Kolind Kuren

I dag fylder jeg 65. Det er en mærkelig fornemmelse, for da min far blev 65 syntes jeg at han var en oldsag. Klar til en hyggelig, stille og rolig tilværelse som pensionist. Sådan oplever jeg det ikke: I god fysisk form og med masser af projekter og planer for fremtiden.

Men samfundet tror at jeg er som min far var da han var 65. Man må tro at jeg mangler penge, for nu kan jeg køre med DSB til nedsat takst på 65 billet. De fleste dage med 50% rabat. Jeg kommer også gratis eller billigt ind på museer og andre kulturinstitutioner, og kommunen tilbyder alskens særlige services til mig.

Systemet er ikke indrettet på at jeg faktisk gerne vil fortsætte med at arbejde og tjene penge. Hvis jeg tjener over 291.000 kr om året er min marginalskat nemlig steget med 30 procentpoint, fra 56% til 86%. Forestil dig at min ratepension var 300.000 kr om året. Dem betaler jeg sædvanlig skat af. Hvis jeg kan tjene 200.000 kr mere ved fortsat at arbejde, så koster det mig 86% i skat, altså 172.000 kr. 28.000 kr til mig selv og hvis jeg bruger de penge til fx. nye havemøbler, så skal jeg lige slippe en femtedel i moms. Tilbage ca 22.000 kr. eller 11 procent af det jeg tjente.

Men hvorfor bliver marginalskatten 86% og ikke 56% som den var før? Det er fordi folkepensionens grundbeløb på 68.000 kr om året nedsættes med 30% af det jeg tjener over 291.000 kr.

Lad os nu sige at jeg betaler ca 40% af de første 291.000 kr; det er knap 120.000 kr. Dertil 86% af 200.000 kr; ialt 292.000 kr i skat eller 59% af de 491.000 kr jeg betaler. Så er der omkring 200.000 kr tilbage. Hvis jeg bor i et hus til 8 millioner kr. skal jeg betale ejendomsværdiskat på ca 180.000 kr om året. Hvad er der så tilbage? 20.000 kr til at leve for ud af de 491.000 jeg har tjent eller får i pension.

Jeg klarer mig fint for jeg har en formue at leve af og jeg arbejder ikke først og fremmest for at tjene penge. Men systemet er forrykt! Folk der gennem et langt liv har tjent gode penge, betalt deres skat, betalt deres bolig og sparet op til pension straffes for at arbejde. Og grunden til at stat og kommune skal have stadig flere penge ind er et sygt samfund; det såkaldte velfærdssamfund. Der er i hvert fald to ting helt galt:

1. Alt for mange gratisydelser. Sæt en pris på hver eneste ydelse og lad folk selv afgøre om ydelserne er pengene værd. Giv kun gratisydelser til dem der virkelig har behov for dem og drop det forældede princip at ydelser er bestemt af hvor gammel man er. Hvorfor må vi ikke selv bestemme hvordan vi vil bruge de penge vi tjener?
2. Alt for megen administration. Hvad ligner det at jeg nu skal igennem en omfattende administrativ procedure for at søge om folkepension? Kommunen har alle oplysninger og kunne lige så godt sende mig en e-mail med besked om hvad jeg nu kan få, hvis jeg kan få noget, og hvordan de har regnet det ud. Basta.

Har du flere gode eksempler? Skriv en kommentar nedenfor!

Hvis Grundfos ikke havde en udviklingsafdeling ville vi være færdige som virksomhed om fem eller ti år. Udaf de 18.000 medarbejdere har vi ca. 1200 i gang med at udvikle nye teknologier og produkter, og omkostningerne hertil udgør ca. 5% af det samlede budget. Man skulle ikke tro at vi kunne blive ved med at forbedre noget så simpelt som pumper. Strengt taget er en pumpe blot et skovlhjul der roterer i et metalhus og dermed forøger trykket af en væske. 1200 PhD’er civilingeniører, fysikere, matematikere, kemikere, økonomer, antropologer og andre specialister til bare at udvikle bedre pumper!

