Skattely, Jyske Bank, DR og moral

DR er stolt. Med en såkaldt DR Dokumentar optaget med skjult kamera har journalisterne afsløret at Jyske Bank Schweiz rådgiver velhavende klienter i hvordan de kan minimere skatten. Forargelsen tar ingen ende og Skatteminister Holger K. Nielsen bakket op af regeringspartierne bebuder et indgreb mod denne formastelige og umoralske adfærd. Endnu et bevis på at bankerne er samfundets fjender nummer ét.

Jeg kender ikke den konkrete sag udover fra medierne og ville gerne have set de resterende 10½ times bånd for at forstå den sammenhæng, Jyske banks rådgivning indgår i. Men nej, så langt går DR’s åbenhed ikke. Hvorfor mon ikke?

Hver eneste dag søger tusindvis af danskere rådgivning hos banker, revisorer, advokater og andre om hvordan de kan minimere deres skat. Det sker i forbindelse med køb og salg af aktiver, ægteskabssager, arvesager, investeringer og mange andre økonomiske transaktioner og selvfølgelig er det hovedsagelig folk der betaler meget i skat, der søger rådgivning. Heldigvis søger langt de fleste råd hos danske rådgivere, men udenlandske rådgivere står på spring hvis lovgivningen begrænser danske rådgiveres mulighed for at udføre deres arbejde.

Hvis man har tjent fx. 100 millioner kr ved at drive og sælge en virksomhed dygtigt, så forventer samfundet at man betaler ca. halvdelen i skat, altså 50 millioner kr. Jeg tror ikke at en almindelig lønmodtager eller skatteminister kan sætte sig ind i hvordan det føles. Ingen er i tvivl om at et samfund skal opkræve skatter i rimeligt omfang  for at kunne fungere, og de allerfleste accepterer det og betaler som jeg ved kasse ét. Men når man oplever eksempler på offentligt bureaukrati, unødvendige offentlige udgifter og en retorik der lægger folk der har tjent penge, for had, kniber det med betalingsviljen. Det begrunder ikke ulovligheder, men det begrunder at man undersøger hvilke muligheder man har inden for lovens grænser, til at begrænse skatten. Det synes jeg er moralsk fuldt acceptabelt og jeg spørger mig selv om hvad der egentlig er værst: 1) At minimere sin skat inden for lovens rammer eller 2) at opkræve høje skatter og bruge dem til tvivlsomme politiske formål.

Det kan godt være at banker og andre rådgivere i nogle tilfælde går for langt, men går DR ikke også for langt når de klipper en halv time ud af 11 timers optagelser med skjult kamera? Og går Folketingets flertal ikke også for langt når de bruger skattekroner til tvivlsomme politiske formål som kun har til hensigt at skaffe netop deres parti flere vælgere?

Jeg har tre forslag:

  1. Tving DR til at udlevere de sidste 10½ timers bånd så vi kan se hvilken sammenhæng, Jyske Banks rådgivning indgik i.
  2. Gør skattesystemet enklere sådan at muligheden for at spekulere i skat bliver mindre.
  3. Sæt skatten ned sådan at motivationen til at spekulere i skat bliver mindre. Ret forargelsen mod den politiske beslutningsproces der medfører unødvendige offentlige udgifter.

Og nu venter jeg spændt på at læse din kommentar!

30 kommentarer til “Skattely, Jyske Bank, DR og moral”

  1. Jesper Lindgren Hejlesen

    Jeg tror du har mere ret end du tror i den del med retorikken. Det er åbenbart god tone i dagens Danmark at beskrive velhavende mennesker som amoralske, det til trods at der udføres sort arbejde af alle indkomstgrupper, i størrelsesorden 50mia. om året i.flg Rockwoolfonden.
    Ingen bryder sig om at blive omtalt på den måde, slet ikke hvis man har skabt arbejdspladser og bidraget til samfundets økonomi og vækst, og så forstår jeg egentlig godt at man optimerer sin skattebetaling.

