Kolind Kuren

Hvis Grundfos ikke havde en udviklingsafdeling ville vi være færdige som virksomhed om fem eller ti år. Udaf de 18.000 medarbejdere har vi ca. 1200 i gang med at udvikle nye teknologier og produkter, og omkostningerne hertil udgør ca. 5% af det samlede budget. Man skulle ikke tro at vi kunne blive ved med at forbedre noget så simpelt som pumper. Strengt taget er en pumpe blot et skovlhjul der roterer i et metalhus og dermed forøger trykket af en væske. 1200 PhD’er civilingeniører, fysikere, matematikere, kemikere, økonomer, antropologer og andre specialister til bare at udvikle bedre pumper!

Tænk hvis Danmark havde en udviklingsafdeling. I Danmark er vi knap 6 millioner mennesker, dvs ca 300 gange så mange som i Grundfos. Havde Danmark været som Grundfos skulle vi have 400.000 højt uddannede specialister på alle relevante områder, som kun havde én opgave: At udvikle Danmark. Det er helt vildt, så tag en tiendedel af det antal: 40.000 specialister i Danmarks udviklingsafdeling.

Det første spørgsmål de ville stille, er: Hvad er det for et samfund, som ledelsen (folketinget) stræber efter at Danmark skal være? Jeg tror politikerne kunne blive enige om i hvert fald fire ting: 1) Danmark skal have økonomisk vækst, men den skal være bæredygtig. 2) Der skal være både frihed og tilskyndelse for alle til at tjene penge og skabe noget, men vi skal tage os godt af de svageste, 3) Vores børn og unge skal have de bedste uddannelser i verden, men de skal også bestille noget for at få dem, 4) Vores sundhedsvæsen og ældrepleje skal være i verdensklasse.

Forestil dig at politikerne sagde det klart: Det er det samfund vi ønsker, og udviklingsafdelingens opgave er at finde ud af hvordan vi får det. Det behøver vi ikke 40.000 specialister til at fortælle os. Bare 4.000 ville gøre det, hvis ledelsen var i orden og hvis ellers politikerne ville lytte til hvad udviklingsfolkene fandt frem til.

Og det er præcis det der er problemet i dag: Utallige kommissioner har fundet frem til hvad der skal gøres, men politikerne lytter ikke: Socialkommission, arbejdsmarkedskommission og velfærdskommission er bare tre eksempler; alle har de udarbejdet gode og velbegrundede forslag som politikerne ikke har villet lytte til.

Men nytter en udviklingsafdeling så ikke noget? Jo det gør den, fordi den kunne knytte de mange gode enkelt initiativer sammen til planer som både politikere og befolkning kunne forstå.

De fleste mener at politikere er sat i verden for at være uenige. Det er noget vrøvl. Politikere er sat i verden for at lede samfundet. De skal udvikle samfundet så det bliver bedre til at løse de opgaver som bedst løses i fællesskab. Hvis de bruger tiden på at skændes, spilder de tiden.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Berlingske søndag bringer i dag et stort interview om hvordan man klarer kolbøtter som dem jeg har været ude for. Et lille videoindslag her giver hovedpointen: http://www.business.dk/industri/detroniseret-kolind-fortryder-intet

Jeg har nu prøvet at blive udråbt til idiot to gange, så jeg har mere erfaring end de fleste. Mit råd er enkelt: Hvis katastrofen er uafvendelig, så stil dig i spidsen for den!

Tænk hvis Ole Sohn fra første færd havde sagt det som det var: Vi modtog penge fra Sovjetunionen, og det kan vi godt i bagklogskabens klare lys se, at vi ikke skulle have gjort. Så ville der have været nogle dages støj, og så var den sag død. Der er hundredvis af eksempler på det samme, og hver gang er konklusionen at ting ikke kan skjules (heldigvis) og at det havde været langt bedre at indrømme sine fejl, hvis man har lavet nogen.

Hvis du er uenig med din bestyrelse, så lad være med at sige at du forlader virksomheden “efter fælles overenskomst”. Sig det som det er: At I er uenige om retningen, eller at du mener der er behov for fornyelse, mens bestyrelsen hænger fast i den måde I plejer at gøre tingene på. Det afføder respekt – og det giver selvrespekt.

