Skat, jeg bliver 65

I dag fylder jeg 65. Det er en mærkelig fornemmelse, for da min far blev 65 syntes jeg at han var en oldsag. Klar til en hyggelig, stille og rolig tilværelse som pensionist. Sådan oplever jeg det ikke: I god fysisk form og med masser af projekter og planer for fremtiden.

Men samfundet tror at jeg er som min far var da han var 65. Man må tro at jeg mangler penge, for nu kan jeg køre med DSB til nedsat takst på 65 billet. De fleste dage med 50% rabat. Jeg kommer også gratis eller billigt ind på museer og andre kulturinstitutioner, og kommunen tilbyder alskens særlige services til mig.

Systemet er ikke indrettet på at jeg faktisk gerne vil fortsætte med at arbejde og tjene penge. Hvis jeg tjener over 291.000 kr om året er min marginalskat nemlig steget med 30 procentpoint, fra 56% til 86%. Forestil dig at min ratepension var 300.000 kr om året. Dem betaler jeg sædvanlig skat af. Hvis jeg kan tjene 200.000 kr mere ved fortsat at arbejde, så koster det mig 86% i skat, altså 172.000 kr. 28.000 kr til mig selv og hvis jeg bruger de penge til fx. nye havemøbler, så skal jeg lige slippe en femtedel i moms. Tilbage ca 22.000 kr. eller 11 procent af det jeg tjente.

Men hvorfor bliver marginalskatten 86% og ikke 56% som den var før? Det er fordi folkepensionens grundbeløb på 68.000 kr om året nedsættes med 30% af det jeg tjener over 291.000 kr.

Lad os nu sige at jeg betaler ca 40% af de første 291.000 kr; det er knap 120.000 kr. Dertil 86% af 200.000 kr; ialt 292.000 kr i skat eller 59% af de 491.000 kr jeg betaler. Så er der omkring 200.000 kr tilbage. Hvis jeg bor i et hus til 8 millioner kr. skal jeg betale ejendomsværdiskat på ca 180.000 kr om året. Hvad er der så tilbage? 20.000 kr til at leve for ud af de 491.000 jeg har tjent eller får i pension.

Jeg klarer mig fint for jeg har en formue at leve af og jeg arbejder ikke først og fremmest for at tjene penge. Men systemet er forrykt! Folk der gennem et langt liv har tjent gode penge, betalt deres skat, betalt deres bolig og sparet op til pension straffes for at arbejde. Og grunden til at stat og kommune skal have stadig flere penge ind er et sygt samfund; det såkaldte velfærdssamfund. Der er i hvert fald to ting helt galt:

  1. Alt for mange gratisydelser. Sæt en pris på hver eneste ydelse og lad folk selv afgøre om ydelserne er pengene værd. Giv kun gratisydelser til dem der virkelig har behov for dem og drop det forældede princip at ydelser er bestemt af hvor gammel man er. Hvorfor må vi ikke selv bestemme hvordan vi vil bruge de penge vi tjener?
  2. Alt for megen administration. Hvad ligner det at jeg nu skal igennem en omfattende administrativ procedure for at søge om folkepension? Kommunen har alle oplysninger og kunne lige så godt sende mig en e-mail med besked om hvad jeg nu kan få, hvis jeg kan få noget, og hvordan de har regnet det ud. Basta.

Har du flere gode eksempler? Skriv en kommentar nedenfor!

Japan – måske ku’ vi lære noget

Den sidste uge har jeg været i Japan og det slog mig endnu engang at vi måske kan lære noget.

Først og fremmest er jeg fascineret af den offentlige transport; ikke mindst togsystemet. Med så mange mennesker på så lidt plads er der næppe noget alternativ. Men at man kan lave et system af hurtigtog (Shinkansen) der flere gange i timen forbinder byerne med en gennemsnitshastighed på 240 km/t er stadig imponerende. Især at den gennemsnitlige forsinkelse de sidste tyve år har været 18 sekunder (ja sekunder!). Vi har selvfølgelig ikke passagergrundlag for noget sådant, men i forhold til IC3 og IC4 er der massivt plad til forbedring.