Tænk hvis Danmark havde en udviklingsafdeling. I Danmark er vi knap 6 millioner mennesker, dvs ca 300 gange så mange som i Grundfos. Havde Danmark været som Grundfos skulle vi have 400.000 højt uddannede specialister på alle relevante områder, som kun havde én opgave: At udvikle Danmark. Det er helt vildt, så tag en tiendedel af det antal: 40.000 specialister i Danmarks udviklingsafdeling.

Det første spørgsmål de ville stille, er: Hvad er det for et samfund, som ledelsen (folketinget) stræber efter at Danmark skal være? Jeg tror politikerne kunne blive enige om i hvert fald fire ting: 1) Danmark skal have økonomisk vækst, men den skal være bæredygtig. 2) Der skal være både frihed og tilskyndelse for alle til at tjene penge og skabe noget, men vi skal tage os godt af de svageste, 3) Vores børn og unge skal have de bedste uddannelser i verden, men de skal også bestille noget for at få dem, 4) Vores sundhedsvæsen og ældrepleje skal være i verdensklasse.

Forestil dig at politikerne sagde det klart: Det er det samfund vi ønsker, og udviklingsafdelingens opgave er at finde ud af hvordan vi får det. Det behøver vi ikke 40.000 specialister til at fortælle os. Bare 4.000 ville gøre det, hvis ledelsen var i orden og hvis ellers politikerne ville lytte til hvad udviklingsfolkene fandt frem til.

Og det er præcis det der er problemet i dag: Utallige kommissioner har fundet frem til hvad der skal gøres, men politikerne lytter ikke: Socialkommission, arbejdsmarkedskommission og velfærdskommission er bare tre eksempler; alle har de udarbejdet gode og velbegrundede forslag som politikerne ikke har villet lytte til.

Men nytter en udviklingsafdeling så ikke noget? Jo det gør den, fordi den kunne knytte de mange gode enkelt initiativer sammen til planer som både politikere og befolkning kunne forstå.

De fleste mener at politikere er sat i verden for at være uenige. Det er noget vrøvl. Politikere er sat i verden for at lede samfundet. De skal udvikle samfundet så det bliver bedre til at løse de opgaver som bedst løses i fællesskab. Hvis de bruger tiden på at skændes, spilder de tiden.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Så fik vi en afgørelse: Et snævert rødt flertal. Men også et stort flertal (knap 60%) med et stærkere fokus på reformer (Radikale og blå blok) end vi er vant til. Hele 15% af befolkningen stemte på de to partier der ønsker at gøre mest ved Danmarks problemer og udfordringer (Radikale og Liberal Alliance). Dobbelt så mange som sidst – det synes jeg er glædeligt.

Heldigvis er de to reformpartier placeret sådan i det politiske spektrum at det bliver endog meget svært at regere uden om dem. For mig at se er eneste mulighed for at undgå reformer at S/SF allierer sig med Dansk Folkeparti om at dele ud af samfundets værdier for at gøre folk på overførselsindkomst, herunder pensionister, og offentlige ansatte tilfredse. Det tror jeg dog ikke kommer til at ske.

Jeg håber at de to reformpartier vil tvinge resten af folketinget til at komme ud af den passivitet, som begge sider har stået for de sidste mange år. Danmark skal ind på et nyt spor, hvor varig økonomisk vækst (ikke bare kortsigtet stimulans) kommer i centrum sådan at der bliver råd til at håndtere de store årgang af pensionister, som vi vil få de næste tyve år.

Tre råd til Helle Thorning-Schmidt:

1. Erkend hvad der i virkeligheden er flertal for: Reformer, og handl derefter.
2. Erkend at Danmark har et kæmpe underskud på statsbudgettet (100 mia kr i 2012) og gør noget alvorligt ved det. Det der giver tillid til Danmark, er ikke kortsigtet stimulans (boligpakker), men langsigtet orden i økonomien.
3. Glem Enhedslisten som samarbejdspartner. Ræk hånden ud til Liberal Alliance, konservative, Venstre og Dansk Folkeparti og lav de nødvendige reformer sammen med dem.

