Kolind Kuren

I dag fylder jeg 65. Det er en mærkelig fornemmelse, for da min far blev 65 syntes jeg at han var en oldsag. Klar til en hyggelig, stille og rolig tilværelse som pensionist. Sådan oplever jeg det ikke: I god fysisk form og med masser af projekter og planer for fremtiden.

Men samfundet tror at jeg er som min far var da han var 65. Man må tro at jeg mangler penge, for nu kan jeg køre med DSB til nedsat takst på 65 billet. De fleste dage med 50% rabat. Jeg kommer også gratis eller billigt ind på museer og andre kulturinstitutioner, og kommunen tilbyder alskens særlige services til mig.

Systemet er ikke indrettet på at jeg faktisk gerne vil fortsætte med at arbejde og tjene penge. Hvis jeg tjener over 291.000 kr om året er min marginalskat nemlig steget med 30 procentpoint, fra 56% til 86%. Forestil dig at min ratepension var 300.000 kr om året. Dem betaler jeg sædvanlig skat af. Hvis jeg kan tjene 200.000 kr mere ved fortsat at arbejde, så koster det mig 86% i skat, altså 172.000 kr. 28.000 kr til mig selv og hvis jeg bruger de penge til fx. nye havemøbler, så skal jeg lige slippe en femtedel i moms. Tilbage ca 22.000 kr. eller 11 procent af det jeg tjente.

Men hvorfor bliver marginalskatten 86% og ikke 56% som den var før? Det er fordi folkepensionens grundbeløb på 68.000 kr om året nedsættes med 30% af det jeg tjener over 291.000 kr.

Lad os nu sige at jeg betaler ca 40% af de første 291.000 kr; det er knap 120.000 kr. Dertil 86% af 200.000 kr; ialt 292.000 kr i skat eller 59% af de 491.000 kr jeg betaler. Så er der omkring 200.000 kr tilbage. Hvis jeg bor i et hus til 8 millioner kr. skal jeg betale ejendomsværdiskat på ca 180.000 kr om året. Hvad er der så tilbage? 20.000 kr til at leve for ud af de 491.000 jeg har tjent eller får i pension.

Jeg klarer mig fint for jeg har en formue at leve af og jeg arbejder ikke først og fremmest for at tjene penge. Men systemet er forrykt! Folk der gennem et langt liv har tjent gode penge, betalt deres skat, betalt deres bolig og sparet op til pension straffes for at arbejde. Og grunden til at stat og kommune skal have stadig flere penge ind er et sygt samfund; det såkaldte velfærdssamfund. Der er i hvert fald to ting helt galt:

1. Alt for mange gratisydelser. Sæt en pris på hver eneste ydelse og lad folk selv afgøre om ydelserne er pengene værd. Giv kun gratisydelser til dem der virkelig har behov for dem og drop det forældede princip at ydelser er bestemt af hvor gammel man er. Hvorfor må vi ikke selv bestemme hvordan vi vil bruge de penge vi tjener?
2. Alt for megen administration. Hvad ligner det at jeg nu skal igennem en omfattende administrativ procedure for at søge om folkepension? Kommunen har alle oplysninger og kunne lige så godt sende mig en e-mail med besked om hvad jeg nu kan få, hvis jeg kan få noget, og hvordan de har regnet det ud. Basta.

Har du flere gode eksempler? Skriv en kommentar nedenfor!

Den sidste uge har jeg været i Japan og det slog mig endnu engang at vi måske kan lære noget.

Først og fremmest er jeg fascineret af den offentlige transport; ikke mindst togsystemet. Med så mange mennesker på så lidt plads er der næppe noget alternativ. Men at man kan lave et system af hurtigtog (Shinkansen) der flere gange i timen forbinder byerne med en gennemsnitshastighed på 240 km/t er stadig imponerende. Især at den gennemsnitlige forsinkelse de sidste tyve år har været 18 sekunder (ja sekunder!). Vi har selvfølgelig ikke passagergrundlag for noget sådant, men i forhold til IC3 og IC4 er der massivt plad til forbedring.