Jeg undres også over hvordan der kan være så pinligt rent på offentlige steder. På de store stationer hvor op til 3,5 millioner mennesker passerer dagligt er der ikke nogen form for affald at se. Intet. Sammenlign med København H. Kan man ikke kombinere de mange gode sider ved os danskere med lidt større disciplin og ansvarlighed over for fællesskabet?

Til sidst høflighed: Til min smag går japanerne for vidt når de bukker og ikke er til at få til at sige nej. Men man kan jo sagtens være høflig og ligefrem på samme tid. Kunne vi ikke lære noget her?

Hvorfor har Danmark ikke en udviklingsafdeling?

Hvis Grundfos ikke havde en udviklingsafdeling ville vi være færdige som virksomhed om fem eller ti år. Udaf de 18.000 medarbejdere har vi ca. 1200 i gang med at udvikle nye teknologier og produkter, og omkostningerne hertil udgør ca. 5% af det samlede budget. Man skulle ikke tro at vi kunne blive ved med at forbedre noget så simpelt som pumper. Strengt taget er en pumpe blot et skovlhjul der roterer i et metalhus og dermed forøger trykket af en væske. 1200 PhD’er civilingeniører, fysikere, matematikere, kemikere, økonomer, antropologer og andre specialister til bare at udvikle bedre pumper!

Tænk hvis Danmark havde en udviklingsafdeling. I Danmark er vi knap 6 millioner mennesker, dvs ca 300 gange så mange som i Grundfos. Havde Danmark været som Grundfos skulle vi have 400.000 højt uddannede specialister på alle relevante områder, som kun havde én opgave: At udvikle Danmark. Det er helt vildt, så tag en tiendedel af det antal: 40.000 specialister i Danmarks udviklingsafdeling.

Det første spørgsmål de ville stille, er: Hvad er det for et samfund, som ledelsen (folketinget) stræber efter at Danmark skal være? Jeg tror politikerne kunne blive enige om i hvert fald fire ting: 1) Danmark skal have økonomisk vækst, men den skal være bæredygtig. 2) Der skal være både frihed og tilskyndelse for alle til at tjene penge og skabe noget, men vi skal tage os godt af de svageste, 3) Vores børn og unge skal have de bedste uddannelser i verden, men de skal også bestille noget for at få dem, 4) Vores sundhedsvæsen og ældrepleje skal være i verdensklasse.

Forestil dig at politikerne sagde det klart: Det er det samfund vi ønsker, og udviklingsafdelingens opgave er at finde ud af hvordan vi får det. Det behøver vi ikke 40.000 specialister til at fortælle os. Bare 4.000 ville gøre det, hvis ledelsen var i orden og hvis ellers politikerne ville lytte til hvad udviklingsfolkene fandt frem til.

Og det er præcis det der er problemet i dag: Utallige kommissioner har fundet frem til hvad der skal gøres, men politikerne lytter ikke: Socialkommission, arbejdsmarkedskommission og velfærdskommission er bare tre eksempler; alle har de udarbejdet gode og velbegrundede forslag som politikerne ikke har villet lytte til.

Men nytter en udviklingsafdeling så ikke noget? Jo det gør den, fordi den kunne knytte de mange gode enkelt initiativer sammen til planer som både politikere og befolkning kunne forstå.

De fleste mener at politikere er sat i verden for at være uenige. Det er noget vrøvl. Politikere er sat i verden for at lede samfundet. De skal udvikle samfundet så det bliver bedre til at løse de opgaver som bedst løses i fællesskab. Hvis de bruger tiden på at skændes, spilder de tiden.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Kolinds kolbøtte – og så skal vi videre

Berlingske søndag bringer i dag et stort interview om hvordan man klarer kolbøtter som dem jeg har været ude for. Et lille videoindslag her giver hovedpointen: http://www.business.dk/industri/detroniseret-kolind-fortryder-intet

Jeg har nu prøvet at blive udråbt til idiot to gange, så jeg har mere erfaring end de fleste. Mit råd er enkelt: Hvis katastrofen er uafvendelig, så stil dig i spidsen for den!

