Kolind Kuren

Går du på pension når du er 60?, 62?, 65?, 67 eller 70? Det spørgsmål optager mange danskere over 50. Vores mentale model er: først uddanner vi os, så arbejder vi og så går vi på pension. Den tankegang er over 100 år gammel. Bismarck indførte alderspension i Tyskland. Dengang levede folk i gennemsnit tre år efter at de var gået på pension - hvis altså de overhovedet var i live på pensionstidspunktet.

De danskere der i år går på pension som 60 årige, kan forvente at leve mindst 25 år som pensionister. Man behøver ikke at være nationaløkonom for at se at det er uholdbart. Derfor skal vi skifte mental model mht. pension. Mit bud er:

1. Der skal ikke være nogen skarp grænse mellem arbejde og pension. Vi skal arbejde så længe vi kan lave noget fornuftigt. Ikke altid det samme som dengang vi var 40 og heller ikke samme antal timer.
2. Det er både normalt og ønskeligt at danskere skifter job som 55, 60, 65 eller 70 årige. Vi har forskellige interesser i de forskellige livsfaser. Og vi er gode til andre ting når vi er 65 end dengang vi var 35.
3. Når en virksomhed ansætter en medarbejder der er fyldt 60, er det ikke bare for 2-3 år. Medarbejderen er lige så “permanent” som når man ansætter en 35 årig. Den unge bliver måske 3-5 år, men en 60 årig let kan blive 10 år.
4. Ældre medarbejdere har kompetencer, som har stor værdi. De har livserfaring, almen dannelse, stil, sprogkundskaber og indfølingsevne som mange unge mangler.
5. Ældre medarbejdere skal have den løn de er værd. måske er det mindre end da man var på toppen som 50 årig, men hvad er problemet? Den ældre medarbejder har ofte lavere omkostninger til bolig og børn.

Det korte af det lange er at vi skal bort fra den forudbestemte pensionsalder der er ens for alle uanset deres situation. Lad folk arbejde så længe de vil og skab rammerne for at de kan overgå til den tredje alder gradvis.Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Jeg ramte vist et ømt punkt da jeg for nogle dage siden spurgte “Hvorfor skal pensionister have rabat?”. 29 kommentarer på kort tid, og så var mit sigte med blogposten i virkeligheden noget helt andet, nemlig at påpege hvordan mange mentale modeller overlever i samfundet længe efter sidste salgsdag.

I dag vil jeg gerne rejse det konkrete spørgsmål: Hvad er begrundelsen for pensionistrabat?

Begrundelsen må være at pensionister er mindrebemidlede i forhold til andre befolkningsgrupper og derfor skal have et tilskud i form af rabat. Kan du forestille dig andre begrundelser, så skriv en kommentar.

Men er pensionister i almindelighed mindrebemidlede i forhold til fx unge børnefamilier? Det har jeg prøvet at finde ud af og en af de gode kilder er www.aeldreviden.dk, der bl.a. indeholder Merete Platz rapport: Folkepensionister - et fattigt liv? Konklusionen er klar: selvfølgelig findes der fattige folkepensionister, men langt de fleste folkepensionister lever på et økonomisk niveau der er langt fra fattigdom.

Pensionister er altså en meget inhomogen gruppe: Nogle er meget velhavende, andre er mindrebemidlede. Det samme kan man iøvrigt sige om børnefamilier: Nogle har rigeligt og andre har for lidt. Sådan er det iøvrigt i alle lande, men forskellene i indkomst er mindre i Danmark end i næsten alle andre lande (Gini koefficienten).

Det er derfor jeg stiller spørgsmålet: Er alder er et relevant grundlag for at give rabat eller tilskud inden for den lange række samfundsområder hvor vi har det i dag? Ejeren af strandvejsvillaen behøver ikke at betale ejendomsskat - den kan han lade indefryse som lån i huset til 2 % rente, hvis han er fyldt 65 år. Den form for kommunalt subsidierede lån må være den billigst mulige måde at låne penge på i dag. Hvorfor skulle man tage lån til den nye bil, hvis kommunen vil låne dig pengene til 2%?

Viser dette eksempel ikke (endnu en gang) at tiden er løbet fra “alder” som kriterium for at yde rabat eller tilskud?

Men hvad skal man ellers gøre? Jeg kan godt komme med forslag, men her er det at jeg synes at en blog har særlig værdi: Alle kan komme med forslag og alle kan kommentere hinandens forslag i form af kommentarer.

Jeg lægger ud med at skrive et forslag i en kommentar nedenfor. Kom med dine kommentarer og egne forslag!

Skal du ikke ha rabat? spurgte den venlige dame i museets billetskranke. Jeg forstod ikke rigtig hvad hun mente, men så spurgte hun lidt forlegen om ikke jeg var fyldt 62. Det er jeg, og derfor fik jeg 30 % rabat på entréen.
Ærlig talt: Hvorfor skal jeg ha rabat? Jeg har rigeligt råd til at betale fuld pris, og bedre råd en mange yngre familier med børn.
Pensionistrabat bygger på en mental model der har været forældet i snart mange år. Engang var pensionister udslidte folk med få år tilbage og få penge på kistebunden. Derfor var det rimeligt at de fik rabat. Men i dag dækker pensionister over en langt mere mangfoldig befolkningsgruppe. Nogle fortjener rabat, men de fleste gør ikke. Alligevel overlever den mentale model i bedste velgående. Endnu et blandt tusind eksempler på at vi skal lære at forstå vores egne mentale modeller og spørge os selv om de stadig er relevante.
Har du andre eksempler?

