Kolind Kuren

Bankpakke, kreditpakke, vækstpakke – midlerne for at overvinde den økonomiske krise er at tænke stort. Langt over 100 milliarder kr. alene i Danmark og titusindvis af milliarder i andre lande. Prøv lige at forestille dig hvad du ville gøre ved krisen, hvis du tænkte på mikroniveau, altså en enkelt familie:

Tænk på en dansk mellemklassefamilie (så nogenlunde): Far på 45, mor på 38, to delebørn på hhv. 26 (single, håndværker) og 13 (går i skole), et fællesbarn på 4 år og en bedstemor i nærheden på 70. Far er butiksbestyrer og tjener 400 tkr, mor er deltids sygeplejerske og tjener 150 tkr. Bedstemor har folkepension plus lidt opsparing. Familien bor i eget hus, som blev købt på toppen af boligboblen for 2 Mkr og der er lån for 1,6 Mkr.

Her er ti forslag til hvad familien kunne gøre for at imødegå krisen:

1. Find arbejdskammerater som vil være med til samkørsel og spar dermed den ene bil. Gerne også bruge mere offentlig transport og cykel. Det sparer mindst 30 tkr. om året efter skat.
2. Brug to timer mindre foran fjernsynet hver dag og spar platinpakken fra kabel TV selskabet. Klar dig uden en ekstra fladskærm. Drop fastnet telefonen og kombiner telefon, kabel og bredbånd i ét abonnement. Det kan spare 5 tkr. om året plus give 15 timers mere fritid pr. uge.
3. Aftal med naboen at I gensidigt passer børn eller inddrag bedstemor lidt mere, så sparer I barnepigen.
4. Anlæg 20 m2 køkkenhave og dyrk jeres egne økologiske grøntsager. Det sparer mange penge og I har god tid til det.
5. Hold ferie i Danmark – gerne i lokalområdet – og se hvor meget vores land har at byde på.
6. Lej sommerhuset ud i 8 uger om året. Det kan efter skat give 20 tkr.
7. Isoler loftet bedre eller skru lidt ned på varmen og tag et par uldsokker på.
8. Spis 50 % mere frugt og grønt og 50 % mindre kød. Køb en blender og lav flere retter med rå grøntsager, fx. supper. Det sparer nemt 5 tkr. om året.
9. Drop fitness abonnementet og løb en tur i stedet.
10. Gå kritisk igennem garderobeskabet og aflever de ting I ikke bruger, til genbrug. Køb kun genbrugstøj i år.

Selvom du måske ikke er enig i alle mine forslag synes jeg at listen viser at alle danske kan nedsætte deres forbrug uden at få lavere livskvalitet – jeg fristes til at sige at vi kunne få højere livskvalitet. Familiens disponible indkomst efter skat kunne forøges med 5 – 10 tkr. om måneden, som passende kunne bruges på at betale kreditforeningslånet hurtigere ned. 

Men hvad ville konsekvensen så være for samfundet, hvis alle danskere gjorde noget i den retning?

• Bilsalg og bilkørsel ville gå ned. Skidt for bilfabrikkerne, men godt for trafik og miljø. Spar motorvejsudbygningen
• Omsætningen i supermarkeder, fitnesscentre, TV forretninger og tøjforretninger ville gå ned, men jeres livskvalitet ville gå op. I høj grad til at leve med.
• Rejsebureauerne og feriecentrene sydpå ville få mindre at lave, men vi ville spare energi og lære Danmark at kende.
• Kødproducenterne ville kunne eksportere endnu mere kød – eller nedsætte produktionen, hvilket ville være godt for sundhed, natur og miljø.

Alt dette vil i første omgang betyde mistede jobs, men ærlig talt, hvis nogle af de mennesker der i dag sælger biler, fladskærme, fitness, oksekød eller ferierejser fandt sig nogle andre jobs som samfundet ville have større glæde af, blev gjort, var det så ringe endda? Og er et faldende bruttonationalprodukt i virkeligheden udtryk for faldende livskvalitet?

Hvordan kan disse overvejelser inspirere os til at komme stærkere ud af krisen?

Egentlig er jeg imod vejafgifter eller roadpricing som det også hedder. Brugt uden perspektiv bliver det blot en ekstra skat indkrævet med et kæmpe bureaukrati og med risiko for at vi alle bliver overvåget døgnet rundt når i er i bilen.