  2. Allan

    umm..kan sagtens sætte mig ind i hvordan det er at betale 50% i skat – det gør de fleste mennesker faktisk. Og de rige må simpelthen indse at de ikke lever i en verden hvor reglerne ikke gælder for dem. Hvis man får 50 mio udbetalt – så vær glad for dem – nyd rigdommen. Lad være med at tro at I kan snylte på samfundet.

  3. Per Lund

    Først og fremmest tak for et godt blogindlæg. Det er utroligt så hurtigt vi danskere helt ukritisk bliver foraget. Og endnu mere utroligt, at de danske medier lefler så meget for den følelse.

    Det er under al kritik, at DR ikke vil give indsigt i de resterende mange timers optagelse. Det skaber en unødig mistillid til troværdigheden i programmet.

    Jeg forstår så ikke, hvorfor den almindelige dansker hyler sådan op – helt ukritisk til, hvad der reelt bliver fremlagt.

    *suk*

    Jeg synes vi skal gøre alle 3 muligheder. En skattenedsættelse alene løser ikke problemet – bare se på USA. De har også massive problemer med skattetænkning, på trods af en lavere skat.

    Dbh. Per

  4. Rolf Thomsen

    Nedsaet skat, moms og de overdrevne offentlige udgifter.
    Beskat bankerne og firmaer af omsaetningen og ikke af fortjensten.
    Saa kloge er endda stater i Afrika.

  5. Allan

    Måske bliver den almindelige dansker forarget fordi de fleste af os har en ide om at vi lever i et samfund hvor de bredeste skuldre bærer de største byrder. Dvs. at rengøringsmedhjælperen betaler en lavere skatteprocent end millionæren.
    Det har længe været almen viden, at det faktisk er omvendt. At jo flere penge du tjenere, jo lavere skatteprocent har du – og det chokerer naturligvis.

  6. Lars Kolind

    Jeg bliver ked af det når jeg læser sidste del af Allans argumentation: “Lad være med at tro at I kan snylte på samfundet”. Sådan en udtalelse er fordømmende og indebærer at man tillægger en befolkningsgruppe motiver som de ikke har. Spar os fra det her på bloggen! Måske er det derfor at Allan ikke tør skrive sit fulde navn under sin kommentar?

  7. David Stray Jørgensen

    Det er så sjovt det med at sænke skatterne, fordi hvem æder de penge folk får mellem hænderne. Da man lavede et skattestop, steg huspriserne. Hvis man sætter skatterne ned, får folk flere penge, men de får ikke mere købekraft for priserne stiger. Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, steg huspriserne. Min far kunne bo i Hareskov for en ingeniør løn. I dag skal man have 3 miliioner og være 2. Så jeg siger bare, når du sætter skatten ned, så stiger priserne på mad, på huse, renter etc. skatten holder priserne i ro. Et andet paradoks er at alle de steder hvor skatten er lavere, er der jo bare markant dårligere at bo og folk har sjovt nok ikke flere materielle goder.

  8. Flemming Stentoft

    Tja, kære Lars. Jeg har gennem de sidste 37 år været almindelig lønmodtager, og kan jo selvsagt derfor nok ikke sætte mig ind i hvordan det er at tjene 100 millioner.
    Hvad jeg ikke er i tvivl om, er at jeg har tjent mine penge ved at drive og sælge min arbejdskraft dygtigt, og ja, regnet med at skulle bidrage til samfundet med mellem 40 og 50 % af min indtjening.
    Gennem årene har der siddet forskellige regeringer, med forskellige politiske holdninger til måden at drive samfund på. Og har jeg også været både enig og uenig i måden at fordele midlerne på. Jeg har derimod aldrig været i tvivl om, at der skal betales til den fælles økonomi som samfundet administrerer, så der er penge til sundhed, undervisning, forskning, kultur, trafik osv.
    Jeg forventer også, at jeg kan oppebære en folkepension, der gør det muligt for mig at eksistere, når jeg vælger at forlade arbejdsmarkedet

