Kolind Kuren

I de kommende uger vil jeg gerne diskutere HR-management her på bloggen. Jeg vil gerne sammen med dig og bloggens andre læsere finde ud af hvad fremtidens HRM (Human Resource Management) skal dreje sig om.

Jeg kan ikke forstå hvorfor HR-funktionen fortsat spiller så ringe en rolle i danske virksomheder når alle er enige om at vi bevæger os fra en “industri økonomi” over i en videnøkonomi. Hvis man driver videnvirksomhed er det jo ikke fabrikken der er det vigtigste, men derimod det der sker i hovederne hos medarbejderne.

Den klassiske måde at arbejde med sådan et spørgsmål på, er at lave et forskningsprojekt. Jeg tror mere på dialog mellem praktikere sådan som den kan finde sted på en blog som denne.

Hvis du vil følge med i og endnu bedre deltage i debatten, så meld dig til at modtage nye indlæg på bloggen som e-mails eller feeds. Det gør du nederst i anden spalte her på siden. Du kan altid afmelde denne tjeneste samme sted hvis du ikke synes at de emner der nu er oppe, har din interesse. Men foreløbig glæder jeg mig til en god debat som vi forhåbentlig alle kan lære af.

I sidste uge var jeg i Thailand og besøgte bl.a. Pasaya Factory uden for Bangkok. http://www.pasaya.com/

Det var en øjenåbner, for min fordom var at noget så simpelt som et væveri i Thailand umuligt kunne have noget at sige til os her i det højt udviklede Danmark.

Pasaya laver tekstiler til boligen. Hundredvis af designs i silke, bomuld og en lang række kunstfibre. Eget spinderi og farveri betyder at de kan lave stort set alt. Og det gør de. Lige fra forholdsvis enkelt sengelinned til de mest utrolige stoffer til gardiner og møbler. Kvalitet og design fejlede ikke noget og det er derfor Georg Jensen Damask i Kolding bad Pasaya om at væve servitter til den dug, Georg Jensen Damask væverede for Dronning Silvia til Kong Carl XVI Gustavs 60 års dag. Super kvalitet!

Det der overraskede mig mest hos Pasaya var deres vision og langsigtede tankegang.

Meningen er klar: Pasaya vil lave boligtekstiler i den højest opnåelige kvalitet på bæredygtig vis.

Partnerskabet springer i øjnene: Her er medarbejderne ikke blot en produktionsfaktor, men selve virksomheden. Flotte arbejdsforhold, kantine som jeg ikke har set flottere i Danmark (se billedet ovenfor), aircon, lys og luft. Plus partnerskab med det omkringliggende samfund: eget kemisk/biologisk rensningsanlæg med udstrakt vandgenbrug og nul påvirkning af omgivelserne. Åbet hus for lokalbefolkningen osv.

Samarbejdende organisation og værdibaseret ledelse betyder noget andet i Thailand end i Danmark. Her er meget mere struktur end vi er vant til, men dog en langt mere åben dialog på tværs i organisationen end man normalt ser.

Det er egentlig utroligt at opleve en virksomhed i Thailand der med sin måde at fungere på er langt forud for mange danske virksomheder. Vi højt besungne danske virksomhedsledere som ved alt om strategi, motivation, engagement, branding og samfundsansvar. Hvordan kan danske virksomheder overhovedet tro at de kan konkurrere med lande hvor lønnen er en tiendedel af vorres, hvis vi fortsætter med at drive virksomhed som vore forældre gjorde det?

Jeg spørger bare…

I KolindKuren (side 221 ff) findes der en case med fornyet aktualitet: Den amerikanske bilindustri. Da jeg skrev bogen i efteråret 2005 var jeg ikke i tvivl: General Motors, Ford og Chrysler har helt enkelt en forældet mental model. Og allerede dengang stod det klart (for mig) at der måtte radikal nytænkning til:

1. Finde en ny mening: Bæredygtig transport.
2. Udvikle fremsynede produkter i overensstemmelse hermed.
3. Satse på at blive førende i brændstoføkonomiske biler nu - og ikke i 2020.
4. Sælge værdi i stedet for rabatter.
5. Ændre ledelses- og virksomhedskultur radikalt.
6. Skabe partnerskab med medarbejdere og fagforeninger - blive videnvirksomhed.
7. Udvikle partnerskab med leverandører og kunder.

