
Med Fælleslisten kommer Udkantsdanmark for alvor på landkortet og det er rigtig godt. For den frustration som mange uden for de store byer har, over Regeringens (og oppositionens) manglende vilje til at gøre noget som kan skabe grundlag for vækst og positiv udvikling, er reel. Og støjen fra Udkantsdanmark er blot en forløber for utilfredshed i resten af befolkningen når også de opdager at heller ikke deres lokalsamfund har råd til at gøre de ting som det store flertal af borgere synes er væsentligt. Det er den vej det går.
Supersygehuset ved Herning er blot en dråbe – dråben der fik bægeret til at flyde over.
Hvis vi skal gøre noget for en positiv udvikling i Udkantsdanmark kræver det to ting:
- En politik der skaber vækst og positiv udvikling i hele Danmark. Lavere skat (især på arbejde), bedre vilkår for erhvervslivet - især for videnvirksomhed, et opgør med Fogh’s “new public management” tyranni sådan at offentligt ansatte får ansvar og arbejdsglæde tilbage, bortfald af urimelig præmiering af tidlig pensionering (efterløn) samt nedbringelse af det enorme antal danskere på passiv offentlig forsørgelse. Sagt 100 gange før, men ikke mindre vigtigt af den grund. Udkantsdanmark kan aldrig gå frem hvis Danmark sakker bagud. Så enkelt er det.
- En politik der skaber erhvervsmuligheder uden for de store byer. Risikovillig kapital. Uddannelse. Offentligt-privat samarbejde – også om udvikling af nye serviceydelser. Udlicitering af offentlige opgaver til mindre og lokale virksomheder. Infrastruktur – ikke mindst elekronisk. Offentlige institutioner og serviceydelser, herunder kultur. Udvikling af turisme og andre erhverv der i særlig grad kan drage fordel af natur og friland. Der er nok at tage fat på. Og alle partier burde kunne støtte det.
Traditionel dansk syltepolitik er at nedsætte en kommission med repræsentanter for Gud og hvermand til at se på Udkantsdanmarks problemer og muligheder. Glem det! Vi har ikke brug for at spilde tre år mere! Opret i stedet et udviklingsselskab med en kapital på 10 mia. kr med den opgave at bidrage til erhvervsudvikling i Udkantsdanmark. Ledet af en bestyrelse med fem erhvervsfolk og tre offentlige ledere der har vist at de kan sætte ting i gang som gør en forskel. 10 milliarder kroner – et astronomisk beløb? Nej, blot ca. halvdelen af Realdanias formue som stammer fra bidrag på realkreditlån som ikke blev tilbagebetalt til låntagerne (ingen kritik af Realdania i denne forbindelse – de penge gør megen gavn). Har vi så ikke råd til en fond på 10 mia. kr. til Udkantsdanmark?
Ideen er til fri afbenyttelse for alle partier i Folketinget. Hvad synes du? Skriv en kommentar.
Liberal Alliance er blevet godt pressestof igen. Og med god grund: Iflg seneste meningsmålinger har partiet lige så stor tilslutning som de konservative og 50% flere tilhængere end de radikale. Den fremgang skal jeg bestemt ikke tage æren for; jeg er “bare” supporter i tredje geled.
Udgangspunktet er at der efter næste valg bliver et borgerligt flertal bestående af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det tror jeg er sandsynligt; ikke fordi VK (O) regeringen har klaret det specielt fremragende, men fordi alternativet efter min mening er langt værre: S SF planerne Fair Forandring og Fair Løsning hænger simpelt hen ikke økonomisk sammen. Deres medicin vil gøre Danmark mere sygt!
Jeg håber at Liberal Alliance vil bruge sin indflydelse til:
- At skabe større vækst i Danmark – bæredygtig vækst. Det tror jeg skal ske ved at gøre det mere attraktivt at tjene penge i Danmark (40% flad skat), ved at øge offentlig og privat forskning og produktudvikling, ved at øge eksportindsatsen, herunder branding af Danmark, og ved at gøre det lettere for højtuddannede udlændinge at arbejde i Danmark.
- At bringe antallet af danskere på overførselsindkomst ned. For tiden har vi 800.000 danskere mellem 18 og 66 år på passiv offentlig forsørgelse, svarende til hele 800 mennesker i et lille bitte samfund som Brædstrup (godt 5.000 indbyggere). Det er vanvittigt og det afspejler et sygt system – der er langt færre end 800.000 danskere der ikke kan forsørge sig selv.
