Kolind Kuren

75.000 nye private arbejdspladser, det lyder forjættende. Men hvad er substansen?

Offentlige indkøb: Det bedste er at SF nu tilslutter sig klassisk borgerlig/liberal tankegang om at offentlig virksomhed skal i udbud, dvs. udsættes for reel konkurrence. Ellers er forslagene meningsløse. Det er også positivt at det offentlige nu skal lægge større vægt på at købe bæredygtigt ind. Til gengæld er det ikke godt at det offentlige nu på ubestemt tid skal kunne drive erhvervsvirksomhed inden for alle brancher og det er uheldigt at binde offentlige indkøbere til at købe lokalt i udkantområderne. Det er ikke den måde dansk erhvervsliv kommer i verdensklasse. Og 10.000 nye jobs i det private på den konto bliver der kun med en massiv udlicitering som jeg vil se SF gennemføre før jeg tror det!

15.000 nye arbejdspladser inden for velfærds og sundhedsteknologi. Også det vil jeg se før jeg tror det. Region Syddanmarks ambitiøse satsning på velfærdsteknologi (Welfare Tech Region) håber på tre år at skabe 500 nye arbejdspladser og det bliver svært. Jeg tror det er klogt at satse på velfærdsteknologi af mange grunde, men de forslag SF’s plan indeholder, virker ikke overbevisende. Krav om innovationsstrategier for alle myndigheder og puljer som man kan søge penge fra, giver kun ét sikkert resultat: mere bureaukrati. Satsningen på velfærdsteknologi er fornuftig nok, men hvis vi virkelig skal skabe de arbejdspladser, som SF drømmer om, kommer man ikke uden om at skabe bedre rammevilkår for både store og små virksomheder i alle brancher.

50.000 nye job inden for klima og energi. Her er det godt at SF peger på energibesparelser på alle punkter, men prisen for disse taler planen ikke om. Og flere af forslagene lægger op til yderligere bureaukrati; bl.a. skal virksomheder have tilskud til ulønsomme investeringer (med mere end 5 års tilbagebetalingstid). Sådan skaber man ikke velstand i global konkurrence: Den skabes ved at pengene investeres der hvor afkastet er størst.

Vand – Det nye vindeventyr. Jeg er sikker på at der er enormt potentiale i vand, og at danske virksomheder har et rigtig godt udgangspunkt for vækst. Men vores stærke position er ikke skabt af politikerne. Den har vi fordi driftige erhvervsfolk i årtier har set gode forretningsmuligheder på dette felt og fordi det har kunnet betale sig for virksomhederne at investere. Vandplaner og restriktioner gør det ikke. Men der er også gode punkter i SF’s plan her; ikke mindst at man vil satse på decentral spildevandsbehandling.

Konklusion: Der er bestemt gode elementer i planen, men påstanden om at den skaber 75.000 nye private jobs, er der ingen sikkerhed for. Til gengæld er der sikkerhed for endnu mere regulering, endnu mere bureaukrati og endnu mere stat. Mit forslag til Regeringen er at fokusere på de samme områder som SF’s plan (offentlige indkøb, velfærdsteknologi, klima, energi og vand), og så kombinere de gode hensigter fra SF’s plan med tre ting:

1. Bedre rammevilkår for alle erhvervsvirksomheder (skat, bureaukrati),
2. Støtte til alle myndigheder der vil arbejde for bæredygtighed og innovation,
3. Bortfald og forenkling af regler inden for alle områder i det offentlige.

Så vil jeg begynde at håbe på at vi kunne skabe 75.000 nye private jobs.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Politiken skrev lørdag at folkeskolen er som et skilsmissebarn: fanget mellem regering og opposition som strides om barnet. Begge har sikkert de bedste hensigter, men barnet lider. Avisen har ret, og der er ikke udsigt til forbedring foreløbig.

Men prøv lige at lave et tankeeksperiment: At regering og opposition blev enige om at opstille fx. fem overordnede mål for folkeskolen de næste ti år, og derefter udbød opgaven i licitation på kvalitet. Prisen skulle der ikke konkurreres om; den kunne være at det nuværende udgiftsniveau pr. elev blev fastholdt de næste ti år med kompensation for stigninger i fx. forbrugerpris indekset. Måske ikke én stor licitation, men så fx. en licitation pr region. Målene kunne være fx. en forbedring af Danmarks placering i Pisa undersøgelserne eller hvad politikerne ellers kunne blive enige om.

