Arkiv for kategorien 'Globalisering'

Unimerco og uligheden

Unimerco bliver japansk den 11.juli. Mange har kaldt Unimerco Danmarks bedste virksomhed fordi den har alt det, andre drømmer om: Ejet af medarbejderne og dermed et enestående engagement og sammenhold, avanceret teknologi som ingen andre i verden har kunnet matche, hovedparten af produktionen og arbejdspladserne i Danmark, og alligevel er Unimerco konkurrencedygtig på et globalt marked. Som formand for bestyrelsen i mange år kender jeg Unimerco godt, og jeg kan bekræfte alt det gode der er sagt om Unimerco. Det er en enestående virksomhed.

Men fra 11. juli er Unimerco en del af den japanske Kyocera koncern. Solgt for knap halvanden milliard kroner, næsten tre gange omsætningen og ca 40 gange nettoresultatet i seneste regnskabsår. En næsten uhørt høj pris for noget der egentlig bare er et sliberi med en tilhørende handelsvirksomhed.

Det er godt for Danmark, godt for medarbejderne og godt for lokalsamfundet. De 418 medarbejdere som er aktionærer, tjener vel tilsammen omkring en milliard når deres investering er trukket fra. Det er fair når man tager i betragtning at alle har slidt for det og været med til at løbe risikoen i mange år. Det var ikke sjovt at være aktionær i 2008/09, hvor Unimerco indkasserede et underskud på næsten 50 Mkr.

Af fortjenesten får samfundet knap halvdelen i aktieavanceskat og når de resterende penge bliver brugt i de kommende år, indkasserer samfundet moms og skatter af de produkter og ydelser, som pengene bliver brugt til. Dermed er der råd til sygehuse, plejehjem, skoler, forsvar og politi. Alt det vi kalder velfærdssamfund, starter med at der er nogen der gør en god indsats og tjener penge. Derfor er salget af Unimerco godt for Danmark.

Kyocera ville ikke have betalt så høj en pris for Unimerco, hvis planen var at lukke firmaet. Tværtimod. Jeg gætter på at vi vil se nye investeringer og nye jobs som følge af overtagelsen. Mange jobs vil blive skabt i udlandet, men hvis Danmark fortsat er et attraktivt sted at drive virksomhed, får vi også del i væksten. Se bare på hvad der er sket i Brande efter at Siemens købte Bonus Energi (vindmøller) fra sin danske ejer og grundlægger.

Historien er egentlig ikke længere, men det slog mig, at uligheden i Danmark bliver større efter salget af Unimerco. 200 eller flere smede, maskinarbejdere, sælgere, indkøbere, ingeniører og andre bliver nu millionærer og dermed bliver afstanden mellem rig og fattig i Danmark større på den måde, man måler det (Gini-koefficienten).

Er det godt eller skidt for Danmark? Må jeg høre din mening.

Hvad vil timelønnen være i 2020?

Prøv lige at tænke lidt over de mekanismer der bestemmer, hvor høj en løn danskere kommer til at tjene om nogle år:

