Management in China

China has gone through an almost unthinkable development since reforms started in 1978. Key strategies were 1) Focus on growth, 2) Excellence in manufacturing, 3) Collaboration with foreign companies, 4) Private enterprise in China, and 5) Massive focus on education.

Despite success, the Chinese government and visionary business people realise that the strategy that made China successful in the past, will not necessarily make China successful in the future.

Chairman George Lee at an early stage realised that Chinese business cannot continue to rely primarily on manufacturing; service and knowledge business will become even more important for the living standard of Chinese people to continue to grow. Chairman Lee therefore established the DeTao Masters Academy to engage masters within different fields from all over the world in this development. Each master will open a master studio within the Academy to serve as an educational hub and as a basis for sharing knowledge with Chinese business and society in general.

I am in the process of setting up the Detao Master studio of Leadership and Strategy. This week, executives from 24 Chinese comanies will participate in the first DeTao Master Class on Leadership and Strategy to be held at the Beijing University. We will identify the challenges that Chinese businesses will face in the years to come while building world-class service and knowledge businesses and we will discuss how to move forward building on the strengths and the traditions of Chinese society. That’s where UNBOSS comes in: China is not only about money; it is about values and harmony. China in not only about the individual; it is about the family and the community, and China is open to engage others in it’s development process: i.e. an unlimited approach.

I feel deeply honoured for being involved in this important work. China has more than fifty Million managers and to reach even one per cent means half a Million managers to be trained. This would take decades if we applied a conventional training approach, but in the spirit of UNBOSS we should engage the wider community in this task. The good news are that the DeTao Masters Academy also includes some of the world’s best experts in education and distance learning. It can be done, but we need to start today..

How can this inspire you? Share your thoughts. Write a comment!

Hvis banker blev bevægelser…

I aftes holdt jeg foredrag i Ålborg for over 200 ansatte i banker og andre finansielle virksomheder. Fantastisk stemning; rigtig gode kommentarer. Sikken en energi!

Emnet var fremtidens bank (finansielle institution) og hvad den betyder for de ansatte. Her er hovedpunkterne:

Fremtidens bank bliver en bevægelse. Den sætter “at bidrage til bedre økonomi hos kunderne” højere end at “præstere størst muligt afkast til aktionærerne”. Fremtidens bank hjælper sine kunder gennem produkter og ydelser der dækker reelle behov. Mange privatkunder mangler overblik over deres økonomi; de aner ikke hvad de bruger pengene til og de får meget ringe hjælp fra den alenlange liste over netbanktransaktioner. Prøv at kigge på din seneste netbank udskrift: Hvor meget brugte du til dagligvarer? restauration og café? Tøj og sko? Transport? Du aner det ikke. Måske har din bank et mere eller mindre primitivt “forbrugsoverblik”, men hvis din ægtefælle har konto i en anden bank, mangler I et fælles overblik.

Her fremhævede jeg www.spiir.dk som jeg er bestyrelsesformand for. Hvis banken arbejder sammen med Spiir kan den give sine kunder nøjagtig hvad de har brug for: Overblik over hvad de bruger pengene til. Lån & Spar Bank er gået foran og har stor succes med fuld integration mellem deres netbank og Spiir og jeg tror vi vil se 10-20 andre sparekasser der gør det samme inden udgangen af 2012. Men hvor er Danmarks andre banker henne? Tror de at kunderne er blinde?

Foredraget handlede om meget andet end Spiir. Vigtigst er at fremtidens bank skaber værdi sammen med sine kunder, og ikke bare for sine kunder. Fremtidens bank er et community hvor kunderne ikke bare har en relation til banken, men også til hinanden. Bankens nye rolle er ikke bare at håndtere transaktioner, men at facilitere samarbejde til fælles bedste. Hvorfor samarbejder banken ikke med en webtjeneste der inspirerer kunderne til at spare penge ved at bytte feriehuse? Hvorfor inspirerer banken ikke kunderne til at spare på de alt for høje forsikringspræmier? Hvorfor hjælper banken ikke kunderne med at sammenligne deres egen økonomi med andre kunder (anonymt, statistisk) i tilsvarende situation?

