Jeg er optaget af at finde ud af hvad der skal til for at mennesker skaber større værdi på deres arbejdsplads. Hvordan vi kan finde præcis den kombination af arbejdsopgaver der er optimal for den enkelte. Hvordan vi kan sammensætte afdelinger og teams sådan at teamet fungerer optimalt ogsådan at man har størst mulig glæde af kollegerne. Hvordan vi kan vælge de mennesker der fungerer bedst som ledere, og hvordan vi kan træne dem så de skaber rammerne for at medarbejderne fungerer optimalt. Hvordan vi kan skabe større mening med arbejdet og større arbejdsglæde.
Mit spørgsmål er nu: Hvor stort er potentialet egentlig? Tænk på dig selv i det job du har, eller i det seneste job du har haft. Hvor meget større værdi kunne du skabe, hvis alle planeterne stod på række, dvs. hvis alle forholdene omkring arbejdet var optimale. 10%, 50%, 100% eller hvad?
Deltag i afstemningen tilhøjre og skriv gerne en kommentar nedenfor!
Politiken skrev lørdag at folkeskolen er som et skilsmissebarn: fanget mellem regering og opposition som strides om barnet. Begge har sikkert de bedste hensigter, men barnet lider. Avisen har ret, og der er ikke udsigt til forbedring foreløbig.
Men prøv lige at lave et tankeeksperiment: At regering og opposition blev enige om at opstille fx. fem overordnede mål for folkeskolen de næste ti år, og derefter udbød opgaven i licitation på kvalitet. Prisen skulle der ikke konkurreres om; den kunne være at det nuværende udgiftsniveau pr. elev blev fastholdt de næste ti år med kompensation for stigninger i fx. forbrugerpris indekset. Måske ikke én stor licitation, men så fx. en licitation pr region. Målene kunne være fx. en forbedring af Danmarks placering i Pisa undersøgelserne eller hvad politikerne ellers kunne blive enige om.
Licitationen skulle være åben for alle. Fx. kunne lærere og skoleledere i regionen lave et konsortium (firma) sammen med lokale virksomheder, undervisningsinstitutioner eller andre for at byde på opgaven. Målet skulle være givet, men midlerne var op til de der bød på opgaven. Altså ingen krav om klassekvotienter, antal lærertimer, elevplaner og de mange andre administrative krav som skolen er udsat for. Det er resultaterne der tæller.
Jeg ved godt at dette tankeeksperiment er totalt urealistisk. Det går Folketinget aldrig med til. Men ved at tænke på den måde ville det blive klart hvor mange overflødige og skadelige bånd vi har pålagt folkeskolen fra centralt hold, og hvor meget disse bånd (læs: bureaukrati) skader lærernes motivation og skolens egentlige opgave: at give eleverne de bedst mulige forudsætninger for at kunne fungere i og bidrage til det samfund de som voksne skal leve i.
Jeg vil vove den påstand, at et konsortium med den rette ledelse kunne bringe folkeskolen tilbage blandt de fem bedste i verden på ti år og samtidig 1) indtjene et klækkeligt overskud til deltagerne, 2) have de mest tilfredse lærere og øvrige medarbejdere, 3) have de mest tilfredse elever og forældre, og 4) have en virksomhed der på sigt kunne eksportere skoleledelse for et milliardbeløb og dermed skabe hundredvis af nye jobs i Danmark.
Det går som sagt aldrig. Men måske skulle vi bare prøve på Fyn?
Her er en ualmindelig god bog om ledelse af en ualmindelig institution, nemlig Folkekirken. Klogt skrevet af Erling Andersen og Mogens Lindhardt, som bruger den nyeste viden om ledelse på en institution der altid har haft svært ved at acceptere selve begrebet.
Kirken er en organisation hvis opgave er at lede tro. Den definition havde jeg ikke hørt før, men jeg synes den giver mening. Især når forfatterne med stor indsigt i moderne ledelsesteori og med respekt for de særlige forhold der gælder for en kirke i forhold til andre institutioner, peger på hvad kirken skal gøre for at komme til at fungere bedre og for at blive mere relevant i det samfund, vi lever i idag.
