Hvorfor har Danmark ikke en udviklingsafdeling?

Hvis Grundfos ikke havde en udviklingsafdeling ville vi være færdige som virksomhed om fem eller ti år. Udaf de 18.000 medarbejdere har vi ca. 1200 i gang med at udvikle nye teknologier og produkter, og omkostningerne hertil udgør ca. 5% af det samlede budget. Man skulle ikke tro at vi kunne blive ved med at forbedre noget så simpelt som pumper. Strengt taget er en pumpe blot et skovlhjul der roterer i et metalhus og dermed forøger trykket af en væske. 1200 PhD’er civilingeniører, fysikere, matematikere, kemikere, økonomer, antropologer og andre specialister til bare at udvikle bedre pumper!

Tænk hvis Danmark havde en udviklingsafdeling. I Danmark er vi knap 6 millioner mennesker, dvs ca 300 gange så mange som i Grundfos. Havde Danmark været som Grundfos skulle vi have 400.000 højt uddannede specialister på alle relevante områder, som kun havde én opgave: At udvikle Danmark. Det er helt vildt, så tag en tiendedel af det antal: 40.000 specialister i Danmarks udviklingsafdeling.

Det første spørgsmål de ville stille, er: Hvad er det for et samfund, som ledelsen (folketinget) stræber efter at Danmark skal være? Jeg tror politikerne kunne blive enige om i hvert fald fire ting: 1) Danmark skal have økonomisk vækst, men den skal være bæredygtig. 2) Der skal være både frihed og tilskyndelse for alle til at tjene penge og skabe noget, men vi skal tage os godt af de svageste, 3) Vores børn og unge skal have de bedste uddannelser i verden, men de skal også bestille noget for at få dem, 4) Vores sundhedsvæsen og ældrepleje skal være i verdensklasse.

Forestil dig at politikerne sagde det klart: Det er det samfund vi ønsker, og udviklingsafdelingens opgave er at finde ud af hvordan vi får det. Det behøver vi ikke 40.000 specialister til at fortælle os. Bare 4.000 ville gøre det, hvis ledelsen var i orden og hvis ellers politikerne ville lytte til hvad udviklingsfolkene fandt frem til.

Og det er præcis det der er problemet i dag: Utallige kommissioner har fundet frem til hvad der skal gøres, men politikerne lytter ikke: Socialkommission, arbejdsmarkedskommission og velfærdskommission er bare tre eksempler; alle har de udarbejdet gode og velbegrundede forslag som politikerne ikke har villet lytte til.

Men nytter en udviklingsafdeling så ikke noget? Jo det gør den, fordi den kunne knytte de mange gode enkelt initiativer sammen til planer som både politikere og befolkning kunne forstå.

De fleste mener at politikere er sat i verden for at være uenige. Det er noget vrøvl. Politikere er sat i verden for at lede samfundet. De skal udvikle samfundet så det bliver bedre til at løse de opgaver som bedst løses i fællesskab. Hvis de bruger tiden på at skændes, spilder de tiden.

Hvad mener du? Skriv en kommentar!

54 kommentarer til “Hvorfor har Danmark ikke en udviklingsafdeling?”

  1. Anders Christian Hjort

    Kære Lars,

    Jeg er meget enig med dig både i dine tanke, og at der ikke lyttes.

    Du inspirerede mig til denne tanke…

    Tænk hvis man lavede et erhvervsfremmeordning der understøttede virksomheder der investerede i at etablere en R&D funktion, således at udvikling og innovation kommer i fokus i alle typer af virksomheder….

    Hvad ville der så ske?

    Du beriger og inspirerer mange Lars – tak for det!

  2. Henrik Korsgaard

    Et interessant perspektiv. Jeg tænker at universiteterne er vores R&D afdeling i et vist omfang. Det er desværre bare sådan at ledelsen (politikerne) ikke lytter til R&D afdelingen. Det er et mønster man har set i mange store teknologi virksomheder (fx Nokia), hvor man har fravalgt at lytte til både interne og eksterne indikatorer på forandringer og nye muligheder for innovation – med det resultat at man mister (firstmover) fordele, markeder mm.

    Der er således ofte et hul mellem dem der skal foreslå forandringer, retninger og nye muligheder (teknologi, markeder, visioner, værdier), og så dem der skal beslutte/disponere mellem forslagene. Det bliver bestemt ikke bedre af at politikere er (forholdsvis) analfabetiske mht. videnskab, teknologi, innovation og udvikling (uddannelse), og ydermere halter på de store visionære tanker og udmeldinger.

    Jeg forstår slet ikke at vi har politikere der har så lidt tillid til de undersøgelser de sætter i gang og de resultater der kommer frem. Gang på gang får de kolde fødder og vender tilbage til en forståelse af teknologi, viden, innovation og forretningsudvikling, der har ophav i det 18. århundrede.

    Hvorfor har vi ikke eksperimenter baseret på undersøgelserne? Hvorfor har vi ikke leget lidt med skatten i de forskellige landsdele eller fjernet momsen på frugt og grønt i en kort periode, for at se hvad der sker? Indenfor industriens R&D søsættes der konstant eksperimenterende udviklingsprojekter som aldrig når markedet, de skaber bare viden og erfaringer. Hvorfor gør vi (politikerne) ikke det?

    Som du selv konkluderer, er det politikernes manglende forståelse af deres opgave og manglende evne til at udstikke retning og visioner for samfundet. Hvis de dog bare var villige til at sætte deres viden (og resultaterne fra undersøgelser mv.) på prøve i små eksperimenter! Det er rigtig R&D!

  3. Jane von Rathsach

    Godt tænkt – en indlysende tanke, så naturlig at man tænker, at noget i den retning trækkes der allerede på : DTU & Universiteterne – Risø – Teknologisk institut – men det skulle da ikke undre mig om disse kostbare brain resources bare flyder i egne selvsvingsmekanismer uden egentlig koordinerende styring eller mål – til gunst for Danmark. Vi giver jo tosset nok al viden fra os i flæng – som var det skidt – vi burde tænke lidt dybere og samle gevinsterne i et særligt library patent.

  4. Allan Ohms

    Enig. Undrer mig over at samtlige danske politikere tilsyneladende ikke er optaget af denne type tanker. J har sat mig for at spørge dem om deres mening med henvisning til dit indlæg. Tak for det. Til dig som borger og som erhvervsmand – jeg savner, at danske erhvervsledere tager sig tid og mod til at mene noget som ikke lige vedrører eres egne hassaner.

  5. Dea Dorothea Deleuran

    Eureka! Det er netop det der er brug for. Jeg ved at mange top-erhvervsfolk igennem tiden er blevet direkte kontaktet og opfordret til at deltage i den politiske ledelse i Danmark. Ingen jeg ved af har sagt ja, (jeg kender nogen der har sagt nej af åbenlyse grunde, som jeg forstår), men jeg drømmer stadigvæk om, at det sker. Demokratiets fundament er til en hvis grad at være et debat-forum, og det er anerkendelsesværdigt, men måske krisen nu (det fortærskede men reelle begreb), kan inspirere til en mere målrettet form for demokrati og styre. Der er jo intet ved demokratiet der taler imod, ingen rettigheder eller ytringsfriheder som ikke vil kunne respekteres undervejs. Lad os få nogle redskaber ind i lovgivningen om statsstyring, som er kendetegnende for god virksomhedsdrift. Det kan kun gå for langsomt. Måske man lovgivningsmæssigt kunne starte med at vedtage, at når ekspertpaneler bliver spurgt til råds, så skal deres anbefalinger følges. Ellers forbeholder jeg mig retten til at mene, at det er spild af ressourcer at have udvalg, som bruger flere år på udvalgsarbejde – og som nu – ender med at blive affærdiget af en minister på forsiden af aviserne for at sluge stemmer. Tak for det gode indlæg!
    Dea Dorothea Deleuran

  6. Hans Henrik H. Heming

    Kære Lars

    Du er en dygtig retoriker! Du har et godt hovede, du gør det godt som erhvervsmand og du er en mand med hjertet på rette sted…

    …nok kalder man det en udviklingsafdeling i en erhvervsvirksomhed og nok har virksomheder, der har sådan een en mulighed for at tænke nyt. Det har virksomheder som ikke har en udviklingsafdeling jo også. Måske særligt de, som er kendetegnede ved at være agile og fleksible i deres struktur – fx. på ledelse, produkt, markeder m.m. De er i øvrigt i underskoven af disse virksomheder den reelle vækst skabes i Danmark.

    Nu har ledelse af en virksomhed jo aldrig været en demokratisk øvelse – ikke i udgangspunktet. Selvfølgelig skal man også her søge opbakning for sine ideer, selvfølgeligt skal bestyrelse og ledelse også her sikre sig, at visioner og planer faktisk kan føres ud i livet af de som “på holdet”. Men her skal man ikke spørge om at få et flertal, her kan en ledelse egenrådigt beslutte at føre ud i livet.