  9. Finn Hansen

    Tak for dit inlæg Lars, du har så evigt ret.
    Generelt set må man sige at jo højere skatten er, jo større er incitamentet også til at forsøge at undgå den. Det samme er jo også gældende for sort arbejde. Jo mere end håndværker skal betale i skat, jo højere bliver hans timepris og jo større er chancen for at man vælger en sort håndværker, rengøring, havemand osv.
    Der er altid folk der vil snyde og bedrage, og dem skal samfundet til enhver tid forsøge at finde og stille til ansvar. Men man kan ikke fortænke en virksomhedsejer, der ønsker at sælge sin virksomhed, i at finde den billigste mulige løsning netop for ham. Ofte har denne virksomhedejer jo bidraget igennem en årrække med indkomst/udbytteskat, for ikke at tale om de arbejdspladser han har skabt og den skat de medarbejdere har betalt. Man kan vel ikke sige at han/hun har snyltet på samfundet, kan man Allan? Og når han så står med en handel på 100mio kroner og kan vælge at betale 50mio i skat, som går til dovne Robert og andre ligesindede, eller han laver et lovligt setup hvor han betaler en væsentligt mindre del i skat, kan man fortænke manden? Allan mener han har krav på en del af de penge. Denne kræve mentalitet som er blevet hverdag, gør jo netop at de der har muligheden forsøger at minimere sin skat i Danmark. Hvis alle bidragede uden at kræve, ville skatten heller ikke være så høj, og dette dilema ville være meget mindre. “Gør din pligt og kræv din ret” lyder det gamle fagforenings ordsprog. Problemet nu er at det moderne menneske først kræver sin ret, inden det har gjort sin pligt.

  10. Lars Kolind

    I forlængelse af Finn Hansens kommentar: Det er jo mærkeligt at den person der gennem en årrække har bygget en virksomhed op og betalt selskabsskat hvert eneste år, skal betale yderligere knap 50% i skat af fortjenesten når han sælger virksomheden.
    En anden person der køber et hus og sælger det en årrække senere med fortjeneste, skal ikke betale skat af fortjenesten på trods af at han bare har ejet og benyttet huset. Værdistigningen er skabt af samfundsudviklingen.
    Kan nogen forklare os andre logikken heri?

  11. Rasmus Iversen

    1) Selvom det hurtigt bliver noget mudret og i hvert fald juridisk ugyldigt, er der stadig forskel om man bør gøre noget, bare fordi det ikke er ulovligt. Det er vel det, der kaldes moral. Hvis der skal lovgives om alting, bliver det jo et forfærdeligt samfund at leve i.
    2) Der synes at være en tendens til, at jo mere man tjener, jo mere gøres der for at holde fast i dem.
    Fx udnyttelse af au pair-piger, luksusbiler, der ikke betales afgifter af og det seneste eksempel; “Nordsjælland har rekord i at bruge firmaer fra Østeuropa, der arbejder ulovligt i Danmark”.
    Alt sammen eksempler på folk, der har om nogen har råd til at betale, men som alligevel ønsker at omgås reglerne.
    Jf. pkt. 1 er der forskel på ulovligheder og moral. Jeg påpeger bare tendensen til uviljen mod at spytte i den fælles kasse.

  12. Jørgen Lang Jørgensen

    “Det bedste forsvar er et angreb”

    Det er åbenbart det slogan Jyske Bank vil betjene sig af i denne sag, og det er helt i orden set fra min side.
    Jeg mener, at det må være på sin plads, trods kildebeskyttelse, at DR udleverer de 11 timers råbånd, som Jyske Bank påstår der er optaget hos deres afdeling i Schweiz.

