Kolind Kuren

Det her er farligt. For jeg kom i 2007 til at sige at jeg synes at Anders Fogh ville være bedre som nr. 2 end som statsminister. For mig at se var han en teknokrat som er god at have i baghånden, men ikke en visionær leder der kunne samle Danmark om at skabe en fælles fremtid. Og så indrømmede han aldrig en fejl.  At sige sådan noget i en valgkamp får man virkelig tæsk for hvis man er kandidat til Folketinget. Hvad tror du egentlig, du er? Uanset at eftertiden har vist at vurderingen af Anders Fogh nok var mere rigtig end nogen troede dengang.

Nu er jeg heldigvis ikke kandidat til noget som helst. Mit ærinde ikke at pege på en bestemt person som statsminister, endsige at kritisere den nuværende. Mit ærinde er at pege på fem ting som vi skal kigge efter når vi senere på året skal vælge Danmarks statsminister for de kommende fire år.

1. En god statsminister skal aftvinge respekt. Han eller hun skal have præsteret noget af betydning; vist at han eller hun kan mere end at tale om tingene og mere end at bruge penge som andre har tjent. Han eller hun skal ville noget ved at være i politik. Han eller hun skal være sig selv – ikke et falsk image skabt af en spindoktor.  Modpolen: levebrødspolitikeren.
2. En god statsminister kan formulere en vision for fremtidens samfund. Han eller hun skal kunne forklare hvor hen Danmark skal bevæge sig, hvorfor netop det er en god ide for samfundet (som helhed) og hvordan det passer ind i den udvikling som han eller hun forventer vil ske i resten af verden. At Danmark skal være i verdensklasse på bestemte punkter er ingen vision. Modpolen: Angsten for vælgerne.
3. En god statsminister er leder for hele befolkningen. Ikke kun for sit eget parti eller for sin egen blok. En god statsminister lytter til oppositionen og går langt for at inddrage den i vigtige beslutninger. Modpolen: Blokpolitik.
4. En god statsminister indrømmer sine og regeringens fejl. Der sker fejl hele tiden og fremfor at skjule fejlene skal lederen erkende dem, klarlægge dem og lære af dem. Åbenhed er den bedste garanti for ordentlig regeringsførelse. Modpolen: Birthe Rønn-Hornbech.
5. En god statsminister erkender sin begrænsning. Han eller hun tør sige at han eller hun ikke kender svaret på et spørgsmål eller ikke på stående fod har en plan for dette eller hint. Et andet ord for dette er ærlighed. Modpolen: vore dages partiledere.

Det var min liste og den rejser flere spørgsmål: Er punkterne relevante? Mangler der noget eller er der noget der er vigtigere? Hvordan passer vore to statsministerkandidater ind i billedet? og kan du pege på nogen der ville være bedre end de to?

Jeg glæder mig til mange kommentar..

Her er noget jeg ikke kan forstå. Hjælp mig!

Hvis man laver en gennemsnitsberegning af indtægter og udgifter for samfundet for et nyfødt barn igennem hele dets levetid, så viser regnestykket et minus på 850.000 kr. Indtægterne er betalt skat, moms og andre afgifter; udgifterne er hvad det koster at drive den offentlige sektor, herunder sociale ydelser til orlov, dagpenge, førtidspension, efterløn, folkepension mv.

Jeg forstår godt regnestykket og tvivler egentlig ikke på at det er korrekt. Men det jeg ikke forstår, er at hovedparten af den danske befolkning ikke synes at det er noget stort problem. I mine øjne er det nærmest absurd!

Hvem kan forklare mig det – og hvem kan foreslå en løsning? Skriv en kommentar.

Jeg går ind for at langt de fleste offentlige opgaver skal udliciteres, især de vigtigste. Ikke af ideologiske grunde, men simpelt hen fordi det er sund fornuft for alle parter. Du er sikkert uenig, men glem lige dine fordomme og hør hvorfor:

Det offentlige (kommuner, regioner, stat) er et fællesskab, hvor borgere bliver enige om at det er bedst for alle parter at visse opgaver løses i fællesskab. Politi, domstole, forsvar, infrastruktur, regulering, affald, vandforsyning, uddannelse, sociale opgaver og 1000 andre ting som det enten er umuligt eller simpelt hen for dumt at løse individuelt. For mig er der ingen ideologi i dette: Vi skal løse de opgaver i fællesskab, som giver mening.

