Kolind Kuren

I dag fylder jeg 65. Det er en mærkelig fornemmelse, for da min far blev 65 syntes jeg at han var en oldsag. Klar til en hyggelig, stille og rolig tilværelse som pensionist. Sådan oplever jeg det ikke: I god fysisk form og med masser af projekter og planer for fremtiden.

Men samfundet tror at jeg er som min far var da han var 65. Man må tro at jeg mangler penge, for nu kan jeg køre med DSB til nedsat takst på 65 billet. De fleste dage med 50% rabat. Jeg kommer også gratis eller billigt ind på museer og andre kulturinstitutioner, og kommunen tilbyder alskens særlige services til mig.

Systemet er ikke indrettet på at jeg faktisk gerne vil fortsætte med at arbejde og tjene penge. Hvis jeg tjener over 291.000 kr om året er min marginalskat nemlig steget med 30 procentpoint, fra 56% til 86%. Forestil dig at min ratepension var 300.000 kr om året. Dem betaler jeg sædvanlig skat af. Hvis jeg kan tjene 200.000 kr mere ved fortsat at arbejde, så koster det mig 86% i skat, altså 172.000 kr. 28.000 kr til mig selv og hvis jeg bruger de penge til fx. nye havemøbler, så skal jeg lige slippe en femtedel i moms. Tilbage ca 22.000 kr. eller 11 procent af det jeg tjente.

Men hvorfor bliver marginalskatten 86% og ikke 56% som den var før? Det er fordi folkepensionens grundbeløb på 68.000 kr om året nedsættes med 30% af det jeg tjener over 291.000 kr.

Lad os nu sige at jeg betaler ca 40% af de første 291.000 kr; det er knap 120.000 kr. Dertil 86% af 200.000 kr; ialt 292.000 kr i skat eller 59% af de 491.000 kr jeg betaler. Så er der omkring 200.000 kr tilbage. Hvis jeg bor i et hus til 8 millioner kr. skal jeg betale ejendomsværdiskat på ca 180.000 kr om året. Hvad er der så tilbage? 20.000 kr til at leve for ud af de 491.000 jeg har tjent eller får i pension.

Jeg klarer mig fint for jeg har en formue at leve af og jeg arbejder ikke først og fremmest for at tjene penge. Men systemet er forrykt! Folk der gennem et langt liv har tjent gode penge, betalt deres skat, betalt deres bolig og sparet op til pension straffes for at arbejde. Og grunden til at stat og kommune skal have stadig flere penge ind er et sygt samfund; det såkaldte velfærdssamfund. Der er i hvert fald to ting helt galt:

1. Alt for mange gratisydelser. Sæt en pris på hver eneste ydelse og lad folk selv afgøre om ydelserne er pengene værd. Giv kun gratisydelser til dem der virkelig har behov for dem og drop det forældede princip at ydelser er bestemt af hvor gammel man er. Hvorfor må vi ikke selv bestemme hvordan vi vil bruge de penge vi tjener?
2. Alt for megen administration. Hvad ligner det at jeg nu skal igennem en omfattende administrativ procedure for at søge om folkepension? Kommunen har alle oplysninger og kunne lige så godt sende mig en e-mail med besked om hvad jeg nu kan få, hvis jeg kan få noget, og hvordan de har regnet det ud. Basta.

Har du flere gode eksempler? Skriv en kommentar nedenfor!

Den sidste uge har jeg været i Japan og det slog mig endnu engang at vi måske kan lære noget.

Først og fremmest er jeg fascineret af den offentlige transport; ikke mindst togsystemet. Med så mange mennesker på så lidt plads er der næppe noget alternativ. Men at man kan lave et system af hurtigtog (Shinkansen) der flere gange i timen forbinder byerne med en gennemsnitshastighed på 240 km/t er stadig imponerende. Især at den gennemsnitlige forsinkelse de sidste tyve år har været 18 sekunder (ja sekunder!). Vi har selvfølgelig ikke passagergrundlag for noget sådant, men i forhold til IC3 og IC4 er der massivt plad til forbedring.

