Bestyrelsesformanden for Grundfos, Niels Due Jensen, har i de sidste par uger været i pressens og politikernes vridemaskine for sine udtalelser i Børsen umiddelbart efter bombeangrebet mod den danske ambassade i Islamabad. Han sagde to hver for sig rigtige ting (min formulering):
Mange danskeres og den danske regerings adfærd over for muslimer (i almindelighed – ikke vores deltagelse i kampen mod terroristerne)
- graver grøfter i en verden hvor der er mere brug for at bygge bro og skabe mellemfolkelig forståelse.
- koster dansk erhvervsliv – herunder Grundfos – rigtig mange penge.
Hertil føjede Niels Due Jensen at dansk erhvervsliv når vi handler med eller producerer i andre lande yder et væsentligt bidrag til at bygge bro og skabe mellemfolkelig forståelse. Bl.a. derfor er det godt at danske virksomheder har betydelig aktivitet i de muslimske lande i Mellemøsten.
Hver for sig er de to hovedpointer ovenfor efter min opfattelse velbegrundede og relevante. Men når de bruges sammen går det galt. Så kan man forledes til at tro at erhvervslederen kun har principper, hvis ikke det koster penge. Med andre ord at begrundelsen for at ville bygge bro og skabe mellemfolkelig forståelse er at så tjener virksomheden flere penge.
Alle der kender Grundfos og Niels Due Jensen ved at han eller Grundfos aldrig ville tænke sådan. Grundfos er tværtimod gået foran i arbejdet for minoriteter, handicappede og bæredygtighed. Det har været principper som gennem årene har kostet rigtig mange penge.
Sammenblandingen af de to argumenter var måske uklog, men politikernes og pressens reaktion har været uhørt, herunder påstanden om at Niels Due ville gå terroristernes ærinde. Samme behandlig fik iøvrigt Margrethe Vestager der foreslog at Folketinget tog en grundig drøftelse af vores sikkerhedspolitiske strategi i lyset af bombningen af ambassaden. Et relevant og fornuftigt forslag, som Udenrigsministeren iøvrigt bakkede op. Altså indtil han blev banket på plads.
Hvad mener du?
Jeg er tilbage fra en uge i Nicaragua og derefter en uge på The Wharton School i Philadelphia, hvor jeg har deltaget i et ugekursus med ca 35 topledere og meningsdannere fra Danmark og Italien.
Det der gjorde størst indtryk på mig i Nicaragua, var at besøge Villas Sonja, som jeg før har skrevet om på bloggen (skriv “Villas Sonja” i bloggens glimrende søgefunktion – så har du informationen på 5 sekunder). Det er regntid og der er gået 1½ år siden vi startede, og derfor er den nye bydel ved at vokse til. Se bare familien foran huset ovenfor.
Det er faktisk en revolution i fattigdomsbekæmpelse: For samme pris som udviklingsorganisationerne bruger til at bygge huse har min bror bygget et helt samfund. Tænk hvilken forskel det gør, at børnene kan gå i en velfungerende børnehave, at der er skole og fritidsaktiviteter alle dage, at der er sikkerhed døgnet rundt, at der er butikker lige i nærheden, at der er et byråd der en gang om måneden tager stilling til stort og småt, at der ikke tolereres vold mod kvinder og børn (heller ikke mod mænd!), at affaldet samles ind og behandles og at der er arbejde til alle der vil og kan arbejde.
Det er ærlig talt et mirakel og smilene hos de 100 familier der bor til leje, var heller ikke til at tage fejl af. Og så giver det overskud så vi fra og med 2009 kan bygge flere huse uden at tage flere penge op af lommen.
Udfordringen er nu at få statslige bistandprogrammer og NGO’er til at skifte mental model: Der er en vej ud af fattigdom der er bedre end den gængse, hvor man tager ét enkelt aspekt (fx bolig, skole eller sundhed) og gør noget ved det. Det vil jeg kalde sektor eller silotænkning og det virker bare ikke.
Hvad kan vi gøre?
Denne blogpost skriver jeg fra Nicaragua; derfor ingen ae, oe og aa. Jeg besoeger min bror, peder Kolind, som bor her og som arbejder med en stribe udviklingsprojekter: en skole, et sportscollege, en ny form for boligomraade (her er jeg partner), et museum, et sundhedsprogram og et program for kvinder der er blevet misbrugt. Jeg fortaeller mere senere, men du kan faa et indtryk af noget af det ved at besoege www.caritafeliz.org og www.granadacollection.org.
Stemningen er lidt mat i disse dage fordi en saakaldt hjaelpeorganisation fra Spanien har tilbudt lederen af det stoerste projekt her, et tilsvarende job – dog paa vaesentligt lavere nievau – til en loen paa 10.000 dollars (50.000 kr) pr. maaned. Det svarer til fyrre gange de 250 dollars, hun har faaet hidtil – en rigtig god loen i Nicaragua, som hun var fuldt ud tilfreds med.
