Kolind Kuren

I dag fylder jeg 65. Det er en mærkelig fornemmelse, for da min far blev 65 syntes jeg at han var en oldsag. Klar til en hyggelig, stille og rolig tilværelse som pensionist. Sådan oplever jeg det ikke: I god fysisk form og med masser af projekter og planer for fremtiden.

Men samfundet tror at jeg er som min far var da han var 65. Man må tro at jeg mangler penge, for nu kan jeg køre med DSB til nedsat takst på 65 billet. De fleste dage med 50% rabat. Jeg kommer også gratis eller billigt ind på museer og andre kulturinstitutioner, og kommunen tilbyder alskens særlige services til mig.

Systemet er ikke indrettet på at jeg faktisk gerne vil fortsætte med at arbejde og tjene penge. Hvis jeg tjener over 291.000 kr om året er min marginalskat nemlig steget med 30 procentpoint, fra 56% til 86%. Forestil dig at min ratepension var 300.000 kr om året. Dem betaler jeg sædvanlig skat af. Hvis jeg kan tjene 200.000 kr mere ved fortsat at arbejde, så koster det mig 86% i skat, altså 172.000 kr. 28.000 kr til mig selv og hvis jeg bruger de penge til fx. nye havemøbler, så skal jeg lige slippe en femtedel i moms. Tilbage ca 22.000 kr. eller 11 procent af det jeg tjente.

Men hvorfor bliver marginalskatten 86% og ikke 56% som den var før? Det er fordi folkepensionens grundbeløb på 68.000 kr om året nedsættes med 30% af det jeg tjener over 291.000 kr.

Lad os nu sige at jeg betaler ca 40% af de første 291.000 kr; det er knap 120.000 kr. Dertil 86% af 200.000 kr; ialt 292.000 kr i skat eller 59% af de 491.000 kr jeg betaler. Så er der omkring 200.000 kr tilbage. Hvis jeg bor i et hus til 8 millioner kr. skal jeg betale ejendomsværdiskat på ca 180.000 kr om året. Hvad er der så tilbage? 20.000 kr til at leve for ud af de 491.000 jeg har tjent eller får i pension.

Jeg klarer mig fint for jeg har en formue at leve af og jeg arbejder ikke først og fremmest for at tjene penge. Men systemet er forrykt! Folk der gennem et langt liv har tjent gode penge, betalt deres skat, betalt deres bolig og sparet op til pension straffes for at arbejde. Og grunden til at stat og kommune skal have stadig flere penge ind er et sygt samfund; det såkaldte velfærdssamfund. Der er i hvert fald to ting helt galt:

1. Alt for mange gratisydelser. Sæt en pris på hver eneste ydelse og lad folk selv afgøre om ydelserne er pengene værd. Giv kun gratisydelser til dem der virkelig har behov for dem og drop det forældede princip at ydelser er bestemt af hvor gammel man er. Hvorfor må vi ikke selv bestemme hvordan vi vil bruge de penge vi tjener?
2. Alt for megen administration. Hvad ligner det at jeg nu skal igennem en omfattende administrativ procedure for at søge om folkepension? Kommunen har alle oplysninger og kunne lige så godt sende mig en e-mail med besked om hvad jeg nu kan få, hvis jeg kan få noget, og hvordan de har regnet det ud. Basta.

Har du flere gode eksempler? Skriv en kommentar nedenfor!

Hvis Grundfos ikke havde en udviklingsafdeling ville vi være færdige som virksomhed om fem eller ti år. Udaf de 18.000 medarbejdere har vi ca. 1200 i gang med at udvikle nye teknologier og produkter, og omkostningerne hertil udgør ca. 5% af det samlede budget. Man skulle ikke tro at vi kunne blive ved med at forbedre noget så simpelt som pumper. Strengt taget er en pumpe blot et skovlhjul der roterer i et metalhus og dermed forøger trykket af en væske. 1200 PhD’er civilingeniører, fysikere, matematikere, kemikere, økonomer, antropologer og andre specialister til bare at udvikle bedre pumper!

