Kolind Kuren

Nu er turen kommet til vores lokale skole i Sønder Vissing. Den skal lukkes for at Horsens Kommune kan få driftsbudgettet til at nå sammen. Ikke nogen ulykke for vores familie på kort sigt; vi har ikke børn i skolealderen. Men lukningen er udtryk for hvad jeg af et ærligt hjerte vil kalde en syg logik. Ja du læser rigtigt: en syg logik.

Logikken er at skolen betragtes som det man i driftsøkonomien kalder et “omkostningssted”. Den leverer en bestemt service (undervisning af 221 elever i ti klasser); der er 34 medarbejdere; bygninger og udendørsfaciliteter er gode og det hele koster 12,7 Mkr. i 2010.  De kommunale myndigheder opregner både fordele og ulemper ved små og store skoler men afstår fra at tage såkaldt “lokalpolitiske” hensyn med i regnestykket. Formentlig fordi de er svære at sætte konkrete tal på.  Man ser på en række alternativer for skolesammenlægninger – altsammen rent driftsøkonomisk tankegang.

Konklusionen af regnestykket er at skolen skal lukkes. 932 mennesker i Sønder Vissing Sogn (et lidt mindre område end skoledistriktet) vil så opleve at det eneste der nu er tilbage af det lokale fællesskab, er kirken og forsamlingshuset der drives på frivillig basis. Alt andet er lukket. Alt.  Selvom Sønder Vissing ikke kan kaldes et egentligt udkantområde bliver konsekvensen at flere huse kommer til at stå tomme og at især børnefamilier vil finde boliger nærmere de store byer. Endnu et velfungerende lokalsamfund er væk.

Men den konsekvens indgår slet ikke i kalkylen. Det er jo en “lokalpolitisk konsekvens”. Jeg synes at tankegangen er syg. Den er kortsigtet og snæversynet. Og den er med til at ødelægge noget af det allerbedste i Danmark: De tusindvis af små velfungerende lokalsamfund. Børnene i Sønder Vissing skal dog skal nok komme i skole, for der er flere friskoler i området. Men det samlende midtpunkt som folkeskolen er, forsvinder.

Sønder Vissings eksempel illustrer hvorfor vi skal tænke anderledes. Her er fire grunde:

1. Kortsigtet driftsøkonomi er en lille del af den helhed som et samfund er. Hvis politikerne vil skabe et bedre samfund (og det er det vi har valgt dem til) skal de tænke bredere, sigte højere og se længere frem.
2. De ting der kan gøres op i kroner og ører, er sjældent de væsentligste: nærhed, fællesskab, liv og ånd kan ikke gøres op i penge.
3. Hvis besparelser på én konto giver meromkostninger andre steder, kan besparelserne være en rigtig dårlig forretning. Omkostningen for forældrene ved at deres børn nu ikke mere går i skole i lokalsamfundet, kan være store. Men dem regner embedsmændene ikke med. For slet ikke at tale om at et lokalsamfund uddør.
4. Kortsigtet driftsøkonomi er det man tyr til, hvis man mangler fantasien til at tænke nyt. Alene i det lille Sønder Vissing Sogn er 145 mennesker mellem 18 og 66 år på passiv offentlig forsørgelse, hvis byen svarer til landsgennemsnittet, heraf 24 efterlønsmodtagere. 145 voksne mennesker ud af 932 indbyggere som jeg skønner koster det offentlige omkring 25 Mkr. om året. Det er sygt! Rækker fantasien ikke til at forestille sig at nogle af de 145 kunne være til nytte i skolen? Rækker fantasien ikke til at forestille sig hvor meget billigere skolen kunne drives hvis den var fri af bureaukratiet og mikrostyringen fra Christiansborg? Rækker fantasien ikke til at forestille sig en skole uden traditionelle klasser og dermed mulighed for at undervise børnene i varierende hold?

Sønder Vissing forsvinder ikke fra landkortet fordi skolen lukkes. Men lokalsamfundet bliver fattigere og på sigt bliver Sønder Vissing også modent til at få udkantstøtte. Den kan passende finansieres af de penge vi sparede ved at lukke skolen. Så er vi tilbage hvor vi startede.

Tror du at slaget er tabt?

 Jeg var flov over at tilhøre den danske folkekirke efter at have lyttet til fhv. biskop Jan Lindhardts forvrøvlede og usaglige kritik af den katolske kirkes håndtering af pædofili problemerne (Jersild Live i aften 8. april 2010). Jersild havde tydeligvis ikke forstået hvad sagen handler om og blandede æbler og pærer sammen på værste populistiske vis. Men det er set før. Skam jer DR!