    Jeg har dog meget svært ved at tro på, at substansen i deres rådgivning kan give noget andet indtryk end det udsendelsen giver indtryk af.

    Det kedelige er, at hele denne sag giver yderligere næring til den udbredte mistillid der er fra de borgere i Danmark, som betaler deres skat.
    Det er ødelæggende for borgernes opbakning til skattesystemet og det er uanset, hvad Lars Kolind og hans meningsfæller mener om det danske skatteniveau.

    Det bidrager også til den kendgerning,
    er man bare rig nok, kan man hos skatterådgivere med en flosset og rådden moral købe sig til store skatterabatter eller allerbedst helt undgå at betale skat.

    Iøvrigt er problemerne med skatteflugt ikke noget specielt dansk problem. Statsledere i EU, inklusiv Obama har sat manglende skattebestalinger øverst på den globale dagsorden.

  13. Jonas Rugaard

    Godt indlæg, hvor du stiller et af de “forbudte” spørgsmål – har Jyske Bank ikke lige så meget ret som DR?. Jeg har tilladt mig at linke til dit indlæg fra min blog.

  14. Jørgen Lang Jørgensen

    Lars Kolind ber om en afstemning som jeg finder er intetsigende.

    Jeg kunne stille tilsvarende to spørgsmål,hvad er værst?

    1. Er det i orden, at minimere sin skat ved at finde skattehuller, som politikerne ikke har taget højde for i lovgivningen?

    2. At opkræve høje skatter og bruge dem til fornuftige politiske formål.

  15. Jan Ulrich Jensen

    Jeg har faktisk forstået den sammenhæng, Jyske Banks rådgivning indgår i. Det fremgår krystalklart i udsendelsen, som jeg så på dr.dk i går. Inden havde jeg sågar nået at læse de trusselsbreve, som Jyske Banks advokater havde sendt til nogle eksperter, som udtalte sig i udsendelsen. Der linkes til dem på Twitter.

    “Jeg oplyser om lovgivningen. Det føler man sig vel kun truet af, hvis man har dårlig samvittighed” siger Jyske Banks advokat, Michael Havemann.

    Er der andre end mig, der kommer til at tænke på den fremragende TV-serie “Sopranos”?

  16. Lars Skou Nielsen

    Så Jyske Bank har en filial i Zürich og en i Gibraltar, der er kendt i de kredse, der gerne vil skjule penge for skat.dk. Og nu er de pikeret over, at en tv kanal har brugt deres redaktionelle frihed til at lave et program, der udstiller banken for at hjælpe med at gemme penge af vejen.
    Kan vi ikke prøve at holde fokus? Det er en god sund indstilling, at man betaler til det fællesskab vi er en del af. Om man har tjent ti eller tusind kroner. Jeg betaler min skat med glæde. Jeg synes nemlig ikke jeg kan være andet bekendt.
    Og nej, keg synes ikke jeg skal slippe billigere fordi jeg tjener mere end andre. Det er da helt abstrakt.

  17. Jesper Madsen

    Hvis det er moralsk forkasteligt at minimere sin skattebetaling inden for lovens rammer, så er det jo også moralsk forkasteligt at modtage kørselsfradrag, fradrag for medlemskab af a-kasse, boligsikring osv. Hvis det er forkasteligt at minimere sin betaling til fælleskassen, så må det jo nærmest være en dødssynd at modtage penge fra staten eller ?

  18. Claus Chrstensen

    Både skattesystemets indretning og den politiske anvendelse af ressourcerne bør være, så ressourcerne i størst muligt omfang bidrager til nuværende og kommende generationers lykke. Om det så sker via skattefinansieret forskning og uddannelse eller via mere meningsløst privatforbrug, er op til en demokratisk beslutningsproces.

    Vedrørende moral i et demokrati, må rettesnoren være, at man følger reglerne eller laver dem om via demokratiske processer. Hvis man ikke er tilfreds med reglerne, må man ændre dem via det demokratiske system. Så enkelt er det.