Så tror jeg faktisk du har en chance. Ellers giver jeg dig max 12 måneder inden vi får valg igen.

Hvad er dine råd til den kommende regering? Skriv en kommentar.

Alle partier er enige om at Danmark skal ha flere iværksættere, og allerhelst vækstiværksættere som starter videnvirksomheder med stort potentiale. Al respekt for den der åbner en grøntforretning, men Danmark skal leve af en anden type iværksættere. Jeg har startet ca 25 virksomheder; hele tre i år.

I går kunne TV2 meddele at halvdelen af iværksætterne åbenbart stemmer Liberal Alliance. Det kan ikke overraske nogen: De ønsker åbenbart lavere skat på arbejde, lavere selskabskat, større frihed, mindre bureaukrati og mere for pengene i det offentlige og selvfølgelig mere vækst. Præcis de ting der gør det attraktivt at starte virksomhed.

Er det ikke netop det, vi andre også har brug for?

Og så en anden statistik som måske udtrykker det samme: Blandt førstegangsvælgerne er Liberal Alliance det næststørste parti (efter Radikale). Unge mennesker er træt af et samfund der begrænser deres udfoldelsesmuligheder i stedet for at bakke dem op. Og de ønsker ikke at betale regningen for at vi finansierer vores overforbrug ved at optage lån som de skal betale tilbage. Det forstår jeg sådan set godt.

Hvad siger du? Skriv en kommentar.

Indrømmet: Økonomien er afgørende i dette valg. Vi skal have en regering der skaber varig vækst og velstand; ikke bare kortsigtede boligpakker som er ren kosmetik.

Men jeg synes også at andre ting er vigtige.

For eksempel frihed. Tidligere tænkte jeg ikke så meget over det, men efterhånden er det gået op for mig, hvor megen unødvendig regulering vi har fået. Altsammen i den gode sags tjeneste, men langt udover hvad der er nødvendigt.

Jeg har en skov, men jeg kan ikke grave et vandhul eller en grøft uden forudgående tilladelse fra myndighederne. Jeg kan heller ikke lave en vildtager så der er mere foder til dyrene om vinteren. For slet ikke at tale om et redskabsskur over ti kvadratmeter eller en redekasse til ænderne.

Tænk hvad det koster i administration. Sagsbehandlere, eksperter, høring, offentliggørelse, korrespondance, klagesystem. Hvem gavner det egentlig?

Og så kan jeg naturligvis ikke have en hobbykniv i bilen, jeg kan ikke holde hund af bestemte racer, mine børn må ikke gifte sig med en udlænding og jeg kan blive ved.

Selvfølgelig er der mange fornuftige regler som er begrundet i at vi borgere ikke må gøre ting der skader andre. Helt OK. Men rigtig mange regler kan ikke begrundes sådan. De er udtryk for at Folketingets flertal synes at de ved bedre end borgerne, hvad der er godt for os. Det vender jeg mig imod, og derfor støtter jeg partier der vil arbejde for større frihed og mindre regulering – selvfølgelig med det ansvar der følger med.

Giv os nogle flere eksempler på overflødige regler. Skriv en kommentar.

Rød og blå blok kappes om at bruge penge. Renovere skoler, 10.000 uddannelsespladser, max 30 minutters ventetid på skadestuen, tilskud og puljer til alt mellem himmel og jord. Hver gang politikerne vil bruge en milliard koster det en gennemsnits husstand 500 kr i runde tal.

Alle de penge skal komme et sted fra, og det sted er erhvervslivet; nærmere bestemt de virksomheder der producerer varer og tjenesteydelser til eksport.

