Hvorfor har Danmark ikke en udviklingsafdeling?
Hvis Grundfos ikke havde en udviklingsafdeling ville vi være færdige som virksomhed om fem eller ti år. Udaf de 18.000 medarbejdere har vi ca. 1200 i gang med at udvikle nye teknologier og produkter, og omkostningerne hertil udgør ca. 5% af det samlede budget. Man skulle ikke tro at vi kunne blive ved med at forbedre noget så simpelt som pumper. Strengt taget er en pumpe blot et skovlhjul der roterer i et metalhus og dermed forøger trykket af en væske. 1200 PhD’er civilingeniører, fysikere, matematikere, kemikere, økonomer, antropologer og andre specialister til bare at udvikle bedre pumper!
Tænk hvis Danmark havde en udviklingsafdeling. I Danmark er vi knap 6 millioner mennesker, dvs ca 300 gange så mange som i Grundfos. Havde Danmark været som Grundfos skulle vi have 400.000 højt uddannede specialister på alle relevante områder, som kun havde én opgave: At udvikle Danmark. Det er helt vildt, så tag en tiendedel af det antal: 40.000 specialister i Danmarks udviklingsafdeling.
Det første spørgsmål de ville stille, er: Hvad er det for et samfund, som ledelsen (folketinget) stræber efter at Danmark skal være? Jeg tror politikerne kunne blive enige om i hvert fald fire ting: 1) Danmark skal have økonomisk vækst, men den skal være bæredygtig. 2) Der skal være både frihed og tilskyndelse for alle til at tjene penge og skabe noget, men vi skal tage os godt af de svageste, 3) Vores børn og unge skal have de bedste uddannelser i verden, men de skal også bestille noget for at få dem, 4) Vores sundhedsvæsen og ældrepleje skal være i verdensklasse.
Forestil dig at politikerne sagde det klart: Det er det samfund vi ønsker, og udviklingsafdelingens opgave er at finde ud af hvordan vi får det. Det behøver vi ikke 40.000 specialister til at fortælle os. Bare 4.000 ville gøre det, hvis ledelsen var i orden og hvis ellers politikerne ville lytte til hvad udviklingsfolkene fandt frem til.
Og det er præcis det der er problemet i dag: Utallige kommissioner har fundet frem til hvad der skal gøres, men politikerne lytter ikke: Socialkommission, arbejdsmarkedskommission og velfærdskommission er bare tre eksempler; alle har de udarbejdet gode og velbegrundede forslag som politikerne ikke har villet lytte til.
Men nytter en udviklingsafdeling så ikke noget? Jo det gør den, fordi den kunne knytte de mange gode enkelt initiativer sammen til planer som både politikere og befolkning kunne forstå.
De fleste mener at politikere er sat i verden for at være uenige. Det er noget vrøvl. Politikere er sat i verden for at lede samfundet. De skal udvikle samfundet så det bliver bedre til at løse de opgaver som bedst løses i fællesskab. Hvis de bruger tiden på at skændes, spilder de tiden.
Hvad mener du? Skriv en kommentar!
8. januar 2012 kl. 00:00 #
Kære Lars,
Jeg er meget enig med dig både i dine tanke, og at der ikke lyttes.
Du inspirerede mig til denne tanke…
Tænk hvis man lavede et erhvervsfremmeordning der understøttede virksomheder der investerede i at etablere en R&D funktion, således at udvikling og innovation kommer i fokus i alle typer af virksomheder….
Hvad ville der så ske?
Du beriger og inspirerer mange Lars – tak for det!
8. januar 2012 kl. 11:29 #
Et interessant perspektiv. Jeg tænker at universiteterne er vores R&D afdeling i et vist omfang. Det er desværre bare sådan at ledelsen (politikerne) ikke lytter til R&D afdelingen. Det er et mønster man har set i mange store teknologi virksomheder (fx Nokia), hvor man har fravalgt at lytte til både interne og eksterne indikatorer på forandringer og nye muligheder for innovation – med det resultat at man mister (firstmover) fordele, markeder mm.
Der er således ofte et hul mellem dem der skal foreslå forandringer, retninger og nye muligheder (teknologi, markeder, visioner, værdier), og så dem der skal beslutte/disponere mellem forslagene. Det bliver bestemt ikke bedre af at politikere er (forholdsvis) analfabetiske mht. videnskab, teknologi, innovation og udvikling (uddannelse), og ydermere halter på de store visionære tanker og udmeldinger.
Jeg forstår slet ikke at vi har politikere der har så lidt tillid til de undersøgelser de sætter i gang og de resultater der kommer frem. Gang på gang får de kolde fødder og vender tilbage til en forståelse af teknologi, viden, innovation og forretningsudvikling, der har ophav i det 18. århundrede.
Hvorfor har vi ikke eksperimenter baseret på undersøgelserne? Hvorfor har vi ikke leget lidt med skatten i de forskellige landsdele eller fjernet momsen på frugt og grønt i en kort periode, for at se hvad der sker? Indenfor industriens R&D søsættes der konstant eksperimenterende udviklingsprojekter som aldrig når markedet, de skaber bare viden og erfaringer. Hvorfor gør vi (politikerne) ikke det?
