Alle de penge skal komme et sted fra, og det sted er erhvervslivet; nærmere bestemt de virksomheder der producerer varer og tjenesteydelser til eksport.

Tænk fx på en dansk eksportvirksomhed med 100 medarbejdere. Den omsætter for 100 Mkr og tjener 10 millioner før skat til ejerne, hvis den går godt. Hvor meget tror du egentlig en sådan en virksomhed leverer til samfundet i form af  skatter og afgifter hvert år? 5 millioner? 10 millioner, 20 millioner?

Svaret er ca. 50 millioner. De 30 er den skat virksomheden opkræver af medarbejdernes løn. De 14 er moms, andre afgifter og skatter fra de underleverancer som virksomheden køber. De 2½ million er selskabsskatten af overskuddet og ca 3½ million er den skat ejerne betaler når de tager overskuddet ud som udbytte.

S og SF vil beskatte de højeste indkomster højere. Millionærskatten til ejeren kan måske give nogle hundrede tusinde ekstra. Men hvis det betyder at ejeren starter sin næste virksomhed i udlandet, er det en dårlig forretning. Samfundet tjener nogle hundrede tusind, men taber 50 millioner. Plus at 100 medarbejdere mister deres job.

Det er den udvikling Danmark er inde i, og det bliver kun værre. Vi har mistet 200.000 jobs i det private erhvervsliv de seneste år og det er fordi det ikke er attraktivt at skabe nye jobs i Danmark. Der er undtagelser, men tendensen er klar: Vi mister de indtægter som politikerne kappes om at bruge på sundhed, uddannelse, miljø og andre “vindersager“.

Jeg er bestyrelsesformand for Grundfos med 17.000 medarbejdere og en omsætning på 20 milliarder. Heldigvis har Grundfos ikke planer om at flytte, men jeg tør slet ikke tænke på hvad det ville betyde for Danmark, hvis Grundfos flyttede til udlandet. Umiddelbart vurderer jeg at det ville løbe op i 5000 tabte arbejdspladser og tabte skatter og afgifter på 3-5 milliarder hvert år når vi tager underleverandørerne med. Selskabsskatten er det mindste: Et par hundrede millioner.

Derfor bør valget først og fremmest handle om hvordan vi skaber mere vækst og flere jobs i Danmark så vi har nogle penge at bruge på velfærden. Der er kun én vej: at gøre det mere attraktivt at skabe nye jobs i Danmark og at arbejde mere. At sænke skatten på den sidst tjente krone er det vigtigste middel hertil. Umiddelbart giver det naturligvis færre penge i samfundets kasse, men allerede efter få år bliver der overskud. Det er det, økonomerne siger med beregningerne i DREAM modellen, og det er derfor det betyder rigtig meget, hvilket parti og hvilken politik du stemmer på. Velstand kommer før velfærd.

Det er trist at dette ikke er gået op for danskerne. Jeg har været med til at starte 22 virksomheder; jeg har mit på det tørre og jeg klarer mig nok, men det ærgrer mig at at dette dejlige land stille og roligt er på vej til at blive fattigere med alt det, det indebærer af social uro og problemer. Politikerne fra alle partier ved det og alligevel overbyder de hinanden med valgflæsk.

Jeg synes det er flovt. ØV! Hvad synes du? Skriv en kommentar.

Flere har spurgt om hvad bogen kommer til at handle om. Det kommer her:

Unboss er både en person og et verbum. Unbossen er lederen der har lagt det traditionelle tankesæt bag sig og har fundet en ny måde at være leder på, som passer bedre til den tid vi lever i. Helt ærligt: modsætningsforholdet mellem chef og ansat som vi bliver flasket op med hver eneste dag, er forældet. Ledere og medarbejdere er partnere som skaber værdi i fællesskab. Unbossen er ikke chef, men “medarbejdende leder”; han eller hun har ikke ansatte der arbejder for sig, men derimod medarbejdere der arbejder sammen med lederen om at nå et fælles mål. Unbossen kommunikerer mere åbent og direkte; stiller flere spørgsmål og giver færre svar, deler sin tvivl og spiller ikke en påtaget rolle – han eller hun er sig selv.