Jeg undres også over hvordan der kan være så pinligt rent på offentlige steder. På de store stationer hvor op til 3,5 millioner mennesker passerer dagligt er der ikke nogen form for affald at se. Intet. Sammenlign med København H. Kan man ikke kombinere de mange gode sider ved os danskere med lidt større disciplin og ansvarlighed over for fællesskabet?

Til sidst høflighed: Til min smag går japanerne for vidt når de bukker og ikke er til at få til at sige nej. Men man kan jo sagtens være høflig og ligefrem på samme tid. Kunne vi ikke lære noget her?

I disse dage skrives der ti avissider pr dag om den påståede magtkamp mellem Niels Due Jensen og mig i Grundfos. Anledningen er den bog “Arvtageren”, som Gyldendal udgiver om en uge med Birgitte Erhardtsen som forfatter. Bogens emne er Niels Due Jensens liv og især hans store og bemærkelsesværdige indsats for Grundfos gennem fem årtier. I sandhed en indsats der fortjener en biografi, som forhåbentlig kan inspirere mange andre til at arbejde lige så dedikeret for deres virksomhed som han. Jeg håber at mange vil læse bogen!

Bogen beskriver også forløbet de sidste par år, som er endt med at Niels Due Jensen har givet stafetten som koncernbestyrelsesformand videre til mig. Det er selvfølgelig ikke gået helt stille af og andre kan måske få glæde af at følge processen, men det er mærkeligt at se hvordan denne beskedne parentes i den store sammenhæng kan vendes, drejes og kommenteres i næsten samtlige erhvervs-medier i et sådant omfang at bogens egentlige substans glider helt ud. Det vigtige i sagen er faktisk at her har vi en erhvervsleder der – sammen med mange andre i et godt teamwork – har bygget videre på sin fars arbejde og skabt det der i dag måske er Danmarks bedste virksomhed. Grundfos spiller en kæmpe rolle for samfundet på tre områder:

1. Grundfos skaber mellem 5.000 og 10.000 gode og værdiskabende jobs i Danmark. De jobs betyder mellem 2 og 5 milliarder kroners skatteindtægter hvert år.
2. De over 100 millioner Grundfos pumper verden over sparer energi svarende til mange fuldvoksne kraftværker idet de er langt mere effektive end de pumper de afløste eller de pumper man kan få fra konkurrenterne. Grundfos pumper leverer rent vand tilmillioner af mennesker.
3. Grundfos driver forretning på et værdigrundlag som er (næsten) enestående. Grundfos sætter vand og energi højere end profit; Grundfos er et forbillede mht bæredygtighed på alle områder og Grundfos sætter mennesker over systemer.

Jeg er enormt stolt af at være formand for Grundfos og for at have været med i bestyrelsesarbejdet både i koncern og fond de sidste 13 år. Der er så meget vi skal udrette i de kommende år at jeg glæder mig til at pressestormen lægger sig og at vi igen kan koncentrere os om at gøre vores arbejde!

Den kulørte presse i Sverige har fat i Kong Carl Gustav igen: Nu har svenskekongen sandelig dekoreret Kong Abdullah med Bronzeulven – spejderbevægelsens fornemste hædersbevisning. Og hvad ligner det? At dekorere en brutal diktator – det kan man ikke.

Jeg har faktisk været med til at foreslå netop den dekoration, og det er jeg stolt af. Her er historien:

Saudi Arabien er (efter min mening) ikke noget godt land. Den ortodokse form for Islam (Wahhabi Sunni) man dyrker, bruges som begrundelse for en lang række traditioner og regler som jeg tager afstand fra.

Men også i Saudi Arabien er der progressive kræfter og dem vil jeg gerne være med til at styrke. Jeg har især forbindelse med spejderkorpset (Saudi Arabian Scouts Association) med ca. 100.000 medlemmer som arbejder tæt sammen med det nationale center for dialog. Deres arbejde for at skabe forbindelse og forståelse på tværs af religiøse  og sociale skel inden for rammerne af systemet, kunne vi godt lære noget af i Danmark og i resten af verden.

