Skattely, Jyske Bank, DR og moral

DR er stolt. Med en såkaldt DR Dokumentar optaget med skjult kamera har journalisterne afsløret at Jyske Bank Schweiz rådgiver velhavende klienter i hvordan de kan minimere skatten. Forargelsen tar ingen ende og Skatteminister Holger K. Nielsen bakket op af regeringspartierne bebuder et indgreb mod denne formastelige og umoralske adfærd. Endnu et bevis på at bankerne er samfundets fjender nummer ét.

Jeg kender ikke den konkrete sag udover fra medierne og ville gerne have set de resterende 10½ times bånd for at forstå den sammenhæng, Jyske banks rådgivning indgår i. Men nej, så langt går DR’s åbenhed ikke. Hvorfor mon ikke?

Hver eneste dag søger tusindvis af danskere rådgivning hos banker, revisorer, advokater og andre om hvordan de kan minimere deres skat. Det sker i forbindelse med køb og salg af aktiver, ægteskabssager, arvesager, investeringer og mange andre økonomiske transaktioner og selvfølgelig er det hovedsagelig folk der betaler meget i skat, der søger rådgivning. Heldigvis søger langt de fleste råd hos danske rådgivere, men udenlandske rådgivere står på spring hvis lovgivningen begrænser danske rådgiveres mulighed for at udføre deres arbejde.

Hvis man har tjent fx. 100 millioner kr ved at drive og sælge en virksomhed dygtigt, så forventer samfundet at man betaler ca. halvdelen i skat, altså 50 millioner kr. Jeg tror ikke at en almindelig lønmodtager eller skatteminister kan sætte sig ind i hvordan det føles. Ingen er i tvivl om at et samfund skal opkræve skatter i rimeligt omfang  for at kunne fungere, og de allerfleste accepterer det og betaler som jeg ved kasse ét. Men når man oplever eksempler på offentligt bureaukrati, unødvendige offentlige udgifter og en retorik der lægger folk der har tjent penge, for had, kniber det med betalingsviljen. Det begrunder ikke ulovligheder, men det begrunder at man undersøger hvilke muligheder man har inden for lovens grænser, til at begrænse skatten. Det synes jeg er moralsk fuldt acceptabelt og jeg spørger mig selv om hvad der egentlig er værst: 1) At minimere sin skat inden for lovens rammer eller 2) at opkræve høje skatter og bruge dem til tvivlsomme politiske formål.

Det kan godt være at banker og andre rådgivere i nogle tilfælde går for langt, men går DR ikke også for langt når de klipper en halv time ud af 11 timers optagelser med skjult kamera? Og går Folketingets flertal ikke også for langt når de bruger skattekroner til tvivlsomme politiske formål som kun har til hensigt at skaffe netop deres parti flere vælgere?

Jeg har tre forslag:

  1. Tving DR til at udlevere de sidste 10½ timers bånd så vi kan se hvilken sammenhæng, Jyske Banks rådgivning indgik i.
  2. Gør skattesystemet enklere sådan at muligheden for at spekulere i skat bliver mindre.
  3. Sæt skatten ned sådan at motivationen til at spekulere i skat bliver mindre. Ret forargelsen mod den politiske beslutningsproces der medfører unødvendige offentlige udgifter.

Og nu venter jeg spændt på at læse din kommentar!

Firewood and bureaucracy

A few days ago I posted an update on my facebook profile http://www.facebook.com/lkolind about another ridiculous tax which is being proposed in Denmark these days. You won’t believe it: For every m3 firewood you collect or buy, pay DKK 275 (about USD 50) to the tax man. The argument is even more silly: Due to heavily subsidized green energy investments (in particular wind energy), the government now gets less CO2 tax revenue and therefore looks for additional financing. Non-subsidized green energy (biofuel such as wood) to be taxed. Can you see the logic? Add to this that little Denmark has 25.000 small forest owners who will have to calculate, report, collect and pay this new tax, even on their own private use of their firewood.

I trust you agree that this is pure nonsense, but that’s not my main point. What really concerns me is the logic which make politicians propose such nonsense.