Jeg undres også over hvordan der kan være så pinligt rent på offentlige steder. På de store stationer hvor op til 3,5 millioner mennesker passerer dagligt er der ikke nogen form for affald at se. Intet. Sammenlign med København H. Kan man ikke kombinere de mange gode sider ved os danskere med lidt større disciplin og ansvarlighed over for fællesskabet?

Til sidst høflighed: Til min smag går japanerne for vidt når de bukker og ikke er til at få til at sige nej. Men man kan jo sagtens være høflig og ligefrem på samme tid. Kunne vi ikke lære noget her?

I aftes holdt jeg foredrag i Ålborg for over 200 ansatte i banker og andre finansielle virksomheder. Fantastisk stemning; rigtig gode kommentarer. Sikken en energi!

Emnet var fremtidens bank (finansielle institution) og hvad den betyder for de ansatte. Her er hovedpunkterne:

Fremtidens bank bliver en bevægelse. Den sætter “at bidrage til bedre økonomi hos kunderne” højere end at “præstere størst muligt afkast til aktionærerne”. Fremtidens bank hjælper sine kunder gennem produkter og ydelser der dækker reelle behov. Mange privatkunder mangler overblik over deres økonomi; de aner ikke hvad de bruger pengene til og de får meget ringe hjælp fra den alenlange liste over netbanktransaktioner. Prøv at kigge på din seneste netbank udskrift: Hvor meget brugte du til dagligvarer? restauration og café? Tøj og sko? Transport? Du aner det ikke. Måske har din bank et mere eller mindre primitivt “forbrugsoverblik”, men hvis din ægtefælle har konto i en anden bank, mangler I et fælles overblik.

Her fremhævede jeg www.spiir.dk som jeg er bestyrelsesformand for. Hvis banken arbejder sammen med Spiir kan den give sine kunder nøjagtig hvad de har brug for: Overblik over hvad de bruger pengene til. Lån & Spar Bank er gået foran og har stor succes med fuld integration mellem deres netbank og Spiir og jeg tror vi vil se 10-20 andre sparekasser der gør det samme inden udgangen af 2012. Men hvor er Danmarks andre banker henne? Tror de at kunderne er blinde?

Foredraget handlede om meget andet end Spiir. Vigtigst er at fremtidens bank skaber værdi sammen med sine kunder, og ikke bare for sine kunder. Fremtidens bank er et community hvor kunderne ikke bare har en relation til banken, men også til hinanden. Bankens nye rolle er ikke bare at håndtere transaktioner, men at facilitere samarbejde til fælles bedste. Hvorfor samarbejder banken ikke med en webtjeneste der inspirerer kunderne til at spare penge ved at bytte feriehuse? Hvorfor inspirerer banken ikke kunderne til at spare på de alt for høje forsikringspræmier? Hvorfor hjælper banken ikke kunderne med at sammenligne deres egen økonomi med andre kunder (anonymt, statistisk) i tilsvarende situation?

Fremtidens bank bliver grænseløs. Traditionelle afdelinger nedlægges. Ansættelsen bliver mere individuel; arbejdstiden mere fleksibel og arbejdsstedet mobilt. Selv grænsen mellem de ansatte og kunderne udviskes når kunderne hjælper hinanden.

Dermed bliver fremtidens bank en bevægelse, dvs. et community (socialt netværk) af mennesker der deler en passion; måske den passion at hjælpe privatkunderne med at forbedre deres økonomi eller at hjælpe erhvervskunderne med at skabe vækst og ny beskæftigelse.

Jeg tvivler desværre på at de bankdirektører der driver nutidens banker, har mod og fantasi til at forestille sig deres bank som en bevægelse. Desværre, fordi det betyder at nye spillere pludselig kommer på markedet og gør det af med hæderkronede banker, som har sovet i timen. De lokalsamfund som har bakket op om deres bank i måske 100 år, fortjener ikke at miste den bare fordi ledelsen sover i timen. Men sådan kommer det til at gå.

Hvad tror du? Skriv en kommentar.