Senest har spejderkorpset i Saudi Arabien sammen med the World Scout Foundation og WOSM, The World Organization of the Scout Movement, lanceret “Messengers of Peace”, den største fredsskabende indsats i verden nogensinde (tror jeg): 20 millioner spejdere i 150 lande skal i de kommende år bygge bro mellem Israelere og Palæstinensere, Hutuer og Tutsier, katolikker og protestanter, muslimer og kristne, handicappede og raske, indvandrere og lokale. Tyve millioner børn og unge, der ikke bare taler om tingene, men som gør noget konkret der hvor de er.

Det er et mega projekt. Og gæt hvem der har sagt ja til at stå bag: Kong Abdullah. Ingen andre fonde, regeringer eller firmaer har villet eller kunnet løfte den opgave. Og de har fået chancen.

At anerkende og takke mennesker når de gør noget godt for verden betyder ikke at man er enig i alt andet, som de gør. Derfor glæder det mig at the World Scout Committee tildelte Kong Abdullah bronzeulven.

Her er noget jeg ikke kan forstå. Hjælp mig!

Hvis man laver en gennemsnitsberegning af indtægter og udgifter for samfundet for et nyfødt barn igennem hele dets levetid, så viser regnestykket et minus på 850.000 kr. Indtægterne er betalt skat, moms og andre afgifter; udgifterne er hvad det koster at drive den offentlige sektor, herunder sociale ydelser til orlov, dagpenge, førtidspension, efterløn, folkepension mv.

Jeg forstår godt regnestykket og tvivler egentlig ikke på at det er korrekt. Men det jeg ikke forstår, er at hovedparten af den danske befolkning ikke synes at det er noget stort problem. I mine øjne er det nærmest absurd!

Hvem kan forklare mig det – og hvem kan foreslå en løsning? Skriv en kommentar.

Tirsdag var jeg til TEDxCopenhagen; en af de mest spændende konferencer jeg nogensinde har deltaget i. Arrangeret af Wemind med støtte fra bl.a. Københavns Kommune, Politiken, DR og SticksnSushi samlede TEDx 300 deltagere til 18 minutters foredrag om så forskellige emner som mikrbiologi, stress, rumfart, vejrtrækning, fattigdomsbekæmpelse, arbejdsglæde, frygt og genetik.

Debatten summede som jeg sjældent hat hørt det og ideerne til hvordan Danmark og verden kunne blive et bedre sted at være, var der rigtig mange af. Visionære i modsætning til “mer af det samme” som vi hører fra Regeringens Vækstforum. Jeg vil påstå at en halv dag sammen med den gruppe der deltog i TEDx, ville give Regeringen fem gange flere relevante forslag om Danmarks fremtid, end 18 måneders arbejde i Vækstforum støttet af ubegrænset sekretariatsbistand fra fire ministerier.

Det er flovt. Og det er tragisk for Danmark der virkelig mangler nytænkning om sin fremtid. Er vi virkelig så konservative, socialdemokratiske (Venstre) og så småborgerlige (Dansk Folkeparti) at vi slet ikke er interesseret i nytænkning?

Om nogle dage ligger foredragene fra TEDxCopenhagen på nettet. Se www.tedxcopenhagen.dk.

Så kan man jo håbe på at nogle i Regeringen trods alt ser dem. Debatten og de mange ideer slipper de for…

Denmark er dejligt – især om sommeren. Men Danmark bliver fattigere. Relativt set. Ingen tvivl om det. På få år er vi raslet ned til en 14. plads på rangstigen og det går kun én vej ved enhver økonom. Bloggens læsere er enige. Sidst jeg gjorde afstemningen her på siden op, troede kun 11% at Danmark ville blive rigere. 14% regnede med at vi nogenlunde vil holde stand, mens resten, dvs. 75% tror vi bliver relativt fattigere.