Som du selv konkluderer, er det politikernes manglende forståelse af deres opgave og manglende evne til at udstikke retning og visioner for samfundet. Hvis de dog bare var villige til at sætte deres viden (og resultaterne fra undersøgelser mv.) på prøve i små eksperimenter! Det er rigtig R&D!
8. januar 2012 kl. 13:03 #
Godt tænkt – en indlysende tanke, så naturlig at man tænker, at noget i den retning trækkes der allerede på : DTU & Universiteterne – Risø – Teknologisk institut – men det skulle da ikke undre mig om disse kostbare brain resources bare flyder i egne selvsvingsmekanismer uden egentlig koordinerende styring eller mål – til gunst for Danmark. Vi giver jo tosset nok al viden fra os i flæng – som var det skidt – vi burde tænke lidt dybere og samle gevinsterne i et særligt library patent.
8. januar 2012 kl. 22:46 #
Enig. Undrer mig over at samtlige danske politikere tilsyneladende ikke er optaget af denne type tanker. J har sat mig for at spørge dem om deres mening med henvisning til dit indlæg. Tak for det. Til dig som borger og som erhvervsmand – jeg savner, at danske erhvervsledere tager sig tid og mod til at mene noget som ikke lige vedrører eres egne hassaner.
9. januar 2012 kl. 00:13 #
Eureka! Det er netop det der er brug for. Jeg ved at mange top-erhvervsfolk igennem tiden er blevet direkte kontaktet og opfordret til at deltage i den politiske ledelse i Danmark. Ingen jeg ved af har sagt ja, (jeg kender nogen der har sagt nej af åbenlyse grunde, som jeg forstår), men jeg drømmer stadigvæk om, at det sker. Demokratiets fundament er til en hvis grad at være et debat-forum, og det er anerkendelsesværdigt, men måske krisen nu (det fortærskede men reelle begreb), kan inspirere til en mere målrettet form for demokrati og styre. Der er jo intet ved demokratiet der taler imod, ingen rettigheder eller ytringsfriheder som ikke vil kunne respekteres undervejs. Lad os få nogle redskaber ind i lovgivningen om statsstyring, som er kendetegnende for god virksomhedsdrift. Det kan kun gå for langsomt. Måske man lovgivningsmæssigt kunne starte med at vedtage, at når ekspertpaneler bliver spurgt til råds, så skal deres anbefalinger følges. Ellers forbeholder jeg mig retten til at mene, at det er spild af ressourcer at have udvalg, som bruger flere år på udvalgsarbejde – og som nu – ender med at blive affærdiget af en minister på forsiden af aviserne for at sluge stemmer. Tak for det gode indlæg!
Dea Dorothea Deleuran
9. januar 2012 kl. 00:51 #
Kære Lars
Du er en dygtig retoriker! Du har et godt hovede, du gør det godt som erhvervsmand og du er en mand med hjertet på rette sted…
…nok kalder man det en udviklingsafdeling i en erhvervsvirksomhed og nok har virksomheder, der har sådan een en mulighed for at tænke nyt. Det har virksomheder som ikke har en udviklingsafdeling jo også. Måske særligt de, som er kendetegnede ved at være agile og fleksible i deres struktur – fx. på ledelse, produkt, markeder m.m. De er i øvrigt i underskoven af disse virksomheder den reelle vækst skabes i Danmark.
Nu har ledelse af en virksomhed jo aldrig været en demokratisk øvelse – ikke i udgangspunktet. Selvfølgelig skal man også her søge opbakning for sine ideer, selvfølgeligt skal bestyrelse og ledelse også her sikre sig, at visioner og planer faktisk kan føres ud i livet af de som “på holdet”. Men her skal man ikke spørge om at få et flertal, her kan en ledelse egenrådigt beslutte at føre ud i livet.
I folketinget er det vel derimod en demokratisk øvelse – her skal der tælles til 90 og det skal der i øvrigt hver gang der skal gennemføres noget som helst. Regering på regering har, som du nævner, nedsat kommisioner og de har alle sammen arbejdet intensivt med problemfelter som hver især har skulle finde svar på vanskelige spørgsmål. Og du har jo helt ret når du siger at disse kommissioner ser ud til at have arbejdet forgæves. I hvert tilfælde i deres tid.
Det tror jeg derimod ikke er regeringers skyld, eller kommissionernes. Det er derimod vores egen. Som vi er flest tør vi jo ikke se sandheden i øjnene, vi tør ikke tage beslutninger, som reelt er bedst for Danmark. Vi tør ikke stemme sådan, måske ikke fordi vi egentligt ikke tør, men fordi kompleksiteten i de beslutninger som skal tages er større end vi hidtil har været vant til og forstår. Poul Nyrop introducerede fx.for en del år siden en diskussion af efterlønnen. Det kom til at koste ham dyrt. Lars Barfoed & Co – og for den sags skyld hele den forrige regering turde ikke snakke reformer. Kun LA har sagt det som det var – er. Danmark har brug for reformer. (Bag kulisserne spiller du sikkert en rolle her.)