En varm anbefaling. Udkommet på Gyldendal Business. Koster 300 kr (vejl). Alle pengene værd!
Tirsdag var jeg til TEDxCopenhagen; en af de mest spændende konferencer jeg nogensinde har deltaget i. Arrangeret af Wemind med støtte fra bl.a. Københavns Kommune, Politiken, DR og SticksnSushi samlede TEDx 300 deltagere til 18 minutters foredrag om så forskellige emner som mikrbiologi, stress, rumfart, vejrtrækning, fattigdomsbekæmpelse, arbejdsglæde, frygt og genetik.
Debatten summede som jeg sjældent hat hørt det og ideerne til hvordan Danmark og verden kunne blive et bedre sted at være, var der rigtig mange af. Visionære i modsætning til “mer af det samme” som vi hører fra Regeringens Vækstforum. Jeg vil påstå at en halv dag sammen med den gruppe der deltog i TEDx, ville give Regeringen fem gange flere relevante forslag om Danmarks fremtid, end 18 måneders arbejde i Vækstforum støttet af ubegrænset sekretariatsbistand fra fire ministerier.
Det er flovt. Og det er tragisk for Danmark der virkelig mangler nytænkning om sin fremtid. Er vi virkelig så konservative, socialdemokratiske (Venstre) og så småborgerlige (Dansk Folkeparti) at vi slet ikke er interesseret i nytænkning?
Om nogle dage ligger foredragene fra TEDxCopenhagen på nettet. Se www.tedxcopenhagen.dk.
Så kan man jo håbe på at nogle i Regeringen trods alt ser dem. Debatten og de mange ideer slipper de for…
Det er ikke så tit at en dansker bidrager med et nyt begreb. Men Jacob Bøtter præsenterer et sådant i sin nye bog: NQ. Netværkskvotient kalder han det. Evnen til at skabe og fastholde relationer og udnytte disse til at skabe værdi.
Det er en markant bog. Beskeden i udstyr, men rig i indhold: 55 konkrete eksempler på hvordan sociale medier kan anvendes til at involvere kunder, brugere, leverandører, medarbejdere og offentlighed i det, organisationen gør. Skrevet lige ud af landevejen og ret så provokerende. Hvis du efter at have læst bogen har færre end ti ideer til hvad du kunne gøre personligt og i dit job, så tror jeg at du skal overveje om du mangler fantasi. For der er rigtig meget at hente.
Jacob Bøtter er 24 år og allerede en af landets førende pionerer inden for sociale medier. Ingen har større erfaring end Jacob som indtil nu har rådgivet over 100 virksomheder og to statsminsitre med at opbygge social kapital med sociale medier.
Mere på www.nq.dk. Bogen er set til 179 kr og kan købes i Arnold Busck kædens 34 butikker og hos en række andre boghandlere. Se www.bogpriser.dk.
Jeg hører og holder mange taler. Flere end de fleste. Selv prøver jeg at gøre det lidt bedre hver gang og nu har jeg fået en bog som vil hjælpe mig til netop det!
Kristian Madsens bog: “Skriv bedre taler”, som netop er kommet på Gyldendal Business, kan jeg lide fordi den har masser af gode eksempler som jeg bliver inspireret af. Den har også kloge ord om talens opbygning og virkemidlerne, men det der flytter mig, er eksemplerne. Og de er danske så jeg umiddelbart kan forstå dem og den sammenhæng de indgår i. Køb bogen og lav en lille forbedring hver gang du skal sige noget i en forsamling. Så bliver du værd at høre på.
En af mine yndlingsbøger er “The Vest Pocket CEO” – direktøren i jakkelommen. Den fortæller i kort form hvad hovedpointen er i forskellige ledelsestænkeres arbejde. Jeg har haft bogen i 20 år og kigget i den mange gange.
Nu har Henrik Ørholst skrevet en bog på dansk i samme retning: GURU hedder den. Og den handler om de 20 største ledelseseksperter; hvem de er og hvad hovedpointerne i deres teorier og systemer er. Geert Hofstede på bare 13 sider. YES! Michael Porter på 20 sider. YES! Og så videre.
Du bliver selvfølgelig ikke ekspert i teorierne på 13 eller 20 sider, men du kan fange ideerne. Og de ting der klinger hos dig, kan du bore dybere ned i vmed den litteraturliste der findes efter hvert kapitel.