Can you help me? How come well educated politicians can propose such nonsense? Write a comment!

PS: I am currently in Beijing; impressed with the development and indeed impressed by the investments in environmental protection including green energy!

10 pointer om frihed.

Jeg tror jeg har større frihed end de fleste:

  1. Jeg kan sige min mening uden at frygte konsekvenserne. Vel blev jeg fyret som bestyrelsesformand for Grundfos fordi jeg sagde min mening, men heldigvis lever jeg fint uden det pæne honorar der fulgte med jobbet.
  2. Jeg kan sige hvad jeg mener, til min bank, for jeg har ingen lån, og der er nok andre der vil tage sig af mine penge.
  3. Jeg kan sige nej tak til et job eller en bestyrelsespost fordi jeg kan leve uden lønnen.
  4. Jeg kan tage et upopulært standpunkt fordi jeg ikke skal vælges til noget.
  5. Jeg kan bede om hjælp for jeg skal ikke imponere nogen eller bruge magt over for nogen.

Det er en dejlig frihed at have, og desværre er der mange der ikke har frihed til at sige eller gøre hvad de finder rigtigt. Bestyrelsesmedlemmet eller direktøren der er afhængigt af en enevældig formand. Virksomhedsejeren der har pantsat sin frihed i banken. Politikeren der skal genvælges eller chefen der skal beholde magten. Men der er andre punkter hvor jeg oplever alt for ringe frihed:

  1. Jeg kan ikke bestemme hvad jeg vil bruge hovedparten af min indkomst til. To tredjedele af det jeg tjener, afleverer jeg til det offentlige, hvor politikere bestemmer hvad der er godt for mig og mine medborgere. Det oplever jeg som grundlæggende uretfærdigt.
  2. Jeg er underkastet et konstant pres for at gøre de ting, som andre har bestemt, er godt for mig; hvad jeg spiser og drikker, hvordan jeg transporterer mig fra A til B, hvad jeg bruger tiden til og hvordan jeg forvalter min ejendom (skov). Og de virksomheder jeg er med i, overdynges med stadig mere detaljerede bestemmelser på næsten alle felter. På alle områder er der mennesker, som bestemmer hvad jeg  og vi skal gøre; endda i jobs, hvis løn jeg selv betaler gennem skatten.
  3. Jeg bliver overvåget i en grad, som man skulle tro, er løgn. Min færden overvåges af tusindvis af videokameraer, hvis eksistens jeg ikke engang kender. Mine mobiltelefonsamtaler optages og gemmes. Det samme med mine e-mails og al anden adfærd på nettet. Min lægejournal er tilgængelig for titusindvis af mennesker og intet sted får jeg besked om hvem der snager i mit privatliv og hvorfor. Det er ikke rart.
  4. Jeg er blevet et nummer. Jeg kender ikke folkene i kommunen; de er for langt væk og de har alt for travlt med at gøre ting der ikke gavner mig. Den frihed jeg engag havde, til at ringe til dem jeg kender i kommunen, findes ikke mere.
  5. Jeg skal kort og godt passe på: Spørg for himlens skyld ikke en person til jobsamtale om hans alder, holdninger eller andet der kunne tolkes som diskrimination. Pas på hvilke træer du vil plante i din skov – det kunne jo gå imod kommunens planer (med min skov!). Hav ikke en kniv liggende i bilen – politiet kommer efter dig.  

Jeg mener faktisk at jeg selv er bedre til at finde ud af tingene, end politikere og embedsmænd. Ligesom du er jeg veluddannet, men alligevel sættes jeg under administration – og så skal jeg selv betale for det! Lad mig høre hvad du mener om frihed. Hvor vil du gerne have mere frihed, og hvor synes du (måske) at vi har for megen frihed, sådan at vores adfærd skader andre?

Skat, jeg bliver 65

I dag fylder jeg 65. Det er en mærkelig fornemmelse, for da min far blev 65 syntes jeg at han var en oldsag. Klar til en hyggelig, stille og rolig tilværelse som pensionist. Sådan oplever jeg det ikke: I god fysisk form og med masser af projekter og planer for fremtiden.

