Valg 2011: Velstand

Rød og blå blok kappes om at bruge penge. Renovere skoler, 10.000 uddannelsespladser, max 30 minutters ventetid på skadestuen, tilskud og puljer til alt mellem himmel og jord. Hver gang politikerne vil bruge en milliard koster det en gennemsnits husstand 500 kr i runde tal.

Alle de penge skal komme et sted fra, og det sted er erhvervslivet; nærmere bestemt de virksomheder der producerer varer og tjenesteydelser til eksport.

Tænk fx på en dansk eksportvirksomhed med 100 medarbejdere. Den omsætter for 100 Mkr og tjener 10 millioner før skat til ejerne, hvis den går godt. Hvor meget tror du egentlig en sådan en virksomhed leverer til samfundet i form af  skatter og afgifter hvert år? 5 millioner? 10 millioner, 20 millioner?

Svaret er ca. 50 millioner. De 30 er den skat virksomheden opkræver af medarbejdernes løn. De 14 er moms, andre afgifter og skatter fra de underleverancer som virksomheden køber. De 2½ million er selskabsskatten af overskuddet og ca 3½ million er den skat ejerne betaler når de tager overskuddet ud som udbytte.

S og SF vil beskatte de højeste indkomster højere. Millionærskatten til ejeren kan måske give nogle hundrede tusinde ekstra. Men hvis det betyder at ejeren starter sin næste virksomhed i udlandet, er det en dårlig forretning. Samfundet tjener nogle hundrede tusind, men taber 50 millioner. Plus at 100 medarbejdere mister deres job.

Det er den udvikling Danmark er inde i, og det bliver kun værre. Vi har mistet 200.000 jobs i det private erhvervsliv de seneste år og det er fordi det ikke er attraktivt at skabe nye jobs i Danmark. Der er undtagelser, men tendensen er klar: Vi mister de indtægter som politikerne kappes om at bruge på sundhed, uddannelse, miljø og andre “vindersager“.

Jeg er bestyrelsesformand for Grundfos med 17.000 medarbejdere og en omsætning på 20 milliarder. Heldigvis har Grundfos ikke planer om at flytte, men jeg tør slet ikke tænke på hvad det ville betyde for Danmark, hvis Grundfos flyttede til udlandet. Umiddelbart vurderer jeg at det ville løbe op i 5000 tabte arbejdspladser og tabte skatter og afgifter på 3-5 milliarder hvert år når vi tager underleverandørerne med. Selskabsskatten er det mindste: Et par hundrede millioner.

Derfor bør valget først og fremmest handle om hvordan vi skaber mere vækst og flere jobs i Danmark så vi har nogle penge at bruge på velfærden. Der er kun én vej: at gøre det mere attraktivt at skabe nye jobs i Danmark og at arbejde mere. At sænke skatten på den sidst tjente krone er det vigtigste middel hertil. Umiddelbart giver det naturligvis færre penge i samfundets kasse, men allerede efter få år bliver der overskud. Det er det, økonomerne siger med beregningerne i DREAM modellen, og det er derfor det betyder rigtig meget, hvilket parti og hvilken politik du stemmer på. Velstand kommer før velfærd.

Det er trist at dette ikke er gået op for danskerne. Jeg har været med til at starte 22 virksomheder; jeg har mit på det tørre og jeg klarer mig nok, men det ærgrer mig at at dette dejlige land stille og roligt er på vej til at blive fattigere med alt det, det indebærer af social uro og problemer. Politikerne fra alle partier ved det og alligevel overbyder de hinanden med valgflæsk.

Jeg synes det er flovt. ØV! Hvad synes du? Skriv en kommentar.

Dansk Politik – hvad burde den handle om?

Jeg er ved at blive syg af dansk politik. Hvilket tidsspilde at bruge forsideplads og medietid på at drøfte om der skalvære 14 yderligere toldere på vagt og om der skal bygges de nødvendige faciliteter til dem.