Men anvendt med perspektiv er sagen en anden. Forestil dig følgende system:

Fremtidens mobiltelefoner har GPS. Jeg står på Løndal og ønsker at komme til en adresse i århus. Taster adressen på mobilen. De bilister der er nærmest Løndal og som har kurs mod Århus (det ved deres GPS), får nu tilbud om at tage mig med. Som tak for besværet reduceres deres kørselsafgift fra 2 kr til 1 kr pr kilometer på turen hvor jeg er med i bilen. Min konto bliver iøvrigt belastet med 50 øre pr km, så også jeg er med til at betale. Men turen er billig for mig: 22 kr. dør-til-dør er billigt for den tur. I Ry får vi mulighed for at tage endnu en passager op og så sparer min chauffør også den sidste krone pr km. Trods omvejen kommer både chaufføren og jeg lige så hurtigt til Århus som hvis vi havde kørt selv: Der er nemlig langt færre biler på indfaldsvejene til Århus nu end tidligere. Trafikken glider lettere og der er ingen køer.

Når jeg står ud giver jeg chaufføren points på min mobiltelefon på en skala fra 1 til 10. Han får 10 fordi han kørte pænt, bilen var i orden og jeg følte mig tryg. Jeg har i øvrigt indstillet min telefon til kun at knytte kontakt til chauffører med en gennemsnitskarakter på 8 eller derover, så jeg bliver ikke skuffet, men selvfølgelig kommer jeg en gang imellem til at vente lidt ekstra.

Tænk det utænkelige: Hvis vi havde sådan et system i Danmark så var der langt færre biler på vejene og noget mindre behov for kollektiv trafik bortset fra de lange stræk og måske myldretidstrafikken. Hvis vi var første land der fik succes med systemet, ville det åbne et kæmpe potentiale for eksport.

Men sådan tænker politikere ikke: Vejafgifter er for dem en måde at “kontrollere” befolkningen på; “ændre deres adfærd” for at reducere CO2 udslippet, som det så smukt hedder. Plus en ny indtægtskilde. Perspektivløst. Hvis vi skal have vejafgifter skal det være for at give borgerne flere muligheder og større frihed. Og så glæder vi os over at det også gavner miljøet.

I P1 morgen i dag diskuterede jeg infrastruktur med en række lyttere. Her er den vision, jeg forestiller mig: Det asynkrone samfund. Modsætningen er det synkrone samfund vi kender i dag: Alle danskere op klokken halv syv, børnene i skole, i kø på motorvejen til arbejde og samme tur hjem igen hver dag.

1. I det asynkrone samfund skal danskerne selv kunne bestemme hvor, hvornår og hvor meget de vil arbejde – selvfølgelig under hensyn til arbejdets art og behovet for samspil med andre. Hvis arbejdet kræver at man er på arbejdspladsen 3, 4 eller 5 dage om ugen; ja så er man det. Men ellers…
2. Alle danskere som ønsker at arbejde en del af tiden hjemme, og som kan det aht. deres arbejde, indretter en hjemmearbejdsplads med mindst 100Mb/s bredbånd, hvilket vil tillade dem at være i forbindelse med andre når de ønsker det, i fuld videokvalitet.
3. Hvis 1 million danskere arbejder hjemme tre dage om ugen vil trafikken i myldretiden falde med mindst 20 %, hvorved de der er nødt til at pendle, vil komme hurtigere frem selv hvis man ikke investerer yderligere i trafiksystemet. CO2 udledningen falder tilsvarende.
4. Mange forældre vil foretrække at have børnene og deres kammerater hjemme efter skole en eller flere dage om ugen, hvilket belaster institutionerne mindre og giver mere liv i boligområderne. Plus at det er godt for både børn og forældre.
5. Med sparet transporttid og mere fleksibel arbejdstid vil flere mennesker kunne påtage sig frivilligt socialt arbejde og foreningsarbejde, hvilket vil øge den sociale kapital i boligområderne.
6. Af samme grund vil indkøb og fritidsaktiviteter blive mere jævnt fordelt over ugen og døgnet, hvorved butikker og fx. sportsfaciliteter vil blive mere jævnt udnyttet.
7. Med større frihed til at arbejde så meget man vil og hvornår man vil, kan flere spare op til længere ferier, som fx. kan bruges til rejser i forbindelse med udviklingsprojekter eller andre projekter. Alene sparet transporttid på 1 time pr dag året rundt svarer til 5-6 ugers yderligere ferie hvert år. Yes!!!
8. Friheden til at arbejde så lidt eller så meget man vil, kan også bruges til at spare op til at have en lavere arbejdstid mens børnene er små, eller til at videreuddanne sig, især hvis marginalskatten kommer ned på fx. 40 %, så der bliver noget tilbage til en selv.