Men samfundet tror at jeg er som min far var da han var 65. Man må tro at jeg mangler penge, for nu kan jeg køre med DSB til nedsat takst på 65 billet. De fleste dage med 50% rabat. Jeg kommer også gratis eller billigt ind på museer og andre kulturinstitutioner, og kommunen tilbyder alskens særlige services til mig.

Systemet er ikke indrettet på at jeg faktisk gerne vil fortsætte med at arbejde og tjene penge. Hvis jeg tjener over 291.000 kr om året er min marginalskat nemlig steget med 30 procentpoint, fra 56% til 86%. Forestil dig at min ratepension var 300.000 kr om året. Dem betaler jeg sædvanlig skat af. Hvis jeg kan tjene 200.000 kr mere ved fortsat at arbejde, så koster det mig 86% i skat, altså 172.000 kr. 28.000 kr til mig selv og hvis jeg bruger de penge til fx. nye havemøbler, så skal jeg lige slippe en femtedel i moms. Tilbage ca 22.000 kr. eller 11 procent af det jeg tjente.

Men hvorfor bliver marginalskatten 86% og ikke 56% som den var før? Det er fordi folkepensionens grundbeløb på 68.000 kr om året nedsættes med 30% af det jeg tjener over 291.000 kr.

Lad os nu sige at jeg betaler ca 40% af de første 291.000 kr; det er knap 120.000 kr. Dertil 86% af 200.000 kr; ialt 292.000 kr i skat eller 59% af de 491.000 kr jeg betaler. Så er der omkring 200.000 kr tilbage. Hvis jeg bor i et hus til 8 millioner kr. skal jeg betale ejendomsværdiskat på ca 180.000 kr om året. Hvad er der så tilbage? 20.000 kr til at leve for ud af de 491.000 jeg har tjent eller får i pension.

Jeg klarer mig fint for jeg har en formue at leve af og jeg arbejder ikke først og fremmest for at tjene penge. Men systemet er forrykt! Folk der gennem et langt liv har tjent gode penge, betalt deres skat, betalt deres bolig og sparet op til pension straffes for at arbejde. Og grunden til at stat og kommune skal have stadig flere penge ind er et sygt samfund; det såkaldte velfærdssamfund. Der er i hvert fald to ting helt galt:

  1. Alt for mange gratisydelser. Sæt en pris på hver eneste ydelse og lad folk selv afgøre om ydelserne er pengene værd. Giv kun gratisydelser til dem der virkelig har behov for dem og drop det forældede princip at ydelser er bestemt af hvor gammel man er. Hvorfor må vi ikke selv bestemme hvordan vi vil bruge de penge vi tjener?
  2. Alt for megen administration. Hvad ligner det at jeg nu skal igennem en omfattende administrativ procedure for at søge om folkepension? Kommunen har alle oplysninger og kunne lige så godt sende mig en e-mail med besked om hvad jeg nu kan få, hvis jeg kan få noget, og hvordan de har regnet det ud. Basta.

Har du flere gode eksempler? Skriv en kommentar nedenfor!

Spiir – det skal du prøve!

Jeg er bestyrelsesformand for Spiir – den nye tjeneste der siden 6. juni har hjulpet danskerne med at få overblik over deres privatøkonomi. Lidt flovt at jeg har haft så travlt, at jeg først i dag tog min egen medicin og lagde mine netbank transaktioner over i Spiir (www.spiir.dk).

Det var både lettere end jeg troede og endnu bedre end ildsjælene fra Spiir havde fortalt! Først meldte jeg mig til Mine Spiir og oplyste hvilken Netbank jeg bruger. Derefter overførte jeg let mine netbank transaktioner til Spiir og… vupti! så kunne jeg se hvad jeg har brugt mine penge til de sidste 12 måneder. 85% af mine transaktioner forstod Spiir uden videre (dvs. hvilken form for udgift det er), mens jeg selv måtte hjælpe til med de 15%. Det var fair nok: Jeg forlanger ikke at Spiir forstår en caféregning fra Sydafrika.

