Arkiv for november 2012

Tillykke SAS – nu skal vi videre!

Hvad ville SAS gøre, hvis de var en UNBOSS virksomhed? Det spørgsmål har jeg fået mange gange mens bølgerne er gået højt. Lad os prøve at svare i fællesskab. Her er mit udspil:

Der er tre grundelementer i UNBOSS: 1. Formål over bundlinje, 2. Engager alle de der går ind for formålet, og 3. Erstat traditionel hierarkisk ledelse med mekanismer.

1. Formål over bundlinje: SAS skal selvfølgelig tjene penge; mange penge for at have råd til at investere i nye fly, nye ruter og bedre service. Men tænk hvis vi formulerede SAS opgave anderledes: At bidrage til at vi skandinaver kan komme ud i verden hurtigt, billigt, komfortabelt og bæredygtigt. Eller kortere: At globalisere Skandinavien.

Forestil dig at SAS valgte det formål og fokuserede alt hvad de gjorde, på netop det: At yde en afgørende indsats for at globalisere Skandinavien.

2. Engagér alle der går ind for formålet: Så ville SAS pludselig have mange venner:

Hvem brænder for at SAS skal tjene penge? Aktionærerne og ikke mange andre.

Hvem brænder for at globalisere Skandinavien? Det gør erhvervslivet, folketinget, kommunerne, og en stor del af befolkningen. Ja hvem brænder ikke for den sag? Uden gode flyforbindelser, ingen nye virksomheder og ingen nye jobs. Ingen store konferencer og ingen udvikling.

SAS kunne få rigtig mange nye venner med det rigtige formål. I UNBOSS kalder vi det den ubegrænsede organisation. Men i en ubegrænseto organisation duer traditionel ledelse ikke. Der skal noget helt andet til:

3. Mekanismer i stedet for hierarki og magt. Det netop overståede “forhandlingsforløb” er prototypen på traditionel industriel, magtbaseret og hierarkisk tankegang: Acceptér disse arbejdsvilkår eller vi lukker!

Et UNBOSS SAS ville gøre noget andet: Droppe årtiers tradition for at ansatte og ledelse er modspillere og erstatte konflikten med én gang for alle at skabe fælles interesse.

SAS markedsværdi er historisk lav; kun godt 2 milliarder kroner. Aktionærerne har allerede tabt næsten alle deres penge. Hvorfor så ikke tilbyde medarbejderne at købe 20% af aktierne for en symbolsk pris, fx. en krone pr aktie med option på 20% mere, hvis det begynder at gå rigtig godt. Naturligvis på betingelse af at de går med på arbejdsvilkår og løn der nogenlunde svarer til resten af markedet. Det ville være en revolution. Et SAS hvor de ansatte opgav rollen som “ansatte” og trådte ind i rollen som medarbejdere. Et SAS hvor alle trak på samme hammel.

Medejerskab er et eksempel på en mekanisme der ændrer spillereglerne i en virksomhed sådan at alle får en fælles interesse i succes. Ingen tvang eller magt, men en mekanisme.

Medejerskab hjælper, men der skal mere til: At ledelsen begynder at involvere medarbejderne i udviklingen af SAS i langt større grad end nu. Der er hundrede eller flere måder at gøre SAS bedre på og medarbejderne ved hvad der virker. Mekanismerne kan man finde i UNBOSS.

Ikke nok med medarbejderne: Gå i ægte dialog med virksomhederne, kommunerne, ministerierne, rejsearrangørerne og alle andre der brænder for at Skandinavien skal blive vinder i globaliseringen. Hvad kan SAS gøre for os og hvad kan vi gøre for SAS? Skype’s kunder sælger Skype til folk der endnu ikke har det. Og de hjælper deres venner med at få programmet installeret korrekt. Vi yder gratis kundeservice for Skype. Fritidssejlere hjælper Søværnet med at overvåge de danske farvande. Frivilligt. Natteravnene patruljerer om aftenen. Uden løn og nattillæg. I alle tre tilfælde er der skabt mekanismer der får folk til at handle til fælles bedste. Det er UNBOSS i praksis.

Derfor skal SAS engagere sine kunder og samarbejdspartnere. Ikke for at forbedre SAS bundlinje, men for at gøre Skandinavien til vinder i globaliseringen. Ledelsens opgave er at inspirere os til at være med og at skabe de mekanismer der gør det muligt. Uden hierarki, magt og struktur.

Et velfungerende SAS er 20 milliarder kr værd eller mere. 40% af det er 8 milliarder. Fordelt på 10.000 medarbejdere er det 800.000 kr til hver i gennemsnit. Ikke at kimse af. Også de gamle aktionærer kan glæde sig: Deres 2 milliarder er vokset seks gange til 12. Set før? Ja, i Oticon 1990-98.

Slaget er ikke tabt endnu. SAS har en dygtig ledelse og en bestyrelse med alle de kompetencer der skal til. Medarbejderne har vist ansvarlighed ved at acceptere dramatisk lønnedgang og længere arbejdstider. Men mindsettet er forældet, både hos ledelse og medarbejdere.

Gir det mening? Kom med dit bidrag. Skriv en kommentar!

Bedre bestyrelser

Inkompetente bestyrelser har fået skylden for de mange bankkrak i de seneste år. Med rette. I for mange tilfælde har bestyrelserne haft blind tillid til en direktion der har gjort det godt i mange år.

Reaktionen fra regeringens og finanstilsynets side er forudsigelig: Vi må tvinge bankerne til at indsætte mere kompetente bestyrelsesmedlemmer. Og kompetente betyder i den forbindelse flere økonomer og jurister. De må jo have forstand på den slags.

Det tror jeg ikke på er vejen frem. Bankbestyrelserne mangler hverken økonomer eller jurister. Det gjorde bankerne heller ikke. Bestyrelserne mangler folk der forstår deres opgave og tager den alvorligt. En landmand eller håndværksmester forstår udmærket, at hvis banken yder for store lån til enkelte projekter, så bliver risikoen for stor. Og hvis banken har for mange låntagere i en bestemt branche, så bliver risikoen for stor. Det er jo sund fornuft som man ikke behøver at være økonom eller jurist for at forstå.

Flere økonomer og jurister betyder endnu mere fokus på at undgå risiko, og banker er ikke til for det. De er til for at løbe risici ved at udlåne penge til projekter der kan skabe værdi. Og ordentlig risikostyring er at undgå at det enkelte projekt bliver for stort, at der er for mange projekter af samme art og at der er en solid vurdering af risici både når lånet bevilges og mens det løber.

Hvad mener du, at vi mangler i bankernes bestyrelser?

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.