Arkiv for kategorien 'Leder 21'

My personal “Hall of Fame”

While it is easy to be a critic these days, I want to praise some people that I really admire. I think they are worth admiring in my “Hall of Fame” simply bevause they give most to society.

Teachers, who despite being burdened by bureaucracy and petty rules, remain passionate about teaching children and developing their social skills, I admire the teachers who, despite being disrespected and subjected to unfair scrutiny by those unqualified to judge, remain determinedly true to their vocation.

I admire Entrepreneurs who cast off the safety net of their ‘good jobs’ and ’reasonable income’, in a quest to create something new. I admire their determination and willingness to work long hours to develop their projects, whilst struggling to comply with the demands of VAT accounting and other governmental bureaucracy. They must struggle for each and every order and receive no backing from the banks, whose modus operandi is to lend money to those who have no need for it.

I admire Scout leaders who give their precious time to participate, week after week, in activities involving other people’s children. I admire their patience, tolerance and respect for the parents of those small scouts; they often forget that the Scout leaders receive no payment for the time and energy devoted to developing leadership qualities in their children. Indeed, some parents believe they can make the same demands on unpaid volunteer Scout leaders as on the teachers at their children’s schools.

I admire the sons and daughters who, despite leading busy lives of their own, make time to care for their elderly parents in hospitals and nursing homes.

I admire craftsmen, who take pride in doing a proper job and who strive to keep the professional bar high. I also admire developers who have the ambition to create homes and offices that are not just great today, but which will still be significant in fifty or a hundred year’s time.

I admire politicians, who dare to be themselves and speak from their heart, even if the cost is losing votes.

What do these people I admire have in common?

  1. They are passionate about what they do.
  2. They cannot be tempted by the lure of quick fixes or fast money.
  3. They are genuine.

Therefore, they are worthy both of recognition and reward. Similarly, there are some, who fall into my ‘hell of fame’ and they are:

Politicians, who compromise on their principles and election promises in order to gain re-election. These politicians, I detest, because they cheat the voters and undermine the nature and future of democracy.

Bosses, who think first and foremost of themselves, their bonus schemes, career moves and golden handshakes, instead of the employees and the businesses they are entrusted to lead. To lead is to serve the greater whole, rather than just oneself.

The journalist, who is willing to write or say anything to increase his/her readership or number of viewers or listeners. It sickens me when I encounter journalists, who impose moral or ethical demands on their ’victims’, which they, themselves, are so clearly lacking.

Trade unions or employers associations who, at the expense of the whole of society, cling to outmoded labour systems (the so-called Danish model), as the power base from where to further their own interests. Selfishness is wrong. Group selfishness is even worse.

Desk clerks, like popes, sitting high on their pedestals. I detest civil servants, public officers and police alike, for abusing the power invested in them by their jobs to annoy the citizens and businesses that pay their salaries.

And what do they have in common?

  1. They all represent outdated systems and power structures, which are in sore need of revitalisation.
  2. They cling on to their privileges, becoming ever more corrupt.
  3. They display arrogance to the very people they are duty-bound to serve.

To which group do you belong?

(Original Danish version published in Jylland Posten)

Ambition, China and Europe

In tomorrow’s edition of leading Danish newspaper Jyllands Posten, I have written a column about ambition, China and Europe. The point is straight-forward: The Chinese companies I work with, easily understand that successful companies in the 21st Century need to pursue a purpose beyond profit if they want to engage employees, customers, suppliers and others to work with them and even work for them.

Chinese CEOs are hungry. They are driven by a strong determination to win, not only in China, but globally, and they will win. Not because they are smarter than managers in the west, but because they work harder and because they are more hungry for success.

Therefore I am gradually selling the shares I have in big Danish companies. I simply don’t have confidence in their boards who are dominated by finance people in grey or black business suits with no purpose beyond profit. The boards tend to employ CEOs who share the same lack of purpose. It happens everywhere, in banks, in construction companies, in manufacturing and in service. And even worse, the same lack of vision and perspective is penetrating the public sector under the “New Public Management” umbrella. Just look at the lack of vision in the Danish Parliament.