Fire år efter er det beskæmmende at se hvad der er sket: Meget lidt! Og interessant er det tænke på at det amerikanske forlag (Wharton School Publishing) i sin tid sendte bogen til GM’s topledelse med henblik på en udtalelse, men fik aldrig nogen reaktion.

Min vurdering er at de amerikanske bilfabrikker er så langt bagefter både europæiske og japanske konkurrenter, at løbet er kørt: Hjælpepakkerne er spild af penge. De bør helt enkelt gå ned.

Har du tænkt over om din organisations mentale model er tidssvarende?

Sjældent har jeg læst en så relevant og provokerende bog end Verner C. Petersens nyligt udkomne “Vildveje i Velfærdsstaten”, Informations Forlag.

Bogen er et opgør med den tænkning som de seneste tyve års regeringer har brugt som baggrund for at udvikle det velfærdssamfund, vi har i dag. Et opgør med trangen til at ville styre alting fra oven med klare mål, detaljerede regler, kvalitetsstandarder og rettigheder.

Verner C. Petersen der er professor ved Handelshøjskolen, Århus Universitet, tager hårdt fat: Han gennemhuller både regeringens kvalitetsreform og Socialdemokratiets velfærdsrettigheder og argumenterer overbevisende for at der kommer en dårligere offentlig sektor ud af begge dele. Løsningen er ifølge professoren at lede gennem værdier, visioner og rummelige rammer sådan at den enkelte medarbejder og chef får større råderum og lyst til at bruge sin kreativitet, energi og fantasi i jobbet. Glem bureaukratiet med dokumentation af indsatsen - mål på borgernes oplevede tilfredshed og resultaterne i forhold til de vigtige ting. Er det ikke bedre at gøre en forskel uden at kunne dokumentere det end at dokumentere at man ikke har gjort en forskel?

Bogen afsluttes med en sønderlemmende kritik af en række modebegreber fra den såkaldte management tænkning, herunder NLP, Lean og MBTI. Heldigvis er der også en række konstruktive betragtninger om hvad vi bør sætte i stedet.

Pligtlæsning for alle der deltager i samfundsdebatten!

Kig lige i årsberetningen for sidste år. Rigtigt: Medarbejderne er vores vigtigste ressource, vi tager hensyn til miljøet og de omgivende samfund. Vi afviser børnearbejde. Vi er innovative. Listen af plusord er lang.

Men når krisen kradser får piben en anden lyd. Så er vi nødt til at prioritere anderledes: Overskud og aktiekurs er det vigtigste.

Det er dårlig ledelse. For det er i krisetider at værdierne skal stå deres prøve. Fint nok at vi skal spare og være mere omhyggelige med hvordan vi bruger pengene. Værdierne bør ikke være til debat. Unimerco er et godt eksempel. Der rationaliserer man i alle hjørner. Der gør man alt hvad man kan for at håndtere krisen - herunder også ubehagelige ting. Men en ting står fast: Afskedigelse af medarbejdere indgår ikke i Unimercos kortsigtede resultatstyring, som der står. Med andre ord: Unimerco afskediger ikke medarbejderne bare for at redde årets budget. Den værdi står fast. Man sætter ikke priserne ned for at kunne være med i konkurrencen. Man skaber mere værdi for kunderne.

Det kalder jeg værdibaseret ledelse.

Hvad siger du?

Afstemningen her på bloggen viser at omtrent ni ud af ti mener at offentlige institutioner kunne skabe mindst ti procent mere værdi, hvis de blev ledet med udgangspunkt i tillid frem for kontrol. Det er et rystende resultat. Og det underbygges af den rapport, der blev offentliggjort i sidste uge af to forskere på Copenhagen Business School: Lars Goldschmidt og Jens Christian Elkjær. De har beregnet at 240.000 velkvalificerede mennesker kunne frigøres til andre og bedre formål, hvis vi ophørte med det kontrolregime, som gradvis er blevet indført i det offentlige de sidste ti år. Mit regnestykke på bagsiden af en konvolut viser at omkostningen for samfundet overstiger 50 milliarder kr. pr. år. Hvis disse tal er blot tilnærmelsesvis korrekte, koster kontrollen i sig selv mere end de 40 illiarder som regeringen har tilført den offentlige sektor siden den tiltrådte i 2001.

