Kolind Kuren

Her er det andet forslag jeg stillede ved Det Kriminalpræventive Råds årsmøde 28. marts: Vi skal måle på en ny måde.

Når folketingets partier skal prale med hvor meget godt de gør for Danmark, taler de altid om hvor mange millioner de har afsat til et bestemt formål, f.eks. 100 millioner mere til politiet. Her det meningen at vi borgere skal klappe. Det skal vi også når kommunalbestyrelsen beslutter at nedlægge tre små børnehaver fordi kommunen dermed kan spare en million kr. på årsbasis. Hurra!

Men det er nonsens. For i sig selv siger en bevilling eller besparelse intet om den værdi for samfundet, der kommer ud af det hele. Kun at der skal bruges flere eller færre penge på en bestemt aktivitet. Og på mystisk vis får borgerne det indtryk at både flere penge til et område er positivt samtidig med at besparelser også er positive. Der er da noget galt i regnestykket!

Og det er der i sandhed. Fejlen opstår fordi vi fokuserer på hvad alting koster uden at ane hvad noget som helst er værd. Fik du den?

Vi måler altså det forkerte. Vi måler omkostningen, men mangler værdien. Vi mangler status:

En erhvervsvirksomhed har lige som en offentlig virksomhed et driftsregnskab: Årets indtægter, udgifter og resultat. Men derudover laver erhvervsvirksomheden en status: Aktiver og passiver.

Aktiverne er værdien af alt det, virksomheden ejer, f.eks. bygninger, maskiner, varelager, rettigheder (patenter), varemærker og så selvfølgelig kassebeholdningen. Hertil kommer at virksomhederne er i fuld gang med at finde metoder til at måle andre ting der har værdi, f.eks. værdien af den viden, medarbejderne har, eller værdien af en stor og loyal kundekreds. Aktiverne er alt det der har værdi nu, og det der kan skaffe fremtidige indtægter og dermed få værdi fremover.

Passiverne er foruden egenkapitalen alle de forpligtelser, virksomheden har. Banklån og kreditorer siger sig selv, men også sådan noget som de fremtidige forpligtelser der følger af at virksomheden har ydet garanti på de varer, den har solgt. En forpligtelse skal ind i regnskabet hvis den truer på et eller andet tidspunkt i fremtiden.

Men en kommunes regnskab har normalt ingen status. Der står f.eks. ikke at kommunen har 100 hårde kriminelle unge der hver må forventes at koste samfundet 20 eller 50 millioner kr. i resten af deres levetid. Det er to eller fem milliarder kr (her er ikke regnet med inflation og renter).

Det er farlige tal som vi helst vil skjule fordi de kan misbruges. Men hvis tallene bruges fornuftigt kan de være af stor værdi. For hvis en vellykket projekt til forebyggelse af kriminalitet (f.eks. Ung i job som jeg omtalte på bloggen for nogle dage siden) kan bringe f.eks. 20 unge væk fra en kriminel løbebane, så kan statustallene pludselig gøre værdien af projektet meget synlig: Kommunens status bliver forbedret med 400 Mkr. eller mere. Her er den million kr. som projektet koster, intet i forhold til værdien på de 400 millioner. På den måde kommunen regner på i dag, er den ene million bare en omkostning, som i princippet altid er af det onde. Hvis man regnede rigtigt ville millionen vise sig at være en fantastisk investering i fremtiden.

Det siger sig selv at det ikke er helt let at regne på den måde, jeg foreslår. Og nogle tal kan misbruges. Men hvis vi vil træffe de rigtige beslutninger er vi nødt til at regne rigtigt. Og det er egentlig bare det, jeg foreslår.

Hvad mener du?

Her er første forslag af de fem jeg fremsatte på Det Kriminalpræventive Råds årsmøde 28. marts: Fra indsats til mening.

I dag styrer politikerne den offentlige sektor gennem indsats. Indsats er f.eks. antal dansktimer i Folkeskolen, klassekvotienten, Flere læger på sygehusene, hyppigere besøg af hjemmehjælpen, mere politi på gaden osv. Den politiske diskussion handler om hvor mange penge samfundet skal bruge på denne eller hin indsats.