Fremtidens bank bliver grænseløs. Traditionelle afdelinger nedlægges. Ansættelsen bliver mere individuel; arbejdstiden mere fleksibel og arbejdsstedet mobilt. Selv grænsen mellem de ansatte og kunderne udviskes når kunderne hjælper hinanden.

Dermed bliver fremtidens bank en bevægelse, dvs. et community (socialt netværk) af mennesker der deler en passion; måske den passion at hjælpe privatkunderne med at forbedre deres økonomi eller at hjælpe erhvervskunderne med at skabe vækst og ny beskæftigelse.

Jeg tvivler desværre på at de bankdirektører der driver nutidens banker, har mod og fantasi til at forestille sig deres bank som en bevægelse. Desværre, fordi det betyder at nye spillere pludselig kommer på markedet og gør det af med hæderkronede banker, som har sovet i timen. De lokalsamfund som har bakket op om deres bank i måske 100 år, fortjener ikke at miste den bare fordi ledelsen sover i timen. Men sådan kommer det til at gå.

Hvad tror du? Skriv en kommentar.

Kolinds kolbøtte – og så skal vi videre

Berlingske søndag bringer i dag et stort interview om hvordan man klarer kolbøtter som dem jeg har været ude for. Et lille videoindslag her giver hovedpointen: http://www.business.dk/industri/detroniseret-kolind-fortryder-intet

Jeg har nu prøvet at blive udråbt til idiot to gange, så jeg har mere erfaring end de fleste. Mit råd er enkelt: Hvis katastrofen er uafvendelig, så stil dig i spidsen for den!

Tænk hvis Ole Sohn fra første færd havde sagt det som det var: Vi modtog penge fra Sovjetunionen, og det kan vi godt i bagklogskabens klare lys se, at vi ikke skulle have gjort. Så ville der have været nogle dages støj, og så var den sag død. Der er hundredvis af eksempler på det samme, og hver gang er konklusionen at ting ikke kan skjules (heldigvis) og at det havde været langt bedre at indrømme sine fejl, hvis man har lavet nogen.

Hvis du er uenig med din bestyrelse, så lad være med at sige at du forlader virksomheden “efter fælles overenskomst”. Sig det som det er: At I er uenige om retningen, eller at du mener der er behov for fornyelse, mens bestyrelsen hænger fast i den måde I plejer at gøre tingene på. Det afføder respekt – og det giver selvrespekt.

Folk skal nok finde ud af hvad den virkelige historie er. Som fx. Hanne Sindbæk der i fredags skrev en kommentar i Nyhedsbrev for Bestyrelser om hvad der sker på Grundfos. Den findes også på Hanne Sindbæks blog http://sindbaek.blogspot.com/2011/12/niels-due-jensens-karakterselvmord.html

Så er der vist ikke meget mere at sige om den sag.

For mig vil 2012 især stå i “Unboss” lys. Jeg er optaget af to problemstillinger:

  1. Hvordan store og veletablerede organisationer der er stivnet i selvtilfredshed og bureaukrati, kan komme ind i en ny og positiv “livscyklus”. Det var det, KolindKuren (2006) handlede om, og emnet er mere aktuelt i dag end nogensinde. Statsinstitutioner, kommuner, offentlige og private virksomheder, politiske partier og organisationer har mere end nogensinde behov for at forny sig selv. KolindKuren gav et svar, men Unboss går langt videre.
  2. Hvordan vi som ledere kan gå foran når ting skal fornys og forandres. Helt kort er det transformationen fra at være chef for en organisation til at blive leder af en bevægelse. En Unboss er netop det: leder af en bevægelse. Og pointen er at banker, industrivirksomheder, transportselskaber, energiselskaber, universiteter, skoler, medievirksomheder, departementer, institutioner og foreninger skal til at opfatte sig selv som bevægelser, hvis de vil vinde i den konkurrence der kommer de næste ti år.  

Sikken et privilegium pludselig at få mere tid til at gøre noget ved de opgaver! Hvis du har nogle gode råd i den forbindelse, så del dem med os andre her på bloggen…

Skriv en kommentar!

Spiir – det skal du prøve!

Jeg er bestyrelsesformand for Spiir – den nye tjeneste der siden 6. juni har hjulpet danskerne med at få overblik over deres privatøkonomi. Lidt flovt at jeg har haft så travlt, at jeg først i dag tog min egen medicin og lagde mine netbank transaktioner over i Spiir (www.spiir.dk).