For at sige det lige ud: Så er der godt nok brug for nye alliancer [;-)] i det politiske system, der tør tage et opgør med kontroltyranniet. Jeg medgiver at Anders Fogh Rasmussen nok som person er en naturlig tilhænger af kontrol, men problemet er bestemt ikke alene knyttet til VKO regeringen. Også i den foregående regerings tid myldrede kontrollerne frem. Det er simpelt hen en forkert og forældet mental model, vi har at gøre med.

Kan vi gøre noget for at ændre tendensen nu?

I fredags overtog jeg jobbet som formand for World Scout Foundation - den organisation der står økonomisk bag WOSM - The World Organization of the Scout Movement (spejderbevægelsen). Med 28 millioner medlemmer i 155 lande er spejderarbejdet verdens største børne- og ungdomsorganisation.

Min første opgave var en middag som World Scout Foundation arrangerede samme aften for Kejser Hirohito og Kejserinde Michiko i Tokyo, hvor også den svenske konge deltog. Man kan jo godt undre sig over hvad en almidelig dødelig jyde gør i de kredse, men der var en god årsag:  Majestæterne bakker nemlig spejderarbejdet op - ikke alene i deres egne lande, men også arbejdet med at rejse penge til at udbrede og udvikle spejderarbejdet i udviklingslandene, og det er første prioritet for World Scout Foundation. 250 forretningsfolk og andre ledere deltog i middagen - herunder tre nobelpristagere.

Desværre er spejderarbejdet fortsat forbudt i Kina, Iran, Nordkorea og Cuba, med blandt de 5 miliarder mennesker der bor i resten af verden, er der en spejderenhed med 30 spejdere i gennemsnit for hver eneste lille by eller område med bare 5.000 indbyggere.  Og tæller man sammen, er der statistisk set 500 beboere i byen der har været spejdere. Tager man de 50 øverste ledere i lokalsamfundet (virksomhedsledere, politikere, organisationsfolk, offentlige ledere) så har halvdelen statistisk set været spejdere.

I sin tale ved middagen fremhævede den svenske konge den betydning som 500 millioner mennesker der har været spejdere, har for den måde verden udvikler sig på. En halv milliard mennesker der har lært at arbejde sammen med andre, at overkomme kulturforskelle, at respektere folk med andre religioner og at klare sig selv.

Findes der overhovedet nogen større fredsbevægelse eller nogen udviklingsorganisation med større betydning for verdens udvikling de næste 50 år?

I dag er jeg i Chennai - det tidligere Madras i Sydindien. Her går udviklingen ekstremt hurtigt (10 procent vækst), men i modsætning til Kina er demokratiet med. Indtrykkene skal bearbejdes når jeg er tilbage, men en ting kan jeg ikke lade være med at nævne nu: Vi tror jo at vi er langt foran verden mht bæredygtighed i Danmark, men tro om igen: Hernede søger firmaerne at overgå hinanden med at bygge LEED “gold” certificerede grønne bygninger (et amerikansk system til at klassificere bygninger efter hvor bæredygtige de er) med naturligt lys, ventilation, genbrug af spildevand osv. Hvor mange bygninger i guldklassen har du set i Danmark? Mere i en senere blogpost.

Nu må vi snart ta os sammen…

Timpsons er en unik succeshistorie. Fra en lille gruppe sko-reparationsværksteder til næsten 600 servicebutikker over hele Storbritannien på 25 år. Jeg havde besøg af ejer og direktør James Timpson som fortalte et par minutter om hvorfor det har kunnet lade sig gøre. Lyt her (podcasten er på engelsk):

Hvad siger I så?

Vi havde i dag besøg på Løndal af Adrian Simpson, som er en af de personer i verden som jeg tror har størst kendskab til “excellente” virksomheder i alle brancher. Jeg spurgte Adrian om han på 2 minutter kunne sammenfatte nøglen: Hvad er det allervigtigste?

Her er hans svar (Podcasten er på engelsk):

Hvad siger du?

Ærlig talt: Værdibaseret ledelse hænger mig ud af halsen. Man bliver enige om fem plus-ord som ingen kan være imod og så er vi alle glade: Nu har vores virksomhed nemlig også værdibaseret ledelse. Spild af tid efter min mening.

Jeg opfatter værdibaseret ledelse meget mere kontant. Se her hvordan:

Kommentarer afventes spændt….