Kolind Kuren

I dag har jeg lært noget om at drive folkeskole i Danmark år 2008: Det kan lade sig gøre at nå langt under de vilkår der gælder.

Jeg besøgte Veng Fællesskole i Skanderborg Kommune. Talte med lederen, Henry Thomsen, og en række lærere og elever. Havde god til at at se, spørge og undres.

På skolens hjemmeside www.vengskole.dk, kan du selv få et indtryk af de 5 punkter, som skolen fremhæver:

- Aldersblandede klasser i indskoling og på mellemtrin
- Rullende skolestart med fire årlige “indrulninger”
- Tæt og velfungerende lærer-pædagogsamarbejde
- Morgenflex for eleverne i indskoling og på mellemtrin
- Udeskole som fast element i undervisningen på mellemtrinnet

Egentlig synes jeg ikke at de fem punkter siger det væsentligste: At skolen har det enkelte barn som fokus for alt hvad den gør – ikke skolens organisation, regler og traditioner. Det er en radikaltt forskellig mental model i forhold til de fleste folkeskoler, hvor rygraden er klassen og lærerens undervisning af eleverne, fag for fag.

Den klassiske mentale model er at undervise i aldersopdelte klasser. På trods af al snak om undervisningsdifferentiering betyder det at eleverne i en klasse får nogenlunde samme oplevelse af undervisningen. De dygtigste elever keder sig og de elever der kræver ekstra tid, får hjælp i form af støttelærere eller specialundervisning. Den ide er 200 år gammel og begrundelsen for at gøre det sådan er at en lærer kunne undervise mange elever på en gang. Det kræver en vis homogenitet. Siden har man fundet den ideologiske begrundelse at det påtvungne samvær med 25 tilfældigt udvalgte andre børn skulle være godt for elevernes socialisering.

Veng Fællesskole har en anden mental model: Her tager man udgangspunkt i det enkelte barn og så tilrettelægger man strukturen sådan at børnene kan lære i eget tempo og iøvrigt lære på flere forskellige måder (læringsstile) end man normalt ser det. Det er det de fem punkter ovenfor udtrykker. En af fordelene er at barnet ikke “fryser fast” i en bestemt klasses hierarki igennem hele sin skoletid (vinder eller taber), men hele tiden møder nye sociale sammenhænge, hvor barnet veksler mellem at være den store og den lille.

Når man går rundt og fornemmer lugten i bageriet er man ikke et sekund i tvivl om at det her virker. Og var man i tvivl kan man bare læse forældrenes evalueringer (findes på www.vengskole.dk).

Og så spørger jeg mig selv: Hvorfor drives ikke alle skoler sådan?

I går skrev jeg en klumme i JyllandsPosten med den overskrift. Pointen var helt enkelt at vi driver den offentlige sektor på en måde der gør læreren, sygeplejersken og politibetjenten til proletarer i stedet for at behandle dem som de højt kvalificerede viden-medarbejdere, som de reelt er. Og så længe vi vælger økonomer og jurister til at lede Danmark bliver det næppe anderledes. Det var stærk tobak.

Som sædvanlig efter sådan en klumme var min indbakke fuld. Denne gang næsten udelukkende af indlæg fra mennesker, der var enige: Vi har virkelig brug for en ny mental model for den offentlige sektor, hvor fokus bliver hvordan vi kan få tilfredse medarbejdere til at skabe større værdi – i stedet for som nu at presse medarbejderne til at løbe hurtigere ved at udsætte dem for mikrostyring og kontrol – vel at mærke under overskriften “kvalitetsreform”.

Jeg kom til at tænke på hvad der ville være sket, hvis jeg havde skrevet dette og vi havde haft valgkamp nu. Så ville journalisterne have jagtet partitoppen for at få en af dem til at tage afstand fra mine ideer: Det ville sikkert være lykkedes og så havde vi haft endnu en skandale, som fuldstændig ville overskygge forslagets alvor og substans.

Nu har jeg så to valgmuligheder: 1) at lade være med at tænke det utænkelige, følge partilinjen og indstille sig på at kontroversielle synspunkter kan man ikke have som politiker, eller 2) at droppe mit politiske engagement, hvis jeg mener at der er behov for folk der tør tænke det utænkelige – også selvom det er kontroversielt. For jeg tvivler på at der er en tredje vej: At være politiker og sige sin mening.