I am personally neither unhappy nor depressed. Because I have the privilege to start new growth businesses with a purpose and even more importantly, I have the means to go out and make a difference beyond business (for me this is Scouting). But for Denmark and Europe, I am concerned: We are gradually eroding what our ancestors built up and we are getting poorer and poorer every day. I have enough, but this will affect a lot of Danish families who certainly do not have enough.

I invite your comments and contributions. We need them!

Thyra Frank, Plejehjemmet Lotte og UNBOSS

Jeg vil starte 2013 med en hyldest til Thyra Frank for hendes indsats for en ny form for ledelse i det offentlige. Efter min opfattelse er Thyra Franks ledelse af plejehjemmet Lotte på Frederiksberg simpelt hen banebrydende for ledelse i det offentlige.

For mig at se er det mest bemærkelsesværdige ved Thyra Franks indsats:

  1. At hun turde sætte plehjemmets formål over alt andet. Og formålet var at danne et hjem for beboerne, hvor de kunne få størst mulig livsglæde i den sidste periode af deres liv. Det var vigtigere end kommunale regler og dokumentationskrav, sædvaner og fagforeningspolitik.
  2. At hun turde tage opgøret med de stærke interessegrupper (især kommunal administration og fagforeninger) der findes omkring et plejehjem.
  3. At hun var i stand til at engagere beboere, medarbejdere, tidligere medarbejdere, pårørende og andre i den opgave det er at drive plejehjemmet.
  4. At hun ledede gennem sit eksempel og gennem den tillid hun viste medarbejderne, fremfor med strukturer og magt.
  5. At hun formulerede en ledelsesfilosofi der i al sin enkelhed er universelt anvendelig ved ledelse af al form for offentlig virksomhed.

Jeg er ikke sikker på at plejehjemmet Lotte eksisterer i sin nuværende form om ti år. Hertil er embedsmændenes og fagforeningernes interesser i at lægge eksperimentet død, for stærke. Kritikerne vil sige: Hvad sagde vi? Plejehjemmet Lotte eksisterede kun på grund af karismatisk leder; når hun er væk, falder korthuset sammen. Den har jeg hørt før. Sådan sagde folk også da revolutionen i Oticon blev officielt afblæst ti år efter at den fandt sted.

Thyra Franks indsats rækker imidlertid langt videre end et enkelt plejehjem. Hendes ledelsesform er allerede blevet kult i flere andre lande (Norge, Sverige, USA) og selvom nutidens bureaukrater og organisationer gør alt for at slå eksperimentet i hjel, bliver det ikke glemt i Danmark.

Jeg opfatter plejehjemmet Lotte som det måske fineste eksempel på en virksomhed der er blevet UNBOSS’et. Formålet er kommet derhen hvor det hører til, nemlig før alt andet. Plehjemmet Lotte er en stor ubegrænset organisation bestående af pårørende, frivillige og andre, der deler passionen for bedre ledelse i det offentlige. Og alle disse mennesker er involveret og engageret fordi de brænder for ideen; ikke fordi nogen betaler dem for det.

Vil du vide mere, så kan jeg varmt anbefale Jette Meier Carlsens fremragende bog om Thyra Frank: Livsglæde og stjernestunder, Gyldendal 2010.

Og så et efterskrift om Thyra Frank og Liberal Alliance:

Når jeg har talt med folk om Thyra Frank siger mange at de ikke forstår at hun kan sidde i Folketinget for Liberal Alliance. Hvordan kan Thyras humanistiske sindelag forenes med det parti, som de opfatter som ultra liberalt?

Det er fordi folks opfattelse af Liberal Alliance er falsk. Ledelsen i Liberal Alliance deler præcis de samme humanistiske værdier som Thyra Frank. Liberal Alliance er præcis lige så træt af bureaukrati og centralisering som Thyra Frank. Liberal Alliance er lige så kritisk over for spild af offentlige midler til irrelevant og til tider inkompetent offentlig ledelse som Thyra Frank. Og Liberal Alliance deler til fulde Thyra Franks passion for at alle mennesker har ret til et godt liv før døden.