    Hvis man indenfor reglerne minimerer skatten, er det fint med mig. Det må være lovgivernes ansvar at formulere regler, så uhensigtsmæssig adfærd undgås. Hvad en uhensigtsmæssig adfærd er, må afhænge af en politisk debat.
    Det er muligt, at det forbedrer lysten til at sætte virksomheder i gang, hvis man får en god belønning for det.

    Kolind er ude på et skråplan, hvis han argumenterer for en ulovlig adfærd med, at pengene ellers blot ville blive anvendt uhensigtsmæssigt.

    Jeg synes også, at der er meget ressourcespild i det offentlige, men så længe vi har et demokrati, har jeg bare at rette mig efter reglerne.

    Pressen opgave er at afdække forhold. Det fleste medier har ikke råd til dybdeborende dokumentargrupper – så det er godt og fornemt af DR, at de anvender ressourcer på det – og pinligt, at Jyske Bank forsøger at modsætte sig, at sandheden kommer frem.

  19. Finn Hansen

    Nu tænker i nok. Ham Finn, er bare tvær fordi han skal betale så høj en skat. Der må jeg skuffe Jer, jeg betaler ikke en krone i skat i Danmark og kommer heller ikke til det(og da slet ikke når skatten er så høj). Jeg er nemlig udenlandsdansker og har været det i mange år og er ikke skattepligtig i Danmark(og der er altså ingen snyderi involveret her). Så I kan tage det som et godt råd udefra, jeg har jo nemlig ingen personlig interesse i hvor meget I betaler i skat i Danmark. Men jeg syntes man måske får en lidt mere objektiv holdning til tingene når man kommer lidt på afstand. Det betyder ikke at min mening er bedre end andres. Det er simpelthen bare min mening, så må i jo enten tage imod mine råd eller lade være. He he..
    Til alle der “betaler deres skat med glæde”, må jeg stille et spørgsmål? Har du/I nogensinde fået en service udført sort? Det være sig håndværker, havemand, kogekone, flyttemand eller lignende. Eller købt øl, vin eller andet fra en “ven” der var en tur nede over grænsen? Dette må jo siges i den grad være at snylte på samfundet og kan fuldt ud sidestilles med alle andre forsøg på at omgå skatter og afgifter. Så det der med at de rige har en tendens til at snyde. Tro mig, det er ikke kun de rige. Sort arbejde imellem danskere er bare blevet en accepteret del af samfundet. Statistikkern siger at 1 ud af 4 danskere udfører sort arbejde og hver anden køber sort arbejde og det estimeres at have en værdi på godt 50mia DKK om året og tilsvarer små 200.000 arbejdspladser. Det kan man da kalde snyderi og snyltning på højt plan, men det er accepteret(fordi flertallet gør det). Men om en håndfuld virksomhedsejere forsøger at optimere deres skat, så går hele Danmark bananas, det er snyltning, snyd og bedrag. Hvor tåbeligt og ekstrem ineffektiv måde at komme problemerne til livs på. Hvis man vil undgå skattesnyd og sort arbejde, må skatten sættes ned. Der er ingen vej udenom, sorry for the bad news!

  20. Rasmus Iversen

    Jeg har ikke været opmærksom på, at vi åbenbart leger en lille leg her i landet, der går ud på, at folketinget laver en lov, og vi borgere prøver så at finde nogle smuthuller i den til egen fordel. Folketinget laver så en lovændring, borgerne finder smuthuller o.s.v o.s.v. Måske meget sjov, men til meget lidt gavn for samfundet.

    Dernæst er der himmelvid forskel på, om man benytter sig af fx et stats’godkendt’ fradrag, eller om man leder efter og udnytter utilsigtede huller i lovgivningen.

