Kolind Kuren

Jeg medgiver at tallene i finanskrisen er så gigantiske at du og jeg kan føle at vi intet kan gøre. Men vi kan gøre noget. Her er fem forslag:

1. Få overblik over din risiko. Find ud af om du – formentlig uden at ane det - har investeret i noget af det “skidt” i form af finansielle produkter, der var med til at udløse krisen og gør op med dig selv om du skal tage tabet eller håbe på at det bliver bedre. Forestil dig hvad den “værst tænkelige” situation vil være, og forbered dig på den. Forhåbentlig har du ikke lånt penge til at investere for, men det kan være galt nok at aktierne i din kapitalpension måske kun er det halve værd.
2. Vær åben over for banken. Vent ikke til den dag du ikke kan betale renterne på lånet, men kontakt banken nu og aftal hvordan I i fællesskab kan løse problemet.
3. Tag tyren ved hornene. Hvis du har tabt eller har risiko for at tabe mange penge, så disponer som om du har tabt dem. Sæt dine udgifter ned og prøv at være kreativ om hvordan du alligevel kan have et godt liv selvom du måske ikke har slet så godt råd som du troede. Find de mange gratis glæder! Og mange af de udgifter som vi opfatter som selvfølgeligheder, kan i realiteten sagtens undværes.
4. Prøv at finde de muligheder som krisen kan skabe for dig. Massernes krise er individets mulighed. Hvis ejendomspriserne falder helt ned i helvede er det jo billigt at købe. Og hvis folk har færre penge end før kan du måske finde en måde at hjælpe dem på, så de får mere ud af de penge, de har.
5. Brug krisen som anledning til at ændre dit liv. Brug mere tid sammen med familie og venner. Lån en bog på biblioteket i stedet for at gå i biografen. Gå i skoven og tag cyklen på arbejde i stedet for at gå i fitness centret. Køb færre færdiglavede madvarer og oplev glæden ved gode danske friske råvarer der stadig kan fås til en fornuftig pris. Spis mindre kød og mere grønt. Der er masser af mulighed for at have en høj livskvalitet med et lavt forbrug.

Der er et “men”, nemlig at lavere forbrug umiddelbart forlænger krisen. Men et lavere forbrug og en større opsparing skaber varig velstand og dermed mindre risiko for at vi får en krise igen. Og så er det jo også godt for klimaet…

De fleste virksomheder er midt i arbejdet med budget 2009. Usikkerheden har aldrig været større. Her er fem råd til dig der sidder i budget op over begge ører:

1. Regn med lavere salg. Selvom det ser rimeligt ud i dag, er der stor risiko for at det er værre om en måned. Din branche er måske ikke direkte ramt af krisen, men de fleste vil blive påvirket indirekte.
2. Ryd ud i de dårlige vaner. Selv de mest veldrevne virksomheder oparbejder dårlige vaner over tid. Brug krisen som anledning til en grundig gennemgang af alle omkostninger, store og små, og lav forenklinger overalt hvor det er muligt.
3. Nice to have eller need to have. Mange omkostninger er egentlig ikke strengt nødvendige eller kan i det mindste udskydes. Benyt krisen som anledning.
4. Find mindst én ny forretningsmulighed som er opstået på grund af krisen. Måske et nyt behov som virksomheden kan dække, måske en ny variant af et eksisterende produkt, måske en ny kombination af produkt og service eller måske en anden måde at sætte prisen eller yde rabat på.
5. Involver medarbejdere og kolleger. Selvom din virksomhed måske ikke er alvorligt truet, er usikkerheden i hvert fald blevet større. Brug anledningen til at skabe større ejerskab om virksomheden og dens fremtid.

Hvis bare du kan finde én konkret forbedring inden for hvert af disse områder, er du kommet et stykke af vejen. Og så: Gå ikke i panik. Krisen er ikke ovre, men den vil heller ikke vare evigt. Gode, værdiskabende projekter skal ikke stoppes, men derimod gennemføres – og gerne på en måde så de hurtigt får effekt.

