Kolind Kuren

Her er for en gangs skyld nogle folk der tænker stort om Københavns og Danmarks fremtid: Copenhagen Campus – en ny bydel i København der skal være magnet for at tiltrække højt uddannede udlændinge til Danmark og danske virksomheder.

Der holdes et spændende seminar om projektet på fredag (27 august). Se http://thinktanktalents.dk/ThinkTankTalents/CPH_Campus_1st_registration.html.

Bag projektet står tænketanken www.thinktanktalents.dk

Fuld fart frem – det er sådan noget Danmark skal leve af.

I dag var jeg til første bestyrelsesmøde i nystartede Welfare Tech Region, som er Regions Syddanmarks seneste satsning på erhvervsudvikling. Velfærdsteknologi er alle de produkter og hjælpemidler der kan få vores velfærdssamfund til at fungere bedre; fx. hjælpemidler sådan at ældre mennesker kan fungere længere i eget hjem eller teknologi der kan gøre sygdomsforløb bedre og spare penge og arbejdskraft.

Da jeg første gang hørte om velfærdsteknologi rynkede jeg på næsen. Er det ikke bare varm luft? Men det er det ikke: Alene i Region Syddanmark er næsten 50.000 mennesker beskæftiget inden for området. Og potentialet er enormt; kun fantasien sætter grænser. Se fx http://velfærdsteknologi.nu/

Andre regioner har også ting kørende inden for velfærdsteknologi, men det jeg synes gør Region Syddanmarks satsning unik er den brede opbakning både fra region, kommuner, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner. Alle er med og alle kan se at de kan yde et bidrag. Et groft skøn: Potentialet i form af nye arbejdspladser og eksport er ti gang vindmølleindustrien. Så lad os bare komme i gang.

Hvis du kender et rigtig godt eksempel hvor teknologi gør nytte i velfærdssamfundet, så skriv en kommentar.

I sidste uge var jeg i Oman sammen med den svenske konge for at besøge Sultan Qaboos og hans regering. Formålet med besøget var at finde ud af, hvordan børn og unge på tværs af religion og kultur kan gøre noget praktisk for at skabe en bedre verden – eller mere konkret for klima og miljø. Tænk  hvis 40 mio. spejdere verden over besluttede sig for at gøre noget aktivt for klima og miljø. Greenpeace og alle de andre miljøorganisationer tilsammen kan kun matche en brøkdel af det.

Den svenske konge var i Oman som æresformand for the World Scout Foundation. Det var ikke tilfældigt. Klima og miljø er fælles udfordringer på tværs af religion og kultur. Vi er i samme båd. Kongen og sultanen opfordrede børn og unge verden over til at gøre noget konkret for et bedre miljø og melde tilbage om erfaringer og resultater. Spejderbevægelsen opbygger nu den infrastruktur, der skal til for at håndtere de mange projekter og aktiviteter.

Forhåbentlig vil regeringer, fonde og virksomheder bakke initiativet op. De penge der skal bruges, skal ikke dække lønninger til dyre eksperter med landcruisere og fri bolig og skolegang til børnene. Der er fem mio. voksne spejderledere til at gøre arbejdet, og de forventer hverken løn eller landcruiser for besværet. De gør det frivilligt og uden løn.  For mig at se bliver det et af de vigtigste initiativer efter COP15 klima-topmødet i København. Den positive effekt på klima og miljø er en ting. Men langt vigtigere bliver det, at 10 eller 20 mio. unge mennesker gør noget konkret for miljøet og gennem det opdager, at de kan gøre en forskel.

Der er et fortilfælde. I 2001, da alle talte om krigen mod terror, tog spejderbevægelsen sammen med Kong Abdullah fra Saudi Arabien initiativ til et ”Gifts for Peace”-program for at bygge bro mellem børn og unge på tværs af religion og kultur. Kongen skrev en check, andre fulgte op, og siden da har ti mio. spejdere i 110 lande gennemført tusindvis af projekter for fred.

Terror og krig findes stadig, men jeg er overbevist om, at verden er blevet et lidt bedre sted at være takket være dette initiativ. Det gør en forskel, når protestanter og katolikker i Nordirland begynder at arbejde sammen, eller når unge fra forskellige trosretninger i Libanon går sammen om at plante træer og genopbygge landsbyer. Det giver håb, når børn der lever af affald på lossepladser i Pakistan bliver spejdere, og opdager at de kan udrette noget sammen med andre. Hver især er projekterne små, men det har enorm betydning at unge mennesker har lært at klare sig og tage ansvar for andre. Derfor fæster jeg lid til sultanens og kongens initiativ. Ved at arbejde med praktiske og konkrete aktiviteter inden for klima og miljø, kan unge ikke alene gøre en forskel for miljøet. De kan ændre verden til det bedre.