Tænk fx på en dansk eksportvirksomhed med 100 medarbejdere. Den omsætter for 100 Mkr og tjener 10 millioner før skat til ejerne, hvis den går godt. Hvor meget tror du egentlig en sådan en virksomhed leverer til samfundet i form af  skatter og afgifter hvert år? 5 millioner? 10 millioner, 20 millioner?

Svaret er ca. 50 millioner. De 30 er den skat virksomheden opkræver af medarbejdernes løn. De 14 er moms, andre afgifter og skatter fra de underleverancer som virksomheden køber. De 2½ million er selskabsskatten af overskuddet og ca 3½ million er den skat ejerne betaler når de tager overskuddet ud som udbytte.

S og SF vil beskatte de højeste indkomster højere. Millionærskatten til ejeren kan måske give nogle hundrede tusinde ekstra. Men hvis det betyder at ejeren starter sin næste virksomhed i udlandet, er det en dårlig forretning. Samfundet tjener nogle hundrede tusind, men taber 50 millioner. Plus at 100 medarbejdere mister deres job.

Det er den udvikling Danmark er inde i, og det bliver kun værre. Vi har mistet 200.000 jobs i det private erhvervsliv de seneste år og det er fordi det ikke er attraktivt at skabe nye jobs i Danmark. Der er undtagelser, men tendensen er klar: Vi mister de indtægter som politikerne kappes om at bruge på sundhed, uddannelse, miljø og andre “vindersager“.

Jeg er bestyrelsesformand for Grundfos med 17.000 medarbejdere og en omsætning på 20 milliarder. Heldigvis har Grundfos ikke planer om at flytte, men jeg tør slet ikke tænke på hvad det ville betyde for Danmark, hvis Grundfos flyttede til udlandet. Umiddelbart vurderer jeg at det ville løbe op i 5000 tabte arbejdspladser og tabte skatter og afgifter på 3-5 milliarder hvert år når vi tager underleverandørerne med. Selskabsskatten er det mindste: Et par hundrede millioner.

Derfor bør valget først og fremmest handle om hvordan vi skaber mere vækst og flere jobs i Danmark så vi har nogle penge at bruge på velfærden. Der er kun én vej: at gøre det mere attraktivt at skabe nye jobs i Danmark og at arbejde mere. At sænke skatten på den sidst tjente krone er det vigtigste middel hertil. Umiddelbart giver det naturligvis færre penge i samfundets kasse, men allerede efter få år bliver der overskud. Det er det, økonomerne siger med beregningerne i DREAM modellen, og det er derfor det betyder rigtig meget, hvilket parti og hvilken politik du stemmer på. Velstand kommer før velfærd.

Det er trist at dette ikke er gået op for danskerne. Jeg har været med til at starte 22 virksomheder; jeg har mit på det tørre og jeg klarer mig nok, men det ærgrer mig at at dette dejlige land stille og roligt er på vej til at blive fattigere med alt det, det indebærer af social uro og problemer. Politikerne fra alle partier ved det og alligevel overbyder de hinanden med valgflæsk.

Jeg synes det er flovt. ØV! Hvad synes du? Skriv en kommentar.

Hvad er op og ned og hvad skal vi stemme? Her er mit bud:

Jeg tror mange danskere har samme problem som jeg: VK(O) har ikke løst opgaven godt de sidste ti år; de har forsømt muligheden for at lave reformer mens økonomien buldrede der ud af. Problemet er at der ikke er noget troværdigt alternativ. Enhver med forstand på samfundsøkonomi kan se at S/SF’s planer er blålys. Længere er den historie ikke.

Derfor fravælger jeg V, K, O, S, SF og Ø. Tilbage er Det Radikale Venstre og Liberal Alliance. Begge partier har mod til at gøre noget af det der er brug for:

Sætte skatten ned, især topskatten. Det er nødvendigt for at gøre det mere attraktivt at arbejde og tjene penge, og alle beregninger viser at samfundet på bare lidt længere sigt for 120% valuta for pengene.

