Fem ting en god statsminister skal kunne

Det her er farligt. For jeg kom i 2007 til at sige at jeg synes at Anders Fogh ville være bedre som nr. 2 end som statsminister. For mig at se var han en teknokrat som er god at have i baghånden, men ikke en visionær leder der kunne samle Danmark om at skabe en fælles fremtid. Og så indrømmede han aldrig en fejl.  At sige sådan noget i en valgkamp får man virkelig tæsk for hvis man er kandidat til Folketinget. Hvad tror du egentlig, du er? Uanset at eftertiden har vist at vurderingen af Anders Fogh nok var mere rigtig end nogen troede dengang.

Nu er jeg heldigvis ikke kandidat til noget som helst. Mit ærinde ikke at pege på en bestemt person som statsminister, endsige at kritisere den nuværende. Mit ærinde er at pege på fem ting som vi skal kigge efter når vi senere på året skal vælge Danmarks statsminister for de kommende fire år.

  1. En god statsminister skal aftvinge respekt. Han eller hun skal have præsteret noget af betydning; vist at han eller hun kan mere end at tale om tingene og mere end at bruge penge som andre har tjent. Han eller hun skal ville noget ved at være i politik. Han eller hun skal være sig selv – ikke et falsk image skabt af en spindoktor.  Modpolen: levebrødspolitikeren.
  2. En god statsminister kan formulere en vision for fremtidens samfund. Han eller hun skal kunne forklare hvor hen Danmark skal bevæge sig, hvorfor netop det er en god ide for samfundet (som helhed) og hvordan det passer ind i den udvikling som han eller hun forventer vil ske i resten af verden. At Danmark skal være i verdensklasse på bestemte punkter er ingen vision. Modpolen: Angsten for vælgerne.
  3. En god statsminister er leder for hele befolkningen. Ikke kun for sit eget parti eller for sin egen blok. En god statsminister lytter til oppositionen og går langt for at inddrage den i vigtige beslutninger. Modpolen: Blokpolitik.
  4. En god statsminister indrømmer sine og regeringens fejl. Der sker fejl hele tiden og fremfor at skjule fejlene skal lederen erkende dem, klarlægge dem og lære af dem. Åbenhed er den bedste garanti for ordentlig regeringsførelse. Modpolen: Birthe Rønn-Hornbech.
  5. En god statsminister erkender sin begrænsning. Han eller hun tør sige at han eller hun ikke kender svaret på et spørgsmål eller ikke på stående fod har en plan for dette eller hint. Et andet ord for dette er ærlighed. Modpolen: vore dages partiledere.

Det var min liste og den rejser flere spørgsmål: Er punkterne relevante? Mangler der noget eller er der noget der er vigtigere? Hvordan passer vore to statsministerkandidater ind i billedet? og kan du pege på nogen der ville være bedre end de to?

Jeg glæder mig til mange kommentar..

26 kommentarer til “Fem ting en god statsminister skal kunne”

  1. Allan Ohms

    Jeg er meget enig i dine fem punkter. Det er en flot liste. Overskuelig og præcis. Vidtfavnende. Ambitiøs. Og jeg er også enig i din karakteristik af AFR. Din opstilling til Folketinget var modig og tiltrængt. Det var trist at se den danske mikrofonholderstand – pressen – falde over dine idéer. Man grinede og fnisede. Og ikke nogen (måske få) har vel kendt dine standpunkter, læst dine bøger, forstået din holdning. Netop behandlingen af dig fortæller måske hvorfor vi næppe får en statsminister, der kan leve op til kravene. Jeg akn kun se ét emne, som muligt kunne opfylde de fem krav: Søren Pind. Og jeg ved godt det vil udløse et ramaskrig, men han har nu altså noget i sig i retning af de fem kriterier.