Seks kokkehuer!
I den seneste tid har vi oplevet hvordan flere venstrefolk har erkendt at alt faktisk ikke var så godt som Anders Fogn Rasmussen, Christian Hjort Frederiksen, Lars Løkke og deres spindoktorer hårdnakket har hævdet siden 2001. Medvinden fra højkonjunkturen og de store olieindtægter fra Nordsøen blev ukritisk brugt til at dele “gaver” ud og til at undgå at prioritere og udvikle den offentlige sektor. Resultat er at vi nu bruger 66 mia. kr. mere på offentlige opgaver end i 2001. Det er helt forståeligt at Venstrefolkene udtaler sig i forsigtige vendinger, men realiteten er at der har været tale om dårlig ledelse fra især Anders Fogh og Bendt Bendtsens side presset af et uansvarligt Dansk Folkeparti. Vel at mærke med fuld accept fra oppositionen. Hvis vi synes ledelsen har været slap under VKO regeringen er det intet imod hvad vi ville have set med S-SF ved rorpinden. Husk fx. Socialdemokraternes 26 velfærdsrettigheder, som – hvis de var blevet gennemført – ville have været langt dyrere for samfundet end VKO regeringens politik.
Noget af det vi lider under nu, er manglende reformer 2001 – 2009, hvor vi havde alle muligheder for at gennemføre dem – naturligvis under forudsætning af at vi havde haft politikere der ville og kunne forklare fornuften i at handle i tide. Det var den opgave Fogh og Bendtsen svigtede. For selvfølgelig var der ikke vælgertilslutning til reformer som ingen forstod.
Politisk lederskab er ikke at styre efter meningsmålinger sådan som både regering og opposition har gjort det de sidste ti år. Lederskab er at tage bestik af situationen, at stå fast på sine grundværdier, at sætte sig ambitiøse mål og lægge planer for at nå dem og så at opnå tilslutning til planerne fra befolkningen sådan at de kan gennemføres med bred opbakning. Ledelsessvigtet de sidste ti år er at både regering og opposition har opgivet på forhånd: Befolkningen forstår ikke hvad der foregår og derfor vil vælgerne naturligvis ikke støtte reformer, der kan koste dem penge eller privilegier. Det tror jeg er en grov undervurdering af danskerne. De fleste danskere kan godt forstå at vi står over for store udfordringer og de fleste vil gerne være med til at handle også selvom det på kort sigt kan koste dem penge. Men kun hvis politikerne forklarer sammenhængen og kun hvis de tiltag som skal gennemføres, er gennemarbejdede og velbegrundede.
Derfor er mit råd til V og K: Erkend de fejl I begik og læg Fogh og hans politik bag jer. Formuler en ny politik der passer til de kommende ti års udfordringer og læg begrundelserne frem så I kalder en spade for en spade. Frygt ikke vælgerne; opdrag os i stedet for.
I morgen starter en stor og vigtig international konference i Odense om AAL – Ambient Assisted Living, dvs. den teknologi vi kan bruge til at hjælpe mennesker med at fungere bedre, herunder længst muligt i eget hjem. Det er et scoop for Danmark at vi har fået konferencen hertil og dejligt at vi har så mange gode initiativer i gang på området. Jeg er engageret i et af dem, nemlig som formand for Welfare Tech Region, http://www.welfaretechregion.dk/da
I forbindelse med konferencen gennemtænkte jeg vores mentale model for velfærdsteknologi i Danmark. Det var tankevækkende:
- Problemet opfatter vi først og fremmest som et økonomisk problem og et problem med at skaffe medarbejdere der kan levere al den service, som især de ældre får brug for i de kommende år. Men kunne vi ikke opfatte problemet som en mulighed? Rigtig mange mennesker holder sig friske langt længere end før; de kan få en højere livskvalitet end før og de har noget at bidrage med til samfundet i mindst ti år længere end før.
- Formålet med den indsats der skal gøres er kort sagt overlevelse, dvs. at undgå at problemet vokser os over hovedet. Men kunne vi ikke opfatte formålet modsat: At give mennesker mulighed for høj livskvalitet gennem hele livet; herunder mulighed for at bidrage til samfundet i flere år end nu?