Godt nytår!

Bedre bestyrelser

Inkompetente bestyrelser har fået skylden for de mange bankkrak i de seneste år. Med rette. I for mange tilfælde har bestyrelserne haft blind tillid til en direktion der har gjort det godt i mange år.

Reaktionen fra regeringens og finanstilsynets side er forudsigelig: Vi må tvinge bankerne til at indsætte mere kompetente bestyrelsesmedlemmer. Og kompetente betyder i den forbindelse flere økonomer og jurister. De må jo have forstand på den slags.

Det tror jeg ikke på er vejen frem. Bankbestyrelserne mangler hverken økonomer eller jurister. Det gjorde bankerne heller ikke. Bestyrelserne mangler folk der forstår deres opgave og tager den alvorligt. En landmand eller håndværksmester forstår udmærket, at hvis banken yder for store lån til enkelte projekter, så bliver risikoen for stor. Og hvis banken har for mange låntagere i en bestemt branche, så bliver risikoen for stor. Det er jo sund fornuft som man ikke behøver at være økonom eller jurist for at forstå.

Flere økonomer og jurister betyder endnu mere fokus på at undgå risiko, og banker er ikke til for det. De er til for at løbe risici ved at udlåne penge til projekter der kan skabe værdi. Og ordentlig risikostyring er at undgå at det enkelte projekt bliver for stort, at der er for mange projekter af samme art og at der er en solid vurdering af risici både når lånet bevilges og mens det løber.

Hvad mener du, at vi mangler i bankernes bestyrelser?

Hvorfor har Danmark ikke en udviklingsafdeling?

Hvis Grundfos ikke havde en udviklingsafdeling ville vi være færdige som virksomhed om fem eller ti år. Udaf de 18.000 medarbejdere har vi ca. 1200 i gang med at udvikle nye teknologier og produkter, og omkostningerne hertil udgør ca. 5% af det samlede budget. Man skulle ikke tro at vi kunne blive ved med at forbedre noget så simpelt som pumper. Strengt taget er en pumpe blot et skovlhjul der roterer i et metalhus og dermed forøger trykket af en væske. 1200 PhD’er civilingeniører, fysikere, matematikere, kemikere, økonomer, antropologer og andre specialister til bare at udvikle bedre pumper!

Tænk hvis Danmark havde en udviklingsafdeling. I Danmark er vi knap 6 millioner mennesker, dvs ca 300 gange så mange som i Grundfos. Havde Danmark været som Grundfos skulle vi have 400.000 højt uddannede specialister på alle relevante områder, som kun havde én opgave: At udvikle Danmark. Det er helt vildt, så tag en tiendedel af det antal: 40.000 specialister i Danmarks udviklingsafdeling.

Det første spørgsmål de ville stille, er: Hvad er det for et samfund, som ledelsen (folketinget) stræber efter at Danmark skal være? Jeg tror politikerne kunne blive enige om i hvert fald fire ting: 1) Danmark skal have økonomisk vækst, men den skal være bæredygtig. 2) Der skal være både frihed og tilskyndelse for alle til at tjene penge og skabe noget, men vi skal tage os godt af de svageste, 3) Vores børn og unge skal have de bedste uddannelser i verden, men de skal også bestille noget for at få dem, 4) Vores sundhedsvæsen og ældrepleje skal være i verdensklasse.

Forestil dig at politikerne sagde det klart: Det er det samfund vi ønsker, og udviklingsafdelingens opgave er at finde ud af hvordan vi får det. Det behøver vi ikke 40.000 specialister til at fortælle os. Bare 4.000 ville gøre det, hvis ledelsen var i orden og hvis ellers politikerne ville lytte til hvad udviklingsfolkene fandt frem til.

Og det er præcis det der er problemet i dag: Utallige kommissioner har fundet frem til hvad der skal gøres, men politikerne lytter ikke: Socialkommission, arbejdsmarkedskommission og velfærdskommission er bare tre eksempler; alle har de udarbejdet gode og velbegrundede forslag som politikerne ikke har villet lytte til.