Unboss er også et verbum. At unbosse hierarkiet er at sætte et netværk i stedet som giver medarbejderne udfoldelsesmuligheder og frihed i stedet for at begrænse dem. At unbosse kommunikationen er at erstatte nyhedsbrevet med en blog hvor læserne inviteres til feedback og hvor de ikke alene diskuterer med lederen, men også med hinanden. Og så trænger kontoret, IT-systemerne, lønsystemerne, arbejdstiden, og meget andet til at bliver unbosset, og det handler bogen om. Om der bliver et afsnit om at unbosse politik og samfundet som helhed ved jeg endnu ikke. Men der er behov for det.

En traditionel bog skrives af en eller nogle få personer i isolation. Unboss skrives i en kollaborativ proces hvori mere end 100 personer kommer til at deltage med konkrete eksempler, kritik og ideer. Hvad er mere naturligt når bogen netop handler om at skabe værdi i fællesskab? Det endelige ansvar for indholdet tager Jacob Bøtter og jeg: lige så vigtigt det er at arbejde sammen i en åben proces; lige så vigtigt er det at nogen påtager sig rollen som Unboss: At tage ansvar for helheden. Ledelse er ikke blevet umoderne!

Lyder det rigtigt?

Her tror du måske at jeg vil kritisere det danske formandskab, men nej: Jeg er overbevist om at de gjorde deres yderste og ingen er som bekendt forpligtet over evne. Lars Løkke er jo ikke valgt til jobbet som statsminister i Danmark fordi han påstod at han var den bedste internationale mødeleder og forvandler, der fandtes. Det er han nok ikke. Men han har en masse andre egenskaber som har betydet at han har fået jobbet som statsminister i Danmark.

Det jeg lærte af COP15 var at den nye verdensorden som vi har talt om i årtier, nu er en realitet. De vestlige lande med USA i spidsen kan ikke længere svinge taktstokken alene. Kina, Indien, Rusland, Brasilien og andre forlanger indflydelse svarende til deres størrelse og betydning. De gamle såkaldte “stormagter”, England, Frankrig, Tyskland og Italien sidder på tilskuerpladserne. Det er den fremtid vi skal leve resten af vores liv i. Og det er den realitet vores børn og børnebørn kommer til at leve med.

Danmark er sammen med de andre vesteuropæiske lande ikke mere verdens navle. Vi har mistet den førerposition som vi har haft i årtider, og som for mange er blevet en selvfølgelighed. Og udviklingen er godt på vej. I de kommende år vil vi rasle ned af listen over verdens rigeste lande. I 2008 var vi stadig nr. 5 på Verdensbankens rangliste. I 2006 var vi nr. 4. Og det går kun én vej, nemlig nedad.

For mig er det ikke den største ulykke i verden at Danmark sakker bagud, bare vi ikke bilder os ind at vi kan fastholde positionen som et af verdens rigeste lande. Det er en illusion. Medmindre vi ændrer vores holdning til arbejde, til iværksætteri, til erhvervslivets rolle i samfundet og til skat. Og på ingen af de punkter er der udsigt til ændringer i øjeblikket. Alle parader er oppe.

Derfor bruger jeg energien på at forberede mig til at agere i en verden der er meget forskellig fra den de fleste danskere troede vi levede i, før COP15. Et eksempel: De mange tusind arbejdspladser vi tabte i 2009, kommer ikke tilbage i Danmark. De genopstår i Kina, Østeuropa, Sydøstasien, Mellemøsten og Latinamerika. Så der ligger mit primære fokus. Svigter jeg Danmark? Nej! Danmark har valgt sin vej og det respekterer jeg. Jeg har bare et andet fokus. Men jeg er dog stadig åben for at være med hvis nogen i Danmark tør bryde med lønmodtagermentalitet og velfærdsrettigheder og i stedet fokusere på at skabe værdi.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Jeg mener at den tankegang er forældet, simpelt hen.