Her er et bud på hvad jeg mener vi burde bruge kræfterne på:

  1. Bæredygtighed. Vi kan gøre ekstremt meget for at gøre Danmark mere bæredygtigt i form af forretningsudvikling, investeringer, incitamenter, forskning og uddannelse. Alligevl er indsatsen ukoordineret og halvhjertet. Hvis vi bruger 100 kr i år på et projekt der betaler sig tilbage på tre år, så har vi i år fire og hvert eneste år derefter noget i retning af 30 kr. pr. år til at investere yderligere i fremtiden med. Dens slags projekter er der rigtig mange af, både for private, virksomheder og det offentlige.
  2. Forskning og udvikling. Inden for alle områder af samfundet er der et kæmpe potentiale i at skabe ny viden og at udnytte den til samfundets gavn. Når Grundfos bruger 500 millioner på at udvikle næste generations cirkulationspumper (ja det koster det!) så giver det formentlig mersalg for 10 milliarder de næste 5 år plus en gigantisk energibesparelse de næste 20 år fordi pumperne er langt mere effektive end de pumper du har i kælderen. Grundfos pumper kunne spare fem procent af hele verdens elektricitetsforbrug! (ja du læste rigtigt). Og så er det noget så simpelt som pumper. Der er muligheder nok.
  3. Afbureaukratisering. Min erfaring fra de virksomheder, jeg har arbejdet i, er at man altid med en målrettet indsats kan fjerne 10% af omkostningerne uden at det går ud over arbejdsglæden eller den service, kunderne får. I det offentlige er potentialet 20% eller mere. Først og fremmest fordi uduelige og populistiske politikere (både røde og blå) overlæsser de offentlige institutioner med regler om millimeterstyring. Jeg tror ikke en pind på de aktuelle røde og blå planer for afbureaukratisering – viljen til forandring mangler. Tænk hvilken forskel hvis vi fik frigjort 100.000 eller 200.000 offentligt ansatte til arbejde der nytter noget!
  4. Frihed. Al erfaring viser at mennesker har det bedst hvis de selv kan bestemme over deres liv. Selvfølgelig skal der være grænser for friheden så fællesskabet kan fungere, men det formynder samfund vi har bygget op især i de sidste tyve år, er en farce. Det tager en af mine venner fire måneder at få lov til at bygge et skur ved hendes sommerhus, og jeg er lige ved at tro at sagsbehandlingen er lige så dyr som skuret! Er det uansvarligt at mene at jeg bedre kan prioritere hvordan jeg vil bruge mine penge, end Staten?
  5. Her er plads til dit punkt!

Jeg har ikke givet op – og jeg tror det tager mange år, inden jeg gør det. Du og jeg stemmer sikkert ikke på samme parti, men kune vi ikke blive enige om at støtte de (få) politikere der har en mening om og arbejder aktivt med de opgaver der virkelig betyder noget?

Hvor er de offentlige ansatte blevet af?

Fornylig hørte jeg et både morsomt og tankevækkende foredrag af Anne Knudsen – redaktør på Weekendavisen. Anne fortalte levende om hvordan hun huskede offentlig service da hun var barn:

  • Posten blev bragt ud to eller endog tre gange om dagen (i byerne)
  • Familielægen kom på sygebesøg, om nødvendigt flere gange en dag og også lørdag.
  • Skadestuen lå lige i nærheden og havde tid til at lave de nødvendige ting på stedet.
  • Kommunekontoret kunne svare på spørgsmålene på stedet – personlig betjening
  • Læreren havde tid til at tale med forældrene og kom på hjemmebesøg – det samme gjorde præsten og socialrådgiveren.
  • Der var en kaserne i (næsten) hver en by
  • Politiet kom når man anmeldte et indbrud.
  • Der var et folkebibliotek i selv meget små byer, og man kunne få hjælp ved blot at spørge bibliotekaren.
  • osv.