    Jeg ville også gerne at råoptagelserne blev offentliggjort, men omvendt synes jeg, at du, L. Kolind, bruger et billigt trick ved at antyde, at der er en skummel baggrund for, at DR ikke vil udlevere dem. Det svarer lidt til at sige: “Jeg påstår slet ikke, at X har pædofile tendenser, men…” Det er en ikke-påstand, som man ikke kan forsvare sig imod.

  21. Mogens Højgaard

    Shoot the messenger..?

    Hvordan kan du mene, at det er DR, der har ondt i moralen???

    Uanset om det gælder ”Dovne Robert”, vores folk på tinge, eller alle os andre menige danskere, der køber ”sort arbejde” for 50 mia. årligt, så er det simpelthen for ”billigt”, at lægge ansvaret/skylden over på lovgivningen.

    Det her handler om simpel moral. Ikke andet!

    At forsvare, når Jyske Bank rådgiver om skatteunddragelse (og Løkkes lidt for lange fingre i kagedåsen), svarer til at forsvare smuglerne, fordi staten ikke har bygget en betonvæg rundt om Danmark, eller dødsbillisterne fordi der ikke er fartspærre indbygget i alle biler.

    - At der til gengæld er brug for en opstramning af skatte- og straffeloven, er så en helt anden sag.

  22. Jørn Zinglersen

    Lars! Selvom jeg altid har beundret dig som erhvervsmand må jeg sige: Du befinder dig tydeligvis i samfundets højere klasse og finder sikkert dine venner sammensteds, der hvor man er enige om at resten af samfundet nasser på de goder I skaffer tilveje og hvor man, som det kan ses af debatindlæg, finder det legitimt at være lidt eller meget kreative når det gælder at sikre værdierne, hvadenten de befinder sig i et selskab el. er private. Der hvor kæden især brækker, er, hvor du argumenterer at den værdi, der er opsamlet i en virksomhed beskattes med 50% (det passer ikke med de 42%, der er i loven ved afståelse af personligt ejede selskaber), men det er ikke hovedanken. Derimod mangler argumenter for at hvorfor en virksomhedsejer skal være dårligere stillet end en lønmodtager, der jo også må betale sin skat når indtægten er konstateret, og som ikke har samme mulighed for udskydelse (el. unddragelse) via en holdingselskab. Og hvor ejerkredsen sikkert har taget sig løbende betalt af overskudet.
    Enig i at skatter i Dk nok burde være lavere – men få “vennerne” til at betale deres del, så bliver det måske muligt!

  23. Lars Kolind

    Tak for alle disse gode debatindlæg som jeg sætter pris på selvom jeg ikke er enig med alle (det er vist også umuligt da I siger noget forskelligt!). På dette sted er det bedste jeg kan gøre, vist at opsummere mit synspunkt:

    1. Man kan ikke bebrejde folk (rådgivere og kunder) at de søger at udnytte gældende regler til at minimere deres skat, så længe de holder sig på den rigtige side af loven. Det skyldes at skattesystemet indeholder megen vilkårlighed; der er med andre ord ikke indbygget nogen højere retfærdighed i skattesystemet. Debatindlæggene ovenfor dokumenterer fint dette.
    2. DR’s metoder er efter min mening på den forkerte side af stregen og det er ikke rimeligt at DR nægter at udlevere råbåndene. Hensigten helliger ikke midlet. Hvis en person bliver interviewet i 11 timer med ond hensigt kan man stort set altid klippe noget sammen der kompromitterer vedkommende.
    3. Jeg argumenterer for et enklere skattesystem (flad skat) hvor der er færre muligheder for at unddrage sig beskatning; til gengæld skal procentsatsen være lavere. Dette indebærer at også gevinster ved salg af fast ejendom (bolig) beskattes som indkomst på samme måde som man beskatter aktieavancer. I en periode hvor ejendomspriserne falder vil dette iøvrigt hjælpe de familier, der må sælge deres bolig med tab idet tabet bliver fradragsberettiget.
    4. Jeg argumenterer for et lavere skattetryk fordi jeg grundlæggende tror på at den enkelte er bedre til at bestemme hvad hans penge skal bruges til, end staten. Samfundet skal tage sig af grundlæggende samfundsopgaver mens den enkelte har ansvaret for sit og familiens liv. Mit ideal er lande som Sverige, Finland og Holland omend heller ike de lande er perfekte i enhver henseende.