Enig?

Her tror du måske at jeg vil kritisere det danske formandskab, men nej: Jeg er overbevist om at de gjorde deres yderste og ingen er som bekendt forpligtet over evne. Lars Løkke er jo ikke valgt til jobbet som statsminister i Danmark fordi han påstod at han var den bedste internationale mødeleder og forvandler, der fandtes. Det er han nok ikke. Men han har en masse andre egenskaber som har betydet at han har fået jobbet som statsminister i Danmark.

Det jeg lærte af COP15 var at den nye verdensorden som vi har talt om i årtier, nu er en realitet. De vestlige lande med USA i spidsen kan ikke længere svinge taktstokken alene. Kina, Indien, Rusland, Brasilien og andre forlanger indflydelse svarende til deres størrelse og betydning. De gamle såkaldte “stormagter”, England, Frankrig, Tyskland og Italien sidder på tilskuerpladserne. Det er den fremtid vi skal leve resten af vores liv i. Og det er den realitet vores børn og børnebørn kommer til at leve med.

Danmark er sammen med de andre vesteuropæiske lande ikke mere verdens navle. Vi har mistet den førerposition som vi har haft i årtider, og som for mange er blevet en selvfølgelighed. Og udviklingen er godt på vej. I de kommende år vil vi rasle ned af listen over verdens rigeste lande. I 2008 var vi stadig nr. 5 på Verdensbankens rangliste. I 2006 var vi nr. 4. Og det går kun én vej, nemlig nedad.

For mig er det ikke den største ulykke i verden at Danmark sakker bagud, bare vi ikke bilder os ind at vi kan fastholde positionen som et af verdens rigeste lande. Det er en illusion. Medmindre vi ændrer vores holdning til arbejde, til iværksætteri, til erhvervslivets rolle i samfundet og til skat. Og på ingen af de punkter er der udsigt til ændringer i øjeblikket. Alle parader er oppe.

Derfor bruger jeg energien på at forberede mig til at agere i en verden der er meget forskellig fra den de fleste danskere troede vi levede i, før COP15. Et eksempel: De mange tusind arbejdspladser vi tabte i 2009, kommer ikke tilbage i Danmark. De genopstår i Kina, Østeuropa, Sydøstasien, Mellemøsten og Latinamerika. Så der ligger mit primære fokus. Svigter jeg Danmark? Nej! Danmark har valgt sin vej og det respekterer jeg. Jeg har bare et andet fokus. Men jeg er dog stadig åben for at være med hvis nogen i Danmark tør bryde med lønmodtagermentalitet og velfærdsrettigheder og i stedet fokusere på at skabe værdi.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Med al respekt for bøger er det ikke så ofte at jeg læser en bog der virkelig giver mig et nyt perspektiv. Men her er en af dem: Informations Forlags nyudkomne bog af Samir Kassir: At være araber.

I et essay på 120 sider forsøger Samir kassir at forstå hvordan arabernes situation er i dag. Kamir gennemgår perioderne i den arabiske verdens historie: De første 100 år efter profetens liv, den brogede række af sejre og nederlag og endelig ”guldalderen” frem til 1. verdenskrig, nahdaen, hvor arabisk kultur blomstrede i samspil med resten af verden. Kamirs hovedpointe er at den arabiske verden i dag fornægter sin egen guldalder og i stedet er vendt tilbage til en kronisk og selvopfyldende taberrolle som indebærer at araberne isolerer sig og afviser at lære fra resten af verden. Mens radikale arabere hævder at moderniteten er årsagen til deres ulykke, så er Kamirs pointe at arabernes ulykke skyldes at moderniteten er forlist i den arabiske verden.

Meget meget tankevækkende synspunkter for alle der interesserer sig for samfundsudviklingen.

Jeg anbefaler bogen varmt!

I sidste uge var jeg i Thailand og besøgte bl.a. Pasaya Factory uden for Bangkok. http://www.pasaya.com/

Det var en øjenåbner, for min fordom var at noget så simpelt som et væveri i Thailand umuligt kunne have noget at sige til os her i det højt udviklede Danmark.