Folk skal nok finde ud af hvad den virkelige historie er. Som fx. Hanne Sindbæk der i fredags skrev en kommentar i Nyhedsbrev for Bestyrelser om hvad der sker på Grundfos. Den findes også på Hanne Sindbæks blog http://sindbaek.blogspot.com/2011/12/niels-due-jensens-karakterselvmord.html

Så er der vist ikke meget mere at sige om den sag.

For mig vil 2012 især stå i “Unboss” lys. Jeg er optaget af to problemstillinger:

1. Hvordan store og veletablerede organisationer der er stivnet i selvtilfredshed og bureaukrati, kan komme ind i en ny og positiv “livscyklus”. Det var det, KolindKuren (2006) handlede om, og emnet er mere aktuelt i dag end nogensinde. Statsinstitutioner, kommuner, offentlige og private virksomheder, politiske partier og organisationer har mere end nogensinde behov for at forny sig selv. KolindKuren gav et svar, men Unboss går langt videre.
2. Hvordan vi som ledere kan gå foran når ting skal fornys og forandres. Helt kort er det transformationen fra at være chef for en organisation til at blive leder af en bevægelse. En Unboss er netop det: leder af en bevægelse. Og pointen er at banker, industrivirksomheder, transportselskaber, energiselskaber, universiteter, skoler, medievirksomheder, departementer, institutioner og foreninger skal til at opfatte sig selv som bevægelser, hvis de vil vinde i den konkurrence der kommer de næste ti år.  

Sikken et privilegium pludselig at få mere tid til at gøre noget ved de opgaver! Hvis du har nogle gode råd i den forbindelse, så del dem med os andre her på bloggen…

Skriv en kommentar!

Det er blevet til over 200 pressehistorier i sidste uge om min beslutning om at trække mig fra Grundfos; Det siges at være rekord. Men omstændighederne er også usædvanlige: virksomheden er suveræn; resultaterne imponerende; fremtiden lovende og ledelsen kompetent. Jeg har været primus motor i at gennemføre et generationsskifte som har været svært, men som alle er enige om er endt godt. Der er ingen planer om at rulle noget som helst tilbage.

Men inden støvet lagde sig kom en “black swan” flyvende: Bogen om Niels Due Jensen, Arvtageren. Pludselig blev detaljerne i en proces som bestemt foregår bedst bag lukkede døre, rullet op. Der er en grund til at sådanne historier altid for lov til at ligge mindst ti år inden de offentliggøres. Det gjorde ondt for selvfølgelig er et sådant forløb svært og til tider dramatisk. Sådan er det altid, og Grundfos historien er bestemt ikke værre end andre. Heldigvis er det nu klart at der er så mange kilder til bogen, at den mistanke som i begyndelsen blev rettet mod mig om at give fortrolig information til bogen, er væk (JP i lørdags).  Dejligt, for det generede mig voldsomt. Men uroen i forbindelse med offentliggørelsen af bogen skabte usikkerhed og frustration og i den forbindelse valgte jeg så at sige farvel efter 13 år som formand/næstformand i Grundfos og Poul Due Jensens Fond.

Livet går videre i Bjerringbro, men ærgrelsen over at pressen fik anledning til at skrive så meget negativt om Niels Due Jensen er der stadig. Den behandling fortjente han ikke. 

Ingen forstår at jeg fortsætter som formand for koncernbestyrelsen i Grundfos indtil april. Det opfattes nærmest som uhørt! Men hvorfor dog det? Vi er jo ikke grundlæggende uenige om noget som helst i ledelsen af Grundfos; værdierne ligger fast, strategien er klar og der er fortsat et godt samarbejde om at løse alle de små og store problemer der opstår hver dag når man driver en stor virksomhed. Selvfølgelig er der nogle skår der skal klinkes efter at stormen har lagt sig, men det gør man bedst når man smøger ærmerne op og trækker i fællesskab.

Jeg tager det helt roligt at jeg i ugen der gik, er blevet udnævnt til ugens taber og at jeg er blevet dømt ude af dansk erhvervsliv for evigt. Journalister og komentatorer skal jo skrive om noget. Husk på hvor stor en idiot jeg var da jeg (ikke) foreslog 40% skat på Fyn i 2007. Dengang var jeg også en færdig mand. Storbytosse og det der var værre. Siden da har jeg i grunden haft det rigtig godt, startet næsten ti nye virksomheder og endda tjent penge på det. Og jeg har flere på vej.