Tænk hvis Ole Sohn fra første færd havde sagt det som det var: Vi modtog penge fra Sovjetunionen, og det kan vi godt i bagklogskabens klare lys se, at vi ikke skulle have gjort. Så ville der have været nogle dages støj, og så var den sag død. Der er hundredvis af eksempler på det samme, og hver gang er konklusionen at ting ikke kan skjules (heldigvis) og at det havde været langt bedre at indrømme sine fejl, hvis man har lavet nogen.

Hvis du er uenig med din bestyrelse, så lad være med at sige at du forlader virksomheden “efter fælles overenskomst”. Sig det som det er: At I er uenige om retningen, eller at du mener der er behov for fornyelse, mens bestyrelsen hænger fast i den måde I plejer at gøre tingene på. Det afføder respekt – og det giver selvrespekt.

Folk skal nok finde ud af hvad den virkelige historie er. Som fx. Hanne Sindbæk der i fredags skrev en kommentar i Nyhedsbrev for Bestyrelser om hvad der sker på Grundfos. Den findes også på Hanne Sindbæks blog http://sindbaek.blogspot.com/2011/12/niels-due-jensens-karakterselvmord.html

Så er der vist ikke meget mere at sige om den sag.

For mig vil 2012 især stå i “Unboss” lys. Jeg er optaget af to problemstillinger:

  1. Hvordan store og veletablerede organisationer der er stivnet i selvtilfredshed og bureaukrati, kan komme ind i en ny og positiv “livscyklus”. Det var det, KolindKuren (2006) handlede om, og emnet er mere aktuelt i dag end nogensinde. Statsinstitutioner, kommuner, offentlige og private virksomheder, politiske partier og organisationer har mere end nogensinde behov for at forny sig selv. KolindKuren gav et svar, men Unboss går langt videre.
  2. Hvordan vi som ledere kan gå foran når ting skal fornys og forandres. Helt kort er det transformationen fra at være chef for en organisation til at blive leder af en bevægelse. En Unboss er netop det: leder af en bevægelse. Og pointen er at banker, industrivirksomheder, transportselskaber, energiselskaber, universiteter, skoler, medievirksomheder, departementer, institutioner og foreninger skal til at opfatte sig selv som bevægelser, hvis de vil vinde i den konkurrence der kommer de næste ti år.  

Sikken et privilegium pludselig at få mere tid til at gøre noget ved de opgaver! Hvis du har nogle gode råd i den forbindelse, så del dem med os andre her på bloggen…

Skriv en kommentar!

Hilsen fra ugens taber…

Det er blevet til over 200 pressehistorier i sidste uge om min beslutning om at trække mig fra Grundfos; Det siges at være rekord. Men omstændighederne er også usædvanlige: virksomheden er suveræn; resultaterne imponerende; fremtiden lovende og ledelsen kompetent. Jeg har været primus motor i at gennemføre et generationsskifte som har været svært, men som alle er enige om er endt godt. Der er ingen planer om at rulle noget som helst tilbage.

Men inden støvet lagde sig kom en “black swan” flyvende: Bogen om Niels Due Jensen, Arvtageren. Pludselig blev detaljerne i en proces som bestemt foregår bedst bag lukkede døre, rullet op. Der er en grund til at sådanne historier altid for lov til at ligge mindst ti år inden de offentliggøres. Det gjorde ondt for selvfølgelig er et sådant forløb svært og til tider dramatisk. Sådan er det altid, og Grundfos historien er bestemt ikke værre end andre. Heldigvis er det nu klart at der er så mange kilder til bogen, at den mistanke som i begyndelsen blev rettet mod mig om at give fortrolig information til bogen, er væk (JP i lørdags).  Dejligt, for det generede mig voldsomt. Men uroen i forbindelse med offentliggørelsen af bogen skabte usikkerhed og frustration og i den forbindelse valgte jeg så at sige farvel efter 13 år som formand/næstformand i Grundfos og Poul Due Jensens Fond.

Livet går videre i Bjerringbro, men ærgrelsen over at pressen fik anledning til at skrive så meget negativt om Niels Due Jensen er der stadig. Den behandling fortjente han ikke. 