Berlingske søndag bringer i dag et stort interview om hvordan man klarer kolbøtter som dem jeg har været ude for. Et lille videoindslag her giver hovedpointen: http://www.business.dk/industri/detroniseret-kolind-fortryder-intet

Jeg har nu prøvet at blive udråbt til idiot to gange, så jeg har mere erfaring end de fleste. Mit råd er enkelt: Hvis katastrofen er uafvendelig, så stil dig i spidsen for den!

Tænk hvis Ole Sohn fra første færd havde sagt det som det var: Vi modtog penge fra Sovjetunionen, og det kan vi godt i bagklogskabens klare lys se, at vi ikke skulle have gjort. Så ville der have været nogle dages støj, og så var den sag død. Der er hundredvis af eksempler på det samme, og hver gang er konklusionen at ting ikke kan skjules (heldigvis) og at det havde været langt bedre at indrømme sine fejl, hvis man har lavet nogen.

Hvis du er uenig med din bestyrelse, så lad være med at sige at du forlader virksomheden “efter fælles overenskomst”. Sig det som det er: At I er uenige om retningen, eller at du mener der er behov for fornyelse, mens bestyrelsen hænger fast i den måde I plejer at gøre tingene på. Det afføder respekt – og det giver selvrespekt.

Folk skal nok finde ud af hvad den virkelige historie er. Som fx. Hanne Sindbæk der i fredags skrev en kommentar i Nyhedsbrev for Bestyrelser om hvad der sker på Grundfos. Den findes også på Hanne Sindbæks blog http://sindbaek.blogspot.com/2011/12/niels-due-jensens-karakterselvmord.html

Så er der vist ikke meget mere at sige om den sag.

For mig vil 2012 især stå i “Unboss” lys. Jeg er optaget af to problemstillinger:

1. Hvordan store og veletablerede organisationer der er stivnet i selvtilfredshed og bureaukrati, kan komme ind i en ny og positiv “livscyklus”. Det var det, KolindKuren (2006) handlede om, og emnet er mere aktuelt i dag end nogensinde. Statsinstitutioner, kommuner, offentlige og private virksomheder, politiske partier og organisationer har mere end nogensinde behov for at forny sig selv. KolindKuren gav et svar, men Unboss går langt videre.
2. Hvordan vi som ledere kan gå foran når ting skal fornys og forandres. Helt kort er det transformationen fra at være chef for en organisation til at blive leder af en bevægelse. En Unboss er netop det: leder af en bevægelse. Og pointen er at banker, industrivirksomheder, transportselskaber, energiselskaber, universiteter, skoler, medievirksomheder, departementer, institutioner og foreninger skal til at opfatte sig selv som bevægelser, hvis de vil vinde i den konkurrence der kommer de næste ti år.  

Sikken et privilegium pludselig at få mere tid til at gøre noget ved de opgaver! Hvis du har nogle gode råd i den forbindelse, så del dem med os andre her på bloggen…

Skriv en kommentar!

Det er blevet til over 200 pressehistorier i sidste uge om min beslutning om at trække mig fra Grundfos; Det siges at være rekord. Men omstændighederne er også usædvanlige: virksomheden er suveræn; resultaterne imponerende; fremtiden lovende og ledelsen kompetent. Jeg har været primus motor i at gennemføre et generationsskifte som har været svært, men som alle er enige om er endt godt. Der er ingen planer om at rulle noget som helst tilbage.

Men inden støvet lagde sig kom en “black swan” flyvende: Bogen om Niels Due Jensen, Arvtageren. Pludselig blev detaljerne i en proces som bestemt foregår bedst bag lukkede døre, rullet op. Der er en grund til at sådanne historier altid for lov til at ligge mindst ti år inden de offentliggøres. Det gjorde ondt for selvfølgelig er et sådant forløb svært og til tider dramatisk. Sådan er det altid, og Grundfos historien er bestemt ikke værre end andre. Heldigvis er det nu klart at der er så mange kilder til bogen, at den mistanke som i begyndelsen blev rettet mod mig om at give fortrolig information til bogen, er væk (JP i lørdags).  Dejligt, for det generede mig voldsomt. Men uroen i forbindelse med offentliggørelsen af bogen skabte usikkerhed og frustration og i den forbindelse valgte jeg så at sige farvel efter 13 år som formand/næstformand i Grundfos og Poul Due Jensens Fond.

