De fleste kender Timberland: Sko, beklædning og andre varer til udendørs brug. Et familiefirma i tredje generation. Timberland har i over ti år haft en alliance med en forening (NGO) ved navn City Year (www.cityyear.org) som giver unge mennesker mulighed for at gi’ et års “samfundstjeneste”. Andre virksomheder ville måske give en donation for et eller to år. Timberland har valgt et strategisk samarbejde og dermed gjort programmet til en del af sin strategi. Se www.timberlandserve.com.
Pointen er at virksomheders samfundsansvar ikke behøver at være en omkostning – det kan være en afgørende del af brandet og dermed af hovedstrategien.
Hilsen fra San Francisco hvor jeg er i denne uge!
Avon sælger kosmetikprodukter til kvinder for ca. 50 mia. kr. om året. Ikke via supermagasiner eller specialbutikker, men gennem ca. 4 mio. kvinder der sælger til familie, venner og andre. Det er ikke en forretningsform jeg personlig synes særlig godt om, men når man ser hvad firmaet har opnået skifter billedet. Læs i visionen:
The Largest Women’s Foundation
We will be a committed global champion for the health and well-being of women through philanthropic efforts that eliminate breast cancer from the face of the earth, and that empower women to achieve economic independence.
Avon har til dato doneret over ½ milliard dollars til arbejdet med brystkræft. Og Avon integrerer arbejdet med at udrydde brystkræft i selve forretningen – ikke som et vedhæng på PR-kontoen. Læs mere på www.avoncompany.com.
Her i sommervarmen har jeg gået og spekuleret på om jeg nu har ret når jeg i Kolind Kuren påstår at fremtidens videnbaserede vækstvirksomhed (eller hvad vi nu skal kalde den) skal have en meneing der går ud over profit. Mit argument er at de bedste medarbejdere vil arbejde for organisationer der vil mere end tjene penge til ejerne. De mest loyale og attraktive kunder vil – udover at købe gode produkter til en fair pris – gerne handle med virksomheder der vil mere end profit. Og samfundet – herunder græsrodsorganisationer – vil alliere sig med sådanne virksomheder. For mig er profit altså et middel – ikke et mål i sig selv. Hvis man fokuserer på at gøre noget virkelig menigsfuldt virkelig godt kan man tjene mange penge derved.
Grundfos, f.eks. er besat af tanken om at lave pumper der er mere energiøkonomiske, miljøvenlige og pålidelige end alle andre. Det gælder så om at overbevise kunderne om at fordelen herved berettiger Grundfos til at få en højere pris end konkurrenterne får for deres pumper. Når man gør noget sådant i 25 eller 50 år uden at gå på kompromis bygger man en sådan troværdighed op at grossisterne ikke kan undvære Grundfos pumper i sortimentet og installatørerne spørger efter Grundfos selvom der er billigere alternativer. Så kommer indtjeningen.
Mads Kjær (chef for Kjaer og Kjaer) forærede mig fornylig en bog om dette: Cause for Success af Christine Arena. Den indeholder ti eksempler på virksomheder der har sat profit på andenpladsen og derfor er kommet ind på førstepladsen. I de følgende poster vil jeg gerne dele nogle af eksemplerne herfra.
Er du enig i hovedpointen?