Licitationen skulle være åben for alle. Fx. kunne lærere og skoleledere i regionen lave et konsortium (firma) sammen med lokale virksomheder, undervisningsinstitutioner eller andre for at byde på opgaven. Målet skulle være givet, men midlerne var op til de der bød på opgaven. Altså ingen krav om klassekvotienter, antal lærertimer, elevplaner og de mange andre administrative krav som skolen er udsat for. Det er resultaterne der tæller.

Jeg ved godt at dette tankeeksperiment er totalt urealistisk. Det går Folketinget aldrig med til. Men ved at tænke på den måde ville det blive klart hvor mange overflødige og skadelige bånd vi har pålagt folkeskolen fra centralt hold, og hvor meget disse bånd (læs: bureaukrati) skader lærernes motivation og skolens egentlige opgave: at give eleverne de bedst mulige forudsætninger for at kunne fungere i og bidrage til det samfund de som voksne skal leve i.

Jeg vil vove den påstand, at et konsortium med den rette ledelse kunne bringe folkeskolen tilbage blandt de fem bedste i verden på ti år og samtidig 1) indtjene et klækkeligt overskud til deltagerne, 2) have de mest tilfredse lærere og øvrige medarbejdere, 3) have de mest tilfredse elever og forældre, og 4) have en virksomhed der på sigt kunne eksportere skoleledelse for et milliardbeløb og dermed skabe hundredvis af nye jobs i Danmark.

Det går som sagt aldrig. Men måske skulle vi bare prøve på Fyn?

Her er en ualmindelig god bog om ledelse af en ualmindelig institution, nemlig Folkekirken. Klogt skrevet af Erling Andersen og Mogens Lindhardt, som bruger den nyeste viden om ledelse på en institution der altid har haft svært ved at acceptere selve begrebet.

Kirken er en organisation hvis opgave er at lede tro. Den definition havde jeg ikke hørt før, men jeg synes den giver mening. Især når forfatterne med stor indsigt i moderne ledelsesteori og med respekt for de særlige forhold der gælder for en kirke i forhold til andre institutioner, peger på hvad kirken skal gøre for at komme til at fungere bedre og for at blive mere relevant i det samfund, vi lever i idag.

En varm anbefaling. Udkommet på Gyldendal Business. Koster 300 kr (vejl). Alle pengene værd!

Tirsdag var jeg til TEDxCopenhagen; en af de mest spændende konferencer jeg nogensinde har deltaget i. Arrangeret af Wemind med støtte fra bl.a. Københavns Kommune, Politiken, DR og SticksnSushi samlede TEDx 300 deltagere til 18 minutters foredrag om så forskellige emner som mikrbiologi, stress, rumfart, vejrtrækning, fattigdomsbekæmpelse, arbejdsglæde, frygt og genetik.

Debatten summede som jeg sjældent hat hørt det og ideerne til hvordan Danmark og verden kunne blive et bedre sted at være, var der rigtig mange af. Visionære i modsætning til “mer af det samme” som vi hører fra Regeringens Vækstforum. Jeg vil påstå at en halv dag sammen med den gruppe der deltog i TEDx, ville give Regeringen fem gange flere relevante forslag om Danmarks fremtid, end 18 måneders arbejde i Vækstforum støttet af ubegrænset sekretariatsbistand fra fire ministerier.

Det er flovt. Og det er tragisk for Danmark der virkelig mangler nytænkning om sin fremtid. Er vi virkelig så konservative, socialdemokratiske (Venstre) og så småborgerlige (Dansk Folkeparti) at vi slet ikke er interesseret i nytænkning?

Om nogle dage ligger foredragene fra TEDxCopenhagen på nettet. Se www.tedxcopenhagen.dk.

Så kan man jo håbe på at nogle i Regeringen trods alt ser dem. Debatten og de mange ideer slipper de for…

Denmark er dejligt – især om sommeren. Men Danmark bliver fattigere. Relativt set. Ingen tvivl om det. På få år er vi raslet ned til en 14. plads på rangstigen og det går kun én vej ved enhver økonom. Bloggens læsere er enige. Sidst jeg gjorde afstemningen her på siden op, troede kun 11% at Danmark ville blive rigere. 14% regnede med at vi nogenlunde vil holde stand, mens resten, dvs. 75% tror vi bliver relativt fattigere.

