Arkiv for kategorien 'Danmark på hovedet'

Thyra Frank, Plejehjemmet Lotte og UNBOSS

Jeg vil starte 2013 med en hyldest til Thyra Frank for hendes indsats for en ny form for ledelse i det offentlige. Efter min opfattelse er Thyra Franks ledelse af plejehjemmet Lotte på Frederiksberg simpelt hen banebrydende for ledelse i det offentlige.

For mig at se er det mest bemærkelsesværdige ved Thyra Franks indsats:

  1. At hun turde sætte plehjemmets formål over alt andet. Og formålet var at danne et hjem for beboerne, hvor de kunne få størst mulig livsglæde i den sidste periode af deres liv. Det var vigtigere end kommunale regler og dokumentationskrav, sædvaner og fagforeningspolitik.
  2. At hun turde tage opgøret med de stærke interessegrupper (især kommunal administration og fagforeninger) der findes omkring et plejehjem.
  3. At hun var i stand til at engagere beboere, medarbejdere, tidligere medarbejdere, pårørende og andre i den opgave det er at drive plejehjemmet.
  4. At hun ledede gennem sit eksempel og gennem den tillid hun viste medarbejderne, fremfor med strukturer og magt.
  5. At hun formulerede en ledelsesfilosofi der i al sin enkelhed er universelt anvendelig ved ledelse af al form for offentlig virksomhed.

Jeg er ikke sikker på at plejehjemmet Lotte eksisterer i sin nuværende form om ti år. Hertil er embedsmændenes og fagforeningernes interesser i at lægge eksperimentet død, for stærke. Kritikerne vil sige: Hvad sagde vi? Plejehjemmet Lotte eksisterede kun på grund af karismatisk leder; når hun er væk, falder korthuset sammen. Den har jeg hørt før. Sådan sagde folk også da revolutionen i Oticon blev officielt afblæst ti år efter at den fandt sted.

Thyra Franks indsats rækker imidlertid langt videre end et enkelt plejehjem. Hendes ledelsesform er allerede blevet kult i flere andre lande (Norge, Sverige, USA) og selvom nutidens bureaukrater og organisationer gør alt for at slå eksperimentet i hjel, bliver det ikke glemt i Danmark.

Jeg opfatter plejehjemmet Lotte som det måske fineste eksempel på en virksomhed der er blevet UNBOSS’et. Formålet er kommet derhen hvor det hører til, nemlig før alt andet. Plehjemmet Lotte er en stor ubegrænset organisation bestående af pårørende, frivillige og andre, der deler passionen for bedre ledelse i det offentlige. Og alle disse mennesker er involveret og engageret fordi de brænder for ideen; ikke fordi nogen betaler dem for det.

Vil du vide mere, så kan jeg varmt anbefale Jette Meier Carlsens fremragende bog om Thyra Frank: Livsglæde og stjernestunder, Gyldendal 2010.

Og så et efterskrift om Thyra Frank og Liberal Alliance:

Når jeg har talt med folk om Thyra Frank siger mange at de ikke forstår at hun kan sidde i Folketinget for Liberal Alliance. Hvordan kan Thyras humanistiske sindelag forenes med det parti, som de opfatter som ultra liberalt?

Det er fordi folks opfattelse af Liberal Alliance er falsk. Ledelsen i Liberal Alliance deler præcis de samme humanistiske værdier som Thyra Frank. Liberal Alliance er præcis lige så træt af bureaukrati og centralisering som Thyra Frank. Liberal Alliance er lige så kritisk over for spild af offentlige midler til irrelevant og til tider inkompetent offentlig ledelse som Thyra Frank. Og Liberal Alliance deler til fulde Thyra Franks passion for at alle mennesker har ret til et godt liv før døden.

Godt nytår!

Hvorfor har Danmark ikke en udviklingsafdeling?