  2. Rolf Høegh

    Hej Lars
    Igen kloge ord fra dig.
    Du forstår at udtrykke det klart.
    Synes Allans kommentar er rammende.
    Men jeg har nu et andet bud: DIG LARS.
    Masser af hilsener
    Rolf Høegh
    Resultatskaber.dk

  3. Isabella Lo

    “If you focus on result, it will be hard for you to learn. If you focus on learning, you’ll get result.”
    And what’s fatal for those that focus on result are their focus are so low that they get it instead of so high that they inspire those around them, against them, don’t know them… start to be interested in them, respect them, then follow them.
    Vision. As going to the moon. Or even Copenhagen Mountain. Something so big that it’s beyond us and have an unimaginable spin-off effect.
    Yes. The leader we need now is someone that are visionary and know TO WHAT s/he is visionary for. Not for his/her party. Not for the next election. Not even just for Denmark.
    But wait a minute. The leader is you and me.
    We, as leader, has to think big. How big can you think? And how much can you demand yourselves to deliver for your family, local club, workplace, country and (wo)mankind?

  4. Jette Jakobsen

    Ja tænk hvis vi havde flad skat, og ikke al det fradrags halløj. Så kunne man give den en skalle på arbejde( når der bliver arbejde igen) og ingen kunne snyde. Det var en skam, vi ikke fik lov at prøve.Jeg har regnet på min beskedne løn, og det gav overskud. Jeg kan godt lide din job beskrivelse, af en statsminister. Jeg tror, at mange af dem, der er på Borgen, er der fordi..det giver magt og en god løn, samt god pension..lidt trist,måske er jeg lidt uretfærdig, men det virker sådan.

  5. Claus Christensen

    Alle fem egenskaber er vigtige, men der mangler to mindst lige så vigtige:

    Evnen til at lytte – herunder åbenhed overfor anderledes synspunkter og evnen til at se udover sit eget ideologiske udgangspunkt. Den hænger lidt sammen med evnen til at være leder for hele befolkningen.

    Og måske den væsentligste, som forudsætter evnen til åbenhed overfor andre vinkler på problemstillingerne:

    Evnen til at træffe kloge langsigtede beslutninger.

  6. Lars Kolind

    Foreløbig fem rigtig gode kommentarer. Jeg glæder mig til flere..

  7. Jakob Zeuner

    Nu må der vist være plads til en djævlens advokat midt i den ros til Lars. Indledningsvis er jeg dog enig i din analyse af AFR. Synd den ikke fik en større plads i debatten. Jeg er også enig med Allan i, at dine 5 punkter er klare og overskuelige. Det er vi ikke forvænt med i politik (måske fordi det åbner døren for kritik). Til gengæld vil jeg stille spørgsmål ved, om den også er vidtrækkende og ambitiøs. Point er jo tidens løsen, så lad os se, hvor mange point den vil give til de to seneste statsministre:
    1) Respekt for andres penge: Overbetaling, overforbrug, bilagsrod => Nul point til LLR.
    2)”verdensklasse mål” => Nul point til LLR.
    3)Blokpolitik => Nul point til AFR og LLR
    4)Indrømme fejl: “Der er ikke noget at komme efter” => Nul point til AFR.
    Overdreven langmodighed med Birthe Rønn => Nul point til LLR.
    5) Erkende sin begrænsning, ærlighed: Som du selv påpeger, så gir den ikke mange point til nogen af dagens politikere. Der er ikke simpelthen ikke tradition for den slags “kvindelige” værdier (og det er her positivt ment)i dansk politik, hvor mudder ofte vejer tungere end argumenter. Måtte det ændre sig snart.
    For nogle er håbets farve grøn, – for andre er den lige nu mere rød.
    mvh

  8. Frank Calberg

    I et interview fortæller Vineet Nayar bl.a. følgende:

    “Most of us in India are looking up to people all our lives — Mahatma Gandhi, Mammohan Singh, Sachin Tendulkar, or Shah Rukh Khan. But in this culture, the ownership is on somebody else; like if the roads are not good, we blame the chief minister. We cannot afford that in an organisation. I want a problem to be our problem and not somebody else’s.

    The boss’s role is to enthuse, enable and encourage.”

    Kilde: http://articles.timesofindia.indiatimes.com/2010-06-12/india-business/28315094_1_vineet-nayar-hcl-tech-pyramid/2

  9. Isabella Lo

    @ Frank
    A true leader is one that inspires and empowers other to be leader too.
    Who do you know are leading other people to be their own leaders?