Nu ved jeg noget som jeg ikke vidste før, selvom jeg altid kigger mine netbank transaktioner omhyggeligt igennem: Jeg opdagede at jeg bruger noget mere på transport (fly, tog, taxi) end jeg troede; faktisk meget mere. Jeg brugte mindre på dagligvarer, sko og tøj; jeg bliver flået i skat (det vidste jeg godt!) og jeg bruger uhyggeligt mange penge på Internet og telefoni. Mon ikke jeg skulle se om jeg kunne få et billigere abonnement?

Jeg kunne godt klare mig uden Spiir, men hvor er det smart og hvorfor tilbyder min bank endnu ikke automatisk overførsel af netbank data til Spiir (hvis jeg beder om det)? Nu skal jeg i gang med at få transaktionerne fra mine andre kreditkort over i Spiir, og så ved jeg simpelt hen hvad jeg bruger mine penge til (og hvorfra indtægterne kommer). Det er lækkert, og så er det gratis.

Selvom jeg godt ved at jeg ikke er objektiv vil jeg alligevel opfordre dig til at gøre forsøget. Når du først har opdaget hvad det vil sige at ha overblik over sin økonomi tror jeg du vil invitere dine venner til at gøre det samme. Spiir er nemlig ikke en traditionel virksomhed. Spiir er en bevægelse der vil hjælpe danskerne med at få et bedre liv gennem bedre styr på økonomien.

Skriv en kommentar og del dine Spiir erfaringer med andre!

Valg 2011: Iværksættere

Alle partier er enige om at Danmark skal ha flere iværksættere, og allerhelst vækstiværksættere som starter videnvirksomheder med stort potentiale. Al respekt for den der åbner en grøntforretning, men Danmark skal leve af en anden type iværksættere. Jeg har startet ca 25 virksomheder; hele tre i år.

I går kunne TV2 meddele at halvdelen af iværksætterne åbenbart stemmer Liberal Alliance. Det kan ikke overraske nogen: De ønsker åbenbart lavere skat på arbejde, lavere selskabskat, større frihed, mindre bureaukrati og mere for pengene i det offentlige og selvfølgelig mere vækst. Præcis de ting der gør det attraktivt at starte virksomhed.

Er det ikke netop det, vi andre også har brug for?

Og så en anden statistik som måske udtrykker det samme: Blandt førstegangsvælgerne er Liberal Alliance det næststørste parti (efter Radikale). Unge mennesker er træt af et samfund der begrænser deres udfoldelsesmuligheder i stedet for at bakke dem op. Og de ønsker ikke at betale regningen for at vi finansierer vores overforbrug ved at optage lån som de skal betale tilbage. Det forstår jeg sådan set godt.

Hvad siger du? Skriv en kommentar.

Valg 2011 Årsopgørelsen

I går fik jeg min årsopgørelse 2010 fra SKAT. Den fylder fire tætskrevne sider og jeg skal åbenbart betale 61.980 kr i restskat inkl. procenttillæg efter modregning af overskydende AM-bidrag. Det gør jeg så.

Efter duellen mellem Lars Løkke og Helle Thorning i aftes gik jeg alligevel i gang med at finde ud af hvordan SKAT mon var kommet til det resultat. Jeg troede faktisk at jeg allerede havde betalt det jeg skulle.

Forsiden kom jeg forholdsvis let igennem: lønindkomst, honorarer, multimedier (det har jeg nu ikke haft), gruppelivsfordikring, renteindtægter, beskæftigelsesfradrag osv. Det er trods alt til at forstå.

Så kom skatteberegningen: bundskat, topskat, arbejdsmarkedsbidrag, sundhedsbidrag, kommuneskat, kirkeskat, nedslag for beskatning over 51,50%, skat af aktieindkomst, tre forskellige procenter af personfradrag og ejendomsværdiskat gav tilsammen en skat på 55 % af min skattepligtige indkomst. Jeg håber SKAT har regnet rigtigt, for jeg kan ikke kontrollere regnestykket.

