Tænk hvis Danmark havde en udviklingsafdeling. I Danmark er vi knap 6 millioner mennesker, dvs ca 300 gange så mange som i Grundfos. Havde Danmark været som Grundfos skulle vi have 400.000 højt uddannede specialister på alle relevante områder, som kun havde én opgave: At udvikle Danmark. Det er helt vildt, så tag en tiendedel af det antal: 40.000 specialister i Danmarks udviklingsafdeling.

Det første spørgsmål de ville stille, er: Hvad er det for et samfund, som ledelsen (folketinget) stræber efter at Danmark skal være? Jeg tror politikerne kunne blive enige om i hvert fald fire ting: 1) Danmark skal have økonomisk vækst, men den skal være bæredygtig. 2) Der skal være både frihed og tilskyndelse for alle til at tjene penge og skabe noget, men vi skal tage os godt af de svageste, 3) Vores børn og unge skal have de bedste uddannelser i verden, men de skal også bestille noget for at få dem, 4) Vores sundhedsvæsen og ældrepleje skal være i verdensklasse.

Forestil dig at politikerne sagde det klart: Det er det samfund vi ønsker, og udviklingsafdelingens opgave er at finde ud af hvordan vi får det. Det behøver vi ikke 40.000 specialister til at fortælle os. Bare 4.000 ville gøre det, hvis ledelsen var i orden og hvis ellers politikerne ville lytte til hvad udviklingsfolkene fandt frem til.

Og det er præcis det der er problemet i dag: Utallige kommissioner har fundet frem til hvad der skal gøres, men politikerne lytter ikke: Socialkommission, arbejdsmarkedskommission og velfærdskommission er bare tre eksempler; alle har de udarbejdet gode og velbegrundede forslag som politikerne ikke har villet lytte til.

Men nytter en udviklingsafdeling så ikke noget? Jo det gør den, fordi den kunne knytte de mange gode enkelt initiativer sammen til planer som både politikere og befolkning kunne forstå.

De fleste mener at politikere er sat i verden for at være uenige. Det er noget vrøvl. Politikere er sat i verden for at lede samfundet. De skal udvikle samfundet så det bliver bedre til at løse de opgaver som bedst løses i fællesskab. Hvis de bruger tiden på at skændes, spilder de tiden.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Jeg har nu prøvet at blive udråbt til idiot to gange, så jeg har mere erfaring end de fleste. Mit råd er enkelt: Hvis katastrofen er uafvendelig, så stil dig i spidsen for den!

Tænk hvis Ole Sohn fra første færd havde sagt det som det var: Vi modtog penge fra Sovjetunionen, og det kan vi godt i bagklogskabens klare lys se, at vi ikke skulle have gjort. Så ville der have været nogle dages støj, og så var den sag død. Der er hundredvis af eksempler på det samme, og hver gang er konklusionen at ting ikke kan skjules (heldigvis) og at det havde været langt bedre at indrømme sine fejl, hvis man har lavet nogen.

Hvis du er uenig med din bestyrelse, så lad være med at sige at du forlader virksomheden “efter fælles overenskomst”. Sig det som det er: At I er uenige om retningen, eller at du mener der er behov for fornyelse, mens bestyrelsen hænger fast i den måde I plejer at gøre tingene på. Det afføder respekt – og det giver selvrespekt.

Folk skal nok finde ud af hvad den virkelige historie er. Som fx. Hanne Sindbæk der i fredags skrev en kommentar i Nyhedsbrev for Bestyrelser om hvad der sker på Grundfos. Den findes også på Hanne Sindbæks blog http://sindbaek.blogspot.com/2011/12/niels-due-jensens-karakterselvmord.html

Så er der vist ikke meget mere at sige om den sag.

For mig vil 2012 især stå i “Unboss” lys. Jeg er optaget af to problemstillinger:

1. Hvordan store og veletablerede organisationer der er stivnet i selvtilfredshed og bureaukrati, kan komme ind i en ny og positiv “livscyklus”. Det var det, KolindKuren (2006) handlede om, og emnet er mere aktuelt i dag end nogensinde. Statsinstitutioner, kommuner, offentlige og private virksomheder, politiske partier og organisationer har mere end nogensinde behov for at forny sig selv. KolindKuren gav et svar, men Unboss går langt videre.
2. Hvordan vi som ledere kan gå foran når ting skal fornys og forandres. Helt kort er det transformationen fra at være chef for en organisation til at blive leder af en bevægelse. En Unboss er netop det: leder af en bevægelse. Og pointen er at banker, industrivirksomheder, transportselskaber, energiselskaber, universiteter, skoler, medievirksomheder, departementer, institutioner og foreninger skal til at opfatte sig selv som bevægelser, hvis de vil vinde i den konkurrence der kommer de næste ti år.  

