How the Mighty Fall

Jim Collins er en af de mest læste management forfattere i disse år. Og med god grund. Nu er hans bog om hvordan store virksomheder fejler, kommet på dansk på L&R Business. Det er en bog man godt kan få forstand af, men som de fleste amerikanske management bøger, er der mange ord og langt mellem de vigtige pointer.

Collins deler en virksomheds storhed og fald (livscyklus) op i fem faser

  1. Hybris affødt af succes
  2. Udisciplineret jagt efter mere,
  3. Benægtelse af risici og farer
  4. Fortvivlet søgen efter frelse
  5. Overgivelse til ubetydelighed og død

Det er en god opdeling og den svarer godt til mine egne observationer, som du kan finde i Kolind Kuren. Der er mange gode (amerikanske) eksempler i bogen – ros for det. Havde den været skrevet i Danmark kunne det have været bankerne (næsten alle), landbruget, LEGO for 10-15 år siden, TDC i samme periode, ejendomsbranchen, VKO-regeringen og socialdemokratiske regeringer før dem, automobilindustrien, luftfartselskaberne og mange andre. I succesen ligger kimen til fiasko.

Jeg synes at bogens svaghed er at den ikke giver nogen overbevisende anvisning på hvad man så skal gøre. Men det gør ikke noget – læs Kolind Kuren bagefter!

Anbefales. L&R Business, er udkommet. Set til 254 kr.

Bryd muren

Her er en bog jeg rigtig godt kan lide: En lille overskuelig bog om hvordan man kommunikerer i modvind.  Altså kommunikation når tilhørerne ikke automatisk er positive over for ens budskab.

Først er der en række små kapitler om at “kende sig selv”; altså hvordan man taler og fremtræder. Meget relevant. Så nogle afsnit om hvordan man forbereder sig, især hvordan man uddrager den hovedpointe som det er allervigtigst at tilhørerne får fat på. Spot on, som man siger nutil dags. Og til sidst gode råd når man er på. Hvordan man sætter scenen, overkommer sin nervøsitet og går til sagen. Lige i øjet.

Jeg tror jeg har holdt over 500 foredrag og talt ved mindst lige så mange møder, så jeg må høre til de erfarne. Alligevel glædede jeg mig over bogen og lærte noget nyt.

200 kr er ren foræring, hvis bogen kan gøre dig til en bedre kommunikator. Er netop udkommet på Gyldendal Business.

The Hub – en rigtig god ide

Her er en rigtig god ide – et kontorfællesskab for iværksættere inden for social innovation og bæredygtig udvikling. Det åbner med en reception den 25/2  mellem kl. 16 og19.30 på adressen Nørrebrogade 52. Tag ind og se hvordan det bliver!

Min erfaring er at iværksættere ofte er ensomme. de savner andre at drøfte deres projekt med, og det kan de nu få i The Hub på Nørrebro i København.

Held og lykke med projektet!

Udlicitering er løsningen

Jeg går ind for at langt de fleste offentlige opgaver skal udliciteres, især de vigtigste. Ikke af ideologiske grunde, men simpelt hen fordi det er sund fornuft for alle parter. Du er sikkert uenig, men glem lige dine fordomme og hør hvorfor:

Det offentlige (kommuner, regioner, stat) er et fællesskab, hvor borgere bliver enige om at det er bedst for alle parter at visse opgaver løses i fællesskab. Politi, domstole, forsvar, infrastruktur, regulering, affald, vandforsyning, uddannelse, sociale opgaver og 1000 andre ting som det enten er umuligt eller simpelt hen for dumt at løse individuelt. For mig er der ingen ideologi i dette: Vi skal løse de opgaver i fællesskab, som giver mening.

Ideologien kommer ind når vi skal afgøre hvem der skal betale hvor meget. Her er der tre muligheder:

  1. Vi betaler efter forbrug (fx. vand, varme, el og affald). I princippet betaler vi den kostpris som ydelsen koster.
  2. Vi betaler efter hvor meget vi tjener, men ikke efter hvor meget vi bruger ydelsen. Vi betaler også selvom vi slet ikke bruger ydelsen. Det gælder alle de ting som finansieres over skatten.
  3. En kombination af 1 og 2. Det gælder når det offentlige opkræver en vis brugerbetaling som dog ikke dækker alle udgifter. resten betales efter hvor meget vi tjener (altså over skatten).