Årsopgørelsen fortæller at jeg skal betale 6,2% af den for lidt betalte skat i renter. Det er godt nok højt når jeg kun får højst 1% i rente i banken. Havde jeg vidst at jeg åbenbart skylder SKAT penge, kunne jeg have betalt beløbet for længe siden uden rente.

Der gælder åbenbart også en regel at når topskattegrundlaget overstiger et bundfradrag på 362.800 kr. bliver kompensationen (grøn check) nedsat med 7,5% af dette grundlag. Hvad mon det betyder? Jeg prøver at regne kompensationen ud; den udgør et stort beløb (kompensation for hvad?), men så fortæller årsopgørelsen at kompensationen højst kan nedsættes med 1.300 kr. Nå, så ved jeg det.

Topskatten beregnes ved at lægge en række ting sammen og trække andre fra. Til topskattegrundlaget lægges positiv nettokapitalindkomst over et grundbeløb på 40.000 kr og så er der særlige regler for overførsel mellem ægtefæller og fordeling af tpskatten mellem ægtefæller.

Jeg giver op! Og så er jeg ikke engang kommet til specifikationen af arbejdsmarkedsbidrag.

Nu spørger jeg så: Hvad skal dette til for? Hvad er det for et system jeg er del af, hvor jeg ikke forstår hvordan min skat beregnes og ikke kan kontrollere regnestykket. Det er 55% af alt hvad jeg tjener. Det er absurd.

Derfor går jeg ind for 40% flad skat på al indkomst over et bundfradrag. Punktum.

Valg 2011: Velstand

Rød og blå blok kappes om at bruge penge. Renovere skoler, 10.000 uddannelsespladser, max 30 minutters ventetid på skadestuen, tilskud og puljer til alt mellem himmel og jord. Hver gang politikerne vil bruge en milliard koster det en gennemsnits husstand 500 kr i runde tal.

Alle de penge skal komme et sted fra, og det sted er erhvervslivet; nærmere bestemt de virksomheder der producerer varer og tjenesteydelser til eksport.

Tænk fx på en dansk eksportvirksomhed med 100 medarbejdere. Den omsætter for 100 Mkr og tjener 10 millioner før skat til ejerne, hvis den går godt. Hvor meget tror du egentlig en sådan en virksomhed leverer til samfundet i form af  skatter og afgifter hvert år? 5 millioner? 10 millioner, 20 millioner?

Svaret er ca. 50 millioner. De 30 er den skat virksomheden opkræver af medarbejdernes løn. De 14 er moms, andre afgifter og skatter fra de underleverancer som virksomheden køber. De 2½ million er selskabsskatten af overskuddet og ca 3½ million er den skat ejerne betaler når de tager overskuddet ud som udbytte.

S og SF vil beskatte de højeste indkomster højere. Millionærskatten til ejeren kan måske give nogle hundrede tusinde ekstra. Men hvis det betyder at ejeren starter sin næste virksomhed i udlandet, er det en dårlig forretning. Samfundet tjener nogle hundrede tusind, men taber 50 millioner. Plus at 100 medarbejdere mister deres job.

Det er den udvikling Danmark er inde i, og det bliver kun værre. Vi har mistet 200.000 jobs i det private erhvervsliv de seneste år og det er fordi det ikke er attraktivt at skabe nye jobs i Danmark. Der er undtagelser, men tendensen er klar: Vi mister de indtægter som politikerne kappes om at bruge på sundhed, uddannelse, miljø og andre “vindersager“.

Jeg er bestyrelsesformand for Grundfos med 17.000 medarbejdere og en omsætning på 20 milliarder. Heldigvis har Grundfos ikke planer om at flytte, men jeg tør slet ikke tænke på hvad det ville betyde for Danmark, hvis Grundfos flyttede til udlandet. Umiddelbart vurderer jeg at det ville løbe op i 5000 tabte arbejdspladser og tabte skatter og afgifter på 3-5 milliarder hvert år når vi tager underleverandørerne med. Selskabsskatten er det mindste: Et par hundrede millioner.

