Hvad jeg lærte af COP15
Her tror du måske at jeg vil kritisere det danske formandskab, men nej: Jeg er overbevist om at de gjorde deres yderste og ingen er som bekendt forpligtet over evne. Lars Løkke er jo ikke valgt til jobbet som statsminister i Danmark fordi han påstod at han var den bedste internationale mødeleder og forvandler, der fandtes. Det er han nok ikke. Men han har en masse andre egenskaber som har betydet at han har fået jobbet som statsminister i Danmark.
Det jeg lærte af COP15 var at den nye verdensorden som vi har talt om i årtier, nu er en realitet. De vestlige lande med USA i spidsen kan ikke længere svinge taktstokken alene. Kina, Indien, Rusland, Brasilien og andre forlanger indflydelse svarende til deres størrelse og betydning. De gamle såkaldte “stormagter”, England, Frankrig, Tyskland og Italien sidder på tilskuerpladserne. Det er den fremtid vi skal leve resten af vores liv i. Og det er den realitet vores børn og børnebørn kommer til at leve med.
Danmark er sammen med de andre vesteuropæiske lande ikke mere verdens navle. Vi har mistet den førerposition som vi har haft i årtider, og som for mange er blevet en selvfølgelighed. Og udviklingen er godt på vej. I de kommende år vil vi rasle ned af listen over verdens rigeste lande. I 2008 var vi stadig nr. 5 på Verdensbankens rangliste. I 2006 var vi nr. 4. Og det går kun én vej, nemlig nedad.
For mig er det ikke den største ulykke i verden at Danmark sakker bagud, bare vi ikke bilder os ind at vi kan fastholde positionen som et af verdens rigeste lande. Det er en illusion. Medmindre vi ændrer vores holdning til arbejde, til iværksætteri, til erhvervslivets rolle i samfundet og til skat. Og på ingen af de punkter er der udsigt til ændringer i øjeblikket. Alle parader er oppe.
Derfor bruger jeg energien på at forberede mig til at agere i en verden der er meget forskellig fra den de fleste danskere troede vi levede i, før COP15. Et eksempel: De mange tusind arbejdspladser vi tabte i 2009, kommer ikke tilbage i Danmark. De genopstår i Kina, Østeuropa, Sydøstasien, Mellemøsten og Latinamerika. Så der ligger mit primære fokus. Svigter jeg Danmark? Nej! Danmark har valgt sin vej og det respekterer jeg. Jeg har bare et andet fokus. Men jeg er dog stadig åben for at være med hvis nogen i Danmark tør bryde med lønmodtagermentalitet og velfærdsrettigheder og i stedet fokusere på at skabe værdi.
Hvad mener du? Skriv en kommentar!