Siden har andre stemt i, heldigvis!
En del af det krudt som LA fremførte under valgkampen kom fra de selvsamme kommissioner og godt hjulpet på vej af den forstærkede krise, så kan alle – mange – med eet pludseligt se, at der er behov for at snakke om problemerne på nye måder. Også vi vælgere.
Politikere er ikke sat i verden til at være uenige – men deres egen retorik, og til tider også din, er jo ikke ligefrem til at skabe det gode grundlag for samarbejde om Danmarks problemer. Der tales stadigt om “dem” og “deres”, i stedet for “vi” og “vores”. Og dertil kommer, at vi som vælgere – og som vi er flest – faktisk ikke kan gennemskue konsekvenserne af de oplæg som bliver præsenteret for os. Det tager derfor tid for politikerne at overbevise os om, at der er brug for skattereform, reform af efterlønnen, uddannelsessystemet, dagpenge m.m.
Men synes du ikke de disse emner er kommet på dagsordenen de sidste 100 dage?
Hvis man nu kunne lede et land som man kan lede en virksomhed, så tror jeg det hele ville se en smule anderledes ud – og her har du jo så ret, så ville det være pragtfuldt med en innovationsafdeling som kunne tænke ud af boxen, så ville det være fedt at man kunne sidde og vælge de bedste ideer på et møde onsdag eftermiddag mellem kl. 14 og 15 og så ville det være perfekt om man kunne få lavet feasibility-study og cost-benefit analyser på implementering og selv tage beslutningen fordi man måske vidste bedre og havde modet. Og jeg spørger mig selv om det vil kunne fungere i et demokrati? Du vil sikkert sige ja og jeg vil så spørge konkret til hvordan?
Og så må det vel retfærdighedsvist siges, at selvom man har en stor udviklingsafdeling i Grundfos, så er det ikke ensbetydende med at man i Bjerringbro vil få succes i en fremtid som heller ikke de kan forudse, vel?
Med de bedste intentioner…
Hans Henrik
9. januar 2012 kl. 02:13 #
En pumpe er en systemkomponent i et flowdiagram, hvormed man kan skabe eller ændre flowet. Den tekniske implementering af styringsmuligheden kan antage mange former (plast-, kulfiber-, aluhus, impeller, hjul, kompressor etc).
Udviklingsafdelingen i samfundet kan ligeledes antage mange former. Hvad vil man udvikle? Selve samfundets styresystem? Eller vil man udvikle applikationerne? Skal vi køre Android, Symbian, Windows, Linux eller noget vi selv har skabt? Hele embedsmandværket er vel en slags samfundets udviklingsafdeling, hvor f.eks. regeringens målopfyldelse til en skattereform søges opfyldt ved at mange medarbejdere udvikler en lovtekst, der skaber reglerne, der samlet giver målopfyldelsen, indenfor det muliges rammer (grundlov, EU osv.). Det er vel det der tilstræbes.
Kina er et eksempel på en industrialiseret nation med en mere virksomhedsorienteret ledelse. Kinas ledelse kan i hvert fald bedre sammenlignes med ledelsen af en virksomhed, end de vestlige demokratier. Der er ikke så langt fra ide til handling, som i et demokrati, hvor de lange komplicerede processer giver en naturlig tænkepause, mellem ide og handling. Det kan være både godt og skidt.
Afhængig af hvad vi ønsker at udvikle ved samfundet, så mener jeg at udviklingsafdelingen findes. Men vi kan debattere om den bruges rigtigt og processerne trænger nok til at blive Lean’et en del, ligesom visionerne og det fælles mål trænger til et løft.
10. januar 2012 kl. 01:23 #
Der er i høj grad brug for, at der bliver gjort en større indsat for at danske virksomheder udvikler nye produkter, som kan sælges globalt. Man burde gratis stille eksperter til rådighed for udviklingsprojekter i virksomhederne.
Hvis en udviklingsafdeling skal udtænke, hvordan vi bedst indretter samfundet, er jeg mere end kritisk. Tanken om, at man teoretisk og i alle detaljer kan udtænke den rigtige måde at drive sundhedsvæsen, uddannelsessystem, ældrepleje o.s.v. på, er forfejlet. Det drejer sig derimod om at skabe strukturer, så man i mindre enheder kan afprøve nye ideer. Sundhedsvæsenet er alt for topstyret af eksperter. Hvorfor ikke give mere plads til eksperimenter – naturligvis i samarbejde med forskere. Uddannelsessystemet er ligeledes for topstyret og binder for mange ressourcer i at leve op til teoretisk funderede krav, som ofte ikke er relevante i virkelighedens verden.
Erfaringer fra topøkonomers rådgivning i USA har ikke ubetinget været gode – snarere en katastrofe. Strukturreformen/kommunalreformen har ikke været en succes – man skulle hellere have nedlagt kommunerne og indført selvstyrende institutioner på alle niveauer.
Eksperter tænker ofte ikke ud af boxen, men er præget af vanetænkning og i det mindste i en amerikansk sammenhæng økonomisk afhængige af særinteresser som f.eks. den finansielle sektor og medicinalindustrien.