  1. I det lange løb ender det med at folk får en løn der nogenlunde svarer til hvor megen værdi de skaber. Typograferne kunne holde et kunstigt alt for højt lønniveau i ti år, men en dag gik den ikke længere: Den opgave typografer løste, var blevet overtaget af computere og dermed gik lønnen for typografarbejde mod nul. Hele nationer har prøvet at opretholde kunstigt høje lønniveauer, men på et eller andet tidspunkt indhenter virkeligheden dem.
  2. I Danmark skaber de fleste mennesker ikke ret meget mere værdi pr. time end fx. folk med tilsvarende uddannelser i Ungarn. Det ved virksomheder som fx. Grundfos der har rigtig mange medarbejdere i forskellige lande. De officielle tal for produktivitet siger dog noget andet, og det kan der være mange årsager til.  Hvis ikke det ændrer sig betyder det at lønnen pr. arbejdstime på langt sigt vil blive den samme i de to lande. Ungarn kommer fra et niveau omring 50 kr pr time hvor den samme arbejdstime i Danmark koster 250 kr. Selvom lønnen i Ungarn vokser hurtigere end den danske, og selvom produktiviteten måske er lavere, er retningen ikke til at tage fejl af: Reallønnen i Danmark kommer til at gå ned. Det er ikke sikkert at vi opdager det, for måske kan den produktivitetsstigning som andre lande præsterer, gøre at varer bliver billigere – også for os. Dermed kan vi stadig købe omtrent det smme for vores løn. Og hvis inflationen tilmed stiger, tror vi måske ligefrem at vores løn er vokset.
  3. Nogle af vore nabolande (Tyskland, Sverige) har valgt at fokusere mere end vi på at stoppe spildet af gode kræfter både i private og offentlige virksomheder. Selvom du måske arbejder i en meget effektiv dansk virksomhed, så nytter det ikke meget, hvis den eller de medarbejdere i det offentlige, hvis løn du betaler gennem skatten, spilder tiden med unødvendigt bureaukrati eller opgaver som iøvrigt skaber for lidt værdi. En stor og ineffektiv offentlig sektor koster dig levestandard og økonomisk frihed. Hvis den offentlige sektor vedbliver at skabe mindre værdi end den kunne, falder din realløn endnu mere. Jeg ser ingen tegn på at det kommer til at gå anderledes.
  4. Jeg tror egentlig godt at danskerne kan være lykkelige med den realløn, vi har i dag, men det betyder bare at vi ikke skal sætte næsen op efter verdens bedste uddannelsessystem (det har vi mistet), verdens bedste sundhedssystem (som vi heller ikke har), de mest velholdte veje, parker og bygninger, nye trafikanlæg der gør det lettere at komme på arbejde, biblioteker der udnytter fremtidens teknologi eller 100 andre ting, vi også gerne vil have.
  5. En anden effekt vil være at de mest ambitiøse unge danskere vil søge til udlandet for at arbejde og starte nye virksomheder der. Det kan vi måske også leve med, men prisen vil være at Danmark og det danske samfund bliver fattigere.

Mit bud på timeløn 2020: Hvis niveauet i dag er 250 kr, så vil 3 procent inflation i ni år lægge ca 75 kr oveni. En årlig produktivitetsstigning på én procent vil yderligere ca. 30 kr til. Så er vi oppe på godt 350 kr i timen.

Det danske lønniveau er fem gange så højt som Ungarns, men vores produktivitet er kun dobbelt så høj. I princippet vil det trække os 2½ gang ned. Hvor hurtigt det sker, er svært at sige, men mon ikke vi ender et sted mellem 200 og 250 kr i 2020?

Jeg hører til de priviligerede der nok skal klare mig, og nogle af mine børn er allerede rejst. Men jeg spørger mig selv: Er det virkelig den fremtid, vi ønsker? Den fremtid du ønsker?

Udlicitering er løsningen

Jeg går ind for at langt de fleste offentlige opgaver skal udliciteres, især de vigtigste. Ikke af ideologiske grunde, men simpelt hen fordi det er sund fornuft for alle parter. Du er sikkert uenig, men glem lige dine fordomme og hør hvorfor:

Det offentlige (kommuner, regioner, stat) er et fællesskab, hvor borgere bliver enige om at det er bedst for alle parter at visse opgaver løses i fællesskab. Politi, domstole, forsvar, infrastruktur, regulering, affald, vandforsyning, uddannelse, sociale opgaver og 1000 andre ting som det enten er umuligt eller simpelt hen for dumt at løse individuelt. For mig er der ingen ideologi i dette: Vi skal løse de opgaver i fællesskab, som giver mening.

Ideologien kommer ind når vi skal afgøre hvem der skal betale hvor meget. Her er der tre muligheder:

  1. Vi betaler efter forbrug (fx. vand, varme, el og affald). I princippet betaler vi den kostpris som ydelsen koster.
  2. Vi betaler efter hvor meget vi tjener, men ikke efter hvor meget vi bruger ydelsen. Vi betaler også selvom vi slet ikke bruger ydelsen. Det gælder alle de ting som finansieres over skatten.
  3. En kombination af 1 og 2. Det gælder når det offentlige opkræver en vis brugerbetaling som dog ikke dækker alle udgifter. resten betales efter hvor meget vi tjener (altså over skatten).

Fordelingen mellem 1, 2 og 3 kunne i høj grad fortjene mere debat, men det er ikke emnet for denne blogpost. Den handler altså ikke om hvem der skal betale, men om hvem der skal producere. En ydelse kan i princippet produceres på to forskellige måder og den måde den produceres på, har intet at gøre med den måde ydelsen betales på:

  1. Det offentlige kan selv producere ydelsen, dvs. ansætte medarbejdere, købe udstyr og organisere det hele.
  2. Ydelsen kan produceres af en privat virksomhed. Her skal det offentlige specificere ydelsen fra borgerens synspunkt (det problem som ydelsen skal løse, og den kvalitet borgeren skal ha). Det offentlige skal ikke specificere hvad virksomheden skal gøre, kun den nytte eller værdi som ydelsen skal skabe for borgeren.