Sikken et privilegium pludselig at få mere tid til at gøre noget ved de opgaver! Hvis du har nogle gode råd i den forbindelse, så del dem med os andre her på bloggen…

Skriv en kommentar!

I disse dage skrives der ti avissider pr dag om den påståede magtkamp mellem Niels Due Jensen og mig i Grundfos. Anledningen er den bog “Arvtageren”, som Gyldendal udgiver om en uge med Birgitte Erhardtsen som forfatter. Bogens emne er Niels Due Jensens liv og især hans store og bemærkelsesværdige indsats for Grundfos gennem fem årtier. I sandhed en indsats der fortjener en biografi, som forhåbentlig kan inspirere mange andre til at arbejde lige så dedikeret for deres virksomhed som han. Jeg håber at mange vil læse bogen!

Bogen beskriver også forløbet de sidste par år, som er endt med at Niels Due Jensen har givet stafetten som koncernbestyrelsesformand videre til mig. Det er selvfølgelig ikke gået helt stille af og andre kan måske få glæde af at følge processen, men det er mærkeligt at se hvordan denne beskedne parentes i den store sammenhæng kan vendes, drejes og kommenteres i næsten samtlige erhvervs-medier i et sådant omfang at bogens egentlige substans glider helt ud. Det vigtige i sagen er faktisk at her har vi en erhvervsleder der – sammen med mange andre i et godt teamwork – har bygget videre på sin fars arbejde og skabt det der i dag måske er Danmarks bedste virksomhed. Grundfos spiller en kæmpe rolle for samfundet på tre områder:

1. Grundfos skaber mellem 5.000 og 10.000 gode og værdiskabende jobs i Danmark. De jobs betyder mellem 2 og 5 milliarder kroners skatteindtægter hvert år.
2. De over 100 millioner Grundfos pumper verden over sparer energi svarende til mange fuldvoksne kraftværker idet de er langt mere effektive end de pumper de afløste eller de pumper man kan få fra konkurrenterne. Grundfos pumper leverer rent vand tilmillioner af mennesker.
3. Grundfos driver forretning på et værdigrundlag som er (næsten) enestående. Grundfos sætter vand og energi højere end profit; Grundfos er et forbillede mht bæredygtighed på alle områder og Grundfos sætter mennesker over systemer.

Jeg er enormt stolt af at være formand for Grundfos og for at have været med i bestyrelsesarbejdet både i koncern og fond de sidste 13 år. Der er så meget vi skal udrette i de kommende år at jeg glæder mig til at pressestormen lægger sig og at vi igen kan koncentrere os om at gøre vores arbejde!

Jeg tror mange danskere har samme problem som jeg: VK(O) har ikke løst opgaven godt de sidste ti år; de har forsømt muligheden for at lave reformer mens økonomien buldrede der ud af. Problemet er at der ikke er noget troværdigt alternativ. Enhver med forstand på samfundsøkonomi kan se at S/SF’s planer er blålys. Længere er den historie ikke.

Derfor fravælger jeg V, K, O, S, SF og Ø. Tilbage er Det Radikale Venstre og Liberal Alliance. Begge partier har mod til at gøre noget af det der er brug for:

Sætte skatten ned, især topskatten. Det er nødvendigt for at gøre det mere attraktivt at arbejde og tjene penge, og alle beregninger viser at samfundet på bare lidt længere sigt for 120% valuta for pengene.

Gøre vækst til hovedtema for den næste valgperiode. Velfærdssamfundets største problem er ikke at fordele goderne; det er at betale for dem. At opretholde et velfærdssamfund som vi kender det i dag uden markant vækst i erhvervslivet, er en umulighed fordi vi får stadig flere ældre der skal forsørges. Længere er den historie ikke.

Fjerne unødvendig regelstyring og bureaukrati. Det skriger til himlen at vi spilder alt for megen tid med regler, rapportering og bureaukrati. Vi får aldrig løst de offentlige opgaver ordentligt hvis ikke vi afskaffer regler og kontrol i stor stil.