Tænk hvis Danmark havde en udviklingsafdeling. I Danmark er vi knap 6 millioner mennesker, dvs ca 300 gange så mange som i Grundfos. Havde Danmark været som Grundfos skulle vi have 400.000 højt uddannede specialister på alle relevante områder, som kun havde én opgave: At udvikle Danmark. Det er helt vildt, så tag en tiendedel af det antal: 40.000 specialister i Danmarks udviklingsafdeling.

Det første spørgsmål de ville stille, er: Hvad er det for et samfund, som ledelsen (folketinget) stræber efter at Danmark skal være? Jeg tror politikerne kunne blive enige om i hvert fald fire ting: 1) Danmark skal have økonomisk vækst, men den skal være bæredygtig. 2) Der skal være både frihed og tilskyndelse for alle til at tjene penge og skabe noget, men vi skal tage os godt af de svageste, 3) Vores børn og unge skal have de bedste uddannelser i verden, men de skal også bestille noget for at få dem, 4) Vores sundhedsvæsen og ældrepleje skal være i verdensklasse.

Forestil dig at politikerne sagde det klart: Det er det samfund vi ønsker, og udviklingsafdelingens opgave er at finde ud af hvordan vi får det. Det behøver vi ikke 40.000 specialister til at fortælle os. Bare 4.000 ville gøre det, hvis ledelsen var i orden og hvis ellers politikerne ville lytte til hvad udviklingsfolkene fandt frem til.

Og det er præcis det der er problemet i dag: Utallige kommissioner har fundet frem til hvad der skal gøres, men politikerne lytter ikke: Socialkommission, arbejdsmarkedskommission og velfærdskommission er bare tre eksempler; alle har de udarbejdet gode og velbegrundede forslag som politikerne ikke har villet lytte til.

Men nytter en udviklingsafdeling så ikke noget? Jo det gør den, fordi den kunne knytte de mange gode enkelt initiativer sammen til planer som både politikere og befolkning kunne forstå.

De fleste mener at politikere er sat i verden for at være uenige. Det er noget vrøvl. Politikere er sat i verden for at lede samfundet. De skal udvikle samfundet så det bliver bedre til at løse de opgaver som bedst løses i fællesskab. Hvis de bruger tiden på at skændes, spilder de tiden.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Så fik vi en afgørelse: Et snævert rødt flertal. Men også et stort flertal (knap 60%) med et stærkere fokus på reformer (Radikale og blå blok) end vi er vant til. Hele 15% af befolkningen stemte på de to partier der ønsker at gøre mest ved Danmarks problemer og udfordringer (Radikale og Liberal Alliance). Dobbelt så mange som sidst – det synes jeg er glædeligt.

Heldigvis er de to reformpartier placeret sådan i det politiske spektrum at det bliver endog meget svært at regere uden om dem. For mig at se er eneste mulighed for at undgå reformer at S/SF allierer sig med Dansk Folkeparti om at dele ud af samfundets værdier for at gøre folk på overførselsindkomst, herunder pensionister, og offentlige ansatte tilfredse. Det tror jeg dog ikke kommer til at ske.

Jeg håber at de to reformpartier vil tvinge resten af folketinget til at komme ud af den passivitet, som begge sider har stået for de sidste mange år. Danmark skal ind på et nyt spor, hvor varig økonomisk vækst (ikke bare kortsigtet stimulans) kommer i centrum sådan at der bliver råd til at håndtere de store årgang af pensionister, som vi vil få de næste tyve år.

Tre råd til Helle Thorning-Schmidt:

1. Erkend hvad der i virkeligheden er flertal for: Reformer, og handl derefter.
2. Erkend at Danmark har et kæmpe underskud på statsbudgettet (100 mia kr i 2012) og gør noget alvorligt ved det. Det der giver tillid til Danmark, er ikke kortsigtet stimulans (boligpakker), men langsigtet orden i økonomien.
3. Glem Enhedslisten som samarbejdspartner. Ræk hånden ud til Liberal Alliance, konservative, Venstre og Dansk Folkeparti og lav de nødvendige reformer sammen med dem.

Så tror jeg faktisk du har en chance. Ellers giver jeg dig max 12 måneder inden vi får valg igen.

Hvad er dine råd til den kommende regering? Skriv en kommentar.

Alle partier er enige om at Danmark skal ha flere iværksættere, og allerhelst vækstiværksættere som starter videnvirksomheder med stort potentiale. Al respekt for den der åbner en grøntforretning, men Danmark skal leve af en anden type iværksættere. Jeg har startet ca 25 virksomheder; hele tre i år.