Anne Knudsen spurgte: Hvad er der blevet af de offentlige ansatte? Hvad laver de nu, som er vigtigere end at betjene borgerne? Hvad har den nye teknologi hjulpet?

Hun gav ikke svaret, og jeg har siden brugt en del tid på at søge at finde det. Jeg ser tre mulige forklaringer:

  1. De offentligt ansatte bruger langt mere tid til administration og dokumentation end tidligere. Tiden går fra borgerne.
  2. Det offentlige løser nu en lang række opgaver som ikke indebærer en service eller nyttevirkning for borgerne. Blandt disse opgaver er den snart totale kontrol med borgernes adfærd.
  3. Teknologien er blevet brugt til at tjene “systemets” formål i stedet for borgernes.

Og glem så ikke hvad det kræver at administrere de 800.000 danskere mellem 18 og 66 år, der er på passiv offentlig forsørgelse.

Er det de rigtige svar? Eller kan du tilføje flere?

Fem ting en god statsminister skal kunne

Det her er farligt. For jeg kom i 2007 til at sige at jeg synes at Anders Fogh ville være bedre som nr. 2 end som statsminister. For mig at se var han en teknokrat som er god at have i baghånden, men ikke en visionær leder der kunne samle Danmark om at skabe en fælles fremtid. Og så indrømmede han aldrig en fejl.  At sige sådan noget i en valgkamp får man virkelig tæsk for hvis man er kandidat til Folketinget. Hvad tror du egentlig, du er? Uanset at eftertiden har vist at vurderingen af Anders Fogh nok var mere rigtig end nogen troede dengang.

Nu er jeg heldigvis ikke kandidat til noget som helst. Mit ærinde ikke at pege på en bestemt person som statsminister, endsige at kritisere den nuværende. Mit ærinde er at pege på fem ting som vi skal kigge efter når vi senere på året skal vælge Danmarks statsminister for de kommende fire år.

  1. En god statsminister skal aftvinge respekt. Han eller hun skal have præsteret noget af betydning; vist at han eller hun kan mere end at tale om tingene og mere end at bruge penge som andre har tjent. Han eller hun skal ville noget ved at være i politik. Han eller hun skal være sig selv – ikke et falsk image skabt af en spindoktor.  Modpolen: levebrødspolitikeren.
  2. En god statsminister kan formulere en vision for fremtidens samfund. Han eller hun skal kunne forklare hvor hen Danmark skal bevæge sig, hvorfor netop det er en god ide for samfundet (som helhed) og hvordan det passer ind i den udvikling som han eller hun forventer vil ske i resten af verden. At Danmark skal være i verdensklasse på bestemte punkter er ingen vision. Modpolen: Angsten for vælgerne.
  3. En god statsminister er leder for hele befolkningen. Ikke kun for sit eget parti eller for sin egen blok. En god statsminister lytter til oppositionen og går langt for at inddrage den i vigtige beslutninger. Modpolen: Blokpolitik.
  4. En god statsminister indrømmer sine og regeringens fejl. Der sker fejl hele tiden og fremfor at skjule fejlene skal lederen erkende dem, klarlægge dem og lære af dem. Åbenhed er den bedste garanti for ordentlig regeringsførelse. Modpolen: Birthe Rønn-Hornbech.
  5. En god statsminister erkender sin begrænsning. Han eller hun tør sige at han eller hun ikke kender svaret på et spørgsmål eller ikke på stående fod har en plan for dette eller hint. Et andet ord for dette er ærlighed. Modpolen: vore dages partiledere.

Det var min liste og den rejser flere spørgsmål: Er punkterne relevante? Mangler der noget eller er der noget der er vigtigere? Hvordan passer vore to statsministerkandidater ind i billedet? og kan du pege på nogen der ville være bedre end de to?

Jeg glæder mig til mange kommentar..