Derfor ville jeg stemme på Det Radikale Venstre, hvis jeg ønskede Helle Thorning Schmidt som statsminister. Dermed får vi et regeringsskifte , forhåbentlig samtidig med et vist bolværk imod S og SF’s uansvarlige og misforståede økonomiske politik. De radikale står ikke model til hvad som helst.

Selv stemmer jeg dog på Liberal Alliance af to grunde:

1. Partiet har den politik som Danmark har brug for, og Anders Samuelsen og hans folk har holdt fast ved den selv da det så mest håbløst ud. Det har jeg respekt for. De lefler ikke for vælgerne. De har en sag. Og sagen er god: Al snak om velfærdssamfund er spild af tid, hvis der ikke er penge i kassen, og den eneste måde der kan komme det, er ved at gøre det mere attraktivt at drive virksomhed i Danmark.
2. Partiet kan tvinge V og K til at føre borgerlig/liberal politik og er på centrale punkter enigt med Det Radikale Venstre. Derfor er der en reel mulighed for et samarbejde mellem V, K, B og I, og det vil være det bedste der kan ske for Danmark.

Mere kompliceret synes jeg ikke det er. S og SF’s politik er lavet af et reklamebureau der først og fremmest lægger vægt på at “det lyder godt”: “Arbejd 12 minutter mere om dagen og Danmark er tilbage på sporet”. Goddag mand økseskaft. Arbejdsmarkedets parter ryster på hovedet og økonomerne ligeså. Det kan ikke gennemføres og det har ikke den påståede effekt. Det er et blålys.

Er jeg ultraliberalist? Nej tværtimod: Jeg betragter mig som social liberal. Jeg ønsker bl.a. at det offentlige fortsat skal have ansvaret for sygehusene og sundhedssystemet, men jeg synes der er brug for mere konkurrence. Jeg ønsker at samfundet skal gøre mere for de svageste, ikke mindre. Men jeg ønsker ikke at to tredjedele af befolkningen skal leve af løn eller sociale ydelser fra det offentlige. Det er absurd. Jeg ønsker at virksomhederne skal have bedre vilkår; ikke for at forgylde ejerne, men for at beholde de job vi har i Danmark og tiltrække nye arbejdspladser.  Der er ingen vej udenom og det vigtigste er i særklasse beskatningen: personskat (især topskat), selskabsskat og gebyrer afgifter på alt mellem himmel og jord.

Lad mig høre din mening. Skriv en kommentar!

Nu er jeg heldigvis ikke kandidat til noget som helst. Mit ærinde ikke at pege på en bestemt person som statsminister, endsige at kritisere den nuværende. Mit ærinde er at pege på fem ting som vi skal kigge efter når vi senere på året skal vælge Danmarks statsminister for de kommende fire år.

1. En god statsminister skal aftvinge respekt. Han eller hun skal have præsteret noget af betydning; vist at han eller hun kan mere end at tale om tingene og mere end at bruge penge som andre har tjent. Han eller hun skal ville noget ved at være i politik. Han eller hun skal være sig selv – ikke et falsk image skabt af en spindoktor.  Modpolen: levebrødspolitikeren.
2. En god statsminister kan formulere en vision for fremtidens samfund. Han eller hun skal kunne forklare hvor hen Danmark skal bevæge sig, hvorfor netop det er en god ide for samfundet (som helhed) og hvordan det passer ind i den udvikling som han eller hun forventer vil ske i resten af verden. At Danmark skal være i verdensklasse på bestemte punkter er ingen vision. Modpolen: Angsten for vælgerne.
3. En god statsminister er leder for hele befolkningen. Ikke kun for sit eget parti eller for sin egen blok. En god statsminister lytter til oppositionen og går langt for at inddrage den i vigtige beslutninger. Modpolen: Blokpolitik.
4. En god statsminister indrømmer sine og regeringens fejl. Der sker fejl hele tiden og fremfor at skjule fejlene skal lederen erkende dem, klarlægge dem og lære af dem. Åbenhed er den bedste garanti for ordentlig regeringsførelse. Modpolen: Birthe Rønn-Hornbech.
5. En god statsminister erkender sin begrænsning. Han eller hun tør sige at han eller hun ikke kender svaret på et spørgsmål eller ikke på stående fod har en plan for dette eller hint. Et andet ord for dette er ærlighed. Modpolen: vore dages partiledere.

