Kolind Kuren

Her tror du måske at jeg vil kritisere det danske formandskab, men nej: Jeg er overbevist om at de gjorde deres yderste og ingen er som bekendt forpligtet over evne. Lars Løkke er jo ikke valgt til jobbet som statsminister i Danmark fordi han påstod at han var den bedste internationale mødeleder og forvandler, der fandtes. Det er han nok ikke. Men han har en masse andre egenskaber som har betydet at han har fået jobbet som statsminister i Danmark.

Det jeg lærte af COP15 var at den nye verdensorden som vi har talt om i årtier, nu er en realitet. De vestlige lande med USA i spidsen kan ikke længere svinge taktstokken alene. Kina, Indien, Rusland, Brasilien og andre forlanger indflydelse svarende til deres størrelse og betydning. De gamle såkaldte “stormagter”, England, Frankrig, Tyskland og Italien sidder på tilskuerpladserne. Det er den fremtid vi skal leve resten af vores liv i. Og det er den realitet vores børn og børnebørn kommer til at leve med.

Danmark er sammen med de andre vesteuropæiske lande ikke mere verdens navle. Vi har mistet den førerposition som vi har haft i årtider, og som for mange er blevet en selvfølgelighed. Og udviklingen er godt på vej. I de kommende år vil vi rasle ned af listen over verdens rigeste lande. I 2008 var vi stadig nr. 5 på Verdensbankens rangliste. I 2006 var vi nr. 4. Og det går kun én vej, nemlig nedad.

For mig er det ikke den største ulykke i verden at Danmark sakker bagud, bare vi ikke bilder os ind at vi kan fastholde positionen som et af verdens rigeste lande. Det er en illusion. Medmindre vi ændrer vores holdning til arbejde, til iværksætteri, til erhvervslivets rolle i samfundet og til skat. Og på ingen af de punkter er der udsigt til ændringer i øjeblikket. Alle parader er oppe.

Derfor bruger jeg energien på at forberede mig til at agere i en verden der er meget forskellig fra den de fleste danskere troede vi levede i, før COP15. Et eksempel: De mange tusind arbejdspladser vi tabte i 2009, kommer ikke tilbage i Danmark. De genopstår i Kina, Østeuropa, Sydøstasien, Mellemøsten og Latinamerika. Så der ligger mit primære fokus. Svigter jeg Danmark? Nej! Danmark har valgt sin vej og det respekterer jeg. Jeg har bare et andet fokus. Men jeg er dog stadig åben for at være med hvis nogen i Danmark tør bryde med lønmodtagermentalitet og velfærdsrettigheder og i stedet fokusere på at skabe værdi.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Den såkaldt “danske model” betyder at arbejdsmarkedets parter, fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, aftaler løn og arbejdsvilkår kollektivt, altså uden ret megen indgriben fra regering og folketing. Dette opfatter vi som noget helt specielt dansk og som noget meget værdifuldt ved vores samfundsmodel.

Jeg mener at den tankegang er forældet, simpelt hen.

Den måde vi organiserer arbejdsmarkedet på, bygger på en helt fundamental forudsætning: At arbejdere (ansatte) og arbejdsgivere (ledelse) har modsatte interesser. Hvad skulle man ellers med overenskkmstforhandlinger, strejkeret, lock-out og hvad ved jeg? Vent bare til marts 2010 – så kører skuespillet iegn. Men det holder ikke i 2009: Arbejdere og arbejdsgivere har en langt stærkere fælles fjende: Nemlig risikoen for at danske arbejdspladser flytter udenlands med tab af velfærd og arbejde som resultat.

Jeg foreslår simpelt hen at vi skrotter arbejdsmarkedets grundlov, septemberforliget 1899 i erkendelse af at partnerne har langt stærkere fælles interesser, og finder en ny ramme for samarbejdet mellem medarbejdere og virksomheder.

Hvad ville du foreslå at den nye ramme  kom til at bestå af?

“Ny løn i kommunerne er død” skriver Helle Munch Oldefar i en kommentar til sidste blogpost, der handlede om hvorfor offentligt ansatte ikke aflønnes efter fortjeneste. Det tror jeg at Helle har ret i, men hvorfor?

Ny løn var et ønske fra arbejdsgiverne (stat og kommuner) om at komme bort fra de “automatiske” systemer til at fastsætte lønnen. Arbejdsgiverne ville gerne kunne belønne medarbejdere der gjorde en særlig god indsats som ikke kunne afledes af anciennitet og uddannelse. Egentlig en rigtig tanke, som er en selvfølgelighed i den private sektor.