Hvis Grundfos ikke havde en udviklingsafdeling ville vi være færdige som virksomhed om fem eller ti år. Udaf de 18.000 medarbejdere har vi ca. 1200 i gang med at udvikle nye teknologier og produkter, og omkostningerne hertil udgør ca. 5% af det samlede budget. Man skulle ikke tro at vi kunne blive ved med at forbedre noget så simpelt som pumper. Strengt taget er en pumpe blot et skovlhjul der roterer i et metalhus og dermed forøger trykket af en væske. 1200 PhD’er civilingeniører, fysikere, matematikere, kemikere, økonomer, antropologer og andre specialister til bare at udvikle bedre pumper!

Tænk hvis Danmark havde en udviklingsafdeling. I Danmark er vi knap 6 millioner mennesker, dvs ca 300 gange så mange som i Grundfos. Havde Danmark været som Grundfos skulle vi have 400.000 højt uddannede specialister på alle relevante områder, som kun havde én opgave: At udvikle Danmark. Det er helt vildt, så tag en tiendedel af det antal: 40.000 specialister i Danmarks udviklingsafdeling.

Det første spørgsmål de ville stille, er: Hvad er det for et samfund, som ledelsen (folketinget) stræber efter at Danmark skal være? Jeg tror politikerne kunne blive enige om i hvert fald fire ting: 1) Danmark skal have økonomisk vækst, men den skal være bæredygtig. 2) Der skal være både frihed og tilskyndelse for alle til at tjene penge og skabe noget, men vi skal tage os godt af de svageste, 3) Vores børn og unge skal have de bedste uddannelser i verden, men de skal også bestille noget for at få dem, 4) Vores sundhedsvæsen og ældrepleje skal være i verdensklasse.

Forestil dig at politikerne sagde det klart: Det er det samfund vi ønsker, og udviklingsafdelingens opgave er at finde ud af hvordan vi får det. Det behøver vi ikke 40.000 specialister til at fortælle os. Bare 4.000 ville gøre det, hvis ledelsen var i orden og hvis ellers politikerne ville lytte til hvad udviklingsfolkene fandt frem til.

Og det er præcis det der er problemet i dag: Utallige kommissioner har fundet frem til hvad der skal gøres, men politikerne lytter ikke: Socialkommission, arbejdsmarkedskommission og velfærdskommission er bare tre eksempler; alle har de udarbejdet gode og velbegrundede forslag som politikerne ikke har villet lytte til.

Men nytter en udviklingsafdeling så ikke noget? Jo det gør den, fordi den kunne knytte de mange gode enkelt initiativer sammen til planer som både politikere og befolkning kunne forstå.

De fleste mener at politikere er sat i verden for at være uenige. Det er noget vrøvl. Politikere er sat i verden for at lede samfundet. De skal udvikle samfundet så det bliver bedre til at løse de opgaver som bedst løses i fællesskab. Hvis de bruger tiden på at skændes, spilder de tiden.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

Valg 2011: Frihed

Indrømmet: Økonomien er afgørende i dette valg. Vi skal have en regering der skaber varig vækst og velstand; ikke bare kortsigtede boligpakker som er ren kosmetik.

Men jeg synes også at andre ting er vigtige.

For eksempel frihed. Tidligere tænkte jeg ikke så meget over det, men efterhånden er det gået op for mig, hvor megen unødvendig regulering vi har fået. Altsammen i den gode sags tjeneste, men langt udover hvad der er nødvendigt.

Jeg har en skov, men jeg kan ikke grave et vandhul eller en grøft uden forudgående tilladelse fra myndighederne. Jeg kan heller ikke lave en vildtager så der er mere foder til dyrene om vinteren. For slet ikke at tale om et redskabsskur over ti kvadratmeter eller en redekasse til ænderne.

Tænk hvad det koster i administration. Sagsbehandlere, eksperter, høring, offentliggørelse, korrespondance, klagesystem. Hvem gavner det egentlig?

Og så kan jeg naturligvis ikke have en hobbykniv i bilen, jeg kan ikke holde hund af bestemte racer, mine børn må ikke gifte sig med en udlænding og jeg kan blive ved.