I går kunne TV2 meddele at halvdelen af iværksætterne åbenbart stemmer Liberal Alliance. Det kan ikke overraske nogen: De ønsker åbenbart lavere skat på arbejde, lavere selskabskat, større frihed, mindre bureaukrati og mere for pengene i det offentlige og selvfølgelig mere vækst. Præcis de ting der gør det attraktivt at starte virksomhed.

Er det ikke netop det, vi andre også har brug for?

Og så en anden statistik som måske udtrykker det samme: Blandt førstegangsvælgerne er Liberal Alliance det næststørste parti (efter Radikale). Unge mennesker er træt af et samfund der begrænser deres udfoldelsesmuligheder i stedet for at bakke dem op. Og de ønsker ikke at betale regningen for at vi finansierer vores overforbrug ved at optage lån som de skal betale tilbage. Det forstår jeg sådan set godt.

Hvad siger du? Skriv en kommentar.

I går fik jeg min årsopgørelse 2010 fra SKAT. Den fylder fire tætskrevne sider og jeg skal åbenbart betale 61.980 kr i restskat inkl. procenttillæg efter modregning af overskydende AM-bidrag. Det gør jeg så.

Efter duellen mellem Lars Løkke og Helle Thorning i aftes gik jeg alligevel i gang med at finde ud af hvordan SKAT mon var kommet til det resultat. Jeg troede faktisk at jeg allerede havde betalt det jeg skulle.

Forsiden kom jeg forholdsvis let igennem: lønindkomst, honorarer, multimedier (det har jeg nu ikke haft), gruppelivsfordikring, renteindtægter, beskæftigelsesfradrag osv. Det er trods alt til at forstå.

Så kom skatteberegningen: bundskat, topskat, arbejdsmarkedsbidrag, sundhedsbidrag, kommuneskat, kirkeskat, nedslag for beskatning over 51,50%, skat af aktieindkomst, tre forskellige procenter af personfradrag og ejendomsværdiskat gav tilsammen en skat på 55 % af min skattepligtige indkomst. Jeg håber SKAT har regnet rigtigt, for jeg kan ikke kontrollere regnestykket.

Årsopgørelsen fortæller at jeg skal betale 6,2% af den for lidt betalte skat i renter. Det er godt nok højt når jeg kun får højst 1% i rente i banken. Havde jeg vidst at jeg åbenbart skylder SKAT penge, kunne jeg have betalt beløbet for længe siden uden rente.

Der gælder åbenbart også en regel at når topskattegrundlaget overstiger et bundfradrag på 362.800 kr. bliver kompensationen (grøn check) nedsat med 7,5% af dette grundlag. Hvad mon det betyder? Jeg prøver at regne kompensationen ud; den udgør et stort beløb (kompensation for hvad?), men så fortæller årsopgørelsen at kompensationen højst kan nedsættes med 1.300 kr. Nå, så ved jeg det.

Topskatten beregnes ved at lægge en række ting sammen og trække andre fra. Til topskattegrundlaget lægges positiv nettokapitalindkomst over et grundbeløb på 40.000 kr og så er der særlige regler for overførsel mellem ægtefæller og fordeling af tpskatten mellem ægtefæller.

Jeg giver op! Og så er jeg ikke engang kommet til specifikationen af arbejdsmarkedsbidrag.

Nu spørger jeg så: Hvad skal dette til for? Hvad er det for et system jeg er del af, hvor jeg ikke forstår hvordan min skat beregnes og ikke kan kontrollere regnestykket. Det er 55% af alt hvad jeg tjener. Det er absurd.

Derfor går jeg ind for 40% flad skat på al indkomst over et bundfradrag. Punktum.

Indrømmet: Økonomien er afgørende i dette valg. Vi skal have en regering der skaber varig vækst og velstand; ikke bare kortsigtede boligpakker som er ren kosmetik.

Men jeg synes også at andre ting er vigtige.

For eksempel frihed. Tidligere tænkte jeg ikke så meget over det, men efterhånden er det gået op for mig, hvor megen unødvendig regulering vi har fået. Altsammen i den gode sags tjeneste, men langt udover hvad der er nødvendigt.

