Arkiv for juli 2012

Hvem andre kan bygge sådan en by?

De sidste to dage har jeg været på spejdernes Lejr i Holstebro. Talt med spejdere, forældre og frivillige ledere samt borgmestre, erhvervsledere, departmentschefer og andre der ser på spejderarbejde i samfundsperspektiv.

Det er en tankevækkende historie:

Her er en ny by med 35.000 indbyggere, med alle de funktioner der hører til et moderne samfund: Hospital, kirke, museum, supermarked, bank, butikker, postvæsen, restaurationer og cafeer, toiletter, badefaciliteter, affaldshåndtering, kollektiv og individual transport, vandforsyning, energiforsyning, mobilnet og selvfølgelig frit trådløst Internet for alle. Her lever 50 forskellige nationaliteter side om side og næsten alle går med knive som ville bringe dem på stationen under normale forhold. Her er et lærende samfund; i ingen anden by lærer indbyggerne så massivt som her. Her opbygges social kapital (relationer, venskaber) med en hastighed som ikke ses mage til. Her er miljøpåvirkning og CO2 udslip reduceret med (formentlig) 90% i forhold til en “normal” by af samme størrelse. Her får man frisk luft og motion. Her er sang og musik i alle genrer og her er der ikke 5.000 mennesker på offentlig forsørgelse uden af nogen har brug for dem. Her er der brug for alle og her bidrager alle.

Med andre ord: Denne by har ALT det som Danmark drømmer om. ALT det som vi prøver at skabe – det er her allerede og det er bygget op og drevet af frivillige – 4000 af dem – som har betalt for at være med! Er det ikke tankevækkende?

Måske endnu mere tankevækkende er det at her har vi en by med et formål: At møde mennesker på tværs af alle skel, at gøre noget konkret for at skabet et bedre samfund og at medvirke til deltagernes udvikling som mennesker.

Alt dette er ikke nyt; sådan har spejderlejre fungeret i årtier. Men det nye er at alle spejdere i Danmark gør det i fællesskab. Dermed bliver det tydeligt for os andre hvad spejderarbejde er: Det største og mest betydnngsfulde lederudviklingsprogram i verden. Helt enkelt. I Danmark er der 60.000 spejdere, som i gennemsnit er med i fire år. 15.000 unge mennesker kommer igennem programmet hvert år. De lærer at være selvstændige mennesker med værdier, og de lærer at tage ansvar og arbejde sammen med andre. 15.000 hvert år er flere end samtlige “professionelle” lederuddannelser i Danmark tilsammen producerer hvert år.

Forstår du godt at jeg er med her?

Roskilde Festival – opblæst!

Her er et upopulært indlæg: Efter min opfattelse er Roskilde Festivalen et opblæst medieshow, fx. sammenlignet med Spejdernes Lejr om to uger. Lad mig høre din mening.

Jeg vil gerne sammenligne den netop afsluttede festival med Spejdernes Lejr 21.-29. juli i Holstebro. Roskilde vinder på deltagere; ca dobbelt så mange som de 35.000 der deltager i Holstebro. Men de to arrangementer er vidt forskellige: Roskilde handler om at være tilskuer. Holstebro handler om at være aktiv deltager. Roskilde dyrker idolet. I Holstebro er alle idoler. I Roskilde sviner man ud over alle grænser; prøv bare at se festivalpladsen efter afrejsen. I Holstebro er pladsen som blæst når lejren er slut. I Roskilde er alkohol en selvfølge; i Holstebro er der nul alkohol.

Medierne har været fulde af reportager fra  Roskilde Festival. Ingen kan være i tvivl om hvem der spiller på Orange Scene og alle har en mening om selv det mest ligegyldige band der optræder i Roskilde. Holstebro vil ikke få nævneværdig medieomtale. Det er jo bare en spejderlejr.

Men prøv lige at se de to begivenheder i et større perspektiv: Roskilde handler om at have det sjovt og høre musik, her og nu. Holstebro handler om at møde hinanden, at forandre verden og at udvikle sig. Roskilde er glemt når rusen er sovet ud; Holstebro vil sætte sig spor mange år frem.

Besøg Holstebro: http://www.2012.spejderne.dk

Vi ses i Holstebro!

Formål før profit – hvor svært kan det være?

I KolindKuren var en af de fire hovedpointer at organisationer (virksomheder, offentlige og foreninger) skulle sætte formål før profit. Det synspunkt har vi taget med over i UNBOSS. Rigtig mange er dog stadig uenige heri! At drive virksomhed handler om bundlinje. Basta! Og en offentlig institution der sætter borgerne højere end budgettet, er færdig. Basta!

Her er hvorfor jeg holder fast: En tandpastafabrikant af den gamle skole vil sige: Lad os lave en rimelig god tandpasta til 2 kr. og sælge den for 20 kr pr tube. Lad os bruge 10 kr. til reklamer og et par kroner til andre ting; så er der stadig 6 kr. tilbage til bundlinjen. Super forretning.

Hvis tandpastafabrikanten har læst KolindKuren og UNBOSS vil han gøre noget andet. Først og fremmest vil han lave den bedst mulige tandpasta; også selvom den koster 4 kr. Så vil han involvere Tandlægehøjskolen i at afprøve tandpastaen for at vise at den faktisk giver sundere tænder. Hvis ikke, er det om igen. Mange tandlæger er mere interesserede i at skabe sunde tænder, end at tjene penge her og nu. Dem vil fabrikanten alliere sig med. Ikke med det formål at sælge mere tandpasta, men at sikre sundere tænder. Det er begyndelsen til en bevægelse; den ubegrænsede organisation; og fabrikantens rolle skifter dermed: Han skal ikke bare kommandere med sine 50 medarbejdere, men tværtimod: Han skal være inspirator for folkene på Tandlægehøjskolen og alle de tandlæger der deler passionen om at bidrage til at vi får sundere tænder. Fabrikanten og hans folk skal være UNBOSS for måske 500 “medarbejdere” i den ubegrænsede organisation.

Her er det nye regnskab: 4 kr i fremstillingsomkostninger; 2 kr. for at opretholde et levende netværk af folk der interesserer sig for sundere tænder, 5 kr. til forbrugerinformation, 2 kr. til administration og diverse og så 7 kr. til overskud. Altså større overskud end den traditionelle fabrikant. Plus en meget større fordel. Salget af den gode tandpasta fortsætter med at stige fordi kunder og tandlæger anbefaler den uden at få penge for det. Modsat den traditionelle tandpasta, hvis salg omgående falder når reklametrommerne forstummer, eller når det kommer et andet tilsvarende produkt på markedet.

Allerbedst: Et større overskud gør det muligt at lave endnu bedre tandpasta til næste år.

Prøv at lave et tilsvarende ræsonnement for andre produkter, fx. biler, TV, køkkengrej, værktøj, isoleringsmateriale, pumper, revisionsvirksomhed, dagblade, møbler, legetøj eller?

Hvad kommer du frem til? Skriv en kommentar.

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.