forældrene ved at deres børn nu ikke mere går i skole i lokalsamfundet, kan være store. Men dem regner embedsmændene ikke med. For slet ikke at tale om at et lokalsamfund uddør.
4. Kortsigtet driftsøkonomi er det man tyr til, hvis man mangler fantasien til at tænke nyt. Alene i det lille Sønder Vissing Sogn er 145 mennesker mellem 18 og 66 år på passiv offentlig forsørgelse, hvis byen svarer til landsgennemsnittet, heraf 24 efterlønsmodtagere. 145 voksne mennesker ud af 932 indbyggere som jeg skønner koster det offentlige omkring 25 Mkr. om året. Det er sygt! Rækker fantasien ikke til at forestille sig at nogle af de 145 kunne være til nytte i skolen? Rækker fantasien ikke til at forestille sig hvor meget billigere skolen kunne drives hvis den var fri af bureaukratiet og mikrostyringen fra Christiansborg? Rækker fantasien ikke til at forestille sig en skole uden traditionelle klasser og dermed mulighed for at undervise børnene i varierende hold?

Sønder Vissing forsvinder ikke fra landkortet fordi skolen lukkes. Men lokalsamfundet bliver fattigere og på sigt bliver Sønder Vissing også modent til at få udkantstøtte. Den kan passende finansieres af de penge vi sparede ved at lukke skolen. Så er vi tilbage hvor vi startede.

Tror du at slaget er tabt?

 Jeg var flov over at tilhøre den danske folkekirke efter at have lyttet til fhv. biskop Jan Lindhardts forvrøvlede og usaglige kritik af den katolske kirkes håndtering af pædofili problemerne (Jersild Live i aften 8. april 2010). Jersild havde tydeligvis ikke forstået hvad sagen handler om og blandede æbler og pærer sammen på værste populistiske vis. Men det er set før. Skam jer DR!

Og så skal præsten fra den katolske kirke i Danmark have stor ros for saglig og indsigtsfuld besvarelse af usaglige og perfide angreb/spørgsmål.

Jeg græmmes over at DR kan arbejde på det niveau. Hvad mener du?

PS: Jeg forsvarer naturligvis ikke de overgreb mod børn der er sket inden for den katolske kirke, inden for folkekirken, inden for skolen,  inden for børne- og ungdomsorganisationerne og inden for idrætten. De er selvfølgelig uacceptable og bør frem i lyset. Det er DR og Jersild, jeg kritiserer.

Tak til Isabella Lo for et rigtig godt spørgsmål i en kommentar til min omtale af Steen Hildebrandts bog “Når klokken ringer ud”. Jeg glæder mig over de mange kommentarer og af dem har jeg lært mindst fem ting:

1. at skolens fremtid er et rigtig vigtigt emne som der er stort behov for at arbejde med og diskutere.
2. at der er mange forskellige oplevelser og opfattelser af skolen; og dermed næppe lette løsninger.
3. at lapperier på den skole vi kender, nok ikke er løsningen; der må egentlig nytænkning til som både bogen og Kolind Kuren foreslår,
4. at den nødvendige nytænkning fremmes af at man også involverer ikke-skolefolk i arbejdet.
5. at vores nuværende regering + Dansk Folkeparti ikke flytter noget som helst i positiv retning når det drejer sig om udvikling af skolen, og heller ikke har gjort det – snarere tvært imod.

Hvad har du lært af debatten?

Steen Hildebrandt og Per Fibæk Larsen gør op med industrisamfundets skole i deres nye bog: Når klokken ringer ud. (Gyldendal Public 250 kr). Det glæder mig for deres konklusion er næsten ord til andet den samme som jeg selv drog i Kolind Kuren i 2006: Vores folkeskole er et resultat af en industriel “masseproduktions-tankegang” og den passer simpelt hen ikke til den fremtid vi står over for.

Forfatterne gør op med lappeløsninger og testtyranni og skitserer en skole der tager udgangspunkt i det enkelte barns behov og udviklingsmuligheder.  Det er en fleksibel skole med en lærerrolle der er støttende og igangsættende. Skolen skal bedømmes på sine egne præmisser og det må være hvor god den er til at forberede børnene på det liv de kommer til at leve i vidensamfundet. Yes! jeg kunne have skrevet det selv! (og har sådan set gjort det i vidt omfang).

Alt i alt en bog der fortjener at blive læst af både forældre, lærere og politikere. Det haster med at komme i gang.

Her i sommer besøgte jeg Niels Trolle der er forstander på Assersbølgaard i Vejen Kommune. Skolen henvender sig til sent udviklede unge og der er – så vidt jeg husker ca 25 elever. Besøget var en fornøjelse: En virkelig velfungerende skole med fint samarbejde blandt medarbejderne og rigtig glade og tilfredse elever.

Resultaterne er imponerende: Eleverne lærer at klare sig selv og mange kan efter skoleopholdet klare sig med beskeden støtte fra det offentlige.

Jeg ved godt at alt hverken kan eller skal gøres op i penge – og det synspunkt understregede Niels Trolle flere gange i samtalen. Men hvis man nu gør det alligevel – hvor meget betyder det så for samfundsøkonomien at indsatsen lykkes, dvs. at det unge menneske kan klare sig selv uden at være på døgninstitution resten af livet? Svaret er: 40 – 50 millioner! Pr. barn.

Så spørger jeg mig selv om de lærere og pædagoger og andre, der gennem en fremragende indsats sikrer de unge en fremtid uden for institution og samfundet en besparelse på måske 40 millioner kroner (pr. elev) ikke kunne have samme berettigede forventning om en millionbonus som bankdirektøren?

Se et lille interview med Niels Trolle på www.youtube.com/lkolind

Hvad mener du?