Der blev afsat en beskeden pujle af årets lønstigninger, som kunne fordeles individuelt hvert år. Men næsten alle jeg taler med – herunder Helle – siger at systemet ikke virker.

Er det rigtigt? Hvorfor?

I P1 morgen i dag diskuterede jeg infrastruktur med en række lyttere. Her er den vision, jeg forestiller mig: Det asynkrone samfund. Modsætningen er det synkrone samfund vi kender i dag: Alle danskere op klokken halv syv, børnene i skole, i kø på motorvejen til arbejde og samme tur hjem igen hver dag.

1. I det asynkrone samfund skal danskerne selv kunne bestemme hvor, hvornår og hvor meget de vil arbejde – selvfølgelig under hensyn til arbejdets art og behovet for samspil med andre. Hvis arbejdet kræver at man er på arbejdspladsen 3, 4 eller 5 dage om ugen; ja så er man det. Men ellers…
2. Alle danskere som ønsker at arbejde en del af tiden hjemme, og som kan det aht. deres arbejde, indretter en hjemmearbejdsplads med mindst 100Mb/s bredbånd, hvilket vil tillade dem at være i forbindelse med andre når de ønsker det, i fuld videokvalitet.
3. Hvis 1 million danskere arbejder hjemme tre dage om ugen vil trafikken i myldretiden falde med mindst 20 %, hvorved de der er nødt til at pendle, vil komme hurtigere frem selv hvis man ikke investerer yderligere i trafiksystemet. CO2 udledningen falder tilsvarende.
4. Mange forældre vil foretrække at have børnene og deres kammerater hjemme efter skole en eller flere dage om ugen, hvilket belaster institutionerne mindre og giver mere liv i boligområderne. Plus at det er godt for både børn og forældre.
5. Med sparet transporttid og mere fleksibel arbejdstid vil flere mennesker kunne påtage sig frivilligt socialt arbejde og foreningsarbejde, hvilket vil øge den sociale kapital i boligområderne.
6. Af samme grund vil indkøb og fritidsaktiviteter blive mere jævnt fordelt over ugen og døgnet, hvorved butikker og fx. sportsfaciliteter vil blive mere jævnt udnyttet.
7. Med større frihed til at arbejde så meget man vil og hvornår man vil, kan flere spare op til længere ferier, som fx. kan bruges til rejser i forbindelse med udviklingsprojekter eller andre projekter. Alene sparet transporttid på 1 time pr dag året rundt svarer til 5-6 ugers yderligere ferie hvert år. Yes!!!
8. Friheden til at arbejde så lidt eller så meget man vil, kan også bruges til at spare op til at have en lavere arbejdstid mens børnene er små, eller til at videreuddanne sig, især hvis marginalskatten kommer ned på fx. 40 %, så der bliver noget tilbage til en selv.

Lyder det som en utopi? Så tænk på dengang for 25 år siden da mindst halvdelen af befolkningen var tvunget til at holde sommerferie i industriferien. Det var i sandhed et synkront samfund. Dengang kunne ingen forestille sig fleksibel ferie, men da vi først fik den, kunne ingen forestille sig at gå tilbage til industriferie. Det asynkrone samfund kom lidt nærmere.

Jeg efterlyser politikere og ledere fra erhvervsliv og organisationer, der tør tænke radikalt nyt. Hvad siger du?

Når krisen kradser hytter enhver sit skind. Nu er medarbejderne pludselig ikke virksomhedens største aktiv og nu er lokalsamfundet ikke mere helt så vigtigt for os som før. Kortsigtet profit bliver det eneste der gælder.

Det er dårlig ledelse. For netop når krisen kradser er det allermest nødvendigt at være partner med alle de interessenter der er i og omkring virksomheden. Ikke mindst medarbejderne.

I et ægte partnerskab deler virksomhed og medarbejdere skæbne. Når det går godt er det kun rimeligt at medarbejderne mærker det. Allerbedst som medejere af virksomheden, men ellers i form af bonusordninger og andre fordele. Når det går skidt er det lige så naturligt at medarbejderne spiller med. Hvis der ikke er arbejde nok går vi på arbejdsfordeling eller vi går ned i løn. Vi giver den en ekstra skalle for at effektivisere eller for at finde frem til nye måder at yde bedre service på.

Den holdning er ægte partnerskab, og den er efter min mening den eneste måde, en virksomhed kan komme igennem en krise på, uden at tage skade.  Vil du se hvordan det går en virksomhed og dens medarbejdere når partnerskabet mangler, kan du bare kigge på SAS eller General Motors. Der har ledelsen i årtier forsømt at skabe grundlaget for partnerskab og der har fagforeningerne bildt deres medlemmer ind at man bare kan kræve uden at det koster noget.