Jeg har en skov, men jeg kan ikke grave et vandhul eller en grøft uden forudgående tilladelse fra myndighederne. Jeg kan heller ikke lave en vildtager så der er mere foder til dyrene om vinteren. For slet ikke at tale om et redskabsskur over ti kvadratmeter eller en redekasse til ænderne.

Tænk hvad det koster i administration. Sagsbehandlere, eksperter, høring, offentliggørelse, korrespondance, klagesystem. Hvem gavner det egentlig?

Og så kan jeg naturligvis ikke have en hobbykniv i bilen, jeg kan ikke holde hund af bestemte racer, mine børn må ikke gifte sig med en udlænding og jeg kan blive ved.

Selvfølgelig er der mange fornuftige regler som er begrundet i at vi borgere ikke må gøre ting der skader andre. Helt OK. Men rigtig mange regler kan ikke begrundes sådan. De er udtryk for at Folketingets flertal synes at de ved bedre end borgerne, hvad der er godt for os. Det vender jeg mig imod, og derfor støtter jeg partier der vil arbejde for større frihed og mindre regulering – selvfølgelig med det ansvar der følger med.

Giv os nogle flere eksempler på overflødige regler. Skriv en kommentar.

Min kone, Vibeke Riemer, stiller op til Folketinget i Vestjyllands Storkreds for Liberal Alliance. Se www.vibekeriemer.dk.

Det er en mærkelig fornemmelse for mig bare at følge med i kulissen når man har prøvet selv at være i front. Spændende at følge debatten og lytte til argumenterne. Jeg synes hun er modig som 64 årig at stille op for et parti, der er mest populært blandt yngre mænd. Men det er en god idé at hun stiller op for Liberal Alliance er efter min mening ikke et parti fortrinsvis for yngre mænd i arbejde. Det er et parti der arbejder for et rigere samfund (vækst), et samfund med større frihed, et samfund hvor staten bestemmer mindre og mere er overladt til os borgere, og et parti der vil fjerne bureaukrati og overflødig kontrol i det offentlige.

Det program burde tiltale hele befolkningen; ikke mindst kvinderne og ikke mindst de ældre. Jeg håber at du vil stemme på Liberal Alliance og på Vibeke, hvis du bor i Storkreds Vestjylland. Hun vil være et stort aktiv i Folketinget.

Følg med i Vibekes blog på www.vibekeriemer.dk.

Rød og blå blok kappes om at bruge penge. Renovere skoler, 10.000 uddannelsespladser, max 30 minutters ventetid på skadestuen, tilskud og puljer til alt mellem himmel og jord. Hver gang politikerne vil bruge en milliard koster det en gennemsnits husstand 500 kr i runde tal.

Alle de penge skal komme et sted fra, og det sted er erhvervslivet; nærmere bestemt de virksomheder der producerer varer og tjenesteydelser til eksport.

Tænk fx på en dansk eksportvirksomhed med 100 medarbejdere. Den omsætter for 100 Mkr og tjener 10 millioner før skat til ejerne, hvis den går godt. Hvor meget tror du egentlig en sådan en virksomhed leverer til samfundet i form af  skatter og afgifter hvert år? 5 millioner? 10 millioner, 20 millioner?

Svaret er ca. 50 millioner. De 30 er den skat virksomheden opkræver af medarbejdernes løn. De 14 er moms, andre afgifter og skatter fra de underleverancer som virksomheden køber. De 2½ million er selskabsskatten af overskuddet og ca 3½ million er den skat ejerne betaler når de tager overskuddet ud som udbytte.

S og SF vil beskatte de højeste indkomster højere. Millionærskatten til ejeren kan måske give nogle hundrede tusinde ekstra. Men hvis det betyder at ejeren starter sin næste virksomhed i udlandet, er det en dårlig forretning. Samfundet tjener nogle hundrede tusind, men taber 50 millioner. Plus at 100 medarbejdere mister deres job.

Det er den udvikling Danmark er inde i, og det bliver kun værre. Vi har mistet 200.000 jobs i det private erhvervsliv de seneste år og det er fordi det ikke er attraktivt at skabe nye jobs i Danmark. Der er undtagelser, men tendensen er klar: Vi mister de indtægter som politikerne kappes om at bruge på sundhed, uddannelse, miljø og andre “vindersager“.