64 procent mere værdi – Unboss

(English – see below)

Her til morgen havde 210 læsere svaret på spørgsmålet tilhøjre: Hvor megen  merværdi kunne du skabe på din arbejdsplads hvis alle forhold var optimale ? (ledelse, organisation, kolleger, opgaver). De eller I siger at I ville kunne skabe 64 procent mere værdi end nu, og jeg er ikke overrasket: Min erfaring er at organisationer kan skabe dobbelt så stor værdi eller endnu mere hvis alle forhold er i orden. Når det lykkes kommer der organisationer ud af det, som kan konkurrere Sony ud af Japan og Philips ud af Holland. Og mærkeligt nok: arbejdsglæden stiger; medarbejderne er mere tilfredse end nogensinde, og køen af folk der gerne vil have jobs, bliver længere end nogensinde.

Mit mål med denne blog og med alt hvad jeg gør i disse år, er at slippe det potentiale løs. Kolind Kuren (bogen) gav nogle bud herpå, men den er fem år gammel og der er mere stof i historien end det. Derfor arbejder jeg sammen med Jacob Bøtter (forfatter til bogen NQ – se www.nq.dk) om at skrive bogen Unboss som forhåbentlig kan gøre koden tilgængelig for alle der gider og tør smøge ærmerne op. Unboss udkommer til efteråret.

Selvom jeg er pessimist mht danske politikeres evne og vilje til at udnytte potentialet (med en enkelt undtagelse – I ved) så er jeg optimist på vegne af danske medarbejdere og virksomheder. Vi kan også i de næste 20 eller 50 år blive det foregangsland som hele verden vil kigge på, når vi begynder at udnytte de muligheder for at skabe fremragende organisationer (offentlige og private) som ligger i den tillids-kultur, vi stadig er næsten ene om i verden. Tillid er nemlig en af nøglerne til at frigøre potentialet. Tillid er forudsætningen for at vi kan slippe af med bosser og få unbosser i stedet.

Arbejdet med Unboss går nu ind i den afgørende fase, og hvis du har lyst til på en eller anden måde at være med i slutspurten (læse udvalgte kapitler (på engelsk) og bidrage med kritik; komme med eksempler, eller andet) så send mig en (ikke al for lang!) mail på lars@kolind.dk og fortæl lidt om din baggrund og hvad du måske kunne tænke dig at bidrage med i forbindelse med Unboss. Skriv Unboss i emne-feltet på mailen. Jeg læser din mail, men vær lidt tålmodig mht at få svar – jeg får rigtig mange mails og har til tider lidt svært ved at nå at svare på dem alle! Har du en generel kommentar, glæder jeg mig til at læse den på bloggen nedenfor.

Tænk det utænkelige: At danske virksomheder og offentlige organisationer kunne skabe 64 procent mere værdi end i dag. Så ville det godt nok være spændende at være dansker.

English summary:

This blogpost summarises a survey on the added value potential of organisations if the worked properly (management, structure, teams, tasks): 210 respondents indicate that an average of 64 % value could be created under such circumstances.

Together with Jacob Bøtter (author to the book NQ, www.nq.dk) I am currently working on a new book, Unboss, which will unfold this potential. Unboss is due in November 2011 and we invite you to join the effort (reviewing selected chapters, providing examples etc) by mailing me a bit about your background and what you think you could contribute, on lars@kolind.dk marked “Unboss”.

850.000 kr.

Her er noget jeg ikke kan forstå. Hjælp mig!

Hvis man laver en gennemsnitsberegning af indtægter og udgifter for samfundet for et nyfødt barn igennem hele dets levetid, så viser regnestykket et minus på 850.000 kr. Indtægterne er betalt skat, moms og andre afgifter; udgifterne er hvad det koster at drive den offentlige sektor, herunder sociale ydelser til orlov, dagpenge, førtidspension, efterløn, folkepension mv.

