Skattereform

Nu har vi forslaget fra Skattekommissionen – længe ventet. Og nu starter debatten. Her er min kommentar – jeg glæder mig til at læse din:

  1. Egentlig er det helt forkert at Kommissionens formand allerede har “forhandlet” med partierne om hvad der vil kunne opnå flertal. Det er jo ikke det, man har en kommission til. Den skal fremlægge “saglige” forslag: Hvad der skal gøres, hvis man vil opnå bestemte mål. Men alligevel er Carsten Kochs diplomati måske klogt i dette tilfælde, for så er der dog en chance for at vi får en reform.
  2. Det er godt at marginalskatten sænkes fra ca 63 procent til ca 55. Det vil motivere flere højtlønnede til at gøre en ekstra indsats og det vil mindske fordelen ved at arbejde i udlandet i forhold til Danmark. Jeg havde gerne set en større sænkning, især af topskatten, men forslaget er et godt skridt på vejen.
  3. Det er godt at boligbeskatningen øges (indirekte) ved at skatteværdien af rentefradraget sænkes fra 33 til 25%. Det vil gøre det mere fordelagtigt at spare op i sin bolig fremfor at tage lån. Og når skatten på arbejde sættes ned er det rimeligt at nogle af pengene hentes herfra. Og netop folk med høje indkomster er også oftest folk med store lån.
  4. Det er godt at de grønne afgifter øges så vi flytter beskatningen fra arbejde (som vi gerne vil have mere af) til ressourceforbrug (som vi gerne vil have mindre af).
  5. Det er godt at forskellige lønmodtagerfradrag fjernes eller mindskes; bl.a. fri IT-adgang, sundhedsforsikringer og fagforeningskontingent. Derved udvides skattegrundlaget og vi får et mere reelt billede af hvad disse ting koster og er værd.
  6. Det er godt at aktieavancebeskatningen gøres enklere, men jeg har svært ved at se det fornuftige i at man skal betale skat af aktiegevinster før man realiserer gevinsterne.
  7. Jeg synes det er OK, at man skal betale ekstra skat (9%) af pensionsudbetalinger fra fx ratepension, som man oprindeligt har fået det høje skattefradrag for da man indbetalte pengene.
  8. Forslagene til ændring af erhvervsbeskatningen kan jeg ikke gennemskue konsekvenserne af, men generelt er det fornuftigt at skattegrundlaget udvides. Det ser dog ikke ud til at reglerne bliver enklere end i dag.
  9. Det virker rimeligt at fjerne momsfritagelsen for fx. ejendomsadministration og rejsebureauvirksomhed. Hvis man som foreslået fjerner momsen på avisdrift, vil det betyde at mange dagblade må lukke, hvilket jeg synes vil være et meget stort tab for samfundet. Hvis man fjerner momsen alligevel håber jeg at staten vil støtte dagbladene på anden vis; måske med en public service kontrakt, som udløser et statstilskud eller en markant forøget distributionsstøtte til betalingsaviser. Erfaringerne fra public service forpligtelsen for fx. TV2 er dog ikke opmuntrende.

Selvom Skattekommissionens forslag med rette kan kaldes uambitiøst, er det dog et skridt i den rigtige retning. Og kunne reformen inspirere til at Folketinget turde gøre noget ved den efterhånden helt meningsløse efterløn, så var vi kommet et langt skridt i den rigtige retning af et samfund der på samme tid skabte velstand og velfærd for alle.

Hvad siger du?

Vækst i krisetider – ideologi er ikke noget bras.

Nødvendig regulering er godt, men for megen regulering er skidt. Hverken minimalstat eller barnepigestat er svaret på krisen. Minimalstaten tror kun på individet, barnepigestaten mistror individet.

I krisen har vi mere end nogensinde brug for balancen mellem de to – en politisk linje der både er liberal og ansvarlig i sit grundsyn. Liberal ansvarlig og ansvarlig liberal.

Nogle vil sige at de to ikke kan forenes, men for mig er de hinandens forudsætninger. Jeg er liberal i mit grundsyn, men kun fordi vi har et samfund der kan regulere og sætte rammer for friheden. Havde vi ikke det, ville vi få en social ørken.

Jeg synes at vores store problem i det danske demokrati er at vi ikke rigtig har noget at vælge imellem. Selv det mest oplagte politiske problem, behovet for at skabe mere vækst ved at få flere i arbejde, står Folketinget handlingslammet over for. Lars Løkke vil egentlig gerne gøre noget ved det, men selv om han er finansminister har han præcis lige så lille indflydelse som Anders Samuelsen, nemlig nul. For flertallet er imod at ændre noget som helst og regeringen har ikke mod og mandshjerte til at tage en konfrontation og et valg på spørgsmålet. De kunne jo risikere at miste ministerbiler og ministerpension hvis de tabte.

Det skriger til himlen at de nuværende regler for efterløn og dagpengeregler længe har været ude af trit med den virkelighed vi har i dag. Men hvor skal jeg egentlig stemme, hvis jeg gerne vil have en reform? Og er der noget der er brug for i en krise, så er det at danskerne gør en ekstra indsats. Men den beskatter vi fortsat med 63 % på trods af at de fleste partier og næsten alle fagøkonomer har erkendt at det er en rigtig dårlig ide. Hvor skal jeg egentlig stemme, hvis jeg gerne vil gøre det mere attraktivt for danskerne at gøre en ekstra indsats?

Jeg kan heller ikke forstå det retfærdige i at mange mennesker de sidste ti år har tjent mere ved at eje en bolig end ved at gå på arbejde – og at fortjenesten er skattefri. (heldigvis har mange ikke nået at sælge boligen, så nu forsvinder friværdien) Hvor skal jeg stemme hvis jeg vil beskatte samfundsskabte spekulationsgevinster hårdere og beskatte arbejde lavere? Og hvor skal jeg stemme, hvis jeg synes at det er totalt uretfærdigt at de mennesker der var forsigtige og tog fastforrentede lån i deres huse, nu skal betale hjælpepakker til fordel for de der spekulerede i flekslån?

Jeg tror der er en kæmpe chance for et parti der er både ansvarligt og liberalt, og som vil være med til at løse opgaverne i stedet for at råbe fra sidelinjen.

Men findes det parti i dag?

Skal vi fortsat have gratisydelser der alene afhænger af hvor gammel man er?

Vis resultat

Nye kommentarer

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.