Det får konsekvenser:

1. Lønnen i Danmark vil falde i forhold til andre lande. Jeg gætter på 20% lavere løn i løbet af ti år. Det klarer vi nok, men vi kommer i hvert fald til at prioritere hårdere og der kommer færre penge i stats og kommunekasserne.
2. De dygtigste rejser udenlands. For tiden har vi et nettounderskud af højtuddannede i forhold til udlandet på over 30.000 personer. Det tal gætter jeg på er vokset til 60-100.000 om ti år. Derved kommer vi til at mangle 100 milliarder eller mere at beskatte.
3. Danmark bliver ældre. Jo vi får flere ældre, men det har ikke noget med fattigdom at gøre. Men alt andet bliver også ældre: Flere gamle biler på vejene, gamle tog på skinnerne, gamle og dårligt vedligeholdte huse, veje, kloakker, skoler, sygehuse og alt andet.
4. Mindre kultur. Færre teatre, koncerter, udstillinger, museer, biblioteker og musikskoler. Vi har simpelt hen ikke raad.
5. Flere arbejdsløse. Det siger sig selv. Og de der mister jobbet, vil få markant lavere understøttelse end nu. Flere vil blive tvunget til at tage hvad de kan få for simpelt hen at få mad på bordet og tag over hovedet.
6. Flere hjemløse og fattige. Flere vil gå fra hus og hjem og være henvist til et liv på gaden. Pensioner og andre sociale ydelser bliver lavere. Heldigvis bliver der nok flere varmestuer og herberger.
7. Færre der tager videregående uddannelser. De danske universiteters standard falder selvom man sikkert indfører brugerbetaling. Flere vælger at uddanne sig i udlandet, hvis deres forældre har råd.
8. Større kriminalitet og uro. Berigelses og voldskriminalitet vil vokse af bitter nød. De velhavende vil forskanse sig bag pigtråd og alarmsystemer. Private vagtværn har gyldne dage.
9. Større pres på indvandrere. Politiske partier og andre interessegrupper vil slå mønt på at gøre indvandrere og andre minoriteter til syndebukke. Det ser vi allerede i dag.
10. Lavere ejendomspriser. Efterspørgslen efter kontor- og fabrikslokaler falder og færre har råd til at købe en god bolig. Det vil få ejendomspriserne til at rasle ned.

Går det virkelig så galt? Jeg håber det ikke og jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at skabe den modsatte udvikling, dvs. få Danmark ind i en positiv spiral. Men både regering (VKO) og opposition (S-SF-Ø) fører en politik der fastholder Danmark i den onde cirkel. Ingen lytter til økonomer og erhvervsfolk der samstemmende siger at Danmark mangler grundlæggende reformer før vi kan komme tilbage i en god cirkel.

Hvem har ansvaret? Det har du og jeg, altså danskerne, fordi vi ikke ser realiteterne i øjnene, fordi vi ikke tænker langsigtet og fordi vi dyrker gruppeegoismen som religion. Vi tror på politikernes spin og retorik. Vi tror simpelt hen på at den går nok og at andre nok skal løse problemerne for os. Det gør de ikke og jeg synes heller ikke at vi fortjener det.

Hvor galt skal det gå før danskerne vågner op?

I morgen starter en stor og vigtig international konference i Odense om AAL – Ambient  Assisted Living, dvs. den teknologi vi kan bruge til at hjælpe mennesker med at fungere bedre, herunder længst muligt i eget hjem. Det er et scoop for Danmark at vi har fået konferencen hertil og dejligt at vi har så mange gode initiativer i gang på området. Jeg er engageret i et af dem, nemlig som formand for Welfare Tech Region, http://www.welfaretechregion.dk/da

I forbindelse med konferencen gennemtænkte jeg vores mentale model for velfærdsteknologi i Danmark. Det var tankevækkende:

1. Problemet opfatter vi først og fremmest som et økonomisk problem og et problem med at skaffe medarbejdere der kan levere al den service, som især de ældre får brug for i de kommende år. Men kunne vi ikke opfatte problemet som en mulighed? Rigtig mange mennesker holder sig friske langt længere end før; de kan få en højere livskvalitet end før og de har noget at bidrage med til samfundet i mindst ti år længere end før.
2. Formålet med den indsats der skal gøres er kort sagt overlevelse, dvs. at undgå at problemet vokser os over hovedet. Men kunne vi ikke opfatte formålet modsat: At give mennesker mulighed for høj livskvalitet gennem hele livet; herunder mulighed for at bidrage til samfundet i flere år end nu?
3. Midlerne vi bruger kan udtrykkes helt enkelt: At bruge al mulig teknologi til at holde de ældre ude fra det offentlige system ved at holde dem længst muligt i eget hjem. Men kunne vi ikke gøre det modsatte: Engagere og involvere de ældre mest muligt i samfundet, herunder opgaven at hjælpe andre medborgere til højere livskvalitet?
4. Processen vi bruger,er traditionelt lineær: Identificere behov, udvikle løsninger, afprøve, dokumentere og sælge. Men kunne vi ikke i stedet arbejde sammen med de ældre og i fællesskab finde frem til og udvikle løsninger der dækkede de ældres (og andres) behov?
5. Organisationen er i dag opdelt i mange små siloer der hver har deres opgave: Nogle planlægger, andre leverer, andre kontrollerer, nogle sammenligner best practice, nogle forsker, nogle samarbejder med erhvervslivet, andre køber ind osv. osv. Kunne man ikke i stedet fungere i netværk på tværs, hvori de ældre selv indgår og hvori deres behov og ønsker var omdrejningspunktet?
6. Menneskene der arbejder i sektoren er specialister; dvs professionelle inden for hver deres felt. Men kunne vi ikke med fordel inddrage folk der var eksperter i at arbejde på tværs? Folk der kan tænke i helheder og folk der kan formidle samarbejde?
7. Fokus er på at øge produktiviteten pr udgiftskrone og pr arbejdstime. Men kunne vi ikke i stedet fokusere på innovation; radikal innovation som ikke bare er småforbedringer af den måde vi gør tingene på i dag?

Er jeg bare himmelråbende naiv? Skriv en kommentar..

PS: Vil du lære mere om hvordan man analyserer mentale modeller og finder på nye, så er der en opskrift i Kolind Kurens værktøjskasse, kapital 7.

Nu er turen kommet til vores lokale skole i Sønder Vissing. Den skal lukkes for at Horsens Kommune kan få driftsbudgettet til at nå sammen. Ikke nogen ulykke for vores familie på kort sigt; vi har ikke børn i skolealderen. Men lukningen er udtryk for hvad jeg af et ærligt hjerte vil kalde en syg logik. Ja du læser rigtigt: en syg logik.

Logikken er at skolen betragtes som det man i driftsøkonomien kalder et “omkostningssted”. Den leverer en bestemt service (undervisning af 221 elever i ti klasser); der er 34 medarbejdere; bygninger og udendørsfaciliteter er gode og det hele koster 12,7 Mkr. i 2010.  De kommunale myndigheder opregner både fordele og ulemper ved små og store skoler men afstår fra at tage såkaldt “lokalpolitiske” hensyn med i regnestykket. Formentlig fordi de er svære at sætte konkrete tal på.  Man ser på en række alternativer for skolesammenlægninger – altsammen rent driftsøkonomisk tankegang.

Konklusionen af regnestykket er at skolen skal lukkes. 932 mennesker i Sønder Vissing Sogn (et lidt mindre område end skoledistriktet) vil så opleve at det eneste der nu er tilbage af det lokale fællesskab, er kirken og forsamlingshuset der drives på frivillig basis. Alt andet er lukket. Alt.  Selvom Sønder Vissing ikke kan kaldes et egentligt udkantområde bliver konsekvensen at flere huse kommer til at stå tomme og at især børnefamilier vil finde boliger nærmere de store byer. Endnu et velfungerende lokalsamfund er væk.

Men den konsekvens indgår slet ikke i kalkylen. Det er jo en “lokalpolitisk konsekvens”. Jeg synes at tankegangen er syg. Den er kortsigtet og snæversynet. Og den er med til at ødelægge noget af det allerbedste i Danmark: De tusindvis af små velfungerende lokalsamfund. Børnene i Sønder Vissing skal dog skal nok komme i skole, for der er flere friskoler i området. Men det samlende midtpunkt som folkeskolen er, forsvinder.