Men nytter en udviklingsafdeling så ikke noget? Jo det gør den, fordi den kunne knytte de mange gode enkelt initiativer sammen til planer som både politikere og befolkning kunne forstå.

De fleste mener at politikere er sat i verden for at være uenige. Det er noget vrøvl. Politikere er sat i verden for at lede samfundet. De skal udvikle samfundet så det bliver bedre til at løse de opgaver som bedst løses i fællesskab. Hvis de bruger tiden på at skændes, spilder de tiden.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Kolinds kolbøtte – og så skal vi videre

Berlingske søndag bringer i dag et stort interview om hvordan man klarer kolbøtter som dem jeg har været ude for. Et lille videoindslag her giver hovedpointen: http://www.business.dk/industri/detroniseret-kolind-fortryder-intet

Jeg har nu prøvet at blive udråbt til idiot to gange, så jeg har mere erfaring end de fleste. Mit råd er enkelt: Hvis katastrofen er uafvendelig, så stil dig i spidsen for den!

Tænk hvis Ole Sohn fra første færd havde sagt det som det var: Vi modtog penge fra Sovjetunionen, og det kan vi godt i bagklogskabens klare lys se, at vi ikke skulle have gjort. Så ville der have været nogle dages støj, og så var den sag død. Der er hundredvis af eksempler på det samme, og hver gang er konklusionen at ting ikke kan skjules (heldigvis) og at det havde været langt bedre at indrømme sine fejl, hvis man har lavet nogen.

Hvis du er uenig med din bestyrelse, så lad være med at sige at du forlader virksomheden “efter fælles overenskomst”. Sig det som det er: At I er uenige om retningen, eller at du mener der er behov for fornyelse, mens bestyrelsen hænger fast i den måde I plejer at gøre tingene på. Det afføder respekt – og det giver selvrespekt.

Folk skal nok finde ud af hvad den virkelige historie er. Som fx. Hanne Sindbæk der i fredags skrev en kommentar i Nyhedsbrev for Bestyrelser om hvad der sker på Grundfos. Den findes også på Hanne Sindbæks blog http://sindbaek.blogspot.com/2011/12/niels-due-jensens-karakterselvmord.html

Så er der vist ikke meget mere at sige om den sag.

For mig vil 2012 især stå i “Unboss” lys. Jeg er optaget af to problemstillinger:

  1. Hvordan store og veletablerede organisationer der er stivnet i selvtilfredshed og bureaukrati, kan komme ind i en ny og positiv “livscyklus”. Det var det, KolindKuren (2006) handlede om, og emnet er mere aktuelt i dag end nogensinde. Statsinstitutioner, kommuner, offentlige og private virksomheder, politiske partier og organisationer har mere end nogensinde behov for at forny sig selv. KolindKuren gav et svar, men Unboss går langt videre.
  2. Hvordan vi som ledere kan gå foran når ting skal fornys og forandres. Helt kort er det transformationen fra at være chef for en organisation til at blive leder af en bevægelse. En Unboss er netop det: leder af en bevægelse. Og pointen er at banker, industrivirksomheder, transportselskaber, energiselskaber, universiteter, skoler, medievirksomheder, departementer, institutioner og foreninger skal til at opfatte sig selv som bevægelser, hvis de vil vinde i den konkurrence der kommer de næste ti år.  

Sikken et privilegium pludselig at få mere tid til at gøre noget ved de opgaver! Hvis du har nogle gode råd i den forbindelse, så del dem med os andre her på bloggen…

Skriv en kommentar!

Når pressestormen raser

I disse dage skrives der ti avissider pr dag om den påståede magtkamp mellem Niels Due Jensen og mig i Grundfos. Anledningen er den bog “Arvtageren”, som Gyldendal udgiver om en uge med Birgitte Erhardtsen som forfatter. Bogens emne er Niels Due Jensens liv og især hans store og bemærkelsesværdige indsats for Grundfos gennem fem årtier. I sandhed en indsats der fortjener en biografi, som forhåbentlig kan inspirere mange andre til at arbejde lige så dedikeret for deres virksomhed som han. Jeg håber at mange vil læse bogen!

