Kolind Kuren

Jeg tror antallet af fyrede sundhedsmedarbejdere i regionerne  i år kommer op på 1.000. Det offentlige skal spare, lyder det. Jeg er enig, men sparer vi det rigtige sted? Er det virkelig læger, sygeplejersker, portører og sygehjælpere vi skal have færre af?

Her er en idé der ligger lige til højrebenet for Lars Løkke: Tag tyren ved hornene. Sig nej til at fyre 1.000 medarbejdere på sygehusene. Beslut i stedet at forenkle statens administration sådan at vi kan spare 1.000 jobs i bureaukratiet. Halvdelen i det statslige bureaukrati og halvdelen i kommunerne som kan fjernes ved at gøre de statslige regler og krav enklere.

På nogle områder betyder det et millimeter retfærdighed bliver til centimeter retfærdighed, men ærlig talt: det lever vi med. For vi vil hellere have 1.000 læger og sygeplejersker mere og så undvære 1.000 bureaukrater.

Jeg synes det er en rigtig vindersag. Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Denne blogpost regner jeg med at få sønderlemmende kritik for. Hvem tror jeg at jeg er? Hvad får mig til at tro at nogen vil se på mine forslag til ti alternative mål for Danmark i forhold til Statsministerens? Har jeg fået storhedsvanvid? Tror jeg virkelig at jeg kunne blive en bedre statsminister end Lars Løkke. Jeg har hørt alle argumenterne. Alligevel kunne jeg rigtig godt tænke mig at få din reaktion på nedenstående ti mål for Danmark i 2020:

Fortæl os andre om din mening!

Jeg er nu begyndt at blogge også på www.thesecondcycle.com - for Kolind Kuren på engelsk hedder “The Second Cycle”. Jeg vil fremover bringe de relevante blogposter fra den engelsksprogede blog her på www.kolindkuren.dk sådan at du kan skrive kommentarer på dansk, hvis du foretrækker dansk frem for engelsk. Her er den seneste om at indføre tænkning som skolefag:

We teach children language, math, science, nature, music and sports. Why don’t we offer them an opportunity to learn to think? Thinking is one of the most fundamental aspects of being a human being and indeed relevant in a knowledge society.
I am not an expert in thinking and the function of the brain; others will be much better qualified to put the right content into this new subject. but here is my input:
Different types of thinking, creative, critical, evaluating etc. Why not teach the use of de Bono’s thinking hats?
How to find new solutions, i.e. creative thinking. Creativity is a skill - not a gift for the few.. Learn different techniques.
Thinking in narrow vs broad contexts. Cars or transport systems?
Values and thinking about values. Many people miss a language about values. Why not learn that at school?
Logic: roads and offroads in argumentation. Demagogics, spin and populism: How to spot it and how to counter it.
Mental models; what they are, how they are mapped and how they can be redesigned.
Wouldn’t we have a better society if our kids learned all that? Let me hear your comments.

Hvad siger du til den ide?

Temaet i dag er den økonomiske krise og hvad vi kan gøre for at komme stærkere ud af den. Her hjælper det næsten altid med et nyt perspektiv, og perspektivet i denne blogpost er mellemperspektivet: Hvad kunne man gøre, hvis man i en by med ca. 1 % af Danmarks befolkning (5.500 indbyggere) kunne tænke det utænkelige og tage sagen i egen hånd?

Lad os som eksempel betragte byen Kolind midt på Djursland sammen med nabobyen Ryomgård. Tilsammen har de ca. 5.500 indbyggere og for nemheds skyld kalder jeg nu dem begge for Kolind (undskyld Ryomgård). Hvis Kolind skulle tage tyren ved hornene og lave en rigtig krise-kur, så kunne den omfatte:

1. Sæt skatten op med 1 % af bruttoindkomsten i tre år. Det giver 30 Mkr. at arbejde med i Kolind. Egentlig skulle skatten sættes ned, men forandring kræver investeringer, og i modsætning til statskassen har lokalsamfundet i Kolind ikke pengene i banken. Derfor bider jeg i det sure æble og foreslår 1 % ekstra skat for alle. Ved udgangen af treårsperioden er de 30 Mkr. enten investeret i noget der skaber værdi, eller de er sat i banken til senere brug.
2. Få alle med i et system for samkørsel til og fra arbejde. Af de 3500 voksne indbyggere der har arbejde, pendler omkring 2000 ud af Kolind; de fleste til Århus, Randers, Ebeltoft og Grenå. Samkørsel betyder at omkring 1000 familier kan undvære en bil. Samkørsel suppleres med 20 delebiler som man kan booke og låne på de to autoværksteder i Kolind (og Ryomgård) til en fast pris på 3 kr/km. 1000 biler mindre sparer indbyggerne i Kolind for 30 Mkr. hvert år.
3. Etabler et solcelleanlæg og en lokal vindmøllepark som kan levere en fjerdedel af el-forbruget i Kolind. Kolind har allerede både halmvarmeværk og varmeværk, så araberne skal ikke forvente at få oliepenge fra folkene i Kolind. Vi producerer energien selv.
4. Aftal med NRGi (elforsyningsselskabet) at alle husstande i Kolind får 100 Mb/s bredbånd og brug bredbåndet til at arbejde hjemme nogle dage om ugen (sparet tid og transport) plus til telefon og TV. Hvis alle husstande får bredbånd på en gang, falder prisen pr. husstand dramatisk.
5. Lav et lokalt marked for frivillig indsats og vennetjenester. Alle der har et frivilligt job, fx. en forening eller en familie der søger en barnepige eller besøgsven, kan annoncere det, og alle kan søge. Det samme for vennetjenester - ikke sort arbejde, men småting. Tag konflikten med Skatteministeriet - den skal kunne vindes.
6. Lav en lokal jobportal, hvor alle ledige jobs annonceres, og hvor job og ansøger kan finde hinanden. Hver måned bliver 10 - 20 jobs ledige i Kolind. Hvorfor ikke besætte dem med lokale folk?
7. Indret biblioteket til også at kunne være et sted, hvor borgerne lærer IT eller følger kurser med fjernundervisning. Med bare to medarbejdere kan biblioteket skaffe et overblik over hvad man kan lære med fjernundervisning. Slå skolebibliotek og offentligt bibliotek sammen og gør biblioteket til mødested for borgerne og hold åbent om aftenen. Inddrag borgerne.
8. Luk skolen op og inviter borgere (også pensionister) indenfor. Lad dem lære eleverne om det virkelige liv uden for skolen og læg noget af skolens undervisning derud hvor tingene foregår, dvs. i virksomheder og institutioner.
9. Lav et genbrugscenter (ikke bare en containerplads) hvor borgerne kan aflevere ting de ikke bruger mere, og købe brugte ting, de har brug for. Hold åbent hver lørdag, lad foreningerne styre projektet og dele overskudet.
10. Kombiner systemerne ovenfor i en Kolind-portal, hvor borgerne har adgang til samkørsel, frivillig indsats, foreningsliv, vennetjenester, lokale jobs, skole og fjernundervisning. Gør portalen til et forum for dialog med blogs, interessegrupper, deling af information og meget mere. Med andre ord: Øg den sociale kapital i Kolind.

Hvis du forestiller dig at Kolind virkelig gjorde dette, ville byen komme på landkortet. Den ville blive et eksempel til efterfølgelse og et væsentlig bedre sted at bo.

Og forestil dig så at vi gjorde noget tilsvarende i hele Danmark?

Yes we can…

Bankpakke, kreditpakke, vækstpakke - midlerne for at overvinde den økonomiske krise er at tænke stort. Langt over 100 milliarder kr. alene i Danmark og titusindvis af milliarder i andre lande. Prøv lige at forestille dig hvad du ville gøre ved krisen, hvis du tænkte på mikroniveau, altså en enkelt familie:

Tænk på en dansk mellemklassefamilie (så nogenlunde): Far på 45, mor på 38, to delebørn på hhv. 26 (single, håndværker) og 13 (går i skole), et fællesbarn på 4 år og en bedstemor i nærheden på 70. Far er butiksbestyrer og tjener 400 tkr, mor er deltids sygeplejerske og tjener 150 tkr. Bedstemor har folkepension plus lidt opsparing. Familien bor i eget hus, som blev købt på toppen af boligboblen for 2 Mkr og der er lån for 1,6 Mkr.

Her er ti forslag til hvad familien kunne gøre for at imødegå krisen:

1. Find arbejdskammerater som vil være med til samkørsel og spar dermed den ene bil. Gerne også bruge mere offentlig transport og cykel. Det sparer mindst 30 tkr. om året efter skat.
2. Brug to timer mindre foran fjernsynet hver dag og spar platinpakken fra kabel TV selskabet. Klar dig uden en ekstra fladskærm. Drop fastnet telefonen og kombiner telefon, kabel og bredbånd i ét abonnement. Det kan spare 5 tkr. om året plus give 15 timers mere fritid pr. uge.
3. Aftal med naboen at I gensidigt passer børn eller inddrag bedstemor lidt mere, så sparer I barnepigen.
4. Anlæg 20 m2 køkkenhave og dyrk jeres egne økologiske grøntsager. Det sparer mange penge og I har god tid til det.
5. Hold ferie i Danmark - gerne i lokalområdet - og se hvor meget vores land har at byde på.
6. Lej sommerhuset ud i 8 uger om året. Det kan efter skat give 20 tkr.
7. Isoler loftet bedre eller skru lidt ned på varmen og tag et par uldsokker på.
8. Spis 50 % mere frugt og grønt og 50 % mindre kød. Køb en blender og lav flere retter med rå grøntsager, fx. supper. Det sparer nemt 5 tkr. om året.
9. Drop fitness abonnementet og løb en tur i stedet.
10. Gå kritisk igennem garderobeskabet og aflever de ting I ikke bruger, til genbrug. Køb kun genbrugstøj i år.

Selvom du måske ikke er enig i alle mine forslag synes jeg at listen viser at alle danske kan nedsætte deres forbrug uden at få lavere livskvalitet - jeg fristes til at sige at vi kunne få højere livskvalitet. Familiens disponible indkomst efter skat kunne forøges med 5 - 10 tkr. om måneden, som passende kunne bruges på at betale kreditforeningslånet hurtigere ned. 

Men hvad ville konsekvensen så være for samfundet, hvis alle danskere gjorde noget i den retning?

• Bilsalg og bilkørsel ville gå ned. Skidt for bilfabrikkerne, men godt for trafik og miljø. Spar motorvejsudbygningen
• Omsætningen i supermarkeder, fitnesscentre, TV forretninger og tøjforretninger ville gå ned, men jeres livskvalitet ville gå op. I høj grad til at leve med.
• Rejsebureauerne og feriecentrene sydpå ville få mindre at lave, men vi ville spare energi og lære Danmark at kende.
• Kødproducenterne ville kunne eksportere endnu mere kød - eller nedsætte produktionen, hvilket ville være godt for sundhed, natur og miljø.

Alt dette vil i første omgang betyde mistede jobs, men ærlig talt, hvis nogle af de mennesker der i dag sælger biler, fladskærme, fitness, oksekød eller ferierejser fandt sig nogle andre jobs som samfundet ville have større glæde af, blev gjort, var det så ringe endda? Og er et faldende bruttonationalprodukt i virkeligheden udtryk for faldende livskvalitet?

Hvordan kan disse overvejelser inspirere os til at komme stærkere ud af krisen?

Egentlig er jeg imod vejafgifter eller roadpricing som det også hedder. Brugt uden perspektiv bliver det blot en ekstra skat indkrævet med et kæmpe bureaukrati og med risiko for at vi alle bliver overvåget døgnet rundt når i er i bilen.

Men anvendt med perspektiv er sagen en anden. Forestil dig følgende system:

Fremtidens mobiltelefoner har GPS. Jeg står på Løndal og ønsker at komme til en adresse i århus. Taster adressen på mobilen. De bilister der er nærmest Løndal og som har kurs mod Århus (det ved deres GPS), får nu tilbud om at tage mig med. Som tak for besværet reduceres deres kørselsafgift fra 2 kr til 1 kr pr kilometer på turen hvor jeg er med i bilen. Min konto bliver iøvrigt belastet med 50 øre pr km, så også jeg er med til at betale. Men turen er billig for mig: 22 kr. dør-til-dør er billigt for den tur. I Ry får vi mulighed for at tage endnu en passager op og så sparer min chauffør også den sidste krone pr km. Trods omvejen kommer både chaufføren og jeg lige så hurtigt til Århus som hvis vi havde kørt selv: Der er nemlig langt færre biler på indfaldsvejene til Århus nu end tidligere. Trafikken glider lettere og der er ingen køer.

Når jeg står ud giver jeg chaufføren points på min mobiltelefon på en skala fra 1 til 10. Han får 10 fordi han kørte pænt, bilen var i orden og jeg følte mig tryg. Jeg har i øvrigt indstillet min telefon til kun at knytte kontakt til chauffører med en gennemsnitskarakter på 8 eller derover, så jeg bliver ikke skuffet, men selvfølgelig kommer jeg en gang imellem til at vente lidt ekstra.

Tænk det utænkelige: Hvis vi havde sådan et system i Danmark så var der langt færre biler på vejene og noget mindre behov for kollektiv trafik bortset fra de lange stræk og måske myldretidstrafikken. Hvis vi var første land der fik succes med systemet, ville det åbne et kæmpe potentiale for eksport.