Livet går videre i Bjerringbro, men ærgrelsen over at pressen fik anledning til at skrive så meget negativt om Niels Due Jensen er der stadig. Den behandling fortjente han ikke. 

Ingen forstår at jeg fortsætter som formand for koncernbestyrelsen i Grundfos indtil april. Det opfattes nærmest som uhørt! Men hvorfor dog det? Vi er jo ikke grundlæggende uenige om noget som helst i ledelsen af Grundfos; værdierne ligger fast, strategien er klar og der er fortsat et godt samarbejde om at løse alle de små og store problemer der opstår hver dag når man driver en stor virksomhed. Selvfølgelig er der nogle skår der skal klinkes efter at stormen har lagt sig, men det gør man bedst når man smøger ærmerne op og trækker i fællesskab.

Jeg tager det helt roligt at jeg i ugen der gik, er blevet udnævnt til ugens taber og at jeg er blevet dømt ude af dansk erhvervsliv for evigt. Journalister og komentatorer skal jo skrive om noget. Husk på hvor stor en idiot jeg var da jeg (ikke) foreslog 40% skat på Fyn i 2007. Dengang var jeg også en færdig mand. Storbytosse og det der var værre. Siden da har jeg i grunden haft det rigtig godt, startet næsten ti nye virksomheder og endda tjent penge på det. Og jeg har flere på vej.

Folk der sidder med hænderne i skødet får ingen tæsk. De synker hen i passiv ligegyldighed. De tør ikke noget. De gør ikke noget. De vil ikke noget. Det kalder jeg fattigdom. Jeg vil stadig en hel masse og jeg har ressourcerne til at gøre noget ved det. Der er stadig virksomheder der skal startes; forretningsideer der skal prøves. Der er stadig samfundsopgaver der skal løses. Her er en liste over hvad jeg har i gang i øjeblikket:

Jeg er medejer af 12 virksomheder: Kolind A/S, Løndal Gods, Addithus Skov, Sømer Skov, Salten Langsø Skovadministration, Wemind, KeepFocus, PeopleTools, Co’ensus, Spiir, Zealand Pharma og Younoodle og jeg er aktivt med i de fleste. Jeg sidder derudover i bestyrelsen for bl.a. Grundfos Holding A/S, Poul Due Jensens Fond, Tooling Invest og Jacob Jensen Holding og jeg er med i repræsentantskabet for Kristeligt Dagblad og Danske Bank. Jeg er formand for Welfare Tech Region og med i en række andre initiativer rundt i landet. Jeg er adjungeret professor ved Århus Universitet og netop færdig med min nye bog, Unboss. Invitationer til foredrag er der mange af. Jeg bruger min erfaring i det bedste toplederprogram i Norden: LinKS i samarbejde med verdens førende business school, Wharton, hvor jeg både underviser og formand for LinKs advisory board. Glem ikke spejderarbejdet: Jeg er medlem af World Scout Committee og past chairman for the World Scout Foundation og der er jeg med til at transformere det der i al beskedenhed er verdens største børne og ungdomsorganisation. 30 millioner unge der skal gøres til næste generation af ledere i 164 lande. Vent og se. Og så har jeg sikkert glemt noget.

Der skal nok blive et liv efter Grundfos…

Jeg forstår godt at mange undrer sig over at jeg nu har besluttet at forlade Grundfos til april næste år. Pressemeddelelsen (forrige blogpost) siger det meget præcist: Jeg har haft god opbakning fra bestyrelsen hidtil, men den opbakning har jeg ikke mere.