Derfor bør valget først og fremmest handle om hvordan vi skaber mere vækst og flere jobs i Danmark så vi har nogle penge at bruge på velfærden. Der er kun én vej: at gøre det mere attraktivt at skabe nye jobs i Danmark og at arbejde mere. At sænke skatten på den sidst tjente krone er det vigtigste middel hertil. Umiddelbart giver det naturligvis færre penge i samfundets kasse, men allerede efter få år bliver der overskud. Det er det, økonomerne siger med beregningerne i DREAM modellen, og det er derfor det betyder rigtig meget, hvilket parti og hvilken politik du stemmer på. Velstand kommer før velfærd.

Det er trist at dette ikke er gået op for danskerne. Jeg har været med til at starte 22 virksomheder; jeg har mit på det tørre og jeg klarer mig nok, men det ærgrer mig at at dette dejlige land stille og roligt er på vej til at blive fattigere med alt det, det indebærer af social uro og problemer. Politikerne fra alle partier ved det og alligevel overbyder de hinanden med valgflæsk.

Jeg synes det er flovt. ØV! Hvad synes du? Skriv en kommentar.

Unimerco og uligheden

Unimerco bliver japansk den 11.juli. Mange har kaldt Unimerco Danmarks bedste virksomhed fordi den har alt det, andre drømmer om: Ejet af medarbejderne og dermed et enestående engagement og sammenhold, avanceret teknologi som ingen andre i verden har kunnet matche, hovedparten af produktionen og arbejdspladserne i Danmark, og alligevel er Unimerco konkurrencedygtig på et globalt marked. Som formand for bestyrelsen i mange år kender jeg Unimerco godt, og jeg kan bekræfte alt det gode der er sagt om Unimerco. Det er en enestående virksomhed.

Men fra 11. juli er Unimerco en del af den japanske Kyocera koncern. Solgt for knap halvanden milliard kroner, næsten tre gange omsætningen og ca 40 gange nettoresultatet i seneste regnskabsår. En næsten uhørt høj pris for noget der egentlig bare er et sliberi med en tilhørende handelsvirksomhed.

Det er godt for Danmark, godt for medarbejderne og godt for lokalsamfundet. De 418 medarbejdere som er aktionærer, tjener vel tilsammen omkring en milliard når deres investering er trukket fra. Det er fair når man tager i betragtning at alle har slidt for det og været med til at løbe risikoen i mange år. Det var ikke sjovt at være aktionær i 2008/09, hvor Unimerco indkasserede et underskud på næsten 50 Mkr.

Af fortjenesten får samfundet knap halvdelen i aktieavanceskat og når de resterende penge bliver brugt i de kommende år, indkasserer samfundet moms og skatter af de produkter og ydelser, som pengene bliver brugt til. Dermed er der råd til sygehuse, plejehjem, skoler, forsvar og politi. Alt det vi kalder velfærdssamfund, starter med at der er nogen der gør en god indsats og tjener penge. Derfor er salget af Unimerco godt for Danmark.

Kyocera ville ikke have betalt så høj en pris for Unimerco, hvis planen var at lukke firmaet. Tværtimod. Jeg gætter på at vi vil se nye investeringer og nye jobs som følge af overtagelsen. Mange jobs vil blive skabt i udlandet, men hvis Danmark fortsat er et attraktivt sted at drive virksomhed, får vi også del i væksten. Se bare på hvad der er sket i Brande efter at Siemens købte Bonus Energi (vindmøller) fra sin danske ejer og grundlægger.

Historien er egentlig ikke længere, men det slog mig, at uligheden i Danmark bliver større efter salget af Unimerco. 200 eller flere smede, maskinarbejdere, sælgere, indkøbere, ingeniører og andre bliver nu millionærer og dermed bliver afstanden mellem rig og fattig i Danmark større på den måde, man måler det (Gini-koefficienten).

Er det godt eller skidt for Danmark? Må jeg høre din mening.