Men sådan tænker politikere ikke: Vejafgifter er for dem en måde at “kontrollere” befolkningen på; “ændre deres adfærd” for at reducere CO2 udslippet, som det så smukt hedder. Plus en ny indtægtskilde. Perspektivløst. Hvis vi skal have vejafgifter skal det være for at give borgerne flere muligheder og større frihed. Og så glæder vi os over at det også gavner miljøet.

I P1 morgen i dag diskuterede jeg infrastruktur med en række lyttere. Her er den vision, jeg forestiller mig: Det asynkrone samfund. Modsætningen er det synkrone samfund vi kender i dag: Alle danskere op klokken halv syv, børnene i skole, i kø på motorvejen til arbejde og samme tur hjem igen hver dag.

1. I det asynkrone samfund skal danskerne selv kunne bestemme hvor, hvornår og hvor meget de vil arbejde - selvfølgelig under hensyn til arbejdets art og behovet for samspil med andre. Hvis arbejdet kræver at man er på arbejdspladsen 3, 4 eller 5 dage om ugen; ja så er man det. Men ellers…
2. Alle danskere som ønsker at arbejde en del af tiden hjemme, og som kan det aht. deres arbejde, indretter en hjemmearbejdsplads med mindst 100Mb/s bredbånd, hvilket vil tillade dem at være i forbindelse med andre når de ønsker det, i fuld videokvalitet.
3. Hvis 1 million danskere arbejder hjemme tre dage om ugen vil trafikken i myldretiden falde med mindst 20 %, hvorved de der er nødt til at pendle, vil komme hurtigere frem selv hvis man ikke investerer yderligere i trafiksystemet. CO2 udledningen falder tilsvarende.
4. Mange forældre vil foretrække at have børnene og deres kammerater hjemme efter skole en eller flere dage om ugen, hvilket belaster institutionerne mindre og giver mere liv i boligområderne. Plus at det er godt for både børn og forældre.
5. Med sparet transporttid og mere fleksibel arbejdstid vil flere mennesker kunne påtage sig frivilligt socialt arbejde og foreningsarbejde, hvilket vil øge den sociale kapital i boligområderne.
6. Af samme grund vil indkøb og fritidsaktiviteter blive mere jævnt fordelt over ugen og døgnet, hvorved butikker og fx. sportsfaciliteter vil blive mere jævnt udnyttet.
7. Med større frihed til at arbejde så meget man vil og hvornår man vil, kan flere spare op til længere ferier, som fx. kan bruges til rejser i forbindelse med udviklingsprojekter eller andre projekter. Alene sparet transporttid på 1 time pr dag året rundt svarer til 5-6 ugers yderligere ferie hvert år. Yes!!!
8. Friheden til at arbejde så lidt eller så meget man vil, kan også bruges til at spare op til at have en lavere arbejdstid mens børnene er små, eller til at videreuddanne sig, især hvis marginalskatten kommer ned på fx. 40 %, så der bliver noget tilbage til en selv.

Lyder det som en utopi? Så tænk på dengang for 25 år siden da mindst halvdelen af befolkningen var tvunget til at holde sommerferie i industriferien. Det var i sandhed et synkront samfund. Dengang kunne ingen forestille sig fleksibel ferie, men da vi først fik den, kunne ingen forestille sig at gå tilbage til industriferie. Det asynkrone samfund kom lidt nærmere.

Jeg efterlyser politikere og ledere fra erhvervsliv og organisationer, der tør tænke radikalt nyt. Hvad siger du?

I Jyllands Posten i dag har jeg en klumme som helt enkelt siger at den infrastruktur som Folketinget nu er enige om, er forældet. Den bygger nemlig på en forudsætning om at danskerne arbejder synkront: Alle står op omkring kl 7, afleverer børnene i skole/institution, kører på arbejde, tager hjem igen om efterminddagen, henter børnene, ulvetime, aftensmad, fjernsyn og så i seng. Så har vi brug for flere motorveje, jernbaner mv.

Men tænk hvis vores tilværelse var asynkron. At vi (stort set) selv bestemte hvornår vi ville arbejde og hvor? Det kunne muliggøres af en elektronisk infrastruktur til ikke 75 mia kr, men 20 mia kr: 100 Mbit bredbånd til alle. Og det ville give danskerne mindre stress, større livskvalitet, større velstand og mindre klimabelastning.

Hvorfor ikke?

Men det kræver jo nytænkning, og det er ikke hvad politikere opfatter som deres opgave…

En tredjedel af landets biblioteker og filialer af biblioteker er lukket de seneste år. Og for nogle dage siden kunne man læse om den seneste store succes på området: biblioteker uden betjening, hvor lånerne får chip-lånerkort sådan at de kan låse sig ind og selv aflevere og låne bøger. Modellen er bl.a. afprøvet på biblioteket i Them - en by tæt på hvor jeg bor. Samtidig planlægges megabiblioteker i de største byer med alverdens medier, kulturtilbud mv.