Folk der sidder med hænderne i skødet får ingen tæsk. De synker hen i passiv ligegyldighed. De tør ikke noget. De gør ikke noget. De vil ikke noget. Det kalder jeg fattigdom. Jeg vil stadig en hel masse og jeg har ressourcerne til at gøre noget ved det. Der er stadig virksomheder der skal startes; forretningsideer der skal prøves. Der er stadig samfundsopgaver der skal løses. Her er en liste over hvad jeg har i gang i øjeblikket:

Jeg er medejer af 12 virksomheder: Kolind A/S, Løndal Gods, Addithus Skov, Sømer Skov, Salten Langsø Skovadministration, Wemind, KeepFocus, PeopleTools, Co’ensus, Spiir, Zealand Pharma og Younoodle og jeg er aktivt med i de fleste. Jeg sidder derudover i bestyrelsen for bl.a. Grundfos Holding A/S, Poul Due Jensens Fond, Tooling Invest og Jacob Jensen Holding og jeg er med i repræsentantskabet for Kristeligt Dagblad og Danske Bank. Jeg er formand for Welfare Tech Region og med i en række andre initiativer rundt i landet. Jeg er adjungeret professor ved Århus Universitet og netop færdig med min nye bog, Unboss. Invitationer til foredrag er der mange af. Jeg bruger min erfaring i det bedste toplederprogram i Norden: LinKS i samarbejde med verdens førende business school, Wharton, hvor jeg både underviser og formand for LinKs advisory board. Glem ikke spejderarbejdet: Jeg er medlem af World Scout Committee og past chairman for the World Scout Foundation og der er jeg med til at transformere det der i al beskedenhed er verdens største børne og ungdomsorganisation. 30 millioner unge der skal gøres til næste generation af ledere i 164 lande. Vent og se. Og så har jeg sikkert glemt noget.

Der skal nok blive et liv efter Grundfos…

Jeg forstår godt at mange undrer sig over at jeg nu har besluttet at forlade Grundfos til april næste år. Pressemeddelelsen (forrige blogpost) siger det meget præcist: Jeg har haft god opbakning fra bestyrelsen hidtil, men den opbakning har jeg ikke mere.

Set i et lidt større perspektiv har min opgave været at hjælpe Grundfos gennem transformationen fra familieejet/familieledet til familietilknyttet virksomhed. Inden Grundfos stifter, Poul Due Jensen, døde i 1977 ændrede han Grundfos til at være en familieejet til at være en familietilknyttet virksomhed ved at oprette Poul Due Jensens Fond som i dag ejer 87% af Grundfos. Poul Due Jensens Fond er en alment velgørende fond, hvis formål er at være den bedst mulige ejer af Grundfos. Fonden må ingensinde føre midler tilbage til familien; derfor er den ikke en familiefond. Grundfos er altså i dag en fondsejet virksomhed med en tilknytning til stifterfamilien. Hvis der i stifterfamilien er en person der er kvalificeret til at lede Grundfos, vil alle glæde sig over det som det har været tilfældet med Niels Due Jensen der var koncernchef indtil 2003.

Som man kan læse i biografien om Niels Due Jensen (Arvtageren) kommer meddelelsen om min afgang efter en svær proces i bestyrelserne med en række spørgsmål om det man kalder ”god ledelsesskik”: Kan man sidde i en bestyrelse, hvis man er økonomisk afhængig af formanden? Kan en bestyrelsesformand uden videre gå imod en bestyrelsesbeslutning som direktionen er i gang med at gennemføre? Kan en bestyrelsesformand gribe ind i de enkelte medarbejderes arbejde uden om direktionen? Hvor langt kan stifterfamilien gå for at sikre “arvefølgen” i virksomheden?

Det har været min opgave som (tidligere) formand for bestyrelsen i Poul Due Jensens Fond at finde løsninger på disse problemer, og med godt samarbejde fra alle i bestyrelserne er det hidtil lykkedes; alle beslutninger i de to bestyrelser er truffet enstemmigt. Jeg er glad for opbakningen, men situationen er ganske enkelt at jeg nu ikke har den opbakning mere, og derfor har det ingen mening at fortsætte arbejdet. For mig er det helt afgørende at også en fondsejet virksomhed som Grundfos følger god ledelsesskik, og hvis der ikke er opbakning hertil i bestyrelserne må jeg trække mig tilbage.