- Midlerne vi bruger kan udtrykkes helt enkelt: At bruge al mulig teknologi til at holde de ældre ude fra det offentlige system ved at holde dem længst muligt i eget hjem. Men kunne vi ikke gøre det modsatte: Engagere og involvere de ældre mest muligt i samfundet, herunder opgaven at hjælpe andre medborgere til højere livskvalitet?
- Processen vi bruger,er traditionelt lineær: Identificere behov, udvikle løsninger, afprøve, dokumentere og sælge. Men kunne vi ikke i stedet arbejde sammen med de ældre og i fællesskab finde frem til og udvikle løsninger der dækkede de ældres (og andres) behov?
- Organisationen er i dag opdelt i mange små siloer der hver har deres opgave: Nogle planlægger, andre leverer, andre kontrollerer, nogle sammenligner best practice, nogle forsker, nogle samarbejder med erhvervslivet, andre køber ind osv. osv. Kunne man ikke i stedet fungere i netværk på tværs, hvori de ældre selv indgår og hvori deres behov og ønsker var omdrejningspunktet?
- Menneskene der arbejder i sektoren er specialister; dvs professionelle inden for hver deres felt. Men kunne vi ikke med fordel inddrage folk der var eksperter i at arbejde på tværs? Folk der kan tænke i helheder og folk der kan formidle samarbejde?
- Fokus er på at øge produktiviteten pr udgiftskrone og pr arbejdstime. Men kunne vi ikke i stedet fokusere på innovation; radikal innovation som ikke bare er småforbedringer af den måde vi gør tingene på i dag?
Er jeg bare himmelråbende naiv? Skriv en kommentar..
PS: Vil du lære mere om hvordan man analyserer mentale modeller og finder på nye, så er der en opskrift i Kolind Kurens værktøjskasse, kapital 7.
Det her er en revolution! Så ekstremt simpelt og dog så megen ny information – og tilmed gratis; i hvert fald indtil videre: Sociability Factor.
Prøv at gå ind på https://sociabilityfactor.com/. Meld dig til beta testen og forhåbentlig får du chancen for at prøve det nye værktøj i halvfærdig form inden det begynder at koste penge. Iøvrigt meget få penge: Et røngtenbillede af en afdeling på 25 mennesker for 125 dollars, altså ca 700 kr. Det tror jeg de fleste organisationer har råd til. Men altså indtil videre gratis.
Du kan se et billede i tre dimensioner: Hvem samarbejder med hvem. Hvem deler viden med hvem og hvem har tillid til hvem. Du får tre kort hvor de enkelte personer er boller i forskellig størrelse og hvor du kan se forbindelserne imellem dem. Ganske som på et almindeligt røngtenbillede. Det tager ti minutter at sætte op; hver person bruger under fem minutter på at svare på spørgsmålene og så har du billedet. Helt enkelt: Du kan sammenligne den officielle organisation med den virkelige organisation.
Men pas på! Billederne skal tolkes med omtanke. Du ser måske at en person (Alfred) er meget central; han samarbejder med næsten alle, mens en anden person (Birger) nærmest er en ø. Hvad siger det? Her er det du skal bruge hovedet. Måske er Alfred den krumtap hele organisationen drejer om. Så ved du det og det er godt at vide når du skal vurdere hvordan han kan skabe størst mulig værdi for helheden. Men billedet viser måske også at Alfred er en flaskehals; et magtmonopol? Og Birger. Er han værdiløs fordi han ikke samarbejder med så mange andre? Måske, men det kan også være at han er meget værdifuld fordi han løser sine opgaver koncentreret og effektivt? Derfor: Spring ikke til konklusioner, men brug billederne til at få en dialog i afdelingen. Hvordan bruger vi hinanden? Hvordan kan vi bruge hinanden bedre? Hvorfor udnytter vi ikke Birgers store viden? Hvorfor er Alfred åbenbart en flaskehals? Hvorfor arbejder vi ikke mere sammen på tværs? Hvordan kan den viden Alfred har, spredes ud til flere?
Fortæl os andre om dine erfaringer!
