Kolind Kuren

Prøv lige at tænke lidt over de mekanismer der bestemmer, hvor høj en løn danskere kommer til at tjene om nogle år:

1. I det lange løb ender det med at folk får en løn der nogenlunde svarer til hvor megen værdi de skaber. Typograferne kunne holde et kunstigt alt for højt lønniveau i ti år, men en dag gik den ikke længere: Den opgave typografer løste, var blevet overtaget af computere og dermed gik lønnen for typografarbejde mod nul. Hele nationer har prøvet at opretholde kunstigt høje lønniveauer, men på et eller andet tidspunkt indhenter virkeligheden dem.
2. I Danmark skaber de fleste mennesker ikke ret meget mere værdi pr. time end fx. folk med tilsvarende uddannelser i Ungarn. Det ved virksomheder som fx. Grundfos der har rigtig mange medarbejdere i forskellige lande. De officielle tal for produktivitet siger dog noget andet, og det kan der være mange årsager til.  Hvis ikke det ændrer sig betyder det at lønnen pr. arbejdstime på langt sigt vil blive den samme i de to lande. Ungarn kommer fra et niveau omring 50 kr pr time hvor den samme arbejdstime i Danmark koster 250 kr. Selvom lønnen i Ungarn vokser hurtigere end den danske, og selvom produktiviteten måske er lavere, er retningen ikke til at tage fejl af: Reallønnen i Danmark kommer til at gå ned. Det er ikke sikkert at vi opdager det, for måske kan den produktivitetsstigning som andre lande præsterer, gøre at varer bliver billigere – også for os. Dermed kan vi stadig købe omtrent det smme for vores løn. Og hvis inflationen tilmed stiger, tror vi måske ligefrem at vores løn er vokset.
3. Nogle af vore nabolande (Tyskland, Sverige) har valgt at fokusere mere end vi på at stoppe spildet af gode kræfter både i private og offentlige virksomheder. Selvom du måske arbejder i en meget effektiv dansk virksomhed, så nytter det ikke meget, hvis den eller de medarbejdere i det offentlige, hvis løn du betaler gennem skatten, spilder tiden med unødvendigt bureaukrati eller opgaver som iøvrigt skaber for lidt værdi. En stor og ineffektiv offentlig sektor koster dig levestandard og økonomisk frihed. Hvis den offentlige sektor vedbliver at skabe mindre værdi end den kunne, falder din realløn endnu mere. Jeg ser ingen tegn på at det kommer til at gå anderledes.
4. Jeg tror egentlig godt at danskerne kan være lykkelige med den realløn, vi har i dag, men det betyder bare at vi ikke skal sætte næsen op efter verdens bedste uddannelsessystem (det har vi mistet), verdens bedste sundhedssystem (som vi heller ikke har), de mest velholdte veje, parker og bygninger, nye trafikanlæg der gør det lettere at komme på arbejde, biblioteker der udnytter fremtidens teknologi eller 100 andre ting, vi også gerne vil have.
5. En anden effekt vil være at de mest ambitiøse unge danskere vil søge til udlandet for at arbejde og starte nye virksomheder der. Det kan vi måske også leve med, men prisen vil være at Danmark og det danske samfund bliver fattigere.

Mit bud på timeløn 2020: Hvis niveauet i dag er 250 kr, så vil 3 procent inflation i ni år lægge ca 75 kr oveni. En årlig produktivitetsstigning på én procent vil yderligere ca. 30 kr til. Så er vi oppe på godt 350 kr i timen.

Det danske lønniveau er fem gange så højt som Ungarns, men vores produktivitet er kun dobbelt så høj. I princippet vil det trække os 2½ gang ned. Hvor hurtigt det sker, er svært at sige, men mon ikke vi ender et sted mellem 200 og 250 kr i 2020?

Jeg hører til de priviligerede der nok skal klare mig, og nogle af mine børn er allerede rejst. Men jeg spørger mig selv: Er det virkelig den fremtid, vi ønsker? Den fremtid du ønsker?

Helt enkelt går den såkaldt “danske model” ud på at virksomheder og medarbejdere aftaler hvilke regler der skal gælde på arbejdsmarkedet og at vi derfor kan undgå detaljeret lovgivning om minimallønninger, arbejdstider og andre forhold. Modellen har fungeret godt fordi både arbejdsgivere og lønmodtagere har forstået at samarbejde og dialog er langt bedre for alle parter end konfrontation og konflikt. Så langt så godt.

Den danske model er under pres. Ikke fordi politikerne blander sig i urimelig grad, men fordi medarbejderne ikke er tilfreds med de klassiske fagforeninger. LO-forbundene har mistet en kvart million medlemmer på ti år eller mere end hver femte. I dag står fire ud af ti lønmodtagere uden for fagforeningerne og havde der ikke været organisationstvang på en række arbejdspladser ville tallet være højere.

LO-forbundene kæder den danske model sammen med medlemsflugten. Uden LO forbund ingen dansk model. Det er noget af en forenkling. For der er ikke noget i vejen for at medarbejderne kan aftale arbejdsvilkårene decentralt uden de klassiske LO-forbund. Fagbevægelsens problem er at den ikke skaber tilstrækkelig værdi for pengene, selvom staten via skattefradrag reelt yder 50% tilskud til kontingentet.

