
En af mine yndlingsbøger er “The Vest Pocket CEO” – direktøren i jakkelommen. Den fortæller i kort form hvad hovedpointen er i forskellige ledelsestænkeres arbejde. Jeg har haft bogen i 20 år og kigget i den mange gange.
Nu har Henrik Ørholst skrevet en bog på dansk i samme retning: GURU hedder den. Og den handler om de 20 største ledelseseksperter; hvem de er og hvad hovedpointerne i deres teorier og systemer er. Geert Hofstede på bare 13 sider. YES! Michael Porter på 20 sider. YES! Og så videre.
Du bliver selvfølgelig ikke ekspert i teorierne på 13 eller 20 sider, men du kan fange ideerne. Og de ting der klinger hos dig, kan du bore dybere ned i vmed den litteraturliste der findes efter hvert kapitel.
Seks kokkehuer!

Her er en bog hvis undertitel siger mig mere end dens titel: Energi – vejen til nye vaner og store resultater for dig selv og dine medarbejdere.
Selvfølgelig handler det om energi, men kernen er at lære sig selv og sine medarbejdere nye vaner. At komme væk fra autopiloten og tage ansvar for det man gør og det man pålægger sine medarbejdere at gøre.
Bogen er skrevet af Tony Schwartz – en ildsjæl med den opgave at give folk mere energi og dermed mere arbejdsglæde og livsglæde. En rigtig god sag.
Jeg kan lide bogen fordi den er praktisk og konkret. Jeg kan også lide den fordi den skaber forbindelse mellem vores intellektuelle arbejde (oftest foran en PC) og vores krop.
Anbefales – udkommer i dag på LR business. 450 kr. Se mere om Tony Schwartz her: http://www.theenergyproject.com/about/meet-the-team/tony-schwartz

Jeg vil godt indrømme at jeg var skeptisk da jeg fik Hanne Feldhaus’ nye bo i hånden: Hvad kommer det os andre ved at hun ikke kunne klare presset fra karriereræset?
Men det kommer os ved! Beskrivelsen af hendes vej op ad karrierestigen er rammende; meget rammende. Karrieren tager magten og mennesket bag det hele glemmes. Og så symptomerne på at noget er helt galt. Åbenbare, men alligevel benægtes de. Tiden efter sammenbruddet hvor man ikke kan finde ud af noget som helst. Og til sidst hvordan man gradvis vender tilbage til en anden virkelighed.
Det er en rigtig god bog. Ikke bare underholdende men dybt tankevækkende. Du kan ikke undgå at se dig selv og dit liv i et nyt lys.
250 kr; Gyldendal Business

Jeg har været med i frivilligt arbejde og forretning i to menneskealdre, så umiddelbart var jeg skeptisk om jeg kunne lære noget nyt af en bog om netop det. Men det kunne jeg! Og faktisk er det en rigtig god bog, som Ole Münster og Sofie Münster har skrevet om det at lede frivillige organisationer.
Vi kommer hele kompasset rundt: Ledelse, mission, vision, værdier, faglighed, fundraising, medlemsindflydelse, frivillige kontra lønnede medarbejdere osv. Og hver gang glæder jeg mig over at her er nogle folk der både selv har erfaringer og som har studeret hvad forskellige organisationer gør. De ved faktisk virkelig noget om emnet!
En ubetinget anbefaling af bogen til alle der bruger tid på ledelse af frivilligt arbejde. Simpelt hen!
Gyldendal Public, 250 kr. Er udkommet.

Normalt går jeg langt uden om konsulentbøger, altså bøger skrevet af konsulenter med det åbenbare formål at gøre reklame for forretningen. Men den her er over gennemsnittet; så meget, at jeg gerne anbefaler den.
Tore Wanscher og Andreas Rønne Nielsen har konsulentfirmaet WOGN og de præsenterer i bogen deres WOGN model (surprise) som ramme om de beslutninger en leder træffer om hvordan han eller hun vil anvende netværk. Umiddelbart ville jeg sige: Gab! Men nej, der er faktisk god substans i tankegangen: en enkel 2 gange 2 model som sætter karakteren af viden (diffus kontra fokuseret viden) over for formålet med netværket (ukendt værdi kontra kendt værdi).
2 gange 2 giver fire muligheder; her fire forskellige arketyper af netværk: tænketanken, innovationsnetværket, markedspladsen og praksisfællesskabet. Bogen forklarer hvordan de fire typer af netværk er væsensforskellige og også kræver en forskellig form for ledelse (facilitering). Det har jeg faktisk ikke tænkt over før, og jeg har efterhånden været med i rigtig mange netværk.
For mig sætter bogen ord og struktur på noget jeg nok fornemmede, men ikke rigtig havde opdaget. Og så glæder jeg mig over en ualmindelig god grafisk tilrettelæggelse og kvalitet af diagrammer, som grafisk designer Denise Burt har stået for. Fremragende arbejde, simpelt hen.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 112 s, 325 kr. Er udkommet.