God arbejdslyst.

Krisen har har været dyr – og den bliver meget dyrere endnu. Men den er også en mulighed. For pludselig forstår vi at der skal forandring til – og det kan på sigt blive en meget større gevinst.

Tag bæredygtighed, for eksempel. Alle kan i dag se at overforbruget af olie, gas og andre begrænsede ressourcer, er uholdbart, både på kort og langt sigt. Olie og gasrige stater med tvivlsomme regimer vælter sig i penge og opkøber kriseramte virksomheder i vores del af verden til spotpris, bl.a. på grund af krisen. Det er ikke sundt.

Derfor skal vi præmiere alle der handler, lever og arbejder bæredygtigt i langt højere grad end nu. Ikke for at få flere skattekroner i statskassen, men for at nå hurtigere frem til et bæredygtigt samfund.

Glem de store støttepakker til alskens højtprofilerede politiske prestigeprojekter betalt af skatteyderne. Brug det frie marked, men reguler det klogt. Sørg for at alle former for energi og andet ressourceforbrug kommer til at koste netop så meget at prisen også dækker “bivirkningerne”. Olie og gas skal pålægges større afgift fordi de bidrager til CO2 udslip og politisk ustabilitet. Vind og solenergi energi skal være attraktiv fordi den er CO2 neutral og varig, men prisen skal afspejle at det trækker ned at energien ikke altid produceres når vi har brug for den. Biomasse skal gøres endnu mere attraktiv fordi den er CO2 neutral og kan leveres nøjagtig når vi har brug for den.

Hvis vi fastsætter afgifterne på de forskellige energiformer klogt, vil virksomheder og forbrugere vælge den kombination af energiformer der er samfundsmæssigt bedst og derved bliver vi fri for politiske prestigeprojekter og forkerte prioriteringer.

Det samme gælder transport. Det skal koste det hvide ud af øjnene at køre alene i sin firhjulstrækker på motorvejen i myldretiden. Ikke bare fordi benzinen er dyr (se ovenfor), men også fordi bilen fylder, larmer og forurener i en grad der er komplet unødvendig. Men det skal stadig være tilladt at køre for dem der vil betale regningen, for vi skal undgå et forbuds samfund.

Hvad mener du?

Der er ingen let løsning på krisen. Intet “quick fix” der giver hurtig gevinst. For kernen i krisen er at værdier på jord, huse og virksomheder er pustet alt for højt op. Samtidig har det været for let at låne penge til en alt for lav rente med en rusten cykel eller et brugt buskort som sikkerhed.

Vejen ud af krisen er ikke større forbrug, men derimod mere arbejde. Ikke nødvendigvis flere arbejdstimer, men mere af det arbejde der skaber værdi i samfundet: større produktion af varer der er brug for, tjenesteydelser der dækker reelle behov og offentlig service der skaber værdi. Mindre produktion af usunde, forurenende og dårlige produkter, mindre ligegyldig underholdning og mindre bureaukrati og offentlig barnepigeregulering.

Derfor er det i orden at virksomhederne er forsigtige og tilbageholdende når det drejer sig om nye, ambitiøse satsninger, herunder nye forkromede domiciler i stål og glas. Der kan gøres rigtig meget for bedre samarbejde, bedre trivsel og større innovation i de bygninger, vi allerede har. Resultatet af det bliver at virksomhederne i højere grad vil blive finansieret af egenkapital frem for lån. Det er bestemt ingen skade til.

Hvis krisen får os til at tænke os lidt bedre om inden vi låner penge til at købe nyt, vil den få en rigtig positiv effekt på langt sigt. Og de banker der driver en sund forretning, skal nok klare sig.

Hvis der er tilstrækkelig mange vælgere der har handlet uansvarligt, er der helt sikkert et politisk flertal for at redde dem.