Hvad mener du?

Med jaevne mellemrum besoeger jeg min bror, Peder Kolind, i Nicaragua – saaledes ogsaa i denne uge. Peder har boet i Nicaragua i naesten syv aar og han er en ivaerksaetter ud over det saedvanlige. I denne blogpost skal I hoere om et af hans projekter – mere i de foelgende dage.

Peder driver en institution for fattige boern, Centro Carita Feliz, i Granada, som har godt 100.000 indbyggere. Der er 2.400 boern immatrikuleret, ca 130 medarbejdere og undervisning i jeg tror 40 fag. Om aftenen er der show med sang, musik, dans og anden optraeden og derefter mad til mindst 500 boern. Mottoet er interessant: Buscando Excellencia, hvilket betyder at vi gaar efter at vaere excellente. Og her kan man vaere excellent paa 100 maader: fagligt selvfoelgelig, men ogsaa ved at komme hver gang og til tiden, ved at overholde sine aftaler, ved at goere noget for kammeraterne eller for centret, ved at optraede, ved at holde sit toej flot rent osv. Og beloenningen er kontant: laererne uddeler en saerlig form for penge, Caras, som eleverne kan bruge til at spise paa restaurant med familien soendag aften (skolen er vist byens stoerste restaurant om soendagen), til at koebe sund frokost og til at betale skolepenge i andre skoler. Her kommer familierne altsaa bort fra den donorkultur, der rider Nicaragua og andre u-lande som en mare: Hvis jeg yder en indsats saa faar jeg og min familie noget ud af det! For boernene er det en fuldstaendig revolution at have penge og kunne bruge dem og motivationseffekten er enorm. Laes mere (engelsk/spansk) paa www.caritafeliz.org.

For mig er Carita feliz et fint eksempel paa hvad der kan ske naar en erhvervsmand bruger sin erfaring paa et helt andet omraade end han har erfaring fra. Saa kommer der innovation! DANIDA og utallige andre bistandsorganisationer har set projektet og er stumme af begejstring. Men standardreaktionen er interessant: Det her kan kun lade sig goere fordi det drives af en ildsjael (som selv skriver checken). I vores officielle system kunne det aldrig lade sig goere – og det er sikkert korrekt.

Men er det acceptabelt?

Anna Ostenfeldt Jespersen skrev i dag en kommentar på bloggen som efter min mening er så væsentlig at den fortjener at blive læst af flere og forhåbentlig også at blive kommenteret af flere. Anna skriver (let redigeret):

Jeg er lærer, glad for at undervise, elsker at være sammen med børn og unge, men på vej væk fra folkeskolen, da rammerne og tænkningen der, er alt for smalle og uden vissioner. Jeg vil nytænke, være innovativ og udfordres meget mere end den tunge skude, folkeskolen, kan. Om jeg har forsøgt? JA – i ti år!! Jeg har elsket at undervise, elsket at arbejde med det mest livsbekræftende, impulsive, sjove, kloge materiale jeg kan forestille mig – børn. Jeg har set deres forventningsfulde blikke første skoledag, og set hvordan de langsomt blev mere og mere trætte. Hvor står den naturlov beskrevet, som siger, at børn pr. definition skal blive mere og mere trætte af at gå i skole jo ældre de bliver????
Debatten omkring folkeskolen er jeg ved at være temmelig træt af – synes der bliver pillet i små forskellige områder af sagen, men ikke der hvor der skal graves, nemlig at gå i metaposition på selve folkeskolen og turde se, at institutionen er forældet og helt ude af trit med hvad børn og unge – og samfundet har brug for i dag.
Jeg er egentlig fuldstændig ligeglad med om jeg skal skrive elevplaner og andet- eller om det er folk fra det private, der skal få skuden på ret køl – skuden skal ikke på ret køl – den skal til ophug!!!
Der skal tænkes helt nyt, OG der skal ikke tænkes i en ny institution, der skal tænkes i spændende vifte af forskellige læringssteder – med forskellige læringsstile. Læringsstederne skal have deres egen profil – om man så skal flytte for at få sine børn i den skole man synes om? JA. Vi flytter rask væk til en bedre arbejdsplads, skulle vi så ikke flytte for at det mest dyrebare vi har – VORES BØRN, skulle være en rart sted, hvor de udviklede sig til glade innovative mennesker for hvem læring var en ressource, de havde med sig resten af livet? Måske kunne det blive læringsstederne, der fik ændret på demografien og væksten!!!Om vi på den måde kunne sikre os at børn lærer de basale færdigheder (som også skulle kigges efter i sømmene)? Der er intet lettere end at teste børn i basale færdigheder, men at bevare smilet og glæden ved at lære, er den ultimative kunst.
Og mon ikke sygefraværet blandt underviserne ville falde, hvis det at være underviser, var en udfordring, som bar frugt, og hvor underviseren også havde sig selv og sin egen læringsstil på plads, og kunne være stolt af sin faglighed, kende sit pædagogiske ståsted og argumentere for den? Hvorfor er det mon, at vi er ca 65000 lærere, og at vi finder os i de forhold vi blvier budt i dag? Vi har ikke den nødvendige faglige stolthed og har ikke altid ord for hvorfor vi underviser som vi gør – derfor.
Om de læringssteder kunne rumme de fagligt svage børn? Hvem er det der har opfundet det begreb? Et system måske, som i årevis har forventet at børn skulle passe ind i en bestemt vurderingsskala? Ingen børn er svage – det er vores forventninger til dem, de ikke kan leve op til.
Her i Danmark har vi så mange smukke steder og bygninger, hvor mindre skoler sagtens kunne holde til – lad det dyrebarste vi har, opleve æstetik, kunst, arkitektur og ikke mindst – glade imødekommende voksne, der giver vores børn tro på deres egne evner!!