Og så skal præsten fra den katolske kirke i Danmark have stor ros for saglig og indsigtsfuld besvarelse af usaglige og perfide angreb/spørgsmål.

Jeg græmmes over at DR kan arbejde på det niveau. Hvad mener du?

PS: Jeg forsvarer naturligvis ikke de overgreb mod børn der er sket inden for den katolske kirke, inden for folkekirken, inden for skolen,  inden for børne- og ungdomsorganisationerne og inden for idrætten. De er selvfølgelig uacceptable og bør frem i lyset. Det er DR og Jersild, jeg kritiserer.

Jeg blev dybt berørt da jeg i går tilfældigvis så en reportage på CNN om hvordan lokale spejdere deltager i redningsarbejdet efter jordskælvet i Haiti. Se indslaget her: http://edition.cnn.com/2010/WORLD/americas/02/01/haiti.girl.scout/index.html

Ikke så meget at spejderne gør en indsats; det er der heldigvis mange der gør, men at eksemplet illustrerer styrken i spejderarbejdet. Officielt er der omkring 40 M spejdere i verden; reelt nok dobbelt så mange. Iflg. Wikipedia er der omkring 40.000 spejdere i Haiti. Fyrre tusinde unge mennesker der har lært at klare sig selv, arbejde sammen og tage ansvar for andre er en enorm styrke for et samfund hver eneste dag – ikke kun efter et jordskælv. De skal ikke flyves ind fra USA eller Europa; de er på stedet. De skal ikke lære sprog og kultur inden de kan gøre en indsats – de er lige midt i det hele. Og de forventer ikke løn, hotel, diæter og betalt rejse – de arbejder gratis.

Så er det jeg bliver glad – det nytter noget.

Læs mere om hvad spejderne gør efter jordskælvet, fx. på Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Scouts_d’Ha%C3%AFti

Tak til Isabella Lo for et rigtig godt spørgsmål i en kommentar til min omtale af Steen Hildebrandts bog “Når klokken ringer ud”. Jeg glæder mig over de mange kommentarer og af dem har jeg lært mindst fem ting:

1. at skolens fremtid er et rigtig vigtigt emne som der er stort behov for at arbejde med og diskutere.
2. at der er mange forskellige oplevelser og opfattelser af skolen; og dermed næppe lette løsninger.
3. at lapperier på den skole vi kender, nok ikke er løsningen; der må egentlig nytænkning til som både bogen og Kolind Kuren foreslår,
4. at den nødvendige nytænkning fremmes af at man også involverer ikke-skolefolk i arbejdet.
5. at vores nuværende regering + Dansk Folkeparti ikke flytter noget som helst i positiv retning når det drejer sig om udvikling af skolen, og heller ikke har gjort det – snarere tvært imod.

Hvad har du lært af debatten?

Jeg er nu begyndt at blogge også på www.thesecondcycle.com – for Kolind Kuren på engelsk hedder “The Second Cycle”. Jeg vil fremover bringe de relevante blogposter fra den engelsksprogede blog her på www.kolindkuren.dk sådan at du kan skrive kommentarer på dansk, hvis du foretrækker dansk frem for engelsk. Her er den seneste om at indføre tænkning som skolefag:

We teach children language, math, science, nature, music and sports. Why don’t we offer them an opportunity to learn to think? Thinking is one of the most fundamental aspects of being a human being and indeed relevant in a knowledge society.
I am not an expert in thinking and the function of the brain; others will be much better qualified to put the right content into this new subject. but here is my input:
Different types of thinking, creative, critical, evaluating etc. Why not teach the use of de Bono’s thinking hats?
How to find new solutions, i.e. creative thinking. Creativity is a skill – not a gift for the few.. Learn different techniques.
Thinking in narrow vs broad contexts. Cars or transport systems?
Values and thinking about values. Many people miss a language about values. Why not learn that at school?
Logic: roads and offroads in argumentation. Demagogics, spin and populism: How to spot it and how to counter it.
Mental models; what they are, how they are mapped and how they can be redesigned.
Wouldn’t we have a better society if our kids learned all that? Let me hear your comments.

Hvad siger du til den ide?

Temaet i dag er den økonomiske krise og hvad vi kan gøre for at komme stærkere ud af den. Her hjælper det næsten altid med et nyt perspektiv, og perspektivet i denne blogpost er mellemperspektivet: Hvad kunne man gøre, hvis man i en by med ca. 1 % af Danmarks befolkning (5.500 indbyggere) kunne tænke det utænkelige og tage sagen i egen hånd?