Tænk på indskydergarantien der netop er udvidet fra 300.000 kr. til uendeligt. Nu behøver bankkunder ikke mere at interessere sig for om de betror deres penge til uansvarligt ledede fup-banker ellet til ordentlige og solide banker der driver sund forretning. De gode betaler for de dårlige, og går det helt galt, betaler skatteyderne.

Den form for politik burde intet parti kunne gå ind for fordi den præmierer uansvarlighed. Men alligevel har vi den og vi får mere af den i de kommende år. Det kalder jeg populisme. For hvis der ingen indskudsgaranti er, skal bankkunderne til at tænke sig om. Tror de på den bank der tilbyder overrenter til alle der køber bankens egne aktier? Nogle vil sige at kunderne ikke kan overskue om en bank er solid eller fup. Det tror jeg er en grov undervurdering, både af kunder og banker. Mon ikke der ville opstå en webside, hvor folk med forstand på bankdrift, satte spotlight på de sorte får i branchen?

Det samme med Rejsegarantifonden. Her betaler de sunde og veldrevne bureauer for lykkeriddere der lokker rejsende til at købe billetter uden at have substans bagved. Og nu ønsker politikerne at rejsegarantiordningen skal udstrækkes til almindelige flybilletter fordi Sterling gik konkurs. Det er populisme. Alle der har gidet læse avis, har vidst at Sterling var på randen af kollaps. Tidligere var jeg glad for at flyve med Sterling, men det er længe siden jeg mistede tilliden og holdt op med at købe billetter. Det har nok været med til at vælte læsset, men det har de islandske ejere fuldt ud fortjent. Og hvis endelig et luftfartsselskab vil yde sine rejsende konkursgaranti, kan de jo bare tegne en forsikring på kommercielle vilkår i et forsikringsselskab. Så betaler selskabet selv regningen for sin uansvarlige ledelse.

Giv mennesker ansvar. Drop barnepigementaliteten.

Ledelsesbøgerne skal skrives om, står der i Børsen og de erhvervsledere der altid udtaler sig i avisen, er som sædvanlig enige: Væk med den bløde leder og ind med folk der kan styre omkostninger og rationalisere.

Jeg håber at mine konkurrenter følger det råd. Jeg håber at de vil læse de nye bøger om kriseledelse grundigt og at de vil gøre nøjagtig som der står: Fokus på det kortsigtede, på besparelser og på styring og kontrol. Nøjagtig som vores højt respekterede regering har gjort det de sidste syv år selvom der slet ikke har været krise. Tænk bare på kommunalreform, politireform og det kontrolregime der er ved at blive indført under navnet kvalitetsreform.

Jeg går en anden vej. Hvor andre vil styre strammere vil jeg give større frihed til den enkelte medarbejder. Hvor andre vil afskedige medarbejdere vil jeg engagere medarbejdere. Hvor andre vil stoppe innovation vil jeg øge den. Hvor andre vil være mere lukkede, vil jeg være mere åben.

Hvad vil du gøre?

Når krisen kradser satser vi på det sikre. Væk med alle udviklingsprojekter der ikke giver pengene tilbage på højst to år. Back to basics, som erhvervsledere, aktieanalytikere og konsulenter kappes om at sige.

Det er perspektivløs ledelse. Hvis innovation kun er noget man har råd til i gode tider, så har man ikke forstået hvad innovation er.

Innovation er nemlig langt mere end langhårede højteknologiske udviklingsprojekter. Innovation er en holdning – en kultur der går ud på hver eneste dag at være åben over for nye muligheder. At lytte til kunder, medarbejdere, leverandører og samarbejdspartnere og lade sig inspirere af dem.  At se ud over sin egen næsetip og lære af andre brancher som gør tingene på en helt anden måde. At se bredere, se højere og se længere frem. At eksperimentere og lære af erfaringerne.

Innovation kan læres – den er mere end bare inspiration. Fint at vi ikke har penge til at købe den konkurrent, vi længe har haft kig på, for så kan vi koncentrere os om selv at blive bedre. Vækst kan man købe sig til eller skabe selv – det sidste er både sjovere og mere holdbart på længere sigt.