Jeg har haft 13 gode år i Grundfos bestyrelser og ikke mindst sammen med Niels Due Jensen har jeg været med til at træffe en lang række beslutninger som jeg er stolt af og glad for, og som jeg tror, har haft betydning for den succes, som Grundfos oplever i dag. Faktisk mener jeg at Grundfos er en af de bedste virksomheder i Danmark, og jeg tøver ikke med at anerkende Niels Due Jensens indsats i den forbindelse.

Længere er historien egentlig ikke.

I disse dage skrives der ti avissider pr dag om den påståede magtkamp mellem Niels Due Jensen og mig i Grundfos. Anledningen er den bog “Arvtageren”, som Gyldendal udgiver om en uge med Birgitte Erhardtsen som forfatter. Bogens emne er Niels Due Jensens liv og især hans store og bemærkelsesværdige indsats for Grundfos gennem fem årtier. I sandhed en indsats der fortjener en biografi, som forhåbentlig kan inspirere mange andre til at arbejde lige så dedikeret for deres virksomhed som han. Jeg håber at mange vil læse bogen!

Bogen beskriver også forløbet de sidste par år, som er endt med at Niels Due Jensen har givet stafetten som koncernbestyrelsesformand videre til mig. Det er selvfølgelig ikke gået helt stille af og andre kan måske få glæde af at følge processen, men det er mærkeligt at se hvordan denne beskedne parentes i den store sammenhæng kan vendes, drejes og kommenteres i næsten samtlige erhvervs-medier i et sådant omfang at bogens egentlige substans glider helt ud. Det vigtige i sagen er faktisk at her har vi en erhvervsleder der – sammen med mange andre i et godt teamwork – har bygget videre på sin fars arbejde og skabt det der i dag måske er Danmarks bedste virksomhed. Grundfos spiller en kæmpe rolle for samfundet på tre områder:

1. Grundfos skaber mellem 5.000 og 10.000 gode og værdiskabende jobs i Danmark. De jobs betyder mellem 2 og 5 milliarder kroners skatteindtægter hvert år.
2. De over 100 millioner Grundfos pumper verden over sparer energi svarende til mange fuldvoksne kraftværker idet de er langt mere effektive end de pumper de afløste eller de pumper man kan få fra konkurrenterne. Grundfos pumper leverer rent vand tilmillioner af mennesker.
3. Grundfos driver forretning på et værdigrundlag som er (næsten) enestående. Grundfos sætter vand og energi højere end profit; Grundfos er et forbillede mht bæredygtighed på alle områder og Grundfos sætter mennesker over systemer.

Jeg er enormt stolt af at være formand for Grundfos og for at have været med i bestyrelsesarbejdet både i koncern og fond de sidste 13 år. Der er så meget vi skal udrette i de kommende år at jeg glæder mig til at pressestormen lægger sig og at vi igen kan koncentrere os om at gøre vores arbejde!

Min kone, Vibeke Riemer, stiller op til Folketinget i Vestjyllands Storkreds for Liberal Alliance. Se www.vibekeriemer.dk.

Det er en mærkelig fornemmelse for mig bare at følge med i kulissen når man har prøvet selv at være i front. Spændende at følge debatten og lytte til argumenterne. Jeg synes hun er modig som 64 årig at stille op for et parti, der er mest populært blandt yngre mænd. Men det er en god idé at hun stiller op for Liberal Alliance er efter min mening ikke et parti fortrinsvis for yngre mænd i arbejde. Det er et parti der arbejder for et rigere samfund (vækst), et samfund med større frihed, et samfund hvor staten bestemmer mindre og mere er overladt til os borgere, og et parti der vil fjerne bureaukrati og overflødig kontrol i det offentlige.

Det program burde tiltale hele befolkningen; ikke mindst kvinderne og ikke mindst de ældre. Jeg håber at du vil stemme på Liberal Alliance og på Vibeke, hvis du bor i Storkreds Vestjylland. Hun vil være et stort aktiv i Folketinget.

Følg med i Vibekes blog på www.vibekeriemer.dk.

Rød og blå blok kappes om at bruge penge. Renovere skoler, 10.000 uddannelsespladser, max 30 minutters ventetid på skadestuen, tilskud og puljer til alt mellem himmel og jord. Hver gang politikerne vil bruge en milliard koster det en gennemsnits husstand 500 kr i runde tal.