  10. Frank Calberg

    Reflecting on your question, Isabella, the first person that I come to think of is President Barack Obama. I also think of Angela Merkel, Lars Kolind, and Gary Hamel.

  11. Isabella Lo

    http://www.youtube.com/watch?v=juRkmecQD-8

    at 2:38 Eric Schmidt mentions:
    - governance from hierarchical to empowerment
    - culture determines outcome

    We have had a “responsible” culture that calls for commission investigation and witch-hunting instead of a “learning and transform” culture. If you agree in this, so we all have responsibility. No just those on the top of the power structure, be it political or business.

    In a culture that praise success and condemn failure, we foster an attitude of “the more you do, the more likeihood for mistakes. The less you do, the less likely to have mistake. Do nothing? No mistake.”

    No wonder there is so few leaders that dear to admit their mistakes and limitations.

    How come one got fired because s/he made mistake instead of holding s/he responsible to make it good again?

    Who do you know as leader has a healthy attitude towards mistake and thus being daring, open, innovative and visionary?

    As Eric Schmidt said in the interview, people treated Google’s success as if it’s been planned out. Yet he sees it as something that JUST happened because the circumstances is in place.

    What circumstances and culture should be in place so daring, open, innovative and visionary leaders will hatch?

  12. Jette Jakobsen

    Jeg kan egentlig godt lide Anders Samuelsen, han er god til at forklare sig, også hvis man ikke er enig med ham. Lige i går..skulle han efter dine statsminister krav..have sagt: Jeg kan ikkke være flere steder af gangen, Horsens er en del af Danmark, og Danmark er ved at være i økonomisk uføre, derfor er det mest landspolitik lige nu, så skulle han huske at melde afbud, og ikke bare blive væk, men måske taler pressen ikke sandt? I sagen omkring Thyra Francks job rotation på Lotte, var der mange usandheder, som pressen brugte. Måske brugte de bare hændelige hændelser, til at lave en spændende historie, nu da Thyra er blevet politisk stof? Det varer nok ikke længe, inden der kommer noget på Joacim;-)Du skulle vejlede de politikere lidt Lars;-))

  13. Jørgen Lang Jørgensen

    Jeg er ikke enig i Lars Kolinds bedømmelse af Anders Fogh Rasmussen.
    Han kunne sætte en politisk dagsorden og var i stand til at styre medierne.
    Man får i øvrigt heller ikke en international toppost som Nato`s generalsekretær, hvis ikke man besidder store evner som politiker.

    Efter at Lars Løkke Rasmussen fik overdraget statsministerposten har denne regering indviklet sig i den ene møgsag efter den anden.
    Det har ikke været styr på de udmeldinger regeringen løbende er kommet med og Lars Løkke Rasmussen har ikke været i stand til at imødegå de frontale angreb der er kommet fra både oppositionen, medier og især fra Liberal Alliance.
    Så oppositionen kan bare læne sig tilbage og betragte regeringens amatøragtige optræden og samtidig konstatere at meningsmålingerne kun går een vej.

    En god statsminister skal kunne lede og samtidig bakke sine ministre op og så skal der ikke herske tvivl om hvem chefen er.

    En god statsminister skal kunne sætte en politisk dagsorden og skabe respekt omkring sin person.
    Han skal evne at skabe et netværk blandt sine udenlandske kollegaer, så han som repræsentant fra et lille land kan få indflydelse på de beslutninger der træffes internationalt og i særdeleshed i EU.

    Lars Løkke Rasmussen har, efter min opfattelse, desværre ikke de store evner som leder af en regering og derfor tror jeg, at valget allerede er afgjort til rød bloks fordel.

    De fem punkter som Lars kolind beskriver kan jeg ikke være uenig i.