Pasaya laver tekstiler til boligen. Hundredvis af designs i silke, bomuld og en lang række kunstfibre. Eget spinderi og farveri betyder at de kan lave stort set alt. Og det gør de. Lige fra forholdsvis enkelt sengelinned til de mest utrolige stoffer til gardiner og møbler. Kvalitet og design fejlede ikke noget og det er derfor Georg Jensen Damask i Kolding bad Pasaya om at væve servitter til den dug, Georg Jensen Damask væverede for Dronning Silvia til Kong Carl XVI Gustavs 60 års dag. Super kvalitet!

Det der overraskede mig mest hos Pasaya var deres vision og langsigtede tankegang.

Meningen er klar: Pasaya vil lave boligtekstiler i den højest opnåelige kvalitet på bæredygtig vis.

Partnerskabet springer i øjnene: Her er medarbejderne ikke blot en produktionsfaktor, men selve virksomheden. Flotte arbejdsforhold, kantine som jeg ikke har set flottere i Danmark (se billedet ovenfor), aircon, lys og luft. Plus partnerskab med det omkringliggende samfund: eget kemisk/biologisk rensningsanlæg med udstrakt vandgenbrug og nul påvirkning af omgivelserne. Åbet hus for lokalbefolkningen osv.

Samarbejdende organisation og værdibaseret ledelse betyder noget andet i Thailand end i Danmark. Her er meget mere struktur end vi er vant til, men dog en langt mere åben dialog på tværs i organisationen end man normalt ser.

Det er egentlig utroligt at opleve en virksomhed i Thailand der med sin måde at fungere på er langt forud for mange danske virksomheder. Vi højt besungne danske virksomhedsledere som ved alt om strategi, motivation, engagement, branding og samfundsansvar. Hvordan kan danske virksomheder overhovedet tro at de kan konkurrere med lande hvor lønnen er en tiendedel af vorres, hvis vi fortsætter med at drive virksomhed som vore forældre gjorde det?

Jeg spørger bare…

Den 23. august bragte Jyllands Posten en kæmpe nyhed som ikke vakte megen opmærksomhed: Det gennemsnitlige antal fødte børn for kvinder af ikke vestlig herkomst var på ti år faldet fra 3,5 barn til knap 2 børn pr. kvinde - lidt højere en de 1,85 barn som hver kvinde af dansk herkomst føder i gennemsnit.

Tænk lige over hvor stor en nyhed det er. Inden vi vidste det, tror jeg at mange etniske danskere som jeg, frygtede at Danmark om nogle generationer ikke var til at kende igen.
Skræmmebilledet at Danmark var hurtigt på vej til at blive et muslimsk land hvor kristne som jeg og min familie, kunne komme i mindretal, havde også gjort indtryk på mig.

Men det skræmmebillede holder altså ikke. For hvis familier af anden etnisk herkomst på ti år har tilpasset sig det danske familiemønster med omkring to fødte børn pr. kvinde, så vil forholdet mellem de etniske grupper blive ved med at være nogenlunde som i dag. Og vi ser stadigt flere blandede ægteskaber og stadigt flere veluddannede udenlandske kvinder som indgår i det danske arbejdsmarked med karriere og hvad det medfører. Så der er grund til at glæde sig. Danmark bliver ikke offer for en religions borgerkrig som nogle har spået. Vi har fortsat chancen for at være et land med 1000 års kristen tradition, hvor folk med anden religion også kan leve og føle sig velkomne.

Tillykke Danmark!

Forslag til Finanslov 2009 er kommet. Jeg har læst sammendraget på www.fm.dk og det kan jeg anbefale dig at gøre. For det viser med al ønskelig tydelighed behovet for nytænkning i Danmark.

Jeg oplever forslaget til finanslov som en julegavepakke, hvor regeringen deler gaver ud til højre og venstre uden andet perspektiv end at velfærdsstaten skal udbygges på alle de områder hvor der er stemmer at hente: sygehuse, skoler, klima, miljø osv. Listen er lang.