Ideologien kommer ind når vi skal afgøre hvem der skal betale hvor meget. Her er der tre muligheder:

1. Vi betaler efter forbrug (fx. vand, varme, el og affald). I princippet betaler vi den kostpris som ydelsen koster.
2. Vi betaler efter hvor meget vi tjener, men ikke efter hvor meget vi bruger ydelsen. Vi betaler også selvom vi slet ikke bruger ydelsen. Det gælder alle de ting som finansieres over skatten.
3. En kombination af 1 og 2. Det gælder når det offentlige opkræver en vis brugerbetaling som dog ikke dækker alle udgifter. resten betales efter hvor meget vi tjener (altså over skatten).

Fordelingen mellem 1, 2 og 3 kunne i høj grad fortjene mere debat, men det er ikke emnet for denne blogpost. Den handler altså ikke om hvem der skal betale, men om hvem der skal producere. En ydelse kan i princippet produceres på to forskellige måder og den måde den produceres på, har intet at gøre med den måde ydelsen betales på:

1. Det offentlige kan selv producere ydelsen, dvs. ansætte medarbejdere, købe udstyr og organisere det hele.
2. Ydelsen kan produceres af en privat virksomhed. Her skal det offentlige specificere ydelsen fra borgerens synspunkt (det problem som ydelsen skal løse, og den kvalitet borgeren skal ha). Det offentlige skal ikke specificere hvad virksomheden skal gøre, kun den nytte eller værdi som ydelsen skal skabe for borgeren.

Hvis en privat virksomhed skal producere en ydelse for det offentlige, skal den indtjene et overskud på typisk 5 – 10% af omsætningen. Overskudet skal dække renter af den kapital der er investeret, samt den risiko der altid er ved at drive virksomhed. Det offentlige skal også forrente sine investeringer og håndtere sin risiko. Omkostningerne til det kan vi bare ikke se med den måde, offentlige regnskaber laves, men omkostningerne er der. Her er der altså  ikke megen forskel mellem offentlig og privat produktion.

Forskellen mellem offentlig og privat produktion ligger to andre steder:

1. Større incitament. En privat virksomhed der producerer en ydelse for det offentlige har et stærkt økonomisk incitament til at løse opgaven mere effektivt, simpelt hen fordi den selv kan beholde gevinsten. Derfor kommer der mere og hurtigere innovation hvis ydelsen produceres i privat regi.
2. Eksport: Hvis viden om at producere ydelsen ligger hos det offentlige, bliver den der, medmindre det offentlige selv vil til at drive eksportvirksomhed. Det prøvede man for ca 20 år siden (systemeksport) og det var en total fiasko. Borgmestre er politikere – ikke forretningsfolk. Hvis til gengæld viden flyttes over i den private virksomhed som producerer ydelsen, har den et invitament til at eksportere, især hvis den er blevet rigtig dygtig og effektiv.

Det er de to grunde der gør at offentlige ydelser bedst produceres i privat regi: Mere innovation og mere eksport. Læg mærke til at jeg overhovedet ikke nævner besparelser. Selvom der er mange gode eksempler på at det offentlige har sparet penge ved at overlade produktionen til private virksomheder, er det ikke den vigtigste motivation. Også selvom det ikke umiddelbart bliver billigere for det offentlige at overlade produktionen til private virksomheder, skal vi gøre det, simpelt hen for at fremme innovation og eksport. I længden bliver det nemlig billigere, for en virksomhed der løser opgaver for mange kommuner både her og i udlandet, har råd til at investere i forskning og produktudvikling og dermed i endnu bedre og billigere ydelser (produkter). Tæmk lige over hvor uendelig lidt det offentlige bruger til at produktudvikle de ydelser som de producerer!

Har jeg ret? Må jeg høre din mening? Skriv en kommentar!

