Kolind Kuren

I denne uge deltog jeg i LinKS@Wharton W10 – et toplederprogram hvor ledere fra Europa tilbringer en uge på The Wharton School ved University of Pennsylvania. Arrangør var LinKS (www.linkslabs.com) sammen med Wharton. Det var måske den bedste uge jeg har brugt på lederuddannelse nogensinde. Her er otte ting jeg tog med hjem:

1. Etik: Det bliver stadig mere vigtigt at være sikker på at alle medarbejdere i en organisation arbejder på en måde er er etisk forsvarlig. Der er opstået et utal af regler og systemer (good governance, compliance) som skal sikre dette, og både ledere og medarbejdere underskriver erklæringer i stort omfang. Men det er tvivlsomt hvor meget det hjælper. Ledelsens egen adfærd og den kultur der hersker i organisationen kan være langt vigtigere.
2. Systemtænkning: Ingeniører og andre fagfolk har en tendens til at løse problemer ved at “skille systemet ad” og så forbedre dets enkelte komponenter. Det er en god måde at lave småforbedringer på, men hvis man vil lave radikale forbedringer (innovation) så duer “ingeniørmetoden”  ikke. Radikale forbedringer (nnovation) kommer når man ser på de overliggende systemer og så forsøger at forbedre systemet 1 forhold til dem. Der er grænser for hvor meget en bil kan forbedres, men er man villig til også at se på den sammenhæng, som bilen indgår i, så sker der noget: trafiksystemet, det sociale system, energikredsløbet, miljøet osv. Og vil man gå rigtig langt kan man lave “idealized design”.
3. Lederskab: Den gode gamle forståelse af lederskab som analyse, planlægning, eksekvering og kontrol er ikke tilstrækkelig i dag. Her skal lederen i højere grad inspirere, involvere, understøtte og tjene sin organisation. Det er ikke bare en gradvis forandring der skal til. Det er et spring.
4. Scenarier: Der findes ikke gode og dårlige scenarier, kun gode og dårlige strategier. Vi skal vænne os til at arbejde ikke blot med én mulig fremtid, men med flere mulige fremtider (scenarier). Gennem vores uddannelse har vi lært at håndtere risiko, men vi overser usikkerhed som er noget ganske andet end risiko.
5. Fokus: Alle taler om hvor vigtigt det er at fokusere sin virksomhed og det kan være meget rigtigt, men hvis et stærkt fokus betyder at vi ser fremtiden gennem en tunnel, kan fokus være farligt fordi vi overser signalerne fra periferien; de svage signaler. Da Sony havde 75% af verdensmarkedet for bærbare musikafspillere (Walkman) overså de fremkomsten af MP3 spilleren og især betydningen af iPod. På få år faldt markedsandelen til 2%.
6. De fysiske rammer er afgørende for virksomhedens kultur og de kan bruges til at give virksomheden et skarpere image. Hos en af USA’s store formueforvaltere, SEI Investments , hvis hovedkontor (2100 medarbejdere)vi besøgte (http://www.seic.com/enUS/about/282.htm) minder de fysiske rammer om Oticon i 1990′erne med stærkt fokus på dialog, innovation, fleksibilitet og arbejdsglæde. Ingen ville tro at der er en bank! Hermed kunne SEI tiltrække endre typer medarbejdere end “standard” finans medarbejdere og tilbyde kunderne et nærmere og mere uformelt partnerskab.
7. Mentale modeller er afgørende for hvordan en virksomhed fungerer. Det er afgørende at forstå sin egen og organisationens mentale model, kortlægge den, stille spørgsmål ved den og i nogle tilfælde forandre den selvom det kan være svært. Kolind Kuren indeholder i værktøjsafsnittet en metode hetil (MMM – Mental Model Mapper).
8. Globalisering: Jorden er på samme tid rund, flad og ujævn (traditionelt syn, Friedmanns syn og Richard Floridas syn) og en udfordring for os er at finde strategier der afspejler dette. På den runde jord skal vi tænke lokalt; på den flade globalt og på den ujævne skal vi indrette os på de meget store forskelle, også inden for de enkelte lande og regioner.