Lad os som eksempel betragte byen Kolind midt på Djursland sammen med nabobyen Ryomgård. Tilsammen har de ca. 5.500 indbyggere og for nemheds skyld kalder jeg nu dem begge for Kolind (undskyld Ryomgård). Hvis Kolind skulle tage tyren ved hornene og lave en rigtig krise-kur, så kunne den omfatte:

1. Sæt skatten op med 1 % af bruttoindkomsten i tre år. Det giver 30 Mkr. at arbejde med i Kolind. Egentlig skulle skatten sættes ned, men forandring kræver investeringer, og i modsætning til statskassen har lokalsamfundet i Kolind ikke pengene i banken. Derfor bider jeg i det sure æble og foreslår 1 % ekstra skat for alle. Ved udgangen af treårsperioden er de 30 Mkr. enten investeret i noget der skaber værdi, eller de er sat i banken til senere brug.
2. Få alle med i et system for samkørsel til og fra arbejde. Af de 3500 voksne indbyggere der har arbejde, pendler omkring 2000 ud af Kolind; de fleste til Århus, Randers, Ebeltoft og Grenå. Samkørsel betyder at omkring 1000 familier kan undvære en bil. Samkørsel suppleres med 20 delebiler som man kan booke og låne på de to autoværksteder i Kolind (og Ryomgård) til en fast pris på 3 kr/km. 1000 biler mindre sparer indbyggerne i Kolind for 30 Mkr. hvert år.
3. Etabler et solcelleanlæg og en lokal vindmøllepark som kan levere en fjerdedel af el-forbruget i Kolind. Kolind har allerede både halmvarmeværk og varmeværk, så araberne skal ikke forvente at få oliepenge fra folkene i Kolind. Vi producerer energien selv.
4. Aftal med NRGi (elforsyningsselskabet) at alle husstande i Kolind får 100 Mb/s bredbånd og brug bredbåndet til at arbejde hjemme nogle dage om ugen (sparet tid og transport) plus til telefon og TV. Hvis alle husstande får bredbånd på en gang, falder prisen pr. husstand dramatisk.
5. Lav et lokalt marked for frivillig indsats og vennetjenester. Alle der har et frivilligt job, fx. en forening eller en familie der søger en barnepige eller besøgsven, kan annoncere det, og alle kan søge. Det samme for vennetjenester – ikke sort arbejde, men småting. Tag konflikten med Skatteministeriet – den skal kunne vindes.
6. Lav en lokal jobportal, hvor alle ledige jobs annonceres, og hvor job og ansøger kan finde hinanden. Hver måned bliver 10 – 20 jobs ledige i Kolind. Hvorfor ikke besætte dem med lokale folk?
7. Indret biblioteket til også at kunne være et sted, hvor borgerne lærer IT eller følger kurser med fjernundervisning. Med bare to medarbejdere kan biblioteket skaffe et overblik over hvad man kan lære med fjernundervisning. Slå skolebibliotek og offentligt bibliotek sammen og gør biblioteket til mødested for borgerne og hold åbent om aftenen. Inddrag borgerne.
8. Luk skolen op og inviter borgere (også pensionister) indenfor. Lad dem lære eleverne om det virkelige liv uden for skolen og læg noget af skolens undervisning derud hvor tingene foregår, dvs. i virksomheder og institutioner.
9. Lav et genbrugscenter (ikke bare en containerplads) hvor borgerne kan aflevere ting de ikke bruger mere, og købe brugte ting, de har brug for. Hold åbent hver lørdag, lad foreningerne styre projektet og dele overskudet.
10. Kombiner systemerne ovenfor i en Kolind-portal, hvor borgerne har adgang til samkørsel, frivillig indsats, foreningsliv, vennetjenester, lokale jobs, skole og fjernundervisning. Gør portalen til et forum for dialog med blogs, interessegrupper, deling af information og meget mere. Med andre ord: Øg den sociale kapital i Kolind.

Hvis du forestiller dig at Kolind virkelig gjorde dette, ville byen komme på landkortet. Den ville blive et eksempel til efterfølgelse og et væsentlig bedre sted at bo.

Og forestil dig så at vi gjorde noget tilsvarende i hele Danmark?

Yes we can…

Lærer Søren Bøjgård fra Fanø har skrevet en interessant debatbog om folkeskolen, som er kommet på Informations Forlag. Interessant fordi her er en forfatter der står lige midt i skolens dagligdag og frustreres over de vilkår han og eleverne bliver budt. Han har flere pointer; den der gør størst indtryk på mig er at folkeskolen som den har udviklet sig, uddanner eleverne til at fungere i et samfund der ikke er mere. Det er en barsk kritik, men som den praktiker han er, giver Søren Bøjgård en lang række konkrete anvisninger på hvad der efter hans opfattelse bør gøres: Forældreansvar, skolebygninger, lærernes rolle, undervisningsformer og skoleledelse.

