Arkiv for kategorien 'Boganmeldelser'

Perfekt Partnerskab

Jeg bad Helle Egdal, cand. merc. og chefkonsulent i PeopleTools (www.peopletools.dk) om at anmelde Gitte Mandrups nye bog:

 

Hvad holder linjelederen vågen om natten? Med spørgsmål af denne type udfordrer Gitte Mandrup HR professionelle til at handle mere forretningsorienteret og bidrage til organisatoriske præstationer og ambitiøse resultater.

HR Business Partner (HRBP) modellen behandles systematisk, som svar på ”hvordan” det sker i praksis. Som læser bliver jeg undervejs forledt til at tro, at HRBP er eneste model for forretningsorienteret HR. Men så befrier forfatteren klædeligt læseren: Lad sund fornuft og pragmatisme være ledetråde for den enkelte virksomhed. Selv læst med kritiske øjne er det min overbevisning, at enhver HR funktion vil finde bogens perspektiver udfordrende for egen praksis. Det forudsætter mod til den åbne debat og at tage konsekvenserne af svarene – eksempelvis: 

  • Har forretningen den HR-funktion, de fortjener?
  • Rummer HRs portefølje egenudviklede ”lækre” aktiviteter, som ikke tager direkte afsæt i efterspørgsel fra linien?
  • Har HR overskud til at ”holde fingeren på pulsen” i forhold til forretningen ve og vel og kan handle adræt derefter?
  • Kender HR de forretningsmæssige nøgletal, som ”menneskesiden” kan yde indflydelse på?

Et velskrevet bidrag til debatten om at ændre HRs fokus fra ”indefra og ud” til ”udefra og ind” i virksomhederne – fyldt med gode cases og praktiske anvisninger til at overvinde barrierer hos topcheferne, linieledererne og HR-professionelle for at opnå det perfekte partnerskab!

Personligt vil jeg se frem en fortsættelse, hvor samspil med øvrige supportfunktioner (IT, økonomi og kommunikation) forenes til gavn for forretningens bedste.

Gitte Mandrup i bogen Perfekt Partnerskab -Forretningsorienteret HR i praksis.

Gyldendal Business – er udkommet.

Funky Business – igen

funky-business-forever

Jeg var skeptisk da jeg så at den svenske duo Jonas Ridderstråle og Kjell Nordström endnu engang havde kogt suppe på deres bestseller “Funky Business” fra 2000. Men jeg må indrømme at den opdaterede udgave der nu er på gaden, fortsat er en interessant bog. Nu med et mere aktuelt perspektiv fra sidste del af det første tiår i det 21. århundrede.

Funky Business (forever) er en beskrivelse af en ny økonomi og dermed en ny måde at drive virksomheder på. Konceptuel og provokerende, men ikke nogen håndbog. Svær at bruge som grundlag for konkret strategi, men stadig provokerende og interessant.

Fik du ikke læst “Funky Business”? Så kan jeg anbefale “forever”!

Gyldendal Business – er udkommet

Ledelse af videnintensive virksomheder

uden-for-kategori

Flemming Poulfeldt og Nicolaj Eilers bog “Uden for Kategori” behandler et vigtigt emne: At meget af det vi har lært om at lede gammeldags industrivirksomheder ikke kan overføres til videnvirksomheder. Vi har brugt 100 år til at lære hvordan man leder industriarbejdere organiseret i LO forbund og det har virket! Men lige så stille er ledelsesformerne gledet over i andre former for virksomheder, herunder offentlige virksomheder. Anders Fogh Rasmussens magtbaserede ledelsesform og mikrostyring af offentlige virksomheder er allerede et klassisk eksempel på det. Det virker ikke!

Poulfeldt og Ejlers bog gør op med den tankegang. Videnintensive virksomheder skal ledes på en helt anden måde. Mange eksempler stammer fra rådgivningsvirksomheder, men kan bruges overalt. Jeg genkender mange erfaringer fra mit eget arbejde med videnvirksomheder og håber at mange andre vil gøre brug af dem.

Praktisk, konkret og velskrevet – en rigtig god bog. Børsens Forlag 350 kr. Er udkommet.

Coach dig selv

coach-dig-selv

Jeg er ikke nogen varm tilhænger af coaching bølgen; kan mennesker da ikke bare være sig selv og gøre et ordentligt stykke arbejde uden at der partout skal være en person der klapper en på ryggen?

Men alligevel synes jeg at Kjeld Fredens og Anette Prehn har skrevet en god bog om emnet – ikke mindst fordi den handler om hvordan man kan coache sig selv. Forfatterne siger ikke bare almindeligheder – de ved noget om sagen; ikke mindst hvordan hjernen begrænser os i at gøre de ting vi gerne vil gøre og nå de mål vi gerne vil nå.

Modellen er enkel: Der er otte tangenter at spille på: tanker, perception, visioner, krop, successer,værdier, følelser og mål, og så er det egentlig bare med at komme i gang! Jeg synes der er mange gode tanker, argumenter og ideer i bogen – rigeligt pengene værd.

Gyldendal Business, 300 kr (vejl) - er udkommet.

Lederens værktøjskasse

lederens-vc3a6rktc3b8jskasse

Her er for en gangs skyld en bog jeg ikke synes om – på trods af at flere andre har rost den i høje toner: Dion Sørensens bog om “Lederens Værktøjskasse”.

Ideen er ellers ikke dårlig: at lave en praktisk “kogebog” for hvordan man som leder takler forskellige ledelses situationer. Med 90 gratis såkaldte “ledelsesværktøjer” som man endda kan downloade fra nettet.