    I folketinget er det vel derimod en demokratisk øvelse – her skal der tælles til 90 og det skal der i øvrigt hver gang der skal gennemføres noget som helst. Regering på regering har, som du nævner, nedsat kommisioner og de har alle sammen arbejdet intensivt med problemfelter som hver især har skulle finde svar på vanskelige spørgsmål. Og du har jo helt ret når du siger at disse kommissioner ser ud til at have arbejdet forgæves. I hvert tilfælde i deres tid.

    Det tror jeg derimod ikke er regeringers skyld, eller kommissionernes. Det er derimod vores egen. Som vi er flest tør vi jo ikke se sandheden i øjnene, vi tør ikke tage beslutninger, som reelt er bedst for Danmark. Vi tør ikke stemme sådan, måske ikke fordi vi egentligt ikke tør, men fordi kompleksiteten i de beslutninger som skal tages er større end vi hidtil har været vant til og forstår. Poul Nyrop introducerede fx.for en del år siden en diskussion af efterlønnen. Det kom til at koste ham dyrt. Lars Barfoed & Co – og for den sags skyld hele den forrige regering turde ikke snakke reformer. Kun LA har sagt det som det var – er. Danmark har brug for reformer. (Bag kulisserne spiller du sikkert en rolle her.)

    Siden har andre stemt i, heldigvis!

    En del af det krudt som LA fremførte under valgkampen kom fra de selvsamme kommissioner og godt hjulpet på vej af den forstærkede krise, så kan alle – mange – med eet pludseligt se, at der er behov for at snakke om problemerne på nye måder. Også vi vælgere.

    Politikere er ikke sat i verden til at være uenige – men deres egen retorik, og til tider også din, er jo ikke ligefrem til at skabe det gode grundlag for samarbejde om Danmarks problemer. Der tales stadigt om “dem” og “deres”, i stedet for “vi” og “vores”. Og dertil kommer, at vi som vælgere – og som vi er flest – faktisk ikke kan gennemskue konsekvenserne af de oplæg som bliver præsenteret for os. Det tager derfor tid for politikerne at overbevise os om, at der er brug for skattereform, reform af efterlønnen, uddannelsessystemet, dagpenge m.m.

    Men synes du ikke de disse emner er kommet på dagsordenen de sidste 100 dage?

    Hvis man nu kunne lede et land som man kan lede en virksomhed, så tror jeg det hele ville se en smule anderledes ud – og her har du jo så ret, så ville det være pragtfuldt med en innovationsafdeling som kunne tænke ud af boxen, så ville det være fedt at man kunne sidde og vælge de bedste ideer på et møde onsdag eftermiddag mellem kl. 14 og 15 og så ville det være perfekt om man kunne få lavet feasibility-study og cost-benefit analyser på implementering og selv tage beslutningen fordi man måske vidste bedre og havde modet. Og jeg spørger mig selv om det vil kunne fungere i et demokrati? Du vil sikkert sige ja og jeg vil så spørge konkret til hvordan?

    Og så må det vel retfærdighedsvist siges, at selvom man har en stor udviklingsafdeling i Grundfos, så er det ikke ensbetydende med at man i Bjerringbro vil få succes i en fremtid som heller ikke de kan forudse, vel?

    Med de bedste intentioner…
    Hans Henrik

  7. Palle Hellemann

    En pumpe er en systemkomponent i et flowdiagram, hvormed man kan skabe eller ændre flowet. Den tekniske implementering af styringsmuligheden kan antage mange former (plast-, kulfiber-, aluhus, impeller, hjul, kompressor etc).
    Udviklingsafdelingen i samfundet kan ligeledes antage mange former. Hvad vil man udvikle? Selve samfundets styresystem? Eller vil man udvikle applikationerne? Skal vi køre Android, Symbian, Windows, Linux eller noget vi selv har skabt? Hele embedsmandværket er vel en slags samfundets udviklingsafdeling, hvor f.eks. regeringens målopfyldelse til en skattereform søges opfyldt ved at mange medarbejdere udvikler en lovtekst, der skaber reglerne, der samlet giver målopfyldelsen, indenfor det muliges rammer (grundlov, EU osv.). Det er vel det der tilstræbes.
    Kina er et eksempel på en industrialiseret nation med en mere virksomhedsorienteret ledelse. Kinas ledelse kan i hvert fald bedre sammenlignes med ledelsen af en virksomhed, end de vestlige demokratier. Der er ikke så langt fra ide til handling, som i et demokrati, hvor de lange komplicerede processer giver en naturlig tænkepause, mellem ide og handling. Det kan være både godt og skidt.
    Afhængig af hvad vi ønsker at udvikle ved samfundet, så mener jeg at udviklingsafdelingen findes. Men vi kan debattere om den bruges rigtigt og processerne trænger nok til at blive Lean’et en del, ligesom visionerne og det fælles mål trænger til et løft.

  8. Claus Christensen

    Der er i høj grad brug for, at der bliver gjort en større indsat for at danske virksomheder udvikler nye produkter, som kan sælges globalt. Man burde gratis stille eksperter til rådighed for udviklingsprojekter i virksomhederne.

    Hvis en udviklingsafdeling skal udtænke, hvordan vi bedst indretter samfundet, er jeg mere end kritisk. Tanken om, at man teoretisk og i alle detaljer kan udtænke den rigtige måde at drive sundhedsvæsen, uddannelsessystem, ældrepleje o.s.v. på, er forfejlet. Det drejer sig derimod om at skabe strukturer, så man i mindre enheder kan afprøve nye ideer. Sundhedsvæsenet er alt for topstyret af eksperter. Hvorfor ikke give mere plads til eksperimenter – naturligvis i samarbejde med forskere. Uddannelsessystemet er ligeledes for topstyret og binder for mange ressourcer i at leve op til teoretisk funderede krav, som ofte ikke er relevante i virkelighedens verden.

    Erfaringer fra topøkonomers rådgivning i USA har ikke ubetinget været gode – snarere en katastrofe. Strukturreformen/kommunalreformen har ikke været en succes – man skulle hellere have nedlagt kommunerne og indført selvstyrende institutioner på alle niveauer.

    Eksperter tænker ofte ikke ud af boxen, men er præget af vanetænkning og i det mindste i en amerikansk sammenhæng økonomisk afhængige af særinteresser som f.eks. den finansielle sektor og medicinalindustrien.

    Hvis man vil investere i bedre uddannelse, sundhed, kvalitet i ældrepleje og børneinstitutioner, skal man frisætte institutionerne – gøre det muligt for dem at eksperimentere – gerne med inddragelse af forskere og andre eksperter, hvis de ønsker det. Desuden skal man tilføre tilstrækkelige ressourcer og sikre fri konkurrence imellem institutionerne.

  9. Frank Calberg

    Interessant input, Claus, vedrørende at prøve nye ideer af.

  10. Jørgen Lang Jørgensen

    Når Lars Kolind ønsker en udviklingsafdeling for hele Danmark, så er det da en besnærende tanke, men nok også en tanke som grænser til ønsketænkning.

    “Politikere er sat i verden for at lede samfundet” skriver Lars Kolind – og det er jeg enig i, men du kan ikke lede et samfund og et land som en privat virksomhed.

    Politikere er uenige – det er jo derfor der er forskellige politiske partier, selvom de politiske forskelle efterhånden er blevet noget mindre i de senere år.
    Det er langt sværere at træffe beslutninger i et samfund som det danske, hvor der 98 kommuner med hver sin folkevalgte kommunalbestyrelse, der er regioner der styres af et folkevalgt regionsråd og så er der endeligt Folketinget, som træffer beslutninger, hvor meget af lovgivningen i dag er bestemt i EU, hvilket kan være et demokratisk problem.

    Så kan Lars Kolind ikke lide at politikere spilder tiden på at skændes.
    Demokratiet sætter jo netop os i stand til at leve sammen og træffe beslutninger, på trods af at vi er uenige. Var vi enige om alting har vi ikke særlig meget brug for demokratiet som et politisk system.

    Vi mennesker, inklusiv politikere, bliver aldrig enige, men demokratiet sætter os i stand til, på trods af uenigheder med deraf følgende skænderier og skarpe diskussioner at leve fredeligt sammen -og træffe beslutninger, som kan synes mere eller mindre gode og kvalificerede – alt efter politisk ståsted.

    Politiske skænderier,som Lars Kolind kalder dem og som du betragter som spild af tid er ikke noget specielt dansk fænomen, det foregår i alle lande med et demokrati.
    I USA er den politiske proces næsten gået i stå på grund af skænderier og uenigheder bl. a. om hævelse af USA`s gældsloft, som betød at USA`s kreditværdighed blev nedgraderet. Det går heller ikke bedre i EU.

    Jeg tror kun det er i Kina man kan nedsætte en udviklingsafdeling efter Lars Kolinds forbillede – her er der heller ikke så mange politiske skænderier og dermed tidsspilde.