  14. Birger Skytte

    Pudsigt! sidder her og samler materiale da jeg skal skrive en opgave omkring social økonomiske virksomheder og falder over denne blog. Det er lidt sjovt at se præcis de 5 punkter som jeg selv har tænkt og savnet i politik. Der er en sidste ting jeg også godt kunne tænke mig at se. Hvis jeg skulle blive aktiv i politik og gå ind i en valgkamp ville jeg vælge et motto der hed >>Jeg er ikke kommet for at lede Danmark og danskerne, jeg er kommet for at tjene Danmark og danskerne<<. Det virker som om at (samtlige) politikere glemmer at de er folkevalgt til at varetage folkets interesse, ikke egne interesser og specielt når politikkere bliver fanget i situationer, hvor de 5 ovenstående punkter bliver tydelige, summeres det op i mit 6. punkt. Jeg savner ideologi (med konkrete og fornuftige planer for at ideologien kan efterleves, så det ikke bare bliver valgflæsk) og ærlighed i dansk politik.

  15. Birger Skytte

    Jeg ville egentlig gerne skrive en masse, men mon ikke jeg skal gemme lidt skrive stof til opgaven? :)

  16. Claus Christensen

    AFR var god til at sætte sig nogle mål, som f.eks. skattestoppet, og gennemtænke en strategi (de berømte drejebøger) som inddrage de fleste muligt faktorer, der kan influere på målopfyldelsen. Han manglede bare nogle mere ambitiøse visioner og evnen til at træffe kloge langsigtede beslutninger. Set i bakspejlet er det som om, målet var at sidde længst muligt på magten. De blivende resultater efter AFR-perioden er sørgeligt beskedne – ikke så underligt, at mange kalder årene det tabte årti – ikke mindst på energi/miljø-området. Men ingen tvivl om, at AFR var en god leder – han skal bare have nogle længere oppe til at tænke de visionære tanker, han skal realisere, hvilket han uden tvivl er god til. Så posten som Nato-generalsekretær, hvor han skal realisere amerikanernes visioner, er sikker meget passende.

  17. Jørgen Lang Jørgensen

    @ Birger Skytte

    Poul Schlüter har engang udtalt at:”Ideologi er noget bras”, og man må sige, at i dag er der ikke ret mange som er optaget af politiske ideologier, bortset fra dem som tror på politisk islam med dertil hørende sharia-lovgivning.

    Ved et valg skal flertallet af stemmer hentes fra middelklassen.
    Middelklassen bestemmer hvem der skal sidde på taburetterne i Folketinget og den er ikke interesseret i ideologier.
    Det der interesserer middelklassen er løsningen af her og nu problemer d.v.s. børnepasning,hospitalernes serviceniveau, ældreomsorg,folkeskolen,integration, bandekrig m.v.
    Samfundet er en servicemaskine og den skal fungere og de partier der, efter middelklassens opfattelse, har de bedste bud på det, vinder valget.

  18. Claus Christensen

    Kortsigtede fordele (den offentlige service og skattelettelser til forbrug) for middelklassen er nok desværre det, der afgør valgene. Eller i det mindste hidtil har gjort det. Der er brug for langsigtede løsninger og det skal blive spændende at se, om den kommende valgkamp kommer til at dreje sig om det eller kortsigtede løfter.

  19. Jørgen Lang Jørgensen

    Da Anders Fogh Rasmussen i 1993 skrev sin bog fra socialstat til minimalstat, var han på det tidspunkt ultraliberalist og han tonede rent flag i sit opgør med velfærdsstaten.

    De følgende ni år, før han sætter sig i statsministeriet, har blandt andre partistrategen Claus Hjort Frederiksen lært ham at betingelserne for at overtage magten i Danmark, nemlig at middelklassens følelser af tryghed tilgodeses er af helt afgørende betydning.
    Han afideologiserede sin og Venstres politiske holdninger og afskaffede troen på minimalstatens velsignelser og blev pragmatiker.
    Derfor vandt Anders Fogh Rasmussen overlegent de tre efterfølgende valg.

  20. Claus Christensen

    Korrekt JLJ, men samtidig undergravede Fogh det langsigtede grundlag for velstanden.

    Så mon ikke befolkningen trods alt har fået tilstrækkelig anskuelsesundervisning i, at velstand baseret på fiktive stigninger i ejendomme, ufinansierede skattelettelser og forbrug ikke giver reel velstand og tryghed på længere sigt?