Det får konsekvenser:

1. Lønnen i Danmark vil falde i forhold til andre lande. Jeg gætter på 20% lavere løn i løbet af ti år. Det klarer vi nok, men vi kommer i hvert fald til at prioritere hårdere og der kommer færre penge i stats og kommunekasserne.
2. De dygtigste rejser udenlands. For tiden har vi et nettounderskud af højtuddannede i forhold til udlandet på over 30.000 personer. Det tal gætter jeg på er vokset til 60-100.000 om ti år. Derved kommer vi til at mangle 100 milliarder eller mere at beskatte.
3. Danmark bliver ældre. Jo vi får flere ældre, men det har ikke noget med fattigdom at gøre. Men alt andet bliver også ældre: Flere gamle biler på vejene, gamle tog på skinnerne, gamle og dårligt vedligeholdte huse, veje, kloakker, skoler, sygehuse og alt andet.
4. Mindre kultur. Færre teatre, koncerter, udstillinger, museer, biblioteker og musikskoler. Vi har simpelt hen ikke raad.
5. Flere arbejdsløse. Det siger sig selv. Og de der mister jobbet, vil få markant lavere understøttelse end nu. Flere vil blive tvunget til at tage hvad de kan få for simpelt hen at få mad på bordet og tag over hovedet.
6. Flere hjemløse og fattige. Flere vil gå fra hus og hjem og være henvist til et liv på gaden. Pensioner og andre sociale ydelser bliver lavere. Heldigvis bliver der nok flere varmestuer og herberger.
7. Færre der tager videregående uddannelser. De danske universiteters standard falder selvom man sikkert indfører brugerbetaling. Flere vælger at uddanne sig i udlandet, hvis deres forældre har råd.
8. Større kriminalitet og uro. Berigelses og voldskriminalitet vil vokse af bitter nød. De velhavende vil forskanse sig bag pigtråd og alarmsystemer. Private vagtværn har gyldne dage.
9. Større pres på indvandrere. Politiske partier og andre interessegrupper vil slå mønt på at gøre indvandrere og andre minoriteter til syndebukke. Det ser vi allerede i dag.
10. Lavere ejendomspriser. Efterspørgslen efter kontor- og fabrikslokaler falder og færre har råd til at købe en god bolig. Det vil få ejendomspriserne til at rasle ned.

Går det virkelig så galt? Jeg håber det ikke og jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at skabe den modsatte udvikling, dvs. få Danmark ind i en positiv spiral. Men både regering (VKO) og opposition (S-SF-Ø) fører en politik der fastholder Danmark i den onde cirkel. Ingen lytter til økonomer og erhvervsfolk der samstemmende siger at Danmark mangler grundlæggende reformer før vi kan komme tilbage i en god cirkel.

Hvem har ansvaret? Det har du og jeg, altså danskerne, fordi vi ikke ser realiteterne i øjnene, fordi vi ikke tænker langsigtet og fordi vi dyrker gruppeegoismen som religion. Vi tror på politikernes spin og retorik. Vi tror simpelt hen på at den går nok og at andre nok skal løse problemerne for os. Det gør de ikke og jeg synes heller ikke at vi fortjener det.

Hvor galt skal det gå før danskerne vågner op?

Så er der igen spejdere i Afghanistan. 1200 drenge og 1200 piger i ca 60 grupper. Se mere om etableringen her: http://www.cjtf101.com/en/regional-command-east-news-mainmenu-401/3454-nangarhar-cub-scouts-get-new-sponsors.html

Erfaringen fra brændpunkter som Libanon, Palæstina, Sydafrika, Nordirland og Balkan viser at spejderarbejde er en effektiv vej til at bringe forskellige befolkningsgrupper sammen på. Snak virker sjældent, men når man skal løse opgaver sammen og fx. opbygge en fælles lejr så opdager man at vi har mere til fælles end det der skiller os. Og når unge mennesker kan finde ud af at arbejde sammen spreder det sig til deres familier.

Jeg tør godt sige at de folk der har fået dette til at ske, nok har gjort mere for freden og udviklingen end mange andre..

Hvad siger du?

Prøv at sætte dig i Lars Løkkes sted. Kassen er tom. Det er åbenbart at de sidste ti års politik ikke kan fortsætte: Nogle hellige køer må simpelt hen ofres for at få Danmark ind på en positiv kurs igen. Regeringens politiske flertal vakler og selv i Venstres bagland er der utilfredshed.