  11. Isabella Lo

    Just like “Change Management” is a contradiction of terms, how our culture has tried to institutionalize innovation has always amused me. I’m skeptical to people that claims they can draw roadmap and timeline, develop model and system to measure or ensure the ROI of innovation.

    I am a humanist and therefore must have a very unscientific, naive, romantic and unrealistic view of innovation – do we dare to push ourselves out there *, to the unknown, off-limit, to be naked, easily misunderstood, being made ridiculaous …

    Innovation is a mindset – How to cash in with creativity. And this creativity is boarder than just arts. It’s more a stubbornness of – when the whole world is doing it this way, can I do it that way? When everyone accepts it has to be like this, can I twist it to be like that?

    Therefore I don’t believe in an innovation department in a company, major in university or award once a year. Innovation is a kick in itself – seeing the world differently, making connections that have not been made before and doing things that no one has tried yet. Innovation is a path that even angles or demons fear to tread. But only true innovator, even without a monthly salary, year-end bonus, job promotion, etc. still pursuing ruthlessly.

    Passion and believe. Nothing less.

    So how can we enhance and encourage an innovative mindset/culture?

    1. Fire all the innovation managers and dismiss all innovation departments, private as well as public.
    2. Pull in black sheep and listen to them. The more you don’t understand them, the better. Let them cluster.
    3. Respect entrepreneurs. Cut red tapes and open green meadows that allow them to grow.
    4. Dismantle Væskhus and anyone in that ball game that live on a stable income. Use the money to fund real start-up business (ad)ventures.

    It’s at least a very small step to start with …

    * A phrase borrowed from Seth Gordan
    http://sethgodin.typepad.com/s…..-limb.html

    Another article worth reading:
    http://www.fastcodesign.com/16…..innovation

  12. Claus Christensen

    Kina er formentlig det land, der kommer tættest på at have en udviklingsafdeling og muligheden for at gennemføre planerne ret effektivt. I det omfang, den kinesiske udviklingsafdeling når frem til de rigtige anbefalinger, kan det være en effektiv måde at skabe fremdrift i et samfund på. Man har set lignende resultater i andre “autoritære” regimer, der fungerer som en traditionel privat topstyret virksomhed. Vi ved dog ikke, i hvor høj grad der er tale om fejlbeslutninger i Kina, fordi de ikke diskuteres åbent. Der er forlydender om hele byer, der står tomme – åbenbart udtryk for et kiks i beslutningsprocessen. Omvendt har kineserne haft succes med at skabe rammevilkår for en succesrig eksportindustri.

    Demokrati tager tid og man forstår undertiden godt, erhvervslederes utålmodighed med demokratiet. De er jo vant til bare at beslutte, hvad de finder frem til.

    Omvendt må man antage, at beslutninger truffet efter en åben diskussion er bedre, fordi alle aspekter er undersøgt.

    Man antager ofte, at private virksomheder fungerer meget effektivt, fordi de klarer at være udsat for hård konkurrence, men det er i høj grad spørgsmålet, om beslutninger truffet af de få i toppen altid er specielt geniale. I virksomheder har man undertiden samme lukkethed og krav om ubetinget loyalitet, som i diktaturer. Det er vel også derfor, mange forsøger at udtænke strukturer og ledelsesformer, der kommer væk fra denne topstyring – f.eks. Kolinds “unboss”-projekt.

    Eksperter er påvirket af magthavernes ønsker, af særinteresser, af ønsket om at gøre karriere, af kollegial vanetænkning og en farlig tro på ikke-underbyggede antagelser, som leder til forkerte råd og beslutniger. Derfor er et ekspertvælde bestemt ikke nogen god idé, hvis eksperterne ikke bliver udfordret Jeg tror mere på, at fornyelsen skal komme nedefra ved at man i mindre skala udvikler og viser alternativer, der virker.

  13. Stefan Kalmar

    En spændende tanke med en udviklingsafdeling for Danmark.
    Et kæmpe omkostningsområde for Danmark, som kunne nytænkes i en sådan udviklingsafdelingen kunne være sundhedsområdet.

    Sundhedsområdet kunne godt trænge til noget udvikling.
    Hvorfor har man fx en primær sundhedssektor underlagt kommunerne, og en sekundær sektor underlagt regionerne, når dette giver en masse kommunikationsproblemer og vidensdeling (af patientdata) mellem sektorer ved fx udskrivelser.
    Hvorfor ikke bare have 1 sundhedssektor? Når man har flere sektorer giver det også silotænkning indenfor økonomien.

    Og hvorfor ikke bare have 1 (og kun 1) afdeling på et sygehus som en patient er indlagt på. Patienten blev så tilknyttet en læge, som var patientens forløbsansvarlige igennem patientens hospitalsophold.
    Denne læge trak så ekspertiserne ind (specialerne) til patienten (fx en lungelænge til at kigge på lungerne osv.) ligesom en entreprenør trækker håndværkere ind på bygningen af et hus.
    Ville man hive huset, som er ved at blive bygget, rundt til forskellige håndværkere? Nej, det bliver stående, og håndværkerne kommer til det.

    Men et nyt sundhedsvæsen er kun 1 af mange ting som en udviklingsafdeling for Danmark, kunne udvikle.
    Jeg kan godt se din pointe at vi i Danmark kunne mangle en sådan udviklingsafdeling – især når politikerne ikke har formatet til at udvikle landet.

    Mvh
    Stefan Kalmar
    http://www.hvadenhverdansker.dk

  14. Stefan Kalmar

    En udviklingsafdeling. God idé.
    Hvad med en salgsafdeling?
    Den gamle IBM boss, Thomas J. Watson mente jo at salgsafdelingen var den vigtigste i hele firmaet. Sælgerne var en slags firmaets helte – de skabte den nødvendige indtjening. Hvor stor ville Danmarks “salgsafdeling” være hvis den var relativ til Grundfos’ størrelse (antal medarbejdere mod antal indbyggere i DK).
    Mvh
    Stefan Kalmar
    http://www.hvadenhverdansker.dk

  15. Lars Kolind

    Tak for mange gode og tankevækkende kommentarer!
    Det er interessant at flere sætter lighedstegn mellem udviklingsafdeling og totalitært styre (Kina). Det tror jeg er forkert.
    Demokratisk valgte politikere skal være i stand til at formulere hvilket samfund de ønsker; altså en vision for hvilket samfund de ønsker at udvikle Danmark hen imod. Hvad er vigtigst: større lighed eller større frihed? Er højere materiel eller økonomisk velstand (målt gennem BNP) et mål i sig selv? Skal hovedparten af befolkningen kunne klare sig uden offentlig understøttelse? Hvad er det vigtigt at børn skal kunne når de skal fungere i samfundet som voksne? Plus 100 andre spørgsmål.
    Udviklingsafdelingen skal hjælpe til at gøre valgmulighederne mere klare (fx. at man godt kan forestille sig materiel vækst med lavere ressourceforbrug) og så anvise de bedste midler til at komme derhen hvor politikerne ønsker. Plus at evaluere om de ting der blev sat i værk for nogle år siden, havde den effekt man regnede med. Politikerne skal beslutte hvad der skal gøres.
    Jeg synes ikke at man kan sige at embedsmændene spiller rollen som udviklingsafdeling særlig godt i dag.
    Hvad mener du?

  16. Claus Christensen

    Hvis udviklingsafdelingens formål er overordnede politiske tiltag, findes der vel forskere, politiske ideologier, filosoffer og forskellige debattører, der udgiver bøger og diskuterer den slags i internationale fora. Naturligvis skal danske forskere deltage i den slags og bringe inspiration med hjem.

    Efter min mening har globaliseringsråd, strukturkommission, arbejdsmarkedskommission, skattereformkommissioner osv ikke bibragt noget specielt nyt og genialt. Naturligvis er det udmærket at få input fra forskere og personer indenfor systemet, som ikke har en interesse i at ændre det store (som f.eks. i strukturreformkommissionen). Ofte er der ikke den store nytænkning og forslagene udvandes af politiske kompromisser, taktik og kompleks lovgivning. Jeg vil ikke afvise ideen, hvis der er international deltagelse, så man kan inddrage erfaringer fra udlandet.

    Dog tror jeg mere på mere konkrete udviklingsprojekter, hvor man udvikler konkrete produkter og services i et samarbejde mellem forskere og virksomheder. Det er også langt vigtigere at udvikle konkret globalt salgbare produkter og serviceydelser end at eksperimentere med samfundsindretningen.

  17. Jørgen Lang Jørgensen

    Når Lars Kolind i sit sidste indlæg stiller spørgsmålet om højere materiel eller økonomisk velstand(vækst) målt gennem BNP er et mål i sig selv, så får det mig til at komme med følgende kommentar:

    Vi er som samfund generelt og ensidigt fokuseret på vækst.
    Det er nok fordi vi inde i vores hoveder kun kan tænke på vækst som noget positivt. Vi vil ikke se i øjnene at vækst kræver energi og mere vækst kræver endnu mere energi, men vi har ikke alt det brændstof der skal til for at verdens befolkning, der nu har rundet 7 milliarder mennesker, kan leve udelukkende med vækst som mål for deres tilværelse.