    Man kan godt frygte en valgkamp, der ender i kortsigtede løfter baseret på en analyse af, hvor de vigtigste vælgersegmenter er, samt en valgkamp præget af beskidte negative personlige kampagner.

    Men omvendt tror jeg så meget på danskerne, at de godt kan se, om en politiker har nogle visioner og realistiske strategier – eller blot ønsker magt og medieomtale.

  21. Lars Kolind

    Det var egentlig ikke meningen med denne blogpost at den skulle blive et for/imod Anders Fogh eller Lars Løkke/Helle Thorning Schmidt.
    Snarere en overvejelse om vi overhovedet har den “rigtige slags” folk i spidsen for vores samfund. Jeg synes egentlig alle de toppolitikere, der bliver nævnt, mangler helt grundlæggende egenskaber: At kunne formulere (og arbejde systematisk frem imod) en vision for hele Danmark, at kunne lytte til andre synspunkter, at kunne erkende egen begrænsning osv.

  22. Jette Jakobsen

    Det havde jeg luret Lars, i allerbedste mening;-), jeg har tit følt, at vi slet ikke har den rigtige endnu? Den rigtige skal jo kunne lede for mange..dem der har stemt på vedkommende, og osså de andre, for det er ikke altid flertallet har ret, eller mindretallet uret.Der skal kunne samarbejdes, til alles bedste, og dem der er så heldige, at kunne selv,behøver ikke så meget hjælp i nuet, men måske hen ad vejen? Det er derfor jeg kan finde på, at bare vi kunne tage det bedste fra hver og blande dem alle sammen, men hvad er så det bedste, det er der mange meninger om..måske når Få har for meget, og færrer for lidt? Nej jeg er ligeglad med om nogle har for meget( så kommer der måske arbejde ud af det, og de kan sørge for sig selv) bare ingen har for lidt, så de ikke kan klare dagen og vejen. Ingen skal gå og være bange for at blive hjemløs, ikke kunne give børn et rimeligt liv og uddannelse, samt gå alderdommen i møde, miste dagpengge pga sygdom, arbejdsløshed osv osv.

  23. Claus Christensen

    Til forsvar for de politikere, der har været i branchen længe, kan man sige, at de ofte har vænnet sig til at se på sagerne fra andre vinkler, kunne indgå kompromis’er og nå frem til en pragmatisk beslutning på trods af mange modstridende hensyn.

    Uden at nævne navne kan en vækkelsesprædikant, der er optændt af en bestemt ideologi, være en katastrofe. Eller en selvoptaget kendis, der går mere op i medieomtale end langsigtede resultater. Eller en erhvervsleder med “vinderinstinkt”, der er vant til brutalt at sætte sin vilje igennem – uden at lægge mærke til relevante indvendinger. Som regel ikke noget godt statsministeremne.

    Om konkrete statsministre har været en succes afhænger ikke af antallet af valgsejre, men af om de har gavnet samfundet. Og det må fremtidige historikere og andre fagfolk undersøge. Schlüter fik dog landet reddet ud af en vanskelig økonomisk situation. Nyrup fik knækket arbejdsløshedskurven. Fogh får foreløbig dårlige karakterer af økonomerne på trods af, at han blev betragtet som en succes, mens han var statsminister. Selvom Løkke virker som en fiasko, kan det være, at han – i betragtning af de givne vilkår, han overtog – får et bedre eftermæle. Med hensyn til Helle Thorning – giv hende nu lige en chance før man dømmer hendes kvalifikationer som statsminister.

  24. Jette Jakobsen

    Jeg tror og håber også at Helle bliver den næste statsminister, og det bliver spændende at følge. Ville nu alligevel ønske, at vi kunne blande lidt. Måske er det sådan rigtig god politik skal være..at der samarbejdes og enighed opnås, så alle tilgodeses, måske ikke i alt, men noget.Måske kan Helle lige netop det.

  25. Pær Køie Kofod

    Enig i definitionen på de mange påkrævede karakter-egenskaber en statsminister bør besidde.
    -Og tilføjelserne.

