Kolind Kuren

Jeg har i den senere tid mødt folk med stor erfaring fra dansk udviklingsbistand til lande i den tredje verden. De fortæller om to store ændringer der er undervejs, og som jeg virkelig undrer mig over:

Danida ansætter selv eksperter i stedet for at bruge danske konsulenter.

Selvom man skulle tro at en borgerlig/liberal regering havde forstået budskabet om at videnvirksomheder skaber værdi i partnerskab med folk udefra der har særlig forstand på det pågældende fagområde, så har Udenrigsministeriet åbenbart de senere år valgt den modsatte strategi: At skære brugen af konsulenter ned til at absolut minimum og i stedet ansætte folk selv.

For mig at se virker det uforståeligt. For det første skal statslige myndigheder ikke både stille opgaver og producere det de efterspørger. Danida skal være verdensmester i at stille de rigtige opgaver, finde de rigtige folk og følge op på de resultater, der kommer, men ikke verdensmester i at drive rådgivende ingeniør- eller konsulentvirksomhed. Plus at eksportmulighederne for en meget vigtig branche for Danmark forringes væsentligt ved at hjemmemarkedet (og det er Danida i denne forbindelse) falder bort. Goddag mand økseskaft som vi siger i Jylland. Hvad er tankegangen?

Danida yder en stadig større del af bistanden som “budgetstøtte”.

Her henviser man til den såkaldte Paris Deklaration fra 2005, hvor ca. 100 bistandsorganisationer bleve enige om at integrere deres bistand nærmere i modtagerlandenes egne “systemer”. Skulle der f.eks. indkøbes biler, så skulle modtagerlandets egen indkøbsorganisation stå for det – ikke donoren. Og ville man støtte udvikling i en bestemt region, så skulle pengene gives til regeringen, som så selv kunne planlægge, hvordan de skulle bruges.

Hvis man kender lidt til korruption i udviklingslande, kan det godt undre, hvordan så mange kloge mennesker kan vedtage noget sådant. For er der noget der er sikkert, så er det at den form for bistand med fuld sikkerhed vil medføre masser af eksempler på misbrug af skatteydernes penge. Hvis regionen hellere vil have et fodboldstadion end 20 landsbyskoler, så værsgo: Danmark betaler. Udviklingslandene må jo bedst selv vide, hvad der nytter noget.

Paris deklaration eller ej. Jeg undrer mig over hvad de mon laver på Asiatisk Plads. Her er der vist brug for nogle nye alliancer…

Timpsons er en unik succeshistorie. Fra en lille gruppe sko-reparationsværksteder til næsten 600 servicebutikker over hele Storbritannien på 25 år. Jeg havde besøg af ejer og direktør James Timpson som fortalte et par minutter om hvorfor det har kunnet lade sig gøre. Lyt her (podcasten er på engelsk):

Hvad siger I så?

Vi havde i dag besøg på Løndal af Adrian Simpson, som er en af de personer i verden som jeg tror har størst kendskab til “excellente” virksomheder i alle brancher. Jeg spurgte Adrian om han på 2 minutter kunne sammenfatte nøglen: Hvad er det allervigtigste?

Her er hans svar (Podcasten er på engelsk):

Hvad siger du?

Her er det tredje forslag jeg stillede ved Det Kriminalpræventive Råds årsmøde den 28. marts: Fra silotænkning til partnerskab:

Mange offentligt ansatte ser på virksomheder og andre uden for det offentlige som enten objekter for regulering (f.eks. miljø, bygninger, konkurrence, kriminalitet) eller som nogen, man gerne vil have til at hjælpe sig med at løse et problem (f.eks. hjælpe med job til indvandrere). Jer og os. Silotænkning.

Dermed overser man muligheden for ægte partnerskab, altså at skabe samarbejder der er i begge parters interesse. Hvis et samarbejde er i begge parters interesse er der stor chance for at det bliver varigt.

Tag for eksempel forebyggelse af kriminalitet. Her prøver offentlige myndigheder at inddrage virksomhederne på forskellig måde. De “pæne” og etiske virksomheder som Grundfos er lette at få med, men andre der måske ikke har samme idealisme, er svære at få med, og hvis de kommer med, falder de hurtigt fra igen. Det er fordi de ikke oplever at de har en egeninteresse i samarbejdet. Siloerne består.