    Det ved alle godt, men vi lader som om vi ikke ved det.

    De store og svære udfordringer ligger foran os, også for vores børn og børnebørn, at gå ind og definere hvilke mål vi vil sætte for vores samfund, hvilke værdier vi vil værne om udover den uendelige vækstfilosofi.

    Liberalismens grundlægger Adam Smith skriver blandt andet et sted, at menneskets egoisme og arbejde efter egen gevinst viser sig at kunne betale sig for samfundet som helhed.
    På baggrund af hans tanker har markedsøkonomien udviklet sig til at være den altdominerende vækstfilosofi i det moderne samfund, og som næsten alle bekender sig til, selv i et land som Kina med en form for statskapitalisme, der har vækstrater på mellem 8 og 10 procent om året.

    Jeg tror det bliver meget svært at ændre indstillingen om at en uhæmmet vækst er lig med en positiv udvikling -der skal nogle globale miljøkatastrofer til før mennesket måske begynder at ændre indstilling.

    Selvom materiel vækst sker gennem et lavere ressourceforbrug tror jeg ikke det ikke grundlæggende vil løse de globale miljøproblemer, idet befolkningstilvæksten vil opsluge gevinsten ved et lavere ressourceforbrug. I 2050 regnes der med, at vi er 9 milliarder mennesker på denne jordklode med begrænsede ressourcer.

  18. Claus Christensen

    Som Jørgen Lang Jørgensen er inde på, er kriser en god anledning til at tænke nyt. Til at man genovervejer de antagelser, man går ud fra uden at tænke nærmere over det. Derfor er det vigtigt med mangfoldighed i deltagerne i udviklingsarbejdet. Derfor er det vigtigt med mindre enheder, hvor der ikke er langt fra idé til handling, så man kan teste tanken i virkeligheden. Hvis det kun er folk, der er vævet ind i den mentale model, der præger et område, får man nok ikke fundamental nytænkning. Det er efter min mening rimeligt at kritisere diverse kommissioner for at have deltagelse af mange enstænkende mennesker, som måske ofte ikke har fantasi til at forestille sig helt andre løsninger og måske bare er præget af, at man ikke har interesse i, at systemet grundlæggende laves om. Ofte deltager højtuddannede, som har det med at bevæge sig væk fra virkeligheden. Det kan være en fornøjelse af følge ressonnementerne hos en god teoretiker, men leddene i følgeslutningerne bygger ofte på antagelser, der ikke er helt sikre. Hvis man når frem til en konklusion, der bygger på antagelser, som ikke er helt rigtige, bliver konklusionen derefter. Derfor halter anvendeligheden af mange teoretikere – også ledelsesfilosoffers arbejde – og derfor vil en teoretisk funderet kommissions/udviklingsafdelings anbefalinger have ret ringe sandsynlighed for at virke. Det betyder dog ikke, at teoretiske overvejelser er værdiløse – de kan bestemt have stor innovativ værdi som inspiration til at afprøve nye tanker.

  19. Claus Christensen

    Når vi er nogle stykker, der ser et totalitært anstrøg i overvejelserne om en national udviklingafdeling, er det nok fordi, man efterhånden har oplevet, at der ikke kommer noget godt ud af at presse en fejlbehæftet ideologi, strategi, filosofi eller andre – efter afsendernes opfattelse – færdige løsninger igennem. Det kan være et nyt forkromet it-system, en struktur i den offentlige sektor, en ledelsesfilosofi, en skattepolitik, en arbejdsmarkedskommissions anbefalinger osv. osv. – historien er fuld af mere eller mindre uheldige løsninger, baseret på ufuldstændige antagelser og en mangelfuld inddragelse af relevante aspekter af virkeligheden.

  20. Stephan Engberg

    Jeg må givet et besyv med her.

    a) Politikekere skal holde sig fra Pick-the-winners – det går uværgeligt galt. De skal derimod sikre rammerne for markedsdannelsen.

    Kina er et eksempel både på boligmarkedet og andre områder, men Kina er ikke en sort/hvid størrelse fordi Kina også på mange måder er det mest kapitalistiske samfund i verden og har haft enorm succes hermed.

    b) Danmark HAR en udviklingsafdelingen og den er en katastro

  21. Stephan Engberg

    Jeg må givet et besyv med her.

    a) Politikkere skal holde sig fra Pick-the-winners – det går uværgeligt galt. De kan ikke engang styre den offentlige sektor, så hvordan skulle de på nogen successfuld måde kunne blande sig i resten af samfundet?

    Kina er et eksempel både på boligmarkedet og andre områder, men Kina er ikke en sort/hvid størrelse fordi Kina også på mange måder er det mest kapitalistiske samfund i verden og har haft enorm succes hermed.

    Politikere skal koncentrere sig om at sikre rammerne for markedsdannelsen. Men det gør de dårligt fordi de fokuserer på at (lade bureaukraterne) detailstyre i stedet for at understøtte samfundet.

    Ovenstående forstærkes kraftigt af Folketingets sammensætning.

    b) Danmark HAR en udviklingsafdeling og den er en katastrofe. Ser du på Finansministeriet, så har de prøvet styret it-udviklingen i de sidste 10 år og de producerer katastrofer på stribe i form af skadelige monopoler som ødelægger både effektiviteten og sikkerheden – de værste konsekvenser er langt fra gået op for folk endnu.

    c) “Vækst” er nødvendig, fordi konkurrenceevne er relativ. Negativ vækst er en direkte følge af ikke at gøre noget. Konkurrencen er ubønhørlig, dvs. produkter og processer forældes kontinuert i forhold til omgivelser og konkurrenter.

    Men vækst har ikke så meget med MERE forbrug at gøre – det drejer sig om KLOGERE ressourceudnyttelse, dvs. så man får mere nytteværdi ud af ressourcerne, herunder bæredygtighed, individualisering og stadigt færre processomkostninger til at frembringe og distribuere nye og bedre produkter/services.

    Vækst drejer sig altså først og fremmest om produktivitet (bæredygtige enhedsomkostninger) X kvalitet (individuel behovsdækning for kunderne). Gør man det relativt bedre end konkurrenterne, så skaber det overskud som kan bruges til at øge levestandarden, ellers er der ingen vej udenom at sænke levestandarden.

    I Danmark er levestandarden faldende fordi både produktivitet og kvalitet er faldet bagud.

    Specielt den offentlige sektor virker som et møllehjul om halsen på samfundet. Uafhængigt af spørgsmålet om overførselsindkomster, så kommer den offentlige sektor relativt længere og længere bagud i forhold til resten af samfundet – vi får alt for lidt for pengene.

  22. Claus Christensen

    For at få et mere velstående samfund er der ganske rigtigt behov for en klogere ressourceanvendelse.

    Som en god gartner skal samfundet skabe de rigtige vækstbetingelser for de rigtige gevækster.

    Det gøres ved, dels at skabe de rigtige rammevilkår og ved dels at lade markedskræfterne virke i den retning, vi ønsker.

    Visionen – det vi ønsker – må være en tilstrækkelig beholdning af globalt konkurrencedygtige virksomheder.

    Hvordan får vi det, når vi samtidig har et højt omkostningsniveau. Vi skal have de nødvendige kompetencer til rådighed, den nødvendige infrastruktur (især bredbånd), billig kapital osv..

    Ressourcerne skal styres i retning af langsigtede investeringer.Det kan gøres ved hjælp af afgifter og skatter. Hvorfor ikke fastholde NOx-afgiften og kompensere generelt med lavere virksomhedsskatter?

    Forskere skal belønnes for at se bort fra deres finere fornemmelser for grundforskning og tage en tørn med at udvikle rigtige produkter ude i virksomhederne.

    Offentlige institutioner skal i det hele taget konkurrere og have frihed til at afprøve nye ideer.

    Så samfundet opgave er naturligvis ikke at udpege vindervirksomheder, men især at skabe rammevilkår, der sikrer, at ressourcene anvendes så klogt, som muligt. Dog er vi nødt til at udpege nogle kompetencer, som skaber de komparative fordele, der får virksomheder til at slå sig ned her. Det afgørende er ikke hvilke komparative fordel, men at vi har sådanne at tilbyde. Og hvofor så ikke tage udgangspunkt i og videreudvikle på de områder, hvor vi stadig er nogenlunde med?

    De frie markedsmekanismer være motoren, men det går ikke uden en vis overordnet rammestyring. Ellers bliver det de kortsigtede gevinster, der styrer ressourceanvendelsen. Hvis vi overlader alt til markedskræfterne, får vi nogenlunde samme velstand som i Peru, hvor skatten vist er ret lav. Alle små uskyldige spæde skud vil blive hapset og omplantet af grådige kapitalister, hvis vi ikke har de bedste rammer at videreudvikle sådanne stiklinger i.