Jeg så i dag at kun 2 ud af Fortune 100 CEO’s har en Twitter account (http://www.techcrunch.com/2009/06/24/top-ceos-leave-social-media-to-the-plebs/). For mig illustrerer det endnu en gang at vores mindset (mentale model) for ledelse er fuldstændig ude af trit med den virkelighed vi lever i. Her er fem grunde til at en direktør skal bruge Twitter (fra min engelsksprogede blog):

1. Twitter allows the CEO to stay in touch with staff on a daily basis - a dream opportunity for a CEO that understands the importance of connecting with his or her staff. And it takes only a few minutes per day.
2. Twitter allows the CEO to communicate with customers in a most cost-efficient way on a daily basis. It builds up invaluable social capital.
3. Twitter can serve as a link to suppliers that are interested in developing a closer link to the business.
4. Twitter offers a golden opportunity for the CEO to comment briefly on current affairs; e.g. to highlight good initiatives or to refer followers to the company’s website for further information.
5. Twitter gives the CEO - and in tern the company - a human face. If the CEO understands how to use Twitter, he or she may create goodwill for the company among followers.

Det drejer sig simpelt hen om social kapital. Har du lyst til at følge mig på Twitter, så kig her. Twitter opdateringer findes også her på siden til højre!

Lad mig høre din mening.

I KolindKuren (side 221 ff) findes der en case med fornyet aktualitet: Den amerikanske bilindustri. Da jeg skrev bogen i efteråret 2005 var jeg ikke i tvivl: General Motors, Ford og Chrysler har helt enkelt en forældet mental model. Og allerede dengang stod det klart (for mig) at der måtte radikal nytænkning til:

1. Finde en ny mening: Bæredygtig transport.
2. Udvikle fremsynede produkter i overensstemmelse hermed.
3. Satse på at blive førende i brændstoføkonomiske biler nu - og ikke i 2020.
4. Sælge værdi i stedet for rabatter.
5. Ændre ledelses- og virksomhedskultur radikalt.
6. Skabe partnerskab med medarbejdere og fagforeninger - blive videnvirksomhed.
7. Udvikle partnerskab med leverandører og kunder.

Fire år efter er det beskæmmende at se hvad der er sket: Meget lidt! Og interessant er det tænke på at det amerikanske forlag (Wharton School Publishing) i sin tid sendte bogen til GM’s topledelse med henblik på en udtalelse, men fik aldrig nogen reaktion.

Min vurdering er at de amerikanske bilfabrikker er så langt bagefter både europæiske og japanske konkurrenter, at løbet er kørt: Hjælpepakkerne er spild af penge. De bør helt enkelt gå ned.

Har du tænkt over om din organisations mentale model er tidssvarende?

Nogle kilometer fra der hvor jeg bor, er der netop udstykket et nyt boligområde. På en pløjemark efter god dansk tradition. Mindst 300 m fra skov og strand for at være helt sikker på at beboerne ikke fik noget smukt at kigge på eller gå tur i.
Hvert hus har sin grund. 800 m2 til et hus på måske 140 m2 plus carport. Græsplæne, gyngestativ, legehus og ligusterhæk som er vokset op om 10 år.

Ikke megen innovation siden mine forældre byggede deres parcelhus på en 800 m2 grund i en forstad til Århus i 1953.

Hvad nu hvis vi satte os det mål at nye boliger skulle bruge højst halvdelen af den energi og det vand, som et standard nybygget parcelhus bruger i 2008? Højst halvdelen af det areal som hvert parcelhus optager i dag. Plus at det skulle give børnene dobbelt så gode udfoldelsesmuligheder samt et dobbelt så godt lokalt socialt netværk til de voksne? (begge dele kan man måle i dag). Samt, at prisen skulle være mindst 20 % lavere end nu.

En umulig opgave? Ja med den mentale model som præger dansk parcelhusbyggeri i dag. For den mentale model sætter det individuelle over det kollektive. Den stiller ikke krav om forbindelse imellem huse, men derimod om afstand mellem huse. Samtalekøkkenet og solfangeren er ikke innovation - de er småforbedringer. Innovation er nytænkning: Hvad skal være fælles og hvad skal være privat? Hvordan kan overskudsvarmen om sommeren gemmes til vinteren? Hvordan kan familierne hjælpe hinanden med børnepasning og praktiske opgaver? Hvordan kan hjemmearbejdspladser kombineres med socialt samvær? Hvordan kan flere dele de samme biler?

For mange mennesker er vores individualistiske mentale model så indgroet at de ikke kan gøre sig fri af den. Men 10 eller 20 % vil være klar til at tænke nyt. Start innovationen der!