Selvfølgelig er der mange fornuftige regler som er begrundet i at vi borgere ikke må gøre ting der skader andre. Helt OK. Men rigtig mange regler kan ikke begrundes sådan. De er udtryk for at Folketingets flertal synes at de ved bedre end borgerne, hvad der er godt for os. Det vender jeg mig imod, og derfor støtter jeg partier der vil arbejde for større frihed og mindre regulering – selvfølgelig med det ansvar der følger med.

Giv os nogle flere eksempler på overflødige regler. Skriv en kommentar.

Unboss – tak for hjælpen

Tak for mange mails som svar på min opfordring til at deltage i arbejdet med Unboss – Jacob Bøtters og min nye bog.

Flere har spurgt om hvad bogen kommer til at handle om. Det kommer her:

Unboss er både en person og et verbum. Unbossen er lederen der har lagt det traditionelle tankesæt bag sig og har fundet en ny måde at være leder på, som passer bedre til den tid vi lever i. Helt ærligt: modsætningsforholdet mellem chef og ansat som vi bliver flasket op med hver eneste dag, er forældet. Ledere og medarbejdere er partnere som skaber værdi i fællesskab. Unbossen er ikke chef, men “medarbejdende leder”; han eller hun har ikke ansatte der arbejder for sig, men derimod medarbejdere der arbejder sammen med lederen om at nå et fælles mål. Unbossen kommunikerer mere åbent og direkte; stiller flere spørgsmål og giver færre svar, deler sin tvivl og spiller ikke en påtaget rolle – han eller hun er sig selv.

Unboss er også et verbum. At unbosse hierarkiet er at sætte et netværk i stedet som giver medarbejderne udfoldelsesmuligheder og frihed i stedet for at begrænse dem. At unbosse kommunikationen er at erstatte nyhedsbrevet med en blog hvor læserne inviteres til feedback og hvor de ikke alene diskuterer med lederen, men også med hinanden. Og så trænger kontoret, IT-systemerne, lønsystemerne, arbejdstiden, og meget andet til at bliver unbosset, og det handler bogen om. Om der bliver et afsnit om at unbosse politik og samfundet som helhed ved jeg endnu ikke. Men der er behov for det.

En traditionel bog skrives af en eller nogle få personer i isolation. Unboss skrives i en kollaborativ proces hvori mere end 100 personer kommer til at deltage med konkrete eksempler, kritik og ideer. Hvad er mere naturligt når bogen netop handler om at skabe værdi i fællesskab? Det endelige ansvar for indholdet tager Jacob Bøtter og jeg: lige så vigtigt det er at arbejde sammen i en åben proces; lige så vigtigt er det at nogen påtager sig rollen som Unboss: At tage ansvar for helheden. Ledelse er ikke blevet umoderne!

Lyder det rigtigt?

64 procent mere værdi – Unboss

(English – see below)

Her til morgen havde 210 læsere svaret på spørgsmålet tilhøjre: Hvor megen  merværdi kunne du skabe på din arbejdsplads hvis alle forhold var optimale ? (ledelse, organisation, kolleger, opgaver). De eller I siger at I ville kunne skabe 64 procent mere værdi end nu, og jeg er ikke overrasket: Min erfaring er at organisationer kan skabe dobbelt så stor værdi eller endnu mere hvis alle forhold er i orden. Når det lykkes kommer der organisationer ud af det, som kan konkurrere Sony ud af Japan og Philips ud af Holland. Og mærkeligt nok: arbejdsglæden stiger; medarbejderne er mere tilfredse end nogensinde, og køen af folk der gerne vil have jobs, bliver længere end nogensinde.

Mit mål med denne blog og med alt hvad jeg gør i disse år, er at slippe det potentiale løs. Kolind Kuren (bogen) gav nogle bud herpå, men den er fem år gammel og der er mere stof i historien end det. Derfor arbejder jeg sammen med Jacob Bøtter (forfatter til bogen NQ – se www.nq.dk) om at skrive bogen Unboss som forhåbentlig kan gøre koden tilgængelig for alle der gider og tør smøge ærmerne op. Unboss udkommer til efteråret.