Hvis en privat virksomhed skal producere en ydelse for det offentlige, skal den indtjene et overskud på typisk 5 – 10% af omsætningen. Overskudet skal dække renter af den kapital der er investeret, samt den risiko der altid er ved at drive virksomhed. Det offentlige skal også forrente sine investeringer og håndtere sin risiko. Omkostningerne til det kan vi bare ikke se med den måde, offentlige regnskaber laves, men omkostningerne er der. Her er der altså  ikke megen forskel mellem offentlig og privat produktion.

Forskellen mellem offentlig og privat produktion ligger to andre steder:

  1. Større incitament. En privat virksomhed der producerer en ydelse for det offentlige har et stærkt økonomisk incitament til at løse opgaven mere effektivt, simpelt hen fordi den selv kan beholde gevinsten. Derfor kommer der mere og hurtigere innovation hvis ydelsen produceres i privat regi.
  2. Eksport: Hvis viden om at producere ydelsen ligger hos det offentlige, bliver den der, medmindre det offentlige selv vil til at drive eksportvirksomhed. Det prøvede man for ca 20 år siden (systemeksport) og det var en total fiasko. Borgmestre er politikere – ikke forretningsfolk. Hvis til gengæld viden flyttes over i den private virksomhed som producerer ydelsen, har den et invitament til at eksportere, især hvis den er blevet rigtig dygtig og effektiv.

Det er de to grunde der gør at offentlige ydelser bedst produceres i privat regi: Mere innovation og mere eksport. Læg mærke til at jeg overhovedet ikke nævner besparelser. Selvom der er mange gode eksempler på at det offentlige har sparet penge ved at overlade produktionen til private virksomheder, er det ikke den vigtigste motivation. Også selvom det ikke umiddelbart bliver billigere for det offentlige at overlade produktionen til private virksomheder, skal vi gøre det, simpelt hen for at fremme innovation og eksport. I længden bliver det nemlig billigere, for en virksomhed der løser opgaver for mange kommuner både her og i udlandet, har råd til at investere i forskning og produktudvikling og dermed i endnu bedre og billigere ydelser (produkter). Tæmk lige over hvor uendelig lidt det offentlige bruger til at produktudvikle de ydelser som de producerer!

Har jeg ret? Må jeg høre din mening? Skriv en kommentar!

10 konsekvenser af et fattigere Danmark

Denmark er dejligt – især om sommeren. Men Danmark bliver fattigere. Relativt set. Ingen tvivl om det. På få år er vi raslet ned til en 14. plads på rangstigen og det går kun én vej ved enhver økonom. Bloggens læsere er enige. Sidst jeg gjorde afstemningen her på siden op, troede kun 11% at Danmark ville blive rigere. 14% regnede med at vi nogenlunde vil holde stand, mens resten, dvs. 75% tror vi bliver relativt fattigere.

Det får konsekvenser:

  1. Lønnen i Danmark vil falde i forhold til andre lande. Jeg gætter på 20% lavere løn i løbet af ti år. Det klarer vi nok, men vi kommer i hvert fald til at prioritere hårdere og der kommer færre penge i stats og kommunekasserne.
  2. De dygtigste rejser udenlands. For tiden har vi et nettounderskud af højtuddannede i forhold til udlandet på over 30.000 personer. Det tal gætter jeg på er vokset til 60-100.000 om ti år. Derved kommer vi til at mangle 100 milliarder eller mere at beskatte.
  3. Danmark bliver ældre. Jo vi får flere ældre, men det har ikke noget med fattigdom at gøre. Men alt andet bliver også ældre: Flere gamle biler på vejene, gamle tog på skinnerne, gamle og dårligt vedligeholdte huse, veje, kloakker, skoler, sygehuse og alt andet.
  4. Mindre kultur. Færre teatre, koncerter, udstillinger, museer, biblioteker og musikskoler. Vi har simpelt hen ikke raad.
  5. Flere arbejdsløse. Det siger sig selv. Og de der mister jobbet, vil få markant lavere understøttelse end nu. Flere vil blive tvunget til at tage hvad de kan få for simpelt hen at få mad på bordet og tag over hovedet.
  6. Flere hjemløse og fattige. Flere vil gå fra hus og hjem og være henvist til et liv på gaden. Pensioner og andre sociale ydelser bliver lavere. Heldigvis bliver der nok flere varmestuer og herberger.
  7. Færre der tager videregående uddannelser. De danske universiteters standard falder selvom man sikkert indfører brugerbetaling. Flere vælger at uddanne sig i udlandet, hvis deres forældre har råd.
  8. Større kriminalitet og uro. Berigelses og voldskriminalitet vil vokse af bitter nød. De velhavende vil forskanse sig bag pigtråd og alarmsystemer. Private vagtværn har gyldne dage.
  9. Større pres på indvandrere. Politiske partier og andre interessegrupper vil slå mønt på at gøre indvandrere og andre minoriteter til syndebukke. Det ser vi allerede i dag.
  10. Lavere ejendomspriser. Efterspørgslen efter kontor- og fabrikslokaler falder og færre har råd til at købe en god bolig. Det vil få ejendomspriserne til at rasle ned.