Den måde vi organiserer arbejdsmarkedet på, bygger på en helt fundamental forudsætning: At arbejdere (ansatte) og arbejdsgivere (ledelse) har modsatte interesser. Hvad skulle man ellers med overenskkmstforhandlinger, strejkeret, lock-out og hvad ved jeg? Vent bare til marts 2010 – så kører skuespillet iegn. Men det holder ikke i 2009: Arbejdere og arbejdsgivere har en langt stærkere fælles fjende: Nemlig risikoen for at danske arbejdspladser flytter udenlands med tab af velfærd og arbejde som resultat.

Jeg foreslår simpelt hen at vi skrotter arbejdsmarkedets grundlov, septemberforliget 1899 i erkendelse af at partnerne har langt stærkere fælles interesser, og finder en ny ramme for samarbejdet mellem medarbejdere og virksomheder.

Hvad ville du foreslå at den nye ramme  kom til at bestå af?

“Ny løn i kommunerne er død” skriver Helle Munch Oldefar i en kommentar til sidste blogpost, der handlede om hvorfor offentligt ansatte ikke aflønnes efter fortjeneste. Det tror jeg at Helle har ret i, men hvorfor?

Ny løn var et ønske fra arbejdsgiverne (stat og kommuner) om at komme bort fra de “automatiske” systemer til at fastsætte lønnen. Arbejdsgiverne ville gerne kunne belønne medarbejdere der gjorde en særlig god indsats som ikke kunne afledes af anciennitet og uddannelse. Egentlig en rigtig tanke, som er en selvfølgelighed i den private sektor.

Der blev afsat en beskeden pujle af årets lønstigninger, som kunne fordeles individuelt hvert år. Men næsten alle jeg taler med – herunder Helle – siger at systemet ikke virker.

Er det rigtigt? Hvorfor?

I P1 morgen i dag diskuterede jeg infrastruktur med en række lyttere. Her er den vision, jeg forestiller mig: Det asynkrone samfund. Modsætningen er det synkrone samfund vi kender i dag: Alle danskere op klokken halv syv, børnene i skole, i kø på motorvejen til arbejde og samme tur hjem igen hver dag.

1. I det asynkrone samfund skal danskerne selv kunne bestemme hvor, hvornår og hvor meget de vil arbejde – selvfølgelig under hensyn til arbejdets art og behovet for samspil med andre. Hvis arbejdet kræver at man er på arbejdspladsen 3, 4 eller 5 dage om ugen; ja så er man det. Men ellers…
2. Alle danskere som ønsker at arbejde en del af tiden hjemme, og som kan det aht. deres arbejde, indretter en hjemmearbejdsplads med mindst 100Mb/s bredbånd, hvilket vil tillade dem at være i forbindelse med andre når de ønsker det, i fuld videokvalitet.
3. Hvis 1 million danskere arbejder hjemme tre dage om ugen vil trafikken i myldretiden falde med mindst 20 %, hvorved de der er nødt til at pendle, vil komme hurtigere frem selv hvis man ikke investerer yderligere i trafiksystemet. CO2 udledningen falder tilsvarende.
4. Mange forældre vil foretrække at have børnene og deres kammerater hjemme efter skole en eller flere dage om ugen, hvilket belaster institutionerne mindre og giver mere liv i boligområderne. Plus at det er godt for både børn og forældre.
5. Med sparet transporttid og mere fleksibel arbejdstid vil flere mennesker kunne påtage sig frivilligt socialt arbejde og foreningsarbejde, hvilket vil øge den sociale kapital i boligområderne.
6. Af samme grund vil indkøb og fritidsaktiviteter blive mere jævnt fordelt over ugen og døgnet, hvorved butikker og fx. sportsfaciliteter vil blive mere jævnt udnyttet.
7. Med større frihed til at arbejde så meget man vil og hvornår man vil, kan flere spare op til længere ferier, som fx. kan bruges til rejser i forbindelse med udviklingsprojekter eller andre projekter. Alene sparet transporttid på 1 time pr dag året rundt svarer til 5-6 ugers yderligere ferie hvert år. Yes!!!
8. Friheden til at arbejde så lidt eller så meget man vil, kan også bruges til at spare op til at have en lavere arbejdstid mens børnene er små, eller til at videreuddanne sig, især hvis marginalskatten kommer ned på fx. 40 %, så der bliver noget tilbage til en selv.