  24. Tanja Stocholm

    Mht DR så kunne det som minimum være rart at høre journalistens spørgsmål og kommentarer under de udvalgte sekvenser og ikke kun DRs speaker tale hen over udsendelsen og lade særligt seerværdige bemærkninger fra rådgiveren stå alene. Det kunne bringe lidt mere indsigt i om rådgiveren rådgiver mere end han kommer med sparring, der i sidste ende skal vendes med advokat og revisor.

    At de bredeste skuldre i samfundet skal bære – jeg er enig. Men her skal man nok se mere på likviditet hos den enkelte og ikke et teknisk beløb på årsopgørelsen. Likviditet/opsparing er en helt anden størrelse, end det beløb som opgøres som den skattepligtige indkomst på årsopgørelsen.

    Min personlige overbevisning er, at står en dansker, der skal betale skat i DK til tjene 4 mio kr, så vil vedkommende undersøge muligheden for at optimere eller udskyde skatten inden for reglerne. Er der nogle penge at spare uanset den subjektive opfattelse af, hvor den moralske grænse går, så vil de fleste betale det de skal men optimere så man har mest muligt til sig selv efter skat – inden for de juridiske spilleregler. Og det gælder vel egentlig også almindelige lønmodtagere når vi beregner befordringsfradrag, tager fradrag for renteudgifter, fagligt kontingent osv.

  25. Allan Buch

    Fint at du tager debatten op.
    Mine kommentarer til dine 3 punkter:
    1 ja DR skal naturligvis udlevere råbånd. Det er ikke kildebeskyttelse eller andet de kan dække sig ind under. Det kan fordrejes meget ved klipning, men som nævnt før er placeringen af filialer næsten en tilståelsessag. Har de gjort noget ulovligt? muligvis ikke. Har de en flosset moral? ja, efter min standard.
    2 Hvis det kan gøres simpelt uden at være hullet er det fint, men mange af skatte lovene er vel lavet for at stoppe huller?
    3 Skatten måtte gerne ligge tæt på sammenlignelige lande, men jeg tror det er vigtigere at stoppe med at bruge dem på personer som dovne Robert(som heller ikke har lavet noget ulovligt, bare umoralsk). Jeg har rejst i lande med 10% skat på turisme og alligevel var skattesnydet mere åbenlyst end her i DK, så det viser vel bare at folk altid vil retfærdiggøre at netop de ikke skal betale så meget i skat. Jeg har lidt svært ved at have ondt af folk som kun har 50 millioner tilbage efter salg af virksomhed, har de selv skabt værdien eller bygger det ikke på skoler, veje og andet vores skattesystem skal finansiere?
    Afstemning spørgsmål giver ikke mening denne gang.