Går det virkelig så galt? Jeg håber det ikke og jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at skabe den modsatte udvikling, dvs. få Danmark ind i en positiv spiral. Men både regering (VKO) og opposition (S-SF-Ø) fører en politik der fastholder Danmark i den onde cirkel. Ingen lytter til økonomer og erhvervsfolk der samstemmende siger at Danmark mangler grundlæggende reformer før vi kan komme tilbage i en god cirkel.

Hvem har ansvaret? Det har du og jeg, altså danskerne, fordi vi ikke ser realiteterne i øjnene, fordi vi ikke tænker langsigtet og fordi vi dyrker gruppeegoismen som religion. Vi tror på politikernes spin og retorik. Vi tror simpelt hen på at den går nok og at andre nok skal løse problemerne for os. Det gør de ikke og jeg synes heller ikke at vi fortjener det.

Hvor galt skal det gå før danskerne vågner op?

5 ting vi kan lære af Vestas.

I dag kom det frem at Vestas fyrer 3.000 medarbejdere, heraf de fleste i Danmark, hvor Vestas lukker fabrikker i Nakskov, Rudkøbing, Viborg og Skagen. Trist nyt, i sandhed, men hvad kan vi lære af det?

Jeg tror vi kan lære fem ting:

  1. Ingen kan føle sig sikker. Den globale konkurrence er behård og nådesløs. Vi får intet forærende og selv ikke en stærk position som markedsleder i en vækstbranche er nogen garanti for at der er jobs i morgen. Kun én ting tæller: Skaber vi mere værdi end konkurrenterne pr. krones omkostninger?
  2. Vi får tæsk hvis ikke vi tager os sammen. Vestas får tæsk fordi andre kan skabe mere værdi pr. krones omkostninger, men det lever Vestas med fordi man kan flytte jobbene til udlandet. Danmark får tæsk hvis vi fortsætter med at gøre som hidtil, men vi kan af gode grunde ikke flytte jobbene til udlandet. Når jobbene forsvinder bliver Danmark fattigere, og det betyder bl.a. at der ikke bliver råd til at give de mange ældre der kommer til i de kommende år, en ordentlig tilværelse. Medmindre de unge vil betale mere end i dag, og det er ikke rimeligt.
  3. Løsningen er vækst. Vækst i andre brancher og funktioner end vindmølleproduktion. Ikke alene i højteknologi som både regering og opposition satser på, men inden for et bredt spektrum af aktiviteter. Vækst kommer når vi får flere i arbejde og  når hvert enkelt menneske skaber mere værdi end før. Når hjemmehjælperen bruger mere tid til at hjælpe de gamle bedre, når lægen laver bedre operationer, når ingeniøren udvikler bedre produkter, når lederen skaber større arbejdsglæde og når gartneren holder haven eller parken bedre.
  4. Løsningen er også at fjerne barrierer for vækst. Den helt store barriere for vækst er bureaukrati og dårlig ledelse, ikke mindst i det offentlige. Jeg er ikke i tvivl om at de 777.000 offentligt ansatte med bedre ledelse og mindre bureaukrati og kontrol kunne præstere 10% mere og samtidig få større arbejdsglæde. Det svarer til 78.000 jobs eller 25 gange flere end der nu forsvinder. Tænk hvilken værdi de kunne skabe for Danmark. Dertil kommer potentialet i den private sektor.
  5. Det starter med en vision. Om en uge har de fleste glemt Vestas fyringer og så kører den politiske vridemaskine videre. Hvis altså ikke at regeringen formulerer en vision. Lars Løkkes 10 mål er ingen vision. De er mere af en fortid der ikke er mere. En vision kunne være at gøre Danmark til verdens mest bæredygtige samfund. Simpelt hen. Og vejen dertil ville være at inddrage alle partier, alle organisationer og hele befolkningen i at få det til at ske. Ikke 90, men 179 mandater!