Bogen beskriver også forløbet de sidste par år, som er endt med at Niels Due Jensen har givet stafetten som koncernbestyrelsesformand videre til mig. Det er selvfølgelig ikke gået helt stille af og andre kan måske få glæde af at følge processen, men det er mærkeligt at se hvordan denne beskedne parentes i den store sammenhæng kan vendes, drejes og kommenteres i næsten samtlige erhvervs-medier i et sådant omfang at bogens egentlige substans glider helt ud. Det vigtige i sagen er faktisk at her har vi en erhvervsleder der – sammen med mange andre i et godt teamwork – har bygget videre på sin fars arbejde og skabt det der i dag måske er Danmarks bedste virksomhed. Grundfos spiller en kæmpe rolle for samfundet på tre områder:

  1. Grundfos skaber mellem 5.000 og 10.000 gode og værdiskabende jobs i Danmark. De jobs betyder mellem 2 og 5 milliarder kroners skatteindtægter hvert år.
  2. De over 100 millioner Grundfos pumper verden over sparer energi svarende til mange fuldvoksne kraftværker idet de er langt mere effektive end de pumper de afløste eller de pumper man kan få fra konkurrenterne. Grundfos pumper leverer rent vand tilmillioner af mennesker.
  3. Grundfos driver forretning på et værdigrundlag som er (næsten) enestående. Grundfos sætter vand og energi højere end profit; Grundfos er et forbillede mht bæredygtighed på alle områder og Grundfos sætter mennesker over systemer.

Jeg er enormt stolt af at være formand for Grundfos og for at have været med i bestyrelsesarbejdet både i koncern og fond de sidste 13 år. Der er så meget vi skal udrette i de kommende år at jeg glæder mig til at pressestormen lægger sig og at vi igen kan koncentrere os om at gøre vores arbejde!

Folketingsvalg 2011

Hvad er op og ned og hvad skal vi stemme? Her er mit bud:

Jeg tror mange danskere har samme problem som jeg: VK(O) har ikke løst opgaven godt de sidste ti år; de har forsømt muligheden for at lave reformer mens økonomien buldrede der ud af. Problemet er at der ikke er noget troværdigt alternativ. Enhver med forstand på samfundsøkonomi kan se at S/SF’s planer er blålys. Længere er den historie ikke.

Derfor fravælger jeg V, K, O, S, SF og Ø. Tilbage er Det Radikale Venstre og Liberal Alliance. Begge partier har mod til at gøre noget af det der er brug for:

Sætte skatten ned, især topskatten. Det er nødvendigt for at gøre det mere attraktivt at arbejde og tjene penge, og alle beregninger viser at samfundet på bare lidt længere sigt for 120% valuta for pengene.

Gøre vækst til hovedtema for den næste valgperiode. Velfærdssamfundets største problem er ikke at fordele goderne; det er at betale for dem. At opretholde et velfærdssamfund som vi kender det i dag uden markant vækst i erhvervslivet, er en umulighed fordi vi får stadig flere ældre der skal forsørges. Længere er den historie ikke.

Fjerne unødvendig regelstyring og bureaukrati. Det skriger til himlen at vi spilder alt for megen tid med regler, rapportering og bureaukrati. Vi får aldrig løst de offentlige opgaver ordentligt hvis ikke vi afskaffer regler og kontrol i stor stil.

Derfor ville jeg stemme på Det Radikale Venstre, hvis jeg ønskede Helle Thorning Schmidt som statsminister. Dermed får vi et regeringsskifte , forhåbentlig samtidig med et vist bolværk imod S og SF’s uansvarlige og misforståede økonomiske politik. De radikale står ikke model til hvad som helst.