Det var både lettere end jeg troede og endnu bedre end ildsjælene fra Spiir havde fortalt! Først meldte jeg mig til Mine Spiir og oplyste hvilken Netbank jeg bruger. Derefter overførte jeg let mine netbank transaktioner til Spiir og… vupti! så kunne jeg se hvad jeg har brugt mine penge til de sidste 12 måneder. 85% af mine transaktioner forstod Spiir uden videre (dvs. hvilken form for udgift det er), mens jeg selv måtte hjælpe til med de 15%. Det var fair nok: Jeg forlanger ikke at Spiir forstår en caféregning fra Sydafrika.

Nu ved jeg noget som jeg ikke vidste før, selvom jeg altid kigger mine netbank transaktioner omhyggeligt igennem: Jeg opdagede at jeg bruger noget mere på transport (fly, tog, taxi) end jeg troede; faktisk meget mere. Jeg brugte mindre på dagligvarer, sko og tøj; jeg bliver flået i skat (det vidste jeg godt!) og jeg bruger uhyggeligt mange penge på Internet og telefoni. Mon ikke jeg skulle se om jeg kunne få et billigere abonnement?

Jeg kunne godt klare mig uden Spiir, men hvor er det smart og hvorfor tilbyder min bank endnu ikke automatisk overførsel af netbank data til Spiir (hvis jeg beder om det)? Nu skal jeg i gang med at få transaktionerne fra mine andre kreditkort over i Spiir, og så ved jeg simpelt hen hvad jeg bruger mine penge til (og hvorfra indtægterne kommer). Det er lækkert, og så er det gratis.

Selvom jeg godt ved at jeg ikke er objektiv vil jeg alligevel opfordre dig til at gøre forsøget. Når du først har opdaget hvad det vil sige at ha overblik over sin økonomi tror jeg du vil invitere dine venner til at gøre det samme. Spiir er nemlig ikke en traditionel virksomhed. Spiir er en bevægelse der vil hjælpe danskerne med at få et bedre liv gennem bedre styr på økonomien.

Skriv en kommentar og del dine Spiir erfaringer med andre!

Dansk Politik – hvad burde den handle om?

Jeg er ved at blive syg af dansk politik. Hvilket tidsspilde at bruge forsideplads og medietid på at drøfte om der skalvære 14 yderligere toldere på vagt og om der skal bygges de nødvendige faciliteter til dem.

Her er et bud på hvad jeg mener vi burde bruge kræfterne på:

  1. Bæredygtighed. Vi kan gøre ekstremt meget for at gøre Danmark mere bæredygtigt i form af forretningsudvikling, investeringer, incitamenter, forskning og uddannelse. Alligevl er indsatsen ukoordineret og halvhjertet. Hvis vi bruger 100 kr i år på et projekt der betaler sig tilbage på tre år, så har vi i år fire og hvert eneste år derefter noget i retning af 30 kr. pr. år til at investere yderligere i fremtiden med. Dens slags projekter er der rigtig mange af, både for private, virksomheder og det offentlige.
  2. Forskning og udvikling. Inden for alle områder af samfundet er der et kæmpe potentiale i at skabe ny viden og at udnytte den til samfundets gavn. Når Grundfos bruger 500 millioner på at udvikle næste generations cirkulationspumper (ja det koster det!) så giver det formentlig mersalg for 10 milliarder de næste 5 år plus en gigantisk energibesparelse de næste 20 år fordi pumperne er langt mere effektive end de pumper du har i kælderen. Grundfos pumper kunne spare fem procent af hele verdens elektricitetsforbrug! (ja du læste rigtigt). Og så er det noget så simpelt som pumper. Der er muligheder nok.
  3. Afbureaukratisering. Min erfaring fra de virksomheder, jeg har arbejdet i, er at man altid med en målrettet indsats kan fjerne 10% af omkostningerne uden at det går ud over arbejdsglæden eller den service, kunderne får. I det offentlige er potentialet 20% eller mere. Først og fremmest fordi uduelige og populistiske politikere (både røde og blå) overlæsser de offentlige institutioner med regler om millimeterstyring. Jeg tror ikke en pind på de aktuelle røde og blå planer for afbureaukratisering – viljen til forandring mangler. Tænk hvilken forskel hvis vi fik frigjort 100.000 eller 200.000 offentligt ansatte til arbejde der nytter noget!
  4. Frihed. Al erfaring viser at mennesker har det bedst hvis de selv kan bestemme over deres liv. Selvfølgelig skal der være grænser for friheden så fællesskabet kan fungere, men det formynder samfund vi har bygget op især i de sidste tyve år, er en farce. Det tager en af mine venner fire måneder at få lov til at bygge et skur ved hendes sommerhus, og jeg er lige ved at tro at sagsbehandlingen er lige så dyr som skuret! Er det uansvarligt at mene at jeg bedre kan prioritere hvordan jeg vil bruge mine penge, end Staten?
  5. Her er plads til dit punkt!