Lyder det som en utopi? Så tænk på dengang for 25 år siden da mindst halvdelen af befolkningen var tvunget til at holde sommerferie i industriferien. Det var i sandhed et synkront samfund. Dengang kunne ingen forestille sig fleksibel ferie, men da vi først fik den, kunne ingen forestille sig at gå tilbage til industriferie. Det asynkrone samfund kom lidt nærmere.

Jeg efterlyser politikere og ledere fra erhvervsliv og organisationer, der tør tænke radikalt nyt. Hvad siger du?

I Jyllands Posten i dag har jeg en klumme som helt enkelt siger at den infrastruktur som Folketinget nu er enige om, er forældet. Den bygger nemlig på en forudsætning om at danskerne arbejder synkront: Alle står op omkring kl 7, afleverer børnene i skole/institution, kører på arbejde, tager hjem igen om efterminddagen, henter børnene, ulvetime, aftensmad, fjernsyn og så i seng. Så har vi brug for flere motorveje, jernbaner mv.

Men tænk hvis vores tilværelse var asynkron. At vi (stort set) selv bestemte hvornår vi ville arbejde og hvor? Det kunne muliggøres af en elektronisk infrastruktur til ikke 75 mia kr, men 20 mia kr: 100 Mbit bredbånd til alle. Og det ville give danskerne mindre stress, større livskvalitet, større velstand og mindre klimabelastning.

Hvorfor ikke?

Men det kræver jo nytænkning, og det er ikke hvad politikere opfatter som deres opgave…

En tredjedel af landets biblioteker og filialer af biblioteker er lukket de seneste år. Og for nogle dage siden kunne man læse om den seneste store succes på området: biblioteker uden betjening, hvor lånerne får chip-lånerkort sådan at de kan låse sig ind og selv aflevere og låne bøger. Modellen er bl.a. afprøvet på biblioteket i Them – en by tæt på hvor jeg bor. Samtidig planlægges megabiblioteker i de største byer med alverdens medier, kulturtilbud mv.

Jeg synes ikke at den udvikling er et fremskridt og jeg frygter at den er et resultat af den samme tankegang som har ført til kommunalreform, politireform, domstolsreform og nedlæggelse af skoler i mindre bysamfund.

Tankegangen er enkel: Ved at samle institutioner i større enheder kan det offentlige umiddelbart spare penge til især lønninger og husleje, og da det offentlige i vidt omfang ledes af økonomer kommer ledelse i det offentlige til at dreje sig om økonomi. Besparelser bliver religion. Hvis du tænker som en hammer ligner alle problemer et søm.

Den udvikling synes jeg at vi skal arbejde imod fordi den forarmer samfundet. Mindre bysamfund mister skole, kommunekontor, bibliotek, lægepraksis, sygehus, posthus, politistation, retsbygning og detailhandel. Tilbage er sovebyer uden jobs og uden fællesskab. Besparelser på kort sigt ødelægger samfundet på langt sigt.

De fleste mennesker tror at denne udvikling er en nødvendighed. Det er den ikke. Den er et politisk valg i økonomiens hellige navn. Der er nemlig et alternativ, som er at vende tingene på hovedet:

1. Tage udgangspunkt i hvilket (lokal)samfund vi ønsker og så bruge teknologi og fantasi til at skabe dem.
2. Opfat økonomien som en ramme – ikke som et mål i sig selv.
3. Lær at vurdere forskellige muligheder i et bredere perspektiv end bare kortsigtet driftsøkonomi. Ting der ikke kan gøres op i penge, kan være vigtigere end det der kan måles.
4. Tænk nyt – ud af boxen, som det hedder nutildags. Glem det store kontorhus og forbind i stedt mange små afdelinger med videovægge så medarbejdere kan arbejde sammen selvom de fysisk befinder sig forskellige steder.
5. Bruge teknologi til at stille specialviden til rådighed for små enheder, fx. via videokonference eller fjernbetjening.
6. Give den enkelte medarbejder større handlefrihed så han eller hun slet ikke behøver den centrale styring og kontrol (bureaukrati) som de sparede penge bliver brugt til.
7. Kombinere forskellige aktiviteter så de bedre kan fungere decentralt.
8. Inddrage frivillige medarbejdere til at løse nogle af de opgaver der er brug for.