Hvis man vil investere i bedre uddannelse, sundhed, kvalitet i ældrepleje og børneinstitutioner, skal man frisætte institutionerne – gøre det muligt for dem at eksperimentere – gerne med inddragelse af forskere og andre eksperter, hvis de ønsker det. Desuden skal man tilføre tilstrækkelige ressourcer og sikre fri konkurrence imellem institutionerne.
10. januar 2012 kl. 21:22 #
Interessant input, Claus, vedrørende at prøve nye ideer af.
11. januar 2012 kl. 20:54 #
Når Lars Kolind ønsker en udviklingsafdeling for hele Danmark, så er det da en besnærende tanke, men nok også en tanke som grænser til ønsketænkning.
“Politikere er sat i verden for at lede samfundet” skriver Lars Kolind – og det er jeg enig i, men du kan ikke lede et samfund og et land som en privat virksomhed.
Politikere er uenige – det er jo derfor der er forskellige politiske partier, selvom de politiske forskelle efterhånden er blevet noget mindre i de senere år.
Det er langt sværere at træffe beslutninger i et samfund som det danske, hvor der 98 kommuner med hver sin folkevalgte kommunalbestyrelse, der er regioner der styres af et folkevalgt regionsråd og så er der endeligt Folketinget, som træffer beslutninger, hvor meget af lovgivningen i dag er bestemt i EU, hvilket kan være et demokratisk problem.
Så kan Lars Kolind ikke lide at politikere spilder tiden på at skændes.
Demokratiet sætter jo netop os i stand til at leve sammen og træffe beslutninger, på trods af at vi er uenige. Var vi enige om alting har vi ikke særlig meget brug for demokratiet som et politisk system.
Vi mennesker, inklusiv politikere, bliver aldrig enige, men demokratiet sætter os i stand til, på trods af uenigheder med deraf følgende skænderier og skarpe diskussioner at leve fredeligt sammen -og træffe beslutninger, som kan synes mere eller mindre gode og kvalificerede – alt efter politisk ståsted.
Politiske skænderier,som Lars Kolind kalder dem og som du betragter som spild af tid er ikke noget specielt dansk fænomen, det foregår i alle lande med et demokrati.
I USA er den politiske proces næsten gået i stå på grund af skænderier og uenigheder bl. a. om hævelse af USA`s gældsloft, som betød at USA`s kreditværdighed blev nedgraderet. Det går heller ikke bedre i EU.
Jeg tror kun det er i Kina man kan nedsætte en udviklingsafdeling efter Lars Kolinds forbillede – her er der heller ikke så mange politiske skænderier og dermed tidsspilde.
12. januar 2012 kl. 01:17 #
Just like “Change Management” is a contradiction of terms, how our culture has tried to institutionalize innovation has always amused me. I’m skeptical to people that claims they can draw roadmap and timeline, develop model and system to measure or ensure the ROI of innovation.
I am a humanist and therefore must have a very unscientific, naive, romantic and unrealistic view of innovation – do we dare to push ourselves out there *, to the unknown, off-limit, to be naked, easily misunderstood, being made ridiculaous …
Innovation is a mindset – How to cash in with creativity. And this creativity is boarder than just arts. It’s more a stubbornness of – when the whole world is doing it this way, can I do it that way? When everyone accepts it has to be like this, can I twist it to be like that?
Therefore I don’t believe in an innovation department in a company, major in university or award once a year. Innovation is a kick in itself – seeing the world differently, making connections that have not been made before and doing things that no one has tried yet. Innovation is a path that even angles or demons fear to tread. But only true innovator, even without a monthly salary, year-end bonus, job promotion, etc. still pursuing ruthlessly.
Passion and believe. Nothing less.
So how can we enhance and encourage an innovative mindset/culture?
1. Fire all the innovation managers and dismiss all innovation departments, private as well as public.
2. Pull in black sheep and listen to them. The more you don’t understand them, the better. Let them cluster.
3. Respect entrepreneurs. Cut red tapes and open green meadows that allow them to grow.
4. Dismantle Væskhus and anyone in that ball game that live on a stable income. Use the money to fund real start-up business (ad)ventures.
It’s at least a very small step to start with …
* A phrase borrowed from Seth Gordan
http://sethgodin.typepad.com/s…..-limb.html
Another article worth reading:
http://www.fastcodesign.com/16…..innovation
12. januar 2012 kl. 08:34 #
Kina er formentlig det land, der kommer tættest på at have en udviklingsafdeling og muligheden for at gennemføre planerne ret effektivt. I det omfang, den kinesiske udviklingsafdeling når frem til de rigtige anbefalinger, kan det være en effektiv måde at skabe fremdrift i et samfund på. Man har set lignende resultater i andre “autoritære” regimer, der fungerer som en traditionel privat topstyret virksomhed. Vi ved dog ikke, i hvor høj grad der er tale om fejlbeslutninger i Kina, fordi de ikke diskuteres åbent. Der er forlydender om hele byer, der står tomme – åbenbart udtryk for et kiks i beslutningsprocessen. Omvendt har kineserne haft succes med at skabe rammevilkår for en succesrig eksportindustri.