75.000 nye private arbejdspladser, det lyder forjættende. Men hvad er substansen?

Offentlige indkøb: Det bedste er at SF nu tilslutter sig klassisk borgerlig/liberal tankegang om at offentlig virksomhed skal i udbud, dvs. udsættes for reel konkurrence. Ellers er forslagene meningsløse. Det er også positivt at det offentlige nu skal lægge større vægt på at købe bæredygtigt ind. Til gengæld er det ikke godt at det offentlige nu på ubestemt tid skal kunne drive erhvervsvirksomhed inden for alle brancher og det er uheldigt at binde offentlige indkøbere til at købe lokalt i udkantområderne. Det er ikke den måde dansk erhvervsliv kommer i verdensklasse. Og 10.000 nye jobs i det private på den konto bliver der kun med en massiv udlicitering som jeg vil se SF gennemføre før jeg tror det!

15.000 nye arbejdspladser inden for velfærds og sundhedsteknologi. Også det vil jeg se før jeg tror det. Region Syddanmarks ambitiøse satsning på velfærdsteknologi (Welfare Tech Region) håber på tre år at skabe 500 nye arbejdspladser og det bliver svært. Jeg tror det er klogt at satse på velfærdsteknologi af mange grunde, men de forslag SF’s plan indeholder, virker ikke overbevisende. Krav om innovationsstrategier for alle myndigheder og puljer som man kan søge penge fra, giver kun ét sikkert resultat: mere bureaukrati. Satsningen på velfærdsteknologi er fornuftig nok, men hvis vi virkelig skal skabe de arbejdspladser, som SF drømmer om, kommer man ikke uden om at skabe bedre rammevilkår for både store og små virksomheder i alle brancher.

50.000 nye job inden for klima og energi. Her er det godt at SF peger på energibesparelser på alle punkter, men prisen for disse taler planen ikke om. Og flere af forslagene lægger op til yderligere bureaukrati; bl.a. skal virksomheder have tilskud til ulønsomme investeringer (med mere end 5 års tilbagebetalingstid). Sådan skaber man ikke velstand i global konkurrence: Den skabes ved at pengene investeres der hvor afkastet er størst.

Vand – Det nye vindeventyr. Jeg er sikker på at der er enormt potentiale i vand, og at danske virksomheder har et rigtig godt udgangspunkt for vækst. Men vores stærke position er ikke skabt af politikerne. Den har vi fordi driftige erhvervsfolk i årtier har set gode forretningsmuligheder på dette felt og fordi det har kunnet betale sig for virksomhederne at investere. Vandplaner og restriktioner gør det ikke. Men der er også gode punkter i SF’s plan her; ikke mindst at man vil satse på decentral spildevandsbehandling.

Konklusion: Der er bestemt gode elementer i planen, men påstanden om at den skaber 75.000 nye private jobs, er der ingen sikkerhed for. Til gengæld er der sikkerhed for endnu mere regulering, endnu mere bureaukrati og endnu mere stat. Mit forslag til Regeringen er at fokusere på de samme områder som SF’s plan (offentlige indkøb, velfærdsteknologi, klima, energi og vand), og så kombinere de gode hensigter fra SF’s plan med tre ting:

1. Bedre rammevilkår for alle erhvervsvirksomheder (skat, bureaukrati),
2. Støtte til alle myndigheder der vil arbejde for bæredygtighed og innovation,
3. Bortfald og forenkling af regler inden for alle områder i det offentlige.

Så vil jeg begynde at håbe på at vi kunne skabe 75.000 nye private jobs.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Politiken skrev lørdag at folkeskolen er som et skilsmissebarn: fanget mellem regering og opposition som strides om barnet. Begge har sikkert de bedste hensigter, men barnet lider. Avisen har ret, og der er ikke udsigt til forbedring foreløbig.

Men prøv lige at lave et tankeeksperiment: At regering og opposition blev enige om at opstille fx. fem overordnede mål for folkeskolen de næste ti år, og derefter udbød opgaven i licitation på kvalitet. Prisen skulle der ikke konkurreres om; den kunne være at det nuværende udgiftsniveau pr. elev blev fastholdt de næste ti år med kompensation for stigninger i fx. forbrugerpris indekset. Måske ikke én stor licitation, men så fx. en licitation pr region. Målene kunne være fx. en forbedring af Danmarks placering i Pisa undersøgelserne eller hvad politikerne ellers kunne blive enige om.