Det var min liste og den rejser flere spørgsmål: Er punkterne relevante? Mangler der noget eller er der noget der er vigtigere? Hvordan passer vore to statsministerkandidater ind i billedet? og kan du pege på nogen der ville være bedre end de to?

Jeg glæder mig til mange kommentar..

Her til morgen havde 210 læsere svaret på spørgsmålet tilhøjre: Hvor megen  merværdi kunne du skabe på din arbejdsplads hvis alle forhold var optimale ? (ledelse, organisation, kolleger, opgaver). De eller I siger at I ville kunne skabe 64 procent mere værdi end nu, og jeg er ikke overrasket: Min erfaring er at organisationer kan skabe dobbelt så stor værdi eller endnu mere hvis alle forhold er i orden. Når det lykkes kommer der organisationer ud af det, som kan konkurrere Sony ud af Japan og Philips ud af Holland. Og mærkeligt nok: arbejdsglæden stiger; medarbejderne er mere tilfredse end nogensinde, og køen af folk der gerne vil have jobs, bliver længere end nogensinde.

Mit mål med denne blog og med alt hvad jeg gør i disse år, er at slippe det potentiale løs. Kolind Kuren (bogen) gav nogle bud herpå, men den er fem år gammel og der er mere stof i historien end det. Derfor arbejder jeg sammen med Jacob Bøtter (forfatter til bogen NQ – se www.nq.dk) om at skrive bogen Unboss som forhåbentlig kan gøre koden tilgængelig for alle der gider og tør smøge ærmerne op. Unboss udkommer til efteråret.

Selvom jeg er pessimist mht danske politikeres evne og vilje til at udnytte potentialet (med en enkelt undtagelse – I ved) så er jeg optimist på vegne af danske medarbejdere og virksomheder. Vi kan også i de næste 20 eller 50 år blive det foregangsland som hele verden vil kigge på, når vi begynder at udnytte de muligheder for at skabe fremragende organisationer (offentlige og private) som ligger i den tillids-kultur, vi stadig er næsten ene om i verden. Tillid er nemlig en af nøglerne til at frigøre potentialet. Tillid er forudsætningen for at vi kan slippe af med bosser og få unbosser i stedet.

Arbejdet med Unboss går nu ind i den afgørende fase, og hvis du har lyst til på en eller anden måde at være med i slutspurten (læse udvalgte kapitler (på engelsk) og bidrage med kritik; komme med eksempler, eller andet) så send mig en (ikke al for lang!) mail på lars@kolind.dk og fortæl lidt om din baggrund og hvad du måske kunne tænke dig at bidrage med i forbindelse med Unboss. Skriv Unboss i emne-feltet på mailen. Jeg læser din mail, men vær lidt tålmodig mht at få svar – jeg får rigtig mange mails og har til tider lidt svært ved at nå at svare på dem alle! Har du en generel kommentar, glæder jeg mig til at læse den på bloggen nedenfor.

Tænk det utænkelige: At danske virksomheder og offentlige organisationer kunne skabe 64 procent mere værdi end i dag. Så ville det godt nok være spændende at være dansker.

English summary:

This blogpost summarises a survey on the added value potential of organisations if the worked properly (management, structure, teams, tasks): 210 respondents indicate that an average of 64 % value could be created under such circumstances.

Together with Jacob Bøtter (author to the book NQ, www.nq.dk) I am currently working on a new book, Unboss, which will unfold this potential. Unboss is due in November 2011 and we invite you to join the effort (reviewing selected chapters, providing examples etc) by mailing me a bit about your background and what you think you could contribute, on lars@kolind.dk marked “Unboss”.

Det offentlige (kommuner, regioner, stat) er et fællesskab, hvor borgere bliver enige om at det er bedst for alle parter at visse opgaver løses i fællesskab. Politi, domstole, forsvar, infrastruktur, regulering, affald, vandforsyning, uddannelse, sociale opgaver og 1000 andre ting som det enten er umuligt eller simpelt hen for dumt at løse individuelt. For mig er der ingen ideologi i dette: Vi skal løse de opgaver i fællesskab, som giver mening.