Demokrati tager tid og man forstår undertiden godt, erhvervslederes utålmodighed med demokratiet. De er jo vant til bare at beslutte, hvad de finder frem til.
Omvendt må man antage, at beslutninger truffet efter en åben diskussion er bedre, fordi alle aspekter er undersøgt.
Man antager ofte, at private virksomheder fungerer meget effektivt, fordi de klarer at være udsat for hård konkurrence, men det er i høj grad spørgsmålet, om beslutninger truffet af de få i toppen altid er specielt geniale. I virksomheder har man undertiden samme lukkethed og krav om ubetinget loyalitet, som i diktaturer. Det er vel også derfor, mange forsøger at udtænke strukturer og ledelsesformer, der kommer væk fra denne topstyring – f.eks. Kolinds “unboss”-projekt.
Eksperter er påvirket af magthavernes ønsker, af særinteresser, af ønsket om at gøre karriere, af kollegial vanetænkning og en farlig tro på ikke-underbyggede antagelser, som leder til forkerte råd og beslutniger. Derfor er et ekspertvælde bestemt ikke nogen god idé, hvis eksperterne ikke bliver udfordret Jeg tror mere på, at fornyelsen skal komme nedefra ved at man i mindre skala udvikler og viser alternativer, der virker.
19. januar 2012 kl. 18:55 #
Tak for mange gode og tankevækkende kommentarer!
Det er interessant at flere sætter lighedstegn mellem udviklingsafdeling og totalitært styre (Kina). Det tror jeg er forkert.
Demokratisk valgte politikere skal være i stand til at formulere hvilket samfund de ønsker; altså en vision for hvilket samfund de ønsker at udvikle Danmark hen imod. Hvad er vigtigst: større lighed eller større frihed? Er højere materiel eller økonomisk velstand (målt gennem BNP) et mål i sig selv? Skal hovedparten af befolkningen kunne klare sig uden offentlig understøttelse? Hvad er det vigtigt at børn skal kunne når de skal fungere i samfundet som voksne? Plus 100 andre spørgsmål.
Udviklingsafdelingen skal hjælpe til at gøre valgmulighederne mere klare (fx. at man godt kan forestille sig materiel vækst med lavere ressourceforbrug) og så anvise de bedste midler til at komme derhen hvor politikerne ønsker. Plus at evaluere om de ting der blev sat i værk for nogle år siden, havde den effekt man regnede med. Politikerne skal beslutte hvad der skal gøres.
Jeg synes ikke at man kan sige at embedsmændene spiller rollen som udviklingsafdeling særlig godt i dag.
Hvad mener du?
19. januar 2012 kl. 20:39 #
Hvis udviklingsafdelingens formål er overordnede politiske tiltag, findes der vel forskere, politiske ideologier, filosoffer og forskellige debattører, der udgiver bøger og diskuterer den slags i internationale fora. Naturligvis skal danske forskere deltage i den slags og bringe inspiration med hjem.
Efter min mening har globaliseringsråd, strukturkommission, arbejdsmarkedskommission, skattereformkommissioner osv ikke bibragt noget specielt nyt og genialt. Naturligvis er det udmærket at få input fra forskere og personer indenfor systemet, som ikke har en interesse i at ændre det store (som f.eks. i strukturreformkommissionen). Ofte er der ikke den store nytænkning og forslagene udvandes af politiske kompromisser, taktik og kompleks lovgivning. Jeg vil ikke afvise ideen, hvis der er international deltagelse, så man kan inddrage erfaringer fra udlandet.
Dog tror jeg mere på mere konkrete udviklingsprojekter, hvor man udvikler konkrete produkter og services i et samarbejde mellem forskere og virksomheder. Det er også langt vigtigere at udvikle konkret globalt salgbare produkter og serviceydelser end at eksperimentere med samfundsindretningen.
21. januar 2012 kl. 15:27 #
Når Lars Kolind i sit sidste indlæg stiller spørgsmålet om højere materiel eller økonomisk velstand(vækst) målt gennem BNP er et mål i sig selv, så får det mig til at komme med følgende kommentar:
Vi er som samfund generelt og ensidigt fokuseret på vækst.
Det er nok fordi vi inde i vores hoveder kun kan tænke på vækst som noget positivt. Vi vil ikke se i øjnene at vækst kræver energi og mere vækst kræver endnu mere energi, men vi har ikke alt det brændstof der skal til for at verdens befolkning, der nu har rundet 7 milliarder mennesker, kan leve udelukkende med vækst som mål for deres tilværelse.
Det ved alle godt, men vi lader som om vi ikke ved det.
De store og svære udfordringer ligger foran os, også for vores børn og børnebørn, at gå ind og definere hvilke mål vi vil sætte for vores samfund, hvilke værdier vi vil værne om udover den uendelige vækstfilosofi.
Liberalismens grundlægger Adam Smith skriver blandt andet et sted, at menneskets egoisme og arbejde efter egen gevinst viser sig at kunne betale sig for samfundet som helhed.