Jeg forstår godt regnestykket og tvivler egentlig ikke på at det er korrekt. Men det jeg ikke forstår, er at hovedparten af den danske befolkning ikke synes at det er noget stort problem. I mine øjne er det nærmest absurd!

Hvem kan forklare mig det – og hvem kan foreslå en løsning? Skriv en kommentar.

Udlicitering er løsningen

Jeg går ind for at langt de fleste offentlige opgaver skal udliciteres, især de vigtigste. Ikke af ideologiske grunde, men simpelt hen fordi det er sund fornuft for alle parter. Du er sikkert uenig, men glem lige dine fordomme og hør hvorfor:

Det offentlige (kommuner, regioner, stat) er et fællesskab, hvor borgere bliver enige om at det er bedst for alle parter at visse opgaver løses i fællesskab. Politi, domstole, forsvar, infrastruktur, regulering, affald, vandforsyning, uddannelse, sociale opgaver og 1000 andre ting som det enten er umuligt eller simpelt hen for dumt at løse individuelt. For mig er der ingen ideologi i dette: Vi skal løse de opgaver i fællesskab, som giver mening.

Ideologien kommer ind når vi skal afgøre hvem der skal betale hvor meget. Her er der tre muligheder:

  1. Vi betaler efter forbrug (fx. vand, varme, el og affald). I princippet betaler vi den kostpris som ydelsen koster.
  2. Vi betaler efter hvor meget vi tjener, men ikke efter hvor meget vi bruger ydelsen. Vi betaler også selvom vi slet ikke bruger ydelsen. Det gælder alle de ting som finansieres over skatten.
  3. En kombination af 1 og 2. Det gælder når det offentlige opkræver en vis brugerbetaling som dog ikke dækker alle udgifter. resten betales efter hvor meget vi tjener (altså over skatten).

Fordelingen mellem 1, 2 og 3 kunne i høj grad fortjene mere debat, men det er ikke emnet for denne blogpost. Den handler altså ikke om hvem der skal betale, men om hvem der skal producere. En ydelse kan i princippet produceres på to forskellige måder og den måde den produceres på, har intet at gøre med den måde ydelsen betales på:

  1. Det offentlige kan selv producere ydelsen, dvs. ansætte medarbejdere, købe udstyr og organisere det hele.
  2. Ydelsen kan produceres af en privat virksomhed. Her skal det offentlige specificere ydelsen fra borgerens synspunkt (det problem som ydelsen skal løse, og den kvalitet borgeren skal ha). Det offentlige skal ikke specificere hvad virksomheden skal gøre, kun den nytte eller værdi som ydelsen skal skabe for borgeren.

Hvis en privat virksomhed skal producere en ydelse for det offentlige, skal den indtjene et overskud på typisk 5 – 10% af omsætningen. Overskudet skal dække renter af den kapital der er investeret, samt den risiko der altid er ved at drive virksomhed. Det offentlige skal også forrente sine investeringer og håndtere sin risiko. Omkostningerne til det kan vi bare ikke se med den måde, offentlige regnskaber laves, men omkostningerne er der. Her er der altså  ikke megen forskel mellem offentlig og privat produktion.

Forskellen mellem offentlig og privat produktion ligger to andre steder:

  1. Større incitament. En privat virksomhed der producerer en ydelse for det offentlige har et stærkt økonomisk incitament til at løse opgaven mere effektivt, simpelt hen fordi den selv kan beholde gevinsten. Derfor kommer der mere og hurtigere innovation hvis ydelsen produceres i privat regi.
  2. Eksport: Hvis viden om at producere ydelsen ligger hos det offentlige, bliver den der, medmindre det offentlige selv vil til at drive eksportvirksomhed. Det prøvede man for ca 20 år siden (systemeksport) og det var en total fiasko. Borgmestre er politikere – ikke forretningsfolk. Hvis til gengæld viden flyttes over i den private virksomhed som producerer ydelsen, har den et invitament til at eksportere, især hvis den er blevet rigtig dygtig og effektiv.