Hvad vil timelønnen være i 2020?

Prøv lige at tænke lidt over de mekanismer der bestemmer, hvor høj en løn danskere kommer til at tjene om nogle år:

  1. I det lange løb ender det med at folk får en løn der nogenlunde svarer til hvor megen værdi de skaber. Typograferne kunne holde et kunstigt alt for højt lønniveau i ti år, men en dag gik den ikke længere: Den opgave typografer løste, var blevet overtaget af computere og dermed gik lønnen for typografarbejde mod nul. Hele nationer har prøvet at opretholde kunstigt høje lønniveauer, men på et eller andet tidspunkt indhenter virkeligheden dem.
  2. I Danmark skaber de fleste mennesker ikke ret meget mere værdi pr. time end fx. folk med tilsvarende uddannelser i Ungarn. Det ved virksomheder som fx. Grundfos der har rigtig mange medarbejdere i forskellige lande. De officielle tal for produktivitet siger dog noget andet, og det kan der være mange årsager til.  Hvis ikke det ændrer sig betyder det at lønnen pr. arbejdstime på langt sigt vil blive den samme i de to lande. Ungarn kommer fra et niveau omring 50 kr pr time hvor den samme arbejdstime i Danmark koster 250 kr. Selvom lønnen i Ungarn vokser hurtigere end den danske, og selvom produktiviteten måske er lavere, er retningen ikke til at tage fejl af: Reallønnen i Danmark kommer til at gå ned. Det er ikke sikkert at vi opdager det, for måske kan den produktivitetsstigning som andre lande præsterer, gøre at varer bliver billigere – også for os. Dermed kan vi stadig købe omtrent det smme for vores løn. Og hvis inflationen tilmed stiger, tror vi måske ligefrem at vores løn er vokset.
  3. Nogle af vore nabolande (Tyskland, Sverige) har valgt at fokusere mere end vi på at stoppe spildet af gode kræfter både i private og offentlige virksomheder. Selvom du måske arbejder i en meget effektiv dansk virksomhed, så nytter det ikke meget, hvis den eller de medarbejdere i det offentlige, hvis løn du betaler gennem skatten, spilder tiden med unødvendigt bureaukrati eller opgaver som iøvrigt skaber for lidt værdi. En stor og ineffektiv offentlig sektor koster dig levestandard og økonomisk frihed. Hvis den offentlige sektor vedbliver at skabe mindre værdi end den kunne, falder din realløn endnu mere. Jeg ser ingen tegn på at det kommer til at gå anderledes.
  4. Jeg tror egentlig godt at danskerne kan være lykkelige med den realløn, vi har i dag, men det betyder bare at vi ikke skal sætte næsen op efter verdens bedste uddannelsessystem (det har vi mistet), verdens bedste sundhedssystem (som vi heller ikke har), de mest velholdte veje, parker og bygninger, nye trafikanlæg der gør det lettere at komme på arbejde, biblioteker der udnytter fremtidens teknologi eller 100 andre ting, vi også gerne vil have.
  5. En anden effekt vil være at de mest ambitiøse unge danskere vil søge til udlandet for at arbejde og starte nye virksomheder der. Det kan vi måske også leve med, men prisen vil være at Danmark og det danske samfund bliver fattigere.

Mit bud på timeløn 2020: Hvis niveauet i dag er 250 kr, så vil 3 procent inflation i ni år lægge ca 75 kr oveni. En årlig produktivitetsstigning på én procent vil yderligere ca. 30 kr til. Så er vi oppe på godt 350 kr i timen.

Det danske lønniveau er fem gange så højt som Ungarns, men vores produktivitet er kun dobbelt så høj. I princippet vil det trække os 2½ gang ned. Hvor hurtigt det sker, er svært at sige, men mon ikke vi ender et sted mellem 200 og 250 kr i 2020?

Jeg hører til de priviligerede der nok skal klare mig, og nogle af mine børn er allerede rejst. Men jeg spørger mig selv: Er det virkelig den fremtid, vi ønsker? Den fremtid du ønsker?

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.