Når det efter min mening ikke fungerer i bogen her er der fordi kernen i ledelse simpelt hen ikke kan indfanges i enkle skemaer og faseforløb. Tag fx. værktøj 2.28: Kreativitet og innovation. Ledelsesværktøjet er en firetrins proces:

  1. Udforskning: finde så mange antagelser, ideer, perspektiver og påfund som muligt vha brainstorming, konkurrencer og rollespil.
  2. Systematisering: kategorisere ovenstående.
  3. Prioritering: Prioritere kategorierne efter hvor vigtige og værdiskabende de er.
  4. Realisering: Udvælge initiativer der skal implementeres og udarbejde konkrete planer.

Meget mere er der ikke om det emne! Og det er så lidt at det er værdiløst, også selvom man kan downloade et skema med de fire trin  fra Internettet. De 89 andre såkaldte “ledelsesværktøjer” følger samme skabelon.

Måske er jeg bare for kritisk, men ledelse er 100 gange mere end man kan rumme i så forenklede modeller.

L&R Business – er udkommet.

Mintzberg om Ledelse

mintzberg-om-ledelse

Minzberg er en klassiker – en af de mest læste management forfattere. Og det er der en grund til: Han har noget væsentligt at sige, og meget af det er samlet i hans seneste bog “Managing”, som nu er udkommet på dansk under titlen “”Mintzberg om Ledelse”.

Det er en omfattende bog. Tung ikke blot fordi den har over 400 sider, men også fordi der er substans i indholdet. De 6 hovedafsnit har overskrifterne fremsynet ledelse, dynamikken i ledelse, en ledelsesmodel, de oversete nuancer, og effektiv ledelse. Skal man læse en virkelig klassisk grundbog om ledelse, er den her en af de bedste kandidater.

Skulle jeg være kritisk vil det være, at den for mig at se er en af de bedste bøger om hvordan man skulle gøre som leder i det 20. århundrede. Men vilkårene for god ledelse ændres radikalt i disse år, og her er jeg ikke sikker på at Mintzberg er den vejleder man bør lytte mest til hvis man kigger fremad.

L&R Business 460 kr. – er udkommet.

God Klimaledelse

god-klimaledelse

Tre medarbejdere fra det rådgivende ingeniørfirma Grontmij – Carl Bro har skrevet en fin lille bog om klimaledelse, som jeg i høj grad kan anbefale. Her er en letforståelig forklaring på hvad god klimaledelse er, hvordan man kommer i gang, hvad man kan gøre og dertil en omfattende værktøjskasse.

Og så glæder jeg over at forfatterne har doneret indtægten fra bogen til WWF Verdensnaturfondens klimaarbejde. Bogen får en varm anbefaling – nu er der ingen undskyldning for at sige at man ikke hvad hvad klimaledelse er!

Gyldendal Business 200 kr. (vejl) – er udkommet.

Den afgørende faktor

 den-afgc3b8rende-faktor

Ledelsesbøger har kort levetid på hylderne og selvom det kun er et par måneder siden ”Den afgørende Faktor” kom (december 2009) så er den i hvert fald ikke mere at finde der hvor jeg normalt køber bøger om ledelse. Det er en skam.

Jette Skeem har interviewet otte meget forskellige ledere om hvad det er de gør. Personligt og direkte. Det er der kommet en rigtig god bog ud af. Min favorit er (som sædvanlig) Alfred Josefsen der fremstår lige så oprigtig og afklaret i interviewet som jeg oplever han er i virkeligheden. Men også Thyra Frank (Plejehjemmet Lotte) er fascinerende at følge. Alle otte er sig selv – og det får intervieweren fint frem i bogen.

God inspiration!

Børsens Forlag 460 kr – udkom i december 2009.

Elefanten og Dragen

elefanten-og-dragen

For et år siden mødte jeg Robyn Meredith i det danske ledelsesnetværk LinKS (www.linkslabs.com) hvor hun fortalte om sin nye bog “The Elephant and the Dragon”. Jeg læste den med begærlighed og lærte en masse om globalisering og især om Kinas rolle i verden, som jeg ikke før havde tænkt på.

Nu er bogen udkommet i dansk oversættelse og det er godt. For den bog sætter alt det vi oplever med globalisering  i dagligdagen i perspektiv. Skrevet af en person der kender Indien og Kina indefra gennem jobbet som korrespondent for det amerikanske tidsskrift Forbes gennem en årrække.

Anbefales varmt!

Vestas: Vinderen

vinderen

Jeg har et ambivalent forhold til Ole Sønnichsens bog om Vestas med navnet “Vinderen”. Jeg glæder mig over bogen fordi den fortæller et af de væsentligste stykker dansk erhvervshistorie i nyere tid. Man kommer ikke uden om Vestas hvis man vil forstå dansk erhvervsliv de sidste ti år. Alene dette er grund nok til at anbefale bogen varmt.

Men jeg er også kritisk fordi jeg oplever at forfatteren tegner et lidt for rosenrødt billede af en virksomhed og dens chef, Ditlev Engel, som gang på gang lover guldrandet vækst og derefter skuffer med ikke at kunne leve op til løfterne. Plus at de medarbejdere fra Vestas, jeg i de senere år har talt med, beskriver virksomheden meget forskelligt fra det billede som tegnes i medierne og i bogen. Det ligner for mig et medieskabt korthus som Ole Sønnichsen ikke har evnet eller ønsket at trænge ind i. Faktum er at Vestas taber markedsandel på trods af ufattelig medvind gennem mange år.

Men læs selv bogen og dan din egen mening!

Gads Forlag 299 kr. – er udkommet

Skal vi fortsat have gratisydelser der alene afhænger af hvor gammel man er?

Vis resultat

Nye kommentarer

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.