Selv stemmer jeg dog på Liberal Alliance af to grunde:

  1. Partiet har den politik som Danmark har brug for, og Anders Samuelsen og hans folk har holdt fast ved den selv da det så mest håbløst ud. Det har jeg respekt for. De lefler ikke for vælgerne. De har en sag. Og sagen er god: Al snak om velfærdssamfund er spild af tid, hvis der ikke er penge i kassen, og den eneste måde der kan komme det, er ved at gøre det mere attraktivt at drive virksomhed i Danmark.
  2. Partiet kan tvinge V og K til at føre borgerlig/liberal politik og er på centrale punkter enigt med Det Radikale Venstre. Derfor er der en reel mulighed for et samarbejde mellem V, K, B og I, og det vil være det bedste der kan ske for Danmark.

Mere kompliceret synes jeg ikke det er. S og SF’s politik er lavet af et reklamebureau der først og fremmest lægger vægt på at “det lyder godt”: “Arbejd 12 minutter mere om dagen og Danmark er tilbage på sporet”. Goddag mand økseskaft. Arbejdsmarkedets parter ryster på hovedet og økonomerne ligeså. Det kan ikke gennemføres og det har ikke den påståede effekt. Det er et blålys.

Er jeg ultraliberalist? Nej tværtimod: Jeg betragter mig som social liberal. Jeg ønsker bl.a. at det offentlige fortsat skal have ansvaret for sygehusene og sundhedssystemet, men jeg synes der er brug for mere konkurrence. Jeg ønsker at samfundet skal gøre mere for de svageste, ikke mindre. Men jeg ønsker ikke at to tredjedele af befolkningen skal leve af løn eller sociale ydelser fra det offentlige. Det er absurd. Jeg ønsker at virksomhederne skal have bedre vilkår; ikke for at forgylde ejerne, men for at beholde de job vi har i Danmark og tiltrække nye arbejdspladser.  Der er ingen vej udenom og det vigtigste er i særklasse beskatningen: personskat (især topskat), selskabsskat og gebyrer afgifter på alt mellem himmel og jord.

Lad mig høre din mening. Skriv en kommentar!

Fem ting en god statsminister skal kunne

Det her er farligt. For jeg kom i 2007 til at sige at jeg synes at Anders Fogh ville være bedre som nr. 2 end som statsminister. For mig at se var han en teknokrat som er god at have i baghånden, men ikke en visionær leder der kunne samle Danmark om at skabe en fælles fremtid. Og så indrømmede han aldrig en fejl.  At sige sådan noget i en valgkamp får man virkelig tæsk for hvis man er kandidat til Folketinget. Hvad tror du egentlig, du er? Uanset at eftertiden har vist at vurderingen af Anders Fogh nok var mere rigtig end nogen troede dengang.

Nu er jeg heldigvis ikke kandidat til noget som helst. Mit ærinde ikke at pege på en bestemt person som statsminister, endsige at kritisere den nuværende. Mit ærinde er at pege på fem ting som vi skal kigge efter når vi senere på året skal vælge Danmarks statsminister for de kommende fire år.

  1. En god statsminister skal aftvinge respekt. Han eller hun skal have præsteret noget af betydning; vist at han eller hun kan mere end at tale om tingene og mere end at bruge penge som andre har tjent. Han eller hun skal ville noget ved at være i politik. Han eller hun skal være sig selv – ikke et falsk image skabt af en spindoktor.  Modpolen: levebrødspolitikeren.
  2. En god statsminister kan formulere en vision for fremtidens samfund. Han eller hun skal kunne forklare hvor hen Danmark skal bevæge sig, hvorfor netop det er en god ide for samfundet (som helhed) og hvordan det passer ind i den udvikling som han eller hun forventer vil ske i resten af verden. At Danmark skal være i verdensklasse på bestemte punkter er ingen vision. Modpolen: Angsten for vælgerne.
  3. En god statsminister er leder for hele befolkningen. Ikke kun for sit eget parti eller for sin egen blok. En god statsminister lytter til oppositionen og går langt for at inddrage den i vigtige beslutninger. Modpolen: Blokpolitik.
  4. En god statsminister indrømmer sine og regeringens fejl. Der sker fejl hele tiden og fremfor at skjule fejlene skal lederen erkende dem, klarlægge dem og lære af dem. Åbenhed er den bedste garanti for ordentlig regeringsførelse. Modpolen: Birthe Rønn-Hornbech.
  5. En god statsminister erkender sin begrænsning. Han eller hun tør sige at han eller hun ikke kender svaret på et spørgsmål eller ikke på stående fod har en plan for dette eller hint. Et andet ord for dette er ærlighed. Modpolen: vore dages partiledere.