  23. Stephan Engberg

    >>Det gøres ved, dels at skabe de rigtige rammevilkår og ved dels at lade markedskræfterne virke i den retning, vi ønsker.<> Offentlige institutioner skal i det hele taget konkurrere og have frihed til at afprøve nye ideer. <<

    Lyder fint – lige indtil vi siger IC4, Rejsekortet, NemId, Borger.dk, etc. etc.

    Problemet med den offentlige sektor i Danmark er at man tvangstilpasser borgerne til det planøkonomiske bureaukrati i stedet for at tilpasse processerne til borgernes og samfundets behov.

    Det er værre end spild af skatteborgernes penge – det skader samfundets konkurrenceevne alvorligt, fordi deres "fælles" monopoler og flaskehalse underminerer effektiviteten og innovationen.

    Arrogance, manglende kompetencer og magt er en skræmmende kombination, der altid ender galt.

    I stedet for al den vane-tænkning, så kunne man tænke nyt.

    Hvad f.eks. med denne (for nu at tage et område som jeg ikke har noget at gøre med)?
    http://www.ted.com/talks/kirk_sorensen_thorium_an_alternative_nuclear_fuel.html

    Men jeg ville starte med at rydde op i Finansministeriet – fra toppen af.

  24. Claus Christensen

    Den ideelle situation må være, når man fra politisk side stiller nogle krav, som uafhængige aktører konkurrerer om at opfylde. Om disse aktører er selvejende institutioner eller private virksomheder er underordnet. Så får man mest for pengene og den bedste udvikling af nye produkter/serviceydelser.

    En del offentlige indkøb har været præget af amatørisme. Udover Stephans eksempler kan man nævne mange af forsvarets indkøb og en del it-projekter, senest politiets system. Man kan kun gisne om, hvad der er foregået i disse offentlige indkøberes hoveder eller hvilke omstændigheder, indkøbet har været omgærdet af.

    Men situationen har her netop ikke været nogle klare minimumskrav og mange selvstændige aktører, der frit har konkurreret om at leve op til kravene. Man har f.eks. tydeligvis ikke formuleret nogle klare krav og betingelser overfor IC4-leverandørerne. Denne inkompetence forsøger man vist nu at komme til livs ved at samle de offentlige indkøb i en afdeling, så det ikke er uprøvede indkøberer og forhandler, der får lov til at formøble offentlige, betroede midler.

    Men for at få innovation, er man nødt til at stille krav. De skal ikke være for omfattende, så det ender i bureukrati og de skal ikke være konkurrenceforvridende, så flere opgaver flyttes ud af landet. Men krav om miljørigtige produkter, elektroniske journaler, der lever op til fastlagte standarder, så hospitalerne kan kommunikere med hinanden, krav om electrificering af banestrækninger, hvor man får licitation osv. kan både skabe fremdrift i investeringer og udvikling af nye produkter og serviceydelser.

  25. Stephan Engberg

    >> Men for at få innovation, er man nødt til at stille krav. <<

    De bedste/eneste til at stille krav er markedet eller rettere borgerne selv.

    Politikerne bør skelne skarpt mellem retskrav (rettigheder som SKAL overholdes) og markedskrav (komplekse behov som NOGEN efterspørger, men som kan løses på mange måder i konkurrence)

    Du kan godt politisk/bureaukratisk blande dig, men det er meget sjældent gavnligt.

    Se på betalingsringen, som et gigantisk katastrofeprojekt – politikerne ser alt for snævert på problemet og dermed er de blinde overfor løsninger. Konsekvensen er, at selvom man har reelle problemer, så overvejer man kun tiltag, som skader mere end de gavner.

    Se på så godt som alt it-relateret, der kommer ud af Finansministeriet. Der er ikke et af de projekter (som jeg har set på), der kan karakteriseres ved at have positiv samfundsværdi. Eksempler på det modsatte efterlyses.

    Dine eksempler på krav er alt for primitive – de antager og fremmer implicit en masse planøkonomisk skadende tiltag fremfor at skabe rammer for markedsløsninger.

  26. Stephan Engberg

    Med fare for at vi ryger ned i en kompleks diskussion og mister overblikket.

    Tag dit “krav” om at hospitalerne skal kommunikere med hinanden !?

    Nej – retskravene er
    1) at JEG har adgang til MINE data
    2) at ANDRE IKKE har adgang.

    Hvis hospital B har behov for data som oprindelig er skabt ved en process på Hospital A, så kan jeg have dem. Dvs. data er altid opdaterede og tilgængelige.

    Hvis JEG har adgang til mine data fra A, så kan jeg også give B adgang. Hvis B KUN kan tilgå disse data ved at spørge mig, så tvinger du processerne til at orientere sig imod behovet fremfor – som i dag – planøkonomisk bureaukratiserende tiltag i retning af at detailstyre borgerne og samfundsprocesser.

    Dermed kan du markedsgøre et planøkonomisk bureaukratiseret område, hvor vi spilder stadigt flere penge på stadigt dårligere tiltag.

    Kravene er politisk fastsatte – HVORDAN er et markedsproblem.

    Problemet her er at statsadministrationen ikke i sine indkøb overholder kravene/lovgivningen, men foretrækker at underminere kravene fordi det varetager bureaukraternes egne styringsinteresser.

    Det er også her fårene skilles fra bukkene. Du lider af planøkonomisk vanetænkning, hvis du straks begynder at finde på årsager til, hvorfor man IKKE skal overholde kravene – du tænker samfund og løsninger, hvis du går i gang med at løse udfordringerne. For ikke at tale om den megen ideologiske forsøg på at dårlige undskyldninger for et system som har dokumenteret at det ikke fungerer.

  27. Claus Christensen

    “Tag dit “krav” om at hospitalerne skal kommunikere med hinanden !?”

    Næh jeg skriver: elektroniske journaler, der lever op til fastlagte standarder, så hospitalerne kan kommunikere med hinanden.

    Altså nogle tekniske krav om kompatibilitet, så hospitalerne HAR MULIGHED for at kommunikere med hinanden. Hvis ikke man fremsætter dette krav, giver det en unødvendig, ressourcekrævende ineffektivitet, så skatteyderne får mindre for pengene.

    Det juridiske spørgsmål om, hvordan de skal behandle fortrolige oplysninger, tager jeg ikke stilling til.

    Du skriver: “De bedste/eneste til at stille krav er markedet eller rettere borgerne selv”. Ja i et vist omfang er markedet bedst til at træffe beslutninger, alene fordi mange tænker bedre end få. Men der må naturligvis være minimumskrav om fødevarersikkerhed, fravær af gift i legetøj, grænser for forurening osv. – men som nævnt bør disse krav ikke udarte til bureaukrati, som når fiskere skal lære latinske navne på de fisk, de sælger.

    Hvis man stiller krav til isolering ved nybyggeri og sætter afgift på sprøjtemidler, energi osv., får danske virksomheder et forspring i konkurrencen, hvilket naturligvis har indlysende økonomiske fordele.

  28. Stephan Engberg

    Claus

    Jeg forstår intentionen i det, du skriver, men du antager en masse som ikke holder.

    Jeg tror ikke, vi er så uenige, men du skelner ikke mellem marked som virksomheder og marked som kundernes magt til at styre samfundsprocesser via deres valg.

    F.eks. skal hospitaler IKKE udveksle data OM patienten, men give patienten data. Det drejer sig ikke om juridiske krav til fortrolighed, men om at sikre at samfundsprocesser tilpasser sig borgerne fordi de har kontrol med data.

    F.eks. siger du med den ene hånd at staten skal holde sig til rammerne for markedet – og med den anden lister du planøkonomiske indgreb som du blot antager er gavnlige f.eks. en påstand om at en NOx-afgift vil styrke virksomhedernes konkurrenceevne!?

    Du kommer slet ikke med mekanismer til at undgå at statens institutioner ikke blot klatter pengene bort eller mere sandsynligt bruger skattepengene det som DE ønsker snarere end det som gavner borgere/samfund.

  29. Stephan Engberg

    Og iøvrigt:

    Lars Kolind skrev:
    >>Politikere er sat i verden for at lede samfundet. De skal udvikle samfundet så det bliver bedre til at løse de opgaver som bedst løses i fællesskab.<<

    Danske politikere er så inkompetante, sammenspise med embedssysetmet, taburetklæbende, bagstræberiske og politisk karrierefikserede, at det ville være bedre at trække lod mellem alle stemmeberettigede.

    4 år med glidende overgang – 1 år som føl hos en erfaren med opsøgende/analystisk fokus i samarbejde, 2 år som aktivt kritisk debatterende og 1 år til at oplære / formulere bedre lovgivning.

    Og så må ingen embedsmand på de 2 øverste niveauer i ministerierne side på posten i mere end 5 år uden at have været mindst 2 år i den private sektor i mellemtiden.

    Så ville der ske noget og vi kunne få ryddet op i den megen nepotisme og meningsmålingsdemokrati, samt få udryddet den tåbelige partidannelse som socialiserer politikerne så kun de allermest tåbelige, visionsløse og uambitiøse overlever.