På baggrund af hans tanker har markedsøkonomien udviklet sig til at være den altdominerende vækstfilosofi i det moderne samfund, og som næsten alle bekender sig til, selv i et land som Kina med en form for statskapitalisme, der har vækstrater på mellem 8 og 10 procent om året.
Jeg tror det bliver meget svært at ændre indstillingen om at en uhæmmet vækst er lig med en positiv udvikling -der skal nogle globale miljøkatastrofer til før mennesket måske begynder at ændre indstilling.
Selvom materiel vækst sker gennem et lavere ressourceforbrug tror jeg ikke det ikke grundlæggende vil løse de globale miljøproblemer, idet befolkningstilvæksten vil opsluge gevinsten ved et lavere ressourceforbrug. I 2050 regnes der med, at vi er 9 milliarder mennesker på denne jordklode med begrænsede ressourcer.
23. januar 2012 kl. 22:55 #
Som Jørgen Lang Jørgensen er inde på, er kriser en god anledning til at tænke nyt. Til at man genovervejer de antagelser, man går ud fra uden at tænke nærmere over det. Derfor er det vigtigt med mangfoldighed i deltagerne i udviklingsarbejdet. Derfor er det vigtigt med mindre enheder, hvor der ikke er langt fra idé til handling, så man kan teste tanken i virkeligheden. Hvis det kun er folk, der er vævet ind i den mentale model, der præger et område, får man nok ikke fundamental nytænkning. Det er efter min mening rimeligt at kritisere diverse kommissioner for at have deltagelse af mange enstænkende mennesker, som måske ofte ikke har fantasi til at forestille sig helt andre løsninger og måske bare er præget af, at man ikke har interesse i, at systemet grundlæggende laves om. Ofte deltager højtuddannede, som har det med at bevæge sig væk fra virkeligheden. Det kan være en fornøjelse af følge ressonnementerne hos en god teoretiker, men leddene i følgeslutningerne bygger ofte på antagelser, der ikke er helt sikre. Hvis man når frem til en konklusion, der bygger på antagelser, som ikke er helt rigtige, bliver konklusionen derefter. Derfor halter anvendeligheden af mange teoretikere – også ledelsesfilosoffers arbejde – og derfor vil en teoretisk funderet kommissions/udviklingsafdelings anbefalinger have ret ringe sandsynlighed for at virke. Det betyder dog ikke, at teoretiske overvejelser er værdiløse – de kan bestemt have stor innovativ værdi som inspiration til at afprøve nye tanker.
23. januar 2012 kl. 23:21 #
Når vi er nogle stykker, der ser et totalitært anstrøg i overvejelserne om en national udviklingafdeling, er det nok fordi, man efterhånden har oplevet, at der ikke kommer noget godt ud af at presse en fejlbehæftet ideologi, strategi, filosofi eller andre – efter afsendernes opfattelse – færdige løsninger igennem. Det kan være et nyt forkromet it-system, en struktur i den offentlige sektor, en ledelsesfilosofi, en skattepolitik, en arbejdsmarkedskommissions anbefalinger osv. osv. – historien er fuld af mere eller mindre uheldige løsninger, baseret på ufuldstændige antagelser og en mangelfuld inddragelse af relevante aspekter af virkeligheden.
15. februar 2012 kl. 10:32 #
Jeg må givet et besyv med her.
a) Politikekere skal holde sig fra Pick-the-winners – det går uværgeligt galt. De skal derimod sikre rammerne for markedsdannelsen.
Kina er et eksempel både på boligmarkedet og andre områder, men Kina er ikke en sort/hvid størrelse fordi Kina også på mange måder er det mest kapitalistiske samfund i verden og har haft enorm succes hermed.
b) Danmark HAR en udviklingsafdelingen og den er en katastro
15. februar 2012 kl. 11:49 #
Jeg må givet et besyv med her.
a) Politikkere skal holde sig fra Pick-the-winners – det går uværgeligt galt. De kan ikke engang styre den offentlige sektor, så hvordan skulle de på nogen successfuld måde kunne blande sig i resten af samfundet?
Kina er et eksempel både på boligmarkedet og andre områder, men Kina er ikke en sort/hvid størrelse fordi Kina også på mange måder er det mest kapitalistiske samfund i verden og har haft enorm succes hermed.
Politikere skal koncentrere sig om at sikre rammerne for markedsdannelsen. Men det gør de dårligt fordi de fokuserer på at (lade bureaukraterne) detailstyre i stedet for at understøtte samfundet.
Ovenstående forstærkes kraftigt af Folketingets sammensætning.
b) Danmark HAR en udviklingsafdeling og den er en katastrofe. Ser du på Finansministeriet, så har de prøvet styret it-udviklingen i de sidste 10 år og de producerer katastrofer på stribe i form af skadelige monopoler som ødelægger både effektiviteten og sikkerheden – de værste konsekvenser er langt fra gået op for folk endnu.
c) “Vækst” er nødvendig, fordi konkurrenceevne er relativ. Negativ vækst er en direkte følge af ikke at gøre noget. Konkurrencen er ubønhørlig, dvs. produkter og processer forældes kontinuert i forhold til omgivelser og konkurrenter.