Ingen forstår at jeg fortsætter som formand for koncernbestyrelsen i Grundfos indtil april. Det opfattes nærmest som uhørt! Men hvorfor dog det? Vi er jo ikke grundlæggende uenige om noget som helst i ledelsen af Grundfos; værdierne ligger fast, strategien er klar og der er fortsat et godt samarbejde om at løse alle de små og store problemer der opstår hver dag når man driver en stor virksomhed. Selvfølgelig er der nogle skår der skal klinkes efter at stormen har lagt sig, men det gør man bedst når man smøger ærmerne op og trækker i fællesskab.

Jeg tager det helt roligt at jeg i ugen der gik, er blevet udnævnt til ugens taber og at jeg er blevet dømt ude af dansk erhvervsliv for evigt. Journalister og komentatorer skal jo skrive om noget. Husk på hvor stor en idiot jeg var da jeg (ikke) foreslog 40% skat på Fyn i 2007. Dengang var jeg også en færdig mand. Storbytosse og det der var værre. Siden da har jeg i grunden haft det rigtig godt, startet næsten ti nye virksomheder og endda tjent penge på det. Og jeg har flere på vej.

Folk der sidder med hænderne i skødet får ingen tæsk. De synker hen i passiv ligegyldighed. De tør ikke noget. De gør ikke noget. De vil ikke noget. Det kalder jeg fattigdom. Jeg vil stadig en hel masse og jeg har ressourcerne til at gøre noget ved det. Der er stadig virksomheder der skal startes; forretningsideer der skal prøves. Der er stadig samfundsopgaver der skal løses. Her er en liste over hvad jeg har i gang i øjeblikket:

Jeg er medejer af 12 virksomheder: Kolind A/S, Løndal Gods, Addithus Skov, Sømer Skov, Salten Langsø Skovadministration, Wemind, KeepFocus, PeopleTools, Co’ensus, Spiir, Zealand Pharma og Younoodle og jeg er aktivt med i de fleste. Jeg sidder derudover i bestyrelsen for bl.a. Grundfos Holding A/S, Poul Due Jensens Fond, Tooling Invest og Jacob Jensen Holding og jeg er med i repræsentantskabet for Kristeligt Dagblad og Danske Bank. Jeg er formand for Welfare Tech Region og med i en række andre initiativer rundt i landet. Jeg er adjungeret professor ved Århus Universitet og netop færdig med min nye bog, Unboss. Invitationer til foredrag er der mange af. Jeg bruger min erfaring i det bedste toplederprogram i Norden: LinKS i samarbejde med verdens førende business school, Wharton, hvor jeg både underviser og formand for LinKs advisory board. Glem ikke spejderarbejdet: Jeg er medlem af World Scout Committee og past chairman for the World Scout Foundation og der er jeg med til at transformere det der i al beskedenhed er verdens største børne og ungdomsorganisation. 30 millioner unge der skal gøres til næste generation af ledere i 164 lande. Vent og se. Og så har jeg sikkert glemt noget.

Der skal nok blive et liv efter Grundfos…

5 ting du kan gøre for et bedre Danmark

I disse dage lytter vi spændt på hvad regeringen vil gøre for et bedre Danmark. Noget er fornuftigt nok; noget er bare symbolpolitik og noget er direkte skadeligt (efter min mening). Og med den sammen sætning som folketinget har, tror jeg faktisk ikke at tingene bliver meget anderledes.

Medmindre DU og jeg gør noget. Her er fem forslag:

  1. Find noget som du kan forbedre på din arbejdsplads. Noget som du kan gøre; ikke noget ledelsen kan gøre. Bare én ting der kan spare tid eller penge, eller som kan gøre kunderne mere tilfredse. To millioner forbedringer på danske arbejdspladser vil gøre en kæmpe forskel – også selvom den enkelte forbedring er lille.
  2. Find en måde du kan spare energi på. Bare én enkelt ting som kan spare bare lidt af den energi du bruger på opvarmning, varmt vand, madlavning, belysning, transport eller andet. Fire eller fem millioner besparelser kan mærkes i Danmark – også selvom hver enkelt besparelse er beskeden.
  3. Udskift én usund fødevare med en der er sundere. Friske gulerødder i stedet for chips. Fedt kød med magert – gerne den halve portion. Eller sodavand med vand. Du får det bedre og samfundet sparer penge.
  4. Erstat ét udenlandsk produkt med et dansk. Udenlandske æbler med danske, som der er sæson for. Der er mange muligheder: fødevarer, slik, tøj, sko og 100 andre ting. Det er godt for miljøet og økonomien.
  5. Gør én ting for et menneske med problemer. Også selvom det er en lille ting. Gør noget for din syge moster, din nabo, din kollega eller en anden.