Det er moderne blandt topledere at sige at de ikke kan lære noget fra andre; fx. ved at deltage i et kursus som det jeg var med til på Wharton. Jeg har kun én kommentar hertil: at det er helt deres eget problem. Vi andre må så vise at vi har fået et forspring gennem det vi har lært!

Hvad siger du?

Hvad skal danske virksomheder leve af i fremtiden? Hvad bliver vores vigtigste styrkepositioner i den globale konkurrence med USA og nye økonomier som Kina og Indien?

Det har LeaderLab sat sig for at finde ud af. Vi starter 17. juni et nyt ledelsesnetværk som jeg er medinitiativtager til. Ledelsesnetværk er der nok af. Min erfaring er at de ofte bliver nationale kaffeklubber, der ikke flytter og inspirerer nok. Vi er derfor i gang med at samle de bedste hoveder til dette netværk og sætter det første år fokus på det nye lederskab under overskriften ‘Social Business Innovation’.

En åben, transparent og global verden tvinger os til at gentænke den måde vi skaber forretning, den måde vi organiserer os på og den måde vi leder på.  Simpelt hen.

Du kan se en lille introvideo om Social business innovation her:
http://www.youtube.com/watch?v=3xHFfLTgjJI

Fremtidens vindervirksomheder vil minde mere om bevægelser der står og falder med deres evne til at involvere, inspirere og begejstre medarbejdere, kunder og omverdenen i deres sag. Men hvordan forbereder vi os mental og ledelsesmæssigt på denne forandring og hvordan håndterer vi åbenhed i praksis?
 
Du kan læse mere om netværket som allerede har opbakning fra progressive og højt placerede ledere fra bl.a. LEGO, Novo Nordisk, DR, Carlsberg, Wonderfull Copenhagen, Novozymes og Coloplast her: http://www.leaderlab.com

Ofte er svaret evolution, men når det drejer sig om den måde vi driver markedsføring på, tror jeg at der mange steder er brug for revolution. Jeg ser flere gange om året oplæg fra reklamebureauer til nye kampagner for dette og hint. Smarte slogans, lækker grafik, store budgetter. Og jeg tilføjer: beskedne resultater. Prøv at tænke på gårsdagens avis. Husker du en eneste annonce? Tænk så på TV i forgårs. Kan du nævne en eneste af de sandsynligvis 20 eller flere reklamer du så? Nej vel.

Der skal noget helt andet til. Flere og flere køber ting og sager fordi de oplever at de har ægte værdi. God kvalitet til en acceptabel pris. Ikke den billigste pris, men en OK pris. De handler i butikker som de har tillid til og kan lide at komme i. De søger varemærker der er ægte og som afspejler kvalitet.

Selvfølgelig: Hvis man virkelig er på spanden økonomisk køber man selvfølgelig det billigst mulige. Og desværre er flere og flere på spanden i disse år. Men ikke alle er på spanden og de fleste har faktisk mulighed for at tænke længere frem.

Derfor efterlyser jeg mere markedsføring med substans. Firmaer er står for noget ægte. Produkter der holder hvad de lover. Teleselskaber der ikke snyder på vægten med afregningsmetoder som kunderne ikke kan gennemskue.

Og så efterlyser jeg virksomheder der vil investere i et opbygge en langsigtet relation til deres kunder, bl.a. ved at lytte til deres behov og ønsker og ved at tage deres utilfredshed alvorligt. Det vil være en revolution.

Kan du nævne nogle gode eksempler på sådanne firmaer? Skriv en kommentar. Mit første bud følger nedenfor.

In this blogpost I will argue that business should move “from profit to purpose”. Profit follows from purpose.

Company A sells water pumps at a profit. Good pumps, good price, good profit. Company B provides clean water where it is needed.

Everybody can produce and sell good pumps and make a profit from that just like company A. In fact there are hundreds of companies that already do so. If Company A disappeared, few would notice it beyond employees, suppliers and their families. No wonder competition is tough; everybody fights for lower prices and lower costs.

However not every company can provide clean water. It takes a good pump, but it also requires finding a good spot, digging the well, distributing the water to users, getting a fair pay and constantly monitoring water quality. Providing clean water is a highly knowledge intensive business with a lot at stake because the risks and hassle from polluted water are huge.