Hvad har du lært? Skriv en kommentar!

Godt nyt fra Afghanistan

Så er der igen spejdere i Afghanistan. 1200 drenge og 1200 piger i ca 60 grupper. Se mere om etableringen her: http://www.cjtf101.com/en/regional-command-east-news-mainmenu-401/3454-nangarhar-cub-scouts-get-new-sponsors.html

Erfaringen fra brændpunkter som Libanon, Palæstina, Sydafrika, Nordirland og Balkan viser at spejderarbejde er en effektiv vej til at bringe forskellige befolkningsgrupper sammen på. Snak virker sjældent, men når man skal løse opgaver sammen og fx. opbygge en fælles lejr så opdager man at vi har mere til fælles end det der skiller os. Og når unge mennesker kan finde ud af at arbejde sammen spreder det sig til deres familier.

Jeg tør godt sige at de folk der har fået dette til at ske, nok har gjort mere for freden og udviklingen end mange andre..

Hvad siger du?

Copenhagen Campus

Her er for en gangs skyld nogle folk der tænker stort om Københavns og Danmarks fremtid: Copenhagen Campus – en ny bydel i København der skal være magnet for at tiltrække højt uddannede udlændinge til Danmark og danske virksomheder.

Der holdes et spændende seminar om projektet på fredag (27 august). Se http://thinktanktalents.dk/ThinkTankTalents/CPH_Campus_1st_registration.html.

Bag projektet står tænketanken www.thinktanktalents.dk

Fuld fart frem – det er sådan noget Danmark skal leve af.

Velfærdsteknologi

I dag var jeg til første bestyrelsesmøde i nystartede Welfare Tech Region, som er Regions Syddanmarks seneste satsning på erhvervsudvikling. Velfærdsteknologi er alle de produkter og hjælpemidler der kan få vores velfærdssamfund til at fungere bedre; fx. hjælpemidler sådan at ældre mennesker kan fungere længere i eget hjem eller teknologi der kan gøre sygdomsforløb bedre og spare penge og arbejdskraft.

Da jeg første gang hørte om velfærdsteknologi rynkede jeg på næsen. Er det ikke bare varm luft? Men det er det ikke: Alene i Region Syddanmark er næsten 50.000 mennesker beskæftiget inden for området. Og potentialet er enormt; kun fantasien sætter grænser. Se fx http://velfærdsteknologi.nu/

Andre regioner har også ting kørende inden for velfærdsteknologi, men det jeg synes gør Region Syddanmarks satsning unik er den brede opbakning både fra region, kommuner, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner. Alle er med og alle kan se at de kan yde et bidrag. Et groft skøn: Potentialet i form af nye arbejdspladser og eksport er ti gang vindmølleindustrien. Så lad os bare komme i gang.

Hvis du kender et rigtig godt eksempel hvor teknologi gør nytte i velfærdssamfundet, så skriv en kommentar.

Efter COP15: Gør noget konkret

oman-sultan-king   

I sidste uge var jeg i Oman sammen med den svenske konge for at besøge Sultan Qaboos og hans regering. Formålet med besøget var at finde ud af, hvordan børn og unge på tværs af religion og kultur kan gøre noget praktisk for at skabe en bedre verden – eller mere konkret for klima og miljø. Tænk  hvis 40 mio. spejdere verden over besluttede sig for at gøre noget aktivt for klima og miljø. Greenpeace og alle de andre miljøorganisationer tilsammen kan kun matche en brøkdel af det.

qaboos-and-king-oman

Den svenske konge var i Oman som æresformand for the World Scout Foundation. Det var ikke tilfældigt. Klima og miljø er fælles udfordringer på tværs af religion og kultur. Vi er i samme båd. Kongen og sultanen opfordrede børn og unge verden over til at gøre noget konkret for et bedre miljø og melde tilbage om erfaringer og resultater. Spejderbevægelsen opbygger nu den infrastruktur, der skal til for at håndtere de mange projekter og aktiviteter.