Men vækst har ikke så meget med MERE forbrug at gøre – det drejer sig om KLOGERE ressourceudnyttelse, dvs. så man får mere nytteværdi ud af ressourcerne, herunder bæredygtighed, individualisering og stadigt færre processomkostninger til at frembringe og distribuere nye og bedre produkter/services.
Vækst drejer sig altså først og fremmest om produktivitet (bæredygtige enhedsomkostninger) X kvalitet (individuel behovsdækning for kunderne). Gør man det relativt bedre end konkurrenterne, så skaber det overskud som kan bruges til at øge levestandarden, ellers er der ingen vej udenom at sænke levestandarden.
I Danmark er levestandarden faldende fordi både produktivitet og kvalitet er faldet bagud.
Specielt den offentlige sektor virker som et møllehjul om halsen på samfundet. Uafhængigt af spørgsmålet om overførselsindkomster, så kommer den offentlige sektor relativt længere og længere bagud i forhold til resten af samfundet – vi får alt for lidt for pengene.
16. februar 2012 kl. 22:51 #
For at få et mere velstående samfund er der ganske rigtigt behov for en klogere ressourceanvendelse.
Som en god gartner skal samfundet skabe de rigtige vækstbetingelser for de rigtige gevækster.
Det gøres ved, dels at skabe de rigtige rammevilkår og ved dels at lade markedskræfterne virke i den retning, vi ønsker.
Visionen – det vi ønsker – må være en tilstrækkelig beholdning af globalt konkurrencedygtige virksomheder.
Hvordan får vi det, når vi samtidig har et højt omkostningsniveau. Vi skal have de nødvendige kompetencer til rådighed, den nødvendige infrastruktur (især bredbånd), billig kapital osv..
Ressourcerne skal styres i retning af langsigtede investeringer.Det kan gøres ved hjælp af afgifter og skatter. Hvorfor ikke fastholde NOx-afgiften og kompensere generelt med lavere virksomhedsskatter?
Forskere skal belønnes for at se bort fra deres finere fornemmelser for grundforskning og tage en tørn med at udvikle rigtige produkter ude i virksomhederne.
Offentlige institutioner skal i det hele taget konkurrere og have frihed til at afprøve nye ideer.
Så samfundet opgave er naturligvis ikke at udpege vindervirksomheder, men især at skabe rammevilkår, der sikrer, at ressourcene anvendes så klogt, som muligt. Dog er vi nødt til at udpege nogle kompetencer, som skaber de komparative fordele, der får virksomheder til at slå sig ned her. Det afgørende er ikke hvilke komparative fordel, men at vi har sådanne at tilbyde. Og hvofor så ikke tage udgangspunkt i og videreudvikle på de områder, hvor vi stadig er nogenlunde med?
De frie markedsmekanismer være motoren, men det går ikke uden en vis overordnet rammestyring. Ellers bliver det de kortsigtede gevinster, der styrer ressourceanvendelsen. Hvis vi overlader alt til markedskræfterne, får vi nogenlunde samme velstand som i Peru, hvor skatten vist er ret lav. Alle små uskyldige spæde skud vil blive hapset og omplantet af grådige kapitalister, hvis vi ikke har de bedste rammer at videreudvikle sådanne stiklinger i.
20. februar 2012 kl. 16:52 #
>>Det gøres ved, dels at skabe de rigtige rammevilkår og ved dels at lade markedskræfterne virke i den retning, vi ønsker.<> Offentlige institutioner skal i det hele taget konkurrere og have frihed til at afprøve nye ideer. <<
Lyder fint – lige indtil vi siger IC4, Rejsekortet, NemId, Borger.dk, etc. etc.
Problemet med den offentlige sektor i Danmark er at man tvangstilpasser borgerne til det planøkonomiske bureaukrati i stedet for at tilpasse processerne til borgernes og samfundets behov.
Det er værre end spild af skatteborgernes penge – det skader samfundets konkurrenceevne alvorligt, fordi deres "fælles" monopoler og flaskehalse underminerer effektiviteten og innovationen.
Arrogance, manglende kompetencer og magt er en skræmmende kombination, der altid ender galt.
I stedet for al den vane-tænkning, så kunne man tænke nyt.
Hvad f.eks. med denne (for nu at tage et område som jeg ikke har noget at gøre med)?
http://www.ted.com/talks/kirk_....._fuel.html
Men jeg ville starte med at rydde op i Finansministeriet – fra toppen af.
21. februar 2012 kl. 06:56 #
Den ideelle situation må være, når man fra politisk side stiller nogle krav, som uafhængige aktører konkurrerer om at opfylde. Om disse aktører er selvejende institutioner eller private virksomheder er underordnet. Så får man mest for pengene og den bedste udvikling af nye produkter/serviceydelser.
En del offentlige indkøb har været præget af amatørisme. Udover Stephans eksempler kan man nævne mange af forsvarets indkøb og en del it-projekter, senest politiets system. Man kan kun gisne om, hvad der er foregået i disse offentlige indkøberes hoveder eller hvilke omstændigheder, indkøbet har været omgærdet af.