Fordelingen mellem 1, 2 og 3 kunne i høj grad fortjene mere debat, men det er ikke emnet for denne blogpost. Den handler altså ikke om hvem der skal betale, men om hvem der skal producere. En ydelse kan i princippet produceres på to forskellige måder og den måde den produceres på, har intet at gøre med den måde ydelsen betales på:

  1. Det offentlige kan selv producere ydelsen, dvs. ansætte medarbejdere, købe udstyr og organisere det hele.
  2. Ydelsen kan produceres af en privat virksomhed. Her skal det offentlige specificere ydelsen fra borgerens synspunkt (det problem som ydelsen skal løse, og den kvalitet borgeren skal ha). Det offentlige skal ikke specificere hvad virksomheden skal gøre, kun den nytte eller værdi som ydelsen skal skabe for borgeren.

Hvis en privat virksomhed skal producere en ydelse for det offentlige, skal den indtjene et overskud på typisk 5 – 10% af omsætningen. Overskudet skal dække renter af den kapital der er investeret, samt den risiko der altid er ved at drive virksomhed. Det offentlige skal også forrente sine investeringer og håndtere sin risiko. Omkostningerne til det kan vi bare ikke se med den måde, offentlige regnskaber laves, men omkostningerne er der. Her er der altså  ikke megen forskel mellem offentlig og privat produktion.

Forskellen mellem offentlig og privat produktion ligger to andre steder:

  1. Større incitament. En privat virksomhed der producerer en ydelse for det offentlige har et stærkt økonomisk incitament til at løse opgaven mere effektivt, simpelt hen fordi den selv kan beholde gevinsten. Derfor kommer der mere og hurtigere innovation hvis ydelsen produceres i privat regi.
  2. Eksport: Hvis viden om at producere ydelsen ligger hos det offentlige, bliver den der, medmindre det offentlige selv vil til at drive eksportvirksomhed. Det prøvede man for ca 20 år siden (systemeksport) og det var en total fiasko. Borgmestre er politikere – ikke forretningsfolk. Hvis til gengæld viden flyttes over i den private virksomhed som producerer ydelsen, har den et invitament til at eksportere, især hvis den er blevet rigtig dygtig og effektiv.

Det er de to grunde der gør at offentlige ydelser bedst produceres i privat regi: Mere innovation og mere eksport. Læg mærke til at jeg overhovedet ikke nævner besparelser. Selvom der er mange gode eksempler på at det offentlige har sparet penge ved at overlade produktionen til private virksomheder, er det ikke den vigtigste motivation. Også selvom det ikke umiddelbart bliver billigere for det offentlige at overlade produktionen til private virksomheder, skal vi gøre det, simpelt hen for at fremme innovation og eksport. I længden bliver det nemlig billigere, for en virksomhed der løser opgaver for mange kommuner både her og i udlandet, har råd til at investere i forskning og produktudvikling og dermed i endnu bedre og billigere ydelser (produkter). Tæmk lige over hvor uendelig lidt det offentlige bruger til at produktudvikle de ydelser som de producerer!

Har jeg ret? Må jeg høre din mening? Skriv en kommentar!

SF’s vækstudspil – gid det var så vel

75.000 nye private arbejdspladser, det lyder forjættende. Men hvad er substansen?

Offentlige indkøb: Det bedste er at SF nu tilslutter sig klassisk borgerlig/liberal tankegang om at offentlig virksomhed skal i udbud, dvs. udsættes for reel konkurrence. Ellers er forslagene meningsløse. Det er også positivt at det offentlige nu skal lægge større vægt på at købe bæredygtigt ind. Til gengæld er det ikke godt at det offentlige nu på ubestemt tid skal kunne drive erhvervsvirksomhed inden for alle brancher og det er uheldigt at binde offentlige indkøbere til at købe lokalt i udkantområderne. Det er ikke den måde dansk erhvervsliv kommer i verdensklasse. Og 10.000 nye jobs i det private på den konto bliver der kun med en massiv udlicitering som jeg vil se SF gennemføre før jeg tror det!

15.000 nye arbejdspladser inden for velfærds og sundhedsteknologi. Også det vil jeg se før jeg tror det. Region Syddanmarks ambitiøse satsning på velfærdsteknologi (Welfare Tech Region) håber på tre år at skabe 500 nye arbejdspladser og det bliver svært. Jeg tror det er klogt at satse på velfærdsteknologi af mange grunde, men de forslag SF’s plan indeholder, virker ikke overbevisende. Krav om innovationsstrategier for alle myndigheder og puljer som man kan søge penge fra, giver kun ét sikkert resultat: mere bureaukrati. Satsningen på velfærdsteknologi er fornuftig nok, men hvis vi virkelig skal skabe de arbejdspladser, som SF drømmer om, kommer man ikke uden om at skabe bedre rammevilkår for både store og små virksomheder i alle brancher.