Jeg er bestyrelsesformand for Grundfos med 17.000 medarbejdere og en omsætning på 20 milliarder. Heldigvis har Grundfos ikke planer om at flytte, men jeg tør slet ikke tænke på hvad det ville betyde for Danmark, hvis Grundfos flyttede til udlandet. Umiddelbart vurderer jeg at det ville løbe op i 5000 tabte arbejdspladser og tabte skatter og afgifter på 3-5 milliarder hvert år når vi tager underleverandørerne med. Selskabsskatten er det mindste: Et par hundrede millioner.

Derfor bør valget først og fremmest handle om hvordan vi skaber mere vækst og flere jobs i Danmark så vi har nogle penge at bruge på velfærden. Der er kun én vej: at gøre det mere attraktivt at skabe nye jobs i Danmark og at arbejde mere. At sænke skatten på den sidst tjente krone er det vigtigste middel hertil. Umiddelbart giver det naturligvis færre penge i samfundets kasse, men allerede efter få år bliver der overskud. Det er det, økonomerne siger med beregningerne i DREAM modellen, og det er derfor det betyder rigtig meget, hvilket parti og hvilken politik du stemmer på. Velstand kommer før velfærd.

Det er trist at dette ikke er gået op for danskerne. Jeg har været med til at starte 22 virksomheder; jeg har mit på det tørre og jeg klarer mig nok, men det ærgrer mig at at dette dejlige land stille og roligt er på vej til at blive fattigere med alt det, det indebærer af social uro og problemer. Politikerne fra alle partier ved det og alligevel overbyder de hinanden med valgflæsk.

Jeg synes det er flovt. ØV! Hvad synes du? Skriv en kommentar.

Hvad er op og ned og hvad skal vi stemme? Her er mit bud:

Jeg tror mange danskere har samme problem som jeg: VK(O) har ikke løst opgaven godt de sidste ti år; de har forsømt muligheden for at lave reformer mens økonomien buldrede der ud af. Problemet er at der ikke er noget troværdigt alternativ. Enhver med forstand på samfundsøkonomi kan se at S/SF’s planer er blålys. Længere er den historie ikke.

Derfor fravælger jeg V, K, O, S, SF og Ø. Tilbage er Det Radikale Venstre og Liberal Alliance. Begge partier har mod til at gøre noget af det der er brug for:

Sætte skatten ned, især topskatten. Det er nødvendigt for at gøre det mere attraktivt at arbejde og tjene penge, og alle beregninger viser at samfundet på bare lidt længere sigt for 120% valuta for pengene.

Gøre vækst til hovedtema for den næste valgperiode. Velfærdssamfundets største problem er ikke at fordele goderne; det er at betale for dem. At opretholde et velfærdssamfund som vi kender det i dag uden markant vækst i erhvervslivet, er en umulighed fordi vi får stadig flere ældre der skal forsørges. Længere er den historie ikke.

Fjerne unødvendig regelstyring og bureaukrati. Det skriger til himlen at vi spilder alt for megen tid med regler, rapportering og bureaukrati. Vi får aldrig løst de offentlige opgaver ordentligt hvis ikke vi afskaffer regler og kontrol i stor stil.

Derfor ville jeg stemme på Det Radikale Venstre, hvis jeg ønskede Helle Thorning Schmidt som statsminister. Dermed får vi et regeringsskifte , forhåbentlig samtidig med et vist bolværk imod S og SF’s uansvarlige og misforståede økonomiske politik. De radikale står ikke model til hvad som helst.

Selv stemmer jeg dog på Liberal Alliance af to grunde:

1. Partiet har den politik som Danmark har brug for, og Anders Samuelsen og hans folk har holdt fast ved den selv da det så mest håbløst ud. Det har jeg respekt for. De lefler ikke for vælgerne. De har en sag. Og sagen er god: Al snak om velfærdssamfund er spild af tid, hvis der ikke er penge i kassen, og den eneste måde der kan komme det, er ved at gøre det mere attraktivt at drive virksomhed i Danmark.
2. Partiet kan tvinge V og K til at føre borgerlig/liberal politik og er på centrale punkter enigt med Det Radikale Venstre. Derfor er der en reel mulighed for et samarbejde mellem V, K, B og I, og det vil være det bedste der kan ske for Danmark.