Alle de penge skal komme et sted fra, og det sted er erhvervslivet; nærmere bestemt de virksomheder der producerer varer og tjenesteydelser til eksport.

Tænk fx på en dansk eksportvirksomhed med 100 medarbejdere. Den omsætter for 100 Mkr og tjener 10 millioner før skat til ejerne, hvis den går godt. Hvor meget tror du egentlig en sådan en virksomhed leverer til samfundet i form af  skatter og afgifter hvert år? 5 millioner? 10 millioner, 20 millioner?

Svaret er ca. 50 millioner. De 30 er den skat virksomheden opkræver af medarbejdernes løn. De 14 er moms, andre afgifter og skatter fra de underleverancer som virksomheden køber. De 2½ million er selskabsskatten af overskuddet og ca 3½ million er den skat ejerne betaler når de tager overskuddet ud som udbytte.

S og SF vil beskatte de højeste indkomster højere. Millionærskatten til ejeren kan måske give nogle hundrede tusinde ekstra. Men hvis det betyder at ejeren starter sin næste virksomhed i udlandet, er det en dårlig forretning. Samfundet tjener nogle hundrede tusind, men taber 50 millioner. Plus at 100 medarbejdere mister deres job.

Det er den udvikling Danmark er inde i, og det bliver kun værre. Vi har mistet 200.000 jobs i det private erhvervsliv de seneste år og det er fordi det ikke er attraktivt at skabe nye jobs i Danmark. Der er undtagelser, men tendensen er klar: Vi mister de indtægter som politikerne kappes om at bruge på sundhed, uddannelse, miljø og andre “vindersager“.

Jeg er bestyrelsesformand for Grundfos med 17.000 medarbejdere og en omsætning på 20 milliarder. Heldigvis har Grundfos ikke planer om at flytte, men jeg tør slet ikke tænke på hvad det ville betyde for Danmark, hvis Grundfos flyttede til udlandet. Umiddelbart vurderer jeg at det ville løbe op i 5000 tabte arbejdspladser og tabte skatter og afgifter på 3-5 milliarder hvert år når vi tager underleverandørerne med. Selskabsskatten er det mindste: Et par hundrede millioner.

Derfor bør valget først og fremmest handle om hvordan vi skaber mere vækst og flere jobs i Danmark så vi har nogle penge at bruge på velfærden. Der er kun én vej: at gøre det mere attraktivt at skabe nye jobs i Danmark og at arbejde mere. At sænke skatten på den sidst tjente krone er det vigtigste middel hertil. Umiddelbart giver det naturligvis færre penge i samfundets kasse, men allerede efter få år bliver der overskud. Det er det, økonomerne siger med beregningerne i DREAM modellen, og det er derfor det betyder rigtig meget, hvilket parti og hvilken politik du stemmer på. Velstand kommer før velfærd.

Det er trist at dette ikke er gået op for danskerne. Jeg har været med til at starte 22 virksomheder; jeg har mit på det tørre og jeg klarer mig nok, men det ærgrer mig at at dette dejlige land stille og roligt er på vej til at blive fattigere med alt det, det indebærer af social uro og problemer. Politikerne fra alle partier ved det og alligevel overbyder de hinanden med valgflæsk.

Jeg synes det er flovt. ØV! Hvad synes du? Skriv en kommentar.

Det er måske ikke nogen verdensnyhed, men i hvert fald en mærkelig fornemmelse at se endnu en sprogversion af en dansk bog, som jeg ikke forstår et kvæk af. Hvor mange danske ledelsesbøger er mon udkommet på thai?

Udover dansk, engelsk, svensk og spansk findes KolindKuren nu på kinesisk, russisk, koreansk og thai. Interessen har overrasket mig. Den danske og skandinaviske ledelsestradition som KolindKuren afspejler, ser mange i Asien som en “næste generation” i forhold til den amerikanske ledelsespraksis, som de bombarderes med. Datterselskaber af amerikanske virksomheder påtvinger kinesere en ledelsesform der med sit kortsigtede fokus på profit er fjern fra deres tradition. Resultatet bliver ofte derefter.