- At reformere den offentlige sektor. Fjerne det kontrol og styrings tyranni som Anders Fogh indførte under overskriften “new public management”: Resultatkontrakter, nøgletal, dokumentation, statistikker og kontrol der er helt ude af trit med sund fornuft. Give ledere og medarbejdere ansvar og acceptere at gode løsninger ikke altid kan forenes med millimeterretfærdighed. Hvorfor snyder (nogle) hjemmehjælpere? Ikke fordi de er onde mennesker, men fordi de er en del af et sygt system.
- At regulere mindre detaljeret. Jeg bliver i dårligt humør når jeg skal sætte mig ind i hundredvis af regler der gælder for at drive virksomhed. Jeg er frustreret over at jeg ikke kan kontrollere om skatten er regnet rigtigt ud på min årsopgørelse. Jeg er træt af at politikerne altid synes at tro at de er klogere end almindelige danskere.
Har du et godt råd til Anders Samuelsen?
Det ville være let at slutte sig til koret af kritikere der sabler dagens genopretningsaftale mellem Regeringen og Dansk Folkeparti ned. Men ærlig talt: Det er ikke så ringe en aftale endda. Prøv at læse den her: http://fm.dk/Nyheder/Pressemeddelelser/2010/05/20100525%20Aftale%20om%20genopretning%20af%20dansk%20oekonomi.aspx
Det er glædeligt at dagpengeperioden nu reduceres fra 48 til 24 måneder og der er mange andre fornuftige tiltag. Der er dog også latterlig symbolpolitik som fx brugerbetaling på tolkningsområdet og gebyrer for ansøgninger om familiesammenføring, men det er prisen for at vi har et folketing der kun kan tænke i to blokke – lige så meget S/SF’s ansvar som VKO’s.
Interessant at se afstemningen til højre (Hviken plan er bedst for Danmark?) i det lys. Over halvdelen af de der svarer, foretrækker Liberal Alliances fire punkts plan. Naturligvis ikke repræsentativt for befolkningen, men alligevel! Jeg glæder mig fortsat til at Liberal Alliance får afgørende indflydelse på dansk politik!
Hvad siger du?
Prøv at sætte dig i Lars Løkkes sted. Kassen er tom. Det er åbenbart at de sidste ti års politik ikke kan fortsætte: Nogle hellige køer må simpelt hen ofres for at få Danmark ind på en positiv kurs igen. Regeringens politiske flertal vakler og selv i Venstres bagland er der utilfredshed.
Jeg misunder ikke Lars Løkkes situation!
Hvad ville du gøre, hvis du sad i stolen? Ville dit udgangspunkt være at man ikke kan bevare magten, hvis man søger at gennemføre den politik der er brug for? Eller det modsatte: At den eneste måde man kan bevare magten på er ved at sige og gøre det ubehagelige?
Antag at dit mål ikke alene er at bevare taburetten, men at gøre det rigtige for Danmark og alligevel bevare taburetten. Hvad ville du så gøre?
Jeg kommer med de første tre forslag. Skriv en kommentar nedenfor om hvad du ville gøre. Her er tre bud fra mig:
- Jeg ville fremlægge et simpelt regnestykke: En kontorassistent der arbejder i 40 år og derefter går på pension giver samfundet et “nettounderskud” på 200 tkr. (skat minus velfærdsydelsermv). Det kan alle se er helt ude i hampen. Og når man så graver lidt i tallene finder man ud af at de mange velfærdsydelser der hver især er fornuftige, når de lægges sammen bliver urimelige. Her ville jeg via Internettet invitere både borgere og fagfolk til at foreslå hvad man kunne gøre ved problemet og så iøvrigt opfordre til debat om forslagene. På baggrund heraf ville jeg foreslå en ny politik som helt sikkert ville indeholde ubehagelige forslag. Men baggrunden og begrundelsen var til at forstå.
- Jeg ville lave en liste over fem ting der var vigtige at bevare eller styrke i Danmark, fx. vores meget stærke foreningsliv (andelsbevægelse, idræt, højskole, spejder osv) eller den korte afstand mellem høj og lav i samfundet og i virksomhederne. For hver af de fem ting ville jeg fremlægge fx. tre enkle og konkrete forslag til hvordan netop det kunne styrkes eller udvikles. Altså noget danskerne kunne mærke.
- Jeg ville illustrere Danmarks udfordring på et “modelsamfund” med 5.500 mennesker svarende til Brædstrup (en tusindedel af Danmark). I Brædstrup har vi fx. én landbetjent med træffetid to timer om ugen; skulle vi have en tusindedel af politistyrken ville vi have haft 10 betjente på fuld tid og en nydelig politistation. Hvorfor har vi ikke det? Og blandt de 5.500 mennesker i Brædstrup skulle omkring 800 beboere mellem 18 og 66 år være på passiv offentlig overførselsindkomst, hvis vi skulle ligne resten af landet! Enhver kan se at det er vanvid. Og enhver kan se at det kunne vi godt gøre noget ved i Brædstrup så tallet kom ned på måske 100 eller 200! Den slags ræsonnementer ville jeg bruge til at få ideer til hvad der kan gøres og til at forklare forslagene til danskerne.