Sønder Vissings eksempel illustrer hvorfor vi skal tænke anderledes. Her er fire grunde:

1. Kortsigtet driftsøkonomi er en lille del af den helhed som et samfund er. Hvis politikerne vil skabe et bedre samfund (og det er det vi har valgt dem til) skal de tænke bredere, sigte højere og se længere frem.
2. De ting der kan gøres op i kroner og ører, er sjældent de væsentligste: nærhed, fællesskab, liv og ånd kan ikke gøres op i penge.
3. Hvis besparelser på én konto giver meromkostninger andre steder, kan besparelserne være en rigtig dårlig forretning. Omkostningen for forældrene ved at deres børn nu ikke mere går i skole i lokalsamfundet, kan være store. Men dem regner embedsmændene ikke med. For slet ikke at tale om at et lokalsamfund uddør.
4. Kortsigtet driftsøkonomi er det man tyr til, hvis man mangler fantasien til at tænke nyt. Alene i det lille Sønder Vissing Sogn er 145 mennesker mellem 18 og 66 år på passiv offentlig forsørgelse, hvis byen svarer til landsgennemsnittet, heraf 24 efterlønsmodtagere. 145 voksne mennesker ud af 932 indbyggere som jeg skønner koster det offentlige omkring 25 Mkr. om året. Det er sygt! Rækker fantasien ikke til at forestille sig at nogle af de 145 kunne være til nytte i skolen? Rækker fantasien ikke til at forestille sig hvor meget billigere skolen kunne drives hvis den var fri af bureaukratiet og mikrostyringen fra Christiansborg? Rækker fantasien ikke til at forestille sig en skole uden traditionelle klasser og dermed mulighed for at undervise børnene i varierende hold?

Sønder Vissing forsvinder ikke fra landkortet fordi skolen lukkes. Men lokalsamfundet bliver fattigere og på sigt bliver Sønder Vissing også modent til at få udkantstøtte. Den kan passende finansieres af de penge vi sparede ved at lukke skolen. Så er vi tilbage hvor vi startede.

Tror du at slaget er tabt?

Seneste eksempel på Det Konservative Folkepartis mange forsøg på at hverve stemmer er at nu skal erhvervslivet forkæles. Partiet taler om en “forkælelsespakke” og sigtet er let at få øje på: Et desparat forsøg på at hverve stemmer og fastholde de store økonomiske tilskud som partiet traditionelt modtger fra erhvervslivet. Mange af de konkrete forslag er fornuftige nok: skatten på arbejde ned, selskabsskatten skal sænkes, og iværksætterskatten lempes. Samtidig skal forskerordningen forbedres, og konkurrenceudsættelsen øges. 

”Jeg kan ikke sige, hvornår vi får sænket selskabsskatten, men vi er klar til at gå i arbejdstøjet. Med de mange milliarder kroner, som bliver i erhvervsstøtte, er det oplagt, at vi prøver at se, om der er tilskud, som vi kan fjerne og bruge pengene til en generel sænkelse af selskabsskatten, ” siger Lene Espersen.

Det er ikke nogen dum ide at luge ud i erhvervsstøtteordningerne, men er der virkelig nogen der alvorligt kan mene at vi kan gøre noget effektivt for større vækst i Danmark ved at spare på erhvervsstøtteordninger til  fordel for generelt lavere selskabsskat? Og er det overhovedet at forkæle erhvervslivet at bede hunden spise sin egen hale?

Der er ikke brug for et parti der vil forkæle erhvervslivet. Der er heller ikke brug for et parti der vil forkæle pensionister, studerende, rødhårede eller bønder. Der er brug for et parti der har en plan for hvordan Danmark kan blive et bedre samfund. Den plan skal gøre tre ting:

1. Planen skal skabe økonomisk vækst sådan at vi har råd til at gøre de mange gode ting, som kunne gøre Danmark til et bedre samfund.
2. Planen skal involvere alle dele af samfundet, altså ikke alene erhvervslivet. Den skal også medvirke til at offentlige virksomheder skaber mere værdi og den skal bringe flere af de 800.000 danskere mellem 18 og 66 år der er på passiv offentlig forsørgelse, i arbejde.
3. Planen skal give borgerne ansvaret tilbage for deres eget liv ved at give dem frihed til at vælge selv og til at tage konsekvenserne af deres valg. Naturligvis med et økonomisk og socialt sikkerhedsnet, hvis de for alvor kommer i klemme.

Hvor svært kan det være? Hvad siger du?

I øjeblikket sparer stat og kommuner overalt hvor de kan og resultatet er at næsten alt hvad der ikke er strengt nødvendigt for driften, spares væk. Især alle former for udviklingsprojekter hvori man inddrager borgere og “eksperter” udefra. Hvad sker der ved at et planlagt projekt for bedre ernæring og mere motion for overvægtige unge spares væk? Intet på kort sigt, og derfor spares netop sådanne ikke strengt nødvendige projekter væk. De betragtes som en luksus som er forbeholdt gode tider.