Selvom jeg er pessimist mht danske politikeres evne og vilje til at udnytte potentialet (med en enkelt undtagelse – I ved) så er jeg optimist på vegne af danske medarbejdere og virksomheder. Vi kan også i de næste 20 eller 50 år blive det foregangsland som hele verden vil kigge på, når vi begynder at udnytte de muligheder for at skabe fremragende organisationer (offentlige og private) som ligger i den tillids-kultur, vi stadig er næsten ene om i verden. Tillid er nemlig en af nøglerne til at frigøre potentialet. Tillid er forudsætningen for at vi kan slippe af med bosser og få unbosser i stedet.

Arbejdet med Unboss går nu ind i den afgørende fase, og hvis du har lyst til på en eller anden måde at være med i slutspurten (læse udvalgte kapitler (på engelsk) og bidrage med kritik; komme med eksempler, eller andet) så send mig en (ikke al for lang!) mail på lars@kolind.dk og fortæl lidt om din baggrund og hvad du måske kunne tænke dig at bidrage med i forbindelse med Unboss. Skriv Unboss i emne-feltet på mailen. Jeg læser din mail, men vær lidt tålmodig mht at få svar – jeg får rigtig mange mails og har til tider lidt svært ved at nå at svare på dem alle! Har du en generel kommentar, glæder jeg mig til at læse den på bloggen nedenfor.

Tænk det utænkelige: At danske virksomheder og offentlige organisationer kunne skabe 64 procent mere værdi end i dag. Så ville det godt nok være spændende at være dansker.

English summary:

This blogpost summarises a survey on the added value potential of organisations if the worked properly (management, structure, teams, tasks): 210 respondents indicate that an average of 64 % value could be created under such circumstances.

Together with Jacob Bøtter (author to the book NQ, www.nq.dk) I am currently working on a new book, Unboss, which will unfold this potential. Unboss is due in November 2011 and we invite you to join the effort (reviewing selected chapters, providing examples etc) by mailing me a bit about your background and what you think you could contribute, on lars@kolind.dk marked “Unboss”.

Udlicitering er løsningen

Jeg går ind for at langt de fleste offentlige opgaver skal udliciteres, især de vigtigste. Ikke af ideologiske grunde, men simpelt hen fordi det er sund fornuft for alle parter. Du er sikkert uenig, men glem lige dine fordomme og hør hvorfor:

Det offentlige (kommuner, regioner, stat) er et fællesskab, hvor borgere bliver enige om at det er bedst for alle parter at visse opgaver løses i fællesskab. Politi, domstole, forsvar, infrastruktur, regulering, affald, vandforsyning, uddannelse, sociale opgaver og 1000 andre ting som det enten er umuligt eller simpelt hen for dumt at løse individuelt. For mig er der ingen ideologi i dette: Vi skal løse de opgaver i fællesskab, som giver mening.

Ideologien kommer ind når vi skal afgøre hvem der skal betale hvor meget. Her er der tre muligheder:

  1. Vi betaler efter forbrug (fx. vand, varme, el og affald). I princippet betaler vi den kostpris som ydelsen koster.
  2. Vi betaler efter hvor meget vi tjener, men ikke efter hvor meget vi bruger ydelsen. Vi betaler også selvom vi slet ikke bruger ydelsen. Det gælder alle de ting som finansieres over skatten.
  3. En kombination af 1 og 2. Det gælder når det offentlige opkræver en vis brugerbetaling som dog ikke dækker alle udgifter. resten betales efter hvor meget vi tjener (altså over skatten).