Og lad mig så høre hvad du ville gøre!
To meningsmålinger i den sidste tid; den seneste i dag; har givet Liberal Alliance over to procent af stemmerne og endog de afgørende mandater. Du kan se nyheden her: http://nyhederne.tv2.dk/article/29976528/?rss. Uanset hvad man stemmer så er det er efter min mening en rigtig god nyhedfor Danmark.
- Det viser at det betaler sig at holde ud selvom man er erklæret totalt død hundrede gange. Tænk hvilket pres Anders Samuelsen har været udsat for igennem to år. Han holdt ud og endelig belønnes han og partiet for det. Det er godt!
- Det viser at danskerne ikke alene interesserer sig burkaer og ferierejser, men også for indholdet i politik. Hvis nogen har stået for politisk indhold frem for populisme er det Liberal Alliance de seneste 12 måneder. Det begyder vælgerne at opdage nu.
- Det viser at ikke alle vælgere er bange for forandring eller reformer som man kalder det på Christiansborg. Fire ud af fem folketingsmedlemmer jeg taler med (fra alle partier) er på tomandshånd enig i at Danmark har brug for markante ændringer på arbejdsmarkedet (dagpenge, efterløn), på skatteområdet (gøre det mere attraktivt at arbejde) og i den måde den offentlige sektor fungerer på (tillid i stedet for kontrol). Måske kan de nu få vælgernes opbakning hertil.
- Det er et varsel om noget større: Et system hvor to blokke fører næsten samme (socialdemokratiske) politik og ikke tør udfordre vælgerne og udvise lederskab, er på vej til at falde. Præcis som det er ved at ske i Storbritannien, hvor de liberale demokrater stormer frem på bekostning af de to gamle blokke. Om et eller nogle få år har Liberal Alliance og Det Radikale Venstre tilsammen den position. Det glæder jeg mig til.
Hvad siger du?
I dag var jeg til første bestyrelsesmøde i nystartede Welfare Tech Region, som er Regions Syddanmarks seneste satsning på erhvervsudvikling. Velfærdsteknologi er alle de produkter og hjælpemidler der kan få vores velfærdssamfund til at fungere bedre; fx. hjælpemidler sådan at ældre mennesker kan fungere længere i eget hjem eller teknologi der kan gøre sygdomsforløb bedre og spare penge og arbejdskraft.
Da jeg første gang hørte om velfærdsteknologi rynkede jeg på næsen. Er det ikke bare varm luft? Men det er det ikke: Alene i Region Syddanmark er næsten 50.000 mennesker beskæftiget inden for området. Og potentialet er enormt; kun fantasien sætter grænser. Se fx http://velfærdsteknologi.nu/
Andre regioner har også ting kørende inden for velfærdsteknologi, men det jeg synes gør Region Syddanmarks satsning unik er den brede opbakning både fra region, kommuner, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner. Alle er med og alle kan se at de kan yde et bidrag. Et groft skøn: Potentialet i form af nye arbejdspladser og eksport er ti gang vindmølleindustrien. Så lad os bare komme i gang.
Hvis du kender et rigtig godt eksempel hvor teknologi gør nytte i velfærdssamfundet, så skriv en kommentar.
Journalist Dorthe Toft har skrevet en tankevækkende klumme i Berlingske Business i da´g om ministrenes kvalifikationer. Læs den her: http://www.business.dk/tech-mobil/livreddere-der-ikke-kan-svoemme
Jeg må sige at Dorthe Toft har en pointe. Vel er jobbet som minister noget helt andet end jobbet som direktør i en virksomhed, men man må virkelig tvivle på om Løkkes ministerhold kan klare opgaven. Det håber jeg de kan! Jeg har ingen tiltro til at en S/SF regering vil være bare en hårsbred bedre.
Hvad mener du?

Inspireret af Anders Samuelsen der har chokeret folk i Horsens med at vende alle sine valgplakater på hovedet, har jeg tænkt på ti ting som en kommune burde vende på hovedet:
- Vend forskellighed til social kapital. Etniske, religiøse og kulturelle konflikter skaber problemer i kommunerne. Hvad hvis vi opfattede forskelligheden som en ressource og prøvede at få noget positivt ud af dem?
- Vend globaliseringen til en udviklingsmulighed. Jobs flytter til udlandet pga. lave lønninger i udlandet. Men prøv at finde netop de jobs hvor danskerne har allerstørst styrke. Der skal vi vokse.