Strengt taget burde bogen om Asger Aamund nok have været omtalt for et år siden, men nu fås den tilmed med kæmpe rabat (pris kun 100 kr iflg Arnold Busck hjemmeside).
Bogen er en af de mest interessante biografier af danske erhvervsfolk som jeg har læst. Ikke bare er Asger Aamund en interessant person at lære nærmere at kende, men i modsætning til mange andre biografier så er denne her buanceret. Den er skrevet med stor respekt for hvad Asger Aamund har udrettet, men den stiller også spørgsmålstegn der hvor det er berettiget. En rigtig god bog som jeg kan anbefale varmt!
Gyldendal Business, udkom 2009. Oprindelig pris 300 kr.

Jeg læser rigtig mange bøger og bunken af hvad jeg gerne vil læse, er høj. Men da Allan Levann og Mikael Trolles nye bog “Den store præstation” kom, lagde jeg bunken til side. Den måtte jeg læse nu.
Det var der god grund til, for bogen er spændende og nyskabende på den måde at den behandler et emne som ikke er fortærsket af andre, i hvert fald ikke på dansk. Bogen indeholder megen ny information (for mig, i det mindste) og jeg anbefaler den ubetinget!
Emnet er hvordan man gør sig mere umage. Perspektivet er både personligt (hvad kan jeg selv gøre) og organisatorisk (hvad kan en leder gøre). Den må blive en bestseller.
Gyldendal Business, 300 kr, er udkommet

Tina Magaard har samlet en række vægtige indlæg om hvordan “ånd” kommer ind i ledelse i sin bog: Ledelse og Spiritualitet”. Det er ikke nogen letlæst bog og jeg må indrømme at jeg kørte fast nogen gange under læsningen. Men hvis du kommer igennem bogen vil du have stiftet bekendtskab med en lang række aspekter af emnet; ikke alene fra de “frelste”, men fra vidt forskellig side. Jeg lagde bl.a. mærke til et rigtig godt afsnit af professor emeritus Peter Pruzan der på 17 sider sammenfatter sin netop udkomne bog om emnet (Ledelse med visdom – omtalt har på bloggen i januar). Ikke at det befrier en for at læse den fulde bog, men man kommer langt på de 17 sider! Andre væsentlige indlæg er skrevet af Dr. Theol Viggo Mortensen og professor Steen Hildebrandt.
Anbefales varmt
Gyldendal Business 300 kr (vejl.) – er udkommet.

Stress synes at være et uudtømmeligt emne for bøger i disse år; Jeg har ikke læst ret mange af dem, men Elisabeth Balslevs bog skiller sig måske ud fra feltet ved at være både lidt mere praktisk og lidt mere personlig. Elisabeth Balslev inddrager eksempler fra sin egen praksis som psykoterapeut og beskriver hvordan hun arbejder. Det synes jeg er interessant – især for en som mig der har en helt anden tilgang til stress og andre former for indre uro.
Forlaget Hovedland – er udkommet

Da jeg så Uffe Elbæks nye bog var jeg umiddelbart skeptisk: Havde Uffe mere at sige efter sine to første bøger om kaospiloterne?
Men det har han. Endog meget væsentlige ting at sige. Og i modsætning til de foregående bøger er denne mere personlig; jeg synes den stikker dybere.
Uffe er en ener i Danmark. Han er helt sin egen og helt sig selv. Han har skabt en uddannelse der er blevet anerkendt uden for Danmark som noget af det mest banebrydende der er lavet de sidste tyve år. I Danmark har han og Kaospiloterne i sjælden grad været offer for janteloven, især fra politisk side (Dansk Folkeparti og andre) og især fra de øvrige uddannelsesinstitutioner. Men Uffe har en overlevelseskraft som er få forundt.
Bogen er delvis kronologisk, delvis temabaseret og frem for alt praktisk. Vi hører historien direkte fra ham der oplevede den. Og som skabte den, for er der et gennemgående tema i bogen må det være, at man aldrig skal give op uanset hvor håbløst det ser ud. Der er altid en udvej selvom den måske kan gøre ondt.
Det er en fremragende bog, simpelt hen. De fleste vil føle sig provokeret af at læse den, og det er meningen. I modsætning til mange ledelsesbøger er denne original fra ende til anden. Ikke noget af det du ser i andre bøger. Helt sin egen.
Den må du læse. Udkommet på Gyldendal Business. 300 kr.