Nu venter jeg bare på din kommentar…

Her på bloggen har mange henvist til Gentofte Kommunes skoleudviklingsprojekt, SKUB, hvis mest markante element nok er den nybyggede hellerup Skole.

Her er en lille video der fortæller om indtryk fra skolen. Jeg har besøgt den flere gange og ville ønske at alle der interesserer sig for emnet kunne gøre det samme. Det er tankevækkende.

Flere gode videoer om SKUB og skoleudvikling finder du på youtube kanalen nielsloop. Ophavsmanden er Jens Guldbaek, hvis webside er et besøg værd: www.loop.bz

Til inspiration!

Læs her hvad SF’s Pernille Vigsø bagge mener om fantasten Kolinds skoletanker:

http://www.sf.dk/index.php?article=15683

Fortsat god jul.

Jeg tilbragte i forrige uge en formiddag sammen med henrik Berggren som er skoleleder på Nørremarksskolen i Vejle. Det var opmuntrende! Hør her hvad han siger om hvad der skal til..

Henrik Berggrens historie er imponerende. Bliv inspireret på www.noerremarksskolen.dk.

Lad mig høre din kommentar!

Efter 10 blogposter og 120 kommentarer vil jeg prøve at opsummere den konklusion jeg selv drager af debatten:

1. Der er stor interesse for at debattere folkeskolen og for at bidrage til at den bliver bedre, både fra folk “indefra” og fra mennekser med anden baggrund. Jeg oplever at debatten har været konstruktiv og at den har været beriget af at debattørerne har haft forskellig baggrund.
2. Der er ikke massiv afvisning en ny mental model for Folkeskolen, men naturligvis delte meninger om hvordan den skal være, herunder fx. om der findes bedre måder at socialisere eleverne på end den traditionelle klasseinddeling.  Dette er interessant i betragtning af at ingen politikere tør rejse spørgsmålet om fundamentale ændringer i den måde vi holder skole på.
3. Langt de fleste (69%) er enige om at vi ikke vil få noget i retning af  ”fremtidens folkeskole” så længe Bertel Haarder er Undervisningsminister.  Jeg er enig i den vurdering selvom jeg fortsat håber på at netop en så kompetent Undervisningsminister som Bertel Haarder, ville tage opgaven op.
4. Vi skal have en mere organisk og mindre rigid (regelstyret, traditionel) forlkeskole. Det er en af de røde tråde der går igennem mange af kommentarerne, og heldigvis en af de tendenser der går igennem mange af de nyskabelser som forskellige skoler og kommuner arbejder med på Folkeskoleområdet. Dette ønske peger modsat i forhold til de seneste ti års politiske ændringer i skolen.
5. Lærerne skal ud af den proletarisering som fulgte med arbejdstidsreformen. Den faglige stolthed ved at være lærer skal genetableres og samfundet (især de kommunale arbejdsgivere) skal respektere (og aflønne) lærere som de højt kvalificerede viden-medarbejdere de er.
6. Når der på et tidspunkt kan skabes opbakning til an egentlig nyudvikling af Folkeskolen (en ny mental model) skal ændringerne ikke presses ned over hovedet på de involverede, men foregå i en proces hvor alle relevante interessenter har mulighed for at bidrage. En ny kommission eller en ny forsøgsordning er ikke nok. Også mennesker uden for skolens verden skal bidrage i processen.
7. Potentialet er meget stort. Hvis vi kan forberede danske børn bedre på at leve og at arbejde i det vidensamfund der er på vej, vil det have enorm betydning – især hvis vi kan finde en skoleform hvor også de bogligt svageste elever har optimale muligheder for at udnytte deres evner.