Licitationen skulle være åben for alle. Fx. kunne lærere og skoleledere i regionen lave et konsortium (firma) sammen med lokale virksomheder, undervisningsinstitutioner eller andre for at byde på opgaven. Målet skulle være givet, men midlerne var op til de der bød på opgaven. Altså ingen krav om klassekvotienter, antal lærertimer, elevplaner og de mange andre administrative krav som skolen er udsat for. Det er resultaterne der tæller.

Jeg ved godt at dette tankeeksperiment er totalt urealistisk. Det går Folketinget aldrig med til. Men ved at tænke på den måde ville det blive klart hvor mange overflødige og skadelige bånd vi har pålagt folkeskolen fra centralt hold, og hvor meget disse bånd (læs: bureaukrati) skader lærernes motivation og skolens egentlige opgave: at give eleverne de bedst mulige forudsætninger for at kunne fungere i og bidrage til det samfund de som voksne skal leve i.

Jeg vil vove den påstand, at et konsortium med den rette ledelse kunne bringe folkeskolen tilbage blandt de fem bedste i verden på ti år og samtidig 1) indtjene et klækkeligt overskud til deltagerne, 2) have de mest tilfredse lærere og øvrige medarbejdere, 3) have de mest tilfredse elever og forældre, og 4) have en virksomhed der på sigt kunne eksportere skoleledelse for et milliardbeløb og dermed skabe hundredvis af nye jobs i Danmark.

Det går som sagt aldrig. Men måske skulle vi bare prøve på Fyn?

Her er en ualmindelig god bog om ledelse af en ualmindelig institution, nemlig Folkekirken. Klogt skrevet af Erling Andersen og Mogens Lindhardt, som bruger den nyeste viden om ledelse på en institution der altid har haft svært ved at acceptere selve begrebet.

Kirken er en organisation hvis opgave er at lede tro. Den definition havde jeg ikke hørt før, men jeg synes den giver mening. Især når forfatterne med stor indsigt i moderne ledelsesteori og med respekt for de særlige forhold der gælder for en kirke i forhold til andre institutioner, peger på hvad kirken skal gøre for at komme til at fungere bedre og for at blive mere relevant i det samfund, vi lever i idag.

En varm anbefaling. Udkommet på Gyldendal Business. Koster 300 kr (vejl). Alle pengene værd!

Denmark er dejligt – især om sommeren. Men Danmark bliver fattigere. Relativt set. Ingen tvivl om det. På få år er vi raslet ned til en 14. plads på rangstigen og det går kun én vej ved enhver økonom. Bloggens læsere er enige. Sidst jeg gjorde afstemningen her på siden op, troede kun 11% at Danmark ville blive rigere. 14% regnede med at vi nogenlunde vil holde stand, mens resten, dvs. 75% tror vi bliver relativt fattigere.

Det får konsekvenser:

1. Lønnen i Danmark vil falde i forhold til andre lande. Jeg gætter på 20% lavere løn i løbet af ti år. Det klarer vi nok, men vi kommer i hvert fald til at prioritere hårdere og der kommer færre penge i stats og kommunekasserne.
2. De dygtigste rejser udenlands. For tiden har vi et nettounderskud af højtuddannede i forhold til udlandet på over 30.000 personer. Det tal gætter jeg på er vokset til 60-100.000 om ti år. Derved kommer vi til at mangle 100 milliarder eller mere at beskatte.
3. Danmark bliver ældre. Jo vi får flere ældre, men det har ikke noget med fattigdom at gøre. Men alt andet bliver også ældre: Flere gamle biler på vejene, gamle tog på skinnerne, gamle og dårligt vedligeholdte huse, veje, kloakker, skoler, sygehuse og alt andet.
4. Mindre kultur. Færre teatre, koncerter, udstillinger, museer, biblioteker og musikskoler. Vi har simpelt hen ikke raad.
5. Flere arbejdsløse. Det siger sig selv. Og de der mister jobbet, vil få markant lavere understøttelse end nu. Flere vil blive tvunget til at tage hvad de kan få for simpelt hen at få mad på bordet og tag over hovedet.
6. Flere hjemløse og fattige. Flere vil gå fra hus og hjem og være henvist til et liv på gaden. Pensioner og andre sociale ydelser bliver lavere. Heldigvis bliver der nok flere varmestuer og herberger.
7. Færre der tager videregående uddannelser. De danske universiteters standard falder selvom man sikkert indfører brugerbetaling. Flere vælger at uddanne sig i udlandet, hvis deres forældre har råd.
8. Større kriminalitet og uro. Berigelses og voldskriminalitet vil vokse af bitter nød. De velhavende vil forskanse sig bag pigtråd og alarmsystemer. Private vagtværn har gyldne dage.
9. Større pres på indvandrere. Politiske partier og andre interessegrupper vil slå mønt på at gøre indvandrere og andre minoriteter til syndebukke. Det ser vi allerede i dag.
10. Lavere ejendomspriser. Efterspørgslen efter kontor- og fabrikslokaler falder og færre har råd til at købe en god bolig. Det vil få ejendomspriserne til at rasle ned.

Går det virkelig så galt? Jeg håber det ikke og jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at skabe den modsatte udvikling, dvs. få Danmark ind i en positiv spiral. Men både regering (VKO) og opposition (S-SF-Ø) fører en politik der fastholder Danmark i den onde cirkel. Ingen lytter til økonomer og erhvervsfolk der samstemmende siger at Danmark mangler grundlæggende reformer før vi kan komme tilbage i en god cirkel.

Hvem har ansvaret? Det har du og jeg, altså danskerne, fordi vi ikke ser realiteterne i øjnene, fordi vi ikke tænker langsigtet og fordi vi dyrker gruppeegoismen som religion. Vi tror på politikernes spin og retorik. Vi tror simpelt hen på at den går nok og at andre nok skal løse problemerne for os. Det gør de ikke og jeg synes heller ikke at vi fortjener det.

Hvor galt skal det gå før danskerne vågner op?

I morgen starter en stor og vigtig international konference i Odense om AAL – Ambient  Assisted Living, dvs. den teknologi vi kan bruge til at hjælpe mennesker med at fungere bedre, herunder længst muligt i eget hjem. Det er et scoop for Danmark at vi har fået konferencen hertil og dejligt at vi har så mange gode initiativer i gang på området. Jeg er engageret i et af dem, nemlig som formand for Welfare Tech Region, http://www.welfaretechregion.dk/da

I forbindelse med konferencen gennemtænkte jeg vores mentale model for velfærdsteknologi i Danmark. Det var tankevækkende:

1. Problemet opfatter vi først og fremmest som et økonomisk problem og et problem med at skaffe medarbejdere der kan levere al den service, som især de ældre får brug for i de kommende år. Men kunne vi ikke opfatte problemet som en mulighed? Rigtig mange mennesker holder sig friske langt længere end før; de kan få en højere livskvalitet end før og de har noget at bidrage med til samfundet i mindst ti år længere end før.
2. Formålet med den indsats der skal gøres er kort sagt overlevelse, dvs. at undgå at problemet vokser os over hovedet. Men kunne vi ikke opfatte formålet modsat: At give mennesker mulighed for høj livskvalitet gennem hele livet; herunder mulighed for at bidrage til samfundet i flere år end nu?
3. Midlerne vi bruger kan udtrykkes helt enkelt: At bruge al mulig teknologi til at holde de ældre ude fra det offentlige system ved at holde dem længst muligt i eget hjem. Men kunne vi ikke gøre det modsatte: Engagere og involvere de ældre mest muligt i samfundet, herunder opgaven at hjælpe andre medborgere til højere livskvalitet?
4. Processen vi bruger,er traditionelt lineær: Identificere behov, udvikle løsninger, afprøve, dokumentere og sælge. Men kunne vi ikke i stedet arbejde sammen med de ældre og i fællesskab finde frem til og udvikle løsninger der dækkede de ældres (og andres) behov?
5. Organisationen er i dag opdelt i mange små siloer der hver har deres opgave: Nogle planlægger, andre leverer, andre kontrollerer, nogle sammenligner best practice, nogle forsker, nogle samarbejder med erhvervslivet, andre køber ind osv. osv. Kunne man ikke i stedet fungere i netværk på tværs, hvori de ældre selv indgår og hvori deres behov og ønsker var omdrejningspunktet?
6. Menneskene der arbejder i sektoren er specialister; dvs professionelle inden for hver deres felt. Men kunne vi ikke med fordel inddrage folk der var eksperter i at arbejde på tværs? Folk der kan tænke i helheder og folk der kan formidle samarbejde?
7. Fokus er på at øge produktiviteten pr udgiftskrone og pr arbejdstime. Men kunne vi ikke i stedet fokusere på innovation; radikal innovation som ikke bare er småforbedringer af den måde vi gør tingene på i dag?