Set i et lidt større perspektiv har min opgave været at hjælpe Grundfos gennem transformationen fra familieejet/familieledet til familietilknyttet virksomhed. Inden Grundfos stifter, Poul Due Jensen, døde i 1977 ændrede han Grundfos til at være en familieejet til at være en familietilknyttet virksomhed ved at oprette Poul Due Jensens Fond som i dag ejer 87% af Grundfos. Poul Due Jensens Fond er en alment velgørende fond, hvis formål er at være den bedst mulige ejer af Grundfos. Fonden må ingensinde føre midler tilbage til familien; derfor er den ikke en familiefond. Grundfos er altså i dag en fondsejet virksomhed med en tilknytning til stifterfamilien. Hvis der i stifterfamilien er en person der er kvalificeret til at lede Grundfos, vil alle glæde sig over det som det har været tilfældet med Niels Due Jensen der var koncernchef indtil 2003.

Som man kan læse i biografien om Niels Due Jensen (Arvtageren) kommer meddelelsen om min afgang efter en svær proces i bestyrelserne med en række spørgsmål om det man kalder ”god ledelsesskik”: Kan man sidde i en bestyrelse, hvis man er økonomisk afhængig af formanden? Kan en bestyrelsesformand uden videre gå imod en bestyrelsesbeslutning som direktionen er i gang med at gennemføre? Kan en bestyrelsesformand gribe ind i de enkelte medarbejderes arbejde uden om direktionen? Hvor langt kan stifterfamilien gå for at sikre “arvefølgen” i virksomheden?

Det har været min opgave som (tidligere) formand for bestyrelsen i Poul Due Jensens Fond at finde løsninger på disse problemer, og med godt samarbejde fra alle i bestyrelserne er det hidtil lykkedes; alle beslutninger i de to bestyrelser er truffet enstemmigt. Jeg er glad for opbakningen, men situationen er ganske enkelt at jeg nu ikke har den opbakning mere, og derfor har det ingen mening at fortsætte arbejdet. For mig er det helt afgørende at også en fondsejet virksomhed som Grundfos følger god ledelsesskik, og hvis der ikke er opbakning hertil i bestyrelserne må jeg trække mig tilbage.

Jeg har haft 13 gode år i Grundfos bestyrelser og ikke mindst sammen med Niels Due Jensen har jeg været med til at træffe en lang række beslutninger som jeg er stolt af og glad for, og som jeg tror, har haft betydning for den succes, som Grundfos oplever i dag. Faktisk mener jeg at Grundfos er en af de bedste virksomheder i Danmark, og jeg tøver ikke med at anerkende Niels Due Jensens indsats i den forbindelse.

Længere er historien egentlig ikke.

Pressemeddelelse:

Lars Kolind forlader Grundfos 

Efter 13 år som medlem af bestyrelserne for Grundfos Holding A/S samt Poul Due Jensens Fond, heraf 11 år som formand/næstformand, forlader Lars Kolind Grundfos med virkning fra generalforsamlingen i april 2012.  Lars Kolind har sammen med Niels Due Jensen stået i spidsen for det generationsskifte i Grundfos der har fundet sted det seneste år, hvor bestyrelserne for såvel Poul Due Jensens Fond som Grundfos Holding A/S har fået nyt formandskab og nye medlemmer. 

”Det er lykkedes at gennemføre ændringerne med fuld opbakning fra en enig bestyrelse indtil nu, men det mandat som jeg hidtil har haft, har jeg ikke mere, og derfor vælger jeg at forlade bestyrelserne”, siger Lars Kolind.”Grundfos er godt rustet til fremtiden og jeg ønsker min efterfølger og alle på Grundfos fortsat god vind”.

Fondsbestyrelsen vil indstille direktør Jens Moberg til valg som ny formand for Grundfos Holding A/S på selskabets generalforsamling i april 2012.

Jeg er bestyrelsesformand for Spiir – den nye tjeneste der siden 6. juni har hjulpet danskerne med at få overblik over deres privatøkonomi. Lidt flovt at jeg har haft så travlt, at jeg først i dag tog min egen medicin og lagde mine netbank transaktioner over i Spiir (www.spiir.dk).