Vi er knap fem millioner (voksne) danskere, og hvis vi hver især gør noget kan det have rigtig stor værdi, ja faktisk større værdi end de fleste ting der for tiden diskuteres på Christiansbog.

Hvad er dit bedre forslag? Skriv en kommentar…

Valg 2011: Hvad så nu?

Så fik vi en afgørelse: Et snævert rødt flertal. Men også et stort flertal (knap 60%) med et stærkere fokus på reformer (Radikale og blå blok) end vi er vant til. Hele 15% af befolkningen stemte på de to partier der ønsker at gøre mest ved Danmarks problemer og udfordringer (Radikale og Liberal Alliance). Dobbelt så mange som sidst – det synes jeg er glædeligt.

Heldigvis er de to reformpartier placeret sådan i det politiske spektrum at det bliver endog meget svært at regere uden om dem. For mig at se er eneste mulighed for at undgå reformer at S/SF allierer sig med Dansk Folkeparti om at dele ud af samfundets værdier for at gøre folk på overførselsindkomst, herunder pensionister, og offentlige ansatte tilfredse. Det tror jeg dog ikke kommer til at ske.

Jeg håber at de to reformpartier vil tvinge resten af folketinget til at komme ud af den passivitet, som begge sider har stået for de sidste mange år. Danmark skal ind på et nyt spor, hvor varig økonomisk vækst (ikke bare kortsigtet stimulans) kommer i centrum sådan at der bliver råd til at håndtere de store årgang af pensionister, som vi vil få de næste tyve år.

Tre råd til Helle Thorning-Schmidt:

  1. Erkend hvad der i virkeligheden er flertal for: Reformer, og handl derefter.
  2. Erkend at Danmark har et kæmpe underskud på statsbudgettet (100 mia kr i 2012) og gør noget alvorligt ved det. Det der giver tillid til Danmark, er ikke kortsigtet stimulans (boligpakker), men langsigtet orden i økonomien.
  3. Glem Enhedslisten som samarbejdspartner. Ræk hånden ud til Liberal Alliance, konservative, Venstre og Dansk Folkeparti og lav de nødvendige reformer sammen med dem.

Så tror jeg faktisk du har en chance. Ellers giver jeg dig max 12 måneder inden vi får valg igen.

Hvad er dine råd til den kommende regering? Skriv en kommentar.

Valg 2011: Iværksættere

Alle partier er enige om at Danmark skal ha flere iværksættere, og allerhelst vækstiværksættere som starter videnvirksomheder med stort potentiale. Al respekt for den der åbner en grøntforretning, men Danmark skal leve af en anden type iværksættere. Jeg har startet ca 25 virksomheder; hele tre i år.

I går kunne TV2 meddele at halvdelen af iværksætterne åbenbart stemmer Liberal Alliance. Det kan ikke overraske nogen: De ønsker åbenbart lavere skat på arbejde, lavere selskabskat, større frihed, mindre bureaukrati og mere for pengene i det offentlige og selvfølgelig mere vækst. Præcis de ting der gør det attraktivt at starte virksomhed.

Er det ikke netop det, vi andre også har brug for?

Og så en anden statistik som måske udtrykker det samme: Blandt førstegangsvælgerne er Liberal Alliance det næststørste parti (efter Radikale). Unge mennesker er træt af et samfund der begrænser deres udfoldelsesmuligheder i stedet for at bakke dem op. Og de ønsker ikke at betale regningen for at vi finansierer vores overforbrug ved at optage lån som de skal betale tilbage. Det forstår jeg sådan set godt.

Hvad siger du? Skriv en kommentar.

Valg 2011 Årsopgørelsen

I går fik jeg min årsopgørelse 2010 fra SKAT. Den fylder fire tætskrevne sider og jeg skal åbenbart betale 61.980 kr i restskat inkl. procenttillæg efter modregning af overskydende AM-bidrag. Det gør jeg så.