Jeg har ikke givet op – og jeg tror det tager mange år, inden jeg gør det. Du og jeg stemmer sikkert ikke på samme parti, men kune vi ikke blive enige om at støtte de (få) politikere der har en mening om og arbejder aktivt med de opgaver der virkelig betyder noget?

The Hub – en rigtig god ide

Her er en rigtig god ide – et kontorfællesskab for iværksættere inden for social innovation og bæredygtig udvikling. Det åbner med en reception den 25/2  mellem kl. 16 og19.30 på adressen Nørrebrogade 52. Tag ind og se hvordan det bliver!

Min erfaring er at iværksættere ofte er ensomme. de savner andre at drøfte deres projekt med, og det kan de nu få i The Hub på Nørrebro i København.

Held og lykke med projektet!

Udlicitering er løsningen

Jeg går ind for at langt de fleste offentlige opgaver skal udliciteres, især de vigtigste. Ikke af ideologiske grunde, men simpelt hen fordi det er sund fornuft for alle parter. Du er sikkert uenig, men glem lige dine fordomme og hør hvorfor:

Det offentlige (kommuner, regioner, stat) er et fællesskab, hvor borgere bliver enige om at det er bedst for alle parter at visse opgaver løses i fællesskab. Politi, domstole, forsvar, infrastruktur, regulering, affald, vandforsyning, uddannelse, sociale opgaver og 1000 andre ting som det enten er umuligt eller simpelt hen for dumt at løse individuelt. For mig er der ingen ideologi i dette: Vi skal løse de opgaver i fællesskab, som giver mening.

Ideologien kommer ind når vi skal afgøre hvem der skal betale hvor meget. Her er der tre muligheder:

  1. Vi betaler efter forbrug (fx. vand, varme, el og affald). I princippet betaler vi den kostpris som ydelsen koster.
  2. Vi betaler efter hvor meget vi tjener, men ikke efter hvor meget vi bruger ydelsen. Vi betaler også selvom vi slet ikke bruger ydelsen. Det gælder alle de ting som finansieres over skatten.
  3. En kombination af 1 og 2. Det gælder når det offentlige opkræver en vis brugerbetaling som dog ikke dækker alle udgifter. resten betales efter hvor meget vi tjener (altså over skatten).

Fordelingen mellem 1, 2 og 3 kunne i høj grad fortjene mere debat, men det er ikke emnet for denne blogpost. Den handler altså ikke om hvem der skal betale, men om hvem der skal producere. En ydelse kan i princippet produceres på to forskellige måder og den måde den produceres på, har intet at gøre med den måde ydelsen betales på:

  1. Det offentlige kan selv producere ydelsen, dvs. ansætte medarbejdere, købe udstyr og organisere det hele.
  2. Ydelsen kan produceres af en privat virksomhed. Her skal det offentlige specificere ydelsen fra borgerens synspunkt (det problem som ydelsen skal løse, og den kvalitet borgeren skal ha). Det offentlige skal ikke specificere hvad virksomheden skal gøre, kun den nytte eller værdi som ydelsen skal skabe for borgeren.