Saa er det at jeg at jeg eksploderer. Hvordan kan man vaere bistandsorganisation og saa vaere fuldstaendig ude af trit med det samfund man arbejder i?
Jeg læser altid med spændig kommentarerne her på bloggen. Ofte nye og overraskende synspunkter og mange spændende henvisninger til bl.a. undersøgelser. En af de virkelig interessante leverede Johann Jonsson i kommentaren 15. maj til foregående blogpost. Johann gav os linket: http://pewresearch.org/pubs/549/global-opinion-trends-2007, som henviser til en uhyre interessant analyse som PEW Research center har lavet om holdninger hos folk i 47 lande: Pew Global Attitudes Project. Linket fører hen til et resume, der er uhyre interessant, bl.a. som Johann anfører, at en række europæiske lande er de steder, hvor folk er mest pessimistiske for deres børns fremtid. 80 % af franskmændene mener at deres børn vil få det værre end de selv har det, mens kun 6 % af kineserne mener det samme.
Skulle vi så ikke se at komme i gang?
På vej hjem fra Malaysia og Korea følte jeg det stærkere end nogensinde før: Danmark ender som et frilandsmuseum hvis ikke vi tager udviklingen i Asien mere alvorligt.
Realiteten er at når jeg sammenligner de forretningsfolk og politikere jeg mødte i de to asiatiske lande, med tilsvarende folk heri vores del af verden, så skriger det til himlen hvordan vi taber terræn her i Europa. Men vores selvopfattelse er at vi er de bedste og at vi bliver ved med at være det.
Hvad tænker jeg på?
- Deres tankegang er global. Den malaysiske forretningsmand køber vandværker i England og åbner cementfabrikker i Kina, mens kun de allerstørste danske virksomheder tænker på tilsvarende måde.
- Deres iværksættergen er enormt. De kaster sig ud i nye ting med en dristighed, som jeg ikke oplever herhjemme. Måske fordi de teoretiserer mindre: Just do it!
- De kan teorien. De har læst de samme ledelsesbøger som vi har, men forskellen er måske at de tager lidt mere bogstaveligt end vi gør. Det oplevede jeg når jeg diskuterede Kolind Kuren (The Second Cycle – som den engelske udgave hedder) med kolleger i Korea.
- De er stærke ledere. Mere patriarkalske end vi. Det er nok en fordel når man bygger op, men næppe på langt sigt. Her træffes beslutninger og så eksekverer man!
Økonomien i de toneangivende asiatiske lande vokser med 5-8 % om året – Danmarks vokser 2-3 %. Forskellen kan synes beskeden, men i virkeligheden er den enorm. For i mange asiatiske lande er væksten ulige fordelt: Næsten hele væksten ligger hos måske en femtedel af befolkningen (i byerne). Deres økonomi vokser måske 20 eller 40 % om året, og med den fart går der ikke mange år før de overhaler os.
Det er derfor vi ender som et frilandsmuseum, hvis vi fortsætter af den vej, vi har valgt, med et samfund der belønner det “normale” (velfærd for alle) og er ligeglad med det excellente der skaber vækst og udvikling, fx. iværksætteren der skaber en ny virksomhed. Hvis han ikke kan lide lugten i bageriet, kan han jo bare flytte udenlands. Sådan mener et flertal af danskerne.
Jeg har intet imod frilandsmuseer. De er trygge, hyggelige og sikre når porten lukkes om aftenen og alt ånder fred og idyl. Og godt at der er steder som man kan besøge, hvis man vil leve sig ind i hvordan verden så ud før den gik af lave. Men skal Danmark være verdens frilandsmuseum? Et sted hvor rige asiater kommer om tyve år for at se hvordan man levede i den gamle verden, der ikke fulgte med udviklingen?
Det kan man da kalde et politisk valg. Jeg har valgt – fra.
I går annoncerede FN’s generalsekretær planen om at uddele 250 millioner myggenet i verdens malariaområder. Her er en lille video om hvordan spejderarbejdet er engageret i den opgave. Det er Atif Abdelrahman Abdelmageed der fortæller – jeg mødte ham mens jeg var i Saudi Arabien.
Det nytter…
I Korea mødte jeg Sung Hak Baik – en af de helt store bidragydere til internationalt spejderarbejde. Jeg kender ham efterhånden godt. Hør hans historie:
Som 11 årig mistede Baik begge sine forældre i Koreakrigenog flygtede fra sin landsby. Baik overlevede flugten og stillede sulten ved at samle rester fra lossepladsen ved en amerikansk base. En amerikansk soldat opdagede ham og hjalp ham i skole ved at betale hans skolepenge. Baik kom i lære hos en hattemager som 14 årig; mente at efter nogle år at produktionen kunne effektiviseres, købte en symaskine og gik selv igang som 19-årig. I dag laver hans virksomhed, Young An, mere end halvdelen af alle hatte i verden – mere end 100 millioner hatte om året. Og dertil kommer en lang række virksomheder i andre brancher. I taknemmelighed over den støtte han selv fik, har han åbnet skoler og børnehjem i en række lande. Jeg besøgte den i Seoul, der omfatter en række skoler fra børnehave til college med ialt 6.000 elever.