Formålet med indsatsen er at opnå en bestemt virkning. Det kan være at eleverne klarer læseprøverne bedre eller at ventetiderne for en bestemt behandling bliver kortere. Og politikerne måler succesen af politiske beslutninger på om den ønskede virkning er opstået.

Men den virkning politikerne taler om, er sjældent det der har værdi for borgerne. Patienterne er egentlig kun interesseret i at blive raske så hurtigt som muligt – nedbringelsen af ventetiden er kun et middel hertil. Og i skolen er det eneste der virkelig betyder noget, om de elever der kommer ud, er bedst muligt rustet til at få et godt liv og et godt arbejdsliv. Læseprøven er kun et middel hertil.

Men når politikerne gør midlet til et mål (f.eks. at eleverne klarer læseprøverne godt), så fungerer midlet ikke længere som det middel det var tænkt som. Så fokuserer lærerne nemlig på at eleverne skal klare læseprøverne og de tænker dermed mindre på om eleverne bliver sat i stand til at få et godt liv. Og det var jo det, der var meningen med skolen.

Derfor er mit forslag at politikerne tænker på en ny måde. Fokuserer på meningen først. Inspirerer de offentligt ansatte til at tage udgangspunkt i meningen, dvs. det der virkelig skaber værdi for borgerne. Opstiller mål for hvilken værdi, de ønsker at borgerne skal opleve gennem offentlige aktiviteter som folkeskole, ældrepleje og forebyggelse af kriminalitet. Det kalder jeg en kvalitetsspecifikation og den giver arbejdet i en offentlig virksomhed mening. F.eks. at borgerne skal føle sig trygge (forebyggelse af kriminalitet), at de ældre skal være glade (ældreservice) eller at børnene skal have forudsætninger for et godt arbejdsliv (folkeskolen). Og alt dette kan også godt måles.

Hvem skal så afgøre hvor meget politi der så skal være på gaden eller hvor mange dansktimer, eleverne i fjerde klasse skal have? Det skal de offentlige ledere og deres medarbejdere. De har nemlig forstand på hvad der virker og hvad der ikke virker. Politikerne skal bestemme målet. De skal pege på retningen. Men ledelse og medarbejdere skal levere varen og beslutte hvordan det skal gøres. Det er det de får deres løn for. Og så vil politikerne opleve at ledelse og medarbejdere i den offentlige sektor bliver mere motiverede og mere kreative end før. Og samfundet får mere for pengene.

Nogle vil kalde dette radikalt. For mig er det en selvfølgelighed. Hvad mener du?

Her er et drømme eksempel på forebyggelse af kriminalitet. På Amager har de et samarbejde imellem SSP (Skole, Social, Politi)-lokaludvalgene og Amager Erhvervsråd om at skaffe fritidsjob til den gruppe unge der ikke kommer i foreninger, fritidsklubber og andre organiserede fritidstilbud. Tanken er at hvis den unge har et fritidsjob får han/hun større selvværd og dermed mindskes risikoen for at den unge kommer ud i kriminalitet.

118 unge har indtil nu fået fritidsjob (på normale vilkår) gennem dette program og alle er enige om at dette har holdt mange ude af kriminalitet. Statistikken fra området bekræfter dette.

For mig at se er det et skoleeksempel fordi det er en ny måde at gribe forebyggelse af kriminalitet an på, fordi det involverer mange aktører, herunder virksomhederne, og frodi det virker.

Forestil dig at en af de mest udsatte unge gennem et sådant projekt kommer ind i en positiv løbebane og dermed holdes ude af grov og vedvarende kriminalitet. Jeg skønner at det sparer samfundet mellem 20 og 50 Mkr over de kommende 60 år. Hvis 10% af de 118 unge hører til den kategori og hvis halvdelen af dem holdes borte fra en kriminel løbebane har samfundet sparet måske 300 Mkr de næste 60 år. Og projektet har næppe kostet over 1 Mkr pr. år. Kan nogen pege på en bedre samfundsmæssig investering? Mere på www.ungijob.dk.

Hvordan kan man sikre at denne viden deles med de 97 andre kommuner – og at den anvendes?