Det bedste i dansk ledelsestradition er respekten for medarbejdere, omgivelser og samfund når der skal tages beslutninger. Det betyder et mere tillidsfuldt samarbejde mellem parterne og dermed større tilfredshed og værdiskabelse for alle.

Måske skulle vi ranke ryggen og tro på at vi har noget at byde på, som andre kan have glæde af. Altså også i Thailand.

Ved TEDx Copenhagen sidste år hørte jeg Stig Severinsen tale om hvordan det er at holde vejret 20 minutter (tyve!) under vandet. Stig er 4-dobbelt verdensmester i den disciplin og jeg fik åbnet øjnene for hvor vigtigt det er at trække vejret (!) rigtigt. Plus en masse om at fokusere, koncentrere sig osv. Det glemmer jeg ikke!

Og nu arangerer Stig (se foto ovenfor) en “breatheology master class” med udgangspunkt i det, han kan:

“The Breatheology Master Class is a self-development process, which is taught in 3 steps over a period of 3 months. There are no prerequisites for diving, breathing, yoga, swimming, meditation or sports required”.

Det handler om personlig udvikling, og jeg er ikke i tvivl om at det vil flytte noget. Se mere på: http://breatheology.com/shop/vip-cruise-2011
Det er vist det vildste jeg endnu har set…

Jeg er ved at blive syg af dansk politik. Hvilket tidsspilde at bruge forsideplads og medietid på at drøfte om der skalvære 14 yderligere toldere på vagt og om der skal bygges de nødvendige faciliteter til dem.

Her er et bud på hvad jeg mener vi burde bruge kræfterne på:

1. Bæredygtighed. Vi kan gøre ekstremt meget for at gøre Danmark mere bæredygtigt i form af forretningsudvikling, investeringer, incitamenter, forskning og uddannelse. Alligevl er indsatsen ukoordineret og halvhjertet. Hvis vi bruger 100 kr i år på et projekt der betaler sig tilbage på tre år, så har vi i år fire og hvert eneste år derefter noget i retning af 30 kr. pr. år til at investere yderligere i fremtiden med. Dens slags projekter er der rigtig mange af, både for private, virksomheder og det offentlige.
2. Forskning og udvikling. Inden for alle områder af samfundet er der et kæmpe potentiale i at skabe ny viden og at udnytte den til samfundets gavn. Når Grundfos bruger 500 millioner på at udvikle næste generations cirkulationspumper (ja det koster det!) så giver det formentlig mersalg for 10 milliarder de næste 5 år plus en gigantisk energibesparelse de næste 20 år fordi pumperne er langt mere effektive end de pumper du har i kælderen. Grundfos pumper kunne spare fem procent af hele verdens elektricitetsforbrug! (ja du læste rigtigt). Og så er det noget så simpelt som pumper. Der er muligheder nok.
3. Afbureaukratisering. Min erfaring fra de virksomheder, jeg har arbejdet i, er at man altid med en målrettet indsats kan fjerne 10% af omkostningerne uden at det går ud over arbejdsglæden eller den service, kunderne får. I det offentlige er potentialet 20% eller mere. Først og fremmest fordi uduelige og populistiske politikere (både røde og blå) overlæsser de offentlige institutioner med regler om millimeterstyring. Jeg tror ikke en pind på de aktuelle røde og blå planer for afbureaukratisering – viljen til forandring mangler. Tænk hvilken forskel hvis vi fik frigjort 100.000 eller 200.000 offentligt ansatte til arbejde der nytter noget!
4. Frihed. Al erfaring viser at mennesker har det bedst hvis de selv kan bestemme over deres liv. Selvfølgelig skal der være grænser for friheden så fællesskabet kan fungere, men det formynder samfund vi har bygget op især i de sidste tyve år, er en farce. Det tager en af mine venner fire måneder at få lov til at bygge et skur ved hendes sommerhus, og jeg er lige ved at tro at sagsbehandlingen er lige så dyr som skuret! Er det uansvarligt at mene at jeg bedre kan prioritere hvordan jeg vil bruge mine penge, end Staten?
5. Her er plads til dit punkt!

Jeg har ikke givet op – og jeg tror det tager mange år, inden jeg gør det. Du og jeg stemmer sikkert ikke på samme parti, men kune vi ikke blive enige om at støtte de (få) politikere der har en mening om og arbejder aktivt med de opgaver der virkelig betyder noget?