Baik er en beskeden mand. Han gør ikke noget nummer ud af sig selv. Men han ønsker at gøre en forskel. Se selv på www.youngan.co.kr
Derfor har han støttet spejderarbejdet med mere end 1 million dollars. Og han er ikke færdig…
I aftes kom jeg tilbage fra 10 dage i Korea og Malaysia. Jeg ledsagede det svenske kongepar (kongen er æresformand for World Scout Foundation, hvis bestyrelse jeg er formand for) på en fascinerende rejse, hvor vi besøgte statsoverhoveder, regeringsrepræsentanter og forretningsfolk for at opnå økonomisk støtte til udvikling af spejderarbejdet i udviklingslandene.
Koreas nyvalgte præsident, Lee Myung-Bak, sagde ved vores møde rent ud at spejderarbejdet var en vigtig del af nøglen til Koreas fremtid: Landet har ingen naturressourcer og må derfor satse på mennesker der både kan yde noget selv og som kan tage medansvar for fællesskabet. Nærmere kan man ikke komme til formålet med spejderarbejdet. 300 forretningsfolk deltog i en gallamiddag, hvor 64 modtog Fondens tak for deres (store) økonomiske bidrag. På billedet ser du Dronning Silvia blandt koreanske spejdere.
I Malaysia var kongen, Sultan Mizan Zainal Abidin, og dronningen æresgæst ved en gallamiddag med 300 deltagere sammen med det svenske kongepar. Igen kunne vi fra fondens side takke fra mange gode bidrag til spejderarbejdet. Men hvad vigtigere var: Vi kunne fremhæve den indsats som spejderne i Malaysia (der er ca 200.000) gør for at bygge bro mellem racerne (malay, kinesere og indere). Malaysia har store interne problemer mellem befolkningsgrupperne og alle fremhævede spejderne som den stærkeste kraft til at integrere unge fra alle etniske grupper.
Igen kan man spørge om den svenske konge og vi andre skal vise os sammen med ledelsen fra et land, hvor flertallet (malay) har store problemer med at integrere minoriteterne og dele magten og goderne med dem. Jeg er mere og mere sikker på at det nytter og at vi ikke bare legitimerer et styre, som vi i virkeligheden er kritiske over for. Vi kritiserer ikke vore værter, men vi fremhæver de gode ting i landets udvikling og giver dermed spejderkorpset den prestige der gør at de kan gøre endnu mere fremover.
Hvad mener du?
Da jeg kom hjem fra turen til Saudi Arabien sagde jeg i korthed: Tænk jer lige om, landsmænd, jeres mentale model af Saudi Arabien er alt for unuanceret; alle saudere – heller ikke alle i kongefamilien – er lige så gammeldags og fundamentalistiske som I går og tror.
Reaktionen var kritisk og mange mente at jeg var blevet “købt” til at have sådanne synspunkter.
Men forestil dig den modsatte situation: Vi havde haft besøg af en saudisk prins her i Danmark. Han kom naturligvis til Danmark med den opfattelse at alle danskere forhånede Islam ligesom tegnerne og redaktøren. Men han opdagede at billedet var meget mere nuanceret. Det var ikke Islam som sådan danskerne var imod, tegningerne var først og fremmest et forsvar for ytringsfriheden. Da prinsen kom hjem til kollegerne i Riyadh sagden han: Tænk jer lige om, landsmænd, jeres mentale model af Danmark er alt for unuanceret; alle danskere – heller ikke alle redaktører – er lige så fjendtlige over for Islam som I går og tror.
Hvad tror du hans kolleger ville sige? Stop lige, du må være blevet “købt” til at have de synspunkter.
Jeg tror stadig på at dialog er den eneste vej frem.
I sidste uge var jeg i Argentina og Californien. Og mens jeg sad på en fortovsrestaurant i Buenos Aires og lyttede til tangorytmer kom jeg til at tænke på, hvor forskellige vore mentale modeller er: Saudi Arabiens kønsadskilte verden præget af religionen og dens strenge krav om en bestemt moralsk opførsel. Danmarks nærmest religiøse opfattelse af den enkeltes frihed på visse områder samtidig med at vi accepterer ekstrem stram regulering og offentlig styring på andre områder. Og så argentinernes sorgløse lade-stå-til kultur (lidt skarpt udtrykt), hvor familien står for mange af de opgaver som vi lader samfundet om.
Jeg mener langtfra at alle måder at indrette samfundet på, er lige gode. Men jeg er ydmyg over for andre kulturer og ønsker at respektere dem og forstå dem inden jeg går i gang med at kritisere dem sønder og sammen.
Men den holdning er vist blevet lidt udansk i de senere år…
og vores opfattelse af at det offentlige samtidig skal løse (næsten) alle samfundsproblemer.