50.000 nye job inden for klima og energi. Her er det godt at SF peger på energibesparelser på alle punkter, men prisen for disse taler planen ikke om. Og flere af forslagene lægger op til yderligere bureaukrati; bl.a. skal virksomheder have tilskud til ulønsomme investeringer (med mere end 5 års tilbagebetalingstid). Sådan skaber man ikke velstand i global konkurrence: Den skabes ved at pengene investeres der hvor afkastet er størst.

Vand – Det nye vindeventyr. Jeg er sikker på at der er enormt potentiale i vand, og at danske virksomheder har et rigtig godt udgangspunkt for vækst. Men vores stærke position er ikke skabt af politikerne. Den har vi fordi driftige erhvervsfolk i årtier har set gode forretningsmuligheder på dette felt og fordi det har kunnet betale sig for virksomhederne at investere. Vandplaner og restriktioner gør det ikke. Men der er også gode punkter i SF’s plan her; ikke mindst at man vil satse på decentral spildevandsbehandling.

Konklusion: Der er bestemt gode elementer i planen, men påstanden om at den skaber 75.000 nye private jobs, er der ingen sikkerhed for. Til gengæld er der sikkerhed for endnu mere regulering, endnu mere bureaukrati og endnu mere stat. Mit forslag til Regeringen er at fokusere på de samme områder som SF’s plan (offentlige indkøb, velfærdsteknologi, klima, energi og vand), og så kombinere de gode hensigter fra SF’s plan med tre ting:

  1. Bedre rammevilkår for alle erhvervsvirksomheder (skat, bureaukrati),
  2. Støtte til alle myndigheder der vil arbejde for bæredygtighed og innovation,
  3. Bortfald og forenkling af regler inden for alle områder i det offentlige.

Så vil jeg begynde at håbe på at vi kunne skabe 75.000 nye private jobs.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Hvad er forbedringspotentialet?

Jeg er optaget af at finde ud af hvad der skal til for at mennesker skaber større værdi på deres arbejdsplads. Hvordan vi kan finde præcis den kombination af arbejdsopgaver der er optimal for den enkelte. Hvordan vi kan sammensætte afdelinger og teams sådan at teamet fungerer optimalt ogsådan at man har størst mulig glæde af kollegerne. Hvordan vi kan vælge de mennesker der fungerer bedst som ledere, og hvordan vi kan træne dem så de skaber rammerne for at medarbejderne fungerer optimalt. Hvordan vi kan skabe større mening med arbejdet og større arbejdsglæde.

Mit spørgsmål er nu: Hvor stort er potentialet egentlig? Tænk på dig selv i det job du har, eller i det seneste job du har haft. Hvor meget større værdi kunne du skabe, hvis alle planeterne stod på række, dvs. hvis alle forholdene omkring arbejdet var optimale. 10%, 50%, 100% eller hvad?

Deltag i afstemningen tilhøjre og skriv gerne en kommentar nedenfor!

Hvem er jeg – og hvis ja, hvor mange?

Den bog har ligget på mit bord i nogle måneder og ventet på at jeg fik lidt bedre tid. Og nu hvor julen nærmer sig, har jeg haft tid til at læse den. 33 små kapitler om sandhed, følelser, Freud, sprog, hjælpsomhed, etik, hjerneforskning og meget andet, skrevet af den tyske filosof og videnskabsjournalist Richard Precht i en engagerende og forholdsvis let læselig form.

Jeg er blevet klogere. Ved godt at jeg ikke er blevet ekspert i noget som helst, men lidt klogere på emner som jeg godt kan se, at jeg bør tænke noget mere over.

Mangler du en julegave til en der gerne tænker over tingene, så brug 349 kr (vejl. pris) på denne bog fra Borgens Forlag, der udkom i september. Du kunne jo også overveje at give den til dig selv. Det tror jeg ikke at du vil fortryde.

Folkeskolen: en tredje vej.

Politiken skrev lørdag at folkeskolen er som et skilsmissebarn: fanget mellem regering og opposition som strides om barnet. Begge har sikkert de bedste hensigter, men barnet lider. Avisen har ret, og der er ikke udsigt til forbedring foreløbig.