Modsat de private virksomheder jeg er engageret i. Grundfos sparede 2.000 stillinger eller 15 % af medarbejderstaben da krisen strammede til. Det gjorde rigtig ondt. Men ét sted blev der ikke sparet: Forskning og udvikling. Og selvom pumper er forholdsvis simple produkter havde Grundfos midt i den værste krise fortsat 800 medarbejdere der arbejdede med nye teknologier, nye løsninger og nye produkter. Som bestyrelsesformand Niels Due Jensen sagde: Netop i en krise er det allermest nødvendigt at forny os og blive endnu bedre til at løse den opgave vi har påtaget os. Visionært!

Hvor er de 800 medarbejdere der arbejder med at gøre kommunernes service og pleje for de ældre, bedre? Ældrepleje er mindst ti gange mere kompliceret end vandpumper og alligevel yder det offentlige langt fra samme indsats for at forske og udvikle bedre løsninger og teknologier. Region Syddanmark er stolt over at kunne anvende ca 25 Mkr. om året til en treårig satsning på velfærdsteknologi – og det er et rigtig godt initiativ (Welfare Tech Region). Men 25 Mkr. til en sektor der beskæftiger over 25.000 menneker alene i den region? Det er en dråbe i havet i forhold til den milliard som Grundfos skal bruge i år til udvikling af bedre pumper!

Prioriterer vi rigtigt – og hvorfor ikke? Skriv en kommentar!

Med Fælleslisten kommer Udkantsdanmark for alvor på landkortet og det er rigtig godt. For den frustration som mange uden for de store byer har, over Regeringens (og oppositionens) manglende vilje til at gøre noget som kan skabe grundlag for vækst og positiv udvikling, er reel. Og støjen fra Udkantsdanmark er blot en forløber for utilfredshed i resten af befolkningen når også de opdager at heller ikke deres lokalsamfund har råd til at gøre de ting som det store flertal af borgere synes er væsentligt. Det er den vej det går.

Supersygehuset ved Herning er blot en dråbe – dråben der fik bægeret til at flyde over.

Hvis vi skal gøre noget for en positiv udvikling i Udkantsdanmark kræver det to ting:

1. En politik der skaber vækst og positiv udvikling i hele Danmark. Lavere skat (især på arbejde), bedre vilkår for erhvervslivet - især for videnvirksomhed, et opgør med Fogh’s “new public management” tyranni sådan at offentligt ansatte får ansvar og arbejdsglæde tilbage, bortfald af urimelig præmiering af tidlig pensionering (efterløn) samt nedbringelse af det enorme antal danskere på passiv offentlig forsørgelse. Sagt 100 gange før, men ikke mindre vigtigt af den grund. Udkantsdanmark kan aldrig gå frem hvis Danmark sakker bagud. Så enkelt er det.
2. En politik der skaber erhvervsmuligheder uden for de store byer. Risikovillig kapital. Uddannelse. Offentligt-privat samarbejde – også om udvikling af nye serviceydelser. Udlicitering af offentlige opgaver til mindre og lokale virksomheder.  Infrastruktur – ikke mindst elekronisk. Offentlige institutioner og serviceydelser, herunder kultur. Udvikling af turisme og andre erhverv der i særlig grad kan drage fordel af natur og friland. Der er nok at tage fat på. Og alle partier burde kunne støtte det.

Traditionel dansk syltepolitik er at nedsætte en kommission med repræsentanter for Gud og hvermand til at se på Udkantsdanmarks problemer og muligheder. Glem det! Vi har ikke brug for at spilde tre år mere! Opret i stedet et udviklingsselskab med en kapital på 10 mia. kr med den opgave at bidrage til erhvervsudvikling i Udkantsdanmark. Ledet af en bestyrelse med fem erhvervsfolk og tre offentlige ledere der har vist at de kan sætte ting i gang som gør en forskel. 10 milliarder kroner – et astronomisk beløb? Nej, blot ca. halvdelen af Realdanias formue som stammer fra bidrag på realkreditlån som ikke blev tilbagebetalt til låntagerne (ingen kritik af Realdania i denne forbindelse – de penge gør megen gavn). Har vi så ikke råd til en fond på 10 mia. kr. til Udkantsdanmark?

Ideen er til fri afbenyttelse for alle partier i Folketinget. Hvad synes du? Skriv en kommentar.