No customers actually need pumps – what they need is clean water. Providing clean water is a purpose; selling pumps at a profit is a mere activity.  No wonder profit margins for conventional pump manufacturers tend to shrink. Big money doesn’t come from doing something everybody can do. Big money comes from doing something unique and something real useful to prople. From profit to purpose.

What do you think? And what does this mean for tomorrow’s people management?

PS: In a later blogpost I will address a similar question for the public sector.

Lige før sommerferien holdt  Rådet for Teknologi og Innovation  i samarbejde med Wemind en spændende konference, futurenext, om brugerdrevet innovation som en vej ud af krisen. På konferencens hjemmeside findes tre podcasts med indlæg, som jeg synes er værd at bruge tid på at se: Jacob Bøtter fra Wemind fortæller om hvordan man bruger sociale medier til brugerdrevet innovation, Alexander Kierulf fortæller om arbejdsglæde i krisetider og jeg selv har et indlæg om de mentale modeller, som begrænser os i vores evne til at tænke nyt. 

Til inspiration – og gerne også kommentar.

Jeg er engageret i KeepFocus A/S, en virksomhed i Silkeborg der hjælper virksomheder og institutioner med at holde øje med deres energi og vandforbrug. Kun hvis virksomheden holder øje med sit forbrug får den glæde af de tiltag, som den løbende gennemfører for at spare på energien. Se www.keepfocus.dk.

Det er en super forretningside og KeepFocus vokser flot. Men vi mangler den rigtige måde at udtrykke vores “mission” eller som jeg kalder det: vores mening. Altså den samfundsopgave vi løser. Har du et godt bud på det så skriv en kommentar!

Vil du lære mere om mening fra KolindKuren er der en 3 minutters video herom her:

Kolind om mening i ledelse

I sidste uge var jeg i Thailand og besøgte bl.a. Pasaya Factory uden for Bangkok. http://www.pasaya.com/

Det var en øjenåbner, for min fordom var at noget så simpelt som et væveri i Thailand umuligt kunne have noget at sige til os her i det højt udviklede Danmark.

Pasaya laver tekstiler til boligen. Hundredvis af designs i silke, bomuld og en lang række kunstfibre. Eget spinderi og farveri betyder at de kan lave stort set alt. Og det gør de. Lige fra forholdsvis enkelt sengelinned til de mest utrolige stoffer til gardiner og møbler. Kvalitet og design fejlede ikke noget og det er derfor Georg Jensen Damask i Kolding bad Pasaya om at væve servitter til den dug, Georg Jensen Damask væverede for Dronning Silvia til Kong Carl XVI Gustavs 60 års dag. Super kvalitet!

Det der overraskede mig mest hos Pasaya var deres vision og langsigtede tankegang.

Meningen er klar: Pasaya vil lave boligtekstiler i den højest opnåelige kvalitet på bæredygtig vis.

Partnerskabet springer i øjnene: Her er medarbejderne ikke blot en produktionsfaktor, men selve virksomheden. Flotte arbejdsforhold, kantine som jeg ikke har set flottere i Danmark (se billedet ovenfor), aircon, lys og luft. Plus partnerskab med det omkringliggende samfund: eget kemisk/biologisk rensningsanlæg med udstrakt vandgenbrug og nul påvirkning af omgivelserne. Åbet hus for lokalbefolkningen osv.

Samarbejdende organisation og værdibaseret ledelse betyder noget andet i Thailand end i Danmark. Her er meget mere struktur end vi er vant til, men dog en langt mere åben dialog på tværs i organisationen end man normalt ser.

Det er egentlig utroligt at opleve en virksomhed i Thailand der med sin måde at fungere på er langt forud for mange danske virksomheder. Vi højt besungne danske virksomhedsledere som ved alt om strategi, motivation, engagement, branding og samfundsansvar. Hvordan kan danske virksomheder overhovedet tro at de kan konkurrere med lande hvor lønnen er en tiendedel af vorres, hvis vi fortsætter med at drive virksomhed som vore forældre gjorde det?