Hvis en privat virksomhed skal producere en ydelse for det offentlige, skal den indtjene et overskud på typisk 5 – 10% af omsætningen. Overskudet skal dække renter af den kapital der er investeret, samt den risiko der altid er ved at drive virksomhed. Det offentlige skal også forrente sine investeringer og håndtere sin risiko. Omkostningerne til det kan vi bare ikke se med den måde, offentlige regnskaber laves, men omkostningerne er der. Her er der altså  ikke megen forskel mellem offentlig og privat produktion.

Forskellen mellem offentlig og privat produktion ligger to andre steder:

  1. Større incitament. En privat virksomhed der producerer en ydelse for det offentlige har et stærkt økonomisk incitament til at løse opgaven mere effektivt, simpelt hen fordi den selv kan beholde gevinsten. Derfor kommer der mere og hurtigere innovation hvis ydelsen produceres i privat regi.
  2. Eksport: Hvis viden om at producere ydelsen ligger hos det offentlige, bliver den der, medmindre det offentlige selv vil til at drive eksportvirksomhed. Det prøvede man for ca 20 år siden (systemeksport) og det var en total fiasko. Borgmestre er politikere – ikke forretningsfolk. Hvis til gengæld viden flyttes over i den private virksomhed som producerer ydelsen, har den et invitament til at eksportere, især hvis den er blevet rigtig dygtig og effektiv.

Det er de to grunde der gør at offentlige ydelser bedst produceres i privat regi: Mere innovation og mere eksport. Læg mærke til at jeg overhovedet ikke nævner besparelser. Selvom der er mange gode eksempler på at det offentlige har sparet penge ved at overlade produktionen til private virksomheder, er det ikke den vigtigste motivation. Også selvom det ikke umiddelbart bliver billigere for det offentlige at overlade produktionen til private virksomheder, skal vi gøre det, simpelt hen for at fremme innovation og eksport. I længden bliver det nemlig billigere, for en virksomhed der løser opgaver for mange kommuner både her og i udlandet, har råd til at investere i forskning og produktudvikling og dermed i endnu bedre og billigere ydelser (produkter). Tæmk lige over hvor uendelig lidt det offentlige bruger til at produktudvikle de ydelser som de producerer!

Har jeg ret? Må jeg høre din mening? Skriv en kommentar!

SF’s vækstudspil – gid det var så vel

75.000 nye private arbejdspladser, det lyder forjættende. Men hvad er substansen?

Offentlige indkøb: Det bedste er at SF nu tilslutter sig klassisk borgerlig/liberal tankegang om at offentlig virksomhed skal i udbud, dvs. udsættes for reel konkurrence. Ellers er forslagene meningsløse. Det er også positivt at det offentlige nu skal lægge større vægt på at købe bæredygtigt ind. Til gengæld er det ikke godt at det offentlige nu på ubestemt tid skal kunne drive erhvervsvirksomhed inden for alle brancher og det er uheldigt at binde offentlige indkøbere til at købe lokalt i udkantområderne. Det er ikke den måde dansk erhvervsliv kommer i verdensklasse. Og 10.000 nye jobs i det private på den konto bliver der kun med en massiv udlicitering som jeg vil se SF gennemføre før jeg tror det!

15.000 nye arbejdspladser inden for velfærds og sundhedsteknologi. Også det vil jeg se før jeg tror det. Region Syddanmarks ambitiøse satsning på velfærdsteknologi (Welfare Tech Region) håber på tre år at skabe 500 nye arbejdspladser og det bliver svært. Jeg tror det er klogt at satse på velfærdsteknologi af mange grunde, men de forslag SF’s plan indeholder, virker ikke overbevisende. Krav om innovationsstrategier for alle myndigheder og puljer som man kan søge penge fra, giver kun ét sikkert resultat: mere bureaukrati. Satsningen på velfærdsteknologi er fornuftig nok, men hvis vi virkelig skal skabe de arbejdspladser, som SF drømmer om, kommer man ikke uden om at skabe bedre rammevilkår for både store og små virksomheder i alle brancher.

50.000 nye job inden for klima og energi. Her er det godt at SF peger på energibesparelser på alle punkter, men prisen for disse taler planen ikke om. Og flere af forslagene lægger op til yderligere bureaukrati; bl.a. skal virksomheder have tilskud til ulønsomme investeringer (med mere end 5 års tilbagebetalingstid). Sådan skaber man ikke velstand i global konkurrence: Den skabes ved at pengene investeres der hvor afkastet er størst.