Mere kompliceret synes jeg ikke det er. S og SF’s politik er lavet af et reklamebureau der først og fremmest lægger vægt på at “det lyder godt”: “Arbejd 12 minutter mere om dagen og Danmark er tilbage på sporet”. Goddag mand økseskaft. Arbejdsmarkedets parter ryster på hovedet og økonomerne ligeså. Det kan ikke gennemføres og det har ikke den påståede effekt. Det er et blålys.

Er jeg ultraliberalist? Nej tværtimod: Jeg betragter mig som social liberal. Jeg ønsker bl.a. at det offentlige fortsat skal have ansvaret for sygehusene og sundhedssystemet, men jeg synes der er brug for mere konkurrence. Jeg ønsker at samfundet skal gøre mere for de svageste, ikke mindre. Men jeg ønsker ikke at to tredjedele af befolkningen skal leve af løn eller sociale ydelser fra det offentlige. Det er absurd. Jeg ønsker at virksomhederne skal have bedre vilkår; ikke for at forgylde ejerne, men for at beholde de job vi har i Danmark og tiltrække nye arbejdspladser.  Der er ingen vej udenom og det vigtigste er i særklasse beskatningen: personskat (især topskat), selskabsskat og gebyrer afgifter på alt mellem himmel og jord.

Lad mig høre din mening. Skriv en kommentar!

Unimerco bliver japansk den 11.juli. Mange har kaldt Unimerco Danmarks bedste virksomhed fordi den har alt det, andre drømmer om: Ejet af medarbejderne og dermed et enestående engagement og sammenhold, avanceret teknologi som ingen andre i verden har kunnet matche, hovedparten af produktionen og arbejdspladserne i Danmark, og alligevel er Unimerco konkurrencedygtig på et globalt marked. Som formand for bestyrelsen i mange år kender jeg Unimerco godt, og jeg kan bekræfte alt det gode der er sagt om Unimerco. Det er en enestående virksomhed.

Men fra 11. juli er Unimerco en del af den japanske Kyocera koncern. Solgt for knap halvanden milliard kroner, næsten tre gange omsætningen og ca 40 gange nettoresultatet i seneste regnskabsår. En næsten uhørt høj pris for noget der egentlig bare er et sliberi med en tilhørende handelsvirksomhed.

Det er godt for Danmark, godt for medarbejderne og godt for lokalsamfundet. De 418 medarbejdere som er aktionærer, tjener vel tilsammen omkring en milliard når deres investering er trukket fra. Det er fair når man tager i betragtning at alle har slidt for det og været med til at løbe risikoen i mange år. Det var ikke sjovt at være aktionær i 2008/09, hvor Unimerco indkasserede et underskud på næsten 50 Mkr.

Af fortjenesten får samfundet knap halvdelen i aktieavanceskat og når de resterende penge bliver brugt i de kommende år, indkasserer samfundet moms og skatter af de produkter og ydelser, som pengene bliver brugt til. Dermed er der råd til sygehuse, plejehjem, skoler, forsvar og politi. Alt det vi kalder velfærdssamfund, starter med at der er nogen der gør en god indsats og tjener penge. Derfor er salget af Unimerco godt for Danmark.

Kyocera ville ikke have betalt så høj en pris for Unimerco, hvis planen var at lukke firmaet. Tværtimod. Jeg gætter på at vi vil se nye investeringer og nye jobs som følge af overtagelsen. Mange jobs vil blive skabt i udlandet, men hvis Danmark fortsat er et attraktivt sted at drive virksomhed, får vi også del i væksten. Se bare på hvad der er sket i Brande efter at Siemens købte Bonus Energi (vindmøller) fra sin danske ejer og grundlægger.

Historien er egentlig ikke længere, men det slog mig, at uligheden i Danmark bliver større efter salget af Unimerco. 200 eller flere smede, maskinarbejdere, sælgere, indkøbere, ingeniører og andre bliver nu millionærer og dermed bliver afstanden mellem rig og fattig i Danmark større på den måde, man måler det (Gini-koefficienten).

Er det godt eller skidt for Danmark? Må jeg høre din mening.