Jeg spørger bare…

I KolindKuren (side 221 ff) findes der en case med fornyet aktualitet: Den amerikanske bilindustri. Da jeg skrev bogen i efteråret 2005 var jeg ikke i tvivl: General Motors, Ford og Chrysler har helt enkelt en forældet mental model. Og allerede dengang stod det klart (for mig) at der måtte radikal nytænkning til:

1. Finde en ny mening: Bæredygtig transport.
2. Udvikle fremsynede produkter i overensstemmelse hermed.
3. Satse på at blive førende i brændstoføkonomiske biler nu – og ikke i 2020.
4. Sælge værdi i stedet for rabatter.
5. Ændre ledelses- og virksomhedskultur radikalt.
6. Skabe partnerskab med medarbejdere og fagforeninger – blive videnvirksomhed.
7. Udvikle partnerskab med leverandører og kunder.

Fire år efter er det beskæmmende at se hvad der er sket: Meget lidt! Og interessant er det tænke på at det amerikanske forlag (Wharton School Publishing) i sin tid sendte bogen til GM’s topledelse med henblik på en udtalelse, men fik aldrig nogen reaktion.

Min vurdering er at de amerikanske bilfabrikker er så langt bagefter både europæiske og japanske konkurrenter, at løbet er kørt: Hjælpepakkerne er spild af penge. De bør helt enkelt gå ned.

Har du tænkt over om din organisations mentale model er tidssvarende?

Finanskrisen betyder at mange små og store virksomheder har skiftet fokus: Nu gælder det om at spænde livremmen ind. Visioner, investeringer og langsigtede projekter er lagt på hylden. Ind kommer afskedigelser, effektivisering og lean. Det forstår jeg godt, for hvis banken truer med at opsige kreditten, så skal gælden ned og det kan ikke gå hurtigt nok.

Der er stor risiko for at den mening som virksomheden havde, går tabt i jagten på kortsigtet profit: Er det nu pludselig blevet mere vigtigt at øge næste kvartals overskud end at hjælpe de tunghøre til bedre livskvalitet (høreapparatvirksomhed)? Eller er det nu pludselig ikke mere vigtigt at reducere forureningen (biler) eller bidrage tilet bedre indeklima (rengøring)? Hvis jagten på kortsigtet profit erstatter meningen med det virksomheden gør, bliver både virksomheden, medarbejderne, kunderne og samfundet fattigere.

Derfor skal virksomheder der vil have vækst i krisetider, fokusere endnu mere på meningen. Give de tunghøre endnu større livskvalitet og udvikle biler der forurener mindre i stedet for bare at skære ned. For i krisetider hvor alle prøver at konkurrere på pris, bliver der mere plads til virksomheder der leverer noget unikt, noget bedre og noget mere meningsfuldt. Undgå det såkaldt “røde ocean” hvor alle spillerne konkurrerer på de samme ting, og find i stedet et “blåt ocean” hvor virksomheden tilbyder noget unikt, noget der har større værdi – ikke til den billigste pris, men til en pris kunderne vil betale hvis de forstår at de får noget ekstra.

Hvad mener du?

Veng Fællesskole som forrige blogpost handlede om, er udformet sådan at den enkelte elev får et mere individuelt forløb and en klassisk folkeskole giver. Det er en fordel for alle elever, men især for de elever der har vanskeligheder – enten fagligt eller socialt. Jeg talte med tre lærere om de havde eksempler på elever der som følge af skolens særlige måde at fungere på, var blevet flyttet fra en sikker “tabervej” (kriminalitet, narko, marginalisering) til et “normalt” udviklingsforløb. Der var enighed om at mindst én af de 20-25 elever pr. årgang kunne karakteriseres sådan.

Altså én elev pr. år.

Det lyder ikke af meget, men prøv lige at kombinere tallet med omkostningen for samfundet som følger med hvert menneske der som ung kommer ind i kriminalitet, narko og marginalisering: Omkring 50 Mkr. pr. person fordelt over de næste 50 – 60 år sammenlignet med den nettogevinst som en “normal” person bidrager med for samfundet.

Hvis Veng Fællesskole virkelig redder én elev om året fra en kriminel løbebane, så er det en værdiskabelse for samfundet på 50 Mkr. hvert år. Et stort tal sammenlighet med skolens samlede budget på 7,5 Mkr. om året.

Lyder det vanvittigt? Så sammenlign lige med de 145 Mkr. som uroen omkring ungdomshuset på Jagtvej 69 kostede samfundet (kun de direkte omkostninger).

Er der ikke noget vi gør helt forkert i Danmark?