Arkiv for juli 2011

KolindKuren på Thai

Det er måske ikke nogen verdensnyhed, men i hvert fald en mærkelig fornemmelse at se endnu en sprogversion af en dansk bog, som jeg ikke forstår et kvæk af. Hvor mange danske ledelsesbøger er mon udkommet på thai?

Udover dansk, engelsk, svensk og spansk findes KolindKuren nu på kinesisk, russisk, koreansk og thai. Interessen har overrasket mig. Den danske og skandinaviske ledelsestradition som KolindKuren afspejler, ser mange i Asien som en “næste generation” i forhold til den amerikanske ledelsespraksis, som de bombarderes med. Datterselskaber af amerikanske virksomheder påtvinger kinesere en ledelsesform der med sit kortsigtede fokus på profit er fjern fra deres tradition. Resultatet bliver ofte derefter.

Det bedste i dansk ledelsestradition er respekten for medarbejdere, omgivelser og samfund når der skal tages beslutninger. Det betyder et mere tillidsfuldt samarbejde mellem parterne og dermed større tilfredshed og værdiskabelse for alle.

Måske skulle vi ranke ryggen og tro på at vi har noget at byde på, som andre kan have glæde af. Altså også i Thailand.

Unimerco og uligheden

Unimerco bliver japansk den 11.juli. Mange har kaldt Unimerco Danmarks bedste virksomhed fordi den har alt det, andre drømmer om: Ejet af medarbejderne og dermed et enestående engagement og sammenhold, avanceret teknologi som ingen andre i verden har kunnet matche, hovedparten af produktionen og arbejdspladserne i Danmark, og alligevel er Unimerco konkurrencedygtig på et globalt marked. Som formand for bestyrelsen i mange år kender jeg Unimerco godt, og jeg kan bekræfte alt det gode der er sagt om Unimerco. Det er en enestående virksomhed.

Men fra 11. juli er Unimerco en del af den japanske Kyocera koncern. Solgt for knap halvanden milliard kroner, næsten tre gange omsætningen og ca 40 gange nettoresultatet i seneste regnskabsår. En næsten uhørt høj pris for noget der egentlig bare er et sliberi med en tilhørende handelsvirksomhed.

Det er godt for Danmark, godt for medarbejderne og godt for lokalsamfundet. De 418 medarbejdere som er aktionærer, tjener vel tilsammen omkring en milliard når deres investering er trukket fra. Det er fair når man tager i betragtning at alle har slidt for det og været med til at løbe risikoen i mange år. Det var ikke sjovt at være aktionær i 2008/09, hvor Unimerco indkasserede et underskud på næsten 50 Mkr.

Af fortjenesten får samfundet knap halvdelen i aktieavanceskat og når de resterende penge bliver brugt i de kommende år, indkasserer samfundet moms og skatter af de produkter og ydelser, som pengene bliver brugt til. Dermed er der råd til sygehuse, plejehjem, skoler, forsvar og politi. Alt det vi kalder velfærdssamfund, starter med at der er nogen der gør en god indsats og tjener penge. Derfor er salget af Unimerco godt for Danmark.

Kyocera ville ikke have betalt så høj en pris for Unimerco, hvis planen var at lukke firmaet. Tværtimod. Jeg gætter på at vi vil se nye investeringer og nye jobs som følge af overtagelsen. Mange jobs vil blive skabt i udlandet, men hvis Danmark fortsat er et attraktivt sted at drive virksomhed, får vi også del i væksten. Se bare på hvad der er sket i Brande efter at Siemens købte Bonus Energi (vindmøller) fra sin danske ejer og grundlægger.

Historien er egentlig ikke længere, men det slog mig, at uligheden i Danmark bliver større efter salget af Unimerco. 200 eller flere smede, maskinarbejdere, sælgere, indkøbere, ingeniører og andre bliver nu millionærer og dermed bliver afstanden mellem rig og fattig i Danmark større på den måde, man måler det (Gini-koefficienten).

Er det godt eller skidt for Danmark? Må jeg høre din mening.

Det vildeste jeg har set..

Ved TEDx Copenhagen sidste år hørte jeg Stig Severinsen tale om hvordan det er at holde vejret 20 minutter (tyve!) under vandet. Stig er 4-dobbelt verdensmester i den disciplin og jeg fik åbnet øjnene for hvor vigtigt det er at trække vejret (!) rigtigt. Plus en masse om at fokusere, koncentrere sig osv. Det glemmer jeg ikke!

Og nu arangerer Stig (se foto ovenfor) en “breatheology master class” med udgangspunkt i det, han kan:

“The Breatheology Master Class is a self-development process, which is taught in 3 steps over a period of 3 months. There are no prerequisites for diving, breathing, yoga, swimming, meditation or sports required”.

Det handler om personlig udvikling, og jeg er ikke i tvivl om at det vil flytte noget. Se mere på: http://breatheology.com/shop/vip-cruise-2011
Det er vist det vildste jeg endnu har set…

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.