Men situationen har her netop ikke været nogle klare minimumskrav og mange selvstændige aktører, der frit har konkurreret om at leve op til kravene. Man har f.eks. tydeligvis ikke formuleret nogle klare krav og betingelser overfor IC4-leverandørerne. Denne inkompetence forsøger man vist nu at komme til livs ved at samle de offentlige indkøb i en afdeling, så det ikke er uprøvede indkøberer og forhandler, der får lov til at formøble offentlige, betroede midler.
Men for at få innovation, er man nødt til at stille krav. De skal ikke være for omfattende, så det ender i bureukrati og de skal ikke være konkurrenceforvridende, så flere opgaver flyttes ud af landet. Men krav om miljørigtige produkter, elektroniske journaler, der lever op til fastlagte standarder, så hospitalerne kan kommunikere med hinanden, krav om electrificering af banestrækninger, hvor man får licitation osv. kan både skabe fremdrift i investeringer og udvikling af nye produkter og serviceydelser.
21. februar 2012 kl. 11:44 #
>> Men for at få innovation, er man nødt til at stille krav. <<
De bedste/eneste til at stille krav er markedet eller rettere borgerne selv.
Politikerne bør skelne skarpt mellem retskrav (rettigheder som SKAL overholdes) og markedskrav (komplekse behov som NOGEN efterspørger, men som kan løses på mange måder i konkurrence)
Du kan godt politisk/bureaukratisk blande dig, men det er meget sjældent gavnligt.
Se på betalingsringen, som et gigantisk katastrofeprojekt – politikerne ser alt for snævert på problemet og dermed er de blinde overfor løsninger. Konsekvensen er, at selvom man har reelle problemer, så overvejer man kun tiltag, som skader mere end de gavner.
Se på så godt som alt it-relateret, der kommer ud af Finansministeriet. Der er ikke et af de projekter (som jeg har set på), der kan karakteriseres ved at have positiv samfundsværdi. Eksempler på det modsatte efterlyses.
Dine eksempler på krav er alt for primitive – de antager og fremmer implicit en masse planøkonomisk skadende tiltag fremfor at skabe rammer for markedsløsninger.
21. februar 2012 kl. 11:55 #
Med fare for at vi ryger ned i en kompleks diskussion og mister overblikket.
Tag dit “krav” om at hospitalerne skal kommunikere med hinanden !?
Nej – retskravene er
1) at JEG har adgang til MINE data
2) at ANDRE IKKE har adgang.
Hvis hospital B har behov for data som oprindelig er skabt ved en process på Hospital A, så kan jeg have dem. Dvs. data er altid opdaterede og tilgængelige.
Hvis JEG har adgang til mine data fra A, så kan jeg også give B adgang. Hvis B KUN kan tilgå disse data ved at spørge mig, så tvinger du processerne til at orientere sig imod behovet fremfor – som i dag – planøkonomisk bureaukratiserende tiltag i retning af at detailstyre borgerne og samfundsprocesser.
Dermed kan du markedsgøre et planøkonomisk bureaukratiseret område, hvor vi spilder stadigt flere penge på stadigt dårligere tiltag.
Kravene er politisk fastsatte – HVORDAN er et markedsproblem.
Problemet her er at statsadministrationen ikke i sine indkøb overholder kravene/lovgivningen, men foretrækker at underminere kravene fordi det varetager bureaukraternes egne styringsinteresser.
Det er også her fårene skilles fra bukkene. Du lider af planøkonomisk vanetænkning, hvis du straks begynder at finde på årsager til, hvorfor man IKKE skal overholde kravene – du tænker samfund og løsninger, hvis du går i gang med at løse udfordringerne. For ikke at tale om den megen ideologiske forsøg på at dårlige undskyldninger for et system som har dokumenteret at det ikke fungerer.
21. februar 2012 kl. 18:17 #
“Tag dit “krav” om at hospitalerne skal kommunikere med hinanden !?”
Næh jeg skriver: elektroniske journaler, der lever op til fastlagte standarder, så hospitalerne kan kommunikere med hinanden.
Altså nogle tekniske krav om kompatibilitet, så hospitalerne HAR MULIGHED for at kommunikere med hinanden. Hvis ikke man fremsætter dette krav, giver det en unødvendig, ressourcekrævende ineffektivitet, så skatteyderne får mindre for pengene.
Det juridiske spørgsmål om, hvordan de skal behandle fortrolige oplysninger, tager jeg ikke stilling til.
Du skriver: “De bedste/eneste til at stille krav er markedet eller rettere borgerne selv”. Ja i et vist omfang er markedet bedst til at træffe beslutninger, alene fordi mange tænker bedre end få. Men der må naturligvis være minimumskrav om fødevarersikkerhed, fravær af gift i legetøj, grænser for forurening osv. – men som nævnt bør disse krav ikke udarte til bureaukrati, som når fiskere skal lære latinske navne på de fisk, de sælger.
Hvis man stiller krav til isolering ved nybyggeri og sætter afgift på sprøjtemidler, energi osv., får danske virksomheder et forspring i konkurrencen, hvilket naturligvis har indlysende økonomiske fordele.