  26. Kai Frostholm

    Lars Kolind. Jeg kunne godt lide dig, da vi var telegraf soldater sammen på Langelandsgade i Aarhus i 1972. (Da hed jeg Lauritsen). Det har ændret sig! Ikke fordi du har haft succes på Oticon, for du var dygtig. Jeg mener dog ikke, det kun var dig, der skabte de værdier, som dine aktier voksede til. Det var I alle i virksomheden med til. Men det var dig, der scorede, da du solgte nogle aktier og købte dit slot. Da delte du ikke med de andre. Og nu plæderer du for, at du ikke vil betale til forkerte politiske projekter. Hvilket land og hvilket system gav dig chancen eller muligheden for at score dine milioner? Så vidt jeg husker, fik Oticon egnsudviklingsstøtte til at etablere sig i Thisted. Her var medarbejdernes lønninger noget billigere end i København. Og de ville gerne have arbejdet og betale skat, som samfundet fik glæde af. Disse omstændigheder var sikkert med til at øge aktieværdien, som du var snu nok til at få del i. Nu, hvor du har “skudt papegøjen” har du rigtig fået tid til at spekulere i skattebegrænsning, selv om det vel kan være ligegyldigt, om du har 50 eller 100 millioner, når du dør! Din sociale indstilling var i orden i Aarhus i 1972. Det er den ikke mere. Nu hedder det: Mest muligt til mig! I andre må klare jer selv! Alle har haft chancen. Jeg greb den. Jeg skal belønnes.

    Far er ikke sur. Far er skuffet.

  27. Flemming Abildtrup

    Kære Lars Kolind.

    Først hatten af for din blog, og din altid interessante synspunkter, som jeg indimellem er enig med. Men de er dog altid interessante at læse uanset.

    Jeg har et spørgsmål om, som måske kan afledes af denne debat – nemlig om skattetrykket i Danmark. Vi hører jo ofte at vi har et af verdens højeste skattetryk, og regner det jo næsten som en sandhed.

    Forleden stødte jeg dog på en statistik på Skatteministeriets hjemmeside, som overraskede mig. Der synes det ikke så markant tydeligt. Faktisk ser det ud til at andre europæiske lande, som man normalt ville tro lå langt lavere i skattetryk, har et lignende eller højere skattetryk end os.

    http://www.skm.dk/skatteomraadet/talogstatistik/menu/527.html

    Jeg er slet ikke “tal-nørd”, men det kunne være spændende at høre dine kommentarer til statistikken.

    Mange hilsener
    Flemming Abildtrup

  28. Lars Kolind

    @Kaj Frostholm. Det undrer mig hvordan folk som du kan få dig til at beskylde andre (i dette tilfælde mig) for ting som er objektivt forkerte, og som du kunne have undersøgt nærmere; i dette tilfælde gevinsten fra værdistigningen på Oticon aktierne. Den sag fremhæves stadig som et af de fineste eksempler på at alle medarbejdere (altså ikke alene ledelsen) fik andel i værdistigningen. Ca 85% af medarbejderne købte aktier, endda på bedre vilkår end ledelsen, og de tjente af gode grunde meget store beløb. Det har medarbejderne i Thisted ikke glemt…
    @Flemming Abildtrup: Jeg er ikke ekspert i skattetryk, men ved dog så meget at skattetrykket kan opgøres på mange forskellige måder. Hvis man tager alt med, altså også boligskatter, moms og afgifter, er der dog ingen tvivl om at Danmark ligger i top. Prøv bare at regne dit personlige skattetryk ud. Det bliver jeg ikke i godt humør af!

  29. Frank Pedersen

    Skattely: For mig er der ingen tvivl om at DR er på den forkerte side a stregen i den sag med Jyske Bank og skattely i Schweiz. Der er flere ting der efter min mening ikke er ok. 10 min film ud af 10 timer og 30 min. Så er der ingen tvivl om at det viste er taget ud af en sammenhæng som resten af os ikke kender. Hvis en journalist, eller en hvilken som helst anden person for den sag skyld, fisker efter specielle ord og formuleringer så vil man sikkert altid finden noget. Med den form for journalistik bevæger DR væk fra at være seriøse. Noget andet jeg er faldet over er at Jyske Banks medarbejder bilver vist mens andre der ligeledes er filmet får deres ansigter tilsløret. Det er ikke OK. HVis DR vil lave den slags TV, så burde de behandle alle ens.
    Mange hilsner

    Frank Pederesn

  30. Lars Kolind

    Kære Lars Nielsen,
    Tak fordi du bringer dette aspekt ind i debatten!

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.