Længe leve krisen – hvis altså den inspirerer til mere innovation!

Hvad mener du?

Kig lige i årsberetningen for sidste år. Rigtigt: Medarbejderne er vores vigtigste ressource, vi tager hensyn til miljøet og de omgivende samfund. Vi afviser børnearbejde. Vi er innovative. Listen af plusord er lang.

Men når krisen kradser får piben en anden lyd. Så er vi nødt til at prioritere anderledes: Overskud og aktiekurs er det vigtigste.

Det er dårlig ledelse. For det er i krisetider at værdierne skal stå deres prøve. Fint nok at vi skal spare og være mere omhyggelige med hvordan vi bruger pengene. Værdierne bør ikke være til debat. Unimerco er et godt eksempel. Der rationaliserer man i alle hjørner. Der gør man alt hvad man kan for at håndtere krisen – herunder også ubehagelige ting. Men en ting står fast: Afskedigelse af medarbejdere indgår ikke i Unimercos kortsigtede resultatstyring, som der står. Med andre ord: Unimerco afskediger ikke medarbejderne bare for at redde årets budget. Den værdi står fast. Man sætter ikke priserne ned for at kunne være med i konkurrencen. Man skaber mere værdi for kunderne.

Det kalder jeg værdibaseret ledelse.

Hvad siger du?

Her i krisen gælder det om at holde kortene tæt til kroppen. Tænk hvis nogen løb med vores viden. Tænk hvis medarbejdere og kunder viste hvor galt det står til. Virksomheden lukker sig.

Jeg ville gøre det modsatte: Inddrage alle de interessenter der kan bidrage til virksomheden. Gøre det lettere for medarbejderne at dele viden ved at nedbryde skel mellem afdelinger og faggrupper. Kommunikere mere direkte, fx. ved at starte en blog hvor alle kan debattere og komme med forslag. Åbne kanaler til kunderne, hvor de kan komme med ideer og forslag til nye produkter samt kritik af de gamle – også selvom konkurrenterne nok vil lytte med på linien. Tage en dialog med konkurrenterne om hvordan vi i fællesskab kunne skabe mere værdi for vore kunder eller forbrugere. Invitere myndighederne til dialog om hvordan vi kan bidrage til at løse de sociale problemer som krisen føre med sig.

Involvering bygger på værdier og en grundlæggende mening med virksomheden, der står over kortsigtet profit. Også i krisetider.

Hvad mener du?

Når krisen kradser hytter enhver sit skind. Nu er medarbejderne pludselig ikke virksomhedens største aktiv og nu er lokalsamfundet ikke mere helt så vigtigt for os som før. Kortsigtet profit bliver det eneste der gælder.

Det er dårlig ledelse. For netop når krisen kradser er det allermest nødvendigt at være partner med alle de interessenter der er i og omkring virksomheden. Ikke mindst medarbejderne.

I et ægte partnerskab deler virksomhed og medarbejdere skæbne. Når det går godt er det kun rimeligt at medarbejderne mærker det. Allerbedst som medejere af virksomheden, men ellers i form af bonusordninger og andre fordele. Når det går skidt er det lige så naturligt at medarbejderne spiller med. Hvis der ikke er arbejde nok går vi på arbejdsfordeling eller vi går ned i løn. Vi giver den en ekstra skalle for at effektivisere eller for at finde frem til nye måder at yde bedre service på.

Den holdning er ægte partnerskab, og den er efter min mening den eneste måde, en virksomhed kan komme igennem en krise på, uden at tage skade.  Vil du se hvordan det går en virksomhed og dens medarbejdere når partnerskabet mangler, kan du bare kigge på SAS eller General Motors. Der har ledelsen i årtier forsømt at skabe grundlaget for partnerskab og der har fagforeningerne bildt deres medlemmer ind at man bare kan kræve uden at det koster noget.

Det er i krisetider at partnerskabet skal stå sin prøve.

Hvad mener du?