Hvis samarbejdet skal vare ved, skal begge parter have en egen interesse deri. Virksomhederne skal forstå og være enige i at hvis det gennem et samarbejde lykkes at bekæmpe ungdomskriminaliteten i deres område, så er deres medarbejdere mere trygge ved at gå på arbejde og virksomhedens forsikringspræmier går ned. Lokalområdet får et bedre rygte og dermed bliver det lettere at få nye medarbejdere til at flytte dertil. Altsammen kontante fordele der tæller. Og dermed bliver arbejdet med at forebygge kriminalitet et ægte partnerskab som varer ved.

Flere gode eksempler?

Der er kommet en ny bog om arbejdsglæde af Alexander Kierulff, med den provokerende titel: “Happy Hour is 9 to 5″. Den er værd at læse!

Jeg stillede Alexander Kierulff nogle spørgsmål om bogen:

* Happiness på jobbet – det lyder flippet for mig. Kan man tage det alvorligt?
Det ikke bare kan man – det skal man. Undersøgelser viser entydigt, at mennesker som elsker deres job er mere effektive, mere kreative, mere servicemindede, mindre syge, mindre stressede og mere motiverede.
Det betyder også, at glade virksomheder klarer sig bedre og tjener flere penge på bundlinien. Derfor skal vi alle sammen, ledere som ansatte, tage ansvaret for at skabe inspirerende, innovative, energiske, glade arbejdspladser.

* Er happiness ikke bare et nyt ord for trivsel?
Trivsel har vi længe haft fokus på i Norden, og det er en af de vigtigste forklaringer på “The Nordic Miracle”, altså hvorfor danske og skandinaviske virksomheder har så stor succes.
Med “happiness at work” går vi et skridt videre end trivsel. Når man kommer derop hvor man ikke bare er tilfreds med jobbet, men lige frem vågner om morgenen og siger “YES! Jeg skal på arbejde”, så bliver både arbejdslivet og privatlivet meget sjovere. Og vi kan alle sammen få så meget arbejdsglæde – ofte er det små, enkle ting der kan gøre forskellen.

* Hvad er den allervigtigste ting en chef kan gøre for at skabe større arbejdsglæde?
Det er meget enkelt: Chefer skal interessere sig for deres ansatte som mennesker – ikke bare som arbejdskraft. Det kan være svært at omsætte i praksis, men så er bogen heldigvis fuld af case stories og praktiske, effektive metoder fra nogle af verdens gladeste (og mest succesrige) virksomheder.

Jeg kan varmt anbefale bogen. Se mere på http://positivesharing.com/happyhouris9to5/

I går holdt jeg foredrag for mindre og mellemstore virksomheder i Sydjylland og på Fyn. Arrangementet var henlagt til noget så provinsielt som en skoletavle fabrik, Nordisk Skoletavle Fabrik i Kolding for at være helt præcis. Hvad i alverden skulle jeg der på den yderste mark i et industrikvarter nord for Kolding?

Men det var der en grund til. For på Nordager 26 mødte jeg et mystisk udseende kontor- og produktionshus med spir og kupler som ikke lignede noget andet nyt erhvervsbyggeri jeg har set. Jeg måtte være gået forkert. Det her kunne ikke være en skoletavle fabrik. Men det var det. Et eksempel på en virksomhed der har forandret traditionel fremstillingsindustri til ægte videnvirksomhed. NSF sælger ikke bare skoletavler – de indretter læringsrum (mening). De går ikke bare enegang til kunderne, men har partnerskaber med konsulenter, møbelleverandører og andre, som tilsammen kan levere de bedste og mest kreative læringsrum jeg har set (partnerskab). De arbejder i en fuldstændig flad organisation (32 medarbejdere og to ledere) i et dynamisk, fleksibelt og åbent miljø. De udnytter former, farver, lys og alt det andet der kan få medarbejdere til at arbejde sammen og være kreative (samarbejdende organisation) og værdierne var ikke til at tage fejl af.

Og så deler de deres hus med os andre. Samarbejdspartnere kan leje kontorer med adgang til alle faciliteter og husets konferencecenter udlejes på dagsbasis til møder og konferencer som den jeg deltog i. Så kan deltagerne jo benytte lejligheden til selv at fornemme hvad gode læringsrum er og hvad de betyder.