Jeg misunder ikke Lars Løkkes situation!

Hvad ville du gøre, hvis du sad i stolen? Ville dit udgangspunkt være at man ikke kan bevare magten, hvis man søger at gennemføre den politik der er brug for? Eller det modsatte: At den eneste måde man kan bevare magten på er ved at sige og gøre det ubehagelige?

Antag at dit mål ikke alene er at bevare taburetten, men at gøre det rigtige for Danmark og alligevel bevare taburetten. Hvad ville du så gøre?

Jeg kommer med de første tre forslag. Skriv en kommentar nedenfor om hvad du ville gøre. Her er tre bud fra mig:

1. Jeg ville fremlægge et simpelt regnestykke: En kontorassistent der arbejder i 40 år og derefter går på pension giver samfundet et “nettounderskud” på 200 tkr. (skat minus velfærdsydelsermv). Det kan alle se er helt ude i hampen. Og når man så graver lidt i tallene finder man ud af at de mange velfærdsydelser der hver især er fornuftige, når de lægges sammen bliver urimelige. Her ville jeg via Internettet invitere både borgere og fagfolk til at foreslå hvad man kunne gøre ved problemet og så iøvrigt opfordre til debat om forslagene. På baggrund heraf ville jeg foreslå en ny politik som helt sikkert ville indeholde ubehagelige forslag. Men baggrunden og begrundelsen var til at forstå.
2. Jeg ville lave en liste over fem ting der var vigtige at bevare eller styrke i Danmark, fx. vores meget stærke foreningsliv (andelsbevægelse, idræt, højskole, spejder osv) eller den korte afstand mellem høj og lav i samfundet og i virksomhederne. For hver af de fem ting ville jeg fremlægge fx. tre enkle og konkrete forslag til hvordan netop det kunne styrkes eller udvikles. Altså noget danskerne kunne mærke.
3. Jeg ville illustrere Danmarks udfordring på et “modelsamfund” med 5.500 mennesker svarende til Brædstrup (en tusindedel af Danmark). I Brædstrup har vi fx. én landbetjent med træffetid to timer om ugen; skulle vi have en tusindedel af politistyrken ville vi have haft 10 betjente på fuld tid og en nydelig politistation. Hvorfor har vi ikke det? Og blandt de 5.500 mennesker i Brædstrup skulle omkring 800 beboere mellem 18 og 66 år være på passiv offentlig overførselsindkomst, hvis vi skulle ligne resten af landet! Enhver kan se at det er vanvid. Og enhver kan se at det kunne vi godt gøre noget ved i Brædstrup så tallet kom ned på måske 100 eller 200! Den slags ræsonnementer ville jeg bruge til at få ideer til hvad der kan gøres og til at forklare forslagene til danskerne.

Og lad mig så høre hvad du ville gøre!

I dag var jeg til første bestyrelsesmøde i nystartede Welfare Tech Region, som er Regions Syddanmarks seneste satsning på erhvervsudvikling. Velfærdsteknologi er alle de produkter og hjælpemidler der kan få vores velfærdssamfund til at fungere bedre; fx. hjælpemidler sådan at ældre mennesker kan fungere længere i eget hjem eller teknologi der kan gøre sygdomsforløb bedre og spare penge og arbejdskraft.

Da jeg første gang hørte om velfærdsteknologi rynkede jeg på næsen. Er det ikke bare varm luft? Men det er det ikke: Alene i Region Syddanmark er næsten 50.000 mennesker beskæftiget inden for området. Og potentialet er enormt; kun fantasien sætter grænser. Se fx http://velfærdsteknologi.nu/

Andre regioner har også ting kørende inden for velfærdsteknologi, men det jeg synes gør Region Syddanmarks satsning unik er den brede opbakning både fra region, kommuner, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner. Alle er med og alle kan se at de kan yde et bidrag. Et groft skøn: Potentialet i form af nye arbejdspladser og eksport er ti gang vindmølleindustrien. Så lad os bare komme i gang.

Hvis du kender et rigtig godt eksempel hvor teknologi gør nytte i velfærdssamfundet, så skriv en kommentar.