Er jeg bare himmelråbende naiv? Skriv en kommentar..

PS: Vil du lære mere om hvordan man analyserer mentale modeller og finder på nye, så er der en opskrift i Kolind Kurens værktøjskasse, kapital 7.

Nu er turen kommet til vores lokale skole i Sønder Vissing. Den skal lukkes for at Horsens Kommune kan få driftsbudgettet til at nå sammen. Ikke nogen ulykke for vores familie på kort sigt; vi har ikke børn i skolealderen. Men lukningen er udtryk for hvad jeg af et ærligt hjerte vil kalde en syg logik. Ja du læser rigtigt: en syg logik.

Logikken er at skolen betragtes som det man i driftsøkonomien kalder et “omkostningssted”. Den leverer en bestemt service (undervisning af 221 elever i ti klasser); der er 34 medarbejdere; bygninger og udendørsfaciliteter er gode og det hele koster 12,7 Mkr. i 2010.  De kommunale myndigheder opregner både fordele og ulemper ved små og store skoler men afstår fra at tage såkaldt “lokalpolitiske” hensyn med i regnestykket. Formentlig fordi de er svære at sætte konkrete tal på.  Man ser på en række alternativer for skolesammenlægninger – altsammen rent driftsøkonomisk tankegang.

Konklusionen af regnestykket er at skolen skal lukkes. 932 mennesker i Sønder Vissing Sogn (et lidt mindre område end skoledistriktet) vil så opleve at det eneste der nu er tilbage af det lokale fællesskab, er kirken og forsamlingshuset der drives på frivillig basis. Alt andet er lukket. Alt.  Selvom Sønder Vissing ikke kan kaldes et egentligt udkantområde bliver konsekvensen at flere huse kommer til at stå tomme og at især børnefamilier vil finde boliger nærmere de store byer. Endnu et velfungerende lokalsamfund er væk.

Men den konsekvens indgår slet ikke i kalkylen. Det er jo en “lokalpolitisk konsekvens”. Jeg synes at tankegangen er syg. Den er kortsigtet og snæversynet. Og den er med til at ødelægge noget af det allerbedste i Danmark: De tusindvis af små velfungerende lokalsamfund. Børnene i Sønder Vissing skal dog skal nok komme i skole, for der er flere friskoler i området. Men det samlende midtpunkt som folkeskolen er, forsvinder.

Sønder Vissings eksempel illustrer hvorfor vi skal tænke anderledes. Her er fire grunde:

1. Kortsigtet driftsøkonomi er en lille del af den helhed som et samfund er. Hvis politikerne vil skabe et bedre samfund (og det er det vi har valgt dem til) skal de tænke bredere, sigte højere og se længere frem.
2. De ting der kan gøres op i kroner og ører, er sjældent de væsentligste: nærhed, fællesskab, liv og ånd kan ikke gøres op i penge.
3. Hvis besparelser på én konto giver meromkostninger andre steder, kan besparelserne være en rigtig dårlig forretning. Omkostningen for forældrene ved at deres børn nu ikke mere går i skole i lokalsamfundet, kan være store. Men dem regner embedsmændene ikke med. For slet ikke at tale om at et lokalsamfund uddør.
4. Kortsigtet driftsøkonomi er det man tyr til, hvis man mangler fantasien til at tænke nyt. Alene i det lille Sønder Vissing Sogn er 145 mennesker mellem 18 og 66 år på passiv offentlig forsørgelse, hvis byen svarer til landsgennemsnittet, heraf 24 efterlønsmodtagere. 145 voksne mennesker ud af 932 indbyggere som jeg skønner koster det offentlige omkring 25 Mkr. om året. Det er sygt! Rækker fantasien ikke til at forestille sig at nogle af de 145 kunne være til nytte i skolen? Rækker fantasien ikke til at forestille sig hvor meget billigere skolen kunne drives hvis den var fri af bureaukratiet og mikrostyringen fra Christiansborg? Rækker fantasien ikke til at forestille sig en skole uden traditionelle klasser og dermed mulighed for at undervise børnene i varierende hold?

Sønder Vissing forsvinder ikke fra landkortet fordi skolen lukkes. Men lokalsamfundet bliver fattigere og på sigt bliver Sønder Vissing også modent til at få udkantstøtte. Den kan passende finansieres af de penge vi sparede ved at lukke skolen. Så er vi tilbage hvor vi startede.

Tror du at slaget er tabt?

I gårsdagens Kristeligt Dagblad var der en meget tankevækkende kronik om Det Konservative Folkepartis krise: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/374417:Kronik–Det-Konservative-Folkeparti—-et-parti-uden-indflydelse?all=1

Og uden at man skal lægge alt for meget i afstemningen her på bloggen er det dog tankevækkende at kun én ud af de 56 der indtil nu har stemt om hvem de ville mene ville være den bedste statsminister for Danmark, peger på lederen af Det Konservative Folkeparti, Lene Espersen.

Lene Espersen er ikke nogen ringe politiker, men det parti hun står i spidsen for, er i en eksistenskrise. Det har simpelt hen mistet sin berettigelse, siger kronikøren i Kristeligt Dagblad, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Partiet er blevet fanget i sin designerpolitik der kun synes at have ét formål: at bevare magten. Ideologi er noget bras, sagde den konservative statsminister, Poul Schlüter, for 26 år siden (1984), men han har ikke ret. Ideologi i form af værdier er det eneste langtigsholdbare grundlag for et politisk parti medmindre man vælger gruppeegoismen og hadet til bestemte befolkningsgrupper.

Hvis det Konservative Folkeparti skal have en chance må det genopfinde sig selv. Her er fire ting som partiet burde gøre:

1.  Nyformulere hvad det er at være borgerlig. Den enkeltes frihed. Forpligtende fællesskab. Retssamfund; også den enkeltes ret i forhold til staten. Decentralisering. Privat initiativ som samfundets drivkraft osv. Positionen som “Danmarks Borgerlige Parti” er ledig i dansk politik!
2.  Skabe klarhed om de faktiske forhold regeringen: At Danmark redigeres af et (i princippet!) liberalt parti (Venstre), et borgerligt parti (Konservative) og et småborgerligt parti (Dansk Folkeparti) – sidstnævnte ikke ment kritisk; blot en konstatering. Konservative har brug for at markere hvorfor det indbyrdes styrkeforhold mellem de tre partier er vigtigt.
3. Skabe plads for en ny generation af mere kompetente ledere i partiet. Uden at være personlig er det mit indtryk at partiets nuværende ledelse har en overvægt at mennesker der ingen chance ville have for at bestride lederjobs i almindelig konkurrence i private virksomheder. Længere nede i rækkerne er der masser af talent.
4. Kommunikere mere tydeligt hvad borgerlig politik er og hvordan den er forskellig fra både liberal, småborgerlig, og socialdemokratisk politik. Der er masser af borgerlige vælgere i Danmark, men hvis de ikke forstår hvad borgerlig politik er, går de andetsteds hen.

Efter min mening vil det være et stort tab for Danmark, hvis vi ikke mere har et borgerligt parti. Hvad er dit råd til Det Konservative Folkeparti?