“Ny løn i kommunerne er død” skriver Helle Munch Oldefar i en kommentar til sidste blogpost, der handlede om hvorfor offentligt ansatte ikke aflønnes efter fortjeneste. Det tror jeg at Helle har ret i, men hvorfor?
Ny løn var et ønske fra arbejdsgiverne (stat og kommuner) om at komme bort fra de “automatiske” systemer til at fastsætte lønnen. Arbejdsgiverne ville gerne kunne belønne medarbejdere der gjorde en særlig god indsats som ikke kunne afledes af anciennitet og uddannelse. Egentlig en rigtig tanke, som er en selvfølgelighed i den private sektor.
Der blev afsat en beskeden pujle af årets lønstigninger, som kunne fordeles individuelt hvert år. Men næsten alle jeg taler med - herunder Helle - siger at systemet ikke virker.
Er det rigtigt? Hvorfor?
De seneste dage har jeg været sammen med en organist. Han fortalte at han har et fuldtidsjob til en løn på ca 25 tkr/md - ikke så ringe endda. Han arbejder også for føden med masser af musikaktiviteter for børn, unge og ældre, koncerter osv.
Han forklarede mig at alle disse ekstra aktiviteter egentlig var frivillige. Hvis han bare passede sit job og spillede til de kirkelige handlinger og deltog i de obligatoriske møder, så ville han få nøjagtig samme løn, og ingen ville kunne fyre ham. Han skønnede at pligtopgaverne var godt halvdelen af jobbet, og at mange af hans kolleger var faldet arbejdsmæssigt i søvn og blot gjorde det de havde pligt til. Der var jo alligevel ingen arbejdsgiver som forlangte noget ekstra af dem eller som roste dem for en god indsats. Hvorfor så gøre mere end det minimum man bliver betalt for?
For mig peger eksemplet på to ting:
- Det er et sygt system der ikke belønner en ekstra indsats, men betaler nøjagtig det samme til gode og dårlige medarbejdere - især fordi man reelt ikke kan fyre en dårlig medarbejder.
- Systemet er vidt udbredt i den offentlige sektor, bl.a. i folkeskolen, hvor fremragende lærere får nøjagtig det samme som andre der laver det halve og skaber en fjerdedel værdi.
Hvorfor er der ikke nogen der gør oprør?
I Danmark får topdirektørerne for landets største virksomheder typisk 6 - 10 Mkr i bruttoløn, dvs. inkl. bonus og frynsegoder. I enkelte ekstreme tilfælde betyder aktieoptioner at aflønningen kan komme væsentligt højere op, men det er undtagelser. I forhold til en medarbejder på “gulvet” som tjener måske 300.000 kr. om året, er det 20 - 30 gange højere.
I USA er billedet anderledes. Arbejderen på gulvet tjener sjældent over 200.000 kr. om året og topdirektøren kan let komme op på 20 - 40 Mkr. Nogle tjener langt mere, men også det er undtagelser. Forskellen er altså at direktøren tjener 100 - 200 gange så meget som arbejderen.
Skaber den store ulighed i USA dynamik og velstand i samfundet? Jeg tvivler, i hvert fald så længe direktøren blot er “ansat”, dvs ikke ejer af nogen væsentlig del af virksomheden. Som ansat direktør løber direktøren nemlig ikke nogen væsentlig personlig risiko, og i nogle tilfælde får han endda sin løn/bonus selvom virksomheden klarer sig dårligt.
Frank Calberg, som ofte skriver kommentarer her på bloggen, har et interessant indlæg herom på sin blog: http://frankcalberg.blogspot.com/2009/01/what-promotes-economic-growth-better.html.
Efter min mening er det op til et vist niveau helt rimeligt at topledere får en høj løn. Deres indsats er afgørende vigtige for mange menneskers job og liv, de arbejder under stort pres og de har et stort ansvar. Men der er en grænse, og den synes jeg forlængst er overskredet i USA. Prisen for alt for stor ulighed i lønnen? Den er at ledelse og medarbejdere ikke mere oplever sig selv om et team der er i samme båd. Hvilken medarbejder vil slås for sin virksomhed, hvis han eller hun oplever at goderne er åbenbart urimeligt fordelt?