I dag skal jeg tale ved Det Kriminalpræventive Råds Årsmøde. Næsten 200 borgmestre, politidirektører og eksperter inden for forebyggelse af kriminalitet bliver vi. Temaet er de nye kredsråd, hvor den lokale politidirektør sammen med borgmestrene og evt. andre nu får et forum for at drøfte og koordinere arbejdet med retshåndhævelse og forebyggelse af kriminalitet i de 12 politikredse.

Det er en spændende ny mulighed – ikke alene for at forbedre det lokale samarbejde, men også for at prøve fremtidens måde at arbejde på i den offentlige sektor. Forebyggelse af kriminalitet er nemlig et skoleeksempel på en offentlig opgave der om noget er videnbaseret:

1. Opgaven er kompleks. Kriminalitet har mange sider, den opstår som følge af mange forhold og der er ikke én bestemt ting der skal gøres for at bekæmpe den.
2. Opgaven kræver nært samarbejde mellem flere myndigheder og institutioner, bl.a. politiet, skolerne, børneinstitutionerne og de sociale myndigheder. Politiet kan slet ikke løse opgaven alene.
3. Opgaven kræver et samarbejde mellem det offentlige og den private sektor, dvs. bl.a. frivillige organisationer, foreninger og erhvervsvirksomheder. For slet ikke at nævne familierne, der nok er aller mest vigtige.
4. Opgaven har konsekvenser for næsten alle dele af samfundet: befolkningen ønsker at føle sig tryg, kriminalitet kan koste erhvervslivet formuer og kommunernes direkte og indirekte omkostninger i forbindelse med kriminalitet er store.
5. Opgaven har konsekvenser meget langt frem. En 14 årig dreng der kommer ind i kriminalitet og stofmisbrug har stor sandsynlighed for at fortsætte denne løbebane de næste 60 år. Omkostningen for samfundet – direkte og indirekte – kan løbe op i 20 eller 50 Mkr. over et menneskes livsforløb. Plus de menneskelige omkostninger for personen selv og hans familie.

Sådan en videnintensiv arbejdsopgave kan man godt forsøge at løse med industrisamfundets værktøjskasse: Et råd, et forretningsudvalg, et sekretariat, lokale råd, koordinationsmøder mellem myndigheder, samarbejdsplaner, budgetter, aktivitetsplaner, afvigelsesrapportering, forsøgsvirksomhed, rapporter og driftsregnskaber. Men næppe med radikal effekt.

Hvis vi virkelig vil gøre en forskel og forebygge kriminalitet bedre og mere effektivt end alle andre, må vi finde en bedre arbejdsform. Og her synes jeg at de erfaringer jeg har gjort, kan blive til inspiration. Jeg foreslår simpelt hen at vi bruger ”forebyggelse af kriminalitet” som et test-eksempel på hvordan samfundsopgaver kunne løses i fremtiden, dvs. i det vidensamfund der allere er kommet.

Jeg har 5 konkrete forslag som jeg vil uddybe i de kommende dage:

1. Mening. Vi fokuserer indsatsen direkte imod meningen med det hele: At undgå kriminalitet. Mere politi på gaden er et middel – ikke et mål.
2. Måling. Vi indfører en ny måde at måle den værdi, indsatsen her, på. Vi holder stadig øje med hvad ting koster, men vi bruger flere kræfter på at finde ud af hvad indsatsen er værd.
3. Partnerskab: Vi inddrager ikke blot den snævre kreds (SSP), men en bredere kreds af interessenter, herunder befolkningen.
4. Samarbejde: Vi bruger de sociale medier (se www.kollektivintelligens.dk) til at skabe en samarbejdende organisation på tværs af institutionelle og geografiske grænser.
5. Ledelse: Vi udøver ledelse på dette område efter en helt anden tradition end vi kender den fra kommunerne. Fokuserer på retningen og værdien af det vi gør, fremfor de enkelte elementer af indsatsen.

Hvert af disse punkter fortjener en uddybning og den kommer jeg med i de næste par uger. Jeg håber på mange kommentarer og forslag fra alle der læser bloggen, både “eksperter” og “lægfolk”. Når diskussionen klinger ud her på bloggen skriver jeg en kronik i et af dagbladene og sammenfatter hvad jeg har fået ud af det. Kronikken skal nok blive tilgængelig her på bloggen.

Hvad siger du?