Men prøv lige at lave et tankeeksperiment: At regering og opposition blev enige om at opstille fx. fem overordnede mål for folkeskolen de næste ti år, og derefter udbød opgaven i licitation på kvalitet. Prisen skulle der ikke konkurreres om; den kunne være at det nuværende udgiftsniveau pr. elev blev fastholdt de næste ti år med kompensation for stigninger i fx. forbrugerpris indekset. Måske ikke én stor licitation, men så fx. en licitation pr region. Målene kunne være fx. en forbedring af Danmarks placering i Pisa undersøgelserne eller hvad politikerne ellers kunne blive enige om.

Licitationen skulle være åben for alle. Fx. kunne lærere og skoleledere i regionen lave et konsortium (firma) sammen med lokale virksomheder, undervisningsinstitutioner eller andre for at byde på opgaven. Målet skulle være givet, men midlerne var op til de der bød på opgaven. Altså ingen krav om klassekvotienter, antal lærertimer, elevplaner og de mange andre administrative krav som skolen er udsat for. Det er resultaterne der tæller.

Jeg ved godt at dette tankeeksperiment er totalt urealistisk. Det går Folketinget aldrig med til. Men ved at tænke på den måde ville det blive klart hvor mange overflødige og skadelige bånd vi har pålagt folkeskolen fra centralt hold, og hvor meget disse bånd (læs: bureaukrati) skader lærernes motivation og skolens egentlige opgave: at give eleverne de bedst mulige forudsætninger for at kunne fungere i og bidrage til det samfund de som voksne skal leve i.

Jeg vil vove den påstand, at et konsortium med den rette ledelse kunne bringe folkeskolen tilbage blandt de fem bedste i verden på ti år og samtidig 1) indtjene et klækkeligt overskud til deltagerne, 2) have de mest tilfredse lærere og øvrige medarbejdere, 3) have de mest tilfredse elever og forældre, og 4) have en virksomhed der på sigt kunne eksportere skoleledelse for et milliardbeløb og dermed skabe hundredvis af nye jobs i Danmark.

Det går som sagt aldrig. Men måske skulle vi bare prøve på Fyn?

Ledelse af tro

Her er en ualmindelig god bog om ledelse af en ualmindelig institution, nemlig Folkekirken. Klogt skrevet af Erling Andersen og Mogens Lindhardt, som bruger den nyeste viden om ledelse på en institution der altid har haft svært ved at acceptere selve begrebet.

Kirken er en organisation hvis opgave er at lede tro. Den definition havde jeg ikke hørt før, men jeg synes den giver mening. Især når forfatterne med stor indsigt i moderne ledelsesteori og med respekt for de særlige forhold der gælder for en kirke i forhold til andre institutioner, peger på hvad kirken skal gøre for at komme til at fungere bedre og for at blive mere relevant i det samfund, vi lever i idag.

En varm anbefaling. Udkommet på Gyldendal Business. Koster 300 kr (vejl). Alle pengene værd!

Det egentlige vækstforum

Tirsdag var jeg til TEDxCopenhagen; en af de mest spændende konferencer jeg nogensinde har deltaget i. Arrangeret af Wemind med støtte fra bl.a. Københavns Kommune, Politiken, DR og SticksnSushi samlede TEDx 300 deltagere til 18 minutters foredrag om så forskellige emner som mikrbiologi, stress, rumfart, vejrtrækning, fattigdomsbekæmpelse, arbejdsglæde, frygt og genetik.

Debatten summede som jeg sjældent hat hørt det og ideerne til hvordan Danmark og verden kunne blive et bedre sted at være, var der rigtig mange af. Visionære i modsætning til “mer af det samme” som vi hører fra Regeringens Vækstforum. Jeg vil påstå at en halv dag sammen med den gruppe der deltog i TEDx, ville give Regeringen fem gange flere relevante forslag om Danmarks fremtid, end 18 måneders arbejde i Vækstforum støttet af ubegrænset sekretariatsbistand fra fire ministerier.

Det er flovt. Og det er tragisk for Danmark der virkelig mangler nytænkning om sin fremtid. Er vi virkelig så konservative, socialdemokratiske (Venstre) og så småborgerlige (Dansk Folkeparti) at vi slet ikke er interesseret i nytænkning?

Om nogle dage ligger foredragene fra TEDxCopenhagen på nettet. Se www.tedxcopenhagen.dk.

Så kan man jo håbe på at nogle i Regeringen trods alt ser dem. Debatten og de mange ideer slipper de for…

Tænk på en større organisation som du er ansat i, eller har forbindelse til. Er den stadig lige så fleksibel, effektiv og kundeorienteret som før?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.