En ny måde at løse opgaverne på behøver ikke at koste flere penge – nogle gange endog tvært imod. Men tankegangen er fremmed for en økonom. En radikalt ny løsning er svær at sætte op i et regneark og hvem ved om vi overhovedet sparer noget ved det? Mon ikke der er en årsag til at ingen har prøvet dette før? Hvordan kan man måle resultaterne? Besparelser ved man heldigvis hvad er.

Derfor bliver det ikke til noget. Hvorfor finder vi os egentlig i det?

Sjældent har jeg læst en så relevant og provokerende bog end Verner C. Petersens nyligt udkomne “Vildveje i Velfærdsstaten”, Informations Forlag.

Bogen er et opgør med den tænkning som de seneste tyve års regeringer har brugt som baggrund for at udvikle det velfærdssamfund, vi har i dag. Et opgør med trangen til at ville styre alting fra oven med klare mål, detaljerede regler, kvalitetsstandarder og rettigheder.

Verner C. Petersen der er professor ved Handelshøjskolen, Århus Universitet, tager hårdt fat: Han gennemhuller både regeringens kvalitetsreform og Socialdemokratiets velfærdsrettigheder og argumenterer overbevisende for at der kommer en dårligere offentlig sektor ud af begge dele. Løsningen er ifølge professoren at lede gennem værdier, visioner og rummelige rammer sådan at den enkelte medarbejder og chef får større råderum og lyst til at bruge sin kreativitet, energi og fantasi i jobbet. Glem bureaukratiet med dokumentation af indsatsen – mål på borgernes oplevede tilfredshed og resultaterne i forhold til de vigtige ting. Er det ikke bedre at gøre en forskel uden at kunne dokumentere det end at dokumentere at man ikke har gjort en forskel?

Bogen afsluttes med en sønderlemmende kritik af en række modebegreber fra den såkaldte management tænkning, herunder NLP, Lean og MBTI. Heldigvis er der også en række konstruktive betragtninger om hvad vi bør sætte i stedet.

Pligtlæsning for alle der deltager i samfundsdebatten!

Provokeret af debatten om den politiske situation (blogpost 2008-11-22) vil jeg gerne byde ind med fem ting der for mig at se kan få vores folkestyre til at virke:

1. Lad os blive enige om formålet med demokratiet: Demokratiet skal give os alle indflydelse på rammerne for vores fælles fremtid. Plus forhindre at andre tager magten over rammerne for vores fælles fremtid. Præmissen er at mange opgaver, fx. sikkerhed og miljøbeskyttelse, kun kan løses i fællesskab, og at alle berørte har ret til medindflydelse på hvordan opgaverne løses.
2. Lad os blive enige om grænserne for fællesskabet: Fællesskabet skal løse de opgaver som der er åbenbar fordel ved at løse i fællesskab, og kun dem. Fællesskabet (staten) skal ikke brede sig ud over alle dele af samfundet fordi det vil betyde at den enkeltes ansvar for sig selv og for andre, forsvinder. Folkestyret skal kunne sætte grænser for sig selv.
3. Lad os vælge forskellighed: Hvis demokratiet virker, afspejler den politiske ledelse i det store og hele den forskellighed der er i beholkningen. Hverken overvægt af offentlige eller privat ansatte og hverken overvægt af kvinder eller mænd, unge eller gamle, jyder eller øboer, bogligt eller praktisk uddannede.
4. Lad de valgte vide at de er valgt til at samarbejde: Når den politiske ledelse (Folketinget, kommunalbestyrelsen) er valgt, er opgaven at samarbejde om at finde løsninger der er bedst for landet som helhed – ikke for en enkelt interessegruppe. Aktieselskabsloven pålægger bestyrelsen at samarbejde og at se bort fra de enkelte aktionærers interesser. Hvorfor pålægger Grundloven ikke politikerne det samme?
5. Begræns valgperioden: To valgperioder à fire år burde være maksimum for at sikre at de folkevalgte havde kontakt med samfundet omkring dem.

Og når alt det er sagt, så drømmer jeg om medier der står vagt om demokratiet. Som udfordrer politikernes populisme og kortsyn. Jeg begynder at tvivle på at de konventionelle medier kan løfte opgaven; dertil at kampen om læser/seer tal og annoncekroner for hård. Men så har vi Internettet…

Hvad siger du?