Lyder det som en utopi? Så tænk på dengang for 25 år siden da mindst halvdelen af befolkningen var tvunget til at holde sommerferie i industriferien. Det var i sandhed et synkront samfund. Dengang kunne ingen forestille sig fleksibel ferie, men da vi først fik den, kunne ingen forestille sig at gå tilbage til industriferie. Det asynkrone samfund kom lidt nærmere.

Jeg efterlyser politikere og ledere fra erhvervsliv og organisationer, der tør tænke radikalt nyt. Hvad siger du?

Når krisen kradser hytter enhver sit skind. Nu er medarbejderne pludselig ikke virksomhedens største aktiv og nu er lokalsamfundet ikke mere helt så vigtigt for os som før. Kortsigtet profit bliver det eneste der gælder.

Det er dårlig ledelse. For netop når krisen kradser er det allermest nødvendigt at være partner med alle de interessenter der er i og omkring virksomheden. Ikke mindst medarbejderne.

I et ægte partnerskab deler virksomhed og medarbejdere skæbne. Når det går godt er det kun rimeligt at medarbejderne mærker det. Allerbedst som medejere af virksomheden, men ellers i form af bonusordninger og andre fordele. Når det går skidt er det lige så naturligt at medarbejderne spiller med. Hvis der ikke er arbejde nok går vi på arbejdsfordeling eller vi går ned i løn. Vi giver den en ekstra skalle for at effektivisere eller for at finde frem til nye måder at yde bedre service på.

Den holdning er ægte partnerskab, og den er efter min mening den eneste måde, en virksomhed kan komme igennem en krise på, uden at tage skade.  Vil du se hvordan det går en virksomhed og dens medarbejdere når partnerskabet mangler, kan du bare kigge på SAS eller General Motors. Der har ledelsen i årtier forsømt at skabe grundlaget for partnerskab og der har fagforeningerne bildt deres medlemmer ind at man bare kan kræve uden at det koster noget.

Det er i krisetider at partnerskabet skal stå sin prøve.

Hvad mener du?

I Fremtidens Folkeskole er faget underordnet temaer, problemstillinger og projekter. Faget matematik indgår bl.a. i temaerne madlavning og sund levevis, penge og økonomi, natur og teknik. Lærerens opgave er at stimulere banet til at arbejde med temaer på en måde der sikrer a eleven har opnået det ønskelige  minimums niveau (og gerne også et højere nivau på de områder, som læreren ved eller har mistanke om at eleven har forsømt.

Det var egentlig det jeg troede at man også kunne i politik: Arbejde sammen om at forstå hvor indgroede forestillinger kommer fra, hvorfor de i sin tid var relevante, hvordan situationen nu har forandret sig og hvordan vi derfor må udvikle nye mentale modeller. Jeg forestillede mig at vi kunne tale om infrastruktur, skat, integration, miljø, ældre, folkeskole og meget mere.

Men dertil kom vi aldrig. Hvorfor?

For at sige det lige ud: Så er der godt nok brug for nye alliancer [;-)] i det politiske system, der tør tage et opgør med kontroltyranniet. Jeg medgiver at Anders Fogh Rasmussen nok som person er en naturlig tilhænger af kontrol, men problemet er bestemt ikke alene knyttet til VKO regeringen. Også i den foregående regerings tid myldrede kontrollerne frem. Det er simpelt hen en forkert og forældet mental model, vi har at gøre med.

Kan vi gøre noget for at ændre tendensen nu?