Nu skal jeg nok afholde mig for at sige hvad jeg ville gøre, hvis jeg sad ved bordet (det skal man holde sig fra), men jeg kan godt sige hvad man ville gøre, hvis man tænkte som i Kolind Kuren:

1. Man ville analysere hvor man står, hvor man kommer fra og hvor man vil hen. Forklare hvad der er gået godt for Danmark og hvorfor, og hvad der er gået skidt og hvorfor. Hvad man ser som fremtidige trusler og muligheder. Hvad andre gør og hvad man selv vil gøre, og især hvad man vil gøre anderledes end de andre. 
2. Man ville anlægge et bredere perspektiv. Formulere en mening med det man foreslår. Forklare hvad det er for et samfund man stræber efter at bygge op. Er det virkelig et samfund hvor stadigt mere overlades til myndighederne og stadig mindre til det enkelte menneske? Et samfund med stadigt mere central styring på alle områder?
3. Man ville gøre befolkningen til partnere i stedet for klienter. Hvis vi mangler arbejdskraft må vi gøre det attraktivt for befolkningen at arbejde lidt mere. Eller forbeholde velfærdsydelserne til dem der virkelig har behov så vi andre må klare lidt mere selv.
4. Man ville inddrage virksomhederne som partnere. Efterlyse nye og bedre løsninger inden for centrale samfundsområder som fx. ældrepleje, uddannelse, sundhed, trafik og integration og give de virksomheder der kunne komme op med nye løsninger, en reel chance for at afprøve dem og tjene penge hvis det lykkedes.
5. Man ville stimulere udvikling og anvendelse af ny teknologi og nye løsninger i langt større grad. Bruge fjerndiagnostik for at kunne yde bedre behandling på lokale sygehuse. Fremme rensning af spildevandet på stedet. Fremme udskiftning af gamle, forurenende biler og stimulere el- og brintbiler gennem roadpricing. Der er 100 muligheder der venter.
6. Man ville være åben for eksperimenter. Give dispensation fra love og regler for at kommuner, privatpersoner og virksomheder kan få mulighed for at prøve nye løsninger på alle områder. Sørge for at lære af erfaringerne.
7. Man ville arbejde sammen med alle partier i Folketinget. Demokratiets kerne er at folketingsmedlemmer vælges på deres forskellige holdninger, men de vælges til at arbejde sammen. At træffe vigtige beslutninger med 90 mandater imod 89 er ikke demokrati. Det er flertalsdiktatur.
8. Man ville formulere og slås for et bredere sæt af værdier end blot penge. Frisind, ansvar, decentralisering, engagement for blot at nævne fire gode venstre-værdier.

Jeg synes faktisk det er pinligt at Danmarks udvikling synes at blive styret af regnedrenge og opportunister. Hvor er den politiske ledelse henne? Ude at søge nyt job?

Overskriften er nok lidt for skarp, for selvfølgelig findes der islamister også i Albanien. Men tankevækkende er det alligevel at her er et europæisk land med 70 % muslimer, hvor der stort set ikke er gnidninger mellem de forskellige trossamfund (foruden muslimer er der 10 % græsk ortodokse, 10 % katolikker og 10 % andet). Hvor tror du man ser flest muslimske tørklæder – i København eller Tirana ? Rigtigt: I københavn! Ikke fordi tørklæder er forbudt i Albanien, men fordi muslimerne der åbenbart ikke har samme behov for at hævde deres identitet som mange muslimer har i Danmark.

Alt dette er der mange forklaringer på, fx. var muslimerne i Albanien ikke “fremmede” som de fleste muslimer var i Danmark. De fleste albanere tvangskonverterede for ca. 500 år siden til Islam for at undgå værnepligt og skatter under den osmanniske besættelse.

Men overvej alligevel lige om de problemer vi har mellem muslimer og resten af befolkningen i Danmark alene skyldes historiske forskelle. Har de ikke også har noget med resten af befolkningens måde at behandle muslimer på? Altså er det kun ”de andre” der er problemet?

Hvad siger du?

Albanien udvikler sig med en fart, som vi næppe ser ret mange andre steder i Europa. Bruttonationalproduktet vokser med 6 % om året (Danmark er stolt af ca 2 %). Men i modsætning til Danmark sker udviklingen i Albanien ret ujævnt. Langt det meste sker i kystbyerne, Shkoder, Durres, Vlore og Sarande og så i hovedstaden Tirana. Jeg gætter på at væksten i disse byer overstiger 10 % om året. Og når dertil kommer at en stor del af væksten er byggeri, så ville det ikke undre mig om væksten i byggeriet er 20% om året. Tænk hvad det betyder: Huse under opførelse overalt. Og hvorfor vente med at flytte ind til hele huset er færdigt?

Hvor er danske arkitekter, ingeniører, entreprenører, byplanlæggere og andre leverandører til byggeriet?