Ti forslag til hvad jeg synes Danmark bør gøre nu - ikke bare for at overkomme krisen men for at danne grundlag for vækst, velstand og velfærd fremover:

1. Giv ansvaret tilbage til borgerne ved at afskaffe barnepigeregulering som fx.  indskydergaranti (300.000 kr eller som nu ubegrænset) og rejsegarantifond. Garantierne betyder at skatteyderne eller de gode virksomheder betaler for de dårlige.
2. Sænk skatten på den sidst tjente krone til under 50 %. Fjern top og mellemskat for at øge arbejdsudbuddet og undgå at de medarbejdere vi har allermest brug for, rejser til udlandet for at spare skat. Fjern fradragsmuligheder (flad skat) og reducer både den enkelte og samfundets ressourcespild på et millimeterretfærdigt skattesystem.
3. Gør det mere attraktivt at handle bæredygtigt og ansvarligt. Tilpas skatter og afgifter sådan at miljøomkostninger indregnes i priser på alle varer og tjenesteydelser, fx gennem roadpricing og grønne afgifter. Tilpas subsidier til fx vedvarende energi eller bæredygtig produktion sådan at tilskuddet afspejler den reelle nyttevirkning ved den pågældende energi eller produktionsform.
4. Fjern økonomiske tilskyndelser til at forlade arbejdsmarkedet. Indskrænk med en 5 års overgangsperiode efterløn til alene at gælde for personer der er nedslidte inden de har nået den sædvanlige pensionsalder. Tilpas skat, dagpenge og andre sociale ydelser så alle opnår mindst 20 % højere indkomst efter skat ved at gå fra ledighed eller sociale ydelser til job. Der er fortsat 100.000 mennesker i Danmark der ikke opnår nogen økonomisk gevinst ved at arbejde.
5. Understøt frivilligt arbejde inden for alle relevante områder. Fx frivilligt socialt arbejde, amatørsport, foreningsarbejde og udviklingsbistand. Herved øges samfundets sociale kapital,  vi sparer arbejdskraft og en række samfundsopgaver løses bedre og billigere.
6. Fravig regulering i situationer hvor berørte parter er enige, fx byggelinjer hvor naboer kan enes om at fravige disse eller arbejdstidsregler hvor medarbejdere og virksomhed kan enes om at fravige disse. Det giver plads for nyt initiativ.
7. Præmier værdiskabelse i offentlig virksomhed frem for proces, læg vægt på fx tilfredshed og helbredelsesgrad for sygehusets patienter frem for ventelister og patientrettigheder. Eller læsefærdigheder for skoleelever frem for antal dansktimer.
8. Gør det mere attraktivt for udlændinge at arbejde i Danmark, men stil større krav til de der kommer, fx ved at sænke skatten (også for danskere) og ved at hjælpe fremmede til at forstå hvordan det danske samfund fungerer samtidig med at vi stiller krav om at fremmede kan forsørge sig selv og deres familie og overholder landets love.
9. Lad de der kan skabe mest værdi for pengene, løse de offentlige opgaver, fx ved at lade offentlige penge følge borgeren (patienten, eleven, klienten) frem for institutionen og ved at udbyde offentlige opgaver i fri licitation på markedsvilkår.
10. Tilpas offentlig regulering og kontrol sådan at de der i mange år har opført sig ordentligt, reguleres og kontrolleres mindre, mens de der med mellemrum forbryder sig mod reglerne, reguleres og kontrolleres stærkere (sundhedsplejerske princippet).

Heldigvis er jeg ikke ansvarlig for noget politisk partis program, så jeg kan tillade mig at skrive hvad jeg vil.

Alle forslag ovenfor står til fri afbenyttelse.

Jeg medgiver at tallene i finanskrisen er så gigantiske at du og jeg kan føle at vi intet kan gøre. Men vi kan gøre noget. Her er fem forslag:

1. Få overblik over din risiko. Find ud af om du – formentlig uden at ane det - har investeret i noget af det “skidt” i form af finansielle produkter, der var med til at udløse krisen og gør op med dig selv om du skal tage tabet eller håbe på at det bliver bedre. Forestil dig hvad den “værst tænkelige” situation vil være, og forbered dig på den. Forhåbentlig har du ikke lånt penge til at investere for, men det kan være galt nok at aktierne i din kapitalpension måske kun er det halve værd.
2. Vær åben over for banken. Vent ikke til den dag du ikke kan betale renterne på lånet, men kontakt banken nu og aftal hvordan I i fællesskab kan løse problemet.
3. Tag tyren ved hornene. Hvis du har tabt eller har risiko for at tabe mange penge, så disponer som om du har tabt dem. Sæt dine udgifter ned og prøv at være kreativ om hvordan du alligevel kan have et godt liv selvom du måske ikke har slet så godt råd som du troede. Find de mange gratis glæder! Og mange af de udgifter som vi opfatter som selvfølgeligheder, kan i realiteten sagtens undværes.
4. Prøv at finde de muligheder som krisen kan skabe for dig. Massernes krise er individets mulighed. Hvis ejendomspriserne falder helt ned i helvede er det jo billigt at købe. Og hvis folk har færre penge end før kan du måske finde en måde at hjælpe dem på, så de får mere ud af de penge, de har.
5. Brug krisen som anledning til at ændre dit liv. Brug mere tid sammen med familie og venner. Lån en bog på biblioteket i stedet for at gå i biografen. Gå i skoven og tag cyklen på arbejde i stedet for at gå i fitness centret. Køb færre færdiglavede madvarer og oplev glæden ved gode danske friske råvarer der stadig kan fås til en fornuftig pris. Spis mindre kød og mere grønt. Der er masser af mulighed for at have en høj livskvalitet med et lavt forbrug.

Der er et “men”, nemlig at lavere forbrug umiddelbart forlænger krisen. Men et lavere forbrug og en større opsparing skaber varig velstand og dermed mindre risiko for at vi får en krise igen. Og så er det jo også godt for klimaet…

Nødvendig regulering er godt, men for megen regulering er skidt. Hverken minimalstat eller barnepigestat er svaret på krisen. Minimalstaten tror kun på individet, barnepigestaten mistror individet.

I krisen har vi mere end nogensinde brug for balancen mellem de to – en politisk linje der både er liberal og ansvarlig i sit grundsyn. Liberal ansvarlig og ansvarlig liberal.

Nogle vil sige at de to ikke kan forenes, men for mig er de hinandens forudsætninger. Jeg er liberal i mit grundsyn, men kun fordi vi har et samfund der kan regulere og sætte rammer for friheden. Havde vi ikke det, ville vi få en social ørken.

Jeg synes at vores store problem i det danske demokrati er at vi ikke rigtig har noget at vælge imellem. Selv det mest oplagte politiske problem, behovet for at skabe mere vækst ved at få flere i arbejde, står Folketinget handlingslammet over for. Lars Løkke vil egentlig gerne gøre noget ved det, men selv om han er finansminister har han præcis lige så lille indflydelse som Anders Samuelsen, nemlig nul. For flertallet er imod at ændre noget som helst og regeringen har ikke mod og mandshjerte til at tage en konfrontation og et valg på spørgsmålet. De kunne jo risikere at miste ministerbiler og ministerpension hvis de tabte.

Det skriger til himlen at de nuværende regler for efterløn og dagpengeregler længe har været ude af trit med den virkelighed vi har i dag. Men hvor skal jeg egentlig stemme, hvis jeg gerne vil have en reform? Og er der noget der er brug for i en krise, så er det at danskerne gør en ekstra indsats. Men den beskatter vi fortsat med 63 % på trods af at de fleste partier og næsten alle fagøkonomer har erkendt at det er en rigtig dårlig ide. Hvor skal jeg egentlig stemme, hvis jeg gerne vil gøre det mere attraktivt for danskerne at gøre en ekstra indsats?

Jeg kan heller ikke forstå det retfærdige i at mange mennesker de sidste ti år har tjent mere ved at eje en bolig end ved at gå på arbejde – og at fortjenesten er skattefri. (heldigvis har mange ikke nået at sælge boligen, så nu forsvinder friværdien) Hvor skal jeg stemme hvis jeg vil beskatte samfundsskabte spekulationsgevinster hårdere og beskatte arbejde lavere? Og hvor skal jeg stemme, hvis jeg synes at det er totalt uretfærdigt at de mennesker der var forsigtige og tog fastforrentede lån i deres huse, nu skal betale hjælpepakker til fordel for de der spekulerede i flekslån?

Jeg tror der er en kæmpe chance for et parti der er både ansvarligt og liberalt, og som vil være med til at løse opgaverne i stedet for at råbe fra sidelinjen.

Men findes det parti i dag?