Ideologien kommer ind når vi skal afgøre hvem der skal betale hvor meget. Her er der tre muligheder:

1. Vi betaler efter forbrug (fx. vand, varme, el og affald). I princippet betaler vi den kostpris som ydelsen koster.
2. Vi betaler efter hvor meget vi tjener, men ikke efter hvor meget vi bruger ydelsen. Vi betaler også selvom vi slet ikke bruger ydelsen. Det gælder alle de ting som finansieres over skatten.
3. En kombination af 1 og 2. Det gælder når det offentlige opkræver en vis brugerbetaling som dog ikke dækker alle udgifter. resten betales efter hvor meget vi tjener (altså over skatten).

Fordelingen mellem 1, 2 og 3 kunne i høj grad fortjene mere debat, men det er ikke emnet for denne blogpost. Den handler altså ikke om hvem der skal betale, men om hvem der skal producere. En ydelse kan i princippet produceres på to forskellige måder og den måde den produceres på, har intet at gøre med den måde ydelsen betales på:

1. Det offentlige kan selv producere ydelsen, dvs. ansætte medarbejdere, købe udstyr og organisere det hele.
2. Ydelsen kan produceres af en privat virksomhed. Her skal det offentlige specificere ydelsen fra borgerens synspunkt (det problem som ydelsen skal løse, og den kvalitet borgeren skal ha). Det offentlige skal ikke specificere hvad virksomheden skal gøre, kun den nytte eller værdi som ydelsen skal skabe for borgeren.

Hvis en privat virksomhed skal producere en ydelse for det offentlige, skal den indtjene et overskud på typisk 5 – 10% af omsætningen. Overskudet skal dække renter af den kapital der er investeret, samt den risiko der altid er ved at drive virksomhed. Det offentlige skal også forrente sine investeringer og håndtere sin risiko. Omkostningerne til det kan vi bare ikke se med den måde, offentlige regnskaber laves, men omkostningerne er der. Her er der altså  ikke megen forskel mellem offentlig og privat produktion.

Forskellen mellem offentlig og privat produktion ligger to andre steder:

1. Større incitament. En privat virksomhed der producerer en ydelse for det offentlige har et stærkt økonomisk incitament til at løse opgaven mere effektivt, simpelt hen fordi den selv kan beholde gevinsten. Derfor kommer der mere og hurtigere innovation hvis ydelsen produceres i privat regi.
2. Eksport: Hvis viden om at producere ydelsen ligger hos det offentlige, bliver den der, medmindre det offentlige selv vil til at drive eksportvirksomhed. Det prøvede man for ca 20 år siden (systemeksport) og det var en total fiasko. Borgmestre er politikere – ikke forretningsfolk. Hvis til gengæld viden flyttes over i den private virksomhed som producerer ydelsen, har den et invitament til at eksportere, især hvis den er blevet rigtig dygtig og effektiv.

Det er de to grunde der gør at offentlige ydelser bedst produceres i privat regi: Mere innovation og mere eksport. Læg mærke til at jeg overhovedet ikke nævner besparelser. Selvom der er mange gode eksempler på at det offentlige har sparet penge ved at overlade produktionen til private virksomheder, er det ikke den vigtigste motivation. Også selvom det ikke umiddelbart bliver billigere for det offentlige at overlade produktionen til private virksomheder, skal vi gøre det, simpelt hen for at fremme innovation og eksport. I længden bliver det nemlig billigere, for en virksomhed der løser opgaver for mange kommuner både her og i udlandet, har råd til at investere i forskning og produktudvikling og dermed i endnu bedre og billigere ydelser (produkter). Tæmk lige over hvor uendelig lidt det offentlige bruger til at produktudvikle de ydelser som de producerer!

Har jeg ret? Må jeg høre din mening? Skriv en kommentar!

Mit spørgsmål er nu: Hvor stort er potentialet egentlig? Tænk på dig selv i det job du har, eller i det seneste job du har haft. Hvor meget større værdi kunne du skabe, hvis alle planeterne stod på række, dvs. hvis alle forholdene omkring arbejdet var optimale. 10%, 50%, 100% eller hvad?

Deltag i afstemningen tilhøjre og skriv gerne en kommentar nedenfor!

Debatten summede som jeg sjældent hat hørt det og ideerne til hvordan Danmark og verden kunne blive et bedre sted at være, var der rigtig mange af. Visionære i modsætning til “mer af det samme” som vi hører fra Regeringens Vækstforum. Jeg vil påstå at en halv dag sammen med den gruppe der deltog i TEDx, ville give Regeringen fem gange flere relevante forslag om Danmarks fremtid, end 18 måneders arbejde i Vækstforum støttet af ubegrænset sekretariatsbistand fra fire ministerier.