- Vend ældrebyrden til ældrepotentialet. Find alle de ting ældre kan berige samfundet med, og gå i gang med at udnytte dem.
- Vend klienter til bidragydere. Selvom man modtager pension, kontanthjælp eller dagpenge kan godt yde et bidrag til samfundet alligevel. Find ud af hvad folk allerhelst vil og slip dem løs på opgaven.
- Vend miljøproblemer til forretningsmuligheder. Hvorfor ikke lave forretning ved at lære andre at spare vand, CO2 udledning og meget andet. Kommunen kan gå foran og alliere sig med danske virksomheder der allerede har teknologien.
- Vend ansatte til partnere. Vi har langt flere fælles interesser end modsat rettede. Hvorfor ikke rykke over på samme side af bordet og så gå op imod de virkelige konkurrenter?
- Vend skolen til et kulturcenter. Hvorfor ikke integrere skole og folkebibliotek inden biblioteket alligevel skal lukkes (suk!) sådan at flere får gavn af det?
- Vend kriminelle til iværksættere. e fx. http://www.delanceystreetfoundation.org/
- Vend offentlige opgaver til frivillige opgaver. Involver og støt foreningslivet 5 gange mere end i dag – du bliver overrasket over hvor meget foreningerne kan gøre..
- Vend offentlig service til involvering. Kommunen er jo ikke bare en serviceleverandør som ISS. Den er et fællesskab om at udvikle lokalsamfundet. Involver borgere, foreninger og virksomheder i at løse de fælles (kommunale) opgaver.
Alt dette kræver ledelse. Og efter min mening er det netop hvad vi har brug for mere af i kommunerne. Mere ledelse, mindre administration.
Har du flere eksempler?
Efter at jeg har valgt at støtte Liberal Alliance bliver jeg meget ofte beskyldt for at være liberalist – i den negative betydning super-liberalist. Den betegnelse må betyde at man tror at markedet skal have helt frit spil uden offentlig regering.
Alle der kender mig, ved at det er helt hen i vejret at bruge denbetagnelse på mig.
Jeg fik en fin illustration af problemstillingen i dag, hvor jeg var gæst på et af de rigtig gode hoteller i Torshavn – Hotel Färoyar. Direktøren viste stolt sin vinkælder frem (Øernes største), men fortalte mig at han havde svært ved at forstå hvorfor én person i vinmonopolet skulle bestemme hvad alle øens 48.000 beboere – herunder hotellets gæster – skulle drikke. For det er nemlig realiteten. Statsmonopolet bestemmer simpelt hen hvilke vine og hvilken spiritus der er til salg på Færøerne.
Helt absurd vil du sige, og jeg er enig.
Men det er samme absurde tankegang som tvinger de fleste danskere i Danmark til at vælge samme leverandør af velfærdsydelser, nemlig kommunen. Jeg er ikke super liberalist – jeg synes bare det er rimeligt at danskerne selv kan vælge hvem der skal yde dem den service de har krav på at få betalt af det offentlige. Hvis Folketinget beslutter at fællesskabet skal dække udgifterne ved at jeg skal have bestemte velfærdsydelser, er det OK med mig. Jeg vil bare gerne selv vælge hvordan jeg bruger pengene; herunder om jeg hellere vil bruge en privat eller en offentlig leverandør.
Er det egentlig ikke en meget sund tankegang? Er det fair at kalde folk super liberalister bare fordi de sætter pris på at kunne vælge selv? Herunder hvilken vin de ønsker at drikke.

Store tendenser finder man ofte i små rubrikker. Her er en fra Kristeligt Dagblads navnenotitser i går: To nyansættelser i Københavns Stift, nærmere bestemt på Vesterbro, hvor hele ni kirker og 34 medarbejdere nu fungerer som en enhed under navnet Vesterbro Bykirke. Jens Høgsholt Rasmussen, merkonom fra Niels Brock og tidligere administrationschef i menneskerettigheds instituttet er den nye leder, og Sabine Kleinbeck ny udviklingschef med ansvar for fortsat udvikling og profilering af områdets ni kirker.
Læste du det? “Udvikling og profilering af ni kirker”. Det er da nye tider i forhold til den gang jeg sad i menighedsrådet.
Jeg synes det er en positiv udvikling. Folkekirken er kirke i et Danmark hvor kirken ikke er en selvfølge, og hvor mange kirker og ikke-kirker kæmper om danskernes hjerter. Efter min mening har folkekirken en forpligtelse til at udbrede sit budskab og løse sin opgave med alle de værktøjer der er til rådighed i dag, herunder dygtig ledelse, klog kommunikation og videnbaseret udvikling.
Oups! Hvad mener du? Skriv en kommentar