Fordelingen mellem 1, 2 og 3 kunne i høj grad fortjene mere debat, men det er ikke emnet for denne blogpost. Den handler altså ikke om hvem der skal betale, men om hvem der skal producere. En ydelse kan i princippet produceres på to forskellige måder og den måde den produceres på, har intet at gøre med den måde ydelsen betales på:

  1. Det offentlige kan selv producere ydelsen, dvs. ansætte medarbejdere, købe udstyr og organisere det hele.
  2. Ydelsen kan produceres af en privat virksomhed. Her skal det offentlige specificere ydelsen fra borgerens synspunkt (det problem som ydelsen skal løse, og den kvalitet borgeren skal ha). Det offentlige skal ikke specificere hvad virksomheden skal gøre, kun den nytte eller værdi som ydelsen skal skabe for borgeren.

Hvis en privat virksomhed skal producere en ydelse for det offentlige, skal den indtjene et overskud på typisk 5 – 10% af omsætningen. Overskudet skal dække renter af den kapital der er investeret, samt den risiko der altid er ved at drive virksomhed. Det offentlige skal også forrente sine investeringer og håndtere sin risiko. Omkostningerne til det kan vi bare ikke se med den måde, offentlige regnskaber laves, men omkostningerne er der. Her er der altså  ikke megen forskel mellem offentlig og privat produktion.

Forskellen mellem offentlig og privat produktion ligger to andre steder:

  1. Større incitament. En privat virksomhed der producerer en ydelse for det offentlige har et stærkt økonomisk incitament til at løse opgaven mere effektivt, simpelt hen fordi den selv kan beholde gevinsten. Derfor kommer der mere og hurtigere innovation hvis ydelsen produceres i privat regi.
  2. Eksport: Hvis viden om at producere ydelsen ligger hos det offentlige, bliver den der, medmindre det offentlige selv vil til at drive eksportvirksomhed. Det prøvede man for ca 20 år siden (systemeksport) og det var en total fiasko. Borgmestre er politikere – ikke forretningsfolk. Hvis til gengæld viden flyttes over i den private virksomhed som producerer ydelsen, har den et invitament til at eksportere, især hvis den er blevet rigtig dygtig og effektiv.

Det er de to grunde der gør at offentlige ydelser bedst produceres i privat regi: Mere innovation og mere eksport. Læg mærke til at jeg overhovedet ikke nævner besparelser. Selvom der er mange gode eksempler på at det offentlige har sparet penge ved at overlade produktionen til private virksomheder, er det ikke den vigtigste motivation. Også selvom det ikke umiddelbart bliver billigere for det offentlige at overlade produktionen til private virksomheder, skal vi gøre det, simpelt hen for at fremme innovation og eksport. I længden bliver det nemlig billigere, for en virksomhed der løser opgaver for mange kommuner både her og i udlandet, har råd til at investere i forskning og produktudvikling og dermed i endnu bedre og billigere ydelser (produkter). Tæmk lige over hvor uendelig lidt det offentlige bruger til at produktudvikle de ydelser som de producerer!

Har jeg ret? Må jeg høre din mening? Skriv en kommentar!

Hvad er forbedringspotentialet?

Jeg er optaget af at finde ud af hvad der skal til for at mennesker skaber større værdi på deres arbejdsplads. Hvordan vi kan finde præcis den kombination af arbejdsopgaver der er optimal for den enkelte. Hvordan vi kan sammensætte afdelinger og teams sådan at teamet fungerer optimalt ogsådan at man har størst mulig glæde af kollegerne. Hvordan vi kan vælge de mennesker der fungerer bedst som ledere, og hvordan vi kan træne dem så de skaber rammerne for at medarbejderne fungerer optimalt. Hvordan vi kan skabe større mening med arbejdet og større arbejdsglæde.

Mit spørgsmål er nu: Hvor stort er potentialet egentlig? Tænk på dig selv i det job du har, eller i det seneste job du har haft. Hvor meget større værdi kunne du skabe, hvis alle planeterne stod på række, dvs. hvis alle forholdene omkring arbejdet var optimale. 10%, 50%, 100% eller hvad?

Deltag i afstemningen tilhøjre og skriv gerne en kommentar nedenfor!