Det er flovt. Og det er tragisk for Danmark der virkelig mangler nytænkning om sin fremtid. Er vi virkelig så konservative, socialdemokratiske (Venstre) og så småborgerlige (Dansk Folkeparti) at vi slet ikke er interesseret i nytænkning?

Om nogle dage ligger foredragene fra TEDxCopenhagen på nettet. Se www.tedxcopenhagen.dk.

Så kan man jo håbe på at nogle i Regeringen trods alt ser dem. Debatten og de mange ideer slipper de for…

I forbindelse med et møde med iværksættere i Silicon Valley i sidste uge opgjorde jeg hvordan det er gået med de 20 virksomheder, jeg indtil nu har været med til at starte. Det var ikke kedeligt. Jeg lavede opgørelsen for de virksomheder jeg selv har været stærkt involveret i; enkelte eksisterede i forvejen, men fik en “ny start” i forbindelse med at jeg kom ind (bl.a. Oticon i 1988). Hvordan gik det?

Branchefordeling: 10 virksomheder har primært drejet sig om software, 2 var konsulentvirksomheder, 2 var servicevirksomheder, 2var i sundhedssektoren, 2 var handelsvirksomheder og 2 var “andet”.

Fiaskoer: 3 virksomheder vil jeg kalde store fiaskoer idet jeg tabte mere end 5 Mkr. på hver af dem. Min største fiasko kostede mig 35 Mkr. 3 virksomheder var mindre fiaskoer idet jeg “kun” tabte nogle få millioner på hver af dem. Altså 6 fiaskoer svarende til 30%.

Hverken – eller: 6 virksomheder gav stort set investeringen tilbage, nogle med tab og andre med gevinst, men ikke noget at råbe hurra for. Det var yderligere 30%.

Succeser: 8 virksomheder eller 40% vil jeg betegne som succeser, 2 af disse endog som meget store succeser som gav investeringen mere end ti gange igen.

Totalt set har iværksætteraktiviteten været en god forretning både for samfundet, for medarbejdere og partnere og for mig personligt. Der er skabt eller bevaret mange arbejdspladser og virksomhederne bidrager markant til samfundet. Jeg er stadig engageret i 9 af virksomhederne og der kender jeg naturligvis ikke slutresultatet. Jeg har placeret virksomhederne i kategori alt efter hvad jeg mindst ville sælge min aktiepost til, hvis jeg fik et købstilbud.

Det er interessant at succes raten ovenfor nogenlunde svarer til hvad litteraturen nævner som tilfredsstillende for venture fonde: 10% store succeser, 30% gode investeringer, 30% tvivlsomme og 30% fiaskoer. Mit held har været at succeserne har været noget større end fiaskoerne og derfor har jeg kunnet tjene penge.

Mit råd til dig der planlægger at starte ny virksomhed er:

1. Giv den hele armen; en halvhjertet indsats er aldrig nok.
2. Vær meget omhyggelig med at vælge det team du skal arbejde sammen med. I kommer ud i stormvejr og der er der brug for folk med gods i.
3. Vær forberedt på at det kan gå galt. Hav en plan B og sørg for at der er reserver når ting går galt. Det er altid ting der går galt.
4. Forretningsideen skal verificeres. Sørg for at finde mindst tre potentielle kunder der vil være villige til at købe dit produkt, før du går i gang. Hvis ikke du kan få andre til at forstå at din ide er genial, så er det måske fordi den ikke er genial.
5. Start med lave omkostninger. Hvis du og dine partnere ikke vil acceptere sulteløn indtil projektet er oppe at flyve, så glem det. Ting koster altid mere end beregnet og tager altid længere tid end beregnet og den tid er forbi da investorer accepterede høje lønninger for iværksættere.
6. Vælg dine investorer med samme omhu som dit team.  Der er lige så stor forskel på investorer som på andre mennesker. Nogle er konstruktive og samarbejdsvillige; andre grådige. Spørg andre iværksættere som de pågældende har investeret i.
7. Start med drømmen om at gøre en forskel. Altså drømmen om at levere en radikalt bedre eller billigere løsning på et problem, end der eksisterer i dag. Hvis det lykkes, kommer du til at tjene penge, men økonomisk gevinst skal ikke være din hovedmotivation.
8. Vær stolt af det du gør!

Har du flere punkter, så skriv en kommentar.