Kolind Kuren

Anders Fogh har sat rekord: 7½ år som Danmarks statsminister. Man må medgive Anders Fogh, at det er en præstation. At holde sig ved magten i 7½ år er imponerende. Det er også flot klaret at Anders Fogh har formået at udnytte den aktuelle situation sådan at han nu efter alt at dømme kan fortsætte karrieren til en virkelig international toppost som generalsekretær i NATO. Det tager jeg hatten af for.

Anders Fogh har gjort det godt for sig selv og sine regeringskolleger, men efter min mening ikke for Danmark:

• Vi har et mere polariseret samfund end i 2001. Indsatsen for at integrere de mange udlændinge som kom til Danmark i 90′erne, er ikke lykkedes. Vi har ghettoer og bandekrig som kunne have været undgået. Anders Fogh skal ikke lastes for at det i mange år nok var for let at komme til Danmark. Det bærer rigtig mange andre politikere skylden for. Men Anders Foghs regeringer har ansvaret for at problemerne ikke er løst – eller i gang med at blive løst.
• Vi har på mange måder en elendig infrastruktur i Danmark. Anders Fogh skal ikke kritiseres for at det allerede var et alvorligt problem i 2001. Men regeringen bærer ansvaret for at situationen er blevet værre siden 2001 og at der trods mange programerklæringer ikke er gjort noget alvorligt ved problemet. Selv med de vedtagne planer går der årtier inden vi er oppe på blot en acceptabel standard.
• Vi har større økonomisk ulighed i Danmark fordi boligejerne – selv efter de seneste fald i ejendomspriserne – har scoret enorme skattefri gevinster siden 2001. Anders Fogh skal ikke kritiseres for uligheden i sig selv. Ulighed kan godt være positiv, fx. hvis den skyldes at nogle mennesker har arbejdet hårdt med start af nye virksomheder og tjent penge derved. Men den ulighed der skyldes at halvdelen af befolkningen er blevet forgyldt blot fordi de ejede deres bolig uden iøvrigt at røre en finger, er urimelig og skadelig.
• Vi har en endnu større offentlig sektor, men alligevel mere utilfredse borgere på mange af de centrale områder. Det har Anders Fogh og hans regeringer ansvaret for. Øget bureaukrati, centralisering og kontrol er ikke kommet af sig selv. De er et direkte resultat af en syg og forældet måde at lede og styre den offentlige sektor på, og den udvikling har regeringen ansvaret for. Kommunalreform, politireform, domstolsreform, tests, kvalitetsstandarder, regelstyring er alle resultater af regeringens politik.

Derfor ønsker jeg Anders Fogh tillykke med det nye job. Og jeg ønsker Danmark tillykke med lederskiftet, der måske kan blive begyndelsen til noget bedre. At dømme efter meldingerne fra oppositionen, skal vi dog ikke vente at bedre tider kommer derfra. De tre partier vil så vidt jeg kan se gennemføre nøjagtig samme politik som Fogh. Har de et bud på en bedre integrationspolitik? Har de et bud på hvordan pengene skal skaffes til investeringer i infrastruktur? Tør de røre ved boligejerne, dvs. anfægte skattestoppet? Og har de noget som helst bud på hvordan de vil gengive de offentligt ansatte arbejdsglæden? Ikke så vidt jeg kan se, for politikken vil fortsat blive bestemt af meningsmålingerne. Historien gentager sig: Målet er ikke et bedre Danmark; det er at holde på magten.

Mit håb er at en ny borgerligt-liberal regering under Lars Løkke Rasmussen vil skifte spor og føre en politik der gør noget alvorligt ved de udfordringer som Danmark står over for. Det der tæller, er at regeringen bliver klogere. Erkend de fejl der er begået, og gør noget ved dem. Det har vi respekt for. Giv oppositionen tilbudet om at være med og lad den selv køre ud på et sidespor, hvis den ikke vil.

Vis lederskab – så får I i hvert fald min opbakning.

Mens jeg skriver dette viser afstemningen tilhøjre at 39 % af de 233 der har stemt, siger at der er mest brug for et parti der fremmer fornyelse (innovation) overalt i samfundet. Det synes jeg er dybt interessant, for ingen partier bejler til den position!

Næstflest (27 %) efterlyser et parti der arbejder både for større frihed og stærkere samfundsansvar. Også det er interessant, for det er præcis det, jeg tror at Anders Samuelsen søger at skabe med Liberal Alliance! Og partiet får fortsat under én procent af stemmerne i meningsmålingerne. Det kan måske skyldes at borgerne tror at Liberal Alliance er et ægte liberalt parti – den rne vare. Den ønsker åbenbart 10 % af de der har stemt.

14 % ønsker et parti der skaber større lighed i samfundet – og skal man tro politikerne, er det hvad op imod to tredjedele ønsker. De der stemmer, mener åbenbart ikke at politikerne gør det de siger?

De sidste 9 % efterlyser et parti der arbejder for bedre offentlig service for alle.

Resultatet kan tolkes på flere måder. Hvordan vil du tolke det?

I Danmark får topdirektørerne for landets største virksomheder typisk 6 – 10 Mkr i bruttoløn, dvs. inkl. bonus og frynsegoder. I enkelte ekstreme tilfælde betyder aktieoptioner at aflønningen kan komme væsentligt højere op, men det er undtagelser. I forhold til en medarbejder på “gulvet” som tjener måske 300.000 kr. om året, er det 20 – 30 gange højere.

I USA er billedet anderledes. Arbejderen på gulvet tjener sjældent over 200.000 kr. om året og topdirektøren kan let komme op på 20 – 40 Mkr. Nogle tjener langt mere, men også det er undtagelser. Forskellen er altså at direktøren tjener 100 – 200 gange så meget som arbejderen.

Skaber den store ulighed i USA dynamik og velstand i samfundet? Jeg tvivler, i hvert fald så længe direktøren blot er “ansat”, dvs ikke ejer af nogen væsentlig del af virksomheden. Som ansat direktør løber direktøren nemlig ikke nogen væsentlig personlig risiko, og i nogle tilfælde får han endda sin løn/bonus selvom virksomheden klarer sig dårligt.

Frank Calberg, som ofte skriver kommentarer her på bloggen, har et interessant indlæg herom på sin blog: http://frankcalberg.blogspot.com/2009/01/what-promotes-economic-growth-better.html.

Efter min mening er det op til et vist niveau helt rimeligt at topledere får en høj løn. Deres indsats er afgørende vigtige for mange menneskers job og liv, de arbejder under stort pres og de har et stort ansvar. Men der er en grænse, og den synes jeg forlængst er overskredet i USA. Prisen for alt for stor ulighed i lønnen? Den er at ledelse og medarbejdere ikke mere oplever sig selv om et team der er i samme båd. Hvilken medarbejder vil slås for sin virksomhed, hvis han eller hun oplever at goderne er åbenbart urimeligt fordelt?