Jeg synes ikke at den udvikling er et fremskridt og jeg frygter at den er et resultat af den samme tankegang som har ført til kommunalreform, politireform, domstolsreform og nedlæggelse af skoler i mindre bysamfund.

Tankegangen er enkel: Ved at samle institutioner i større enheder kan det offentlige umiddelbart spare penge til især lønninger og husleje, og da det offentlige i vidt omfang ledes af økonomer kommer ledelse i det offentlige til at dreje sig om økonomi. Besparelser bliver religion. Hvis du tænker som en hammer ligner alle problemer et søm.

Den udvikling synes jeg at vi skal arbejde imod fordi den forarmer samfundet. Mindre bysamfund mister skole, kommunekontor, bibliotek, lægepraksis, sygehus, posthus, politistation, retsbygning og detailhandel. Tilbage er sovebyer uden jobs og uden fællesskab. Besparelser på kort sigt ødelægger samfundet på langt sigt.

De fleste mennesker tror at denne udvikling er en nødvendighed. Det er den ikke. Den er et politisk valg i økonomiens hellige navn. Der er nemlig et alternativ, som er at vende tingene på hovedet:

1. Tage udgangspunkt i hvilket (lokal)samfund vi ønsker og så bruge teknologi og fantasi til at skabe dem.
2. Opfat økonomien som en ramme - ikke som et mål i sig selv.
3. Lær at vurdere forskellige muligheder i et bredere perspektiv end bare kortsigtet driftsøkonomi. Ting der ikke kan gøres op i penge, kan være vigtigere end det der kan måles.
4. Tænk nyt - ud af boxen, som det hedder nutildags. Glem det store kontorhus og forbind i stedt mange små afdelinger med videovægge så medarbejdere kan arbejde sammen selvom de fysisk befinder sig forskellige steder.
5. Bruge teknologi til at stille specialviden til rådighed for små enheder, fx. via videokonference eller fjernbetjening.
6. Give den enkelte medarbejder større handlefrihed så han eller hun slet ikke behøver den centrale styring og kontrol (bureaukrati) som de sparede penge bliver brugt til.
7. Kombinere forskellige aktiviteter så de bedre kan fungere decentralt.
8. Inddrage frivillige medarbejdere til at løse nogle af de opgaver der er brug for.

En ny måde at løse opgaverne på behøver ikke at koste flere penge - nogle gange endog tvært imod. Men tankegangen er fremmed for en økonom. En radikalt ny løsning er svær at sætte op i et regneark og hvem ved om vi overhovedet sparer noget ved det? Mon ikke der er en årsag til at ingen har prøvet dette før? Hvordan kan man måle resultaterne? Besparelser ved man heldigvis hvad er.

Derfor bliver det ikke til noget. Hvorfor finder vi os egentlig i det?

Sjældent har jeg læst en så relevant og provokerende bog end Verner C. Petersens nyligt udkomne “Vildveje i Velfærdsstaten”, Informations Forlag.

Bogen er et opgør med den tænkning som de seneste tyve års regeringer har brugt som baggrund for at udvikle det velfærdssamfund, vi har i dag. Et opgør med trangen til at ville styre alting fra oven med klare mål, detaljerede regler, kvalitetsstandarder og rettigheder.

Verner C. Petersen der er professor ved Handelshøjskolen, Århus Universitet, tager hårdt fat: Han gennemhuller både regeringens kvalitetsreform og Socialdemokratiets velfærdsrettigheder og argumenterer overbevisende for at der kommer en dårligere offentlig sektor ud af begge dele. Løsningen er ifølge professoren at lede gennem værdier, visioner og rummelige rammer sådan at den enkelte medarbejder og chef får større råderum og lyst til at bruge sin kreativitet, energi og fantasi i jobbet. Glem bureaukratiet med dokumentation af indsatsen - mål på borgernes oplevede tilfredshed og resultaterne i forhold til de vigtige ting. Er det ikke bedre at gøre en forskel uden at kunne dokumentere det end at dokumentere at man ikke har gjort en forskel?

Bogen afsluttes med en sønderlemmende kritik af en række modebegreber fra den såkaldte management tænkning, herunder NLP, Lean og MBTI. Heldigvis er der også en række konstruktive betragtninger om hvad vi bør sætte i stedet.

Pligtlæsning for alle der deltager i samfundsdebatten!