Gøre vækst til hovedtema for den næste valgperiode. Velfærdssamfundets største problem er ikke at fordele goderne; det er at betale for dem. At opretholde et velfærdssamfund som vi kender det i dag uden markant vækst i erhvervslivet, er en umulighed fordi vi får stadig flere ældre der skal forsørges. Længere er den historie ikke.

Fjerne unødvendig regelstyring og bureaukrati. Det skriger til himlen at vi spilder alt for megen tid med regler, rapportering og bureaukrati. Vi får aldrig løst de offentlige opgaver ordentligt hvis ikke vi afskaffer regler og kontrol i stor stil.

Derfor ville jeg stemme på Det Radikale Venstre, hvis jeg ønskede Helle Thorning Schmidt som statsminister. Dermed får vi et regeringsskifte , forhåbentlig samtidig med et vist bolværk imod S og SF’s uansvarlige og misforståede økonomiske politik. De radikale står ikke model til hvad som helst.

Selv stemmer jeg dog på Liberal Alliance af to grunde:

1. Partiet har den politik som Danmark har brug for, og Anders Samuelsen og hans folk har holdt fast ved den selv da det så mest håbløst ud. Det har jeg respekt for. De lefler ikke for vælgerne. De har en sag. Og sagen er god: Al snak om velfærdssamfund er spild af tid, hvis der ikke er penge i kassen, og den eneste måde der kan komme det, er ved at gøre det mere attraktivt at drive virksomhed i Danmark.
2. Partiet kan tvinge V og K til at føre borgerlig/liberal politik og er på centrale punkter enigt med Det Radikale Venstre. Derfor er der en reel mulighed for et samarbejde mellem V, K, B og I, og det vil være det bedste der kan ske for Danmark.

Mere kompliceret synes jeg ikke det er. S og SF’s politik er lavet af et reklamebureau der først og fremmest lægger vægt på at “det lyder godt”: “Arbejd 12 minutter mere om dagen og Danmark er tilbage på sporet”. Goddag mand økseskaft. Arbejdsmarkedets parter ryster på hovedet og økonomerne ligeså. Det kan ikke gennemføres og det har ikke den påståede effekt. Det er et blålys.

Er jeg ultraliberalist? Nej tværtimod: Jeg betragter mig som social liberal. Jeg ønsker bl.a. at det offentlige fortsat skal have ansvaret for sygehusene og sundhedssystemet, men jeg synes der er brug for mere konkurrence. Jeg ønsker at samfundet skal gøre mere for de svageste, ikke mindre. Men jeg ønsker ikke at to tredjedele af befolkningen skal leve af løn eller sociale ydelser fra det offentlige. Det er absurd. Jeg ønsker at virksomhederne skal have bedre vilkår; ikke for at forgylde ejerne, men for at beholde de job vi har i Danmark og tiltrække nye arbejdspladser.  Der er ingen vej udenom og det vigtigste er i særklasse beskatningen: personskat (især topskat), selskabsskat og gebyrer afgifter på alt mellem himmel og jord.

Lad mig høre din mening. Skriv en kommentar!

Prøv lige at tænke lidt over de mekanismer der bestemmer, hvor høj en løn danskere kommer til at tjene om nogle år:

1. I det lange løb ender det med at folk får en løn der nogenlunde svarer til hvor megen værdi de skaber. Typograferne kunne holde et kunstigt alt for højt lønniveau i ti år, men en dag gik den ikke længere: Den opgave typografer løste, var blevet overtaget af computere og dermed gik lønnen for typografarbejde mod nul. Hele nationer har prøvet at opretholde kunstigt høje lønniveauer, men på et eller andet tidspunkt indhenter virkeligheden dem.
2. I Danmark skaber de fleste mennesker ikke ret meget mere værdi pr. time end fx. folk med tilsvarende uddannelser i Ungarn. Det ved virksomheder som fx. Grundfos der har rigtig mange medarbejdere i forskellige lande. De officielle tal for produktivitet siger dog noget andet, og det kan der være mange årsager til.  Hvis ikke det ændrer sig betyder det at lønnen pr. arbejdstime på langt sigt vil blive den samme i de to lande. Ungarn kommer fra et niveau omring 50 kr pr time hvor den samme arbejdstime i Danmark koster 250 kr. Selvom lønnen i Ungarn vokser hurtigere end den danske, og selvom produktiviteten måske er lavere, er retningen ikke til at tage fejl af: Reallønnen i Danmark kommer til at gå ned. Det er ikke sikkert at vi opdager det, for måske kan den produktivitetsstigning som andre lande præsterer, gøre at varer bliver billigere – også for os. Dermed kan vi stadig købe omtrent det smme for vores løn. Og hvis inflationen tilmed stiger, tror vi måske ligefrem at vores løn er vokset.
3. Nogle af vore nabolande (Tyskland, Sverige) har valgt at fokusere mere end vi på at stoppe spildet af gode kræfter både i private og offentlige virksomheder. Selvom du måske arbejder i en meget effektiv dansk virksomhed, så nytter det ikke meget, hvis den eller de medarbejdere i det offentlige, hvis løn du betaler gennem skatten, spilder tiden med unødvendigt bureaukrati eller opgaver som iøvrigt skaber for lidt værdi. En stor og ineffektiv offentlig sektor koster dig levestandard og økonomisk frihed. Hvis den offentlige sektor vedbliver at skabe mindre værdi end den kunne, falder din realløn endnu mere. Jeg ser ingen tegn på at det kommer til at gå anderledes.
4. Jeg tror egentlig godt at danskerne kan være lykkelige med den realløn, vi har i dag, men det betyder bare at vi ikke skal sætte næsen op efter verdens bedste uddannelsessystem (det har vi mistet), verdens bedste sundhedssystem (som vi heller ikke har), de mest velholdte veje, parker og bygninger, nye trafikanlæg der gør det lettere at komme på arbejde, biblioteker der udnytter fremtidens teknologi eller 100 andre ting, vi også gerne vil have.
5. En anden effekt vil være at de mest ambitiøse unge danskere vil søge til udlandet for at arbejde og starte nye virksomheder der. Det kan vi måske også leve med, men prisen vil være at Danmark og det danske samfund bliver fattigere.

Mit bud på timeløn 2020: Hvis niveauet i dag er 250 kr, så vil 3 procent inflation i ni år lægge ca 75 kr oveni. En årlig produktivitetsstigning på én procent vil yderligere ca. 30 kr til. Så er vi oppe på godt 350 kr i timen.

Det danske lønniveau er fem gange så højt som Ungarns, men vores produktivitet er kun dobbelt så høj. I princippet vil det trække os 2½ gang ned. Hvor hurtigt det sker, er svært at sige, men mon ikke vi ender et sted mellem 200 og 250 kr i 2020?

Jeg hører til de priviligerede der nok skal klare mig, og nogle af mine børn er allerede rejst. Men jeg spørger mig selv: Er det virkelig den fremtid, vi ønsker? Den fremtid du ønsker?

Jeg er ved at blive syg af dansk politik. Hvilket tidsspilde at bruge forsideplads og medietid på at drøfte om der skalvære 14 yderligere toldere på vagt og om der skal bygges de nødvendige faciliteter til dem.

Her er et bud på hvad jeg mener vi burde bruge kræfterne på:

1. Bæredygtighed. Vi kan gøre ekstremt meget for at gøre Danmark mere bæredygtigt i form af forretningsudvikling, investeringer, incitamenter, forskning og uddannelse. Alligevl er indsatsen ukoordineret og halvhjertet. Hvis vi bruger 100 kr i år på et projekt der betaler sig tilbage på tre år, så har vi i år fire og hvert eneste år derefter noget i retning af 30 kr. pr. år til at investere yderligere i fremtiden med. Dens slags projekter er der rigtig mange af, både for private, virksomheder og det offentlige.
2. Forskning og udvikling. Inden for alle områder af samfundet er der et kæmpe potentiale i at skabe ny viden og at udnytte den til samfundets gavn. Når Grundfos bruger 500 millioner på at udvikle næste generations cirkulationspumper (ja det koster det!) så giver det formentlig mersalg for 10 milliarder de næste 5 år plus en gigantisk energibesparelse de næste 20 år fordi pumperne er langt mere effektive end de pumper du har i kælderen. Grundfos pumper kunne spare fem procent af hele verdens elektricitetsforbrug! (ja du læste rigtigt). Og så er det noget så simpelt som pumper. Der er muligheder nok.
3. Afbureaukratisering. Min erfaring fra de virksomheder, jeg har arbejdet i, er at man altid med en målrettet indsats kan fjerne 10% af omkostningerne uden at det går ud over arbejdsglæden eller den service, kunderne får. I det offentlige er potentialet 20% eller mere. Først og fremmest fordi uduelige og populistiske politikere (både røde og blå) overlæsser de offentlige institutioner med regler om millimeterstyring. Jeg tror ikke en pind på de aktuelle røde og blå planer for afbureaukratisering – viljen til forandring mangler. Tænk hvilken forskel hvis vi fik frigjort 100.000 eller 200.000 offentligt ansatte til arbejde der nytter noget!
4. Frihed. Al erfaring viser at mennesker har det bedst hvis de selv kan bestemme over deres liv. Selvfølgelig skal der være grænser for friheden så fællesskabet kan fungere, men det formynder samfund vi har bygget op især i de sidste tyve år, er en farce. Det tager en af mine venner fire måneder at få lov til at bygge et skur ved hendes sommerhus, og jeg er lige ved at tro at sagsbehandlingen er lige så dyr som skuret! Er det uansvarligt at mene at jeg bedre kan prioritere hvordan jeg vil bruge mine penge, end Staten?
5. Her er plads til dit punkt!

Jeg har ikke givet op – og jeg tror det tager mange år, inden jeg gør det. Du og jeg stemmer sikkert ikke på samme parti, men kune vi ikke blive enige om at støtte de (få) politikere der har en mening om og arbejder aktivt med de opgaver der virkelig betyder noget?

Fornylig hørte jeg et både morsomt og tankevækkende foredrag af Anne Knudsen – redaktør på Weekendavisen. Anne fortalte levende om hvordan hun huskede offentlig service da hun var barn:

• Posten blev bragt ud to eller endog tre gange om dagen (i byerne)
• Familielægen kom på sygebesøg, om nødvendigt flere gange en dag og også lørdag.
• Skadestuen lå lige i nærheden og havde tid til at lave de nødvendige ting på stedet.
• Kommunekontoret kunne svare på spørgsmålene på stedet – personlig betjening
• Læreren havde tid til at tale med forældrene og kom på hjemmebesøg – det samme gjorde præsten og socialrådgiveren.
• Der var en kaserne i (næsten) hver en by
• Politiet kom når man anmeldte et indbrud.
• Der var et folkebibliotek i selv meget små byer, og man kunne få hjælp ved blot at spørge bibliotekaren.
• osv.

Anne Knudsen spurgte: Hvad er der blevet af de offentlige ansatte? Hvad laver de nu, som er vigtigere end at betjene borgerne? Hvad har den nye teknologi hjulpet?

Hun gav ikke svaret, og jeg har siden brugt en del tid på at søge at finde det. Jeg ser tre mulige forklaringer:

1. De offentligt ansatte bruger langt mere tid til administration og dokumentation end tidligere. Tiden går fra borgerne.
2. Det offentlige løser nu en lang række opgaver som ikke indebærer en service eller nyttevirkning for borgerne. Blandt disse opgaver er den snart totale kontrol med borgernes adfærd.
3. Teknologien er blevet brugt til at tjene “systemets” formål i stedet for borgernes.

Og glem så ikke hvad det kræver at administrere de 800.000 danskere mellem 18 og 66 år, der er på passiv offentlig forsørgelse.

Er det de rigtige svar? Eller kan du tilføje flere?