Jeg genkender mange ting fra det arbejde jeg selv har gjort med lærere og skoleledere i folkeskolen. En rigtig god bog for alle der interesserer sig for Danmarks vigtigste og største kulturinstitution.

Jeg har tænkt over hvad man med rimelighed kan forlange af borgere i Danmark i 2008 mht IT-kendskab. For at sætte spørgsmålet lidt på spidsen: Hvad man skal kunne for ikke at kunne kaldes digitalt analfabet. Det kunne jeg godt tænke mig at høre lidt flere synspunkter på.

Hvad er syv ting du efter min mening skal kunne for ikke at blive kaldt digitalt analfabet:

1. Du skal kunne bruge en PC med de almindeligste office-funktioner, dvs. tekstbehandling og regneark.
2. Du skal kunne modtage, behandle og sende e-mails.
3. Du skal kunne finde en hjemmeside og navigere på den.
4. Du skal kunne læse og kommentere en weblog og bestille abonnement på fremtidige indlæg på bloggen.
5. Du skal kunne søge information på nettet og – i rimeligt omfang – kunne vurdere om en kilde er troværdig eller ej.
6. Du skal kunne bestille et produkt på nettet og betale online.
7. Du skal kunne lave enkel behandling af billeder.

Er definitionen relevant?

I weekenden mødte jeg en vaskeægte knivmager, Jan Lykke. Fantastisk håndværk, som fik mig til at tænke på hvorfor folk som ham ikke værdsættes mere i vores samfund.

Da vores børn gik i Folkeskolen, var de i SFO (Skole fritids ordning) om eftermiddagen. Det var de glade for, men det var ikke altid let for institutionen at håndtere urolige drenge. Så var det godt at der var pædagogmedhjælpere, der kom med helt særlige kompetencer, også selvom de på papiret ikke havde relevante formelle kvalifikationer. En af dem var dygtig til at lave knive med flotte håndsmedede klinger og skafter af ben, træ eller andre materialer. Drengene var helt vilde. Og ikke blot lavede de flotte knive – ja hele kunstværker – men de lærte også hvordan man bruger en kniv rigtigt og hvordan man håndterer den så den ikke gør skade. Det var måske den vigtigste voksenkontakt de havde i instutionen. Total succes.

Men en dag var knivmageren væk, for han stod naturligvis yderst da der skulle indskrænkes i personalet. Han havde jo ingen relevant uddannelse.

Har vi egentlig et tilstrækkelig bredt syn på kvalifikationer? Er formel uddannelse det eneste der har værdi?

Jeg kender en pige på 19 år der er på 6 måneders togt med skoleskibet Danmark. Her kan vi kalde hende Anne. Hun har netop taget studentereksamen med topkarakter og nu trængte hun til luftforandring inden hun skulle i gang på universitetet.

På skoleskibet lærer hun hverken fysik, matematik, biologi eller andre af de fag som hvis man skal tro Folketingets flertal og Undervisningsministeren, er de eneste der betyder noget nu om dage. Anne lærer derimod hvad alle tovenderne og sejlene hedder på et sejlskib. Hun lærer sikkerhed til søs; slukker brand og vender redningsflåder. Klatrer op i riggen og sætter sejl. Pudser messing og sover sammen med 39 andre i hængekøjer som flagermus i et rum der er så lille at man tror det er løgn. Lærer at forstå en ordre og udføre den, også hvis det regner og blæser. Lærer at arbejde sammen med andre og at tro på sig selv.

Men intet af alt det står i de faglige mål for folkeskole eller gymnasium. Alt dette eksisterer simpelt hen ikke i Undervisningsministeriets og Folketingets flertals mentale model. Her tæller kun den såkaldte faglighed. Og her tæller kun at eleven lærer at reproducere andres viden korrekt i form af svar på sprøgsmål i nationale tests.

Det er et snæversyn på uddannelse som gør mig ked af det. Det er en tankegang hvor undervisningen er vigtigere end eleven. Deraf navnet Undervisningsministeriet. Ikke Læringsministeriet. Det er en mentale model som burde være forladt for 50 år siden.

Jeg efterlyser en ny mental model: vidsyn. En tankegang hvor det er elevens udvikling der er i fokus. Ikke lærerens undervisning. Jeg efterlyser et bredere syn på kompetence. Kompetence er langt mere end faglig kompetence. Det er også læringskompetence, social kompetence, kreativ kompetence og meningskompetence.

Anne klarer sig fint, også selv om politikerne mener at hun har spildt et år. Men Danmark klarer sig ikke hvis det snæversyn fortsætter.