Det er de to grunde der gør at offentlige ydelser bedst produceres i privat regi: Mere innovation og mere eksport. Læg mærke til at jeg overhovedet ikke nævner besparelser. Selvom der er mange gode eksempler på at det offentlige har sparet penge ved at overlade produktionen til private virksomheder, er det ikke den vigtigste motivation. Også selvom det ikke umiddelbart bliver billigere for det offentlige at overlade produktionen til private virksomheder, skal vi gøre det, simpelt hen for at fremme innovation og eksport. I længden bliver det nemlig billigere, for en virksomhed der løser opgaver for mange kommuner både her og i udlandet, har råd til at investere i forskning og produktudvikling og dermed i endnu bedre og billigere ydelser (produkter). Tæmk lige over hvor uendelig lidt det offentlige bruger til at produktudvikle de ydelser som de producerer!

Har jeg ret? Må jeg høre din mening? Skriv en kommentar!

SF’s vækstudspil – gid det var så vel

75.000 nye private arbejdspladser, det lyder forjættende. Men hvad er substansen?

Offentlige indkøb: Det bedste er at SF nu tilslutter sig klassisk borgerlig/liberal tankegang om at offentlig virksomhed skal i udbud, dvs. udsættes for reel konkurrence. Ellers er forslagene meningsløse. Det er også positivt at det offentlige nu skal lægge større vægt på at købe bæredygtigt ind. Til gengæld er det ikke godt at det offentlige nu på ubestemt tid skal kunne drive erhvervsvirksomhed inden for alle brancher og det er uheldigt at binde offentlige indkøbere til at købe lokalt i udkantområderne. Det er ikke den måde dansk erhvervsliv kommer i verdensklasse. Og 10.000 nye jobs i det private på den konto bliver der kun med en massiv udlicitering som jeg vil se SF gennemføre før jeg tror det!

15.000 nye arbejdspladser inden for velfærds og sundhedsteknologi. Også det vil jeg se før jeg tror det. Region Syddanmarks ambitiøse satsning på velfærdsteknologi (Welfare Tech Region) håber på tre år at skabe 500 nye arbejdspladser og det bliver svært. Jeg tror det er klogt at satse på velfærdsteknologi af mange grunde, men de forslag SF’s plan indeholder, virker ikke overbevisende. Krav om innovationsstrategier for alle myndigheder og puljer som man kan søge penge fra, giver kun ét sikkert resultat: mere bureaukrati. Satsningen på velfærdsteknologi er fornuftig nok, men hvis vi virkelig skal skabe de arbejdspladser, som SF drømmer om, kommer man ikke uden om at skabe bedre rammevilkår for både store og små virksomheder i alle brancher.

50.000 nye job inden for klima og energi. Her er det godt at SF peger på energibesparelser på alle punkter, men prisen for disse taler planen ikke om. Og flere af forslagene lægger op til yderligere bureaukrati; bl.a. skal virksomheder have tilskud til ulønsomme investeringer (med mere end 5 års tilbagebetalingstid). Sådan skaber man ikke velstand i global konkurrence: Den skabes ved at pengene investeres der hvor afkastet er størst.

Vand – Det nye vindeventyr. Jeg er sikker på at der er enormt potentiale i vand, og at danske virksomheder har et rigtig godt udgangspunkt for vækst. Men vores stærke position er ikke skabt af politikerne. Den har vi fordi driftige erhvervsfolk i årtier har set gode forretningsmuligheder på dette felt og fordi det har kunnet betale sig for virksomhederne at investere. Vandplaner og restriktioner gør det ikke. Men der er også gode punkter i SF’s plan her; ikke mindst at man vil satse på decentral spildevandsbehandling.

