Den bog er mere interessant end de fleste erhvervsbiografier. Ikke alene fordi den er velskrevet, men fordi den belyser to mennesker der er helt forskellige fra de fleste erhvervsledere: Kim Fournais og Lars Seier Christensen, stiftere og ejere af Saxo Bank.
Det er fascinerende at læse om de to’s barndom og ungdom. Hvor forskellige de er. Hvordan de skejede ud og gjorde “ufornuftige” ting. Hvordan de fandt sammen. Hvordan de klarede vanskeligheder – store vanskeligheder.
Det er fascinerende dansk erhvervshistorie. Nogen vil nok blive vrede for fingrene lægges ikke imellem. Men billedet af to entreprenører som turde gøre ting som andre ikke turde, og som holdt fast trods massiv modgang, står skarpt.
Og vi har kun set begyndelsen.
Tak til Gads Forlag. Den bog er værd at bruge tid og 299 kr. på. Rigeligt!
Hvis der er tilstrækkelig mange vælgere der har handlet uansvarligt, er der helt sikkert et politisk flertal for at redde dem.
Tænk på indskydergarantien der netop er udvidet fra 300.000 kr. til uendeligt. Nu behøver bankkunder ikke mere at interessere sig for om de betror deres penge til uansvarligt ledede fup-banker ellet til ordentlige og solide banker der driver sund forretning. De gode betaler for de dårlige, og går det helt galt, betaler skatteyderne.
Den form for politik burde intet parti kunne gå ind for fordi den præmierer uansvarlighed. Men alligevel har vi den og vi får mere af den i de kommende år. Det kalder jeg populisme. For hvis der ingen indskudsgaranti er, skal bankkunderne til at tænke sig om. Tror de på den bank der tilbyder overrenter til alle der køber bankens egne aktier? Nogle vil sige at kunderne ikke kan overskue om en bank er solid eller fup. Det tror jeg er en grov undervurdering, både af kunder og banker. Mon ikke der ville opstå en webside, hvor folk med forstand på bankdrift, satte spotlight på de sorte får i branchen?
Det samme med Rejsegarantifonden. Her betaler de sunde og veldrevne bureauer for lykkeriddere der lokker rejsende til at købe billetter uden at have substans bagved. Og nu ønsker politikerne at rejsegarantiordningen skal udstrækkes til almindelige flybilletter fordi Sterling gik konkurs. Det er populisme. Alle der har gidet læse avis, har vidst at Sterling var på randen af kollaps. Tidligere var jeg glad for at flyve med Sterling, men det er længe siden jeg mistede tilliden og holdt op med at købe billetter. Det har nok været med til at vælte læsset, men det har de islandske ejere fuldt ud fortjent. Og hvis endelig et luftfartsselskab vil yde sine rejsende konkursgaranti, kan de jo bare tegne en forsikring på kommercielle vilkår i et forsikringsselskab. Så betaler selskabet selv regningen for sin uansvarlige ledelse.
Giv mennesker ansvar. Drop barnepigementaliteten.
Det der begyndte som en finanskrise, bliver mere end det. Det bliver en økonomisk krise, hvor de fleste virksomheder og dermed de fleste lande, vil blive påvirket. Også Danmark og dermed grundlaget for det samfund vi har bygget op. Denne blogpost handler om hvorfor dette er sket – og de følgende giver nogle bud på hvad vi kan gøre ved det.
Finanskrisen startede med at banker og kreditforeninger især i USA lånte penge ud til bl.a. husejere, som de vidste eller burde vide, ikke kunne betale pengene tilbage. For at skaffe penge til at låne ud, udstedte kreditforeningerne obligationer som de pakkede sammen med andre former for gæld og derefter solgte til investorer (herunder andre banker), som ikke gjorde sig den umage at undersøge hvad den reelle sikkerhed var bag opligationerne. I Danmark ville noget sådant ikke kunne ske idet vores realkreditmarked er velfungerende, velreguleret og gennemsigtigt.
Da husejerne i USA begyndte ikke at kunne betale deres renter og afdrag, bredte usikkerheden sig og de der ejede de tvivlsomme obligationer, begyndte at undersøge sagen nærmere. Det var ikke noget rart syn for risikoen for tab var nærmest 100 procent. Det betød, at banker der ejede tvivlsomme obligationer, måtte konstatere et tab – eller i hvert fald et sandsynligt tab. Men var tabet nu så stort, at alle de der havde sat penge i banken eller lånt den penge, måske havde en risiko de ikke havde regnet med? Tilliden som er banksystemets rygrad, var brudt. Ingen turde låne penge til hinanden og dermed ville banksystemet bryde sammen medmindre regeringerne greb ind. Det gjorde se så med gigantiske hjælpepakker og dermed syntes krisen i første omgang afværget.
Men kun i første omgang. For bankerne var stadig usikre på om de kunne låne de penge de behøvede for at give de kreditter som de lever af. Og hvad var så mere naturligt end at opsige kassekreditterne – så var der i hvert fald mindre behov for at skaffe penge. Det er det der sker nu. Det rammer båbe enkeltpersoner og virksomheder med en ellers sund økonomi og mange vil gå konkurs fordi de ikke kan skaffe penge. Skal kassekreditten betales ned, så gælder det om at holde igen på forbruget. Undlade det nye køkken og lade den gamle sofa stå i stuen et år mere. Samfundet går ned i gear. Folk køber mindre og dermed er der brug for færre folk i virksomhederne. Arbejdsløsheden stiger, skatteindtægterne bliver mindre og den onde cirkel er i fuld gang.
Den udvikling påvirker ikke kun finansfolk – den påvirker os alle.
Virksomhederne vil drosle ned på investeringerne. De vil nedbringe gælden og afskedige folk. Det er sådan set fornuftigt nok, men hvis den onde cirkel skal brydes, skal der noget andet og mere til. Men hvad? Det vil jeg gerne give mit bud på i de kommende blogposter og jeg glæder mig til at høre dine kommentarer og forslag.