Efter duellen mellem Lars Løkke og Helle Thorning i aftes gik jeg alligevel i gang med at finde ud af hvordan SKAT mon var kommet til det resultat. Jeg troede faktisk at jeg allerede havde betalt det jeg skulle.

Forsiden kom jeg forholdsvis let igennem: lønindkomst, honorarer, multimedier (det har jeg nu ikke haft), gruppelivsfordikring, renteindtægter, beskæftigelsesfradrag osv. Det er trods alt til at forstå.

Så kom skatteberegningen: bundskat, topskat, arbejdsmarkedsbidrag, sundhedsbidrag, kommuneskat, kirkeskat, nedslag for beskatning over 51,50%, skat af aktieindkomst, tre forskellige procenter af personfradrag og ejendomsværdiskat gav tilsammen en skat på 55 % af min skattepligtige indkomst. Jeg håber SKAT har regnet rigtigt, for jeg kan ikke kontrollere regnestykket.

Årsopgørelsen fortæller at jeg skal betale 6,2% af den for lidt betalte skat i renter. Det er godt nok højt når jeg kun får højst 1% i rente i banken. Havde jeg vidst at jeg åbenbart skylder SKAT penge, kunne jeg have betalt beløbet for længe siden uden rente.

Der gælder åbenbart også en regel at når topskattegrundlaget overstiger et bundfradrag på 362.800 kr. bliver kompensationen (grøn check) nedsat med 7,5% af dette grundlag. Hvad mon det betyder? Jeg prøver at regne kompensationen ud; den udgør et stort beløb (kompensation for hvad?), men så fortæller årsopgørelsen at kompensationen højst kan nedsættes med 1.300 kr. Nå, så ved jeg det.

Topskatten beregnes ved at lægge en række ting sammen og trække andre fra. Til topskattegrundlaget lægges positiv nettokapitalindkomst over et grundbeløb på 40.000 kr og så er der særlige regler for overførsel mellem ægtefæller og fordeling af tpskatten mellem ægtefæller.

Jeg giver op! Og så er jeg ikke engang kommet til specifikationen af arbejdsmarkedsbidrag.

Nu spørger jeg så: Hvad skal dette til for? Hvad er det for et system jeg er del af, hvor jeg ikke forstår hvordan min skat beregnes og ikke kan kontrollere regnestykket. Det er 55% af alt hvad jeg tjener. Det er absurd.

Derfor går jeg ind for 40% flad skat på al indkomst over et bundfradrag. Punktum.

Valg 2011: Frihed

Indrømmet: Økonomien er afgørende i dette valg. Vi skal have en regering der skaber varig vækst og velstand; ikke bare kortsigtede boligpakker som er ren kosmetik.

Men jeg synes også at andre ting er vigtige.

For eksempel frihed. Tidligere tænkte jeg ikke så meget over det, men efterhånden er det gået op for mig, hvor megen unødvendig regulering vi har fået. Altsammen i den gode sags tjeneste, men langt udover hvad der er nødvendigt.

Jeg har en skov, men jeg kan ikke grave et vandhul eller en grøft uden forudgående tilladelse fra myndighederne. Jeg kan heller ikke lave en vildtager så der er mere foder til dyrene om vinteren. For slet ikke at tale om et redskabsskur over ti kvadratmeter eller en redekasse til ænderne.

Tænk hvad det koster i administration. Sagsbehandlere, eksperter, høring, offentliggørelse, korrespondance, klagesystem. Hvem gavner det egentlig?

Og så kan jeg naturligvis ikke have en hobbykniv i bilen, jeg kan ikke holde hund af bestemte racer, mine børn må ikke gifte sig med en udlænding og jeg kan blive ved.

Selvfølgelig er der mange fornuftige regler som er begrundet i at vi borgere ikke må gøre ting der skader andre. Helt OK. Men rigtig mange regler kan ikke begrundes sådan. De er udtryk for at Folketingets flertal synes at de ved bedre end borgerne, hvad der er godt for os. Det vender jeg mig imod, og derfor støtter jeg partier der vil arbejde for større frihed og mindre regulering – selvfølgelig med det ansvar der følger med.

Giv os nogle flere eksempler på overflødige regler. Skriv en kommentar.

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.