  30. Claus Christensen

    Det er korrekt, at jeg antager, at der er en langsigtet trend, som arbejder for, at virksomheder der er bedre til at undgå forurening og bedre til at være energieffektive, vil blive accepteret som gode bidragydere til samfundet og dermed aktører, der vil klare sig.

    Hvis man sætter barren højt, vil markedet tilpasse sig, så det kun er de mest værdiskabende aktiviteter, der overlever. Det er med til at højne virksomhedernes konkurrenceevne, fordi de overlevende virksomheder er stærkere end de udenlandske konkurrenter.

    “planøkonomi, politisk-økonomisk system, hvori produktion, beskæftigelse og fordeling af produktionsresultatet i betydeligt omfang styres af centralt lagte planer.” kilde:http://www.denstoredanske.dk

    Jeg foreslår intet, der bare minder om planøkonomi. Planer og beslutninger tages af private aktører – virksomheder og forbruger. Men rammerne – spillereglerne – er fastlagt politisk ud fra et fælles ønske om at staten skal klare sig i den globale konkurrence. Det er det alle andre samfund gør med Kina i spidsen og vi vil sakke agterud, hvis vi ikke har bare nogle områder, hvor vi har konkurrencemæssige fordele.

    Jeg er også modstander af topstyring og planøkonomi, fordi den fører til ressourcespild og alt for mange tåbelige løsninger. Forøvrigt er jeg også imod den “planøkonomi”, der foregår i mange private virksomheder, men det går dog først og fremmest ud over ejerne.

    Men de overordnede krav til markedet, kan sagtens foregå med udgangspunkt i politiske krav. Hvis borgerne således ønsker grønne krav til markedet stemmer de blot fra radikal og mod venstre side. Hvis politikerne har visioner og ønsker at flytte samfundet, skal de blot stille krav – så tilpasser markedet sig.

  31. Claus Christensen

    Stephan
    Noget andet er, at det er udmærket at du er kritisk overfor magthaverne i embedsapparatet og blandt politikerne. Man er undertiden rystet over, hvad det er for inkompetente fjolser, der kommer til magten.

  32. Stephan Engberg

    Claus

    Politiske, bureaukratiske eller kartel-baserede beslutninger som går ud over den nødvendige rammelovgivning, er planøkonomi, dvs. hvor beslutningerne ikke træffes af slutkunderne.

    Som sådan er Danmark formentlig en af verdens største planøkonomier målt på relativ andel.

    Det er også hovedårsagen til Danmarks deroute – en ufleksibel økonomi som er alt for styret af særinteresser og smagsdommere.

    Et eksempel er mindstelønnen som holder en masse mennesker i arbejdsløshed fordi de ganske enkelt ikke er i stand til at levere en værdi som svarer til mindstelønnen. Konsekvensen er at man beskatter de aktive endnu hårdere og dermed flytter endnu flere arbejdspladser ud af landet.

    Der skal ikke lægges nogle ideologiske betragtninger i eksemplet. Men samtlige arbejdsplader i Danmark kunne formentlig ansætte nogle lavere lønnede til at aflaste højere lønnede med en væsentlig forbedring af samfundsøkonomien til følge.

  33. Claus Christensen

    Man kan sætte kravene til markedet for højt, så de f.eks. kun er en lille andel af de arbejdsduelige kan være med i rotteræset. At vi har så mange på overførsel, kan måske tyde på det. Løsningen kan være, dels at sikre udbuddet af kvalificerede via uddannelse og et mere fleksibelt arbejdsmarked. Desuden skal man sikkert forenkle de offentlige støtteordninger – f.eks. med en fast standardydelse i stedet for en jungle af størreordninger.

    Kravene til virksomheder bør samlet set være sådan, at de kan konkurrere internationalt. Så hvis man nedsætter virksomhedsskatten, er der plads til adfærdsregulerende afgifter.

    Ellers ønsker jeg også forenkling og afbureaukratisering i maksimalt omfang. Jeg er helt enig i, at der er alt for meget planøkonomi og topstyring i det danske samfund og for lidt ressourcestyring via den enkelte borgers frie valg.

  34. Stephan Engberg

    Du kan også spørge omvendt – er problemet ikke netop de “adfærdsregulerende afgifter” som bliver til en dårlig undskyldning for planøkonomi til skade for samfundsøkonomien?

    Her synes jeg man skal skelne mellem reelle eksternaliteter a la de faktiske miljøomkostninger og så den næsten uhæmmede villighed til at overregulere med den udokumenterede undskyldning at det gavner “de grønne job”.

    Kan du svare på hvor mange sunde arbejdspladser det har kostet at statsstøtte Vestas i årtier ?

  35. Stephan Engberg

    Glemte at kvittere for at enigheden om det onde i planøkonomisk indblanding.

    Uddannelse og fleksibiliteten i arbejdsmarkedet er relevante emner fordi det styrker ressourcegrundlaget i samfundet.

    Men ikke mindst fordi staten blander sig så voldsomt.

    Denne udmelding siger vel egentligt det samme som jeg prøver at sige om “grønne afgifter”.
    http://borsen.dk/nyheder/politik/artikel/1/226642/vismaend_staten_boer_ikke_tjene_paa_groenne_afgifter.html

  36. Claus Christensen

    Interessante spørgsmål, som jeg gerne vil debattere, når jeg får tid om nogle dage.

  37. Claus Christensen

    De økonomiske vismænd skriver:
    “Høje afgifter har – uanset formål – en negativ påvirkning af
    arbejdsudbuddet. Dette skyldes, at højere afgifter reducerer
    købekraften ved en given lønindkomst på samme måde,
    som højere skat på arbejdsindkomst reducerer gevinsten ved
    at gå på arbejde.”

    Svært at se logikken. Hvis afgifterne stiger, vil de reducere købekraften lige meget, uanset om man arbejder eller ej. Man kan endda argumentere for, at højere afgifter kan presse nogle til at arbejde mere, så der alligevel bliver råd til det vante forbrug.

  38. Claus Christensen

    De skriver videre:
    “Det er vanskeligt på forhånd at pege på, hvilke teknologier
    som vil føre til vækst og øget konkurrenceevne i fremtiden.
    Det synes ikke begrundet, at offentlige myndigheder skulle
    være bedst egnet til udvælge de teknologier, som har størst
    potentiale. Dette skyldes, at de virksomheder, som anvender
    teknologien eller lever af at udvikle den, må forventes at
    have mest viden om potentialet for de enkelte teknologier.
    De må dermed bedst kunne vurdere, hvilke teknologier der
    bør satses på.”

    Det er netop ikke offentlige myndigheder, der vælger de konkrete teknologier. Når markedet presses med højere energiafgifter, vil private aktører i form af virksomheder og efter pres fra slutbrugere, udvikle kreative løsninger til at reducere energiforbruget. Det vil fremprovokere innovation. Om det giver tekniske ændringer i maskiner eller computerstyring af energiforbruget eller noget helt tredje, er noget privat foretagsomhed skaber – ikke de offentlige myndigheder. Det de offentlige myndigheder/politikerne antager er, at der i fremtiden bliver behov for teknologier, der kan reducere energi eller producere energi uden udledning af skadelige partikler og CO2.

  39. Claus Christensen

    Desuden skriver de økonomiske vismænd:

    “Der er ingen miljøpolitisk grund til, at miljøteknologiske
    løsninger skal være udviklet i Danmark, ligesom det ikke er
    givet, at Danmark på sigt vil have komparative fordele i at
    producere grønne teknologier. Selvom det skulle være
    tilfældet, begrunder det ikke særskilt forsknings- og erhvervsstøtte
    på området, da private aktører selv må formodes
    at kunne se fordelene, hvis de er der. Støtte til grundforskning
    er en bedre samfundsøkonomisk investering end
    øremærkede midler til forskning inden for specifikke områder
    eller til kommercialisering af udvalgte teknologier.”

    Når vi er mange, der gerne ser, at der udvikles miljøteknologiske løsninger i Danmark, er det naturligvis for at fremme den fremtidige økonomiske udvikling. Vi kan med de meget små virksomheder, vi har, ikke regne med, at de vil satse langsigtet på udvikling af nye miljøteknologier. Det er en langsigtet og risikofyldt satsning, så for at den skal finde sted, må der både pisk og gulerod til fra de offentlige myndigheders side. Men det er også klart, at der vil i fremtiden være behov for sådanne virksomheder.

  40. Claus Christensen

    Til sidst skriver de:
    “Dansk enegang på klimaområdet vil imidlertid ikke bidrage
    til at afhjælpe problemet med global opvarmning, men kan
    have betydelige omkostninger. EU’s kvotesystem er det
    bedste eksisterende bud på en omkostningseffektiv mekanisme
    til regulering af klimaområdet. Danmark bør derfor
    arbejde for at styrke kvotesystemet ved stramme reduktionsmål
    for CO2-udledningen – også efter 2020 – gennem et
    lavere kvoteloft. I takt med at antallet af kvoter reduceres,
    og prisen herpå stiger, vil der helt af sig selv ske en reduktion
    af energiforbruget, og VE-andelen vil stige. Det vil
    derfor ikke være hensigtsmæssigt at arbejde for, at EU
    derudover styrker indsatsen inden for energibesparelser og
    udbygning af VE.”