Det var både lettere end jeg troede og endnu bedre end ildsjælene fra Spiir havde fortalt! Først meldte jeg mig til Mine Spiir og oplyste hvilken Netbank jeg bruger. Derefter overførte jeg let mine netbank transaktioner til Spiir og… vupti! så kunne jeg se hvad jeg har brugt mine penge til de sidste 12 måneder. 85% af mine transaktioner forstod Spiir uden videre (dvs. hvilken form for udgift det er), mens jeg selv måtte hjælpe til med de 15%. Det var fair nok: Jeg forlanger ikke at Spiir forstår en caféregning fra Sydafrika.

Nu ved jeg noget som jeg ikke vidste før, selvom jeg altid kigger mine netbank transaktioner omhyggeligt igennem: Jeg opdagede at jeg bruger noget mere på transport (fly, tog, taxi) end jeg troede; faktisk meget mere. Jeg brugte mindre på dagligvarer, sko og tøj; jeg bliver flået i skat (det vidste jeg godt!) og jeg bruger uhyggeligt mange penge på Internet og telefoni. Mon ikke jeg skulle se om jeg kunne få et billigere abonnement?

Jeg kunne godt klare mig uden Spiir, men hvor er det smart og hvorfor tilbyder min bank endnu ikke automatisk overførsel af netbank data til Spiir (hvis jeg beder om det)? Nu skal jeg i gang med at få transaktionerne fra mine andre kreditkort over i Spiir, og så ved jeg simpelt hen hvad jeg bruger mine penge til (og hvorfra indtægterne kommer). Det er lækkert, og så er det gratis.

Selvom jeg godt ved at jeg ikke er objektiv vil jeg alligevel opfordre dig til at gøre forsøget. Når du først har opdaget hvad det vil sige at ha overblik over sin økonomi tror jeg du vil invitere dine venner til at gøre det samme. Spiir er nemlig ikke en traditionel virksomhed. Spiir er en bevægelse der vil hjælpe danskerne med at få et bedre liv gennem bedre styr på økonomien.

Skriv en kommentar og del dine Spiir erfaringer med andre!

I disse dage skrives der ti avissider pr dag om den påståede magtkamp mellem Niels Due Jensen og mig i Grundfos. Anledningen er den bog “Arvtageren”, som Gyldendal udgiver om en uge med Birgitte Erhardtsen som forfatter. Bogens emne er Niels Due Jensens liv og især hans store og bemærkelsesværdige indsats for Grundfos gennem fem årtier. I sandhed en indsats der fortjener en biografi, som forhåbentlig kan inspirere mange andre til at arbejde lige så dedikeret for deres virksomhed som han. Jeg håber at mange vil læse bogen!

Bogen beskriver også forløbet de sidste par år, som er endt med at Niels Due Jensen har givet stafetten som koncernbestyrelsesformand videre til mig. Det er selvfølgelig ikke gået helt stille af og andre kan måske få glæde af at følge processen, men det er mærkeligt at se hvordan denne beskedne parentes i den store sammenhæng kan vendes, drejes og kommenteres i næsten samtlige erhvervs-medier i et sådant omfang at bogens egentlige substans glider helt ud. Det vigtige i sagen er faktisk at her har vi en erhvervsleder der – sammen med mange andre i et godt teamwork – har bygget videre på sin fars arbejde og skabt det der i dag måske er Danmarks bedste virksomhed. Grundfos spiller en kæmpe rolle for samfundet på tre områder:

1. Grundfos skaber mellem 5.000 og 10.000 gode og værdiskabende jobs i Danmark. De jobs betyder mellem 2 og 5 milliarder kroners skatteindtægter hvert år.
2. De over 100 millioner Grundfos pumper verden over sparer energi svarende til mange fuldvoksne kraftværker idet de er langt mere effektive end de pumper de afløste eller de pumper man kan få fra konkurrenterne. Grundfos pumper leverer rent vand tilmillioner af mennesker.
3. Grundfos driver forretning på et værdigrundlag som er (næsten) enestående. Grundfos sætter vand og energi højere end profit; Grundfos er et forbillede mht bæredygtighed på alle områder og Grundfos sætter mennesker over systemer.

Jeg er enormt stolt af at være formand for Grundfos og for at have været med i bestyrelsesarbejdet både i koncern og fond de sidste 13 år. Der er så meget vi skal udrette i de kommende år at jeg glæder mig til at pressestormen lægger sig og at vi igen kan koncentrere os om at gøre vores arbejde!