Konklusion: Der er bestemt gode elementer i planen, men påstanden om at den skaber 75.000 nye private jobs, er der ingen sikkerhed for. Til gengæld er der sikkerhed for endnu mere regulering, endnu mere bureaukrati og endnu mere stat. Mit forslag til Regeringen er at fokusere på de samme områder som SF’s plan (offentlige indkøb, velfærdsteknologi, klima, energi og vand), og så kombinere de gode hensigter fra SF’s plan med tre ting:

  1. Bedre rammevilkår for alle erhvervsvirksomheder (skat, bureaukrati),
  2. Støtte til alle myndigheder der vil arbejde for bæredygtighed og innovation,
  3. Bortfald og forenkling af regler inden for alle områder i det offentlige.

Så vil jeg begynde at håbe på at vi kunne skabe 75.000 nye private jobs.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Folkeskolen: en tredje vej.

Politiken skrev lørdag at folkeskolen er som et skilsmissebarn: fanget mellem regering og opposition som strides om barnet. Begge har sikkert de bedste hensigter, men barnet lider. Avisen har ret, og der er ikke udsigt til forbedring foreløbig.

Men prøv lige at lave et tankeeksperiment: At regering og opposition blev enige om at opstille fx. fem overordnede mål for folkeskolen de næste ti år, og derefter udbød opgaven i licitation på kvalitet. Prisen skulle der ikke konkurreres om; den kunne være at det nuværende udgiftsniveau pr. elev blev fastholdt de næste ti år med kompensation for stigninger i fx. forbrugerpris indekset. Måske ikke én stor licitation, men så fx. en licitation pr region. Målene kunne være fx. en forbedring af Danmarks placering i Pisa undersøgelserne eller hvad politikerne ellers kunne blive enige om.

Licitationen skulle være åben for alle. Fx. kunne lærere og skoleledere i regionen lave et konsortium (firma) sammen med lokale virksomheder, undervisningsinstitutioner eller andre for at byde på opgaven. Målet skulle være givet, men midlerne var op til de der bød på opgaven. Altså ingen krav om klassekvotienter, antal lærertimer, elevplaner og de mange andre administrative krav som skolen er udsat for. Det er resultaterne der tæller.

Jeg ved godt at dette tankeeksperiment er totalt urealistisk. Det går Folketinget aldrig med til. Men ved at tænke på den måde ville det blive klart hvor mange overflødige og skadelige bånd vi har pålagt folkeskolen fra centralt hold, og hvor meget disse bånd (læs: bureaukrati) skader lærernes motivation og skolens egentlige opgave: at give eleverne de bedst mulige forudsætninger for at kunne fungere i og bidrage til det samfund de som voksne skal leve i.

Jeg vil vove den påstand, at et konsortium med den rette ledelse kunne bringe folkeskolen tilbage blandt de fem bedste i verden på ti år og samtidig 1) indtjene et klækkeligt overskud til deltagerne, 2) have de mest tilfredse lærere og øvrige medarbejdere, 3) have de mest tilfredse elever og forældre, og 4) have en virksomhed der på sigt kunne eksportere skoleledelse for et milliardbeløb og dermed skabe hundredvis af nye jobs i Danmark.

Det går som sagt aldrig. Men måske skulle vi bare prøve på Fyn?

Ledelse af tro

Her er en ualmindelig god bog om ledelse af en ualmindelig institution, nemlig Folkekirken. Klogt skrevet af Erling Andersen og Mogens Lindhardt, som bruger den nyeste viden om ledelse på en institution der altid har haft svært ved at acceptere selve begrebet.

Kirken er en organisation hvis opgave er at lede tro. Den definition havde jeg ikke hørt før, men jeg synes den giver mening. Især når forfatterne med stor indsigt i moderne ledelsesteori og med respekt for de særlige forhold der gælder for en kirke i forhold til andre institutioner, peger på hvad kirken skal gøre for at komme til at fungere bedre og for at blive mere relevant i det samfund, vi lever i idag.

En varm anbefaling. Udkommet på Gyldendal Business. Koster 300 kr (vejl). Alle pengene værd!

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.