Forhåbentlig vil regeringer, fonde og virksomheder bakke initiativet op. De penge der skal bruges, skal ikke dække lønninger til dyre eksperter med landcruisere og fri bolig og skolegang til børnene. Der er fem mio. voksne spejderledere til at gøre arbejdet, og de forventer hverken løn eller landcruiser for besværet. De gør det frivilligt og uden løn.  For mig at se bliver det et af de vigtigste initiativer efter COP15 klima-topmødet i København. Den positive effekt på klima og miljø er en ting. Men langt vigtigere bliver det, at 10 eller 20 mio. unge mennesker gør noget konkret for miljøet og gennem det opdager, at de kan gøre en forskel.

Der er et fortilfælde. I 2001, da alle talte om krigen mod terror, tog spejderbevægelsen sammen med Kong Abdullah fra Saudi Arabien initiativ til et ”Gifts for Peace”-program for at bygge bro mellem børn og unge på tværs af religion og kultur. Kongen skrev en check, andre fulgte op, og siden da har ti mio. spejdere i 110 lande gennemført tusindvis af projekter for fred.

Terror og krig findes stadig, men jeg er overbevist om, at verden er blevet et lidt bedre sted at være takket være dette initiativ. Det gør en forskel, når protestanter og katolikker i Nordirland begynder at arbejde sammen, eller når unge fra forskellige trosretninger i Libanon går sammen om at plante træer og genopbygge landsbyer. Det giver håb, når børn der lever af affald på lossepladser i Pakistan bliver spejdere, og opdager at de kan udrette noget sammen med andre. Hver især er projekterne små, men det har enorm betydning at unge mennesker har lært at klare sig og tage ansvar for andre. Derfor fæster jeg lid til sultanens og kongens initiativ. Ved at arbejde med praktiske og konkrete aktiviteter inden for klima og miljø, kan unge ikke alene gøre en forskel for miljøet. De kan ændre verden til det bedre.

Enig?

Hvad jeg lærte af COP15

180px-cop15logo1

Her tror du måske at jeg vil kritisere det danske formandskab, men nej: Jeg er overbevist om at de gjorde deres yderste og ingen er som bekendt forpligtet over evne. Lars Løkke er jo ikke valgt til jobbet som statsminister i Danmark fordi han påstod at han var den bedste internationale mødeleder og forvandler, der fandtes. Det er han nok ikke. Men han har en masse andre egenskaber som har betydet at han har fået jobbet som statsminister i Danmark.

Det jeg lærte af COP15 var at den nye verdensorden som vi har talt om i årtier, nu er en realitet. De vestlige lande med USA i spidsen kan ikke længere svinge taktstokken alene. Kina, Indien, Rusland, Brasilien og andre forlanger indflydelse svarende til deres størrelse og betydning. De gamle såkaldte “stormagter”, England, Frankrig, Tyskland og Italien sidder på tilskuerpladserne. Det er den fremtid vi skal leve resten af vores liv i. Og det er den realitet vores børn og børnebørn kommer til at leve med.

Danmark er sammen med de andre vesteuropæiske lande ikke mere verdens navle. Vi har mistet den førerposition som vi har haft i årtider, og som for mange er blevet en selvfølgelighed. Og udviklingen er godt på vej. I de kommende år vil vi rasle ned af listen over verdens rigeste lande. I 2008 var vi stadig nr. 5 på Verdensbankens rangliste. I 2006 var vi nr. 4. Og det går kun én vej, nemlig nedad.

For mig er det ikke den største ulykke i verden at Danmark sakker bagud, bare vi ikke bilder os ind at vi kan fastholde positionen som et af verdens rigeste lande. Det er en illusion. Medmindre vi ændrer vores holdning til arbejde, til iværksætteri, til erhvervslivets rolle i samfundet og til skat. Og på ingen af de punkter er der udsigt til ændringer i øjeblikket. Alle parader er oppe.

Derfor bruger jeg energien på at forberede mig til at agere i en verden der er meget forskellig fra den de fleste danskere troede vi levede i, før COP15. Et eksempel: De mange tusind arbejdspladser vi tabte i 2009, kommer ikke tilbage i Danmark. De genopstår i Kina, Østeuropa, Sydøstasien, Mellemøsten og Latinamerika. Så der ligger mit primære fokus. Svigter jeg Danmark? Nej! Danmark har valgt sin vej og det respekterer jeg. Jeg har bare et andet fokus. Men jeg er dog stadig åben for at være med hvis nogen i Danmark tør bryde med lønmodtagermentalitet og velfærdsrettigheder og i stedet fokusere på at skabe værdi.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.