Det er i krisetider at partnerskabet skal stå sin prøve.

Hvad mener du?

I den klassiske mentale model for Folkeskolen er den viden som skal formidles til eleverne, organiseret i fag. Nogle fag stammer fra oldtiden (fx matematik), mens andre er opstået som kombinationer af fag. Inden for alle fag har Undervisningsministeriet fastlagt bindende og detaljerede faglige mål, som er ens for alle elever og alle skoler. Hvert fag har sine lærebogssystemer og tests, der sikrer at alle elever har de samme faglige forudsætninger for fx at påbegynde en ungdomsuddannelse.

I Fremtidens Folkeskole er faget underordnet temaer, problemstillinger og projekter. Faget matematik indgår bl.a. i temaerne madlavning og sund levevis, penge og økonomi, natur og teknik. Lærerens opgave er at stimulere banet til at arbejde med temaer på en måde der sikrer a eleven har opnået det ønskelige  minimums niveau (og gerne også et højere nivau på de områder, som læreren ved eller har mistanke om at eleven har forsømt.

Den sidste uge (efter valget) har jeg haft lejlighed til at diskutere mentale modeller for offentlig virksomhed, for aktieselskaber, for skole og for fagforeninger (i forskellige forsamlinger). Vi har brugt MMM – Mental Model Mapper – fra Kolindkuren afsnit 7 (værktøjskassen) og hver gang er det lykkedes os at få lagt den indgroede mentale model pænt op på hylder bag os, mens vi frit har kunnet være kreative og dermed fundet frem til nye og radikalt forskellige mentale modeller, som passer bedre til vores tid (2007).

Det var egentlig det jeg troede at man også kunne i politik: Arbejde sammen om at forstå hvor indgroede forestillinger kommer fra, hvorfor de i sin tid var relevante, hvordan situationen nu har forandret sig og hvordan vi derfor må udvikle nye mentale modeller. Jeg forestillede mig at vi kunne tale om infrastruktur, skat, integration, miljø, ældre, folkeskole og meget mere.

Men dertil kom vi aldrig. Hvorfor?

Afstemningen her på bloggen viser at omtrent ni ud af ti mener at offentlige institutioner kunne skabe mindst ti procent mere værdi, hvis de blev ledet med udgangspunkt i tillid frem for kontrol. Det er et rystende resultat. Og det underbygges af den rapport, der blev offentliggjort i sidste uge af to forskere på Copenhagen Business School: Lars Goldschmidt og Jens Christian Elkjær. De har beregnet at 240.000 velkvalificerede mennesker kunne frigøres til andre og bedre formål, hvis vi ophørte med det kontrolregime, som gradvis er blevet indført i det offentlige de sidste ti år. Mit regnestykke på bagsiden af en konvolut viser at omkostningen for samfundet overstiger 50 milliarder kr. pr. år. Hvis disse tal er blot tilnærmelsesvis korrekte, koster kontrollen i sig selv mere end de 40 illiarder som regeringen har tilført den offentlige sektor siden den tiltrådte i 2001.

For at sige det lige ud: Så er der godt nok brug for nye alliancer [;-)] i det politiske system, der tør tage et opgør med kontroltyranniet. Jeg medgiver at Anders Fogh Rasmussen nok som person er en naturlig tilhænger af kontrol, men problemet er bestemt ikke alene knyttet til VKO regeringen. Også i den foregående regerings tid myldrede kontrollerne frem. Det er simpelt hen en forkert og forældet mental model, vi har at gøre med.

Kan vi gøre noget for at ændre tendensen nu?

Ærlig talt: Værdibaseret ledelse hænger mig ud af halsen. Man bliver enige om fem plus-ord som ingen kan være imod og så er vi alle glade: Nu har vores virksomhed nemlig også værdibaseret ledelse. Spild af tid efter min mening.

Jeg opfatter værdibaseret ledelse meget mere kontant. Se her hvordan:

Kommentarer afventes spændt….

De mange gode kommentarer til blogposterne om Ny Alliance, skattereform mv. inspirerede mig til helt kort at formulere hvad det er jeg går ind for i politik. Det finder du i fanen overfor: Politik.

Jo mere jeg læser kommentarerne til de blogposter der handler om politik, jo mere tydeligt bliver det for mig, at Danmark ikke bare har brug for et lille nyt midterparti, men derimod et parti, der ser længere fremad end til næste meningsmåling eller næste valg og som har mod til at røre ved de grundlæggende ting.

Spændt på at se din reaktion…