Det var min liste og den rejser flere spørgsmål: Er punkterne relevante? Mangler der noget eller er der noget der er vigtigere? Hvordan passer vore to statsministerkandidater ind i billedet? og kan du pege på nogen der ville være bedre end de to?

Jeg glæder mig til mange kommentar..

64 procent mere værdi – Unboss

(English – see below)

Her til morgen havde 210 læsere svaret på spørgsmålet tilhøjre: Hvor megen  merværdi kunne du skabe på din arbejdsplads hvis alle forhold var optimale ? (ledelse, organisation, kolleger, opgaver). De eller I siger at I ville kunne skabe 64 procent mere værdi end nu, og jeg er ikke overrasket: Min erfaring er at organisationer kan skabe dobbelt så stor værdi eller endnu mere hvis alle forhold er i orden. Når det lykkes kommer der organisationer ud af det, som kan konkurrere Sony ud af Japan og Philips ud af Holland. Og mærkeligt nok: arbejdsglæden stiger; medarbejderne er mere tilfredse end nogensinde, og køen af folk der gerne vil have jobs, bliver længere end nogensinde.

Mit mål med denne blog og med alt hvad jeg gør i disse år, er at slippe det potentiale løs. Kolind Kuren (bogen) gav nogle bud herpå, men den er fem år gammel og der er mere stof i historien end det. Derfor arbejder jeg sammen med Jacob Bøtter (forfatter til bogen NQ – se www.nq.dk) om at skrive bogen Unboss som forhåbentlig kan gøre koden tilgængelig for alle der gider og tør smøge ærmerne op. Unboss udkommer til efteråret.

Selvom jeg er pessimist mht danske politikeres evne og vilje til at udnytte potentialet (med en enkelt undtagelse – I ved) så er jeg optimist på vegne af danske medarbejdere og virksomheder. Vi kan også i de næste 20 eller 50 år blive det foregangsland som hele verden vil kigge på, når vi begynder at udnytte de muligheder for at skabe fremragende organisationer (offentlige og private) som ligger i den tillids-kultur, vi stadig er næsten ene om i verden. Tillid er nemlig en af nøglerne til at frigøre potentialet. Tillid er forudsætningen for at vi kan slippe af med bosser og få unbosser i stedet.

Arbejdet med Unboss går nu ind i den afgørende fase, og hvis du har lyst til på en eller anden måde at være med i slutspurten (læse udvalgte kapitler (på engelsk) og bidrage med kritik; komme med eksempler, eller andet) så send mig en (ikke al for lang!) mail på lars@kolind.dk og fortæl lidt om din baggrund og hvad du måske kunne tænke dig at bidrage med i forbindelse med Unboss. Skriv Unboss i emne-feltet på mailen. Jeg læser din mail, men vær lidt tålmodig mht at få svar – jeg får rigtig mange mails og har til tider lidt svært ved at nå at svare på dem alle! Har du en generel kommentar, glæder jeg mig til at læse den på bloggen nedenfor.

Tænk det utænkelige: At danske virksomheder og offentlige organisationer kunne skabe 64 procent mere værdi end i dag. Så ville det godt nok være spændende at være dansker.

English summary:

This blogpost summarises a survey on the added value potential of organisations if the worked properly (management, structure, teams, tasks): 210 respondents indicate that an average of 64 % value could be created under such circumstances.

Together with Jacob Bøtter (author to the book NQ, www.nq.dk) I am currently working on a new book, Unboss, which will unfold this potential. Unboss is due in November 2011 and we invite you to join the effort (reviewing selected chapters, providing examples etc) by mailing me a bit about your background and what you think you could contribute, on lars@kolind.dk marked “Unboss”.

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.