    Det må siges at være en næsten rørende tro på, at EU’s kvotesystem af sig selv vil løse problemerne. Det er tvivlsomt, om man kan regne med et sådant system. Jeg er sikker på, at det økonomisk og moralsk rigtige at gøre, er at gå foran og sikre en dansk førerposition på miljø- og energiområdet og skubbe på en udvikling, selv de økonomiske vismænd kan se komme. Det er forkert at betragte ressourceanvendelsen på miljø- og energiområdet som omkostninger. Det er investeringer, som løfter samfundet op på et højere kvalitetsniveau, hvorfra vi lettere vil kunne konkurrere i fremtiden. Naturligvis er vi nødt til at have komparative fordele på nogle områder – hvorfor skulle virksomheder ellers placere sig her?

  41. Claus Christensen

    Og lige et par citater mere fra de økonomiske vismænds rapport (hvor citaterne gentages med ren copy-and-paste)

    “Analyser peger imidlertid på, at energiforskning
    ikke har et højere samfundsøkonomisk afkast end
    anden forskning, snarere tværtimod”
    Hvad er det for “analyser” – sikkert nogle af vismændenes egne. Hvis samfundsøkonomisk afkast er stigning i BNP, kan der ligge alt mulig unyttig økonomisk aktivitet i det.

    “Støtte til grundforskning
    er en bedre samfundsøkonomisk investering end
    øremærkede forskningsmidler til specifikke områder eller til
    kommercialisering af udvalgte teknologier.”
    Den påstand er så himmelråbende ulogisk, at det er besynderligt, at de forsyner den med et par begrundelser.

    Læs selv rapporten her – og døm selv:
    http://www.dors.dk/graphics/Synkron-Library/Publikationer/Rapporter/Milj%F8%202012/Disk/Hele%20pub.pdf

    Der er udmærkede tanker om reel samfundsmæssig opsparing, som indbefatter naturværdier, men efter min mening har vismændende slet ikke forståelse for, at et kvalitativt værdifuldt samfund dels går foran i at skabe en bæredygtig udvikling og dels udvikler virksomheder, der kan levere grønne løsninger – dels for at bidrage til at løse klima- og miljøproblemer og dels for at sikre velstanden. Vi kan bare ikke leve af grundforskning, men må naturligvis sørge for, at der i fremtiden findes konkurrencedygtige virksomheder i landet.

    Og så skal jeg nok holde en pause i beskydningen med indlæg

  42. Lars Kolind

    Jeg bliver glad over at læse de mange gode indlæg! Jeg får lyst til at skrive en bog om emnet, men det bliver nok desværre ikke foreløbig. Indtil videre arbejder jeg med at færdiggøre “Unboss”.

  43. Stephan Engberg

    @ Claus

    Selvfølgelig reagerer markedet, når man banker løs med vold.

    Når staten presser med arbitrært højere afgifter, lukker de arbejdspladser (øger omkostningerne) og mindsker velfærden (beskatningen fører til værdispilde i den offentlige planøkonomi).

    Men du har på ingen måde sandsynliggjort at det konkret har en gavnlig effekt at blande sig i markedsallokeringen eller at metoden er konstruktiv (f.eks. i forhold til at købe løsninger).

    Prismekanismen fungerer allerede – men den er tunet i forhold til en masse andre forhold.

    Det er en udokumenteret påstand at statens indgreb gavner i forhold til hvad markedet selv ville gøre.

    Jeg pegede på mindstelønnen og personskatterne som eksempler på det modsatte.

  44. Stephan Engberg

    @ Lars

    Har du overvejet om problemet ligger i den måde du formulerede spørgsmålet?

    Du antog implicit at staten KAN/BØR løse problemer og at det gavner samfundet at staten i modsætning til andre løser problemerne.

    Man kunne også sige at erfaringerne kunne tyde på det modsatte – at staten spilder en masse ressourcer på dårlige løsninger som skader samfundet. Laaang liste kunne følge startende med gigantkatastrofer som NemID/hele Finansministeriets Digitaliseringsstrategi og dernæst mindre katastrofer som IC4 som kun spilder en masse penge.

    Jeg kunne friste med den modsatte nulhypothese. Politikerne og navnlig embedsfolk er dårlige ledere og det institutionelle system er dysfunktionelt og fremmer de/det forkerte. Indtil man har fundet ud af at skabe et institutionelt system, som fungerer bedre, gør de mindst skade ved at gøre .. ingenting.

    Prøv at se på Belgien som eksempel til (provokerende) inspiration – de havde ingen formel regering i over et år.
    http://blogs.telegraph.co.uk/news/danielhannan/100092281/going-without-a-government-may-not-be-such-a-bad-thing/

    Ville det være så slemt med en 2 års lovpause, f.eks. hvor man koncentrerede sig om at få styr på det løbske embedsvælde ??

  45. Claus Christensen

    Stephan
    kan du ikke lige skære den her ud i pap – især den sidste del. Mener du f.eks. at staten i stedet for grønne afgifter skulle definere nogle grønne opgaver og købe løsningen hos en privat virksomhed (efter en udbudsrunde)?

    “Men du har på ingen måde sandsynliggjort at det konkret har en gavnlig effekt at blande sig i markedsallokeringen eller at metoden er konstruktiv (f.eks. i forhold til at købe løsninger).”

  46. Stephan Engberg

    Hvorfor skulle nogen af disse være samfundsgavnlige?

    Mangler du ikke først at specificere den konkrete markedsimperfektion, som skulle lægge til grund for at overveje politisk handling !? Uden den kan vi ikke afgøre, hvilke tiltag som ville gavne.

  47. Claus Christensen

    Markedsimperfektion er et fremragende ord.

    For det første er der den, vismændene også nævner i deres seneste rapport. At markedet ikke tager højde for de ekstra omkostninger og irreversible skadevirkninger på miljøet som følge af fossile brændstoffer.

    For det andet er der tidsperspektivet. Nogle investeringer er meget langsigtede. Med en erhvervsstruktur som den danske med små virksomheder i international sammenhæng har virksomhederne ikke råd til at tænke langsigtet. Det kan større koncerner som GE og Siemens – som begge investerer i mange former for vedvarende energi. Hvis vi ønsker nichevirksomheder indenfor energi og miljø, må vi satse langsigtet på at forske og udvikle, opbygge knowhow, uddanne og løbe virskomheder i gang. Ellers bliver vi hægtet af en udvikling, der kan give danske videntunge, nichevirksomheder en mulighed for at begå sig globalt. Det udelukker naturligvis ikke, at vi også på andre områder skal forbedre forudsætningerne for at danske virksomheder skal klare sig internationalt.

    For det tredje er virkeligheden sådan, at kinesiske virksomheder stormer frem hjulpet af statslig støtte til finansiering, uddannelse, forskning, infrastruktur. På videntunge vækstområder vil der altid være plads til mindre nichevirksomheder, så kineserne kommer ikke til at sidde på det hele, men vi er nødt til at være med i gamet og give danske virksomheder samme vilkår.

    For det fjerde er der diffunderingsfaktoren – for nu også at forsøge sig med et selvopfundet ord, der ligger godt i munden. Hvis danske virksomheder kommer på en god idé, vil de blive opkøbt og i mange tilfælde omplantet til områder med bedre væsktmuligheder. Derfor er det afgørende, at vi investerer i konkurrencedygtige vækstbetingelser, så flere af disse virksomheder skaber aktivitet her i landet.

    Så da disse fire faktorer gør, at markedet virker til ugunst for den fremtidige velstand i Danmark, er det nødvendigt med en målrettet samfundsmæssig indgriben for at kompensere for denne markedsimperfektion – set fra en dansk synsvinkel.

  48. Stephan Engberg

    Claus

    Hvor mange sunde arbejdspladser er du villig til at ofre på så overfladiske og tvivlsomme betragtninger?

    Der foretages globalt enorme investeringer i at mindske afhængigheden af kulstof-baserede energiformer – formentlig mere end Danmarks BNP årligt. De effekter, du taler om, er som en dråbe i havet.

    Hvis man skal blande sig fra statens side, så skal der langt bedre kvalitet i forståelsen og argumentationen.

    Der kan være gode argumenter i det første argument (at synliggøre negative eksternaliteter i de samfundsøkonomiske processer), men man skal undlade at misbruge af denne faktor til forhastede planøkonomiske betragtninger.

    Jeg savner belæg for at øgede skatter på nogen måde gavner konkurrenceevnen – de modsatrettede effekter er derimod stærke og nærmest øjeblikkelige.