Det egentlige vækstforum

Tirsdag var jeg til TEDxCopenhagen; en af de mest spændende konferencer jeg nogensinde har deltaget i. Arrangeret af Wemind med støtte fra bl.a. Københavns Kommune, Politiken, DR og SticksnSushi samlede TEDx 300 deltagere til 18 minutters foredrag om så forskellige emner som mikrbiologi, stress, rumfart, vejrtrækning, fattigdomsbekæmpelse, arbejdsglæde, frygt og genetik.

Debatten summede som jeg sjældent hat hørt det og ideerne til hvordan Danmark og verden kunne blive et bedre sted at være, var der rigtig mange af. Visionære i modsætning til “mer af det samme” som vi hører fra Regeringens Vækstforum. Jeg vil påstå at en halv dag sammen med den gruppe der deltog i TEDx, ville give Regeringen fem gange flere relevante forslag om Danmarks fremtid, end 18 måneders arbejde i Vækstforum støttet af ubegrænset sekretariatsbistand fra fire ministerier.

Det er flovt. Og det er tragisk for Danmark der virkelig mangler nytænkning om sin fremtid. Er vi virkelig så konservative, socialdemokratiske (Venstre) og så småborgerlige (Dansk Folkeparti) at vi slet ikke er interesseret i nytænkning?

Om nogle dage ligger foredragene fra TEDxCopenhagen på nettet. Se www.tedxcopenhagen.dk.

Så kan man jo håbe på at nogle i Regeringen trods alt ser dem. Debatten og de mange ideer slipper de for…

5 grunde til at unge iværksættere fravælger Danmark.

Hvorfor fravælger mange unge iværksættere Danmark (København) og tager i stedet til Silicon Valley eller andre mere hotte steder? Det spørgsmål fik jeg som reaktion på blogposten om de 5 ting vi kan lære af Vestas (nedenfor). Her er fem ting som jeg tror betyder noget:

  1. Vi mangler kritisk masse. Unge iværksættere er sociale mennesker; de bliver inspireret af at andre er i samme situation. De hjælper hinanden og de bruger hinandens kontakter til kunder, investorer og andre. I Danmark er der langt imellem iværksætterne; til gengæld er der en overflod af lønmodtagere og folk på passiv offentlig forsørgelse. Er det et inspirerende miljø at kæmpe for sin ide i?
  2. Iværksætteri er ikke anerkendt. I Silicon Valley er iværksætterne helte. Du er helt hvis du lykkes med en virksomhed, og hvis du går konkurs så har du fået en værdifuld erfaring at bygge din næste virksomhed på. Det er fedt at du lever på en sten fordi din virksomhed endnu ikke laver overskud. I Danmark er det folk med gode funktionærjobs der er helte. Folk som med god løn har råd til bil, hus og skiferier. Det er absolut ikke fedt at kæmpe den lange og seje kamp for at få virksomheden på fode. Og tjener du endelig mange penge, så mistænker vi dig for at du har været for grådig og nok også lidt for smart.
  3. Vi mangler risikovillig kapital. Årsagen er at det er svært at tjene penge nok til at spare måske en million op til at starte en ny virksomhed. En million på kontoen kræver at du har tjent mindst 3 millioner og selvom du sparer 10.000 op pr. måned (det er der ikke mange der gør) så går der 15-20 år inden du har en million. Til den tid har du familie og forpligtelser fordi mange højtuddannede først starte job når de er omkring 28 år. I USA er skatten det halve og unge starter job tidligere. Plus at skattereglerne for business angels og venture kapitalister er langt bedre. Rejs hurtigst muligt!
  4. Vi er tryghedsnarkomaner. Ingen kan forstå hvorfor jeg nu 20 gange har løbet risikoen og været med til at starte en virksomhed når mine tidligere kolleger i topstillinger i dansk erhvervsliv hæver ½-1 million om måneden og nyder fritiden med at spille golf og gå på jagt. Livet i den bedste del af danske andegård er simpelt hen så behageligt at meget få vil risikere penge, livskvalitet og omdømme ved at gøre noget radikalt nyt og anderledes. Vi er tryghedsnarkomaner.
  5. Vi er konforme. Prøv at se på villavejene eller i Irma i Gentofte, Rungsted eller Virum. Mer af samme slags: Velbjergede midaldrende danskere i velplejede huse og med pæne biler. Og prøv så at forestille dig hvordan der ser ud i dag i San Francisco: En mangfoldighed af forskellige mennesker: religion, race, kultur, seksualitet. Vi hylder det konforme i Danmark; vi vælger venner og jagtkammerater til bestyrelsen og vi undgår helst folk der er anderledes end os selv. Er det et inspirerende miljø?