Hvad er op og ned og hvad skal vi stemme? Her er mit bud:

Jeg tror mange danskere har samme problem som jeg: VK(O) har ikke løst opgaven godt de sidste ti år; de har forsømt muligheden for at lave reformer mens økonomien buldrede der ud af. Problemet er at der ikke er noget troværdigt alternativ. Enhver med forstand på samfundsøkonomi kan se at S/SF’s planer er blålys. Længere er den historie ikke.

Derfor fravælger jeg V, K, O, S, SF og Ø. Tilbage er Det Radikale Venstre og Liberal Alliance. Begge partier har mod til at gøre noget af det der er brug for:

Sætte skatten ned, især topskatten. Det er nødvendigt for at gøre det mere attraktivt at arbejde og tjene penge, og alle beregninger viser at samfundet på bare lidt længere sigt for 120% valuta for pengene.

Gøre vækst til hovedtema for den næste valgperiode. Velfærdssamfundets største problem er ikke at fordele goderne; det er at betale for dem. At opretholde et velfærdssamfund som vi kender det i dag uden markant vækst i erhvervslivet, er en umulighed fordi vi får stadig flere ældre der skal forsørges. Længere er den historie ikke.

Fjerne unødvendig regelstyring og bureaukrati. Det skriger til himlen at vi spilder alt for megen tid med regler, rapportering og bureaukrati. Vi får aldrig løst de offentlige opgaver ordentligt hvis ikke vi afskaffer regler og kontrol i stor stil.

Derfor ville jeg stemme på Det Radikale Venstre, hvis jeg ønskede Helle Thorning Schmidt som statsminister. Dermed får vi et regeringsskifte , forhåbentlig samtidig med et vist bolværk imod S og SF’s uansvarlige og misforståede økonomiske politik. De radikale står ikke model til hvad som helst.

Selv stemmer jeg dog på Liberal Alliance af to grunde:

1. Partiet har den politik som Danmark har brug for, og Anders Samuelsen og hans folk har holdt fast ved den selv da det så mest håbløst ud. Det har jeg respekt for. De lefler ikke for vælgerne. De har en sag. Og sagen er god: Al snak om velfærdssamfund er spild af tid, hvis der ikke er penge i kassen, og den eneste måde der kan komme det, er ved at gøre det mere attraktivt at drive virksomhed i Danmark.
2. Partiet kan tvinge V og K til at føre borgerlig/liberal politik og er på centrale punkter enigt med Det Radikale Venstre. Derfor er der en reel mulighed for et samarbejde mellem V, K, B og I, og det vil være det bedste der kan ske for Danmark.

Mere kompliceret synes jeg ikke det er. S og SF’s politik er lavet af et reklamebureau der først og fremmest lægger vægt på at “det lyder godt”: “Arbejd 12 minutter mere om dagen og Danmark er tilbage på sporet”. Goddag mand økseskaft. Arbejdsmarkedets parter ryster på hovedet og økonomerne ligeså. Det kan ikke gennemføres og det har ikke den påståede effekt. Det er et blålys.

Er jeg ultraliberalist? Nej tværtimod: Jeg betragter mig som social liberal. Jeg ønsker bl.a. at det offentlige fortsat skal have ansvaret for sygehusene og sundhedssystemet, men jeg synes der er brug for mere konkurrence. Jeg ønsker at samfundet skal gøre mere for de svageste, ikke mindre. Men jeg ønsker ikke at to tredjedele af befolkningen skal leve af løn eller sociale ydelser fra det offentlige. Det er absurd. Jeg ønsker at virksomhederne skal have bedre vilkår; ikke for at forgylde ejerne, men for at beholde de job vi har i Danmark og tiltrække nye arbejdspladser.  Der er ingen vej udenom og det vigtigste er i særklasse beskatningen: personskat (især topskat), selskabsskat og gebyrer afgifter på alt mellem himmel og jord.

Lad mig høre din mening. Skriv en kommentar!