    En viis person/statsminister “skaber” et mentalt paradigmeskift.
    I gåseøjne et DYNAMISK “Nationalt Kompromis”.

    Der mobiliserer alle “kræfterne”/potentialet i landet.
    I en social liberal orientering.

    Som landet ligger lige nu – politisk – er der tilbøjelighed til blok politik.
    “En-dimensionel” økonomisk “case by case” analysering.
    “Jøde” udpegning.(“Svage”, ikke-uddannede og etniske grupper bliver brugt som årsagsforklaring på “manglende” samfundsøkonomisk bæredygtighed/overskud. Integrationmæssigt, samfundsdynamisk og samfundsøkonomisk trist. Men også et fokus område!

    Der bliver overordnet set tabt enorme potentialer på gulvet.
    Mentale, sociale, økonomiske og kompetencemæssigt.

    Hvordan får man disse grupper mobiliseret som aktiver!?
    For sig selv, samfundsdynamikken og samfundsøkonomien.

    Ved at skabe social økonomisk entreprenante virksomheder. Der tager konkurrencen op på lige vilkår med det etablerede erhvervsliv.

    Det “flyder” med produktmuligheder!

    Paradigmeskiftet:

    Kreative øjne:
    “Et blik til siden”/Overblik vil kunne udløse mere praktisk brugbare,dynamisk visionære, bæredygtige, økonomiske løsningsmodeller.
    (Eksempelvis på produkt-, integrations-,uddannelses-, erhvervs- og beskæftigelsesområdet. Og ikke mindst på BNP. )

    Jeg så gerne at Danmark ikke er en økonomisk/social/kompetecemæssig Molbo-historie.

  26. Martin Friis

    Ibsens drama om Doktor Stockmann (en folkefjende) handler om, at flertallet hævder, at det har ret men sådan er det ikke altid – badevandet kunne jo være forgiftet uagtet hvad flertallet siger – jeg tror at en statsminister skal kunne tåle at stå op i mod et flertal i landet og med saft og kraft kunne sætte ny retning og formål for et land – der er i dag for meget ‘jeg skal kunne tælle til 90′ – det er ikke nødvendigvis det samme som at man ikke lytter til andre for det skal alle topledere kunne gøre. Men tænk hvis der var en toppolitikker der tænkte i de modsatte baner – først en vision og retning og dernæst en plan for at få alle med på rejsen

Skriv en kommentar

Current day month ye@r *

Have you been a Scout or Girl Guide?

Vis resultat

Abonnement

Din e-mail:  

RSS feed

Du kan abonnere på mine blogindlæg, vha. RSS. (Hvad er RSS?)

 Mit RSS feed

Sådan fungerer bloggen

Bloggen er et forum for debat og inspiration. Den er et virtuelt torv, hvor vi kan mødes og blive klogere. For tiden omkring 400 personer hver eneste dag. Lars Kolind skriver et indlæg en eller flere gange om ugen og alle er velkomne til at kommentere. Helst med dit rigtige navn og ikke under pseudonym. Kolind kan ikke svare på alle kommentarer, men meningen er jo også at alle skal inspirere hinanden. Hver blog-post tilhører en eller flere kategorier og vil du læse alle indlæg i en bestemt kategori, trykker du blot på kategoriens navn. Du kan også søge på alle indlæg, hvor et bestemt ord forekommer, f.eks. bureaukrati. Du kan læse og skrive kommentarer ved at klikke på ”kommentarer” under blogposten.

Sådan får du fat i Kolind Kuren

Din boghandler har den. Du kan også bestille bogen online, f.eks. hos Jyllands Postens Forlag, SAXO eller en anden online boghandel. Vil du købe et større antal bøger, f.eks. til alle medarbejdere eller til leder-gruppen kan du kontakte jyllandspostensforlag@jp.dk.

Den originale amerikanske udgave, The Second Cycle – Winning the War on Bureaucracy, er udgivet af Wharton School Publishing i samarbejde med F.T. Prentice Hall Pearsons forlag. Du kan få fat I den og andre sprogversioner på f.eks. www.amazon.com.