Min konklusion er at vi ligger som vi har redt. Der er rigtig gode grunde til at de dygtigste og mest ambitiøse unge iværksættere søger andet steds hen. Og nøglen til at ændre dette ligger kun ét sted: Hos os selv.

Er du enig i min analyse? Og hvad synes du vi kan gøre ved det? Jeg glæder mig til at læse din kommentar!

5 ting vi kan lære af Vestas.

I dag kom det frem at Vestas fyrer 3.000 medarbejdere, heraf de fleste i Danmark, hvor Vestas lukker fabrikker i Nakskov, Rudkøbing, Viborg og Skagen. Trist nyt, i sandhed, men hvad kan vi lære af det?

Jeg tror vi kan lære fem ting:

  1. Ingen kan føle sig sikker. Den globale konkurrence er behård og nådesløs. Vi får intet forærende og selv ikke en stærk position som markedsleder i en vækstbranche er nogen garanti for at der er jobs i morgen. Kun én ting tæller: Skaber vi mere værdi end konkurrenterne pr. krones omkostninger?
  2. Vi får tæsk hvis ikke vi tager os sammen. Vestas får tæsk fordi andre kan skabe mere værdi pr. krones omkostninger, men det lever Vestas med fordi man kan flytte jobbene til udlandet. Danmark får tæsk hvis vi fortsætter med at gøre som hidtil, men vi kan af gode grunde ikke flytte jobbene til udlandet. Når jobbene forsvinder bliver Danmark fattigere, og det betyder bl.a. at der ikke bliver råd til at give de mange ældre der kommer til i de kommende år, en ordentlig tilværelse. Medmindre de unge vil betale mere end i dag, og det er ikke rimeligt.
  3. Løsningen er vækst. Vækst i andre brancher og funktioner end vindmølleproduktion. Ikke alene i højteknologi som både regering og opposition satser på, men inden for et bredt spektrum af aktiviteter. Vækst kommer når vi får flere i arbejde og  når hvert enkelt menneske skaber mere værdi end før. Når hjemmehjælperen bruger mere tid til at hjælpe de gamle bedre, når lægen laver bedre operationer, når ingeniøren udvikler bedre produkter, når lederen skaber større arbejdsglæde og når gartneren holder haven eller parken bedre.
  4. Løsningen er også at fjerne barrierer for vækst. Den helt store barriere for vækst er bureaukrati og dårlig ledelse, ikke mindst i det offentlige. Jeg er ikke i tvivl om at de 777.000 offentligt ansatte med bedre ledelse og mindre bureaukrati og kontrol kunne præstere 10% mere og samtidig få større arbejdsglæde. Det svarer til 78.000 jobs eller 25 gange flere end der nu forsvinder. Tænk hvilken værdi de kunne skabe for Danmark. Dertil kommer potentialet i den private sektor.
  5. Det starter med en vision. Om en uge har de fleste glemt Vestas fyringer og så kører den politiske vridemaskine videre. Hvis altså ikke at regeringen formulerer en vision. Lars Løkkes 10 mål er ingen vision. De er mere af en fortid der ikke er mere. En vision kunne være at gøre Danmark til verdens mest bæredygtige samfund. Simpelt hen. Og vejen dertil ville være at inddrage alle partier, alle organisationer og hele befolkningen i at få det til at ske. Ikke 90, men 179 mandater!

Hvad har du lært? Skriv en kommentar!

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.