Fagbevægelsens retorik fremstiller fagforeningen som en kamporganisation med virksomhederne som modparter. Se fx. www.3f.dk. Hele den mentale model afspejler netop det: lovene, organisationen, økonomien. Alt! Den mentale model er forældet og derfor vil fagbevægelsen fortsætte med at miste medlemmer indtil den nye virkelighed går op for ledelsen. Det samme vil gælde de klassiske arbejdsgiverforeninger, men udviklingen vil gå langsommere.

Det 21. århundredes danske model er fortsat decentrale aftaler. Baseret samarbejde og fælles interesser frem for konfrontation. Med stor mangfoldighed og frihed mht. arbejdstid, aflønning og arbejdsforhold iøvrigt. Med en mangfoldighed af organisationer der konkurrerer om at skabe værdi for medlemmerne og sikkert også med mange medarbejdere der foretrækker at forhandle individuelt.

Det bliver rent kaos vil organisationerne sige. Det tror jeg ikke for vi er i en ny tid: I dag kan ingen arbejdsgiver komme afsted med at tilbyde urimeligt dårlige vilkår. Internettet og de sociale medier har skabt en transparens der betyder at den arbejdsgiver simpelt hen ikke vil kunne tiltrække medarbejdere.

Jeg håber at vi bliver ved med at have fagforeninger og arbejdsgiver do. i Danmark. Men det kræver et mindset der afspejler en ny dansk model. Hvordan kan vi få det? Skriv en kommentar.

“Ny løn i kommunerne er død” skriver Helle Munch Oldefar i en kommentar til sidste blogpost, der handlede om hvorfor offentligt ansatte ikke aflønnes efter fortjeneste. Det tror jeg at Helle har ret i, men hvorfor?

Ny løn var et ønske fra arbejdsgiverne (stat og kommuner) om at komme bort fra de “automatiske” systemer til at fastsætte lønnen. Arbejdsgiverne ville gerne kunne belønne medarbejdere der gjorde en særlig god indsats som ikke kunne afledes af anciennitet og uddannelse. Egentlig en rigtig tanke, som er en selvfølgelighed i den private sektor.

Der blev afsat en beskeden pujle af årets lønstigninger, som kunne fordeles individuelt hvert år. Men næsten alle jeg taler med – herunder Helle – siger at systemet ikke virker.

Er det rigtigt? Hvorfor?

De seneste dage har jeg været sammen med en organist. Han fortalte at han har et fuldtidsjob til en løn på ca 25 tkr/md – ikke så ringe endda. Han arbejder også for føden med masser af musikaktiviteter for børn, unge og ældre, koncerter osv.

Han forklarede mig at alle disse ekstra aktiviteter egentlig var frivillige. Hvis han bare passede sit job og spillede til de kirkelige handlinger og deltog i de obligatoriske møder, så ville han få nøjagtig samme løn, og ingen ville kunne fyre ham. Han skønnede at pligtopgaverne var godt halvdelen af jobbet, og at mange af hans kolleger var faldet arbejdsmæssigt i søvn og blot gjorde det de havde pligt til. Der var jo alligevel ingen arbejdsgiver som forlangte noget ekstra af dem eller som roste dem for en god indsats. Hvorfor så gøre mere end det minimum man bliver betalt for?

For mig peger eksemplet på to ting:

• Det er et sygt system der ikke belønner en ekstra indsats, men betaler nøjagtig det samme til gode og dårlige medarbejdere – især fordi man reelt ikke kan fyre en dårlig medarbejder.
• Systemet er vidt udbredt i den offentlige sektor, bl.a. i folkeskolen, hvor fremragende lærere får nøjagtig det samme som andre der laver det halve og skaber en fjerdedel værdi.

Hvorfor er der ikke nogen der gør oprør?

I Danmark får topdirektørerne for landets største virksomheder typisk 6 – 10 Mkr i bruttoløn, dvs. inkl. bonus og frynsegoder. I enkelte ekstreme tilfælde betyder aktieoptioner at aflønningen kan komme væsentligt højere op, men det er undtagelser. I forhold til en medarbejder på “gulvet” som tjener måske 300.000 kr. om året, er det 20 – 30 gange højere.

I USA er billedet anderledes. Arbejderen på gulvet tjener sjældent over 200.000 kr. om året og topdirektøren kan let komme op på 20 – 40 Mkr. Nogle tjener langt mere, men også det er undtagelser. Forskellen er altså at direktøren tjener 100 – 200 gange så meget som arbejderen.

Skaber den store ulighed i USA dynamik og velstand i samfundet? Jeg tvivler, i hvert fald så længe direktøren blot er “ansat”, dvs ikke ejer af nogen væsentlig del af virksomheden. Som ansat direktør løber direktøren nemlig ikke nogen væsentlig personlig risiko, og i nogle tilfælde får han endda sin løn/bonus selvom virksomheden klarer sig dårligt.

Frank Calberg, som ofte skriver kommentarer her på bloggen, har et interessant indlæg herom på sin blog: http://frankcalberg.blogspot.com/2009/01/what-promotes-economic-growth-better.html.

Efter min mening er det op til et vist niveau helt rimeligt at topledere får en høj løn. Deres indsats er afgørende vigtige for mange menneskers job og liv, de arbejder under stort pres og de har et stort ansvar. Men der er en grænse, og den synes jeg forlængst er overskredet i USA. Prisen for alt for stor ulighed i lønnen? Den er at ledelse og medarbejdere ikke mere oplever sig selv om et team der er i samme båd. Hvilken medarbejder vil slås for sin virksomhed, hvis han eller hun oplever at goderne er åbenbart urimeligt fordelt?