Det er unikt! Og personen bag virksomheden, Pia Thybo, synes at være lige præcis den type leder for det 21. århundredes virksomhed, som denne blog handler om. Besøg NSF på www.nsf.dk eller endnu bedre i virkeligheden! Det kunne jo være at også din virksomhed ville se hvordan et læringsrum skal indrettes…

Du kan se flotte billeder fra domicilet her. http://www.nsf.dk/800/dk/domici1.html

I vores mentale model for folkeskolen indgår mange “selvfølgeligheder” om lærerne. De er ansatte lønmodtagere, de skal undervise et vist antal timer, de får løn efter en bestemt skala, de har en bestemt arbejdstid, de har en bestemt uddannelse og de har lange ferier.

Men alle disse ting er del af en mental model for skolen, som passer bedre på industrisamfundet for 100 år siden end på vidensamfundet i det 21. århundrede. Dengang skolen var en “undervisningsfabrik” der skulle bibringe eleverne de nødvendige kundskaber og færdigheder, og som kontrollerede produktionskvaliteten gennem forskellige tests i produktionsforløbet og sluttesten: Folkeskolens afgangsprøve.

Hvorfor ikke…

• gøre læreren til partner i stedet for ansat lønmodtager?
• inspirere læreren til at gøre sit bedste i stedet for at kontrollere at han/hun gør det minimum de får løn for?
• belønne lærere i verdensklasse med løn og arbejdsvilkår i verdensklasse?
• ansætte lærere efter deres evne til at lære fremfor deres formelle uddannelse?
• efteruddanne lærerne lige så systematisk som en softwareingeniør?
• motivere læreren til at forbedre metoderne hver dag og til at dele resultaterne med andre?
• uddele lærer-priser i samme omfang og med samme pomp og pragt som vi uddeler priser til forskere og kunstnere?

Ja, hvorfor egentlig ikke? Hvad mener du? Mere i morgen..

Formålsparagraffen bygger på den mentale model at eleverne er et råmateriale, der skal forædles frem til et niveau hvor de kan klare slutkontrollen, dvs. folkeskolens afgangsprøve. Og folkeskolen er fabrikken hvori det foregår.

Men man kunne jo også opfatte eleverne som en ressource:

• Inddrage eleverne i undervisningen, f.eks. 30% af arbejdstiden fra 12 års alderen og op.
• Inddrage hver enkelt elev i planlægningen af hvad han/hun skal lære i hvilken takt og form.
• Udnytte eleverne meget forskelligartede baggrund som en ressource i skolens arbejde – næsten alle er rigtig gode til et eller andet.
• Bruge eleverne som kreativt værksted når skolen har brug for at løse problemer eller udnytte nye muligheder.

Men det er måske for vildt. Hvad mener du?

Mere i morgen..

De fleste opfatter forældresamarbejde som at forældrene skal informeres om skolens arbejde og iøvrigt inddrages i praktiske opgaver i forbindelse med skolens arbejde, f.eks. arrangement af klassefester og kørsel.

Er det ikke et snævert syn på mulighederne for ægte partnerskab med forældrene?

• Hvorfor skal forældrene ikke inddrages mere aktivt i elevernes læring? Har de ikke ressourcer der kunne gøre læringen bedre, mere alsidig og mere spændende?
• Hvorfor skal partnerskabet være ensidigt, dvs. at forældrene skal først og fremmest yde? Hvad kunne skolen yde til forældrene?
• Hvorfor foregår så lille en del af undervisningen i børnenes hjem og på forældrenes arbejdspladser?
• Hvad ville det betyde, hvis vi opfattede forældresamarbejde som en ressource i stedet for som en belastning?

Hvad mener du? Mere i morgen…

Hvis jeg var borgmester eller kommunaldirektør i en af de nye kommuner ville jeg vælge nogle af kommunens leverandører ud og sætte nogle timer af til at diskutere med hver enkelt af dem hvordan de kunne hjælpe kommunen til at skabe mere værdi for borgerne, evt. for en lidt højere betaling end de får nu. Der ville komme masser af forslag og hvis bare man gennemførte hvert femte ville det kunne mærkes. Det er forskellen på partnerskab og det nulsums spil som præger de fleste offentlige myndigheders indkøbspolitik i dag. Der ligger megen potentiel merværdi i partnerskab.

Mere i morgen…