Jeg glæder mig til din kommentar – ikke mindst hvis du har et forslag til hvordan vi rent praktisk kan komme videre med udvikling af Folkeskolen.

I den klassiske mentale model for Folkeskolen er den enkelte skole en selvstændig enhed med egen ledelse og egen bestyrelse, som arbejder inden for rammer som fastlægges af hhv. kommunalbestyrelsen og at Undervisningsministeriet. Den enkelte lærer arbejder i hovedsagen selvstændigt, men indgår dog i teams, fx. bestående af lærerne på et bestemt undervisningstrin. Der gennemføres til stadighed forsøg med undervisningsmetoder og fx løbende indskoling. Resultaterne anvendes af den enkelte lærer eller skole med større eller mindre konsekvens. Danmarks Pædagogiske Universitet driver undervisning og forskning inden for pædagogik, hvilket i mindre grad også sker på CVU’er (seminarier) ude i landet. Statens Pædagogiske Forsøgscenter er nedlagt. Folkeskolen anvender skønsmæssigt under en procent af ressourcerne til forskning og “produktudvikling”.

I Fremtidens Folkeskole er løbende udvikling af alle dele af skolen en integreret del af virksomheden og Folkeskolen anvender mellem fem og ti procent af ressourcerne herpå. Danmarks Pædagogiske Universitet er erstattet af et nationalt forsknings- og udviklingscenter med et tilsvarende akademi hvis opgave er at sikre at alle landets skoler har adgang til den nyeste viden om alle aspekter af at holde skole. Centret indsamler løbende information om hvordan forskellige læringsstrategier, undervisningsmaterialer, værktøjer og organisationsformer virker og sikrer via akademiet at alle skoler og medarbejdere har adgang til denne viden. Den enkelte skole har fortsat frihed til at vælge metoder, undervisningsmaterialer og værktøjer. Sammenligninger af skolernes kvalitet bygger på en kvalitetsspecifikation der udover faglige tests også omfatter “bløde værdier”, som man ikke i dag har tradition for at måle. Udgangspunktet herfor er at fremtidens skole har et væsentligt bredere sigte end alene det faglige.

Hvad siger du?

I den klassiske model for Folkeskolen er forældrene leverandører af de børn som skal modtage undervisning. Mange skoler mener sig berettigede til at stille krav til forældrene bl.a. om at børnene er udhvilede, har en sund madpakke med, opfører sig ordentligt og får hjælp til lektierne. Forældrene vælger skolebestyrelsen og de deltager i enkelte forældrekonsultationer og forældremøder i årets løb. Forældrene underrettes når deres børn udviser negativ adfærd.

I Fremtidens Folkeskole er forældrene alliancepartnere der antages at have en levende interesse for deres børns læring og udvikling. Forældrene inddrages så meget som muligt og skolen har adgang til en profil på Internettet, hvor forældrene har beskrevet deres baggrund og deres muligheder for at medvirke og bidrage til børnenes læring. Skolen opfordrer forældrene til at afsætte fx. en ferieuge pr år til at være med i skolens arbejde, fx. som undervisere inden for det specialområde som de arbejder med, eller som praktisk støtte iøvrigt. Den lærer der fungerer som tutor for barnet, kender familiens forhold, bl.a. fra hjemmebesøg.

Nogle forældre vil være svære at få med til det aktive partnerskab jeg beskriver her. Men er det grund nok til at vi skal acceptere at forældrene “bare” er leverandører?

Hvad siger du?