Vand – Det nye vindeventyr. Jeg er sikker på at der er enormt potentiale i vand, og at danske virksomheder har et rigtig godt udgangspunkt for vækst. Men vores stærke position er ikke skabt af politikerne. Den har vi fordi driftige erhvervsfolk i årtier har set gode forretningsmuligheder på dette felt og fordi det har kunnet betale sig for virksomhederne at investere. Vandplaner og restriktioner gør det ikke. Men der er også gode punkter i SF’s plan her; ikke mindst at man vil satse på decentral spildevandsbehandling.

Konklusion: Der er bestemt gode elementer i planen, men påstanden om at den skaber 75.000 nye private jobs, er der ingen sikkerhed for. Til gengæld er der sikkerhed for endnu mere regulering, endnu mere bureaukrati og endnu mere stat. Mit forslag til Regeringen er at fokusere på de samme områder som SF’s plan (offentlige indkøb, velfærdsteknologi, klima, energi og vand), og så kombinere de gode hensigter fra SF’s plan med tre ting:

  1. Bedre rammevilkår for alle erhvervsvirksomheder (skat, bureaukrati),
  2. Støtte til alle myndigheder der vil arbejde for bæredygtighed og innovation,
  3. Bortfald og forenkling af regler inden for alle områder i det offentlige.

Så vil jeg begynde at håbe på at vi kunne skabe 75.000 nye private jobs.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Det egentlige vækstforum

Tirsdag var jeg til TEDxCopenhagen; en af de mest spændende konferencer jeg nogensinde har deltaget i. Arrangeret af Wemind med støtte fra bl.a. Københavns Kommune, Politiken, DR og SticksnSushi samlede TEDx 300 deltagere til 18 minutters foredrag om så forskellige emner som mikrbiologi, stress, rumfart, vejrtrækning, fattigdomsbekæmpelse, arbejdsglæde, frygt og genetik.

Debatten summede som jeg sjældent hat hørt det og ideerne til hvordan Danmark og verden kunne blive et bedre sted at være, var der rigtig mange af. Visionære i modsætning til “mer af det samme” som vi hører fra Regeringens Vækstforum. Jeg vil påstå at en halv dag sammen med den gruppe der deltog i TEDx, ville give Regeringen fem gange flere relevante forslag om Danmarks fremtid, end 18 måneders arbejde i Vækstforum støttet af ubegrænset sekretariatsbistand fra fire ministerier.

Det er flovt. Og det er tragisk for Danmark der virkelig mangler nytænkning om sin fremtid. Er vi virkelig så konservative, socialdemokratiske (Venstre) og så småborgerlige (Dansk Folkeparti) at vi slet ikke er interesseret i nytænkning?

Om nogle dage ligger foredragene fra TEDxCopenhagen på nettet. Se www.tedxcopenhagen.dk.

Så kan man jo håbe på at nogle i Regeringen trods alt ser dem. Debatten og de mange ideer slipper de for…

Glem din IQ – tænk over din NQ

Det er ikke så tit at en dansker bidrager med et nyt begreb. Men Jacob Bøtter præsenterer et sådant i sin nye bog: NQ. Netværkskvotient kalder han det. Evnen til at skabe og fastholde relationer og udnytte disse til at skabe værdi.

Det er en markant bog. Beskeden i udstyr, men rig i indhold: 55 konkrete eksempler på hvordan sociale medier kan anvendes til at involvere kunder, brugere, leverandører, medarbejdere og offentlighed i det, organisationen gør. Skrevet lige ud af landevejen og ret så provokerende. Hvis du efter at have læst bogen har færre end ti ideer til hvad du kunne gøre personligt og i dit job, så tror jeg at du skal overveje om du mangler fantasi. For der er rigtig meget at hente.

Jacob Bøtter er 24 år og allerede en af landets førende pionerer inden for sociale medier. Ingen har større erfaring end Jacob som indtil nu har rådgivet over 100 virksomheder og to statsminsitre med at opbygge social kapital med sociale medier.

Mere på www.nq.dk. Bogen er set til 179 kr og kan købes i Arnold Busck kædens 34 butikker og hos en række andre boghandlere. Se www.bogpriser.dk.

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.