  49. Stephan Engberg

    Claus

    En ting er at man tror en udvikling er gavnlig, dvs. rummer muligheder – en anden er den ensidige stokkemetode som altid praktiseres i Danmark, hvor man med skatter og afgifter forsøger at banke alle på plads i de stadigt mere planøkonomiske skadelige modeller som Danmark tvangsindrettes efter.

    Man skal generelt hellere fokusere på at styrke den sunde (dvs. ikke-planøkonomiske) efterspørgsel.

    En faktor som vi har lært over de sidste 10-15 år er at real-økonomi har betydning.

    De gammeldags opfattelse at Kina og Indien blot ville lade de “rige” lande løbe med alle vidensarbejdspladserne er stendød (finansanalytikere, læger, ingeniører flytter) ligesom vi ser virksomhedsopkøb lynhurtigt strippes for IPR uden at skabe arbejdspladser i Danmark og endeligt at vidensarbejdspladser ikke fungerer uden produktionskompetance.

    Danmarks hovedproblem er en enormt ineffektiv offentlig sektor, der samtidig blander sig helt ekstremt i de værdiskabende processer. Den offentlige skal effektiviseres (jeg siger ikke rationaliseres) kraftigt – vi taler mindst 30-40% mere outputværdi med de samme ressourcer.

    Staten blander sig både for så vidt angår detailstyring via skatter/afgifts og ikke mindste de ekstremt skadelige it-strukturer, men også f.eks. den naive virkelighedsfjerne opfattelse at der sker mange opfindelser på universiteterne som omdannes til virksomheder.

    Danmark er ved at køre i sænk på samme centraltstyrede hæmmende galaj, som hele østreuropa og talrige andre eksempler tabte på.

    Kort sagt lidt provokerende – omskol Cand. Politerne til produktive erhverv ;-)

  50. Claus Christensen

    I en lille åben økonomi som den danske er der ikke behov for at styrke den indenlandske efterspørgsel. Det er vigtigere at styrke og udvikle virksomhederne, så de kan konkurrere globalt.

    Vi er enige om, at der er for meget topstyring i Danmark. Det har ikke noget at gøre med at fastsætte klare energiafgifter og lette virksomhedernes vilkår andre steder. Det er klart, at det skal være markedet (virksomheder og deres kunder), der træffer alle beslutninger. Hvis en grøn satsning bliver for detailstyret, bliver den præget af fejlbeslutninger.

    Det er korrekt, at der som det er nu, er for meget verdensfjern vanetænkning på universiteterne. Man behøver blot at læse den seneste rapport fra de “grønne” vismænd for at få et indtryk af niveauet. Man forstår godt, at de økonomiske vismænd og andre ikke ønsker at blive udsat for virkeligheden ved at deltage i udvikling af nye løsninger i erhvervslivet. Det vil hurtigt vise sig, hvor lidt deres virkelighedsfjerne tænkning er værd. Så hellere hygge sig med grundforskning, hvor virkeligheden ikke forstyrrer. Men det KAN lade sig gøre at etablere et frugtbart samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv. Det er der mange udenlandske eksempler på. Vi må kunne indføre belønningssystemer, så adfærden ændres.

    Det er også rigtigt, at vi ikke bare skal regne med at vi pr. automatik kan beholde de videntunge jobs. En stor del af dem går til BRIK-landende, hvor man lærer mere i uddannelsessystemet, forsker erhvervsrelevant og målrettet støtter fremtidens vækstområder. Her har man netop har den styrede politik, du ønsker at undgå.

    Men hvis vi målrettet investerer i udviklingen af fremtidens vækstområder kan vi finde nicher, der er tilstrækkelige til at brødføde en lille nation.

    At velstand ikke bare kommer af at give markedet frit og helt undgå statslig indblanding er der masser af eksempler på i den 3. verden. Hvis markedet bestemmer, bliver Danmark hurtigt til et udkantsområde. Men som vismændene siger, så er der jo ingen grund til, at udvikling af grøn teknologi skal foregå i Danmark. Ligesom der ikke er grund til at danske børn skal lære noget – det er der jo tilstrækkeligt mange i Kina, der gør.

  51. Jørgen Lang Jørgensen

    Under dette indlæg drøftes det meget om hvordan Danmark som et selvstændigt land kan eller skal agere i en globaliseret verden.
    Danmark som et lilleputland kan ikke, efter min opfattelse, gøre ret meget.

    I den økonomisk-monetære union, som vi er knyttet til gennem den faste kronekurs kan vi som enkeltland ikke ret meget længere føre vores egen økonomiske politik.
    Kompetencen kommer til at ligge hos unionen, der vil føre en fælles økonomisk politik, som medlemslandende og dem der har tilsluttet sig, må rette sig efter.

    Som det hidtil har været har de enkelte lande i EU haft mulighed for en forskellig prioritering.
    En forskellig prioritering af miljø, en forskellig opfattelse af hvilken indkomstfordeling der skal være eller om man skal stræbe efter bedre arbejdsmiljø eller flere sociale goder.
    Endvidere en forskellig prioritering imellem vækst og beskæftigelse.

    Når EU-fællesskabet nu udvides med en finanspagt, som det næste skridt hen imod en endnu stærkere sammensslutning bliver det ikke muligt for enkeltlandende at tilgodese deres egne prioriteringer.
    De værktøjer i værktøjskassen vi hidtil har kunnet anvende, såsom valutakurspolitik, pengepolitik,finanspolitiske indgreb vil være næsten umulige at anvende.

    Hvis den fælles mønt skal fastholdes og vi til stadighed vil være bundet op på den må vi indrette os på, at de økonomiske mekanismer samordnes og udvikler sig parallelt landende imellem.
    Det vil tillige kræve, at lønfastsættelsen udlignes som indebærer
    at der skal føres en fælles arbejdsmarkedspolitik, som derfor vil betyde at det danske arbejdsretlige system vil blive afskaffet til fordel for fælleseuropæiske overenskomster.

    Alt dette vil medføre store problemer og en masse konflikter i EU-landende og derfor vil det være bydende nødvendigt, at danskerne på et tidspunkt i nærmeste fremtid afholder en folkeafstemning om vi ønsker at deltage i det fællesskab eller ej.

  52. Stephan Engberg

    @ Claus

    Problemanalysen er vi langt hen ad vejen enige om.

    Men hvem er “vi”? Jeg hører mere DJØF-vælde.

    Problemet, hvor vi er stærkt uenige, er den usaglige udlægning af staten som nødvendig for eller blot tilnærmelsesvis kompetent til at dirigere markedet – herunder specifikt at gøre det via midler såsom skatter/afgifter.

    Det mener jeg ikke der er belæg for – tværtimod ser jeg det som Danmarks klart største problem.

    Kilden til problemet er formentlig de primitive ligevægtsmodeller som kun forstår efterspørgsel kvantitativt, men ikke er i nærheden af at forstå efterspørgslens kvalitet.

    Planøkonomerne kan f.eks. ikke forklare udenrigshandelen uden at blot antage sidste års forhold ved at akkumulere æbler og pærer i exogene parametre for at få modellerne til at stemme. De forstår ikke konkurrenceevne hverken på mikro- eller makroniveau.

    Det er endnu værre med investeringsbeslutninger i den offentlige sektor. Finansministeriets Digitaliseringsstrategi er ren planøkonmisk katastrofe – den vil skade samfundet alvorligt.

    DJØFerne er ikke løsningen – de er problemet.

    Den vigtigste del af løsningen er at give borgerne – den enkelte borger sidst i værdikæden mere end de kommercielle interesser – kontrollen tilbage.

    Vi skal ude af det mistillidsregime, som DJØF-vældets arrogante magtmisbrug har udviklet sig til.

    @ Jørgen

    Enig.

    EU er efter dansk katastrofemodel blevet værre end det planøkonomiske mareridt, vi troede at have forladt med murens fald. Tyskerne tror de skaber mådehold, men i stedet har de overført magt til et system som begår stadigt større fejl.

    Den måde finanskrisen udvikler sig på, dokumenterer det på uhyggelig vis.

    Nu kører ECB-seddelpressen ubegrænset – man kan ikke løse problemer med den samme tænkning som skabte dem.

  53. Stephan Engberg

    Bemærk at jeg IKKE siger privatisering, laisez-faire etc.

    Vi har behov for rammer for markedet – problemet er når DJØFere og politikere (de mange som reelt blot er junior-DJØFere) tror de er kompetente til at blande sig i noget som de ikke forstår.

    F.eks. betalingsringen som gik ud på at beskatte billisme i stedet for at understøtte en markedsmæssig allokering af kapaciteten ved f.eks. at lade dem som er nødt til at køre i mylretiden betale til dem som kan løre om natten eller låse transportbehovet på anden vis. Konsekvensen af DJØF-vældet, som den kan udlægges, er at “de rige har masser af plads og sparer tid på vejene, mens de mindre velhavende klumper sig sammen og spilder deres tid i togene”.

  54. Stephan Engberg

    Claus

    Lad os stoppe diskussionen her og fortsætte offline over en kop kaffe eller noget stærkere.

    Send mig en email

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.